Tag-arkiv: Bombardement

15. marts 1918. Jes Sarup oplever et flyverbombardement

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

En mislykket Udflugt

Henimod Middag først ankom Staack og Kliver, og vi rejste saa med Toget til Lille. Staack syntes, at jeg skulde se den franske Fæstning nu, da vi var den saa nær. Desværre var Planen ikke tilstrækkelig gennemtænkt og undersøgt, inden vi tog af Sted. Jeg maatte nemlig Dagen efter gøre Tilbagerejsen over Lille, som jeg først fik at vide senere, og da fik jeg et Ophold fra Middag til om Aftenen Kl. 10, der var altsaa mere end Tid nok til at se mig omkring Dagen efter. Men desuden stødte vi paa Vanskeligheder, som vi slet ikke havde regnet med, og som fuldstændig kuldkastede den Plan, som var lagt Aftenen i Forvejen, og gik udpaa, at vi skulde benytte et Tog, der gik til Cortrick, og derfra naa ud til mine Landsmænd Peter Henningsen og Peter Frees, hvem jeg gerne vilde være sammen med den Eftermiddag og have personlige Hilsener med tilbage til Hjemmene.

Der var en Times Tid rigelig, til Toget gik, og den skulde benyttes til at se os lidt omkring i Gaderne lige ved Banegaarden. Da vi imidlertid vilde forlade Jernbanestationen, afkrævede Kontrollen mit Pas. Det var første Gang under hele Opholdet derude, at det var blevet mig afkrævet. Da jeg ikke var paa Henrejse eller Tilbagerejse, kunde han ikke lade mig passere. Han beholdt mit Pas, og jeg maatte vente, til Fæstningskommandanten kom hen paa Eftermiddagen, hvem Sagen maatte fremlægges for.

Skønt en Feldwebel ellers anses for at være nogenlunde almægtig ved Militæret, kunde Staack dog ikke klare disse Vanskeligheder. Der var ikke andet for, end taalmodigt at vente, til Kommandant kom. Men dermed røg Turen til Cortrick i Luften, da Toget kørte fra os i Ventetiden.

Senere hørte jeg, at baade Henningsen og Frees samt Dyrlæge J. P. Schmidt fra Aabenraa, som ogsaa laa i denne Egn, havde ventet paa mig hele Eftermiddagen med nogen Uro, da de ikke kunde forstaa, at vi udeblev, efter at vi bestemt havde anmeldt vort Besøg. Tilmed fik de den Besked fra Feldwebel Staacks Kontor, at vi var taget af Sted.

Da vi under vort tvungne Fangenskab paa Banegaarden blev sultne, tillod Kontrollen os at gaa hen til et nærmere betegnet Spisekvarter, hvor Jernbaneembedsmændene spiste. Vi kom derhen, men fik desværre den lidt kedelige Efterretning, at man ingen Mad havde mere, alt var spist op. Efter en Del Parlamenteren fik vi hver en Kop Bouillon, det var nu nærmest en Kop Saltvand. Det maalte vi foreløbig nøjes med. Senere fik vi en Kop Kaffe med Smaakager i en Kase. Det var alt, hvad vi kunde faa, saa Provianteringen var noget sløj den Dag. Ingen af os havde tænkt paa at tage Mad med paa Turen.

Endelig hen paa Eftermiddagen kom Kommandanten, og vi blev førte ind til ham. Han viste sig imidlertid at være en yderst høflig og forstaaende Herre. Han indledte straks Forhøret med et Spørgsmaal, om jeg ikke var paa Vejen hen for at hente den faldne Vens Lig hjem. Jeg vilde ikke lyve for ham og sagde derfor, at jeg havde været i Halluin, men at jeg gerne vilde have besøgt et Par Landsmænd, som laa her i Nærheden. Det gik han slet ikke ind Paa, men mente, at man vel nok kunde gaa ud fra, at jeg var paa Vejen til Halluin, og dermed var dette Forhør endt. Jeg fik mit Pas igen, og vi kunde nu bevæge os frit omkring.

