Alle indlæg af DenStoreKrig

Sønderjyder

18. september 1918. Kaotisk hjemrejse: Frederik Tychsen vil hjem, koste hvad det vil!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Det var en smuk strækning fra Namur til Arion. Vi kørte i Ardennerne, og grunden til denne omvej var de ødelagte jernbanestrækninger forårsaget af fjendtlige flyvere. På den sidste station i Belgien, Arion, fik vi noget at spise. Det var ikke almindeligt at bespise folk, der rejste på orlov, men det måtte skyldes omstændighederne og den store forsinkelse.

Fra Arion gik det gennem Luxemburg til Metz. Jeg sad i kupeen lige over for en ung soldat, der for første gang kørte på orlov. Han havde været hjemmefra et års tid. Han var så fortumlet, at han slet ikke kunne tro, at han måtte rejse hjem.

Han tog sine orlovspapirer op gang på gang, så på dem og mumlede: ”Det må jo passe, det må jo passe!” “Javist passer det”, sagde vi andre, men han kunne alligevel ikke tro det. Hen mod aften nåede vi til Metz. Byen og banegården blev imidlertid beskudt, vistnok af amerikanerne, der var trængt frem i Præsteskoven. Der kom et skud af og til af lille kaliber.

Vi blev alle beordret ud af toget og skulle træde an. Vore papirer blev undersøgt, og der var tale om, at vi skulle standses og eventuelt sættes ind mod amerikanerne i Præsteskoven. Men til alt held kom der et tog med flygtninge, kvinder og børn. Det kørte ganske langsomt over banegårdsterrænet, ja, det så ud, som om det hvert øjeblik ville gå i stå. Men det var godt for os.

Vi løb til fra alle sider, kravlede ind i kupeerne, imellem vognene og oppe på vognene. Her hjalp ingen kommanderen og ingen råben eller skænden, enhver sørgede for sig, og jeg kom til at ligge oven på en passagervogn sammen med en del andre. Af hensyn til tunnelerne måtte vi ligge på maven hele vejen. Og på denne måde nåede vi Köln.

Det var en ret ubehagelig tur, det var koldt, og i tunnelerne var det frygteligt. Det røg og buldrede om ørerne på een, så jeg ved ikke hvad. I de tidlige morgentimer nåede vi Köln. I Köln var banegården blevet bombarderet om natten, men et stykke borte fra stationen holdt et tog, der gik til Hamborg.

Vi væltede ind i toget; de damer, der gjorde tjeneste som togbetjente, ville kontrollere papirerne, billetterne m.m., men de kom ingen vegne, de blev skubbet til side, og vi gik ind eller kravlede gennem vinduerne for at få plads. Lidt efter satte toget sig i bevægelse, og hjemrejsen synes nu at være sikret. Turen gik til Hamborg, og videre over Neumünster til Flensborg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Sønderjyder

17. september 1918: Frederik Tychsen fortsætter hjemrejsen

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov – og han havde besluttet sig for ikke at vende tilbage.

Det tog, jeg skulle med, afgik fra Irvny, en stationsby, der lå ca. 8 km på den anden side af Cambrai. Det var et “Militærurlaubertog” (Murzug Ruhr 30). Det skulle efter planen gå igennem til Dortmund, hvor jeg skulle skifte, og så med et andet, der gik til Hamborg. Men det kom ikke til at gå efter planen.

Da vi stod med flere hundrede mand og ventede på adgangstilladelse til at bestige toget, kom der en mængde fjendtlige flyvere. De begyndte at kaste bomber. Vi løb til alle sider, men der kom flere og flere flyvere, og de blev ved med at bombardere banegården. Omsider ramte de toget, og det brændte.

Vi lå spredt rundt omkring, medens bombardementet stod på. Vi kom imidlertid ikke af sted samme dag. Vi overnattede dels på banegården, dvs. nogle barakker og pakhuse eller rundt omkring i byen, hvor man kunne finde en soveplads. Jeg for mit vedkommende sov i en kreaturvogn sammen med nogle andre – alle skulle vi på orlov.

Der var dog nogle, der ikke kom det, de var blevet dræbt med papirerne i lommen. Mange blev såret og kom på lazaretterne. Dagen efter holdt der et tog ca. 1 km uden for stationen, det kunne ikke komme helt ind, for sporene var i stykker. Vi fik besked på, at vi skulle med dette, og det kan nok være, at vi kom derud i en fart.

Langt om længe begyndte toget at sætte sig i gang, og et lettelses suk gik hen over alles ansigter. Toget gik til Walenciennes og Ath; men herfra gik toget i en anden retning. I stedet for den planlagte kurs over Bryssel, Lüttich, Aachen, Köln, Dortmund, gik toget over Mons, Namur, Arion, Luxemburg til Metz.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

16. september 1918. “Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på.”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Med den fulde oppakning, karabiner og 60 patroner begav jeg mig nu ind efter Cambrai, det var en tur på ca. 8 km. Jeg gik hurtigt hen ad den støvede landevej, nu var det bare med at komme bort fra fronten. Kanonerne tordnede i alle hjørner og kanter, men det havde man for længst vænnet sig til.

Det var midt på dagen og ikke ret megen trafik. Der lå mange sårede langs med vejen, de lå og hvilede sig, de var på vej tilbage til forbindingspladserne og feldtlazaretterne. Et steds var der gravet ind i en skrænt og indrettet et forbindingsplads, her var der mange sårede.

Et par km. før jeg nåede Cambrai, kom jeg ind i et engelsk ildoverfald. De beskød landevejen ganske nederdrægtigt med granater og Schrapneller. Jeg måtte kaste mig ned i vejgrøften, indtil de holdt inde med skydningen. En Schrapnel eksploderede over hovedet på mig, stumperne røg mig om ørerne, men også denne gang kom jeg ud af det.

Jeg gik og tænkte på, hvor jeg muligvis kunne få fat i nogen levnedsmidler, brødposen var tom, og turen hjem ville tage et par dage, i det hele taget var min klædning så dårlig, som den kunne blive, med humøret var det så som så, fattig, elendig, ja, alt var skidt.

Jeg havde sandsække viklet omkring benene, ærmerne i frakken var syet fast med tyndt ståltråd, benklæderne var forlappet, og jeg havde ingen skjorte på. Støvlerne var dårlige, kun overfrakken var god, den havde jeg arvet efter Goldberg i Marneslaget.

Ved ca. 5 tiden nåede jeg Cambrai. Befolkningen var blevet evakueret et par dage i forvejen, og der drev mange soldater rundt i gaderne og i husene, rimeligvis for at finde noget spiseligt, eller noget brugeligt, som de kunne sende hjem til Tyskland. Da jeg var kommet ind i byen, skulle jeg også til at se mig om efter lidt til føden til rejsen. Og jeg havde virkelig held med mig.

