Tag-arkiv: bombemaskiner

19. juli 1918. Luftskibsbasen i Tønder under angreb!

Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels havde kommandoen over Zeppelineren L54, der var stationeret på Luftskibsbasen i Tønder.

I halvsøvne fornemmede jeg den svirrende lyd af propeller. Jeg vågnede; det var allerede ved at blive lyst. Jeg så på uret, klokken var 06:00.

“Har Kapitänleutnant Flemming mon fået startordre”, spurgte min kone?

Flemming …. Kommandanten på L60? Men det lød ikke som L60! Det lød helt anderledes end en Zeppelin!

Med ét indså jeg, at det ikke var lyden fra et luftskib, dertil var tonen alt for høj. Skulle det mon være? … Forhulendaogså!

Hurtigt hen til vinduet, hvor jeg kunne overskue hele flyvepladsen.

En skygge fór hurtigt lige hen over huset, blot én meter over taget, helt latterlig lavt; en flyvemaskine med runde kendingsmærker: en englænder!

I det samme begyndte basens antiluftskyts at bjæffe.

Englænderen går endnu lavere og holder kurs direkte mod luftskibshallen. Så er han der! Han stiger lidt. Da med ét en ny lyd over mig. En skygge! Endnu en flyver!

Nu var den første lige over hallen!

Det er som hjertet stopper: I et flammehav stiger en kæmpe røgsøjle op fra hallen.

Et smukt og grusomt syn, dette kolossale, flammende offerbål, i hvilket L54 og L60 gik under!

Englænderne foretog endnu en runde og angreb så den lille luftskibshal med observationsballonen. Herregud! Lige ved siden af er jernbaneskinnene med en lang række række togvogne fyldt med benzin og brint!

I det samme kom et tredje fly, der dog holdt sig på afstand. Dets opgave var øjensynligt at fotografere.

På startbanen og mellem barakkerne står matroserne halvnøgne eller undertøj skyder som gale med deres geværer efter flyene.

Men englænderne ænsede dem ikke; de viger ikke en tomme fra deres bane og kredser så lavt, at man tydeligt kan se piloterne, der vinker hjerteligt ned til matroserne. Selvom de let havde kunnet, så løsner intet af flyenes maskingeværer et skud.

Mens jeg tramper som en vanvittig i pedalerne for at nå hen til flyvepladsen, farer en forfærdelig tanke gennem min hjerne! Hvad med de store bomber, vi lod ligge i luftskibshallen?

Heldigvis var [Oberleutnant Hans von] Schiller, der boede i barakkerne på basen, opmærksom på faren. Han ignorerede truslen fra flyene og løb sammen med nogle behjertede mænd ind i den brændende hal. Med en klud for munden til værn mod den kvælende røg slæbte han sammen med de frivillige de brandvarme bomber ud af hallen.

Et af de britiske fly tabte pludselig et landingshjul, og et kort øjeblik troede vi, at det var ramt og ville nødlande. Vi løb som gale hen mod landingsbanen.

Men det fløj lige som sine kammerater lavt for at undgå ilden fra forsvarsbatteriet, fløj under telegrafledningerne der gik langs Tønder-Ribebanen og forsvandt nordpå. (…)

Jeg stod ved det udbrændte skelet af mit luftskib.

Jeg havde allerede set mange luftskibe gå ned.

Men for første gang var det mit eget.

Fra: Kapitänleutnant Horst Treusch von Buttlar-Brandenfels: “Zeppeline gegen England”. (Oversættelse: René Rasmussen)

Husk den store markering på søndag den 22.7. 2018!

Se også http://www.tondernraid.com/

og http://www.zeppelin-museum.dk/main.php?lang=dk

16. juli 1918. Frederik Tychsen: “Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling i nærheden af Marnefloden.

Der kom en del fanger gennem byen, franskmænd, kolonialtropper og amerikanere. De skyndte sig alle med at komme ud af byen.

Vi holdt et stykke tid i Dormans, og vi talte om, at dette angreb ikke gik som det skulle. Vi skulle have gået over Marnen ved 5 tiden, og endnu sent på eftermiddagen befandt vi os endnu på denne side af Marnen.

Kl. 7 om eftermiddagen fik vi ordre til skyndsomt at køre over broen. Vi kørte ned til floden, og pionerernes brokommando havde slået en pontonbro over Marnen. Vi kom ud på broen, og pludselig nærmede en flyvereskadre sig. Det var fjendtlige bombemaskiner af svær type 15-20 stykker.

De kastede bomber ned på broen og på vejen. Der faldt mange i vandet ved siden af broen, og enkelte i kanten af broen. Der opstod panik mellem mennesker og dyr; hestene blev vilde og for frem, og hvad soldaterne gjorde, ja, der kan jeg kun tale for mig selv; jeg var midt på broen, da de første bomber eksploderede nede i vandet i nærheden af mig.

