Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D. Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten. I august deltog han i de hårde kampe ved Soissons.
Franskmændene var kommet ind i vor Skyttegrav paa venstre Fløj. De var gaaet videre og kom nu ogsaa bagfra ind paa os. Vi havde overhovedet ikke bemærket det.
Jeg laa sammen med vor Gruppefører ved vort Maskingevær. For Resten var vi to de eneste, der var tilbage af Gruppen. Pludselig rutschede Gruppeføreren ned fra sin lidt ophøjede Stilling. Jeg saa, at han var blevet ramt i Ryggen. Forskrækket vendte jeg mig om og — saa en Franskmand lige i Øjnene. I det samme skød han igen. Han ramte mig i Haanden.
Hvad der nu skete, vil jeg helst glemme; men jeg saa nu flere Franskmænd i Bagterrænet og var klar over, at de i næste Nu vilde storme, og da jeg var saaret, løb jeg fra min Post, tog Retningen mod højre, ned igennem Skyttegraven og kom tilbage.
Det viste sig senere, at femten Mand var kommet i Fangenskab. I Løbet af ti Dage var hele vor Formation blevet oprevet. Jeg var den eneste, der kom tilbage.
Jeg havde aldrig ved Fronten været saa bange for mit Liv som nu. Det var ikke, fordi jeg var blevet saaret; det betød ikke noget særligt, men jeg følte, at jeg nu havde en Chance til at komme levende ud af dette Helvede. Men der var jo langt endnu, førend man var i Sikkerhed, og langs med Vejen øjnede man kun Død og Elendighed. Ja, jeg vil ikke fragaa, at jeg ligefrem fik Kanonfeber, og kun den, der selv har prøvet det, ved, hvor slemt dette er.
Hen under Aften samledes vi en ti til tolv Mand, alle lettere saaret, i en stor Sandstenshule, hvor vi fik en første Forbinding; men her var det ikke hyggeligt. Lægerne havde fuldt op at gøre med haardt saarede. De bad os om at forsvinde tilbage.
Endnu i Mørkningen tordnede de franske Kanoner, og af denne Grund turde vi ikke forlade Stenhulen. Først henimod Midnat tog vi os sammen og stavrede af Sted. Vi gik to og to med hinanden i Haanden for ikke at falde. Det var ravnesort Nat. Af og til oplyste de opskudte Lyskugler Nattehimlen, men naar de udsluktes, blev det endnu mørkere.
Vi tumlede omkring i et Par Timer, gennem Granathuller, forbi sønderskudte Vogne og Lastbiler. Langs med en Landevej laa væltede Træer.
Vi var baade sultne og trætte, men da vi passerede et ødelagt Feltkøkken, nærede vi Haab om Mad. Appetitten fortog sig dog hurtigt, da vi opdagede, at Kokken laa henslængt over Kedlen og var dræbt.
Omsider naaede vi en anden, stor Sandstenshule. Her skulde en Læge give os en Indsprøjtning mod Stivkrampe. Vi blev Resten af Natten i Hulen. I Hulens Baggrund laa mange saarede Kammerater. Der var meget mørkt. Enkelte af de saarede klagede sig, men de fleste var tavse. De var nemlig døde.
Jeg kunde ikke falde i Søvn i dette Selskab. Jeg stod derfor op og fandt ind i en af Hulens Sidegange. Her stod nogle af Sanitetskolonnens Heste. Det passede mig bedre. Endelig faldt jeg i Søvn og sov lige til den lyse Morgen. Det viste sig, at jeg havde lagt mig til at sove foran Benene paa en af Hestene.
I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.
Da vi nåede tilbage til farmen, så det ikke så godt ud dér. Den unge underofficer Rocholl, som jeg har omtalt før, var dræbt. Han havde haft sit maskingevær opstillet i haven, og dér havde skæbnen indhentet ham. Det var selvfølgelig kedeligt, men det gik Richard og mig mere til hjertet, at en af vore gamle kammerater fra Galicien var blevet hårdt såret ved samme lejlighed. Man havde båret ham ind i huset, og sanitetsunderofficeren – det var ikke »lille Franz« – havde forbundet ham.
Da vi spurgte ham, hvorfor han ikke havde sørget for at få manden til lægen, svarede han, at han ingen båre havde. Den havde han mistet i dagens løb, og at han heller ingen folk kunne få til at bære ham. Hvor sanitetsstationen var, vidste idioten selvfølgelig heller ikke, – det eneste, som han til enhver tid burde vide.
Aldrig har jeg set Richard så rasende, og det var ikke langt fra, at underofficeren havde fået et lag tærsk – det havde han fortjent. Der var ikke andet i vejen, end at manden var fej og hundeangst for den transport. At han ikke kunne få folk til den, var en lodret løgn, og det fortalte Richard ham også.
Men handling måtte der til, hvis manden skulle reddes. Richard fandt frem til en båre ved et andet kompagni, og jeg gik til løjtnanten, og meldte mig tilbage med ammunitionen. Samtidig gjorde jeg ham opmærksom på, at Leo Masinkovski – sådan hed vor kammerat – var hårdt såret og endnu ikke bragt til lægen.
At Leo var såret, vidste han; – at Leo endnu ikke var bragt til lægen, var sanitetsunderofficerens sag og ikke hans, svarede flaben. Havde jeg ikke været gal før, blev jeg det nu. Jeg svarede ham – og det kom i en tone, jeg ellers ikke brugte, og som næppe var i overensstemmelse med det militære reglement – at nu agtede jeg at foretage det fornødne, og jeg anmodede om, at få den nødvendige ordre til at bringe Leo til lægen og det omgående. Endvidere anmodede jeg om, at han på kortet ville vise mig, hvor sanitetsstationen lå.
Det skal bemærkes, at samtalen blev overværet af hans ordonnans. Løjtnanten så et øjeblik olmt på mig, så hev han kortet frem, pegede på stationen: og sagde: »Da! Machen Sie was Sie wollen« (Dér! Gør som De vil!) Efter at have set på kortet slog jeg hælene sammen og gik.
Han var vist kommet i tanker om, at vi kunne gå direkte til regimentskommandøren med vore klager. Hvis han havde nægtet mig at bringe Leo til lægen, havde jeg simpelt hen gjort det uden hans tilladelse. Bagefter ville jeg så have forelagt sagen for »der Graf«, og det ville ganske givet ikke have bekommet løjtnanten vel. Ordonnansen kunne jo bevidne, hvad der var foregået. –
De samme fire mand, der havde hentet ammunition, bar nu Leo til lægen. På mit eget kort havde jeg afstukket ruten tværs over markerne. Vi kunne ikke gå i dækning, når vi bar på en hårdt såret, så vi måtte undgå vejene, hvor de fleste granater faldt.
Under et af de korte hvil, vi gjorde undervejs, bøjede jeg mig over den sårede, strøg ham over kinden, og hviskede: »Leo, kan du høre mig?« Han lå med lukkede øjne, og uden at åbne dem sagde han med næppe hørlig stemme: »Jacob, vi l du ikke nok dække mit ansigt til.« – Det var den sidste lille tjeneste jeg kunne gøre min gamle, gode ven. – Uendeligt forsigtigt gik vi videre.
Morgenen før, da vi begyndte angrebet, havde jeg bemærket Røde Kors-flaget på et hus, der lå ved et vejkryds, og det kom os nu til gode. Kun 100 meter fra krydset nåede vi vejen. – Lægen tog sig straks af den sårede, men rystede på hovedet.
På turen hjem til farmen var vi ret tavse. Vi havde forstået på lægen, at der ikke var meget håb for Leo. Af de gode, gamle kammerater fra østfronten var der næsten ikke flere tilbage. Dagen efter døde Leo. »Der edle Polen-Sohn« – sådan kaldte Hannoveraneren ham altid – var ikke mere.
På tilbageturen var Richard for en gangs skyld alvorlig, da han brød tavsheden og spurgte mig: »Sig mig engang, du nedstammer vel ikke fra indianerne?« Trods alt kunne jeg ikke lade være med at smile og ville vide, hvordan i alverden han kom på den tanke? Det varede lidt, inden han svarede. Endelig sagde han: »Jo, det jeg skal sige dig! Det du har præsteret det sidste døgn med at finde vej, uden at vi er gået ti skridt forkert, kunne tyde på det. Du er jo en ren stifinder.« Han tog min hånd og trykkede den hårdt. Det håndtryk var mig mere værd end alverdens hæderstegn. –
Det var nu ved at dages, så vi måtte skynde os, hvis vi ville have lidt søvn; men det blev ikke til noget, dertil havde dagen budt på for mange uhyrligheder, hvoraf den sidste var den, der gik os mest på. Vi var blevet godt sultne af den megen traven rundt. Feltkøkkenet var endnu ikke nået frem, og hvornår det ville ske, var ikke godt at vide. Jeg gik og snusede rundt på farmen og kom ind i et udhus, hvor der var noget, der lignede en bageovn. Jeg lukkede lågen op, og stor var min forbavselse, da der derinde lå et stort brød. Jeg fik fat på de fire mand, og vi delte brødet. Richard var nu ved at komme til hægterne igen, og med munden fuld af brød sagde han: »Indianer eller ikke indianer, men en god næse har du nu.«
Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.