Jeg gik ind i et fire etages hus, og her var alt tilsyneladende roligt. Henne ved døren stod en lille sæk (sandsæk), der var fyldt med et eller andet. Jeg tog sækken og gik, ganske vist hørte jeg trampen i værelset ved siden af af en eller anden, men det vedkom ikke mig. Jeg gik ud af døren og forsvandt.

4-5 huse længere nede i gaden gik jeg ind i en stor port. Her skulle sækken undersøges. Det første, jeg trak op af sækken, var en damechemise med røde sløjfer og bånd. Denne trak jeg i med det samme, endvidere indeholdt den nogle håndklæder, et lille brød, en halv flaske cognac, en pakke tobak og nogle cigarer.

Håndklæderne lod jeg ligge, men alt det andet var gangbar vare for en frontsoldat; jeg pakkede det i tornyster og brødpose, tog en slurk af flasken, tændte en cigar og gik min vej. Sådan var det i krigen, enhver sørgede for sig, og det, man ikke ville miste, måtte man passe på. Skete det, at de tog ens sager, sagde man til sig selv, at næste gang måtte man passe bedre på.

Jeg gik gennem Cambrai, og på gaderne i den ene bydel var der nogen uro; jeg spurgte, hvad der var løs, og der var nogle soldater, der fortalte mig, at de havde stormet proviantdepotet for at få levnedsmidler. Nogle landstormsmænd, der stod vagt foran depotet, havde fået et par håndgranater, og så var de sultne soldater trængt ind.

Lidt efter kom feltgendarmeriet, og der var kommet til kamp mellem dem og soldaterne. Det endte med, at de lod soldaterne tage, hvad de ville have, og hvad der forefandtes. Det var ikke nemt at drive de sultne soldater tilbage, da de havde rigelig med våben og ammunition.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

16. september 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86: “Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage.”

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Tidligt den 16. september blev regimentet alarmeret og af 5. division beordret til Toly-Ferme. Denne ligger i en slugt 5 kilometer nord for Vailly.

Marchen gik over Damenwegs højderyg. Her kom 2. og 4. kompagni samt 1. maskingeværkompagni i en heftig spærreild og blev splittet. De nåede først bataljonen igen om aftenen. Resten af bataljonen indtraf ved middagstid ved Toly-Ferme.

Situationen var den: Leib-Grenadier-Regiment Nr. 8 var blevet kastet tilbage, stillingen skulle generobres. Trods det at bataljonen var svækket til omkring det halve, angreb den kl.5.30 eftermiddag uden artilleriforberedelse. Udgangsstillingen lå stik vest for Tolyslugten. Med stor beslutsomhed går bataljonen frem, 1½ km over åbent terræn og ned igen ad skråningen på den anden side.

Den mistede stilling bliver taget igen, og der bliver taget 40 til fange. Om aftenen kunne livgrenaderregimentet igen indtage sine gamle stillinger.

I bataljon blev trukket ud og indrettede sig på vestskråningen af Tolyslugten.

Den 17. september trådte franskmanden an til angreb over en bredere front. Grenadererne holdt fast, kun den venstre fløj var trykket lidt ind, men den blev holdt.

Om eftermiddagen slog svær trommeild ned på den tyske front. På ny gik fjenden frem. Længere til højre blev infanteriregiment 230 delvist rullet op. Igen blev I bataljon alarmeret; den besatte en grav på Tolyslugtens skråning, men kom ikke i kamp.

Den følgende dag forsøgte 8. grenadere at generobre deres stilling fra i igår. 2. kompagni af regiment 86 deltog i dette angreb. Til trods for at ordren måtte gives noget forhastet, gik det i begyndelsen godt fremad.

Da blottede angriberne deres ubeskyttede højre flanke for fjenden. Regiment 344, der skulle erstatte regiment 230, der dagen før var blevet rullet op, var endnu ikke på plads. Fjenden opdagede denne blottelse og stødte fra højre ind i angribernes flanke. Disse blev overrasket og til dels taget til fange. Også fra 2. kompagni blev der taget mænd til fange.

Nu gik resten af I bataljon frem og besatte en stilling vest for Tolyslugten og holdt denne, indtil der hen mod middag kom en bataljon 89’ere til forstærkning. Begge bataljoner gik efter en svag artilleriforberedelse på ny frem til angreb. Fløjene forblev tilbage, men midten stødtelangt frem.

Da stødte de på et fransk angreb, ført med overlegne kræfter. Vore angribere kunne ikke stå imod overmagten og måtte gå tilbage. Men de medbragte 170 tilfangetagne. Udgangsstillingen ved Tolyslugten blev holdt. I den derpå følgende nat blev den kamptrætte bataljon trukket ud og gik igen til Pargny som korpsreserve. Den havde i disse dage mistet 3 officerer, 13 mand døde, 87 sårede og 34 savnede.

De to andre bataljoner blev ligledes enkeltvis indsat. II bataljon en kilometer nordvest for Vailly foran slottet Vauxelles i infanteriregiment 52’s område. Her slog 2. maskingeværkompagni et angreb af stærke fjendtlige patruljer tilbage i natten mellem 16. og 17. september. Sergent Braak udmærkede sig her ganske særligt. Den 18. september gik bataljonen i hvilestilling nord for Damenweg.

 III bataljon blev indsat mellem I og II. Efter at have marcheret over Hameret-Ferme steg den om eftermiddagen den 15. september ned i den nævnte slugt til regiment 12, ved hvis frontsituationen endnu var uafklaret. 9. og 11. kompagni blev sendt mod de tabte grave. I et håndgranatangreb tog de betragtelige stykker af det terræn fra fjenden, som grenaderregiment 12 havde mistet. Næste dag fornyet kamp; franskmændene forsøgte igen at fravriste 11. kompagni deres terræn, det lykkedes dem ikke. Den 19. september blev også
denne bataljon afløst og gik ligledes til hvile nord for Damevejen. Seks døde og 34 sårede havde disse dage kostet den.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Sønderjyder

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

 

Aviser

16. september 1918 – Ribe Stiftstidende: Saalenøden er bragt til ophør

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nye krigssaaler

Den tyske teknik har ogsaa fundet en udvej af saalenøden. Der er allerede nu erstatsningssaaler i handelen, som rigtignok ikke ejer alle læderets behagelige egenskaber, men med hensyn til det vigtigste: varme og vandtæthed ikke skal give lædersaalerne noget efter. Spærretræsaaler (let træ og læderaffald)  og træhalvsaaler har allerede heldigt staaet deres prøve i land og by. Det vil sige naar de er blevne sagkyndigt forarbejdede. Dette punkt er så vigtigt, at krigsmyndighederne i Berlin endog har maattet indrette et særligt læreværksted for erstatsningssaalernes bearbejdelse, hvor skomagere fra alle dele af Tyskland har gjort sig fortrolige med træsaalernes bearbejdelse. Hjemme har de saa lært deres viden fra sig til deres fagfæller. Det forsikres, at de, der bærer krigssaalerne, kan være sikker paa ikke at faa vaade og kolde fødder.