Da Tiden nu imidlertid var saa vidt fremskreden, maatte vi se at komme videre, for at naa Halluin til Aften. Der gik ingen Tog, men vi kunde benytte den elektriske bane, som kørte over Tourcoin og Roubaix, et Par smaa idylliske Byer, som tilsyneladende ikke havde lidt synderlig Overlast af Krigen. Herfra maatte vi gaa det sidste Stykke Vej til Halluin ad en dejlig bred Landevej, som de for Resten er almindelige i Frankrig.

Vejen blev lang og trættende. Jeg havde været i Gang fra om Morgenen tidlig, uden anden Mad end min Morgenmad. Vi var derfor godt trætte, daa vi ankom til Byen ved 8-Tiden. Staack og Kliver kunde køre det sidste Stykke Vej hjem til deres Kvarter, da Køretojet var blevet staaende i Byen om Morgenen.

Næste Morgen skulde vi mødes Kl. 10, Mikaels Lig skulde saa graves op.

Inden vi skiltes, gjorde Staack mig opmærksom paa, at ved dette Vejr kunde vi vente Flyverbesøg om Natten, jeg maatte derfor i paakommende Tilfælde sørge for at komme ned i Husets Kælder.

Da jeg havde spist Aftensmad i mit-Spisekvarter, gik jeg hen til Telefonstationen for at tage Afsked med mine Sovekammerater fra min første Nat dernede. Min flinke Vejviser ledsagede mig tilbage, og jeg gik derefter tidlig til Ro, jeg trængte til Hvile.

Et Flyverbombardement.

Jeg havde kun sovet et Par Timer, saa vækkedes jeg af Allarmsignalet, der meldte Flyvernes Ankomst. Jeg tændte Lys og saa, at Klokken var henad 1. Der var saaledes længe til Dag. Jeg mindedes Staacks Formaning om at søge ned i Kælderen. Der var imidlertid den Vanskelighed, at jeg for det første ikke anede, hvor Kælderen befandt sig, men dernæst skulde jeg gennem min Værtindes Sovekammer for at komme ned, og det ømmede jeg mig ved.

Der blev ingen Søvn mere den Nat. Jeg laa og lyttede til de forskellige Lyde, men jeg syntes ikke, at jeg kunde skelne andre, end dem jeg havde Hørt den første Nat fra Jernbanetoget og en fjern Rullen nu og da. Men uhyggeligt var det. Jeg ønskede mange Gange, at jeg havde haft mit første Kvarter sammen med Telefonisterne. Saa var jeg dog i alt Fald ikke ene og kunde faa at vide, om min Ængtselse var berettiget, eller om det blot var Nerverne, der noget overspændte spillede mig et Puds.

Henimod Morgenstunden hørte jeg en Eksplosion, som dog ikke var særlig stærk. Saa snart det var lyst, stod jeg op. Toilettet var hurtigt besørget, da jeg alle de Nætter, jeg var dernede, havde maattet beholde det meste as mit Tøj Paa.

Saa snart jeg havde faaet lidt Morgenmad, gik jeg ud i Byen og kom snart til Kirkegaarden. Her erfarede jeg, at en fjendtlig Flyver havde kastet en Bombe ned ved Banegaarden, knap 5 Minutters Vej fra mit Kvarter. Fire Belgiere, som havde staaet i Nærheden af Banegaarden, var bleven ramte og dræbte paa Stedet. De var lige bleven bragte til Lighallen. Deres lemlæstede Lig saa frygteligt ud, en havde faaet Hovedet revet af, en anden en Arm og en tredje et Ben. De havde Hørt til en Arbejderkolonne, men de øvrige havde været lidt længereborte fra Stedet, hvor Bomben faldt, saade var bleven uskadte. Jeg mærkede igen Krigens Nærhed, som jeg Dagen i Forvejen havde været noget tilbøjelig til at glemme.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

26. august 1917. Claus Eskildsen: “Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Sidst i august bliver byen hvor Eskildsen og hans regiment arbejder bombarderet af en fransk flyvemaskine.

Den 25. August trækkes Regimentet sammen i Byen Réville, og Staben flytter derhen. Til Skrivestuen har man gjort Kvarter i en Hønsesti; men vi erobrer et lille Rum med et Vindue ud til Gaden.