Den 13. om middagen kom en mand fra batteriet og fortalte, at han havde fundet kusken Paegel, ligeledes fra vort batteri, liggende død ved vejen til Albert. Jeg måtte så af sted med et par mand for at hente ham. Han lå på vejkanten i en blodpøl, skuddet var slået ned omtrent ved hans side og havde ramt i det ene lår, pulsåren var slået over, så han var forblødt. Hvis der straks havde været folk til at hjælpe ham, var han måske blevet reddet.
Samme dag kom de 2 kanoner lidt længere tilbage, jeg fik ordre til at følge med dem. Vi stod på en skovbevokset skrænt i nærheden af slottet Becourt, men da der bag os var en hulvej, blev dette punkt altid heftigt beskudt. I denne hulvej lå der en mængde døde heste, her havde der også tidligere stået 15 cm skibskanoner, der lå endnu en hel del ammunition.
(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)
Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.
Sygebærer Thron, en udmærket mand som stammede fra Saksen, og jeg var jo som sædvanlig sanitetsmandskabet, vi delte altid bolig sammen, enten den så var god eller dårlig. Dette var også tilfældet nu, den 12. havde vi besøg af en tredje i vort tomandshul, vi lå på maven og spillede kort, tiden skulle gå med noget.
Vi spillede skat, og ligesom jeg havde fået et vældigt spil og skulle til at lægge for, bragede der en salve ned i batteriet. Med det samme blev der råbt samaritter, kortene røg til alle sider, at snappe forbindingstasken og ud var kun et nu, det gjaldt om at benytte tiden inden næste salve kom.Det var flyverposten, der var såret, splinten var gået gennem det ene øre og ind i hovedet. Vi fandt dækning i et hul, hvor vi gjorde os så små som muligt, når der igen kom en hilsen. Da vi havde fået ham forbunden, snappede vi ham en under hver arm og så af sted ud af ildlinjen, vi slap godt igennem.
De andre var for længst forsvundet over i en hulvej, ved en sådan lejlighed var det, at vi skulle være på post, og det var ikke altid lige behageligt. Jeg troede, at såret havde været dødeligt, men det var ikke tilfældet, thi han skrev senere fra øreklinikken i Altona. Da det var blevet mørkt, hentede vi vore sager og slog os ned i nogle huller lidt til venstre for stillingen.
(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)
Den 20. Januar 1918. Men oplever mangt og meget herned ved Fronten, men at finde en Mand, der havde ligget 7½ Døgn i en 18 Meter dyb udtørret Brønd, hører vel nok til Sjældenhederne.
Det var i Nordfrankrig, I Oktober i Fjor, kort bag ved forreste Linje; i en sammenskudt Landsby havde vi Forbindelsesplads, og vi Sygebærer havde paa vore natlige Ture ud til Stillingen gentagende hørt nogle underlige dumpe Hyl, som syntes at komme langt borte fra vi agtede derfor ikke videre derpaa. Dog da vi en tidlig Morgenstund (det var den 19. Oktober) igen Hørte Raabene, gik vi efter Lyden og fandt Mellem Ruinerne en aaben Brønd, hvorfra Nogle høje Raab om Hjalp trængte op til os.
Efter at vi havde forskaffet os et langt, stærkt Tov firedes en Mand ned, som bandt den forulykkede fast, saa vi fik ham rask op til Dagens Lys. Vel var han stærkt medtagen, men han havde foruden et Brud af venstre Fodled kun nogle Hudafskrabninger, saa vi undredes over, at han var kommen saa godt fra denne Rejse ned i Dybet. Han kom straks under Lægebehandling og blev paa Forbindingspladsen til om Aftenen. Han fortalte os følgende:
Han var 28 Aar gammel, født i Glückstadt, og hørte til et Maskingeværkompagni, var den 11. Oktober efter Mørkets frembrud gaaet tilbage for at hente Levnedsmidler. Paa Tilbagevejen havde skudt Genvej over Grushobene og faldt derved ned i Brønden, hvorved han tabte Bevidstheden.
Da han igen kom til sig selv, indsaa han straks det fortvivlede i sin Stilling. Der laa ingen Tropper i Byen, kun om Natten var der nogen Færdsel fra og til Stillingen: dog fandt han til sin store Glæde, at de hentede 5 Brød og 5 Feltflasker med Kaffe velbeholdne var komne med ned, saa han foreløbig havde Levnedsmidler nok.
Men da den ene Dag gik efter den anden, uden at der paa hans Raab kom Hjælp, slap Levnedsmidlerne op, og hvad der var det Værste, han led til sidst af Tørst, saa han med fin Lommekniv forsøgte at aabne Pulsaaren paa venstre Haandled for at stille den brændende Tørst.
Jeg har varet med til at hente mange saaredede i forreste Linje, har modtaget mangen en grav [sic!] Tak, men sjælden har jeg set et Menneske saa lykkeligt som denne Mand; da vi om Aftenen bragte ham videre, græd han af Glæde over at vare bleven reddet. H. F.
Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i december 1917 befandt sig i Flandern.
En Dag, vi havde været en Tur ved K.T.K. i Cheluwe, blev Luften varm. Medens vi fik de Saarede ladet i Vognen, var det helt roligt, men med ét begynder Englænderen at faa et ondt Øje til det tyske Feltartilleri og sendte saa den ene Salve efter den anden. Det var ikke andet at gøre for os end roligt at blive holdende med de Saarede i Vognen, indtil Uvejret var drevet over.
Pludselig forlagdes Ilden til lige bag ved os, og da gjaldt det om at være rask paa Tæerne, i en Fart gik det afsted forbi Artilleristillingen. Bagved os kunde Englænderne roligt skyde. Det gik ogsaa godt til vi kom lige forbi Kirkegaarden pa “Kølberg”. Saa sattes der en Granat lige ved Siden af Vognen, men Stedet var temmelig blødt, saa den pustede en Sky af Mudder op over baade Vogn og Heste, men ellers skete der heldigvis intet.
Til Tider var Natteturene heller ikke morsomme. En Nat sattes en Hest til i et Granathul, den anden Hest blev spændt fra og Vognen trukket til Side. Armeringssoldaterne, som udbedrede Vejene ved Nattetide, havde snart parteret Hesten i Granathullet; derefter blev der kastet Jord og Sten ovenpaa, saa den Slags Begivenheder tumledes der ikke længe med.
Det hændte ogsaa en Nat, da vi havde været forude og skulde tilbage igen, at “Kølberg” havde været under Ild. Den Nat sad jeg ogsaa fast i et Granathul med min Vogn, men kom dog paa ret Køl igen. Jeg kunde ikke forstaa, hvad det var, der gav Stød ved Baghjulet, men opdagede da, at der laa nogle døde Kammerater paa Vejen, de var bleven ramte i den Tid, vi havde været forude, og det var dem, Vognhjulet gik henover.
(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 131-2)
Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i december 1917 befandt sig i Flandern.
Selve Juleaften blev en Frontjuleaften, akkurat som forrige Jul, da vi laa i Langemark og blev purret ud midt i Julenatten, hvor vi et Par Timer før havde sunget “Stille Nat, hellige Nat” – -. Jo, den 4. Jul blev ligesom den 3. Julenat en Nat, hvor Kanonerne drønede og spredte Død og Lemlæstelse samt Ødelæggelse i vort Afsnit, saa vi maatte en Tur til Cheluwelt efter Haardtsaarede. Men for os ved Sanitetskompagniet var det en Velsignelse og Glæde trods al Jammer og Graad netop i saa hellige og højtidelige Timer at kunne bringe de haardtsaarede Kammerater Hjælp og befordre dem til mere sikre Steder, til Lazaretter og slige Opholdssteder, hvor der var Pleje og Lindring at faa for udstaaede Lidelser og Smerter. Det var en blid Følelse paa saadan en hellig Aften at kunne gøre en god og kærlig Gerning mod de Mennesker, der saa haardt trængte til en mild og kærlig Haand i den sørgelige og triste Stilling de laa i.
Vort Julemåltid var meget spartansk og tarveligt hin Juleaften i Cheluwe Mølle. Lidt Bønnedvand med et tørt Stykke Brød til var alt, hvad vi havde. Pakkeposten var forsinket det Aar, saa der var Smalhans for de fleste af os. Desuden skulde Julefesten fejres sammen med Kompagniet en mellem Jul og Nytaar.
