Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.
Vi løb tværs over markerne, og foreløbig gik det ned ad bakke. Til at begynde var vi en samlet flok af kanonerer; men det varede ikke længe, inden vi var spredt. Der var mange soldater fra de forskellige våbenarter, og alle løb de uden at se sig tilbage. Af og til faldt der en eller flere, men de blev liggende.
Enhver havde nok med at sørge for sig selv. Jeg løb ned efter byen Oeuilly, og da jeg kom ind i byen, stod der en sadlet hest, der havde et sår bag ved venstre forben – en flænge p. ca. 10 cm. Rytteren var formodentlig blevet skudt af hesten.
Jeg fik fat i hesten, svang mig hurtigt op på den, men jeg gav mig ikke tid til at få benene i stigbøjlen, og da jeg klemte hælene ind i siden på hesten, sprang den til i vild galop – og jeg faldt af – Jeg løb så alt, hvad jeg kunne, ned til korsvejen og ville efter Troissy.
Her kom netop en køkkenvogn i fuld fart. De sad to mand på forvognen og piskede på hestene. På bagvognen var to frie siddepladser. Jeg løb efter vognen håbende på at fa en siddeplads; jeg var lige ved at nå den, men kræfterne slap op, og jeg måtte se på, at den stak af, lige foran næsen af mig.
Derefter svingede jeg ind på marken igen og løb ned efter Marnefloden. Dog bemærkede jeg, at en granat slog ned i køkkenvognen og indhyllede både vognen og hestene i en sort røg. Jeg tænkte straks, at det var godt, at jeg ikke nåede at få plads bag på vognen. Da røgen fortrak sig en lille smule, kom køretøjet igen frem.
Bagvognen var skudt bort, men på forvognen sad de to mand og piskede fremdeles på hestene. Jeg fortsatte, alt hvad jeg kunne, ned mod Marnen. Kammeraterne fra 1/407 så jeg ikke mere til, derimod var der mange andre – infanterister og artillerister samt soldater fra alle andre våbenarter.
Alle løb de, det de kunne, og vi havde alle en fornemmelse, at “de sorte” var lige i hælene på os. Efter en til to timers forløb kom jeg ned til Marnefloden. Her lå sergent Felix Ploschaichik i græsset. Han pustede, så det bogstaveligt peb og fløjtede ud af lungerne på ham. Han var ved at pille sine ordensbånd og 1. kl. af jemkorset af frakken.
Jeg mindes tydeligt, at han sagde: ”Mehr hat Christus nicht gelitten auf Erden, als wir hier leiden mussen, jetzt geh ich in Gefangenschaft!“ (Mere har Kristus ikke lidt på jorden, end vi her må lide, nu går jeg i fangenskab).
Jeg kastede mig ned i græsset ved siden af og sagde, at jeg gik med.
Vi lå nogle minutter i græsset og pustede, men så kom der en trop løbende, og de råbte til os, at vi skulle se at komme bort, for ”de sorte” var henne ved den nærmeste farm. Felix og jeg sprang på benene og fortsatte langs med Marnen i vestlig retning.
Vi ville hen til hovedlandevejen, Leurigny – Chatillon sur Marne, for her vidste vi, at der var slået pontonbro. Men da vi kom derhen, var broen blevet sprængt, og vi stod nu sammen med så mange andre og kunne ikke komme over.
Vi løb videre mod vest, og 3 – 4 km. længere henne var der en løbesti – beregnet kun for fodmandskab – over floden. Den var ganske primitiv, nogle planker, der hvilede på tomme tønder.
Løbestien blev overbelastet, så vi måtte kravle i vandet ude på midten; men med forsigtighed kom vi over. Da vi kom over på den anden side tog vi det med ro og besindighed igen. Vi havde indtryk af, at den værste fare var overstået.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.
Thomas Holm, Bolderslev, gjorde tjeneste ved et MG-kompagni
Min Soldatertid begyndte den 12. Marts 1916, da jeg blev indkaldt til Dragonerne. Da jeg engang havde været hjemme paa Orlov og kom tilbage, var mine Kammerater alle kommet til Fronten.
Sammen med tre Kammerater meldte jeg mig da til Uddannelse ved de tunge Maskingeværer. Vi blev uddannet i Potsdam, og derfra kom vi til Fronten i Rumænien. I Foraar et 1917 blev vi overført til Vestfronten og blev her tildelt et Batteri Felthaubitser (Nr. 229 fra Trier), som laa i Frontafsnittet ved Marnefloden.
Batteriet var placeret i en Dalslugt. Mine Kammerater og jeg blev beordret længere frem mod de fjendtlige Stillinger med vort Maskingevær, og Frontlivet gik sin vante Gang.
Den 18. Juli 1918 begyndte Franskmændene Klokken fire om Morgenen med en voldsom Trommeild. Det varede ikke længe, før vort Infanteri kom tilbage fra de forreste Linier, uden Vaaben og halvt paaklædt.
Vi fik omgaaende Ordre til at gøre Maskingeværet skudklart, og kort efter kom vi i Aktivitet. Skuddene rasede gennem Løbet, saa det næsten var gloende, Vandet dampede ud af Vandafkølingen. Min Sidemand blev saaret i højre Haandled.
Vore Modstandere, de sorte, stormede frem. Der var ikke Tid til at skifte Løbet paa Maskingeværet. Vi skød, saa længe vi kunde. Saa rev jeg Laasen ud af Geværet, og vi løb tilbage.
Da vi kom tilbage til Batteriet, trykkede man os nogle Haandgranater i Haanden, men der var faktisk intet at stille op. Der var kun to Ting at gøre, enten at løbe tilbage eller lade sig tage til Fange.
Jeg smed det hele og løb tilbage, saa hurtigt jeg kunde. De fleste af mine Kammerater blev staaende og blev taget til Fange. De haardtsaarede maatte naturligvis blive, hvor de var. De laa jamrende og klagende rundt omkring, og imellem dem laa dræbte Heste.
Medens jeg løb tilbage, blev jeg saaret af en Granatsplint, men jeg kunde dog fortsætte mit Løb. Omsider naaede jeg dog tilbage til et Sted, hvor jeg kunde blive forbundet. Herfra transporteredes jeg i en Ambulance videre til et Feltlazaret.
Den næste Dag blev vi bragt til den nær meste Station, hvor der holdt et Lazarettog parat. I det kørtes vi til Køln.
Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.
16.7.
Vi har så ryddet op i Stilling og er igen i vort Kvarter. Det er forfærdelig varmt her, næsten ikke til at holde ud. Under Arbejdet derude løb vi langvejs efter Vand i Kogekar og Feltflasker for at slukke Tørsten.
En Flok sorte Fanger, som opholdt sig ved Siden af os, mens vi en Gang skubbedes for at få en Slurk Vand, rakte os deres Feltflasker, for at vi kunne drikke af dem.