Faldne

Søren Skram fra Skærbæk er falden paa Vestfronten i en alder af omtrent 21 aar.

I tabslisten meddeles, at Albert Weisz fra Haderslev er falden.

I marinens tabsliste meddeles, at Wilhelm Sasz fra Aabenraa er død og at Christian Andresen fra Aabenraa meldes savnet; det formodes dog, at han er død.

Kresten Moos fra Bramdrup og Andreas Nielsen fra Arnum er døde af deres saar.

Saarede

A. Schnittgaard fra Ris-Hjarup er blevet saaret og befinder sig i et lazaret i Bayern.

Savnede

Peter Nielsen fra Hostrupskov savnes.

Bager Ole Jensen, søn af bagermester P. Jensen i Haderslev, har været savnet siden begyndelsen af denne maaned.

I fangenskab

Familien Aug. Schlüter i Skærbæk har fra sønnen Georg faaet meddelelse om, at han er i fransk fangenskab.

Ifølge tabslisten  er Peter Nielsen fra Gramby vendt tilbage fra fangenskab.

Jørgen Hansen og hustru i Kliplev har modtaget kort fra deres søn Nis Jakobsen Hansen; han er i fransk fangenskab. 

Krigens forløb, Sønderjyder

15. september 1918. Frederik Tychsen beslutter sig for at desertere

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den sidste nat, jeg var i denne stilling, talte jeg en del med sergent Felix Ploschaizik. Han havde hustru og børn samt gamle forældre et eller andet sted i Ruhrdistriktet. Selv var han minearbejder (kulmine) og han havde haft 14 dages orlov. Men da der var gået 8 dage, kom han tilbage til fronten igen.

Forholdene i Tyskland var så elendige, at han kunne ikke holde ud at være hjemme. Familien sultede, klæder kunne de ikke få, og nøden var ganske uhyggelig. Da Felix fortalte dette til mig, græd han. Han havde ikke troet, at forholdene var så elendige, at han ikke kunne holde ud at se på det. Men sådan var det i efteråret 1918.

Jeg fortalte Felix, at jeg rejste på orlov en af dagene. Han bad mig om at få fat i et pund smør og sende det til sin kone i Ruhrdistriktet, og så sagde han, at jeg skulle se at gå over den danske grænse, for der var ikke meget at komme tilbage til Vestfronten efter.

Han udviklede fremtidsudsigterne i Tyskland, og hvor håbløs, det hele så ud, og han mente, at hvis man havde lejlighed til at slippe bort, så var det ens simple pligt at gøre det. Jeg svarede ham ikke ret meget på det, men jeg havde mine egne tanker. Vi sad og talte sammen det meste af natten, der var afbrudt af nogen skydning.

Hen på formiddagen ventede vi middagsvognen med proviant og post. Jeg håbede på at få mine orlovspapirer, derfor var jeg meget spændt. Min tornyster var pakket, der var ikke ret meget at pakke i den, den evindelige omflakken havde lært os at indskrænke bagagen til det mindst mulige.

Ved ca. 11 tiden kom middagsvognen. Vi fik hver en portion brød, nogen tynd suppe, tobak, cigarer og post, og jeg fik mine orlovspapirer. Suppen og brødet spiste vi med det samme, man måtte nemlig spise hele rationen for at blive mæt en gang om dagen, så hændte det jævnlig, at vi fandt nogle kartofler, bønner, blommer eller anden frugt, som vi så tilberedte til et nogenlunde spiseligt måltid.

Jeg spiste, hvad jeg havde, og orlovspapirerne sad i lommen – en underlig fornemmelse. Min tornyster var pakket, alt var færdig, og jeg gik så hen til den tjenstgørende officer og meldte mig fra. Han sagde kort og godt: ”Se at komme af sted!” Jeg gik dernæst hen til Felix, gav ham et lille stykke flæsk, som jeg havde fået hjemmefra, og så sagde jeg: “Farvel, Felix, jeg kommer ikke mere!” Felix sagde farvel, han takkede for flæsket, og så sagde han: ”Las dirs gut gehn!” (Lad det gå dig godt). Jeg skimtede en lille smule vemod i Felix’ øjne, han fik tårer i øjnene, da vi sagde farvel.

Jeg drejede omkring og gik hen til tredje kanon for at tage afsked med Müller og Skurnia. De var i færd med at skyde. De tiggede og fik alt, hvad jeg havde af cigarer, cigaretter, tobak og tændstikker. Kanonen var ladt, indstillet og færdig. Kanoner nr. 1 skulle til at trække af, men så gik jeg hen, tog aftrækssnoren og sagde: ”Lad mig lunte den af, før jeg rejser, for jeg kommer ikke mere”.

De opfattede det som sjov, men jeg mente det som alvor.

Jeg trak af, og det blev mit sidste skud i Verdenskrigen 1914 – 18. Granaten fløjtede af sted over til englænderne – det var det sidste skud for mit vedkommende. I alt havde jeg ifølge de daglige indberetninger været med til at affyre ca. 100.000 (hundrede tusind) skud. Jeg sagde farvel til Müller og Skurnia med hånden, de andre fik et nik.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten

14. september 1918. “Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret.”

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 14 September

Nu lyste det heelt op, og ude i vor Have saa jeg Vorherre kom gaaende, saa kom han og bankede paa Dören og sagde, »Luk op for mig, thi det er ved Nattetide jeg kommer.« Saa gik han til en anden Dör, og han sagde, »hvor er Datteren, som har Tavlen? Ja, jeg kan komme ind til eder, uden at I behöve at lukke op for mig. Thi det er jo Herren som kommer til eder.« 

Jeg var nu meget Syg i dette Öieblik, da jeg saa dette store Syn. Jeg saa store Mollemente [monumenter?], og Vorherre paa et stort Figur, og hele Stede[r], jeg saa min Broder og mange Fanger. Og paa engang dreiede Synet sig, og saa saa jeg mange Lanne. Og alle Steder lyste op for mig, hvor min Broder han var vandret. Saa sagde Stemmen, »Han som med din Sön og dig var og er evindelig. Ja, din Broder opholder sig i et Fangeleier, men han er bleven saaret i Krigen.« Og Jesus sagde, »i Aabenbaringen har jeg talt paa Tysk til dig, og alt, hvad der dér staa skrevet, det feiler din Broder.«

Den 14 September 1918. Da jeg saa dette Syn, lyste det helt op, og jeg saa alleveine hvor min Broder haude vandret.
Den 14 September 2018. seer jeg Vorherre komme gaaende ind fra vor Have og banke paa Dören, og sagde, Luk op. Ja jeg kan komme ind af lukte Döre.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Krigens forløb, Sønderjyder

14. september – Asmus Andresen på hestelazaret

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

Nogle Dage senere faldt der flere Heste og Mand, 2 af Hestene var der Tale om, at de kunde leve, for de var bleven let sårede, dem skulde jeg så passe på et Hestelazaret, som lå 2 Mil bag Fronten, der havde jeg det meget godt.