(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 127)
Carl Werner-Jacobsen var med den tyske hær i Rumænien
(… fortsat)
Da vi havde slaaet vore Telte op og der derefter ikke var meget at gøre i den første Tid, stiftede vi snart Bekendtskab med Landsbyens Befolkning, saa baade mine Kammerater og jeg fandt os Venner.
Min specielle Ven, eller snarere „Veninde”, hed „Lilika”. Ak, jeg maatte dog dele hendes Kærlighed med en slem Rival, nemlig min nærmeste Overordnede, „Militærlægen”.
Det blev ham, der stolt om Aftenen promenerede med hende, medens jeg i Skjul maatte liste ind ad Huset, naar min Rival var gaaet. Men, saa fik jeg lidt ekstra Mad hos hende, og Mad kunde hun lave — alt godt med Hvidløg.
Lilika var ikke mer end tyve Aar, det havde hun vist mig med Fingertegn, men det kan godt være, hun havde glemt en Haandfuld. Hun gik altid i Nationaldragt, der lod min romantiske Sjæl koge over. Men, der var dog et „men”, som jeg først maatte overvinde, og det var, at Lilika gnaskede Hvidløg hele Dagen.
Det blev dog min Rival, der bekostede Tandpasta og Mundvand, han kunde heller ikke vænne sig til den skønne Lilika, uden først at modificere Hvidløgsduften. Men hun var lærenem, og snart blev jeg modtaget med aaben Mund, der viste hendes smukke Tænder, og det betød: „Du kan roligt kysse mig, Løgduften er fjernet!”
Idyllen blev dog en Dag ødelagt gennem en lille Ubetænksomhed. Vi havde alle faaet udleveret nyt Sommertøj — altsaa Uniformer, og vor øverste Stabslæge havde anmeldt sit Besøg til den paafølgende Dag, hvor vi alle skulde stille til en lille Parade i de nye Uniformer. Vi fik nu travlt med at faa Klunset i Orden. Det var særligt galt med Benklæderne, der var slemt krøllede. Mine Kammerater havde dog faaet fat i et Trækulsstrygejern og sad alle i Teltene og ventede paa deres Tur til at presse Uniformen.
Jeg tog det med Ro, thi jeg havde aftalt med Lilika, at komme over til hende om Aftenen, og saa vilde hun selv presse mit Tøj.
Og hun klarede det mens jeg sad inde i Stuen og spiste nogle dejlige Vandmeloner.
Den næste Morgen tog jeg stolt det nypressede Tøj paa, men, o Skræk, hvad havde hun dog lavet med Benklæderne. Jeg blev hurtig til Grin af mine Kammerater, thi Lilika havde lige saa nydeligt presset Benklæderne langs Sømmene — i Bredden.
Nu var der ingen Tid til at faa dem presset om, og saaledes maatte jeg stille mig til Paraden.
Men det blev dog først rigtig til Latter, efter at vor „Feldwebel” havde kommanderet os til at staa Ret, og vor høje Stabslæge sammen med vor egen Militærlæge skred vore Rækker af.
Jeg selv kunde ikke holde Masken, thi min kære Rival og Chef spadserede selv rundt i et Par nydeligt pressede Benklæder, der var pressede paa samme Maade sommine – langs Sømmene i Bredden!
Jeg fik et underligt spørgende Blik af ham, da han passerede mig sammen med Stabslægen, og Stabslægen saa paa mine brede Benklæder og mønstrede saa smilende Militærlægens. Værst var dog mine Kammeraters ondskabsfulde Bemærkninger efter Paraden.
Men Idyllen blev ødelagt, Rivalen krævede Eneretten paa Lilika, og at hun foretrak selve Militærlægen, dertil var intet at sige.
Men saa kom Epidemien, Tyfus hærgede hele Egnen, og hver Dag gravede vi Massegrave for Befolkningen og vore egne Kammerater. Jeg saa de første Begravelser i Landsbyen, der foregik efter alle Ceremonier. Med Klagekvinder og Popen i Spidsen bar de den aabne Kiste til Graven.
Men Tallet steg uhyggeligt for hver Dag, og Smittefaren var for stor, saa Ceremonierne maatte falde bort, og tavse begravede vi hver Morgen Nattens triste Høst. Landsbyen blev spærret, og Lilika sendt bort med de endnu raske Beboere, og jeg saa hende aldrig mere! „ Du maa spise Hvidløg — og du bliver aldrig syg!” – Dette havde Lilika ofte sagt til mig, og nu fulgte jeg hendes Raad. Jeg gnavede Hvidløg Dagen lang, til mine Slimhinder smertede.
En venlig Befolkning blev dog mit Hovedindtryk af Rumænerne. Godt med Kosmetik i de store Byer, og godt med Skidt paa Landet.
Da Efteraaret atter bragte en Tyfusepidemi over Landet, undgik jeg, til Trods for Lilikas gode Raad med Hvidløg, heller ikke min Skæbne. Jeg maatte ligge med Næsen i Vejret, til Vinteren kom, og det blev en tynd og afmagret Sanitetssoldat, der atter vendte hjem over de høje Karpater.
26. oktober 1916 har franskmændene lige generobret Fort Douaumont og holder de tyske styrker, herunder Regiment 84 under voldsom beskydning, for at de ikke skal samle kræfter til et modstød. 19-årige Johannes Christensen skal denne dag frem i forreste linje med sit kompagni.
Den 26. oktober gik det forud igen, hvor vi lå i ti dage. Der har jeg for første gang meldt mig til noget frivilligt, nemlig at bære Lyrchs ned. Hans Lindholm, Lyrchs og jeg skulle have været på patrulje, men vi var knap kommet op ad graven, så fik vi en fuldtræffer, som kostede Lyrchs sin ene arm, en lå død på stedet og en lå hårdt såret.
Denne hændelse gjorde et ejendommeligt indtryk på os alle, kan man nok tænke sig, da det passerede lige foran vores øjne, selv blev vi overstænget med sten og jord. Lyrchs havde stærkt blodtab, så det gjaldt om at få ham hurtigt tilbage.
Underofficer Jensen spurgte om frivillige til at bære ham ned skønt franskmændene skød noget så forfærdeligt den eftermiddag. Vi besluttede så fire mand, Hans Lindholm, Schmidt, Dankers og jeg at bære ham ned. Han jamrede sig meget. Han havde tre små børn, sin kone og en gammel far derhjemme og nu lå han måske her og forblødte.
Vi tøvede en halv time, om ikke ilden skulle standse lidt, men det blev stadig værre. Vi bad vidst alle en inderlig bøn til Vorherre i den halve time, og så med ’et Gud i vold’ sprang vi op af graven og fremad gik det over åben mark med båren på skulderen, havde franskmanden villet, kunne han have skudt os sønder og sammen, men han har jo også kunnet se i hvilket ærinde vi gik.
Som et mirakel faldt der ikke skud i vor nærhed, inden vi kom i dækning, endskønt det tog lang tid for os, da han var forfærdelig tung at bære, og båren gik også i stykker alt imens. Så vi måtte af og til sætte ham ned, men jeg ved ikke, der var en vis tryghed og ro over os alle sammen. Det var som om, vi følte, at Gud var med os i dette foretagende.
Gennemvåde af sved nåede vi endelig efter en times gang til den første sanitetsunderstand og dermed havde vi fuldført vores opgave. Vi fik lov at blive der til vort kompagni kom tilbage, da de ventede at blive afløst den nat, men vi ventede i to timer, inden kompagniet kom tilbage, for ikke mere at komme i stilling i Fleury.
Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.
Skyttegravene på østfronten var i reglen udbygget meget »komfortabelt«. Det gjaldt selvfølgelig kun de steder, hvor fronten lå fast i måneder.
Til komforten hørte givetvis også en latrin. Det hørte til sanitetssoldaternes opgaver at bygge disse. Latrinerne lå altid en 20-30 meter bag skyttegravslinien og var forbundet med denne ved en smal siksak-grøft.
Selve latrinen var et hul , ca. to gange to meter udgravet i samme dybde som skyttegraven.
Den ene halvdel af hullet var så yderligere gravet 1½-2 meter dybere. E n stang t i l at sidde på manglede heller ikke, så man kunne sidde nogenlunde behageligt og forrette sin nødtørft og samtidig fundere over livets besværligheder.
En dag, jeg havde opsøgt dette sted og sad og gjorde mig det behageligt, syntes jeg at høre det frygtede »Bum«, som hidrørte fra affyringen af en mine.
I samme nu kastede jeg et blik over venstre skulder i den retning, lyden kom fra, og fik, så utroligt det end lyder, omgående øje på minen. Den havde nået sit højdepunkt, hvor den vendte i luften – for øvrigt det eneste punkt på dens bane, hvor man havde chancen for at se den. –
Nu var minen for nedadgående med retning mod det sted, hvor jeg befandt mig. Hurtigere end det kan siges, sprang jeg – med bukserne om hælene – ud i den smalle tilførselsgrav.
