Tag-arkiv: lyskugler

3. juli 1918. K. Tastesen: Forreste skyttegrav kun 15 meter fra englænderne

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Nu havde vi Ro til om Morgenen, men kunde ikke sove, da Kanonerne buldrede hele Tiden. Dagen efter fik vi at vide, at vi skulde ud i den forreste Ildlinje. Den 2. Juli om Natten blev vi afløst og skulde ud i den forreste Linje.

Vi kom over en Bane, som gik fra Boly til Armentieres, og kom ud i en Løbegrav, som gik i Zig-Zag ud til Ildlinjen. Jeg kom i den forreste Skyttegrav, kun 15 Meter fra Englænderne. Disse havde rimeligvis opdaget, at der var Afløsning, da de skød temmelig ondartet hele Natten.

Vi stod paa Vagt allesammen med Fingeren paa Aftrækkeren, saa der var ingen, der fik Lov til at sove. Englænderne kunde jo med et Par Spring være ovre hos os, og desuden var der fuldt af Granathuller, som de kunde benytte til at dække sig i.

Om Natten blev hele Tiden afskudt Lysbomber, saa der var omtrent lige saa lyst som om Dagen. Straks om Morgenen blev vi angreben af smaa Patrouiller, som dog hurtigt blev tilbagevist uden noget særligt Tab fra vor Side. Om Dagen var det fuldstændig roligt.

Englænderne vinkede over til os, men vi var jo ny derude, og ikke rigtig kendt med Forholdene.

Længere hen paa Dagen blev vi lidt mere fortrolige og stod op og talte med dem, og tilsidst endte det med, at nogle af dem kom over til os, og vi gik over til dem og talte med dem i det fineste Venskab. Vi aftalte saa med dem, at vi om Aftenen skulde afskyde Lyskugler paa forkerte Steder, saa at de kunde skyde bag ved Linjerne. Artilleriet skød nemlig kun om Natten.

Det var jo unødvendig helt at ødelægge hinanden for de tre Dage, vi skulde være der, men naar Officererne stod ved Siden af, var vi jo nødt til at gøre vor Pligt. Vi skulde kun være der tre Dage ad Gangen, da vi ikke kunde undvære Søvn længere

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

11. juni 1918 – Claus Juhl: “hele egnen blev beskudt”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I begyndelsen af juni 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 11. blev igen en mand let såret. I Menegate var det også usikkert, hele egnen blev beskudt, vi slap heldig, men flere andre batterier havde en mængde tab. Flyverne var i travl virksomhed især om natten, de havde en slags lyskugler som holdt sig svævende ved hjælp af en skærm, disse plantede de så i luften over vejene så disse blev klart belyste. På den måde kunne de iagttage kolonnerne og beskyde dem med deres maskingeværer. Om dagen var det herligt solskinsvejr, men jorden var alt for tør, den fede ler slog overalt revner. Markerne var næsten alle tilsåede, for det meste med hvede, men denne blev slået grønt som foder til hestene, da de næsten ingen havre fik mere. Den sæd, som var frigivet til hestefoder, lå altid inde i ildlinjen, så de natlige togter for at hente den var temmelig farlige.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

10. juni 1916. Omringningen var næsten fuldbyrdet.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

“På ilmarch”

Med hensyn til russerne fik Claus ret. De sidste tre dage, før han blev såret, var de gået til angreb både til højre og venstre for os. Særlig den højre fløj blev angrebet meget kraftigt. Da de imidlertid angreb uden nævneværdig artilleriforberedelse og ved højlys dag, blev de afvist til trods for, at de angreb med indtil 16 skyttelinier efter hinanden. 

Russerne må have haft mægtige tab. De blev bogstavelig talt mejet ned af de tyske maskingeværer og nåede aldrig nærmere end til de tyske pigtrådsspærringer. Angrebene over for de tyske regimenter ebbede imidlertid ud og trak længere og længere ud på fløjene, hvor de østrigske tropper lå, og her syntes de at have haft større held. 

Om natten markeredes frontens forløb af de afskudte lyskugler eller lysraketter, om man vil , og det var på grundlag af dem, at Claus havde gjort opmærksom på, at russerne gik frem på begge fløje. 