Jeg tog imod en, trak Proppen af, og gjorde Negeren forståeligt, at han skulle drikke først. Der kunne jo vare Lumskeri med i Spillet. Han drak sig en Slurk og gav mig Flasken igen.
De andre Negre havde straks forstået Meningen og drak alle af deres Flasker for at overbevise os om, at Drikken var god nok. Det var den også, den var udmærket. Den smagte som af Salmiak eller Pebermyntepastiller og læskede udmærket. Der blev sikkert ikke levned ret meget til dem selv.
Det går hårdt til forude ved Marnefloden. På nogle Punkter skal vore Stormtropper have været over Floden, men er bleven slået tilbage igen. (Ifølge senere Beretninger druknede de allesammen.)
Til højre og venstre for os er de gået et godt Stykke frem, men lige foran os er Fjenden slet ikke til at rokke. Et par Elsas-Lothringer forsvandt fra deres Kompagni den 12. om Aftenen, og det antoges, at de var gået over til Fjenden.
Angrebet blev da, fremskyndet med tre Dage, da det frygtedes, at de ville forråde Planerne. Men også gennem deres natlige Indbrud i vor Stilling har de kunnet få Kendskab til vort Foretagende.
For at de ikke skulle få Tid til at fremskaffe Forstærkning blev altså Angrebet fremskyndet. Men de var forberedt som ingen Sinde før. Alt deres Artilleri var bleven omplaceret, Infanteriet var bragt i Sikkerhed og vi havde bombarderet tomme Stillinger. Da så vort Angreb satte ind, havde de alt og alle i Behold til at tage imod os.
Et Infanteriregiment som gik frem fra det Sted, hvor vi var, blev i Morges afløst af et frisk Regiment. De kom tilbage mens vi endnu var derude.
Vi talte om, at Kompagnierne var bleven lidt små under Udflugten, men så oplyste de os om, at det vi antog for at være Kompagnier, var Batallioner. Der var vistnok kun mellem 200 og 300 Mand med i det samlede Regiment. Resten var dræbte, sårede eller taget til fange.
Og disse 200-300 Mand, hvor så de ud. Gustne og blege var de. Deres Klæder var tilsølede og forrevne. Mange blødte af mindre Sår, som der ikke var Forbindsstof til. Andre havde Bind om Hovedet, en Arm eller et Ben. ”Das ist die Hölle da drauseen” var det eneste vi kunne få at vide af dem. (Det er Helvede derude) Ikke et Ord andet om Forholdene derude.
Og mon der kan være værre i Helvede? Selv nu, efter at de var bleven afløste og var kommen uden for den egentlige Kampzone, fortalte deres Udtryk og Udseende mere end Ord om den Spænding og de Lidelser, som de i dette ene Døgn havde gennemgået. Trætte og sløve uden at danne nogen egentlig Formation slæbte de sig tilbage, bort fra dette Helvede.
Jeg har ikke før set Soldater så medtagne til Legeme og Sjæl, som disse få, der udgjorde Resterne af et Regiment efter 24 Timers Kamp. Men jeg ved, at dette ikke er et enestående Tilfælde.
I Argonnerskoven, ved Verdun, Hartmansveilerkopf og mange andre Steder på Vestfronten er Gang på Gang Regiment efter Regiment jaget frem til Storm og er bleven mejet ned for Fode. Og de få, som har overlevet et sådant Helvede kan ikke selv forstå, at de er sluppen levende fra det.
Hidtil er alle Angreb gået glat, men dette her glipper. Det begynder nu at knibe allevegne. Vi skal i Overmorgen tidlig pa Rejse igen til Lille og Flandern. Der er Offensiven også gået i Stå, og Englænderne presser på med stor Kraft, så vi får nok en varm Tur igen.
(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)
Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.
15.7. Kl. 5,15 Morgen.
Oh, hvor er verden dog en Jammerdal. Folk rejser sig imod Folk, og Mennesker stræber hinanden efter Livet. I tusindvis har sikkert mistet livet i denne Morgenstund. Andre er bleven såret og lemlæstet, og mange, mange flere vil lide samme Skæbne før Solen går ned. Jorden er bleven et Helvede.
I Går Middag måtte jeg afsted ud i Stilling, og at det ikke er helt roligt her opdagede jeg ret hurtigt.
Et Sted lå tre dræbte Infanterister og andre lå enkeltvis langs i Graven, som jeg passerede. Fjenden har været ret hård i de sidste Dage, siges der. De har skudt livligt om Dagen, og om Natten har de lavet regelret Trommeild, ledsaget af mindre Angreb pa vore Stillinger.
Under disse Angreb er ikke så få Infanterister bleven dræbt, ikke ved Skud, men ved Ha[l]soverskæring og lignende. Og det er ikke Negre, men rigtige Franskmænd, som har forøvet det. Måske er det kun Propaganda, men vi er opfordret til at tage Hævn over Niddingerne.
Kl. 1 begyndte Trommeilden og Kl. 5 gik Infanteriet frem.
Der er givet Ordre til at skyde alle ned. Der må ikke gives Pardon hverken til Høje eller lave, hverken til Sorte eller hvide, og hverken til Mænd med Våben eller Våbenløse. Det er ikke Krig længere, det er Myrderi.
Dog tror jeg ikke at vort Infanteri vil være med til at myrde sårede eller våbenløse Fjender. De er alle trætte af Myrderiet og et Regiment blev for et par Page Siden forflyttet på Grund af Mytteri. De ville være til at holde den nuværende Stilling, men nægtede rent ud at gå med til Angreb.
Under Trommeilden skete et par Uheld. (Sligt regnes kun for Uheld under dette Massemyrderi) Vi står her i anden Grav med vore M.W., og første er 100 til 150 Meter foran os. Ovenfor denne stod en Flok Infanterister og betragtede Skydningen. Da gik en 100 kg Mine fra en af vore M.W. ned midt i Flokken, så de røg til alle sider. Straks efter begyndte de uskadte og andre Folk fra graven at hjælpe de sårede, da røg endnu en Mine ned i Flokken.
Jeg stod begge Gange og så hvad der skete og straks første Gang blev en Mand sendt hen til Afdelingen med Melding om det Skete! Anden Gang gik vor Underofficer selv derhen.
Vi troede jo, at Minekasteren havde forskubbet sig, uden at de havde bemærket det. Dette var dog ikke Tilfældet, så det må vistnok have været Drivladningerne som har svigtet. Kort efter sprang samme M.W. i Luften, da Minen slet ikke kom ud af Røret ved Affyringen enten har den Kasse Drivladninger ikke Duet, eller også har de haft Sand og Skidt i Røret.