Af lufttrykket blev jeg slynget flere meter hen og halvt tildækket af jord. Delvis bedøvet blev jeg liggende et øjeblik, fik så jorden skrabet væk og konstaterede, at jeg var uskadt.
Da jeg havde fået jorden rystet ud af bukserne og anbragt dem på rette plads, kravlede jeg tilbage til latrinen for at se, hvad der var sket.
Den var der simpelt hen ikke mere. Minen var landet midt i herligheden …
Det var ikke 95 % held, men 100! Havde jeg ikke omgående fået øje på minen – den eneste gang, jeg har set en mine vende i luften – og kunnet taksere dens retning og reagere i samme nu – ja, så havde krigen været forbi for mit vedkommende.
Mon jeg ikke sendte en stille tak til skæbnens herre? Jeg tror det!
Christian Nørgaard, Hammelev, gjorde krigstjeneste som sanitetssoldat.
Vi blev udladet i Velu og marcherede over Møvres til Bapaume, hvor der blev anvist os kvarter i Tillys-Ligny; byen er bekendt fra et slag mellem Napoleon den Første og englænderne såvel som prøjserne.
– Da byen lå under artilleriild, rejste vi forbindsstationen på en »Ferme« uden for Bapaume.
De første par dage havde vi to sårede i vort korporalskab, nemlig Christensen fra Quorp og Byhr fra Bovrup.
Christensen fik en kugle gennem benet, men opdagede det ikke, inden han fik støvlen trukket af, for da fandt han en blodig strømpe og udbrød impulsivt: » Uha, jeg er såret!«
Lægen ville give ham et 14-dages lazaretophold, men han foretrak at blive ved kompagniet. – Byhr var meget heldig, da et hovedstykke fra en shrapnel lige strejfede hans hals, det kunne let have lavet større ravage, ja, kostet ham livet. –
Et par dage senere blev vi flyttet til Bapaume-Vest, som netop i de dage var blevet rømmet for civile, mens der i den østlige del af byen endnu boede civilister.
Vor front strakte sig fra Ovillers over Nord Tipval og sukkerfabrikken syd for Le Sars med forbindsplads i slottet Courcelette.
En aften, mens vi gik til Tipval, fik vi pludselig shrapnel-ild. Jeg løb hen til en bunkers, som jeg havde set om dagen. »Bums«, lød det, da jeg rendte hovedet mod en metalplade i indgangen. »Hov, hvad er der løs«, blev der svaret på sønderjysk, hvortil mit svar kom prompte: »Her skydes der nok efter folk«. – Det var reservister fra regiment 84 og 86, som lå her.
En dag var hele kompagniet med alle 48 bårer undervejs – det var en storkamp dag. Hele kolonnen med et en meter stort Genferflag foran, men vi sparedes ikke for at skulle igennem spærreilden, og frem måtte vi, om også maskingeværkuglerne piskede omkring benene på os. –
Jeg sprang ned i et granathul, hvor der i forvejen sad fire mand. Jeg sagde til dem: »Hæ I æ kort mæ te en skat?« – men lige i det samme fik vi shrapneller oven i hovedet. –
Vi måtte ud igen, for vi vidste, at der ville komme granater bagefter. – Altså ud igen, trods maskingeværkuglerne. –
Jeg løb over til næste løbegrav, der var fuldt besat med infanterister. Under løbet blev min fod hængende i en telefontråd, og jeg gik på hovedet ned i alle stålhjelmene. Vi kom dog uden større tab op til Tipval, hvor vi fik vore sårede tildelt, og vore læger foreslog os at gå samlede gennem spærreilden, hvad vi så gjorde og kom godt igennem.
Vi bragte nu de sårede til slottet Courcelette, hvor vore vogne kunne afhente dem.
Under hvil sad vi i kælderen. Der var kun en læge, en ældre mand, som vi kaldte »Slagteren«. Han sad i skjorteærmer og med stort forklæde. Uden videre hjælp tog han selv de sårede i armene og lagde dem på bænken, hvorefter han behandlede dem.
Da der blev skudt med svære kalibre, blev der stor uro. – »Bare rolig«, sagde han, »de skyder ikke efter os«, Slottet var måske anmeldt som lazaret. En af de sidste dage skulle vi hente tre sårede fra sukkerfabrikken syd for Le Sars, og en kusk skulle køre os derud.
Men da vi kom til Le Sars, lå alle poplerne tværs over vejen. De var fældet af svære granater. Nu ville kusken imidlertid ikke med længere, og vi måtte marchere videre til fods. Da blev der råbt fra en artilleristilling: »Ned i grøften og enkeltmandsgang«. –
Vi kom også over og så englænderne i kikkerten. Uha, uha, der var ikke langt derover. Vi fik nu de sårede hentet og gik til Courcelette med dem, overvåget af engelske flyvere. Siden blev Le Sars, der lå to kilometer syd for Bapaume, erobret af englænderne.
Den dag måtte vi rømme Bapaume, for vi fik svære kalibre, 28,5 og 30,5. Det var, som om det var anmeldt i forvejen, at der kun lå et sanitets-kompagni der. – Men den 18. august samme år blev vi imidlertid indladet i Bleranecurt til en otte dages rejse til Rumænien.
Søren P. Petersen, Rødding, beretter om den nat, han blev blind. Han lå i en sappe ved Loretto.
Natten mellem den 5. og 6. juni stod jeg sammen med en kammerat vagt i en meget udsat sappe. Englænderne kunne beskyde os fra tre sider og fyrede flittigt. Kuglerne peb os om ørerne, somme tider slog de ned foran os, så sandet sprøjtede op i ansigtet på os. Vi plejede ellers at stable nogle sandsække op for at få lidt værn.
Den aften havde vi fået besked om ikke at bygge noget op, da man formodede angreb. Jeg havde lige set på klokken. Om tre minutter ville afløsningen komme. — Da fik jeg pludselig et tungt slag i ansigtet og tumlede ned i skyttegraven.
Jeg må have mistet bevidstheden et øjeblik, men vågnede ved, at min kammerat stod bøjet over mig. I den tro, at det var angrebet, der havde overrasket os, sagde jeg til ham, at han hellere måtte springe op på skytteafsatsen og se, at vi ikke fik flere håndgranater.
Det viste sig dog senere, at det var et projektil, som havde ramt mit gevær, som lå på skyttegravens kant.
Det havde slået bøssens lås i stykker, og jeg havde fået alle splinter i ansigtet. Jeg kravlede hen i et hjørne og kunne høre blodet løbe ned i sandet. Da jeg følte til ansigtet, fik jeg fat i patronudtrækkeren, som sad fast i panden; jeg trak den ud.
Imens var underofficeren kommet til, han skød en lyskugle op og viklede et par forbindinger om mit hoved. Så kunne jeg rejse mig, og støttet af underofficeren kunne jeg gå ned i vor bunker, hvor jeg blev sat på en skammel.
Imidlertid var en sanitetssoldat kommet til. Han tog den første forbinding af, og jeg hørte en kammerat sige: »Øjnene!«
En anden bemærkede, at han kunne se hjernen. De har åbenbart ikke regnet med, at jeg kunne høre, hvad de sagde, men jeg var straks forberedt på det allerværste.
Fire kammerater bar mig tilbage ad den vej, jeg havde travet så uendelig mange gange. Jeg hørte maskingeværernes knitren, og af og til peb en kugle forbi. Skulle der endnu være én, som var bestemt for mig? For mig var krigen derude forbi, men hvad ville fremtiden byde på?
Et minde!
Natten mellem 5. og 6. juni 1916, i stillingerne ved Lorettohøjen i Nordfrankrig, blev jeg hårdt såret ved et skud i hovedet, hvorved jeg mistede synet på begge øjne.
I mindet om det skrev jeg tyve år [1936] efter følgende: Det er tyve år siden, jeg sidst så lyset, og det var fra en magnesiumlyskugle, afskudt af en årvågen soldat, der forvoldte ulykken. Med et knald forlod den pistolløbet og fo’r hvislende i en stor bue ud gennem natten, jagende mørket med sine hundreder af normallys, så det forskræmt gemte sig bag pigtrådsforhugningens pæle, dukkede ned i granathuller eller krøb ind mellem græsset, hvor det lå som dybe, mørke skygger, parat til at springe frem og opsluge alt i det øjeblik, lyset slukkedes.
Men mange øjne under tunge stålhjelme afsøgte spejdende hver kvadrattomme af den strimmel ingenmandsland, der lå mellem skyttegravene, mens skyggerne drejede rundt om deres skjul og strakte sig, som ville de flygte, men ikke turde give slip, og pigtrådens indfiltrede netværk droges hen over grønsværen som et vod, der søger bytte . . .
Og kuglens lys slukkedes, og mørket opslugte alt. — Men den strimmel oplyst jord, som adskilte Europas nationer i årevis, og døden, der lurede i al sin gru, står endnu for mit indre blik, skarpt tegnet som på en fotografisk plade.
Det er tyve år siden, jeg sidst så dagen, en varm dag i Frankrigs skærsommer, som pustede sin lune ånde ned i skyttegravenes labyrinter og svøbte de gråklædte soldater ind i længsel efter hjem, gerning og barnelatter. Solen skinnede på ven og fjende og brunede de skægstubbede kinder. Men højt over vore hoveder hang lærkerne og sendte deres jublende triller ned til den stridende menneskehed, forjættende evig fred. Græs og urter strakte sig, så langt de kunne, for at dække over al denne ødelæggelsens vederstyggelighed og bredte sit grønne, bløde tæppe over de faldnes grave.
Og solen gik til hvile i vest og sendte os sin sidste hilsen på guldbræmmede skyer, og evigheden kom os ganske nær. Ind fra marken og ud fra skyttegravenes kroge kom mørket listende og sænkede sin tavse vinge over den mishandlede jord. Men en nattergal forsøgte at tolke for os livets store hemmelighed.
Det er tyve år siden, jeg sidst så natten, en lun nat med bløde silhouetter. Højt over vore hoveder vandrede de blinkende stjerner på deres evige baner, ubekymret om menneskeskæbner, men sært dragende sind og tanker. Mine øjne søgte Nordstjernen, og mine tanker vandrede de mange, mange mile mod nord, til den plet på jorden, som jeg elskede, og som var mit hjem, og en bøn for dem, jeg der havde kær, formede sig på mine læber, mens jeg spændt lyttede ud i natten, hvis stilhed uafladelig flængedes af eksplosioner og af hvislende granater, der med døden som last var på vej mod deres fjerne mål. Men geværskuddenes skarpe smæld lød, som var det livstråde, der blev overklippede —
I selvsamme øjeblik lagde en engelsk soldat den kugle i løbet, som i sig bar min skæbne, den ramte mig som et kolbeslag og udslettede mine øjnes lys for stedse.
Unteroffizier ved Regiment 84 (IR84) 7. kompagni Friedrich Karl Dambeck, Kropp v/Slesvig om et fransk modangreb og sanitetstjeneste efter kampen.
Tidligt den 13. maj kom der ordre om at rykke frem. Tavs pakkede man sine sager sammen. Fastere end ellers greb jeg om mit gevær og steg så ud af min hule. Hver gruppefører måtte i det vilde terræn arbejde selvstændigt. Derved fremkom der en trinvis formering af kompagniet helt af sig selv.
Forsigtigt sprang alle videre fra granathul til granathul. Fjenden forsvarede sig fortvivlet, men kunne ikke forhindre, ar vi rykkede ind på pelsen af ham. Den seje fjende greb allerede flugten, da pludselig to maskingeværer flankerede fra venstre. På få sekunder lå vi på jorden for at undgå en fuldstændig tilintetgørelse, og ti minutter senere faldt der ikke et skud mere.
Rundt omkring forblødte og kvaltes vore bedste, og vore hårdt sårede stønnede. Sygebærere og sanitetsfolk krøb omkring. Hvad der var tilbage af kompagniet, ventede nu på fjenden, der da sikkert ville udnytte vort nederlag. Artilleriet på begge sider syntes at være grebet af vanvid. Først da der om eftermiddagen faldt en fin regn, blev kanonildens voldsomhed svagere. Denne lejlighed benyttede de let sårede sig af.
Overalt i terrænet så man grå punkter hinke afsted bagud. De meget let sårede hjalp sygebærerne med at bære nogle hårdt sårede. Hvad det betyder har jeg nogle dag senere selv måttet erfare. – Desværre kunne ikke alle sårede blive bragt i sikkerhed, for om aftenen begyndte igen artillerikampen. – Gennemvåde og overtrukket med et tykt lag af snavs lå vi blandt vore døde kammerater i granathullerne og holdt trofast vagt.
Lige efter den nye dags første time blev pludselig i ret kort afstand nogle sorte skikkelser synlige: Fjenden angriber! – Skyd! råber en eller anden.
Længe nok har Franz ladet os vente. Nu kunne vi endelig gøre vort nederlag godt igen. Røde lysraketter gav artilleriet besked om spærreild! Den satte øjeblikkelig ind. Med hvide lyskugler blev hele infanterikamppladsen oplyst, så vi udmærket kunne iagttage virkningen af vor fortvivlede skydning.
Nogle tapre franskmænd nåede ganske vist frem til vor linje, men blev overmandet og taget til fange. Stønnen og skrigen hos fjenden beviste tydeligt, at stormen var brudt blødende sammen. Efterhånden blev det roligt, og i de våde huller snorkede snart de tapre, overanstrengte krigere.
I morgengryet begyndte påny den anstrengende sanitetstjeneste. Også nedgravning af de døde blev påbegyndt, for transport bagud kunne der slet ikke være tale om. Ingen sten, intet trækors viser stedet hvor vi har begravet vore helte, men endnu i dag flyver tankerne op på den høj, hvor i adskillige dybe kratere 23 tyske krigere hviler ud efter dette jordelivs plager.
Til middag var slagmarken takket være tysk næstekærlighed renset, så vidt fjenden ikke havde kunnet forhindre dette arbejde. Udmattet krøb jeg sammen i mit hul og faldt i søvn.
Pludselig er der én, der ryster mig: Dambeck jeg har fundet endnu en hårdt såret. Vil du hjælpe mig med at bære ham til Malancourt? Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen undervejs, men det måtte blive et ja. To sygebærere og foruden mig en anden sølle djævel tog hver fat i et bårehåndtag, løftede lasten op på skulderen og tumlede gennem de dybe granathuller ned ad skråningen.
Overalt lå der døde, mest franskmænd og sorte, kun enkelte gange så jeg på skulderstropperne nummeret 22.
Forges-lavningen lå under ild. Jeg tog mig ikke af det. Det flimrede gult og grønt for min øjne, og mine ben truede med at svigte under mig, men et eller andet tvang mig ubønhørligt videre. Mekanisk slog vi over i halvtrav, for de fjendtlige hilsner kom lovlig tæt ind på livet af os. Dinglende og hivende efter vejret nåede vi op på den anden side af højen, men så gjorde vi udmattet holdt i et granathul.
Stille klynkede vor kammerat på båren, et alvorligt hovedskud havde berøvet ham bevidstheden. Alligevel syntes det ikke umuligt, at han kunne reddes. Efter en kort pause slæbte vi igen videre og nåede snart til Malancourt. Den lille Forges-bæk, der ellers venligst rislede gennem dalen, søgte nu i det splittede leje forgæves sin vej. Dér, hvor der ellers langs med førte en landevej, stod der nu vand, og ingen kunne vide, hvor dybe granathullerne nedenunder var.
Idet vi forsigtigt følte os frem, ofte i vand til hofterne, søgte vi gennem ruinerne en vej. Henover, nedenunder, til venstre omkring, til højre omkring nåede vi endelig vort mål, bryggeriet i Malancourt.
I en kælder, der var forblevet uskadt, lå de sårede ved siden af hinanden og ventede frygtsomt på den forløsende aften. Med opsmøgede ærmer var lægerne i arbejde, man turde næsten ikke forstyrre. Halvt bevidstløs sank vi alle fire om på det hårde gulv, ingen af os var i stand til at sige et ord. –
En af lægerne trådte hen til vor båre, og efter en kort undersøgelse så han os medlidende ind i de dybtliggende øjne: Kan ikke mere reddes! –
Jeg kastede et blik på min våde bukser og på de lidende ansigtsudtryk hos min tre kammerater. Alle har sikkert i tanker gentaget: Ikke mere til at redde!
E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.
Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.
Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.
Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.
Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.
Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«. De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.
Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.
Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var det en lang Ventetid.
Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.
Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.
En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.
Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.
Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb. Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.
Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live
For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.
Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.
I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.
I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.
Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Fra nu af mærkede vi ikke mere til større Byer, det gik bare fra den ene Skyttegrav til den næste.
Den 9. Decbr. blev vi indbudt til Feltgudstjeneste, for Natten derpaa at blive purret ud, og vi laa fra Midnat til Morgen paa den bare Jord og frøs anstændigt. Vi var altsaa igen ved at faa Føling med Fjenden.
Derefter opnaaede vi sammen med 3. Kompagni at komme i Kvarter, mens foreløbig kun 1. og 2. Kompagni skulde arbejde sig ind paa Russerne, der laa forskanset.