Da der var gået et par dage til , var omringningen næsten fuldbyrdet. Det hed sig, at regimentet skulle afløses en af de første dage, men den almindelige mening blandt mandskabet var, at det måtte da blive af russerne. Og ganske rigtigt, en dag blev der givet besked om, at regimentet skulle samles kl . 22 i en slugt lige bag fronten. 

Hver mand fik ordre til at medtage 500 patroner foruden den sædvanlige udrustning. Hvad der ellers fandtes af ammunition og udrustning blev kastet i latrinerne eller ødelagt. Nu var der ingen tvivl om, hvem der skulle afløse os.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

9. juni 1916. Heimatschuss: “Slut med forstillingen Jacob, hjemmet i sigte.”

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En ordenlig forskrækkelse”

Jeg måtte tit i de kommende år tænke tilbage på Claus og hans ord, for de viste sig at være rigtige. 

En af de følgende nætter, da vi atter bar »ryttere« frem, fik Claus en kugle gennem overarmen. Trods det, at kuglen havde beskadiget knoglen, og at det sikkert var meget smertefuldt, gav han – bortset fra en lille ed, da kuglen traf – ikke en klagelyd fra sig; tværtimod, hans kommentar var: »Slut med forestillingen Jacob, hjemmet i sigte.« 

Jeg forbandt armen efter Claus’ anvisning, så godt det lod sig gøre, og udtalte min bekymring over, at knoglen var beskadiget, men det faldt ikke i god jord hos Claus: »Det er netop det fine ved det hele min dreng, hvis det kun havde været et kødsår, ville jeg ikke nå tilbage til Tyskland . Som det er nu, har jeg en stor chance for, at dette kan lykkes.« Jeg måtte uvilkårlig tænke tilbage på bayrerens opførsel, da han blev såret i benet. 

Da Claus og jeg kom tilbage til skyttegraven – han ville nemlig have sine personlige ejendele med sig – tog han afsked med kammeraterne med følgende spådom: »Så vidt jeg kan skønne, har I været her den længste tid. Læg mærke til russernes lyskugler om natten, jeg tror, de er ved at omringe os. Hold jer muntre og på gensyn i Tyskland, nu glider Claus.« 

Jeg så ham aldrig mere, men savnede ham meget. 

Han var en god læremester og beherskede de 5 %, der var nødvendige for at overleve. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

23. februar 1916. Fjendens granater uden virkning på moderne skyttegrave

Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris, gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

To gode Kammerater fra Nordslesvig.

I Skyttegraven den 23. Febr. 1916.

Efter at vi har været i Reserve i 6 Dage, tager vi ud i Skyttegraven for at afløse vore Kammerater, som afvekslende med os besætter Stillingen i 6 Dage, og som med spændt Opmærksomhed venter efter det Øjeblik, da vi kommer og raaber ned i Hulen til dem: „Ablösung“.

I et Nu spænder de Tornystren paa, tager Bøssen i Haanden og med et venligt „God Nat og paa Gensyn om 6 Dage“ tager de tilbage for at hvile ud i deres Kvarter.

Efter at vi har stillet dobbelt Vagtpost ud, begynder vi med vor egen Syssel. Madposen bliver aabnet, en Kop Kaffe varmes, og saa spises der Aftensmad med en vældig Appetit. Nede i Hulen, som er bygget af Bølgeblik dybt under Jorden, har vi sat en lille fransk Kakkelovn op, som der bliver fyret i, naar det er mørkt. Før gaar det ikke, da ellers Franskmanden, som ligger nær foran os, vilde beskyde os med svær Ammunition.

Derefter ordner enhver sit Leje, for at lægge sig til Ro efter de sidste Anstrengelser.

Den Del af Graven, som vi besætter, er opnævnt efter den pæneste Gade i vor Garnisonsby Ch., Bismarckstrasse-Kaiserdamm, hvor en moderne Undergrundsbane kører uafladeligt. De store Huller, der forestiller Holdepladserne, er forbundne med underjordiske Gange, og de er ligeledes opnævnt efter disse, saa naar Banen var her, kunde man køre fra den ene Station til den anden.