Den følgende Dag er en Søndag, en straalende Solskinsdag. Oberstløjtnanten er vendt tilbage, hilst med oprigtig Glæde af hele Regimentet. Soldaterne har bygget sig Telte ude paa Bjergskraaningen, Livslysten er vaagnet, efter at de er sluppet ud af de mørke Gaskløfter. En fransk Flyver kredser over Byen, ingen lader sig forstyrre af det. Det var dumt!

Han har iagttaget Menneskemyldret i Réveille, og nu faar vi Kanel, saa det forslaar noget. Franskmanden strør hele Byen over med Granater; Folkene flygter fra Teltene op i Ly under Bjerget. De har det for en enkelt Gangs Skyld bedre end Trainmandskab og Skrivere, der ikke saadan kan løbe fra det hele.

Vi bliver siddende og arbejder — indtil Franskmanden sætter et kraftigt Punktum.

Paa een Gang faar vi Vindue, Glas, Jord, Støv, Kalk, Røg, Os, Damp lige ind i Ansigtet. Bordet med Papirer og Blæk er dækket til, min ene Hjælpeskriver klasker bagover med samt sin Bænk, vi styrter ud af Stuen, blødende alle sammen. Men vi er alligevel ogsaa denne Gang sluppet med Skrækken.

Granaten gik ned lige foran vort Vindue, men vore Saar stammer alle sammen fra Glassplinterne. Til Gengæld er der mange, vi piller i Hundredevis af Glasstumper ud af Huden paa hverandre. Den ene efterlod paa min Finger et Ar, der ses endnu. Selv en Skriver kommer arret hjem fra Krigen.

Oberstløjtnanten sender oppe fra Bakken et Par Mand ned for at hjælpe os. De har deroppe fra set det hele og tror, at vi er døde eller Saarede alle til Hobe.

Han befaler, at vi med det samme skal flytte tilbage til Brandeville. Vi pakker og forlader Byen. Den ser uhyggelig ud. Paa den ene Side af Gaden svømmer to Heste i deres Blod, paa den anden Side ligger der en blodig Masse, som ved nærmere Eftersyn viser sig at Være en Menneskekrop, uden Arme, uden Ben, uden Hovede. Over 100 døde og Saarede samler man sammen i Byen.

Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181-183

19. februar 1917 – Milert Schulz: “Ja Herren skal have Tak for saavidt …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 19/2 17.
Mine kjere Allesammen! Guds Fred til Hilsen!
Mange Tak for Pakken No 7 med Pölse og- 2 Stykker Sösterkage som jeg i Forgaars har modtaget med Glæde. Kagen har jeg spiset strax. Det var jo naturligvis tör. Men her hvor man ikke nyder saadan noget saa tidt smager det alligevel. Pölsen har jeg spist det sidste Stykke idag. Det har smaget mig rigtig godt.

laften giver det jo Post igjen saa venter jeg jo noget at höre igjen fra Eder mine kjære. Jeg beder Eder sende mig igjen noget Skrivepapier ikke for lidt[.] Det andet har jeg allerede opskrevet.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt, er sund og rask. Ja Herren skal have Tak for saavidt han vil ogsaa holde sin beskÿtende Haand over mig i Fremtiden. Igaar blev vi beskudt af den fjentlige Artelleri. Ommendtrent 5 Meter fra vor Understandt slog en Granat ned. Nu har vi jo en Bombenfast Understand[,] saa han kan godt skyde saameget han vil. Jeg stod lige Posten[,] da kom den förste Granat og slog ned i Nærheden paa Bjerget. Jeg löb saa i en hast ned i vor Understand. Lige var jeg kommen ind da kom den neste Granat og slog endnu nermere ned. Lidt efter kom den tredie og slog 5 meter ned for vor Understand. Den slog lige ned i Klippen saa Stenene og Sprengstykker flöj omkring. En Steen floj ind i vor Understand.