I min Afdeling er det altid min Bestilling at bære Miner til. En Mand tager Kurven af og renser Minen med Tvist. Jeg tager den så på Skulderen, hvorefter han renser den godt forneden og under Bunden. Jeg bærer den hen til Minekasteren og når alt er klar dertil, lader jeg den glide i Røret. En Mand skruer Tændrøret på og en anden gør klar til Affyring.
Heldigvis kom der ingen til Skade af Eksplosionen, da de alle, som vi altid skal være, var gået i Dækning. Jeg var netop ved at lade en Mine glide i Røret, da Eksplosionen skete.
Der er kun ca 30 m Afstand mellem den og os, og i oprejst Stilling står vi med Hovedet ovenfor Dækning til Siderne da den opgravede Jord er lagt op foran Hullet, for at have Dækning Imod Fjenden.
Lufttrykket om mit Hovede var så voldsom, så jeg troede, at også det ville eksplodere, men det holdt. Galt er det altid sådan en Trommeild, da Ørerne bliver overpressede, så man tilsidst ikke kan skelne de enkelte Lyde og al Tale lyder bare Summen og Brummen.
Ovenpå denne Omgang er det helt galt. Det er som om der er 3-4 Atmosfærers Tryk inde i Hovedet og Hørelsen er lig Nul. Dog er jeg Klar over, at Trommehinderne har holdt, men det er mig umuligt at forstå, hvad der siges til mig. Der er et kraftig brusende Vandfald for mine Øren, jeg kan høre, at der tales, men kan ikke forstå noget af det.
Så vidt jeg kan mærke skyder Franskmændene ikke ret meget, dog kommer der af og til en Drønert, så hele Buden her ryster. Den star ellers godt, da der er godt 30 Trappetrin ned fra Gravbunden. Når det bliver lidt roligere skal vi til at rydde op her i Stillingen.
Hvordan det star til forude, ved leg ikke, da jeg ikke har Lyst til at være nysgerrig i dag.
(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1914-18)
Bladet har modtaget følgende: Vagt- og Forposthunden skal sammen med sin Herre først og fremmest sørge for, at Terrænet renses for lyssky Elementer. Den medgives Hovedsagelig Krigspolitigruppen, det vil sige Feltgendarmerne, hvis Opgave under Krigen er dobbelt vanskelig, thi det drejer sig her i første Linje om Opbringelsen af den aldrig hvilende og aldrig manglende Spionering.
Forposthunden ledsager sin fører til Lytteposten. Hunden gaar sammen med Føreren eller kredser om ham i den mørke Nat, den ledsager Strejfpatrouiller eller saakaldte Stødafdelinger paa deres Opklaringsveje med [s]ine den menneskeliqe Sans langt overegne Sanser, og lugter og iagttager fjenden. allerede inden han har nogen Anelse om det farlige Møde.
Ved Krigens Begyndelse forekom det tit, at fremskudte Forposter blev stukne ned af farvede fjendtlige Hjælpetropper, som sneg sig frem. I et Opraab siger derfor 4. Garderegiments Udfyldningsbataillon:
Intet elektrisk eller optisk Apparat formaar paa Opklarernes langt fremskudte Post at erstatte en Vagthund. Sikringsmandskabet maa i de fremskudte Grave som Lyttepost paa anstrengende og opofrende Maade sørge for deres Kammeraters Sikkerhed. Men til Trods for at disse brave anstrenger deres Sanser af alle Kræfter, lykkedes det dog mangen en Gang for Fjenden i mørke Nætter, i de flanderske Lavningers uigennemtrængelige Taage og i Ruslands Sumpegne at overfalde vore Forposter og slaa dem ned. Lig en Slange kryber den aalglatte Hindu og den dyriske Senegalneger bagfra hen til vore intetanende Forposter; et Stød med den lange Kniv, og uden en Lyd synker den brave sammen. Her kan Forposthunden yde uvurderlige Tjenester.
Send derfor Hunde til Fronten. Særlig egnede dertil er de tyske Hønsehunde, Hyrdehunden, Doberman, og i det hele taget alle Hunde med skarpe Sanser. Hvem der ikke har en passende Hund til Raadighed, kan støtte Sagen ved ar indmelde sig i den nordslesvigsk Afdeling af tyske Forening for Sanitetshunde.
Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der i september blev indsat ved Verdun og lidt over en uge senere i slaget ved Somme.
Hannecourt ved Sommefronten, 29/9 1916
Kære forældre og Kalle! Sluppet uskadt fra Sommeslaget er jeg nu på til etapen for at finde kvarter til I. Bataljon. Igen var det forfærdelige dage. Vi lå i forsvar og opgav at forsvarer landsbyen Combles, d. 25/9 måtte vi rømme og også enkelte stillinger som blev udsat for for voldsomme franske angreb. Hvor hårdt det er at forsvare, vil jeg kort forsøge at skildre for jer.
Kort over slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog med indtegning af det område, han var indsat i september 1916 (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Den 26. sept. havde vi trukket os 50 m bagud til en tilbageliggende skyttegrav, hvor vi gravede os ned med maskingeværet og fik befaling at modstå alle franske angreb og ubetinget holde stillingen. Natten var forholdsmæssig rolig. Vores gevær lå skudklart, der var hele tiden to mand på vagt. Vi fem andre af mandskabet lå i et jordhul i skyttegravsvæggen. Jeg kunne ikke sove trods de to sidste dages anstrengelser.
– Morgenen grånede -Hvad ville dagen bringe? Time efter time gik. Dødsens stilhed lå over den store ligmark, det var stilhed for stormen. Enkelte kamerater døsede, lænet mod skyttegravsmuren, andre røg tænksomt deres cigaretter.
Kl. 10 om formiddagen – rasende trommeild på vores skyttegrav, svære 30 cm granater direkte i og ved skyttegraven, som slet ikke er mere. Helvede har åbnet sig, intet at se for krudtrøg, jorden kastes højt op i luften af granaterne og falder ned på os. Beskydningen bliver stadig vildere, til højre og venstre, foran og bag vores kummerlige dækningsrum, der allerede er blevet trykket ind af en granat af mindste kaliber, slår svære, buldrende granater ned. Pludselig hører jeg stønnen. Vores vagtpost, Gustaf Offermann, vores “Moppie” ligger blodoversprøjtet i skyttegraven. En granatsplint af håndslængde sidder i hans lunge. Ham kan ingen mere hjælpe. Han raller, dybere og dybere, øjnene er stivnede. Adressen på hans brud i Osnabrück, Bierstrasse har jeg. – Tre mand slæber ham ud af skyttegraven til det første og bedste granathul. Der bliver han liggende.
En ny vagtpost bliver sendt ud, til højre og venstre for os er de fleste døde eller levende begravet. Begge de sårede er forsvundet bagud. O, hvis man bare man blev letsåret, et “Heimatsschuss”.