Bag Huset, hvor vi laa i Kvarter, stod et Batteri, som buldrede kraftigt hele Dagen, og da det russiske Artilleri heller ikke lod os i Fred, fik vi ingen Ro til at sove. Henimod Aften blev vi beordret frem; der skulde markeres et Angreb. Vi naaede efter flere Spring et Stendige, bag hvilket vi laa udmærket. Under slige Forhold skulde man nok vide at stikke Næsen i Jorden, om man ogsaa blev godt tilsølet.
Men mange var allerede saaret, og snart lød det „Saniteter til højre” eller „Saniteter til venstre”. Det var en fortløbende Kommando, som skulde gives til Sidemanden. Paa Hænder og Fødder krøb de saarede tilbage, og imellem disse var atter en af éns bedste Kammerater.
Det var altid smerteligt, naar en Kammerat forlod os, og man ønskede hemmeligt at have kunnet følge ham til et eller andet Feltlazaret. — Vi stoppede op ved nævnte Stendige for igen at komme i Kvarter, hvor vi forblev Dagen efter.
Om Aftenen skulde vi afløse de to Kompagnier i den Skyttegrav, som de under et farligt Skyderi havde faaet dannet; men da Russerne skød ustandseligt, var det farligt at naa frem. Der blev fyret Natten igennem, især fra russisk Side.
176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten
Næste Morgen, d. 18. Nov., atter Fremrykning. Vi havde knap faaet os udhvilet efter den forrige Dags lange March, Uden for Byen modtoges vi af Geværsalver, og efter at vi en Tid lang havde ligget udsværmet, retirerede vi tilbage igennem Zgerz og tog Stilling bag en Banedæmning (Zgerz—Strykov—Lowic).
Her skulde vi ligge som Reserve, men i højeste Alarmberedskab, og ved Middagstid fik vi Ordre til at rykke frem som Forstærkning for Reg. 141.
Paa Vej fremefter saas det, hvor svært det havde været for Kammeraterne at arbejde sig frem; Hul ved Hul, hvori de havde søgt Dækning. Hist og her laa der Uniformsgenstande fra en saaret. Af og til blev Sindet nedstemt ved at gaa forbi en død Kammerat.
Med disse Omgivelser for øje marcherede vi tavse fremad, spændt paa, hvad Dagen vilde bringe. Vi naaede et Stykke Bøgeskov, jeg tror, den eneste Bøgeskov, jeg har set i Polen. Vi sværmede ud, for her blev det pludselig meget farligt; Kuglerne hamrede imod Træstammerne og gik baade paa Kryds og tværs.
Man opdagede, at det var vanskeligt at afgøre, fra hvilken Side man skulde søge Dækning; vi vidste, at disse ,,Querschlägere” var farlige. Ved Siden af mig fik en Vicefeldwebel sit ene Ben revet op af et saadant Bæst, og mens jeg hjalp ham med Forbindingen, klagede han sig jammerligt. Efter at en Sanitetssoldat var kommet til, fulgte jeg Kammeraterne.
Vi naaede ud af Skoven, og nu skulde et Stykke aaben Mark forceres, før vi naaede de første Huse, bag hvilke Reg. 141 laa i Stilling. Disse to tre Hundrede Meter kostede vort Kompagni 2 døde og 7 saarede, og disse var desværre foreløbig afskaaret fra at faa Hjælp. Vi maatte sande, at det var værre at gaa i Stilling i et Kampafsnit end at ligge i Stillingen.
Jeg naaede lykkeligt frem til en Trælade, hvor Kuglerne desværre gik igennem. En Officer raadede til Dækning bag en Halmstak, hvor ingen Kugle gik igennem. Pludselig kom min eneste Landsmand i Kompagniet, Andr. Jønsson, med Hovedet i Bind for at byde mig Farvel. Han fik ,,Skrammen” — for det var kun et ,,Heimatschuss”, — da han forbandt en anden Kammerat.
Da det begyndte at blive mørkt, forlod han os med et Smil. Hver Gang en Sending fra Artilleriet begyndte at hyle i Luften, løb en Del af os ind i forreste Linie. Vort Artilleri buldrede Natten igennem, hvorimod Fjendens Artilleri svarede med at sende en enkelt Granat regelmæssigt hvert Kvarter, saa vi kunde hver Gang være forberedt, naar Granaten fo’r tæt hen over os, banende sig Vej gennem det stille Snevejr.
Vejret var slaaet om til Frost og Sne. Vi forblev Natten igennem i Skyttegraven, og til Trods for, at der laa døde Kammerater ovenfor, fik man sig alligevel et Par Timers Søvn i Nattens Løb i Bunden af Graven. —
Men Træthed og Udmattelse befriede os for alle Rædsler og tvang os til at sove. Man kunde falde i Søvn i alle mulige Stillinger, en Pæl at læne sig til var tilstrækkeligt.
Operation af såret ca. 1916-1918. Fotograferet af læge Hans Lorensen, Bov.
176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i kampene om Warszawa.
Den 18. Oktober Kl. 4 Morgen traadtes an til en sidste Dyst imod Warszawa. Jeg opholdt mig den Dag i Nærheden af vor Sanitetsvogn, og der var meget at bestille, for der kom mange Saarede. Letsaarede kom krybende paa alle fire, en af vore Løjtnanter (Westphal) bragtes haardt saaret tilbage og døde kort efter.
Hen paa Eftermiddagen fik vi af en østrigsk Officer Besked om at køre tilbage. Vi betænkte os heller ikke længe, for nu saa vi Infanteriet komme løbende fra alle Hjørner og Kanter.
En af Kompagniets Tambourer, der var saaret ved Munden, fik jeg op paa min Vogn, og i fuld Fart kørte vi en Snes km tilbage og traf sammen med vore Feltkøkkener.
Vi hastede videre ad daarlige Veje, gjort endnu daarligere af de lange og tunge Artillerikolonner. Ud paa Aftenen blev jeg stikkende i en af disse Artilleriets Mudderhuller. Hestene var udasede, og hvor nødigt jeg end vilde, maatte jeg spænde fra og overnatte i Nærheden.
Her havde været Samleplads for Saarede, men af disse var de sidste ved at blive bragt væk. At blive her ret længe, var der sikkert ikke Raad til.
Men man fik ligesom lettere ved at fatte, hvorfor der altid stod saa mange Køretøjer tilbageladt af Russerne, naar de gik tilbage. Og skulde det nu mon blive din Lod?
Kammeraterne var over alle Bjerge, min Tambour sagde intet paa Grund af Saaret ved Munden, saa jeg maatte fundere over Tingene med mig selv. — Vanen sløvede; vi lagde os til at sove. Men ud paa Natten, vistnok til Held for os, blev vi purret ud af en Saniteter, der bemærkede, at der var Geværild i Nærheden.
Efter denne ”Bulletin” om Begivenhedernes Gang prøvede vi at slippe væk, og det lykkedes. I en By, i hvilken vi havde været før, (det gik jo nu den Vej, Hønsene skraber), traf vi Bagagen fra 1. Komp., der ligeledes var kørt fast og havde maattet overnatte. Efterhaanden blev der Samling paa Bagagen indenfor Bataillonen, og samlet fortsatte vi saa Tilbagetoget Dag og Nat ad usle Veje.
For ikke atter at blive hængende, ofrede jeg en Nat til en af disse ,,Artillerilöcher” et Par Sække løse Patroner, som jeg var blevet overlæsset med fra II. Batl. — Søvn og Hvile blev det smaat med, man sad og faldt i Søvn paa Bukken, og det hændte, at Tømmen slæbte under Vognen. Engang vaagnede jeg ved, at Hjælmen var trillet af Hovedet. Det gik som Regel godt, Hestene fulgte bare efter; dog kunde det hænde, at man med et Bump holdt stille i en Vejgrøft.
Tobak og Chokolade til Soldaterne. Det store Hovedkvarter, 22. Septbr. (W.B.)
Efter at det hidtil kun har været muligt i beskeden Maalestok at tilføre Tropperne i Felten Cigarer, Tobak, Piber og Chokolade, skal for Fremtiden større Sendinger af Gaver gives fri, og hver skal daglig afgaa et Tog til hver Armé fra Indsamlingsstederne. Militær- og Lasarettog maa dog til enhver Tid have Fortrinnet ved Befordringen.
Tyske Sanitetsafdelingers Behandling i Svejts og Frankrig. Basel, 22. Septbr. (W.B.)
Ifølge “Baseler Nachrichten” roses de tyske Sanitetsorganer, der kommer her igennem, den glimrende Modtagelse, de har faaet i Svejts. De beklagede sig ikke over Behandlingen, som de havde faaet af Franskmændene ved deres Hjælp i franske Lasaretter, men de fik i to Dage ingen Mad og derefter kun Brød. Ved Grænsen fik enhver en Daase Konserves. Der blev derved kastet Sten efter dem af Pøbelen, og de maatte lade den største Del af deres Oppakning i Stikken.