Saa midt om Natten kl. 2 gjorde Fjenden en Ildoverfald. Da skoj Fjenden med Geverer og M.G. og Miner og Artelleri hvad Rem og Toj kun holde. Saadan blev han hved en halv Time. Herefter hvad [dvs. var] det alt rolig saa vi kunde legge os hen og sove igjen. Saadan bliver man jo lidt forstyrret i sin Sövn[,] hvor I derimod ligger trÿgt og godt i Federsengen og vi paa Halmen med en dekke over Hovedet. Ja jeg skal nok forteile Eder alt naar jeg engang[]kommer godt hjem. Herren give dog at Freden snart maatte komme over Landene og vi maatte komme lykkelig hjem igjen.

Altsaa er Fetter Anton fra Brede nu ogsaa dö. Jeg kan snart ikke tro at han nu oqsaa er borte. Han har ogsaa skrevet mig flittig og nu er han dö. Ja det gjelder om at vare rede til en hver Tid. Men lykkelig den som har sin Sjel frelst. Send mig dog ogsaa den lille Lommesangbog med.

Nu til Slut mange kjerlige Hilsener til Eder alle og paa snarlig Gjensyn fra mig Eders Sön og Broder
Milert

(Brev i privateje)

4. juli 1916 – Johannes Ankersen: “… mine nerver var fuldstændig færdige”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Vores situation var alt andet end rosenrød. Det fjendtlige artilleriild samlede sig igen på vores stilling, for – syntes det – at begynde det samme teater som på forreste stilling. De gevaldige nedslag fra de store granater, som de smed en masse af, gjorde os halvt vanvittige. I det mindste var der forplejning her. I Hem var et proviantlager, som nu blev rømmet.

Det forlød, at vi skulle afløses, men endnu en gang skete intet, indtil vi endelig blev trukket ud natten mellem den 3.-4. Jeg gav kompagniet ordre til at samles i Meislain, at have ført mandskabet samlet tilbage, ville have været vanvid. Så måtte vi endnu en gang løbe for livet ud af det fjendtlige artilleris mur af ild. Det var et pænt stykke, for langt ind i baglandet holdt modstanderen alle veje under kraftig beskydning. Men vi kom igennem, vi kom i kvarter, kunne vaske os, gå frit omkring og hørte nu blot den fjendtlige trommeild i det fjerne. Nu skulle de arme nerver, der i de forgangne dage havde været spændt til bristepunktet, endelig have fred. Jeg var selv noget nedtrykt, utilfreds, i dårligt humør, nedslået, jeg kan slet ikke beskrive min tilstand. Jeg kunne ikke være alene på mit værelse, så blev jeg grebet af angst. Det var mig, som om væggene skulle styrte sammen over mig og slå mig ihjel. Enhver kraftig lyd, enhver pludselig bevægelse fik mig til at fare forskrækket sammen. Om natten kunne jeg ikke sove, kort sagt, mine nerver var fuldstændig færdige.

Det skete ikke for mig hverken før eller siden, men – som allerede sagt – tiden op til offensiven havde været urolig for mig, og så var det vel også hårdere for mig at komme direkte fra mit fædrene hjem til denne afskyelige Schamassel, i modsætning til hvis jeg allerede havde befundet mig i skyttegraven.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

1. juli 1916 – Johannes Ankersen: “Franskmændene havde angrebet”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Så hed det den 30., at vi ville blive afløst af bayere. Vi ventede på afløsningen, men den kom ikke. Endelig, da morgenen gryede, kom de.

Naturligvis også uden en dråbe drikbart. For nu hed det nu tilbage, tilbage gennem den granathullede ørken. Det var løben på liv og død, den gang lærte jeg, hvad det vil sige at løbe for livet. Jeg kom igennem og nåede Ferme Hem, der mærkelig nok overhovedet ikke blev beskudt.

Efter jeg først have drukket uhyggelige mængder af vand, skældte jeg morderligt ud på bataljonsstaben, der til min store ærgrelse lå i den sødeste søvn. Chefen for rædselsslagen op fra sit leje, da han troede, at franskmændene ikke var langt væk. Den grunden til mit skælderi gik op for ham, gav han mig en militær overhaling, der dog ikke gik mig særlig nær.

