Tag-arkiv: flugt

31. august 1918. Nis Ley tages til fange af amerikanere – og stikker af igen!

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten.

Om morgenen den 31. august fik jeg ordre til med min gruppe at trække til venstre over mod et vejkryds, hvor hovedvejen førte ind til Lassigny. Vi arbejdede os over til vejen, kravlede videre i vejgrøften hen i en position, hvorfra vi havde skudfelt over vejkrydset og afventede her begivenhedernes gang. Vi dukkede os godt og drømte ikke om at røbe vor plads ved at give ild, så længe vi kunne undgå det.

Hele området omkring os 1å under hæftig beskydning, der indbragte os både døde og sårede, og snart så vi amerikanerne rykke frem, overrende vor stilling og tage det meste af vort kompagni til fange.

Mærkeligt nok overså de os i vejgrøften, og vi lå og så, hvorledes de drog af sted med vore kammerater til højre for os. – Det blev dog kun en stakket frist, thi kort efter kom der en 6-7 mand og afsøgte grøfterne, og så måtte vi op med hænderne i vejret.

På dette tidspunkt var der kun en mand, Lauen, og så mig tilbage, thi August Erbe var blevet såret i armen og sluppet tilbage; de andres skæbne kender jeg ikke noget til. Men vi blev afvæbnede, provianten blev også frataget os, ja, en var endda så nærgående, at han ville prøve på at hale mit ur op af den lille urlomme, men jeg klemte underarmen så hårdt ind på lommen, at han ikke kunne få det op, og sådan reddede jeg uret.

Vi måtte følge med ind til Lassigny; det viste sig, at sergenten kunne tale hæderligt tysk, og han spurgte om forskellige ting, bl. a. om, hvor jeg var fra, og jeg fortalte ham da, at jeg var helt oppe fra den danske grænse. Han fortalte mig til gengæld, at han var født i Hamborg, og at hans forældre var udvandret, da han var 12 år gammel; nu gik vi altså begge to her og var modstandere. –

Da vi var nået et stykke ind i byen, begyndte tyskerne pludselig at skyde, og i samme nu forsvandt vore vogtere, så at Lauen og jeg stod alene.

Vi var nu heller ikke længe om at ty til harens forsvarsvåben, og det i et tempo, så Lauen næppe kunne følge med. Han råbte noget om at sætte farten ned, men jeg styrtede ned i en kælder, dog han fulgte mig ikke, og jeg har ikke set ham siden.

Men her i kælderen lå jeg, indtil det begyndte at blive mørkt, og skydningen tog af. Jeg overvejede min situation og kom til det resultat, at det tegnede til en ny tilfangetagelse.

Jeg stak hovedet frem og kiggede ud i en have, og da alt syntes roligt, kravlede jeg ud. Men pludselig gik en maskingeværsalve hen over hovedet på mig, men jeg havde dog ikke indtryk af, at man sigtede på mig, det syntes at være en tilfældighed, men jeg dukkede mig, til alt var roligt, og kravlede så hen til ind-hegningen igen, sprang så over på den anden side og fik atter en salve over mig, som jeg heller ikke syntes var rettet mod mig.

Atter blev alt roligt, og jeg arbejdede mig hen til den næste forhindring, men den var ikke så ligetil at forcere. Den var et ståltrådsnet, og op igennem det groede en tjørnehæk, som jeg måtte over, og godt forstukket blev jeg på alle leder og kanter, men over kom jeg da. Nu var det imidlertid blevet ret mørkt, men stadig roligt, og jeg lå og overvejede, hvad jeg videre skulle foretage mig.

Jeg fattede da den beslutning at søge tilbage til de tyske linjer, da jeg jo ikke anede, hvad en fornyet tilfangetagelse ville bringe mig af godt eller ondt. Jeg sprang derfor op og stak af over imod den vej, hvor vi var kommet fra. Den fandt jeg også og tog retning ind mod byen.