Hvor Posten var bleven af! Berlin, 22 Sept. (W.B.)
Officielt meddeles: Af Postforvaltningen anordnede Efterforskninger om Feltpostens Udeblivelse fra forrige Maaned fremgaar, at der paa Banegaarden i Leipzig er fundet en Godsvogn med et stor Antal postsække. Vognen, der fra Andernach over Lüttich, Namur og Marienbourg var afsendt til 3. Armekorps, var af hidtil uopklarede Grunde ikke naaet til sit Bestemmelsessted, men var uden at blive tømt for sit Indhold gaaet tilbage til Leipzig. Postsækkene indeholdt Breve fra de sidste Augustdage fra alle Egne af Tyskland til de forskellige Troppeafdelinger i 3. Armekorps. Sendingen blev straks afsendt til Felten
Krigslaanet og den franske Krigsskadeserstatning i 1870. Berlin, 23. September.
Tegningen til Krigslaanet har betydeligt oversteget 5 Millarder Francs. Det fulde Beløb staar til Raadighed for Riget indenfor de nærmeste 2 Maaneder. Da forud den fulde Tildeling af det tegnede Beløb var garanteret, faar Tyskland altsaa med et Slag et Beløb, der er større end den franske Krigsskadeerstatning fra 1870. Hertil kan bemærkes, at Frankrig bragte de fem Milliarder til Veje i Løbet af 3 Aar og med Hjælp fra Udlandet, hvad der dengang blev betragtet som en fænomenal Bedrift. Tyskland har saaledes paa det finansielle Omraade opnaaet et afgørende Resultat.
Snevejr nær ved Krigsskuepladsen. Telegram, Berlin, Onsdag.
I Høj-Vogeserne og i Høj-Schwarzwald er der stærkt Snefald. I Rhin og Mosel er der Højvande. Skibsfarten er indskrænket.
Aabenraa, Onsdag.
Pakker til Udlandet. Rigspostkontoret gør opmærksom paa, at der af militære Hensyn ikke maa lægges Breve eller Meddelelser i Pakker til Udlandet. Der maa kun vedføjes en Regning i aaben Konvolut, og paa Regningen maa der kun gøres Notitser som vedrører selve Regningen.
Nørre Løgum, Onsdag.
Falden i Krigen. Løjtnant i Reserve-Infanteriregimentet Nr. 84 Jakob Matzen fra Løjtved er den 23. August falden i Krigen.
Den 22. Sept. 1914. Jeg havde Feber og Smerter i hele Kroppen og følte mig alvorligt syg. Ved Henvendelse til Kompagniføreren fik jeg efter nogle Indvendinger Lov til at søge Lægen. Han opholdt sig i en Stenhule ved Autriches, og der søgte jeg hen.
Undervejs laa et Par døde Heste og udbredte en uhyggelig Stank. I Byen Autriches blev jeg anholdt af Generalen, som barsk raabte: “Hvad laver De her paa Gaden? Vil De hurtig se at komme ud i Skyttegraven!”
“Jeg er syg, Deres Eksellence.”
“Syg! bruste han op. “De kan dog staa paa Benene. Naar De har været hos Lægen, kommer De hen hos mig og forelægger Lægeattesten, og saa skal jeg nok tage Affære.”
Ja vel, Deres Eksellence!
(fortsætter under billedet)
Generalløjtnant von Blottnitz
Lægen saa mig ind i Munden og talte Pulsslaget. Saa skrev han paa en lille Seddel: Et Par Dages Hvil. Det var ikke meget. Lidt usikker gik jeg til Generalen. Hvad vilde han sige? Tjeneren paa Slottet meldte, at Generalen ikke var hjemme — Gudskelov.
I Audignicourt stod vor Kompagnibagage og Feltkøkkenet; der kunde jeg faa noget varm Mad og maaske den lovede Hvile. Bedst som jeg gik i mine Betragtninger, saa jeg i det ene Hjulspor et stort Stykke Tøj. Hvad mon det var? En Vogn havde flere Gange kørt over det, og det var halvt begravet i Pløre. Da jeg fik det halet op, viste det sig at være en graa Soldaterkappe.
Den var oprevet i den ene Side af en Granatstump, og hele Siden var baade udvendig og indvendig farvet rød af Blod. Jeg blev ubehagelig til Mode ved at se det og vilde gaa videre. Men hvad om jeg anvendte lidt Flid og fik den vasket og istandsat, saa havde jeg atter en Kappe. I Vejgrøften stod der netop lidt Vand. Jeg forsøgte at vaske den. Det gik helt godt, og saa tog jeg den med.
Omtrent midt imellem Byerne Autriches og Audignicourt var der en Stenhule, hvor de haardt saarede blev baaret ind fra Slagmarken. Ved Siden af Hulen var man i Færd med at koge Kaffe. Ilden var lagt mellem to Kampesten, og ovenpaa stod Kedelen. Jeg gav mig i Snak med en af Sygebærerne og fik af ham et Bæger varm Kaffe, som gjorde mig overordentlig godt. Snart drejede jeg den ene Side til Ilden og snart den anden, og ved den Lejlighed fik jeg baade mit Tøj og Kappen tørret.
Inde i Hulen saa det forfærdeligt ud. Hvilken Jammer og Elendighed! Stadig nye saarede blev hentet nede fra Skovkanten. Der havde de nu ligget lemlæstede og uden Hjælp i to Dage og to Nætter i Regn og Blæst siden Angrebet den 20. Sept.
I det ene Hjørne af Hulen i lidt Halmlaa fire Mand ved Siden af hinanden. De var opgivet af Lægerne. Man havde kastet et Teltlærred over dem. En sagte Stønnen, en Rallen og med Mellemrum en Krampetrækning viste, at der endnu var en sidste Gnist af Liv tilbage. Snart vilde ogsaa den være slukt. Ingen vidste hvornaar. Ingen saa det.
En enkelt Hestehandel, der er afsluttet paa Morsø i disse Dage, giver et godt Bevis paa, hvor stærkt Priserne paa Heste er steget den sidste Maaneds Tid. For en Maaned siden bød nemlig en Opkøber for et Par Heste paa Nordmors 2000 Kroner, Men Ejeren forlangte 2200, Hvad Køberen ikke vilde give, og der blev ingen Handel denne Gang.
En 14 Dage efter kom Opkøberen igen og bød de 2200, men nu vilde Ejeren have 2500. Det fandt Opkøberen var for meget, dog nogle Dage efter var han villig, men saa satte Ejeren Prisen op til 2700 Kroner, og Hestehandleren gik endnu en Gang med uforrettet Sag.
Men forleden Dag kom han igen og bød – 3000 Kroner og fik dem.
(fortsætter under billedet)
Hærenes forbrug af heste var umætteligt. A. Svensson, Sønderborg, holder en hest hos beslagsmeden.
For de Saarede
Som omtalt er Pastor Popp, Løjtkirkeby, indkaldt til at gøre tjeneste som Sanitetsunderofficer. I et Feltbrev fra Audorf ved Rendsborg til “Sædekornet” skilder han, hvordan Arbejdet og Forberedelsen til Arbejdet paa Slagmarken foregaar.
Vort Hovedarbejde skal bestaa i, under en Fægtning eller efter en Fægtning at bringe de Syge og Saarede hen til Forbindingspladserne. Derfor bestaar Kompagniet hovedsagelig af Sygevogtere. Af disse danner hver 12 Mand en Patrouille under en Underofficers Kommando. Enhver Patrouille har 3 Sygebaarer til Raadighed, der bæres af hver 2 Mand, saa snart Kompagniet gør Holdt og der gives Befaling til at gaa fremad med Baarerne.
Paa Marchen læsses Baarene paa særlige Vogne. Patrouillens øvrige 6 Mand sammen med Underofficeren gennemsøger Slagmarken, de med Baarene følgerne dem; de Syge og Saarede som ikke selv kan gaa, bæres til Forbindingspladserne. Disse er imidlertid bleven indrettede, Telte opslaaet og alt lagt tilrette til de muligvis nødvendige Operationer. Lægetjenesten udføres af en Overstabslæge sammen med et større Antal Læger, som ledsager Kompagniet. Lægerne understøttes ved deres Arbejde ogsaa af flere Sanitetsofficerer.
Men naar vi vil gennemsøge Slagmarken og bære de Saarede bort, et det i de fleste Tilfælde nødvendigt, at vi paalægger en Nødforbinding, især naar det drejer sig om et stærkt blødende Saar og om Benbrud. Vi maa endvidere være i Stand til at underbinde sønderrevne Blodaarer, for at den Saarede ikke forbløder sig, inden han kommer under Lægebehandling. Alt dette skal vi lære her og indøves i, saa godt det gaar, inden vi sendes ud til valpladsen.