Luftfoto af slagmarken ved Somme fra Christian Campradts scrapbog (Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Stormen, trommeilden naturligvis, bliver hele tiden værre, det er orkan, og ikke længere til at holde ud. Vi par mennesker sidder tavse og stumme og venter. – Kl. 12 middag. Beskydningen forstummer som ved et slag, alt som endnu lever springer op, det er få, bittert få. “Franskmanden kommer” bliver der råbt over alt. Alle springer til geværet. Dér kommer række efter række af franskmænd med blinkende bajonetter, 6 rækker er der, den første 80 m herfra. Vores gevær fyrer løs, det skyder og skyder og strejker ikke, den trofaste ting: derover falder de, går i stå, springer frem, flere bliver liggende. Stormangrebet standser, det standser! De overlevende løber tilbage, mange er blevet indhentet af maskingeværkugler: skyttegraven er blevet holdt! Angrebet er slået tilbage!!
Dødsens stille her og derover! Hvad sker nu? Vil de komme igen med forstærkning? – De forbliver i ro! Jeg ser hen til dækningsrummet, der ligger den anden vagt op ad væggen med et lille hul i panden, død. Det var Lückmann fra Ostfriesland. Af mandskabet, fem mand og en leder var to døde, og Hansen-Lassen fra Ostenfeld ved Husum, som er let såret i højre hånd og venstre tinding, er gået tilbage. Han var glad og tog kort afsked. Hvad bliver der af os sidste? Tankerne løber, på engang gennemløber man det hele;
Henimod kl. 2.15 begynder trommeilden påny, som aldrig før. Jeg arbejder mig ud af stolle-rammen, skal skaffe forbindelse til resten af kompagniet. Løber snublende 100 m til højre, 100 m til venstre, ingen levende længere, død, forfærdelig lemlæstet. Vi tre mand er alene med maskingerværet. – Kl. 4 stopper det. Et nyt angreb, fire bølger sorte! Geværet fungerer stadig. På afstand 1000 m skyder vi løs, når bare geværet holder, hvad så? Vi tænker ikke længere på noget. Djævlen har grebet os!
Angrebet mislykkes igen, de sorte bølger flyder tilbage, for anden gang. Vi ved ikke hvad vi gør. Vores skytte, Felten fra Honnef ved Rhinen, klapper geværet, som var det et menneske, eller hans kæreste på jorden. Efter et par minutter begynder den rasende beskydning igen, var det blot lykkeligt overstået, det var utænkeligt at komme igennem. Jeg ved ikke, hvad der mere skete, henmod kl. 6 skubber Felten til mig. Campradt, Angreb! – De sorte er næsten allerede henne ved geværet, blot sekunder og vi har bajonetten eller dolken i struben. Jeg skyder selv, bremsen snurrer igen; bestryge kan jeg ikke længere, håndhjulet har en granatsplint bøjet, man kan ikke dreje det længere. Et grusomt billede: Ikke en falder, men dusin efter dusin; lykkes det igen? jeg skyder og skyder, ellers er alt tabt! Det lykkes, men det franske artilleri har fået øje på os, vi får en granat i fjæsset, man mærker det ikke, kun skyde, skyde!
– Et knald, et slag, ild, vi flyver bagud, tæt ved os slå en granat ned! Efter et par sekunder kommer jeg til mig selv, ved siden af mig ligger Felten uden hovedskald, ukendelig, sort, død – den tredje! – Den sidste, Gefreiter Willy Röwekampf fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück har et lille kødsår i låret. Hele min jakke er fuld af blod, men jeg er ikke såret. Den tyske spærreild har sat ind.
Det 3. angreb er slået tilbage. Jeg tumler hen til geværet, det kan ikke længere, det glødende løb har sat sig fast. Roligt, uhyggeligt roligt er der blevet. I den lumrer aften glider lig- og blodstanken sammen med krudt- og tågestanken hen over hullerne. Jeg har forbundet min sidste kammerat, Röwekamp fra Mentrup-Hagen ved Osnabrück, han kan gå og vi går fuldstændig uforstyrret tilbage. I landsbyen Sally ligger Bataljonsstaben. Jeg meddelere Kaptajn von Reden: af 5. maskingevær fra Infanteri regiment 368´s 1. kompagni er tre mand døde, to sårede, og jeg som den sidste på vej til forbindingspladsen med en såret. Han kan intet sige, tårerne står ham i øjnene. Jeg kunne “rende” til landsbyen Fins! Natten til den 29. sept. bliver der afløst. Af mit kompagni var 34 mand tilbage.
Nu er jeg sendt forud af bataljonen for at finde kvarter og er igen menneske! Nu har jeg alle mulige ønsker: Strømper og fodlapper, en barberkniv! Mad behøver I ikke sende. Adressen er den samme I/368.
(Oversat efter brev i Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Frisør Christian Campradt fra Haderslev blev indkaldt i 1915, og kom i 1916 til Infanterie-Regiment nr. 368, der midt i september blev indsat ved Verdun.
Fredag d. 15. sept. 16.
Kære Forældre og brødre! Endelig kan jeg give et livstegn fra mig. Vi var ved Verdun. Vores Stilling var i Souville-Slugten. Det var seks forfærdelige Dage. Levede kun af kiks og vores “Jernportion”. Levnedsmidler kunne ikke bringes gennem den forfærdelige spærreild. Man krøb fra granathul til granathul til man nåede fjenden. I dagens løb kunne man overhovedet ikke røre på sig. Fra højderne kan franskmændene næsten se ned i hvert eneste hul.
Døde ligger der mange af og bliver ikke begravet, i mange huller to-tre døde i skrækkelige stillinger. Mellem dem søger man dækning og venter på hvad der sker. Granater hyler og slå ned tæt ved. Kun ved et vidunder slipper nogen uskadt derfra, deriblandt også mig. Også vi har lidt store tab. Mange kammerat og venner har vi måtte efterlade, mange er sårede, hårdt og let, manger er forsvundet, død eller i fangenskab. Men franskmændene har også enorme tab.
Et smukt billede havde vi om morgenen den 10. d.m. Af et granathul steg franske sanitetssoldater, foran sig bar de genferflaget og samlede de sårede. I en halv time skød vi ikke. Men vores bårebærer vovede sig ikke frem. De blev beskudt. Foran os lå rigsfranske, det 220. regiment. Men til højre for os var der sorte. De har alle mulige mordinstrumenter og hos dem er man fortabt. Men vi viser heller ingen nåede overfor dem.
Den første aften gik vores frem til storm. Men på grund af forfærdelig maskingevær- og geværild blev vi holdt nede. Havde mange tab. Men sådan går det også franskmændene. Han gjorde flere gange forsøg på angreb, men blev altid holdt nede og med store tab.