Fuldstændig skjult af mørket tog jeg det nu ganske roligt, for hvis jeg holdt mig til vejen, måtte jeg da på et eller andet tidspunkt krydse de tyske linjer, hvis der da var nogen endnu. Mørkt var det og næsten uhyggelig roligt, men pludselig lød det ud af mørket: »Halt, wer da?« og frem trådte fra et træ på hver side to mand, som pegede på mig med deres bøsser.

Jeg skyndte mig at råbe til dem: »Nicht schiessen, Kameraden«. Jeg kendte ikke nogen parole, aber »Ihr dürft nicht schiessen!«

Det viste sig, at de var fra Regiment 144, og jeg bad dem vise mig vej tilbage til deres nærmeste kommandopost, og de viste mig så, hvor deres løjtnant boede.

Jeg gik ind til ham og afgav rapport, men han mistroede mig ligeledes, gav mig dog efter nogen parlamentering lov til at blive der natten over for så senere at overveje, hvad han ville foretage sig med mig. Jeg fik anvist en soveplads ved hans tjener, der havde spændt sit teltplan over et par grene i et buskads, så at vi i hvert fald havde tag over hovedet.

Jeg var imidlertid nu godt sulten efter i halvandet døgn hverken at have fået vådt eller tørt, og jeg bad tjeneren om at skaffe mig lidt at spise, men han havde lidt nok til sig selv. Han gik så til løjtnanten og kom tilbage med en stump brød, hvormed jeg kunne stille min værste sult, dertil en slurk kaffe, og det hjalp noget.

DSK-årbøger 1971

22. juli 1918: Frederik Tychsen på vild flugt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Vi løb tværs over markerne, og foreløbig gik det ned ad bakke. Til at begynde var vi en samlet flok af kanonerer; men det varede ikke længe, inden vi var spredt. Der var mange soldater fra de forskellige våbenarter, og alle løb de uden at se sig tilbage. Af og til faldt der en eller flere, men de blev liggende.

Enhver havde nok med at sørge for sig selv. Jeg løb ned efter byen Oeuilly, og da jeg kom ind i byen, stod der en sadlet hest, der havde et sår bag ved venstre forben – en flænge p. ca. 10 cm. Rytteren var formodentlig blevet skudt af hesten.

Jeg fik fat i hesten, svang mig hurtigt op på den, men jeg gav mig ikke tid til at få benene i stigbøjlen, og da jeg klemte hælene ind i siden på hesten, sprang den til i vild galop – og jeg faldt af – Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, ned til korsvejen og ville efter Troissy.

Her kom netop en køkkenvogn i fuld fart. De sad to mand på forvognen og piskede på hestene. På bagvognen var to frie siddepladser. Jeg løb efter vognen håbende på at fa en siddeplads; jeg var lige ved at nå den, men kræfterne slap op, og jeg måtte se på, at den stak af, lige foran næsen af mig.

Derefter svingede jeg ind på marken igen og løb ned efter Marnefloden. Dog bemærkede jeg, at en granat slog ned i køkkenvognen og indhyllede både vognen og hestene i en sort røg. Jeg tænkte straks, at det var godt, at jeg ikke nåede at få plads bag på vognen. Da røgen fortrak sig en lille smule, kom køretøjet igen frem.

Bagvognen var skudt bort, men på forvognen sad de to mand og piskede fremdeles på hestene. Jeg fortsatte, alt hvad jeg kunne, ned mod Marnen. Kammeraterne fra 1/407 så jeg ikke mere til, derimod var der mange andre – infanterister og artillerister samt soldater fra alle andre våbenarter.

Alle løb de, det de kunne, og vi havde alle en fornemmelse, at “de sorte” var lige i hælene på os. Efter en til to timers forløb kom jeg ned til Marnefloden. Her lå sergent Felix Ploschaichik i græsset. Han pustede, så det bogstaveligt peb og fløjtede ud af lungerne på ham. Han var ved at pille sine ordensbånd og 1. kl. af jemkorset af frakken.

Jeg mindes tydeligt, at han sagde: ”Mehr hat Christus nicht gelitten auf Erden, als wir hier leiden mussen, jetzt geh ich in Gefangenschaft!“ (Mere har Kristus ikke lidt på jorden, end vi her må lide, nu går jeg i fangenskab).