Det første, vi lavede om Morgenen, var at rejse alle de Heste, som ikke selv kunde rejse sig, den, der ikke kunde stå, blev slået ned.

Der var omtrent 100 Heste, 5—6 Stykker blev der slagtet hver Dag; hvem der så vilde hjælpe at slagte, fik et Stykke Lever, som han selv kunde stege sig, og Kartofler var der også nok at få fat på.

Mine 2 Heste blev dårligere for hver Dag, da 5 Dage var gået var begge mine slagtede, så kunde jeg få Lov til at rejse til mit Batteri igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

13. september 1918: “Man havde tydelig indtrykket af, at man stod over for en alt for overlegen modstander”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Vi fortsatte nu og kom tilbage til de andre i stillingen. De sårede kammerater blev kørt på feltlazarettet. De følgende dage flyttede vi omkring fra det ene sted til det andet. En aften gik vi i stilling ved et feltlazaret, som de var i færd med at bryde ned. Der var lavet et stort rødt kors på jorden, men dette skulle først fjernes, før vi måtte begynde med skydningen.

Det var ikke morsomt i disse dage. Man havde tydelig indtrykket af, at man stod over for en alt for overlegen modstander, og det både med hensyn til mandskabet og materialet. Skydningen fra englænderne var hver eneste dag meget voldsom, og det både med giftgas og sprængammunition.

Infanteriet kom løbende tilbage, de ville ikke være forude, og når de løb tilbage, måtte vi også skifte stilling og gå længere tilbage. Engelske og amerikanske flyvere havde ganske overtaget i luften. De tyske flyvere blev jaget hjem, så snart de viste sig.

Jeg fik besked om, at jeg ville fa orlov en af dagene, og derfor blev de sidste dage uhyre lange. De sidste døgn, jeg var i stillingen, tilbragte vi for det meste under en jernbanedæmning. Kanonerne var i stilling, og vi skød kun nogle få skud af og til. Et lille stykke fra batteriet gik der et vandløb under dæmningen, og vandet løb igennem nogle store cementrær, der var ca. 1,20 m i diameter.

Vi lagde nogle planker, brædder og andet tømmer over vandet, og så sad vi i disse rør, når vi ikke var ved kanonerne. Det var et godt tilflugtssted, men trods det led vi betydelige tab. Vi sov lidt af og til, når der var lejlighed til det, dog mest i siddende stilling.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Aviser

13. september 1918 – Ribe Stiftstidende: en haardt ramt familie

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En af de haardt ramte familier
Enken efter gaardejer Christian Christensen i Klovtoft ved Hellevad modtog sidst i august det tunge budskab, at hendes yngste søn Magdalus, der kun har været indkaldt et aars tid, var falden.

Fra det hjem har alle børn, i alt seks sønner fulgt pligtens bud, skriver Hejmdal. Den ældste søn, Hans Nissen Christensen, der nu har overtaget fædrenegaarden, var med i krigen, indtil han blev alvorligt saaret i det ene ben. Den næstældste søn, Christian Appel Christensen, faldt i efteraaret 1914. Den tredje ældste, Kresten Christensen, der lige før krigens udbrud havde købt ejendom i nærheden af grænsen og holdt bryllup, har været savnet siden efteraaret 1914. Den fjerde søn, Thiel, der har været to gange saaret, staar ligesom sin yngre broder Peter endnu i felten. 

Krigens forløb, Sønderjyder

12. september – Asmus Andresen: Besøg af fjendtlige flyvere

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. Efter et kortere sygeophold på et feltlazaret i Belgien, var han i august 1918 igen tilbage ved fronten.

En Dag kom der ca. 80 Flyvemaskiner på en Gang, vi troede først, at det var Tyskere, for de blev ikke beskudt, men da de kom lige hen til os, opdagede vi snart, at det var fjendtlige Flyvemaskiner. Som et Lyn var vi forsvundne fra Jordens Overflade. Med Ansigterne nedad lå vi og ventede på, at Stumperne skulde ryge os om Ørene. Heldigvis havde vi dækket vore Vogne og Kanoner så godt til, at de ikke kunde blive set oven fra.

Da 5 Minutter var gået, turde vi rejse os igen og kigge efter, om de var borte, vi havde ikke ventet at slippe så godt fra det. Nu havde Flyverne også nået deres Mål, en stor Flyveplads, som de på 5 Minutter fuldstændig ødelagde, så fløj de nok så roligt tilbage igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb, Sønderjyder

11. september 1918. Frederik Tychsens kanon afværger et angreb med kampvogne

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den 11. september fik vi besked om, at englænderne den næste morgen ville angribe med ca. 300 tanks. Her havde englænderne i forvejen angrebet med tanks, dette vidnede slagmarken om, for alle vegne lå der væltede og ituskudte tanks.

Vi undersøgte mange af dem; det var nogle store maskiner. Der skulle en kanon fra hvert batteri sendes ud mod disse tanks. Da fjerde kanon var den dårligste, skulle den sendes ud og eventuelt ofres? Jeg havde den fjerde kanon, og chefen, løjtnant Wiederholdt, spurgte mig, om jeg ville tage med. Det kunne jeg ikke nægte.

Han spurgte dernæst, hvem af mandskabet, der ville tage med? Hele den samlede betjening meldte sig. Da mørket var faldet på, kørte vi af sted. Vi havde en ammunitionsvogn med. Der var en sergent med fra hesteafdelingen, han førte troppen hen til stedet, en korsvej, hvor vi skulle melde os hos en officer.

Det var ret stille denne aften, og ved ca. 10 tiden nåede vi ud til korsvejen. Her holdt en leutnant, og han begyndte med at skænde og give hals – han var nervøs, og det var vi også, og derfor sagde vi straks: ”hold kæft” til ham. Han mærkede vor nervøse stemning – og tav med det samme. Vi fik en plads anvist, og i nærheden stod der kanoner fra andre batterier, både feldt og svært artilleri.