Kære forældre, jeg havde de værste forestillinger om Verdun, men ikke så skrækkelig. Natten mellem d. 12. og 13. blev vi afløst. Det gik tilbage gennem den voldsomme spærreild i rasende løb. – 4 Kilometer. Og mange som allerede glædede sig over at være kommet ud, måtte tro om. Kære forældre! tag det ikke så tungt.
Om vi skal tilbage igen, ved jeg ikke. Vi ligger nu 25 km bag fronten. Det bliver snart meget koldt. Sidste nat kunne jeg ikke skrive det hele, det var mig imod at tænke på det, for det er ikke krig, det er massemord.
(Brev oversat fra tysk, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)
Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.
Det var ikke morsomt for Stache. Her havde han siddet i Maanedsvis som en Edderkop i sit Spind og skrabet Ammunition til sig fra alle Kanter, havde ordnet de forskellige Kalibre og gjort alt, for at der altid kunde være rigelig Forsyning ved Fronten, og nu var disse Depoter, som havde været hans professionelle Stolthed, med ét blevet en Byrde og en Aarsag til mangfoldige Bekymringer.
Det var vanskeligt at skaffe det nødvendige Antal Bærere, og i de følgende Dage saa jeg ofte Stache staa og spejde imod Vest mod det Punkt i Landskabet, hvor Bærerkolonnerne plejede at komme til Syne. —
Englænderne kan ikke være langt borte, mente Stache en af de første Dage i August Maaned, og vi andre var af samme Mening. Paa den lille Stump af Centralbanen, der endnu var i Tyskernes Besiddelse, var der en stadig stigende Trafik af Tropper, der blev sendt fra Vest til Øst og omvendt for at være med i Angreb eller for at tilbageslaa Angreb under de haarde Tilbagetogskampe fra Kondoa-Irangi-Stillingen.
Baade de Hvides og Askariernes Uniformer var medtaget af Tilbagetoget, falmede og forrevne, og heller ikke Mændene saa ud til at være sluppet skadesløse fra det, selv om de havde Livet i Behold.
Det store Tilbagetog fra Taveta-Fronten midt i Regntiden havde præget de hvide Mænd. Næsten hvert eneste Ansigt fortalte om Malariafeberens Hærgen. Selv talte de kun lidt, og ofte holdt Togene ikke engang paa Stationen, men kørte blot langsomt forbi, og vi saa et Glimt af alvorlige sorte og hvide Ansigter, der hurtigt defilerede forbi os og forsvandt.
Naar Togene holdt, og vi kom i Snak med de hvide Mænd, var de som Regel ikke videre veltalende. Om Slaget ved Kondoa-Irangi talte de med tydeligt Ubehag.
Vi vidste ikke, at der havde staaet Slag dér, som man benævnede saadan. Jo, de nikkede, alvorligt, en forfærdelig Kamp havde det været i Krat og Urskov med Hundreder af døde og saarede paa begge Sider. Der havde været skaanselsløs Nærkamp, hvor der ikke blev givet Pardon. Nu var det, ligesom man var blevet enige om at undgaa den Slags Sammenstød, der gjorde Negersoldaterne helt vilde.
Vi saa paa de sorte Soldater, der sad roligt og taalmodige paa Hug i de aabne Godsvogne, der førte dem fra Front til Front. Paa deres alvorlige og mandige Ansigter var ingen Vildskab at læse og slet ingen Panik, som man skulde tro, de langvarige Tilbagetogskampe, der førte dem langt bort fra deres Stammers Bosted, maatte skabe.
— De véd, at vi gaar tilbage, forklarede Officererne, men de bærer det roligt. De har vundet de fleste af de mindre Fægtninger, og det er nok for dem. Strategi giver de Pokker i, og de stoler blindt paa Generalen.
Men som Dagene gik, kom Fronten nærmere. Nu og da fik vi Besøg af Folk, der kom lige derfra eller skulde videre paa en lang, anstrengende March.
— Det er et Helvede, sagde disse Mænd, vi kan ikke marchere om Kap med deres Rytteri. De slaas som Djævle og er ligeglad med Tabene.
Stache blev nervøs. Han satte Fart i Bærerkolonnernes Førere og ansøgte i Øst og Vest om flere Bærere. Han shanghajede Bærere, som han faldt over, og han var rede til at begaa Forbrydelser for at faa Bærere.
For Resten havde han en sjælden Maade at omgaas disse sorte Lastdragere paa, og de holdt af ham, saa snart de havde set ham dirigere Arbejdet et Øjeblik. Han holdt ogsaa af dem. Jeg har set ham fare op i næsten vanvittigt Raseri, da han ved en Lejlighed saa en Bærer blive daarligt behandlet af Soldater.
Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.
Formiddagen den 11. juli gik nogenlunde. Men hen mod middag begyndte det franske artilleri og minekasterne deres virksomhed.
Igen steg de store, sorte fugle op i luften, denne gang i skarer, og slog ned med død og tilintetgørelse. Tunge haubitsere og kanoner supplerede deres arbejde. Snart satte også det lette artilleri massivt ind, og nu steg ilden til den vildeste trommeild.
En kort tid holdt den op, lige som en borende smerte i kroppen kan holde op en tid for så at vende tilbage med fornyet kraft.
Nedslagene faldt så tæt som hagl. Højt og tæt hvirvlede den brune jord op, det var, som om jordoverfladen vandrede. Ilden dækker hele regimentsafsnittet, værst hamrer det ned på midten og den venstre fløj på kompagnierne 11., 1. og 3. Uden beskyttelse er füsiliererne prisgivet dens rasen i den åbne skyttegrav.
Først prøver de på at undvige minerne og de stærkeste ildkoncentrationer, dog kun for en kort tid. Snart er skyttegraven skudt sammen over længere strækninger. Døde og sårede hober sig op og spærrer for enhver færdsel. Først farer sygehjælperne afsted gennem graven, men snart kan de ikke længere komme frem, også selv om råbet gjalder nok så smerteligt og indtrængende.
Sådan bliver kompagnierne revet op i isolerede smågrupper. I de endnu ubeskadigede dele af graven kryber füsiliererne sammen og venter vredt på deres skæbne. Deres våben, det bedste, de endnu har tilbage, pakker de ind i regnslaget eller frakken for at beskytte det mod de uopholdeligt nedfaldende jordmasser, og for at have det klar til gengældelsens time.
Kl. 2.30 eftermiddag træder franskmændene an til angreb ud af Belloy mod 11., 1. og 3. kompagnis afsnit efter kraftig ildforøgelse. De rykker frem i 3 bølger i god orden. Trods deres svære tab reagerer kompagnierne straks på angrebet, røde lyskugler sendes i luften, vort artilleri sætter ind og holder reserverne nede i gravene, infanteri- og maskingeværild jager angriberne tilbage igen.
Artilleriilden bliver svagere, men franskmanden har ikke tabt modet.