Jeg erfarede, at 8. kompagni lå ved Clery. En ambulance tog mig med, og satte mig af en det voldsomt sønderskudt Clery. Mit kompagni fandt jeg i tredje stilling, i ganske godt humør. Folkene havde hentet øl og cognac i den forladte kantine i Clery og gjorde sig til gode med det. Også jeg hældte et par snapse indenbords og lagde mig så hen, for aller først at få sovet ordentlig ud.

Jeg havde knap ligget en halv time, før jeg blev vækket ublidt. Franskmændene havde angrebet. Altså endnu en gang ingen hvile.

Vi skulle frem og besætte den anden stilling mellem Hem og Hardecourt.

Det gik også alt sammen godt, det franske artilleri regnede vel med, at deres infanteri var nået meget længere og forstyrrede overhovedet ikke vores fremmarch. Vi kom godt frem til skyttegraven. I mellemtiden var franskmændene gået i stå, vidste åbenbart ikke rigtigt, hvad der forgik.

Til sidst jog de artilleriet på os, men da det (undtaget de store mærker, der allerede tidligere havde beskudt stillingen) ikke var så godt indskudt, så var det til en vis grad udholdeligt. Meget behageligt var det, at de fjendtlige minekastere ikke længere kunne beskyde os. Det var ret heldigt, for det var overhovedet ingen dækningsrum i stillingen.

Vi skulle nu fastslå de enkelte kompagniers afsnit, ikke netop nogen behagelig opgave, for stillingen var os ukendt og den fjendtlige ild tog stadig til. Oven i købet blev min kompagnichef, som jeg rekognoscerede sammen med, pludselig så syg, at han ikke kunne råde eller hjælpe, da havde jeg heldigvis kompagniets ve og vel i fast greb.

Endelig var alt klappet og klart. Gud ske tak og lov, at det var tilfældet, for det fjendtlige artilleri gjorde sig ubehageligt mærkbart. Det var det tungeste skibsskyts, der var indskudt på stillingen, sikkert 38 cm, for eksplosionerne var forfærdelige. Vi lå omtrent på højde med vores forreste artilleristillinger, og jeg kunne iagttage, hvad sådan et batteri måtte udholde, når de var blevet opdaget af det fjendtlige artilleri.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

29. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Tørst er forfærdeligt”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

I natten mellem den 28. og 29. juni blev 8. kompagni afløst af det 6. Jeg måtte dog ifølge bataljonsbefalingen blive i stillingen, jeg var lige kommet fra orlov og måtte være frisk nok. Det havde også været til at bære, hvis der i det mindste var blevet sørget for, at vi havde fået noget at drikke. Men intet, ikke en dråbe, selv afløsningen kom med tomme feltflasker. Og min tørst voksede i det endeløse. For at stilne den lidt, tyggede jeg brændt kaffe, som vi havde fundet i minegangen. Længere inde i minegangen sivede vandet gennem loftet, snavset lervand, hvert minut en lille dråbe. Den opfangede jeg, for i det mindste at fugte mine tørre gummer en smule. Ak, hvad havde vi ikke givet for et ordentlig regnvejr. Tørst er forfærdeligt. I fire dage havde jeg ikke rigtigt fået noget at drikke, jeg var på fortvivlelsens rand og havde aller mest lyst til skyde mig en kugle for panden. Og fjenden angreb stadig ikke, han udlod stadig sin jernregn over os for at fjerne alt menneskeligt fra denne frygtelige ørken.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

28. juni 1916 – Johannes Ankersen: “en fuldstændig fortabt post”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Det var om morgenen den 28. juni. Den fjendtlige beskydning fortsatte uden afbrydelse med uformindsket styrke, vi forventede hvert øjeblik et angreb, men modstanderen kom ikke endnu.

Hvad vi skulle have gjort, hvis angrebet var kommet, ved jeg ikke. Vi sad omkring 50 mand i minegangen, som oprindeligt havde haft tre udgange. Den ene var allerede fuldstændig, den anden delvist sammenskudt. Angreb franskmændene, så måtte vi alle sammen ud af den ene smalle udgang.

