23. december 1917. Hestegullasch – men hesten hævner sig …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.

Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.

Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.

Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.

Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede
træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet
en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.

En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.

Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.

Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.

Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret,
og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.

Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *