Tag-arkiv: sang

18.april 1918 – Milert Schulz: ”Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 18.4.18

Mine kj. Forældre og Söskende!

Guds Fred til Hilsen!

Dit kj. Brev fra den 7.4. med Tak modtaget kj. Fader ligeleedes igaar dit Kort fra den 11. vor du var i Hamborg. Som jeg seer har du jo godt begÿndt med at forandre dit Værksted om til Butik. Kör har du ogsaa köbt, med Tiden bliver du nok Landmand og Köbmand. Vad agter du egentlig at handle med? Forhaabentlig kommer det godt i gang med Handlen eller skal denne Spekulation först udföres efter Krigen.

Jeg har det jo rigtig godt her i K. og er Gud skee Tak sund og rask og seer tÿk og Fed ud om Hovedet. Vis man nu blodt kunde holde sig saadan men naar det förste gaar ned i det varme saa svinder det jo vist igjen. Som jeg har hört bliver vi vistnok forladet paa Mandag saa har vi igjen en 14 Dages Bahnfart for Haanden inden vi naar Damaskus. Derfra har vi saa en Marsch at gaa paa henved 200 klm. Som vor Major sagde. Med Orloven er der ikke mere at rejse med troer jeg. Udsigterne er skidt og som jeg har hört bliver den nok spærret for os.

Har I modtaget mit Kort fra igaar?

Vi havde en herlig Udflugt til Krigsskibe ”Göben”. Om Morgenen kl. 1/2 8 kjörte vi bort med Damperen til K. og steg der om i en Damper hvor vi saa kjörte en Timestid til vi naaede vort ”Ziel”. Vi gik saa op til Marinehjemmet vor jeg har skrevet dette Kort og drak der et Kop Kaffe. Saa gik vi til Skibet og fik det saa at see ud- og indvending. Det er heelt interessant at se saadan et Skib. Paa Skorstenen har der slaaet en Flÿverbombe ned og saa var Skibet ogsaa löbet paa 3 Miner. Efter at vi havde seet det gik vi igjen tilbage til Hjemmet vor vi spiste til Middag. Vi fik steget Nudel, Salat og et Spejlæg og en Tallerken Griisssuppe. Det heele koster 3 Mark. Efter Maaltiden spillede vi saa lidt Klaver. Der er nemlig 4 Söstrer i Hjemmet som forvalter det. Derefter spurgte di os om vi havde Lÿst ag læge lidt med dem. ja det havde vi jo nok. Saa rÿdede vi Stole og Bordene ud af Stuen og saa gik spillet lös. Vi legede 3 Leg. Derefter blev saa Panterne indlöst vor der gav mangen en latter. Til Sludt spillede saa en af Sösterne paa Guitaren og sang 3 Sanger dertil. Det var saa dejlig at höre disse Toner og Sangen. Saa gik det igjen kl.4 hjemad. En saadan herlig dag har jeg ikke haft her ved Militäret saalænge jeg har været Soldat. Men det gode varer jo altid kun forkort.

Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig.

Vær saa hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

Note: Den tyske slagkrydser SMS Goeben var sammen med krydseren SMS Breslau undsluppet den britiske flådes forfølgelse og havde søgt tilflugt i Det Osmanniske Rige. Her overdrog tyskerne skibene til Osmannerne, der omdøbte dem til Yavuz Sultan Selim og Midilli.

3. marts 1918: “…der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd..” Frederik Tychsen tager afsked med sønderknuste Barbara.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

 Om aftenen samledes vi, der plejede at komme i Estaminettet, der for sidste gang. Barbara såvel som de andre piger havde klædt sig i sort som et synligt bevis på, at de var bedrøvede over vor bortrejse. Denne aften blev der ikke danset, og der blev ikke sagt ret meget. Jeg købte en kop kaffe med et par småkager til Barbara og mig selv. Hen ved 9 tiden brød vi op, vi gik en tur, og så gik Barbara med hen til slottet. Barbara græd, hun spurgte mig, om jeg ville skrive, når jeg nu tog af sted? Det kan jeg ikke – måtte jeg svare, soldaterne må ikke korrespondere med den civile befolkning i “fjendens” land.