Kl. 5.30 eftermiddag, tager den fjendtlige ild til igen, stiger hastigt til trommeild. En halv time raser det hen over de ulykkelige grave.
Kort efter kl. 6 bryder fjenden, denne gang i tætte formationer, ud af Belloy. Kompagnierne har haft nye og svære tab, men alligevel knuses angrebet igen af deres velrettede ild.
Men frygteligt ser det ud i skyttegravene. Særligt ved 1. og 3. kompagni. Ved det sidstnævnte er to tredjedele af graven jævnet.
Døde og levende ligger begravet nedenunder, fødder og hænder rager gyseligt op. De sårede gisper, stønner og skriger på hjælp, som alligevel ikke kan bringes ud til dem, før mørket falder på. De to kompagnier beder om afløsning. Ved mørkets frembrud bliver 2. og 4. kompagni sendt på vej, men endnu en tredje svær prøvelse skal bestås.
Kort efter kl. 10 begynder pludseligt igen en vild trommeild, denne gang blandet med gasgranater. Kl. 11 – solen går dér senere ned end hos os – vælter fjenden for tredje gang i tætte sværme ud fra Belloy for dog at gennemtvinge et godt resultat. Nu er der sorte iblandt, syngende stormer de frem.
Ved opbydelsen af de sidste kræfter kan kompagnierne standse dem. Tæt foran deres front bryder angrebet sammen med store tab for fjenden. Nogle sorte, som er trængt ind i et stykke af 1. kompagnis grav bliver smidt ud igen ved hjælp af håndgranater, derved falder føreren af 1. kompagni, den brave premierløjtnant Hansen, skudt af en sort slyngel, der allerede havde overgivet sig.
Således havde 1., 11. og 3. kompagni under den sværeste ild uden videre bragt tre franske angreb til at mislykkes. Men med hvilke ofre var denne sejr købt!
1. kompagni havde 24 døde, 67 sårede og 30 savnede; 3. kompagni 37 døde og 107 sårede, det var to tredjedele af kompagniet. Men også de øvrige frontkompagnier havde lidt slemt. Også reservekompagniernes tab var ret store, da fjenden havde skudt dybt ind i terrænet bagude. I Berny faldt føreren af 13. kompagni, løjtnant Festesen.
I alt kostede denne dag regimentet 107 døde, derunder 3 officerer og 380 sårede. 1. og 3. kompagni var ikke længere kampdygtige, de blev om natten afløst af 2. og 4. kompagni.
Den korte nat bragte ingen ro, de sårede skulle bringes tilbage, det var alt, hvad der var kræfter til, for straks efter midnat sattes der igen ind med stærk artilleri- og mineild på III bataljon og den højre fløj af I bataljon. Igen følelige tab.
I det første morgengry kl. 3,30 fulgte efter en stærk ildforøgelse foran fronten ved 1. kompagni et fjerde, svagere angreb, netop under afløsningen. Det blev som de foregående afvist.
Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Pludselig kom et Par Franskmænd og stødte til os med Bajonetten og gjorde os forstaaeligt, at vi skulde følge dem over i deres Skyttegrav. Lige foran os slog vore Granater ned, og Krudtrøgen steg til Vejrs som en høj, uigennemtrængelig Mur, og dér skulde vi igennem. Det har været en af mine uhyggeligste Fornemmelser saadan at løbe hjælpeløs i vor egen Artilleriild. Halvt vanvittig og som et jaget Dyr styrtede jeg fra det ene Granathul til det andet.
Lige som vi skulde til at springe ned i den fjendtlige Skyttegrav, aabnede de franske Senegalnegre en morderisk Geværild mod os. En vild Panik opstod, og vi flygtede alle til højre, forfulgt af en vanvittig Kugleregn. Her faldt Thomas Petersen og Nis Abrahamsen.
Lidt længere fremme sprang vi ned i Graven. Jeg var en af de sidste, og det blev mig befalet at tage en af de saarede Negre paa Ryggen og bære ham hen, hvor han kunde blive forbundet. Han var haardt saaret i Hovedet. Blodet løb ham ud af Næse og Mund og ned ad min Ryg.
Saa kom vi hen, hvor Graven var fuld af disse Sydens vilde Sønner, mest Negre og Turkos. De var rasende paa os og udlod deres Vrede paa alle mulige Maader. De skar Tænder og spyttede os lige i Ansigtet, slog os med knyttede Næver og Geværkolber, saa der var flere, som maatte lade sig forbinde. De tog vort Hovedtøj og skar os alle Knapper og Skulderklapper af Trøjen.
De fratog mig ogsaa mit Ur, Pengepung og andre Ting. Jeg rakte Haanden frem og bad, om jeg ikke maatte beholde Uret. Men den sorte Æsel greb Bajonetten med et uhyggeligt Grin om de røde, svulne Læber, der aabnede sig, saa de hvide sammenpressede Tænder kom til Syne, mens han tilkastede mig et Blik, hvori der laa dødeligt Had. Han var ikke til at misforstaa. Som bidt af et giftigt Kryb sprang jeg til Side og løb.
Vi blev ført gennem lange Skyttegrave, stadig forfulgte af de sortes vilde Plagerier. Nede bag en lille Skov blev vi fotograferet, mens et Par af vore Shrapneller eksploderede lige over os. I en Stenhule fik vi lidt Vand at drikke, og saa gik det videre.
I den første By, vi kom igennem, var de franske Beboere meget nærgaaende; de skændte, truede og spyttede efter os. Alle Vegne, hvor vi kom igennem, kom Folk løbende til for at se os, saa jeg tror nok, at Fanger paa denne Egn har været noget nyt. Vi var ialt henved 200 Mand og 2 Officerer. I en Skov, hvor vi gjorde Holdt, blev nogle af de forskellige Troppedele udspurgt af de franske Officerer. Saa kom vi til et Slot, hvor vi blev lukket ind i en Slags Kælder eller Kølerum. End ikke her var vi sikre for vore egne Granater. Der kom et Par Salver af de svære Projektiler og slog ned i en uhyggelig Nærhed, saa Jorden rystede. De var vistnok rettet efter det franske Artilleri, som stod lige ved Siden af Slottet.
Efter at vi var bleven grundigt undersøgt, og alle Papirer og Lommebøger var taget fra os, blev vi stillet op i Kolonne, de saarede bagerst, og saa gik det fremad igen. Vi havde en Del arabisk Rytteri med som Bevogtning. Det kunde ogsaa nok gøres Behov; thi ellers havde den rasende franske Befolkning sikkert gjort os Fortræd. Vi gjorde Parademarch, idet vi gik forbi en højtstaaende Officer. Det maa utvivlsomt have været et morsomt Syn for Befolkningen, især Synet af os, som var saarede. En af os gik med begge Støvler i Haanden, en anden haltede paa det ene Ben, og jeg haltede paa dem begge. Vi var ogsaa Genstand for den største Opmærksomhed, som udløste sig i en skadefro Latter fra Tilskuerne.