Hestene blev trukket tilbage, og vi gjorde os skyde klar. Retning, afstand og ladning blev givet af løjtnanten. Leutnanten var ikke fra vort batteri. Vi havde faet en flaske cognac med. Denne lod jeg de seks kanonerer dele, og så lagde de sig til at sove ved siden af kanonen, medens jeg selv holdt vagt. Vi var alle trætte og nervøse.

Natten forløb ganske roligt. Nogle skud faldt der hist og her, en enkelt flyver kastede lyskugler, men for øvrigt var det efter forholdene meget stille. Ved 4 – 5 tiden om morgenen begyndte englænderne at røre på sig. Det eneste, vi fornam, var en uhyre surren og brummen som af tusinde flyvemaskiner, men temmelig svag. Det var tanksene, der startede.

Vi fik ordre til at skyde. Jeg fik kanonererne vækket, om end med besvær, de sov så hårdt, så hårdt, men de kom, og vi satte ind med en mægtig kanonade efter det angivne mål. De andre kanoner skød også i hurtigt tempo. Vi skød på 3000 m til at begynde med og senere på en kortere afstand. Men så blev vor ild besvaret af en mægtig ild fra angriberen. Vistnok fra tanksene.

Det var nemlig et lille kaliber, vi blev beskudt med. Da vi havde skudt ca. 50 skud, fik vi en fuldtræffer, der satte os ude af stand til at fortsætte med skydningen. Fire af kanonererne blev hårdt såret, og sigteindretningen tog også skade.

Jeg sendte bud efter hestene, vi fik protzet på og gjort køreklar, og de 4 sårede læssede vi på Protzen, og så skyndte vi os derfra. Til at begynde med kørte vi så hurtigt, som det var muligt, vi regnede med, at tanksene var i hælene på os, men de kom ikke denne dag.

Da vi havde kørt en halv times tid, kom batterichefen, løjtnant Wiederholdt, os i møde; han kom i strakt galop, og da han kom helt hen til os, standsede han køretøjet; han spurgte os om hvorledes, det var gået, han talte med de sårede, spurgte efter deres befindende, om de havde smerter osv. Han roste os og fortalte, at vi havde klaret vor opgave godt, det planlagte angreb var slået tilbage i begyndelsen, og vi havde vor store andel i, at det var gået sådan.

Dem, der ikke havde jernkorset af II. grad, blev opnoteret, for nu skulle de få denne udmærkelse, og for mit vedkommende, da tilbød chefen mig jernkorset af I. grad eller orlov. Jeg bad om at få orlov; dette forbavsede chefen noget, men jeg sagde, at det var længe siden, jeg havde haft en rigtig orlov, og så sagde han, at han ville gøre, hvad han kunne, for at jeg kunne komme af sted så hurtigt som muligt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Aviser

11. september 1918 – Ribe Stiftstidende: Max Valentiner

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

En slesvigsk præstesøn som ubaads-fører

Fornylig offentliggjorde det britiske admiralitet en liste over 150 sænkede ubaade med samt navnene paa de enkelte chefer, der dels var blevet dræbte, dels taget tilfange. Blandt disse er Lusitanias banemand, føreren af U20 og senere af U88 kaptajnløjtnant Schwieger, og den officer, der sænkede Arabic.

Samtidig meddeler admiralitetet , at navnene paa de officerer, der har vist en særlig barbarisk optræden, opnoteres og at der gøres alt for at bringe vedkommende officerers bane til en afslutning.

Blandt disse hædersmænd nævnes i første linie korvetkaptajn Max Valentiner som ansvarlig for flere barbariske sænkninger, bl. a. af norsk damper Magda, spansk damper Pena Cartielo, italiensk damper Ancona og engelsk damper Persia. Korvetkaptajn Max Valentiner er, som det lejlighedsvis tidligere er omtalt, slesviger. Han er søn af den fanatiske hjemmetysker provst Valentiner i Sønderborg.

Af kejseren har han faaet tildelt ordenen Pour Le Merite, fordi han har sænket over 100 fjendtlige og neutrale koffardiskibe. I hans fødeby, den gamle danske stad Sønderborg, har den tyske bestyrelse udnævnt ham til æresborger.

Hjemmefronten, Sønderjyder

10. september 1918. Johannes Christensen: Afskeden blev tung

Skriv en kommentar

Den deserterede sønderjyske soldat, Johannes Christensen, skriver til ildsjælen Frk. Møller for at redde sin kammerat Hans Lindholm, der sidder i en almindelig  engelsk fangelejr og ikke i Feltham  den særligt indrettede lejr til sønderjyske krigsfanger.

Vallekilde Højskole, 10. september 1918.

Da jeg har fået at vide af min moster, lærerinde Frk. Jepsen i Thisted, at de er en god ven af de sønderjyske fanger i England, vil jeg gerne sende dem adresse på min bedste ven jeg havde, mens jeg var ude i skyttegravene. Vi traf hinanden i Argonnerskoven. Han var fra Ballum og jeg var fra Nørby ved Visby. Vi opdagede snart, at vi havde meget til fælles, og vi kunne blive hinanden til megen gavn og glæde, som vi i virkeligheden også blev. Vi var sammen og holdt ud sammen under de hårde kampe ved Verdun.  Vi var sammen i Præsteskoven i vinteren 1916-17 og kom så med hinanden til Champagne, da franskmændene brød på der. Hvad vi har været for hinanden er ikke nemt at beskrive med ord, i hvert fald skulle der en hel bog til så, men jeg vil blot bemærke dette, at det ville være næsten utænkeligt for mig at holde ud til det, vi har gået igennem sammen, hvis ikke han altid havde været ved min side.

Han kom hjem på orlov først. Den dag han kom derned igen, fik han at vide, at jeg skulle på orlov nu, og at han skulle overtage min plads i rækkerne. Det var natten, vi skulle ud og storme. Afskeden blev tung, men Gud gav os mod og styrke også denne gang. Dagen efter fik jeg at vide, at han var blevet såret. Jeg kom jo lykkelig hjem og under flere kritiske situationer også godt over grænsen.

Jeg har nu været her på Vallekilde Højskole siden november, hvad jeg har følt ligesom en lægedom oven på det forfærdelige, jeg har oplevet og gennemgået. Min ven Hans’ skæbne blev  ikke så blid. Efter længere tids lazaretophold blev han erklæret for felttjenestedygtig igen. Han kom så endelig under en hård kamp i engelsk fangenskab, men han har nok ikke haft det så heldig, synes jeg i hvert fald at kunne læse mellem linjerne på hans breve. Han er ikke sammen med andre sønderjyder. I det hele taget, synes jeg, at han er lidt nedslået. Det var han ellers ikke dengang, vi var sammen. Hvis de måske kunne bevirke, at han kom sammen med de andre sønderjyder og fik det lidt bedre og lettere under hans tunge skæbne, ville jeg være Dem meget taknemmelig.

Venlig hilsen
i håb om at dette ikke er skrevet forgæves, Johannes Christensen, Vallekilde Højskole, Vallekilde-Hørve Station.

Hans’ adresse lyder: Hans Petersen Lindholm, No. 141 Prisoner of War Camp, London.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen under og efter Første Verdenskrig i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Aviser

9. september 1918. Anklage: Unge damer og piger hensynsløse over for de saarede i Tønder

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne nordslesvigere

Mindstetallet er nu 5691.

Pasrevision i smaatogene Haderslev-Aarøsund

vil herefter blive foretagne af en patrouille for at se, om de rejsende har deres foreskrevne med. Passagerer, som træffes uden legitimation bliver satte ud af toget ved næste station.

Et brutalt angreb

Fra Tønder skrives til Vestslesvigsk Tidende: I Tondernsche Zeitung fra 4. september findes et indsendt med underskrift “Flere Saarede”. 

Det er en lang, tilsyneladende berettiget klage over nogle unge damers og pigers hensynsløse adfærd over for de saarede, naar de færdes paa Tønders bys gader.

Men artiklen slutter med følgende brutale angreb paa nordslesvigsk befolkning: ” naa, hvad andet kan man ogsaa vente her i Nordslesvig?!”.

Dette angreb er, som enhver maa vide, saa ubegrundet, at Tondernsche Zeitungs redaktion burde have forpurret det; thi hvad i alverden har dog den nordslesvigske befolkning i sin helhed at bestille med med de hensynsløsheder, som øves paa Tønders bys gader af damer, tjenestepiger og drenge med deres “blokvogne”.

Et sørgeligt møde

Lærer Nielsens søn fra Broager, landmand Jørgen Nielsen, som er hjemme paa orlov, rejste forleden dag til Bodum for at besøge sin kæreste. Paa vejen mødte han en sygevogn, der var paa rejse til kredssygehuset i Aabenraa med hans kæreste, som var bleven syg af blindtarmsbetændelse. Den unge pige er desværre død i sygehuset af sin sygdom.

 

Aviser

7. september 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Arbejdsmand Chr. Autzen fra Løjtkirkeby er falden under de sidste kampe ved Vestfronten. Han efterlader sig enke og 4 ukonfirmerede børn.

Peter Aarøe og hustru i Stubbæk ved Aabenraa modtog i mandags efterretning om, at deres søn Nis er falden.

Lærer Jens Heinrich Westergaard fra Københoved er den 13. august falden ved Vestfronten, 29 aar gl.

P. Guldbrand og hustru i Haderslev har modtaget efterretning om, at deres søn Peter død paa et feltlazaret i Rusland.

Marius Leinweber fra Haderslev er død af sine saar.

Saarede

Heinrich Thomsen fra Gejlaa er haardt saaret.

Savnede

Tidligere gæstgiver Andreas Birkedal i Jels har faaet meddelelse om, at hans yngste søn Andreas er savnet.

Endvidere har Knudsen i Farris faaet meddelelse om, at hans søn har været savnet siden den 18. august

Krigens forløb

7. september 1918. “Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af september bevægede Eskildsen og hans kammerater sig ind i det historiske område Laon, der før var vært for den fransk adel, men på dette tidspunkt et område raseret af næsten 4 års krig.

Vi marcherer ilsomt vestpaa, over Sissonne og St. Erme, og kommer nu fra Champagnes Kalkørken ind i dét dejlige Bakkelandskab ved Laon. Det er en Fryd at se denne Egn, skovklædte Bakkedrag, vilde Kløfter, hoppende Bække og brusende Floder.

Her laa engang den franske Højadels Lystslotte. Fra Paris og Versailles kom de fine Herrer og Fruer agende herhen for at hvile sig efter Hoflivets Anstrengelser. Smukke Veje blev bygget, for at deres Stadsvogne ikke skulde støde for meget.

Den mest kendte og smukkeste var »Damevejen« oppe paa Bakkekammen fra Soissons til Craonne. Den store Revolution brændte Slotte og Vogne. Verdenskrigen har sønder skudt Damevejen. Nu er alt her et Kaos af Granathuller og Grave, Pigtraad og Lig.

Vi skal afløse i Stillingen foran Damevejen. Mens vi i to Døgn ligger i Bivuak — Kvarterer findes her ikke — forberedes alt til Afløsningen. Der er meget at ordne, det er et stort og brydsomt Arbejde. Da det er færdigt, — er det ogsaa spildt. Samme Aften, som vi skulde over Damevejen, sender man os i Ildmarch til Laon.

Vi hører Trommeilden nede ved Soissons og ved, hvad der venter os. Vi er »Eingreifdivision« paa det farlige Hjørne ved Laffaux. Laon er en typisk Bjergstad. Oppe paa den høje Bjergkegle trykker Husene sig som Kyllinger tæt ind under den store Hønemor, Katedralen.

Vejen snor sig i Serpentiner op ad Bjerget, det tager en halv Time at naa derop, vore Heste sveder. Gaderne er snævre Gyder, Byen er ikke smuk, naar man færdes inde i den. Men Katedralen er prægtig. Næste Morgen overværer jeg en Dødsmesse i det stolte Kirkerum. Biskoppen læser den i egen Person. Jeg et meget interesseret Tilskuer ved denne pragtfulde Ceremoni; Sørgeskaren er ligeglad.

Den første Septembermorgen skal vi ud i Forsvarsslaget. Man har meget travlt. Store Lastbiler ruller af Sted med Kamptroppeme; vi følger langsomt bagefter med Trainet.

Vi kører over Oise-Aisne-Kanalen og træffer Regimentet i Bivuak bag et Bjerg, midtvejs mellem Laon og Soissons. Her bygger vi Telte og lægger os ved Siden af de andre. Næste Formiddag angriber de franske Flyvere vor Bivuakplads. Men de flyver højt oppe, og deres Bomber gaar forbi. Om Aftenen kastes Regimentet ud i Slagets Malstrøm.

Officererne tager Schrøder med og sender os andre med Bagagetrainet længere tilbage. Vi kommer igen over Kanalen og slaar vore Telte op paa et Bjerg ved Byen Ureel. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 228-229

Aviser

6. september 1918 – Ribe Stiftstidende: medhjælp til faneflugt

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Medhjælp til faneflugt

Flensborg Avis meddeler: Af varetægtsarresten fremstilledes i tirsdags for landsretten i Flensborg den 1895 i Flensborg fødte fyrbøder Christian Nikolaus Petersen, som sigtedes for natten fra 21. til 22. juli i aar ved Kronsgaard ved Gelting at have været 3 unge mænd, af hvilke den ene allerede var soldat, behjælpelige med at flygte til Danmark i  en baad. De blev dog alle sammen anholdte. Den anklagede tilstod alt. Statsadvokaten  androg paa 1 aar og 6 maaneders fængsel. Dommen lød paa 9 maaneders fængsel, af hvilken straf der fraregnedes 1 maaned for afsonet varetægtsarrest. For ulovlig omgang med krigsfanger stod den 1895 i Kværs fødte tjenestepige Anna Cathrine Petersen anklaget. Hun stod i et intimt forhold til en russer paa samme arbejdssted. Den 12. juli besluttede de to at gaa over grænsen, men blev anholdte. Den anklagede tilbød nu den paagældende vagtmand 100 mark, hvis han lod dem løbe. Derfor lød anklagen i gaar ogsaa paa bestikkelse. Hun tilstod alt. Statsadvokaten androg paa en samlet straf af 9 maaneder. Dommen lød paa 5 maaneders fængsel, hvoraf 1 maaned fraregnedes for varetægtsarresten. 

Aviser

5. september 1918 – Ribe Stiftstidende: i fængsel for at krydse grænsen

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Advarsel mod at lave tog-ulykker!

Den kommanderende general i Altona har fornyet en advarsel imod med forsæt at udsætte jernbanetransporter for fare! Denne forbrydelse straffes med de haardeste tugthusstraffe og, naar ved handlingen døden af et menneske foraarsages, under krigstilstanden med døden. Ogsaa udførelsen af gerningen som følge af skødesløshed straffes strengt.

Sko søges til leje

I Wochenblatt für Durlach (Storhertugdømmet Baden) fandtes fornylig en bekendtgørelse, hvori en person søgte et par herresko af størrelse 48 til leje for 3 uger. han tilbød en ugentlig leje paa 5 mark.

For at gaa over grænsen idømmes fremtidig fængsel

Ved Bisidderretten i Haderslev forhandledes sidste torsdag mod en række personer, som uden tilladelse var gaaede over den danske grænse. De idømtes pengebøder paa henholdsvis  500, 300 og 150 mark, og 2 personer, som er bosatte i Frørup og ofte ved raad og daad havde hjulpet personer til at komme over grænsen, idømtes henholdsvis 1 aars og 6 ugers fængsel. Der blev ved forhandlingen udtalt, at der for fremtiden vil blive skredet strengt ind mod dem, som overtræder bestemmelserne om rejser over grænsen, og at overtræderne ikke vil slippe med pengebøder, men blive idømt fængselsstraf.

 

Aviser

4. september 1918 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Arbejdsmand Hansen paa Klingbjerg i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hans søn Emil er falden under de haarde kampe ved Vestfronten. Hansen har allerede for længere tid siden mistet to sønner i krigen og han har endnu to sønner i felten.

Banegaardsassistent Kühl i Skærbæk har faaet meddelelse om, at hans ældste søn er falden. En yngre søn faldt for nogen tid siden.

Savnede

Landmand Frederik Jørgensens hustru i “Hellet” ved Løjtkirkeby modtog forleden dag meddelelse om, at hendes søn Andreas er savnet under de sidste kampe i Frankrig. Den savnedes fader staar ogsaa i felten.

En stifsøn af malermester Breyer i Tyrstrup har været savnet siden den 8. august.

I fangenskab

Peter Antoni Bøttger, en søn af August Bøttger i Bjergskov ved Kliplev,  er i fransk fangenskab.

Krigens forløb, Sønderjyder

4. september 1918: Frederik Tychsen: “Vi mærkede straks at modstanderen var os meget overlegen i antal af kanoner.”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved den lille franske by Bengries.

De gode dage i Bengries fik også en ende. Den 31. august forlod vi Bengries og marcherede til Cartignios ca. 10 km vest for Avesnes. I Cartignios lå vi til 4. september. Her lå vi og ventede efter afgang. Pludselig den 4. september om aftenen kom marchordren. Vi marcherede til Avesnes, blev læsset på toget og to gamle belgiske maskiner slæbte af sted med os. Hvorhen vidste ingen.

Om morgenen kl. 4 holdt vi ved en lille station, der hed Niergnies 4 – 5 km syd for Cambrai. Her blev vi læsset af toget, og efter en halv times march holdt vi flere timer på landevejen. Vi lagde os til at sove i det våde græs, og da vi vågnede, var vi meget kolde. Ved mørkets frembrud rykkede vi ind i et kloster ved Marcoing: her ventede vi det meste af natten.

Vi lå i højeste alarmberedskab. Ud på natten gik vi i stilling ved Ribecourt. Der var der en frygtelig trængsel på landevejen, af og til måtte vi holde. Vejen var ganske i stykker, og så var det bælgmørkt. Hen på morgenstunden den 6. september åbnede vi ilden, vi blev meget beskudt af modstanderen.

Vi mærkede straks at modstanderen var os meget overlegen i antal af kanoner. Vi havde det indtryk, at når vi skød med ét batteri, kunne modstanderen svare med 20 batterier. Da vi gik i stilling, gik et vognhjul over en håndgranat; den eksploderede og flere mand omkom.

Protzerne stod i nærheden af Cambrai. Her opholdt jeg mig i nogle dage, men det var ikke hyggeligt, da vi hele tiden blev beskudt af svært engelsk artilleri, og dette tilføjede os betydelige tab. Det meste tid var jeg i ildlinjen, men vi havde hver dag svære tab.

Der var ingen barakker og ingen beskyttelsesrum, vi stod på åben mark tæt ved en landevej. Vi gravede os ned enkeltvis rundt omkring, vi lå i sådanne grøfter (grav) og dækkede os til med en jernplade, når vi sov. Således gravede jeg mig et gravlignende hul direkte under kanonrøret. Jeg lagde mig i hullet, dækkede mig til med en jernplade, som jeg trak over mig, og så sov jeg.

Jeg sov meget hårdt, ja, så hårdt, at jeg mærkede ikke, at de skød med kanonen. For hvert skud, der blev fyret af løsnede der sig en lille smule jord fra kanterne af hullet, og lidt efter lidt blev jeg delvis tildækket. Da jeg pludselig fik en større klump ned i ansigtet, vågnede jeg; jeg var så forvirret, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad der var løs, men omsider kom jeg dog til mig selv, skubbede pladen til side og kravlede op af det uhyggelige hul.

I den stilling blev vi flere gange angrebet med giftgas. Det var som regel i aftentimerne og om natten. Den ene aften besvimede der en del, inden de fik gasmasken på, og nogle af dem døde senere. Vi skiftede stilling af og til, infanteriet kunne ikke holde stillingen, de løb tilbage hele tiden, og så måtte vi også vige. Omkring den 8. september skiftede vi stilling, dvs. en længere afstand.