Jeg kastede mig ned i græsset ved siden af og sagde, at jeg gik med.

Vi lå nogle minutter i græsset og pustede, men så kom der en trop løbende, og de råbte til os, at vi skulle se at komme bort, for ”de sorte” var henne ved den nærmeste farm. Felix og jeg sprang på benene og fortsatte langs med Marnen i vestlig retning.

Vi ville hen til hovedlandevejen, Leurigny – Chatillon sur Marne, for her vidste vi, at der var slået pontonbro. Men da vi kom derhen, var broen blevet sprængt, og vi stod nu sammen med så mange andre og kunne ikke komme over.

Vi løb videre mod vest, og 3 – 4 km. længere henne var der en løbesti – beregnet kun for fodmandskab – over floden. Den var ganske primitiv, nogle planker, der hvilede på tomme tønder.

Løbestien blev overbelastet, så vi måtte kravle i vandet ude på midten; men med forsigtighed kom vi over. Da vi kom over på den anden side tog vi det med ro og besindighed igen. Vi havde indtryk af, at den værste fare var overstået.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

11. juni 1918 – Hejmdal: Undvegen fra russisk fangenskab

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Sæbekogning i Hjemmet

Ministeren gør opmærksom paa, at det er forbudt at koge Sæbe i Hjemmet, hvilket endnu sker, især paa Landet. Alt Fedtaffald skal tilføres den Raafedtafdeling, som er bleven oprettet af “Krigsudvalget for Olie og Fedt af Dyre- og Planteriget”.

Det mindes tillige om, at det under Straf er forbudt alle Privatfolk at have fedtholdige Vaskemidler.

Undvegen fra russisk Fangenskab

Landmand Hansen fra Stollig ved Aabenraa, der har været i russisk Fangenskab i 2½ Aar, er i Januar Maaned i Aar undvegen fra Fangenskabet og nu ankommen til de tyske Tropper i Waschau.

Han var efter tidligere forgæves Forsøg flygtet sammen med 7 Kammerater, men undervejs var de komne fra hverandre. Hansen blev sammen med én af Kammeraterne paagreben og bragt til Moskva, hvorfra det saa omsider lykkedes ham at flygte igen.

Forpurret Flugt

Forleden Dag saa Skovfoged Wehding fra Møllekjær ved Aabenraa to russiske Fanger snige sig langs med Aarslev Skov. Da de forekom ham mistænkelige, gik han dem i Møde og standsede dem. De to Russere fulgte villige med. De fortalte, at de var undvegne fra Omegnen af Slesvig og allerede havde været undervejs i en halv Snes Dage. De havde villet til Danmark og troede, at de nu var ved den danske Grænse. De havde endnu et lille Stykke Brød hos sig.

Krigens Tilskikkelser

Gaardejer og Kommuneforstander Johan Friedrichsen i Kværs modtog fornylig gennem “Røde Kors” den Meddelse, at hans yngste Søn, Otto, der havde tjent som Skytte ved en Maskingevær-Afdeling, den 27. April var falden i engelsk Fangenskab. Han var bleven saaret i det højre Haandled og i det venstre Ben. Fra hans Troppeafdeling har Forældrene nu faaet tilsendt Jernkorset.

En anden af Friedrichsens Sønner, Lorenz, der stod ved et Infanteri-Regiment, var for kort Tid siden hjemme paa Orlov. Ifølge en Meddelelse fra en Ven af ham har han nu været savnet siden den 28. Maj.

En tredje Søn, Nis, der ligeledes var Infanterist, faldt allerede den 26. September 1915 paa Valpladsen ved Vestfronten.

En fjerde Søn, Johan, rejste i Sommeren 1914 som Købmand til Sibirien. Da han ankom til sit Bestemmelsested, var Fjendtlighederne allerede udbrudte, og han har siden siden da været interneret i Sibirien som Civilfange.

En femte Søn endeligt Heinrich staar som Skytte ved et Maskingevær-Kompagni paa Vestfronten.      

Paa Grund af Brødrationens Nedsættelse

bliver Sukkerrationen foreløbig fordoblet i Flensborg, idet der efter en Bekendtgørelse fra Magistraten i Tiden fra 10. Juni til 7. Juli faas 360 Gram paa hvert Kort.