Da vi kom til Forbindingspladsen, blev vi taget under Lægebehandling. Først nu randt det mig i Hu, at jeg havde faaet et Bajonetstik i venstre Side, da jeg laa i Granathullet foran vor Skyttegrav. Jeg havde ogsaa flere Gange haft en Følelse af noget halvstift, halvklæbrigt ned ad venstre Side, men under min Aandsfraværelse ikke agtet derpaa. Saaret var lige over det nederste Ribben, heldigvis dog ikke dybt. Men Benene smertede og var meget ophovnede af den tunge, brækkede Bjælke i den sammenstyrtede Jordhule.
Efter endt Forbinding blev vi glad overrasket ved hver at faa et Stykke Smørrebrød, som var det eneste, vi havde faaet at spise den Dag. Saa blev vi laast inde i en gammel Lade og fik noget Straa og et Dækken at ligge i . Det gjorde usigelig godt at lægge den mishandlede Krop ned i lidt Halm. De for mange Aar siden hvidkalkede Vægge saa saa venlige ud —og der var ingen Kanontorden. Det var, ligesom jeg gik ind til et nyt Liv.
Med hvilken Tilfredshed og Glæde jeg her lagde mig til at sove, kan jeg ikke skildre. Imod Skyttegraven var her et Paradis.
Kort over skyttegravene ved Moulin-sous-Touvent 6.-16. juni 1915. De tyske skyttegrave er markeret med blåt, de franske med rødt (Les armées françaises dans la Grande guerre, Tome III, Carte10)
I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.
Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.
Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.
Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.
I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.
Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”
I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.
Af et Feltbrev.
Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.
Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .
Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.
Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.
Faldne.
Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.
Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.
Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.
Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.
Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.
Saarede.
Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.
En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.
Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.
Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.
Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.
I Fangenskab.
En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.
Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.
En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.
Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.
Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.
Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.
Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.
Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:
Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.
I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).
Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.
Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.
… For ca. 3 Uger siden overskred vi Floden Aisne. Der var imidlertid vist meldt “stærke kræfter kommende fra Paris”, thi vi trak os langsomt tilbage over Aisne igen, fulgt i Hælene af Franskmændene.
Ca. 15 Km. paa den nordlige Side af Aisne gjorde vi Holdt og gravede Skyttegrave. Det var Fredag den 11. September. Vi laa saa i Skyttegraven til den 13. Septbr. om Aftenen. Da kom der Melding at Fjenden havde trukket sig tilbage, og vi skulde saa følge ham. Det var begyndt at blive mørkt, da vi brød op, vi skulde igennem en Skov, marcherede sluttet ad en Vej med en Sikring forude. Pludselig kommer der Ordre, at Bajonetten skal sættes paa, der staar en Række Franskmænd og spærre Vejen. Vi raaber “Hurra” – Bøssen var efter Ordre fra Majoren tom – , men Franskmændene lod sig ikke kyse og skød ind i vor Marchkolonne. Her var det Hans Ries blev saaret, sammen med ca. 30 andre. Vi bøjende saa, efter at Franskmændene langsomt havde trukket sig tilbage, af til Højre og kom igen i Berøring med Franskmændene. De skød paa os som rasende, og vi maatte trække os tilbage. Her saaredes Th. Rosenvold, som var med en Transport af Fanger.
Det var sent Nat, da vi igen kom til vore gamle Skyttegrave. Saa opklaredes det, at vi slet ikke skulde have være saa langt frem, men at vor Bataillon ved at have tabt Forbindelsen med Regimentet var kommen midt ind i den franske Hovedstilling. Vi var glade, at vi endda saa nogenlunde var sluppen godt fra denne farlige Ekspedition.
For mig var Dagen meget trist. jeg havde mistet mine bedste Kammerater Hans Ries og Thorkild Rosenvold. Vi blev saa liggende i Skyttegraven fra den 13.-20. September. Hver Dag fik vi heftig Artilleriild. 15 Meter fra min Plads slog en Granat ind og dræbte en Nordslesviger ved Navn Bjerning, han skal sidst have haft Forretning i Graasten. Desuden saaredes fire andre. Ja, de ti Dage der, dem glemmer jeg aldrig. Tændstikker var saa knap, at vi slog Flasker i Stykker for at faa Ild. Cigarer og Tobak var næsten ikke til at opdrive. Jeg fik nogle Cigarer, det var en Livsoplevelse. Vi var glade, ja meget glade, naar vi havde nok Brød; at faa noget til at smøre paa det, kunde der naturligvis ikke være Tale om. Der var Dage, vi kun fik tre Skiver Brød.
Saa kom Søndag den 20. om Morgenen Klokken 5 skulde der angribes over hele Linjen. Det var endnu mørkt, da vi brød op. Skoven foran os var før Tiden bleven heftig beskudt af vort Artilleri, vi vidste, at der var Maskingeværer i Skoven, men haabede, at de tildels var ødelagt af vort Artilleri. Vi gik saa frem imod Skoven. Et Par Skud faldt saa, men ramte igen, saa vidt jeg kunde se, men da vi var naaet lidt længere i en Dal mellem ti Skovstykker, fik vi heftig Maskingevær- og Infanteriild fra alle Sider. Vi kunde ingen se, nogle af vore Afdelinger var længere fremme, andre længere tilbage, at skyde ud i det blaa var farligt. Rundt omkring mig faldt de som Harer. Jeg krøb ind i et lille Skovskytte, laa ganske rolig der. Hele Tiden skød Maskingeværerne. Da det begyndte ar blive lyst, saa jeg kun 6 Mand af vore i min Nærhed, som ikke var saaret. 10 Skridt bag mig laa Franskmændene endnu i Skyttegravene, men de kunde ikke se mig for Skovskyttet. Jeg laa ganske stille med Hovedet ned i Moradset. Klods op af mig laa der en Saaret. Han havde et Skud i Hovedet og stønnede og rørte sig. Følgen var, at Franskmændene skød; han fik et Skud gennem Brystet og var død.
Det var en farlig Stilling at ligge i. Alt Haab om at slippe bort herfra, havde jeg opgivet. Da pludselig hører jeg vor Forstærkning komme. Det var mig som en Drøm. Jeg stod op og pjask vaad og af Udseende som en Klaods Jord slutter jeg mig til Flokken. Franskmændene havde nu til Dels trukket sig tilbage ud af Skoven. Man hørte dog endnu enkelte Skud falde inde i Skoven. Men ved Skovranden laa vore Soldater strøede som Neg. Hele Skyttelinjer var nedmejede af maskingeværerne. Men mange havde ogsaa maattet bøde med Livet. De laa Side om Side inde i Skoven.