Da afstanden til den fjendtlig skyttegrav vel var omkring 50 m, så ville der kun være kommet 4-5 mand ud af minegangen og hvad skulle de stille op? Enten satte man sig til modstand, og så havde franskmændene ”røget” os ud med håndgranater, og det var ingen kommet levende fra, eller også måtte simpelthen overgive sig. En forfærdelig situation.

Hverken til højre eller venstre var der tyske soldater i nærheden. ”Det skarpe hjørne” havde ikke kunnet holdes, her havde mine og granater fortrængt alt menneskeligt, og til venstre for os bøjede stillingen langt bagud, der var altså heller ingen.

Vi sad på en fuldstændig fortabt post, men betød intet, den gang gjaldt i den tyske hær som højeste grundprincip: ”Stillingen holdes”. At vi sad som i vores egen grav og overhovedet ikke var i stand til at holde fjenden tilbage, gjorde ingen forskel.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

27. juni 1916 – Johannes Ankersen: “Kæmpe hul efter kæmpe hul”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord. Dér var et endnu uskadt dækningsrum, hvor der lå en mg-feldwebel med to ordonnanser. Vi tumlede derind, og strakte os dødtrætte på det kolde gulv. Snart var jeg sovet ind, trods larmen, der forsatte ubønhørligt. Men jeg kunne ikke glæde mig længe over hvilen. Pludselig bliver jeg vækket af en frygtelig bragen. Et bræt fra loftet slår ned ganske tæt ved mit hoved, hele dækningsrummet ryster, som ville det lægge sig på siden, og væggen vælter ind i rummet og dækker samtidig den ene udgang. Jeg ser stadig for mig, hvordan de to ordonnanser i et øjeblik flygter ud af den anden udgang, så er også den omtrent dækket til, og vi er halvvejs begravet. Men delingsføreren fra mg-kompagniet var det gået værre. Han havde ligget ved siden af væggen, der var styrtet sammen, nu var han fuldstændig dækket af jord, som han ikke kunne komme fri af. Underlig nok var hans ansigt forblevet fuldstændig frit. Med hænderne og brædder – spader havde vi ikke – gravede vi ham fri, tømte udgangen, og skyndte os ud af det forliste dækningsrum. Ikke langt væk fandt vi en ganske god stolle (minegang), som vi krøb ind i. Her var der rigeligt med mennesker, også de to ordonnanser dukkede op igen, de havde været tilbage ved det delvist sammenskudte dækningsrum og hente en flaske med cognac, som tilsyneladende var vigtigere for dem end at hjælpe deres levende begravede feldwebel. Nå, en god slurk gjorde nu godt.

Indtil aften måtte jeg blive, hvor jeg var. De arme folk, der sad sammen med os i stollen, var allerede fuldstændig ligeglade. Foran dækningsrummet stod en vagt, der hvert øjeblik råbte: ”Giv agt – mine.” Så kom den morderisk susende, rev et nyt hul i jorden, og løftede vores stolle op som en stormbølger kaster et skib. Dagen gik langsomt, langsomt. Ikke et øjeblik undte det fjendtlige artilleri sig selv eller os ro. Når beskydningen for et øjeblik blev svagere, var det som om, at djævlen blot ville have vejret for med endnu større kraft at kunne kaste sin stinkende ånde mod os. Endelig begyndte det at skumre. Jeg måtte nu videre, til 8. kompagni.

Langs med resterne af forreste skyttegrav, over ”Det skarpe hjørne”, måtte jeg finde vej – i ordets egentlige betydning – for hvad der var tilbage af vores stilling var nedslående. Terrænet var fuldstændig forandret. Kæmpe hul efter kæmpe hul, nogle mere end 8 meter brede og lige så dybe. Mellem dem rester af vores pigtrådsspærring, ødelagte ”spanske ryttere”, grene, bjælker, alt det der en gang havde tjent til at bygge stillingen, lå nu sønderrevet og sønderslået omkring. Den lille lund, der havde været bag vores skyttegrav, var fuldstændig forsvundet fra jordens overflade. Intet, overhovedet intet var blevet tilbage, andet end en trøstesløs ørken. Og i denne dødens ørken løb de arme, forvildede mennesker omkring og måtte lade den forfærdeligste ilddans gå over sig.