Fra Felten


I Felten d. 23. 6. 18.

I Haab om at vi maa vende sunde og raske tilbage til vort kære Nordslesvig sendes en hjertelig Hilsen til Venner og Bekendte.

Skytte Hans Møller fra Skovby paa Als.

 

Vilde gerne ad denne Vej sende Venner og Bekendte, hjemme og i Felten, en venlig Hilsen.

Skytte Jens Frederiksen fra Sønderborg.

 

den 4. 7. 1918.

Kære “Hejmdal”!

Bedes om at sende Venner og Bekendte de kærligste Hilsener fra

Peter Buchard fra Stubbæk.

 

I Felten d. 3. 7. 18.

Venner og Bekendte, baade hjemme og i Felten sendes en kærlig Hilsen. Paa et lykkeligt Gensyn!

Johannes Hedelund fra Hjartbro.

 

d 4. Juli 1918.

Hermed sendes Venner og Bekendte i Hjemme og i Felten de hjerteligste Hilsener fra to Nordslesvigere, som har truffet hinanden i et Lasaret.

Martin Nielsen fra Haderslev og Christian Wollesen fra Aabenraa.

 

Faldne

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Krogh fra Bækken ved Graasten er falden. Ligeledes meddeles det, at Karl Andersen fra Genner, der hidtil har været meldt savnet, er falden den 5. August 1917 og at Peter Hansen fra Skovbølling er død den 9. November 1917.

 Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Hans Quorp fra Aabenraa, Underofficer Alfred Andresen fra Aabenraa og Martin Markmann fra Løjtkirkeby let saarede; de to sidstnævnte er forblevne ved deres Troppeafdelinger.

Tilbage fra Fangenskabet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Friedrich v. Essen fra Jægerup vendt tilbage fra Fangenskabet.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Claus Clausen fra Aarø og Gefr. Niels Nielsen fra Hundegade ved Skærbæk vendt tilbage fra Fangenskab.

Bud fra Fangenskabet

Bager Peter Jensen i Haderslev har ifølge “Dv.” i Tirsdags modtaget et Brev fra en Bekendt paa Sjælland, dateret den 2. Juli, der meddeler, at han har modtaget et Brev fra en Dansker, der er vendt hjem fra Rusland, og den hjemvendte Dansker har truffet Bager Jensens Søn, Peter, som har været i russisk Fangenskab siden 20. Oktober 1915, og 2 andre Slesvigere, nemlig Julius Reinick fra Haslev (Haderslev eller Harreslev?) og Hansen fra Ringenæs. Han traf de 3 Slesvigere i Moskva, hvor de var blevne ansatte i en Stentøjsfabrik. De havde det efter Forholdene godt, kun kneb det med Maden, men det gør det for alle i Rusland.

Forfremmede

Den ældste Søn af Redaktør Jessen ved “Apenrader Tageblatt” i Aabenraa, der tjener ved et Artilleri-Regiment ved Vestfronten, er bleven forfremmet til Vice-Vagtmester i Reserven.

Nis Mathiesen, Søn af Nicolai Mathiesen i Nørre-Hostrup ved Rødekro, der tjener ved et Infanteri-Regiment ved Vestfronten, er bleven forfremmet til Gefrejter.

Dekoreret

Walter Tækker, Søn af Snedkermester Tækker i Haderslev, har faaet tildelt Jernkorset. Han fik det ifølge “Schl. Grp.” overrakt paa samme Dag, som hans ældre Broder i Aaret 1915 blev dødelig saaret.