Det regner uafbrudt. Hvad der tilovers, bliver samlet, men saa faar vi hæslig Granatild, og vi strøes ud igen. Efter i nogen Tid at have staaet i Dækning kommer jeg ind i Skyttelinjen paa en Høj. Her ligger vor 12. Kompagni og jeg slutter mig dertil. Paa en Høj over for, 900 Meter fra os, ligger Franskmændene i Skyttegravene; det er en anden Linje, de har, Maskingeværerne knatrer og Kuglerne piber. Vort Artilleri underrettes om Stillingen og begynder en heftig Beskydning. Paa en Gang stormer Franskmændene ud. Vore Granater og Shrapnells piber dem om Ørene. De falder i Skarevis, for saa vidt de ikke har faaet Dækning. Vi drager et Lettelsens Suk, nu er de da endelig borte. Vi gaar videre frem gennem et sidste Skovstykke. Men nu begynder det at mørknes. Hele Regimentet samles i en Dal. Men der er ikke meget tilbage deraf. Majoren fra Bataillonen i Sønderborg er skudt af en Sort fra et Træ (de Sorte sidder for de meste i Træerne og skyder derfra; det maa jo være noget der anvendes i Kolonierne; vi anvender det aldrig.)
Næste dag ordnes Regimentet efter at have gravet Skyttegrave et Par Kilometer fra de gamle …. Der er falden og saaret mange, mange Nordslesvigere. Jeg hører, at Thomsen, Sønderport – Hans Harder har Skydetelt, han er ved 8. Komp. -, og at begge Duus’ er saaret. Birck skal være saaret. Post Schmidts Søn saaret. Men man hører dog endnu meget Dansk her.
Vi ligger nu i Skyttegraven igen. Har indrettet os efter Forholdene godt Leje. Jeg er den ældste Underofficer i 7. Komp., som er i Fronten. En Løjtnant fører 5., 6., 7. og 8. Komp., og det er løjtnant R. fra Tating ved Ejderstedt. Han er en ganske ualmindelig flink Mand. Han har været ved 7. Komp. i den første Tid, men saa fik han 12. Komp. en Tid lang. Jeg deler leje med Løjtnanten, og vi har det som Kammerater. Naar det regner paa Præsten, drypper det videre, paa Degnen, og jeg lader det dryppe videre, saa godt jeg kan.
I Dag er det smukt Vejr. Jeg fik mig igen efter ca. 16. Dages Forløb lidt vasket med et Bæger Vand. Det var dejligt. Skidtet havde lagt sig i et helt Lag over Hænderne og Ansigtet.
Ved den bitre Kamp har vi opnaaet, at Franskmændene er kommen ud af Skoven, de er smidt ud af den gamle Stilling, men vi er ikke naaede langt frem, thi vi er vel for faa til at optage en Forfølgelse. Der ymtes om, at de daglige Kampe her er en Del af den afgørende Kamp. Men Afgørelsen træffes jo i Reglen paa en af Fløjene. Her har Franskmændene ogsaa samlet store Troppemasser. Vi har faaet Forstærkning af et …… Korps og af …. Korps. Til Højre for os ligger endnu … Reservekorps. men de daglige Kampe gør os trætte.
Det begynder at blive koldt om Natten. Halmen er delvis forsvunden fra Markerne. Vi ønsker bare nogenlunde vejrligt, saa gaar det altsammen nok. “Der er dem der har det værre, skal I altid tænke”, sagde en højere Artilleriofficer en Aften til os. Det var sande Ord. Vi har i Dag fundet et Par Franskmænd, som havde ligget saaret i fem Dage.
Ja, jeg har oplevet og set meget, skulde det blive mig forundt at ses med Jer igen i min Hjemstavn, saa vil jeg sidde i Kakkelovnskrogen og samtale med Jer. Men endnu har jeg meget at gennemgaa. Men jeg betragter mig som ført af en højere magt. At jeg er kommen godt igennem alt dette, er et Vidunder.
Chokoladen og Cigarerne, som I sender, er saa velkomne, at jeg næsten ikke kan udtrykke min Tak derfor med Ord.
I Fangenskab.
Etaarig Frivillig H. Pfitzner fra Flensborg, blev saaret i Slaget ved Esternay. Hans Forældre har nu først efter 4 Ugers Forløb hørt fra ham. Han befinder sig i Moni-de-Marson, hvoor den lærde Skole er indrettet til lasaret, og hvor der ligger omkring ved 1000 Saarede. Pfitzner skriver, at det gaar ham godt, og at der ikke er noget at indvende mod Forplejningen. Han blev saaret den 7. September.
Der findes, tilføjer “Fl. Nordd. Zeit.”, mange Familier i Flensborg, som ikke i længere Tid har hørt fra deres Paarørende i Felten. Det er meget muligt, at de er i fransk Fangenskab, og det er maaske ikke altid saa let for de Saarede straks at underrette deres Paarørende om, hvor de opholder sig.
Aabenraa, Torsdag.
Med i mange Kampe. Om Overlærer Røwerkamp fra Aabenraa, der som nævnt er falden i Frankrig, meddeles i tyske Blade: Røwerkamp havde deltaget i 8 større Slag og mange Fægtninger. 4 Heste var skudt væk under ham. Tilsidst benyttede han en engelsk Fuldblodshest, som var blevet taget fra Englænderne. Han udmærkede sig under Stormen paa en befæstet Høj, hvorpaa en Maskingeværafdeling havde taget Opstilling. En anden Gang tog han personlig 2 Zuaver til Fange.
Hestemønstring. I Morgen Formiddag Klokken 7 udtages der paa Kvægtorvet Heste til Militærbrug. Alle ved sidste Mønstring i Listerne indførte Heste fra Aabenraa Amt skal fremføres.
En tysk styrke bestående af 22 officerer og 800 askari-krigere angriber det britiske hovedkvarter i Nyasaland District ved Karonga på nordsiden af Lake Nyasa. På tilbagetoget falder den tyske ekspedition i baghold. Sønderjyden Max Stein falder.
De franske og engelske styrker standser deres tilbagetrækning. Ved middagstid indledes slaget Ourc, der ligger omkring 50 km. nordøst for Paris.
Reims og Pont-a-Mousson kommer på tyske hænder.
Slagmarken ved Marne
Østfronten
I Polen nedkæmper de russiske styrker østrigerne ved Tomashov – et område tæt befolket med jøder.
Østafrika
I det nuværende Zambia – tidligere North-Rhodesia nu Zambia- angriber tyske troppeenheder englænderne.
Nordsøen
Den engelske opklaringskrydser H.M.S ”Pathfinder” sænkes af en torpedo fra den tyske ubåd ”U-21” på en position midtvejs mellem Ringkøbing og Edinburgh. 258 engelske marinere omkom.
HMS Pathfinder
”U-21” slap i øvrigt gennem hele krigen med stor succes.