 “Når kommer du igen?” spurgte Barbara. “Det ved jeg ikke!” “Får du snart orlov?” “Det ved jeg ikke”. “Kommer du aldrig tilbage til Beyne Hensay mere?” “Det kan jeg ikke sige dig, Barbara”. “Tror du, at du bliver skudt, når du kommer til fronten igen?” “Det ved jeg ikke”. ”Er du vred på de belgiske soldater?” ”Nej, absolut ikke. Jeg er ikke vred på nogen, aldeles ikke”. ”Ja, men så kan du flygte til Holland. Så kommer jeg bagefter!” ”Det er lettere sagt end gjort, Barbara, det er ikke så let at komme bort”. “Tror du aldrig, vi ser hinanden mere, Monseur Frederik?” ”Jo, i morgen aften”. ”Og så ikke mere?” ”Det kan jeg ikke sige noget om” (jeg kunne ikke stå og fortælle eller love noget, som jeg ikke selv troede på).

 ”Når du er 23 år og jeg er 19 år, så kan vi gifte os, Monseur Frederik, og så kan vi bo i Holland!” ”Ja, ja, Barbara, lad os nu først få en ende på krigen og ud af dette tøj, så kan vi først lave fremtidsplaner”. “Min far og mor kan godt lide dig, Monseur Frederik!” “Jeg kan også godt lide dem, men jeg kan endnu bedre lide dig, Barbara!” Barbara græd! Jeg tænkte på sangen:

 Ein Kanonier auf dem Dorfplatz stand,

ein Mädehen ihm zur Zeit,

er lägt die Waffen aus der Händ,

spricht Trost zu ihr im Leid.

Er drükt sie traurich an die Brust

beugt traurich ihr Gesicht

Der Trennungsschmertz wird ihm bewusst

als er jetzt zu ihr spricht.

Ach, Mädchen bleibe mein

Dies Herz es ist nur dein,

Ist der Friede da, so kehr ich ja

nach Stolzenfeld am Rhein.

 Vi stod i parken foran slottet. Vejret var smukt, det var den sidste aften, der gik mange tanker gennem min hjerne – hvad ville fremtiden mon bringe? – Om få dage var vi sikkert i ilden igen, Barbara var bedrøvet – jeg var selv bedrøvet og ked af det – Barbara græd – hun kunne ikke rive sig løs! Tårnuret slog nu 10, og hornisten blæste Tappenstregen, det lød smukt i den stille luft – nu skulle der tages afsked. ”God nat, Barbara”. ”God nat, Monseur Frederik, Au revoir!”

 Jeg gik op ad stentrappen foran slottet, døren eller rettere porten skulle nu lukkes, jeg så endnu en gang ned i parken, der stod Barbara og vinkede med sit lommetørklæde – hun græd, der kom en 3 – 4 soldater løbende, de skulle skynde sig med at komme ind, før porten blev lukket i og låset, og de sidste toner af den sidste sats af den lange artilleritappenstreg døde hen i aftenstilheden. Jeg gik op på værelset, de andre var ved at gå til sengs; jeg lagde mig på brixen og tænkte på det første møde med Barbara.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. marts 1917 – Milert Schulz: “lange nach dem kleinen Gesangbuch gesehnt”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 15/3 17.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gotte Friede zum Gruss[.] Für erhaltene Briefe vom 4. u. 5/3 mit Gamle Budskab u. Lommesangbogen meinen besten Dank. Habe mich lange nach dem kleinen
Gesangbuch gesehnt. Werde jetzt ordentlich die alten bekannten Lieder wieder auffrischen.

Habe in den letzten Brief vergessen zu schreiben, dass ich erst das Paketschen mit den genannten Sachen erst abschicken kann[.] wenn wir in Ruhe kommen[,] da ich die Sachen nicht hier bei mir habe.

Habe gestern einen Brief nach Rödding geschrieben. Das Apenrader Tageblatt habe ich nun auch bestellt, denn sonst weis man ja garnicht wie weit man ist mit dem Kriege. habt Ihr das von mit abgesande Geld erhalten? Einmal 30 Mark das andere Mal 15 Mark, so bitte ich Euch die Zeitung zu bezahlen.

Sonst bin ich ja noch immer Gott sei Dank gesund und wohl nur auf den langersehnten Frie den warten wir. Hoffentlich ist er nicht mehr fern.

Viele herzl. Grüsse an Euch allen und auf ein frohes Wiedersehn hoffend Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Brev i privateje)