 

(Læs hele Hejmdal fra 11. juni 1918)

10. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen penge eller pakker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Dømt for hjælp til flugt

Landsretten I Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i onsdags blandt andet følgende: For medhjælp til faneflugt stod anklaget mekaniker E. D. Lindberg fra Haderslev og forvalter M. P. Riis fra Tagkær. Lindbergs svoger, der allerede havde været i felten, fattede den beslutning at flygte og bad Lindberg at hjælpe ham. Denne viste svogeren, til hvem der imidlertid havde sluttet sig til en kammerat, der ligeledes vilde flygte, til den medanklagede Riis, der bedre vidste besked ved grænsen, og denne har saa udført det hele, og de to flygtninge er ogsaa komne bort. Lindberg, der er født i Danmark, var senere en dag i Kolding og bad da i et brev Riis om at ledsage hans, Lindbergs, kæreste over grænsen til ham, hvad Riis ogsaa udførte. Begge de anklagede tilstod men Lindberg hævdede, at han ikke havde vidst, at dette var strafbart. Dommen lød for Lindberg paa 1 aars fængsel, medens Riss fik 2 aars fængsel. Lindberg tog straks imod straffen, hvorimod Riis nægtede dette.

En krigsfange i Frankrig, der ikke modtager pakker eller penge!

Gaardejer Grevsen fra Gaaskær ved Bolderslev, der den 25. september 1915 kom i fransk fangenskab, har i den senere tid i sine breve klaget stærkt over, at han ikke modtager pakker hjemmefra; pengeanvisninger modtager han, men pengene bliver ikke udbetalte. Han ligger i Depot Chagnat, par Gerzeit, Puy den Dome, France.

Fortjenstkorset for krigshjælp

er tildelt de konstituerede amtsforstandere Erichsen i Skærbæk, Rafalski i Rødding og Rüsz i Toftlund, den konstituerede kommuneforstander for Aarø, Møller i Øsby samt kommuneforstander Kobbelgaard i Vandling.

Faldne

Skibsmægler Lehmann og hustru i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at deres yngste søn Henning er falden.

Peter Eriksen, eneste søn af enke Kjestine Eriksen i Aabenraa, er falden under de sidste haarde kampe i Flandern, 20½ aar gl.

Fyrbøder Julius Kruse, søn af maskinpasser Kruse i Sønderborg, er falden ved britiske torpedobaades angreb paa tyske handelsdampere ved den hollandske kyst.

Jernbanearbejder Johan Hamann fra Aabenraa er den 29. juli falden i en alder af 30 aar. Han efterlader hustru og to smaa børn. En yngre broder til ham faldt allerede den 11. november 1914.

Enke Christine Schmidt i Haderslev har faaet meddelelse om, at hendes søn Christian er død paa et feltlazaret den 13. juni, 20 aar gl. Der er endnu 2 sønner med i felten; den ene har været 2 aar i russisk fangenskab.

Saarede

Fru Rosenblad i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes mand er forulykket i en fabrik i Køln.

Mejerist M. Gabelgaard fra Endrupskov ved Gram er ved Vestfronten blevet saaret.

C. Beck, søn af P. Beck paa Kalø er den 22. juli bleven saaret og ligger paa “Vereinslazarettet” i Hannover.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Hans Frost fra Sottrup, der tidligere har været savnet, har været i fangenskab siden den 6. september 1914.  

 

20. oktober 1915. Jyllandsposten: Desertører og flygtede russere

Russerne der landede på Ærø.
Om de sex Russere, der kom i Land paa Ærø efter at være undslupne fra tysk Fangenskab, skrives der fra Marstal til “Fyns Tid.”: De sex russiske Flygtninge landede ved Lebymark i Dagningen. De gav sig paa Vandring ind over Øen, og da de kom forbi Gaardejer Rs Hansens Gaard i Bregninge, blev de budt indenfor, kom i tørt Tøj og fik en Kop Kaffe at varme sig paa.
Rs Hansens Søn, der kan tale lidt Tysk, forklarede dem ved Hjælp af et Kort lidt om Situationen paa Fronterne hvad der interesserede dem stærkt.
De var flinke og livlige, intelligente unge Mennesker og øjensynlig meget glade for at være slupne ud af Fangenskabet. De var bleven taget til Fange for et Aar siden ved Przmysl. I begyndelsen havde de været i en Fangelejr i Østerrig, men i Juli kom de på Landarbejde i Lysabild paa Als. Herfra var de undvegne Natten mellem Lørdag og Søndag ved at knuse et Vindue. Søndagen over havde de holdt sig skjult. Søndag Aften fandt de en gammel utæt Baad. De tætnede den saa godt de kunde, ved at holde deres Klædningstykker i Hullet, men under hele Overfarten til Ærø havde maattet øse Baaden med deres Kasketter, og de var drivvaade og forkomne da de nagede i Land.
De fortalte, at de havde mest levet af Kartofler i Tyskland. Brød havde de næsten ikke faaet noget af.
Efter at de havde faaet et godt Maaltid mad, kørte Rs Hansen dem til Marstal. Her er de foreløbig anbragt i Karantæne. Når Karantænetiden er overstaaet, vil de over Kjøbenhavn blive hjemsendt til Rusland.