Da Graven gaar i en Bue, forekommer det ofte, at Fjenden beskyder os fra Flanken. Henimod Kl. 6 hver Aften aabner Fjenden, som staar paa Vagt lidt til venstre for os, en heftig Ild. Han kaldes i Almindelighed Peter Knald, fordi han hvert 5. Minut knalder lige over vor Dækning paa et og samme Sted. Lidt efter begynder hans Kollega fra højre, som kaldes August Schütz. Folkene morer sig hver Aften kosteligt over disse to Helte, naar de kan sige „Det var Peter Knald“ eller ogsaa „Det var August Schütz“, fordi de helt uden Virkning bortknalder en Mængde Patroner.

Enhver mener, at naar vi engang faar fat i dem, skal de begge faa tildelt en „Lukasmedaille“.

I første Halvdel af Natten overtager vi Gravtjenesten for en tredje Del af Kompagniet, netop paa den Tid, da Fjenden sætter alle sine Minekastere i Funktion. Af og til hører man et dumpt Skud, som om det kom nede fra en Hule. Alle Vagtposter er med et Spring nede i deres Smuthuller. En stor Mine stiger højt op, og med et vældigt Brag kreperer den i Nærheden, saa en Byge af Splinter, Jord og Træ hagler ned i Graven. „Det var en af de store“, siger vi til hverandre, „det er dog noget Pak, at de ikke kan holde Ro en eneste Time“.

Man ved allerede, at der snart kommer en til. Dog gør de os ikke megen Skade dermed, thi Graven har vi saa „moderne“ anlagt, at det næsten er dem umuligt at ramme os.

Undertiden taler ogsaa Artilleriet med, noget som vore Artillerister snart skal besvare. Paa begge Sider blinker Kanonerne tillige med de eksploderende Granater, der vidt og bredt sprøjter med Gnister. Under deres uhyggelige Lyd kigger man med spændt Opmærksomhed over Kanten for at se deres Virkning.

Nattens Mørke oplyses af de saakaldte Faldskærme, som bliver kastet op med en Raket og af Vinden baaret over vor Stilling. Skærmen er af den fineste Silke, hvorunder der hænger en brændende Patron, der en kort Tid kaster et klart Lys over Graven, saa man let kan se, om der er en Patrouille paa Færde. „Fallschirm in Sicht“, raaber Vagtposterne og forfølger dem med Øjnene, til de falder ned, for saa at samle dem op om Morgenen. Mangen en sender dem hjem, for at deres Kære skal se, hvad Damerne i Paris syr sammen til Gavn for deres Tropper.

Ja, hvis denne hele Bedrift kun ikke var forbunden med Fare, saa er det virkelig meget interessant, hvad man oplever i denne Krig. Men desværre mister man saa ofte en god Kammerat.

For nylig overraskede en god Ven der hjemme fra, J. J., som er ved et Kompagni, der ligger her ved Siden af, os med et Besøg. „Hvem kan det vel være, der humpler ned ad den ujævne Trappe“, siger vi til hverandre, idet Døren bliver lukket op. En god Ven træder ind og byder venligt God Aften, og saa begyndte Samtalen paa Dansk, noget man ikke faar Lejlighed til hver Dag. Først spørges der, om man ikke har hørt noget Nyt om Freden, men desværre kan man ikke svare paa det. Derefter drøftes de sidste Nyheder fra vort kære Hjem, og hvad man har læst i „Hejmdal“, som vi med stor Glæde modtager næsten hver Aften, naar den dejlige Time kommer, da Postsagerne bliver uddelt, og man spændt lytter efter hver Adresse, der oplæses. Før Besøget gaar igen, skænkes der en Kop Kaffe eller, hvis det er muligt, destilleres en Vingrog, som man plejer der hjemme.

Desværre gaar der saa mange gode Dage tabt for en, hvor man hjemme paa en anden Maade kunde være mere til Gavn. Men vi haaber, at vor gode Gud vil beskærme os som hidindtil og vil sende os sunde og raske hjem igen til vore Kære derhjemme i Nordslesvig.

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte fra Underofficer A. Carstensen fra Løgumkloster og Gefrejter J. Petersen fra Ris.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)