Jeg gik ved siden af en kanon, men jeg løb straks alt det jeg kunne, over på den anden side af floden, alt imens faldt der bomber rundt omkring. Straks på den anden side af floden var der nogle jernbanespor, her holdt nogle lokomotiver. Jeg løb skyndsomt hen og krøb ind under et af lokomotiverne, og her lå jeg, indtil den øjeblikkelige fare var overstået.

Jeg lå der nogle få minutter og kiggede ud mellem hjulene på maskinen. Lige ovre bag sporene op ad bakkeskrænten lå en død infanterist. Han lå med ansigtet i jorden, ramt af et skud i hovedet. Han bar en aluminiumsring på venstre hånds lillefinger. Der lå selvfølgelig mange flere døde; men ham lå jeg og betragtede mellem hjulene.

De andre soldater søgte dækning, så godt de formåede. Batteriet kom over broen, og vi sluttede os til igen. Da vi var ovre på den anden side, kom vi på en hovedlandevej, vi fulgte denne i sydøstlig retning. Landevejen var mange steder brolagt.

Det var en meget besværlig fremrykning; landevejen lå under en frygtelig ild. Artilleriet beskød den med alle kalibre; det franske infanteri kunne nå vejen med deres geværer, og af og til kom modstanderens flyvemaskiner og bombarderede landevejen, ja, beskød den med maskingeværer.

Det var næsten ikke til at være på landevejen; de fleste af kanonererne kravlede frem nede i vejgrøften eller sprang fra det ene træ til det andet, og på denne måde søgte de dækning på alle mulige måder.

Jeg gik et stykke på vejen sammen med en anden Obergefreiter (jeg husker ikke hans navn, han stammede fra Köln).

Pludselig blev han ramt af en kugle i hovedet, han faldt til jorden, hårdt såret. Vi lagde ham over til siden, og så måtte vi lade sanitetsvæsenet besørge resten. Et steds talte jeg på landevejen mellem to 100 m sten 76 døde heste. De var slæbt over til siden. Der lå sikkert flere døde soldater end heste på samme strækning.

Et sted måtte vi holde et stykke tid, en såret hest stod og hang med ørerne, den var såret i venstre side; Vi skød den med karabineren, den faldt straks til jorden. Vi talte også nogle af hestene; men foreløbig kunne vi nok klare den, da vi havde nogle i reserve.

Om aftenen gik vi i stilling foran Troissy. Vi stod bag ved en med krat bevokset skrænt. Vi skød det meste af natten, uden at få nævneværdig ild direkte i stillingen fra franskmændene. Alle granaterne gik 3 – 400 m for langt. 2 – 2 1/2 km til højre for os lå bataljonsammunitionskolonnen, ca. 24 store ammunitionsvogne, mange mindre vogne og bagage med ca. 150 heste og ca. lige så mange mand.

De havde også lagret (lejret) sig bag samme skrænt, men hele kolonnen blev i nattens løb fuldstændig tilintetgjort. Der gik ild i ammunitionen, granaterne eksploderede, så hele vognmaterialet fløj i luften. Rundt omkring mellem vognene havde mandskabet udspændt deres teltdug, og de lå under teltdugen og sov, rundt omkring var hestene bundet til vognene; men alt hvad der befandt sig i nærheden af vognene blev dræbt, delvis af eksplosionen, delvis forbrændt.

Om morgenen eksisterede ”Grosse Ammunitionskolonne 407” ikke mere. Den var fuldstændig tilintetgjort. De få heste og mand, der var tilbage, blev fordelt på de andre 3 batterier i forhold til deres tab. Det var det største tab, bataljonen havde haft i løbet af een nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. maj 1918 – Ribe Stiftstidende: smuglere og luftangreb

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tyske smuglere idømt fængsel

To tyske fyrbødere, der af politiet i København var anholdte for forsøg paa at udsmugle 5 kg chokolade, er bleven idømt hver 6 dages fængsel. De havde ikke pengene til at betale bøderne med og har derfor maattet vandre i fængsel.

Nye forfærdelig rædsler fra luften. Angreb paa de tyske byer dag og nat i ugevis.

Den berømte engelske forfatter H. G. Wells offentliggør en interessant artikel i Daily Cronicle, i hvilken han erklærer, at det i løbet af kort tid vil være muligt for de allierede dag og nat at foretage luftangreb paa byerne i Rhinprovinsen. Det vil ikke blive angreb, der saaledes som de tyske paa London, varer nogle timer, men derimod angreb, der varer i uger. Naar dette bliver realiseret, vil man først faa øjnene op for, hvilke frygtelige muligheder, luftkrigen besidder.