Vi er os alle sammen bevidst, at det Arbejde, som forestaar os ingenlunde er uden Fare, fordi vi ofte maa udføre vor Tjeneste i et Terrain, som bestryges af Geværkugler og Granater, men vi ved ogsaa, at vi tjener og hjælper og maaske ogsaa kan redde mangt et Menneskeliv; rask Hjælp bringe Redning.
Derfor lærer vi her at anlægge alle mulige Forbindinger, vi lærer at lægge Skinner paa Benbrud, vi lærer at underbinde Pulsaarer, for at Blodtabet kan standses, vi lærer at foretage Genoplivningsforsøg. Vi vil være rustede til at udfører vor Tjeneste muligst godt.
Sidste Søndag (den 6. Septbr.) havde jeg den store Glæde, at måtte holde Gudstjeneste for Kompagniet. Fra højere Sted var det bleven befalet, at der skal holdes Gudstjeneste hver Søndag, om muligt ved hver Troppeafdeling. Vor “Feltwebel” bad mig om at udføre det. En større Glæde kunde han ikke have beredt mig.
Kl. 10 om Formiddagen samledes vi om Guds Ord under aaben Himmel paa vor Appelplads. Til at begynde med sang vi: “Ak bliv dog med din Naade”. Derpaa holdt jeg en kort Tale over Salme 46, saa jævnt og indtrængende som muligt, ud af Livet hos Mandskabet, som jeg hidtil havde lært det at kende. (Mange havde maaske ventet en salvelsesfuld Tale af “Pastoren”. Gud hjalp mig til at tage saaledes, at Hjertet blev grebet. Han vil lade sit Ord virke saaledes at den ene eller den anden giver ham sit Hjerte. Efter Talen sang vi: “Vor Gud han er saa fast en Borg”, Derpaa fri Bøn og Fadervor. Andagten sluttedes med Sangen: “Slip os Arme ej”.
Mangen en har maaske i Aar og Dag ikke hørt Guds Ord. Hvor er jeg glad og taknemmelig, at jeg maa byde dem det i den Forvisning, at det ikke skal komme tomt tilbage. Næste Søndag holder jeg atter Gudstjeneste. Gud give aller sin Velsignelse dertil. Jeg maa altid paany takke Gud, at der mod Forventning gives mig Lejlighed til at forrette Ordets Tjeneste blandt Kompagniets Mandskab.
Om disse Gudstjenester lader sig fortsætte, når vi staar i Felten, vil være afhængig af Omstændighederne. Hvornaar vi gaar ud, ved vi ikke endnu, heller ikke hvorhen vi kommanderes, til Frankrig eller Rusland. Men hvorhen vi ogsaa gaar, Gud være med os, at vi med Frimodighed kan udføre vor Sanitetstjeneste, til Hjælp for vore kæmpende Kammerater, i hans Navn.
Hestehandlen i Danmark. Hvad nu?
I sidste Nummer af “Jydsk Husdyravl” findes følgende Artikel:
Hestehandlen gaar fremdeles strygende. Dygtige Hestehandlere med gode Forbindelser og god Kapital har tjent sig Formue i Løbet af 5-6 Uger. Det er notorisk, at der er flere jydske Hestehandlere, der siden omkring et Hunderede Tusind Kroner, og Enden er ikke endda!
Men det er jo ogsaa en verdenshistorisk Periode for Hestehandlen. En saadan Rift om Heste og en saadan Prisstigning har man aldrig set her i Landet og vel heller ikke noget andet Steds i Verden. Hidtil har Handlen særlig omfattet alle sekundære Varer. Der er rømmet op fra neden af, som aldrig før.
Men naar vi ovenover disse Linjer sætter Spørgsmaalet; Hvad nu? saa er det, fordi Handlen er ved at glide ind i et andet Spor.
Nu begynder man at sælge væk af Plagene og de Hopper, der faktisk er brugbar i Avlen. Og denne Situations Udvikling er af en ret betænkelig Karakter. Vi har fra første Øjeblik været Modstandere af Kravet om Forbud mod Udførelse af Heste. Vi har hævdet, at Folk i og for sig burde vente med at sælge deres Heste indtil videre, da de ville stige stærkt i Pris, og denne Eventualitet foreligger nu som Kendsgerning. Nu gaar der en Mængde Landmænd og ærgrer sig over, at de var saa forhippede med at faa solgt. De er klare over, at de er rendt fra 3-400 Kr. for hver Hest; men det er silde at græde over den Ting.
Men ny begynder altsaa Køberne at tage for sig ogaa at første Klasses Heste og – Plage og Avlshopper. Og det, skønt der kun er gaaet halvanden Maaned, siden Krigen udbrød.
Og derfor spørger vi: Hvad nu? Kan Landet for Øjeblikkets og Fremtidens Skyld taale en Aareladning af den Art? Vi tvivler stærkt paa det og tror, oprigtig talt, at Staten snart gennem et nærmere begrænset Udførselsforbud bør sætte en Stopper for Eksport af den Vare, vi absolut ikke kan undvære.
Krigslaanet. Wien, Tirsdag (W.B.)
Krigslaanets glimrende Resultat har gjort et dybt Indtryk her. “Neue Freie Presse” fremhæver, at netop Tegningen af Krigslaanet, som ikke indløses, og hvis Værdi er afhængig af Krigens Tilfældigheder, er det bedste Bevis for Tilliden til det tyske Riges militære, politiske og økonomiske Styrke. Af det som Krigslaan tegnede Beløb kan man se, hvor kapitalkraftigt det tyske Folk er og hvor mage disponible Penge, det har til sin Raadighed.
Krigen og Overtroen. I danske Provinsblade skriver Adjunkt Johannes Loft:
Krigen har fremkaldt en levende Spekulation i Overtro. For en billig Penge kan man købe Spaadomme. Ogsaa i den Henseende er det, som om vor Tid med et havde afsløret sit sande Væsen; troede vi ikke, at vi var moderne Mennesker? Og dog viser Kendsgerningerne os, at vi ikke har saa lidt af Middelalderens Mørke i os.
Det er – forekommer det mig – Folkekirkens Pligt i disse Tider at advarer imod Spaadomme. Først maa den advare mod de ligefrem hedenske Spaadomme, som falbydes paa Gader og – endogsaa i Boghandlerbutikker; den maa advare Fok imod at rette mindste Opmærksomhed paa Madame de Thebes og saa videre. Hvad en parisisk Spaakone har sagt eller ikke sagt, er ganske ligegyldigt; og det er aandelig talt og timelig talt det rene Tidsspilde at beskæftige sig dermed.
Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere.
Død af Saarene.
Landmand Thomas Johansen fra Nørre Hostrup, som blev saaret af et Skud i Lungen under Kampene ved Lüttich, er ifølge Meddelelse til hans Hjem den 16. September afgaaet ved Døden paa Krigslasarettet i Lüttich. Den Afdødes Broder staar ved Østfronten.
Saarede fra Aabenraaegnen.
Under Slaget ved Marne floden er bl.a. Jørgen Holst og Thorkild Rosenvold fra Aabenraa bleven saaret. Sidstnævnte er, ifølge et til hans Hjem indløbet Brev, saaret af et Skud gennem Hælen. Han ligger nu paa Lasarettet i Aachen og har det efter Omstændighederne godt. Under de samme Kampe saaredes endvidere Jørgensen fra Bodum Kro, som ligger i et Kloster ved Rhinen.
Falden i Belgien.
Hans Elberg paa Rybro i Aabenraa fik i Gaar Meddelelse om, at hans Søn, der tjente ved Husarregiment i den aktive Felthær, er død i Belgien den 18. August.
Fra Røddingegnen.
En Kammerat af den unge Tønder fra Fæsted, som var med i Krigen, har meddelt hjem, at Tønder er bleven ramt af en Granat, da han marcherede ved Siden af ham, og dræbt. Tønders Svoger blev saaret af samme Granat.
Kaadner B. Hauberg paa Mejlby Mark har fra sin Søn, som er Soldat, faaet Meddelelse om, at han er bleven saaret i Hovedet af en fransk Shrapnelskud.
Saarede Nordslesvigere i Fangenskab.
I en Korrespondance fra Bordeaux til danske Provinsblade fortæller Korrespondenten, at han har besøgt de saarede tyske Fanger i Bordeaux, mellem hvilke han ogsaa har truffen nogle dansktalende Nordslesvigere. Dette til Efterretning for Forældre, hvor Sønner i Tabslisterne staar opførte som savnede.
Hilsen fra Felten.
“Dybbøl-Posten” modtog i Foregaars en Hilsen paa Brevkort fra Journalist Jensen, Flensborg, tidligere i Graasten. Jensen er for Tiden i Belgien.
Der medfulgte yderligere en Hilsen fra Vognmand Heldt i Sønderborg. Den vakte megen Glæde i Heldts Hjem, hvor man ikke havde hørt fra ham siden først i September.