Jeg mødte folk fra 5. kompagni: ”Hr. løjtnant, nu har de skudt vores sidste dækningsrum sammen, hvad skal vi gøre?” Ja, jeg kunne ikke hjælpe, havde ingen klare tanker, kun den ene: ”Først skal du hen til dit kompagni.” Halvt sønderslidt, bukser og frakke sønderrevet af pigtråd, nåede jeg endelig frem til det 8. kompagni. Kompagnichefen befandt sig sammen med flere herrer fra bataljonsstaben i et dækningsrum for foden af skoven. Det var det sidste rum, de andre rum var – det ene efter det andet – blev skudt sammen. Mandskabet sad i en minegang. Der blev holdt krigsråd om, hvad der skulle gøres. Folkene ville – trætte af den evige beskydning – storme, de ville minekasterne til livs. Men det nyttede ikke noget, hvad havde det par mand vel kunne udrette? Altså var der ikke andet for end at holde ud. Vi besluttede at slutte os til folkene i minegangen, så var vi tættere på kompagniet, hvis fjenden fandt på at angribe. Det var vores held. Da vi næste morgen gik tilbage til dækningsrummet for at hente nogle glemte sager, var der intet tilbage af det. En granat eller en svær mine havde ødelagt ”heltekælderen”.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

26. juni 1916 – Johannes Ankersen: “… et forfærdeligt kaos”

Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der juni 1916 lå ved Somme. Da de allierede indledte bombardement forud for Somme-offensiven, befandt han sig på orlov, men blev øjeblikkeligt kaldt tilbage til sit regiment.

Om morgenen den 26. juni var vi i Peronne. Her erfarede vi, at den sværeste ild i tre dage havde ligget på de forreste stillinger og hvilekvarterer. At det var tilfældet, kunne vi høre, for den brølede uophørligt fra fronten. Peronne havde også fået sin bekomst, fjenden havde flere gange beskudt byen, sandsynligvis for at forstyrre togtrafikken. Combles, der havde været udsat for en vanvittig ild, var fuldstændig rømmet og næsten helt sønderskudt. Vi kørte først til trænet, som lå i Meislain. Jeg vil aldrig nogensinde glemme det syn, vi så, da vi nåede en forhøjning, hvor vi kunne overskue terrænet. En eneste tæt mur af røg, sådan markeredes det sted, hvor skyttegraven lå. De enkelte nedslag var ikke længere synlige i den tykke røg. Gud fader i himmelen, og der skulle vi hen. Det var med en fandens ubehagelig fornemmelse, men hvad nyttede det?

Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Tyske officerer fra Infanterie-Regiment Nr. 63 i skyttegrav ved Somme, foråret 1916. Yderst til venstre ses Løjtnant Johannes Ankersen, Flensborg (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Ved trænet klædte jeg mig hurtigt om, byttede orlovsuniformen ud med skyttegravstøjet. Tæpper og det øvrige nødvendige blev pakket sammen, og så gik det videre, indtil videre med vogn til Le Forêt, hvor vores regimentsstab sidst havde haft til huse. Min Gud, hvor så også denne landsby ud, at et område kan ændre sig så meget på så kort tid, det tror man ikke er muligt. Staben var ikke længere i Le Forêt, men i en kommandostilling i Maurepas. Vi måtte nu sende vognen tilbage, luften var blevet for ”tæt” til, at det var muligt komme videre i den, desuden var gaderne slemt sønderskudt.

I regiments kommandostilling traf vi regimentschefen såvel som brigadechefen. De herre synes overordentlig glade for at se os, hilste os på det hjerteligste, ja sågar en flaske vin blev fundet frem for at vedekvæde os tørstige sjæle. Vi skulle først til aften rykke frem til vores kompagni (det 8. kompagni lå i afsnittet ”Den neutrale lund”) og ved samme lejlighed tage forplejningstropper fra feltrekrutdepotet med frem. Cheferne bad os om at indgyde folkene i forreste linje mod. Der ville snart komme erstatning og forstærkninger, såvel infanteri som artilleri, modstanderen vil umuligt kunne bryde igennem. Jeg tænkte mit, de herre vidste vist kun alt for godt, hvor svagt vores mandskab var og hvor ringe især vores artilleri var.