Syd for Grænsen
Det gaar haardt paa med Indkaldelserne.
Dersom man overalt i Tyskland ved Indkaldelserne gaar lige saa skarpt frem som i Nordslesvig, maa et meget højt Procenttal af dem, der nu tages til Krigstjeneste – rent fysisk set – siges at være et meget ringe Soldatermateriale. En Mængde af de Indkaldte lider af udprægede Hjertefejl, svære Brokskader og Lign.
Folk som tidligere har været vraget 8-10 gange, tages nu rask væk, skriver “Ribe Stiftstidende”.
Medens en Del af de Indkaldte der, for nogle dage siden, skulle møde i Haderslev, stod opstillede paa Øvelsespladsen, besvimede flere af dem, og under Marchen til Banegaarden faldt en død om, ramt af et
Hjerteslag.
Disse Tropper faar nu almindeligvis en Uddannelse i 4-6 Uger og sendes derpaa ud til Fronterne.
Man maa indrømme, at det er uanede tunge Ofre, Befolkningen bringer paa Krigens Alter.

Flugten fra Rædslerne.
For Landretten i Flensborg behandledes forleden ikke mindre end 75 sager angaaende Faneflugt eller forsøg paa at unddrage sig Værnepligten.
Den 19-aarige Tjenestekarl N. Jørgensen af Grarup idømtes 9 Maaneders Fængsel. Han angav som Grund til sit Flugtforsøg, at Soldater, der kom hjem paa Orlov, fortalte saa meget Rædselsfuldt fra Krigsskuepladserne.
Den 23-aarige Nis Jepsen af Varnæs, der var kasseret paa Sessionen, men vidste, at han skulle paa Sessionen igen, havde gjort Forsøg paa at slippe over Grænsen. I Retten paastod han, at han daarligt kunne læse og ikke forstod Tysk, hvilket Statsadvokaten betegnede som forstillelse. Han idømtes 10 Maaneders Fængsel.
Endelig blev Frk. Margrethe Wind af Faarhus i Agerskov Sogn idømt 4 Maaneders Fængsel for at have ledsaget sin Svoger, Gaardejer Stenbæk, der var hjemme paa Orlov, til Grænsen, som det lykkedes ham at komme over.

20. august 1914. Jeppe Østergaard i slaget ved Gumbinnen

Jeppe Østergaard fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste i 5. grenadérregiment på østfronten.

Dagbogen 20—8—1914.

Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov, thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2 timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem.

Snart høres kanontorden i nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.

Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet.

Atter frem. Skjult bag træer og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg: „Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen ca. 100.

Videre frem over åben mark faldt mange i en heftig geværild. En grøft nås, hvor vi hviler et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro.

Lidt senere kommer løjtnant Leopold tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt.

Vor fremgang var bragt til standsning, heftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen. Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført kommandoen.

En tidlang var der vild ophidselse. Artilleriet beskød hinanden gensidigt, artilleriet skød på os, vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort artilleri.

Mod fjendtlig forskanset artilleri er infanteri magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren, ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skrækkelige scener, som jeg vil lade ligge. Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i den ene hånd og geværet i den anden.

Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter, over halvdelen faldne og sårede, deriblandt vor major.

Da artilleriet forfølger os, og dets varer slår ned i rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps angriber nu fjenden i flanken, og han bliver ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt anstrengende march og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen mad fik vi og i to dage intet brød.

Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande. Men over os står stjernehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.

*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års militærtjeneste.

Kosakker
Kosakker beskydes af tysk artilleri