Vi skulle træffe kompagniet fra rekrutdepotet i Forêt, så vi måtte tilbage dertil. De ankom ved aftentid i skumringen, alle læsset med levnedsmidler og drikkevarer. De unge knægte, der endnu ikke havde været i skyttegravene, skulle vi nu føre frem. Jeg må sige, de opførte sig godt, og hvis de ikke kunne udføre deres opgave, så var det ikke deres skyld.

Vi tog af sted. Vi kom hele tiden tættere på uvejret. De fjendtlige granaterne slår allerede ned til højre og venstre, foran og bag os, og griber efter vores kroppe med deres skarpe, hårde kløer. Så må man blive liggende en stund og lade ilden rase ud for så med stormskridt at skynde sig igennem det beskudte område. De brave rekrutter følger hele tiden med i samlet flok. Vejen er ikke nem at finde. Den gammelkendte egn har ændret sig til ukendelighed. Her er feltjernbanen, men hvor ser den dog ud. Det ene granathul tæt ved det næste, sveller og skinner kastet mellem hinanden og sammenfiltret i et forfærdeligt kaos. I det mindste giver banedæmningen nogen dækning. Indtil nu er alt gået godt, mærkværdigvis er ingen blevet såret. Nu må vi over til venstre, dér 100 m fremme er en skråning, der giver rimelig dækning, og hvor et reservekompagni fra vores regiment ligger. Alle mand frem, råber jeg, og spænder af sted. Da slår det med et drøn ned kort bag mig, og da jeg ser mig om, ligger et par af vores brave folk uden at røre sig. Men der er ikke tid til at bekymre sig om de døde. Nu er jeg fremme ved den beskyttende skråning og i reservekompagniførerens dækningsrum. Jeg har kun tanke for en ting, noget at drikke, men der er intet. Vandledningen er for længst skudt over og der er ingen brønde eller bække. Men vi har jo vin med til tropperne i forreste linje, hit med et par dråber, før jeg går til.

Et stod mig klart, det var umuligt for en enkelt person at føre reservedepotets folk, der var fuldstændig ubekendt med egnen, frem. I terrænet frem mod stillingen, som blev stadig kraftigere beskudt, var de med stor sikkerhed kommet fra hinanden, og da de ikke kendte området, var de sandsynligvis ikke kommet det rigtige sted hen. Der var nødvendigt at dele dem i små grupper med hver deres egen fører. Løjtnanten fra reservekompagniet lovede at ville sørge for det. Men nu måtte vi videre.

Sammen med en officerskammerat fra 5. kompagni, der skulle ligge ved ”Det skarpe hjørne”, og to menige, begav jeg mig på vej. Jeg havde givet mit bundt med tæpper osv. til en menig, hvem det var, ved jeg ikke, så heller aldrig manden igen, for knap var vi ude af det beskyttende dækningsrum og inde i infernoet, der syntes at kaste hele sin overflod af vrede imod os, før begge soldater var væk. I øvrigt var de anstændige nok til aflevere mine ting ved 8. kompagnis feltkøkken.

Vi to officerer hastede videre alene. Hvorhen? Ja det var ikke så nemt, for de løbegrave, der kunne lede os på vej om natten, var stort set forsvundet. Marken lå udtrakt i det svage månelys med det ene granatkrater efter det andet, kun enkelte steder kunne vi genkende brudstykker af den tidligere skyttegrav. Så styrtede vi videre i den retning, mens det med stadig større voldsomhed hylede imod os, og med forfærdelig bragen og gurglen slog ned i jorden. Døden red på hastige fjed gennem luften og grinede hånligt, mens han så på de to mennesker, der stred sig gennem hans rige. Men le blot du knoglemand, endnu har du ikke fat i os. Dér, et dækningsrum til et reservemaskingevær. Hurtig ind for at give de gispende lunger et hvil, så videre. Men jeg nåede ikke frem til 8. kompagni, dagen gryede, og at fortsætte ved højlys dag hen over åben mark ville være selvmord.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)