Vi kom i nærheden af Graincourt. Samme dag måtte resten af de derboende civilfolk evakueres (der var endnu en del i Cambrai, men de blev også flyttet bort den 8. september). Englænderne angreb nu med uhyre styrker. Vi var kun en til to dage på stedet. Vi blev hele tiden trykket tilbage. Infanteriet kunne slet ikke holde imod det uhyre pres, de var udsat for.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Aviser

2. september 1918 – Ribe Stiftstidende: høj løn til tjenestepiger

Skriv en kommentar

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Begge sønner og faderen arresterede

Natten til i tirsdags vilde to gaardmandssønner fra Hagenbjerg [Havnbjerg] paa Als flygte over havet til Fyn, men de blev anholdte og sendt, den ene, som er soldat, til Flensborg og den anden, som er taget til soldat, til Sønderborg. Dagen efter blev faderen hentet af gendarmen.

Arbejdskraften

er knap, især for det mindre landbrug, hvor man ikke kan have krigsfanger. Ofte ser man dog kvinderne føre høstlæsset og forrette mænds arbejde. Tjenestepiger kan nu ogsaa faa en høj løn. Det er ikke sjældent, at en rask pige fæstes til Tønder og Haderslev kredse for en aarlig løn af 500-600 mark, skrives fra Sundeved til Flensborg Avis.

Hjemmefronten

2. september 1918. »Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen,«

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 2 September

Jeg saa et stort Syn fra Himlen, hvor alle danske Flag faldt ned fra Himlen, og saa hörte jeg hvor Englene sang. »Himmelsangen, Seiersangen, hist lad tone, salig ved Gud Faders Throne.« Saa sagde Stemmen, »Vor Herres Magt er stor. Glæden for eder, at din broder er i Live. Thi see, du skal nu lære alle Ting i dit Hjem, thi see jeg har vist dig alle Stjærne paa Himlen, ja oppe i di lyse Boliger, der skal I engang sees Ansigt for Ansigt.«

Den 2. September 1918. Jeg saa hvor Fransose Kavalleri drog i Krig.
Den 2. September 1918. Jeg saa vor alle Flag vaiede over vort Land.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Hjemmefronten

1. september 1918. »…Og nu maa du tegne den hvide Hest.«

Skriv en kommentar

Familien Gørrigsen på Broagerland fik i april 1917 besked om, at sønnen Lorenz var faldet på Vestfronten. Hans søster Maria reagerede på det ved at se syner og høre stemmer, som hun anså for åbenbaringer fra Gud om, at Lorenz endnu var i live.

Den 1 September
(…) Saa sagde Stemmen, »Luk Bogen op over Aabenbaringen, thi det hele er Sandhed, hvad jeg tale til dig, Marie. Og nu maa du tegne den hvide Hest.« Nu sagde Stemmen, »Tyskland vil ikke give efter, naar skal vi först see, naar Freden vil komme.« Nu sagde Stemmen, »Mobilmachen«, saa hörte jeg, hvor di blæsede i Hornet »Heraus, Heraus« i eet dogn. Saa lyste det op, og saa saa jeg Angel, Slesvig og Danzig. Saa kom der en Engel og viste mig alle Flyvere, Stemmen sagde, »di skulle Flyve, men jeg vil afbryde deres Vinger, at di ikke kan flyve. Men i eders Hjem skulde i glæde
eder, thi Herren vil være med eder.«

Den 1. September 1918. Vorherre sagde, denne hvide Hest vil jeg nu tage Rytteren af. Men jeg vil igjen sette Rytteren paa, og Kæmpe her i Landet.

Fra: Adriansen, Inge: Første Verdenskrig i Mikroperspektiv – Maria Gørrigsens Åbenbaringer, 2003.

Aviser

29. august 1918 – Hejmdal: Æble-tyveri

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Efterbeskatninger

Hovedtoldkontoret i Haderslev offentliggør i disse Dage Bekendtgørelser om Efterbeskatning af Champagne, om Efterbeskatning af Mineralvande og kunstigt tilberedte Drikkevarer, om Efterbeskatninger af Vin og et Tillæg til Bekendtgørelsen om Vinskatteloven.

Nye Halvmark-Sedler

De nye Halvmark-Sedler, der er blevne tegnede til Broager Kommune og nu givne i Trykken, udmærker sig frem for mange lignende Sedler, der er i Omløb, ikke blot ved deres kunstneriske Udførelse, men især ved stærkere Papir.

Da der ogsaa hyppigt er Mangel paa Stillemønt af Metal, agter Broager Kommune med det første ogsaa at udgive kantede Metal-Nødpenge.

Æble-Tyveri

Snedkermester Thielberg i Dybbølgade i Sønderborg har i sin Have en Række Espaliertræer, der bugnede af de fineste Æbler. Forleden Nat har nu Tyveknægte afplukket det meste af Frugten og er forsvundne dermed.


Fra Felten


den 19. 8. 18.

En venlig Hilsen til alle Venner derhjemme og i Felten sender

Hans Iversen fra Broager.

I Felten, den 19. August 1918.

Kære “Hejmdal”!

Undertegnede Nordslesviger beder dig sende Venner og Bekendte derhjemme og i Felten de kærligste Hilsener.

Peter Lund fra Gram.

Mange venlige Hilsener til Venner og Bekendte derhjemme og Kammeraterne i Felten.

Karl Hansen fra Jels.

den 22. August 1918.

Kære “Hejmdal”!

Undertegnede to Nordslesvigere, som har været sammen i Felten omtrent i to Aar ved et og samme Regiment, og for Tiden er paa et Lasaret i Nürnberg, ønsker ad denne Vej at sende Venner og Bekendte hjemme og Kammeraterne ved Fronten en hjertelig Hilsen. Paa et lykkeligt Gensyn i vor kære Hjemstavn!

Carl Schmidt fra Varnæs og Knud Knudsen fra Hoptrup.

Faldne

Efter et helt Aars Uvished har Mathias Petersen og Hustru i Rødekro ifølge “A. T.” modtaget Meddelelse om, at deres Søn Anton er falden ved Vestfronten. For den Faldne, der blev 26 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 1. September i Ris Kirke.

Enke Sophie Skjellerup i Hægers Stiftelse i Haderslev har modtaget Meddelelse om, at hendes yngste Søn, Peter, der var gift og bosat i Hamborg, er falden den 3. August. Den Faldne, der blev 38 Aar gammel, havde deltaget i Krigen siden dens Begyndelse. En Broder til ham, som ligeledes er bosat i Hamborg, blev i sin Tid haardt saaret, men er nu saa vidt helbredet, at han kan tjene Udkommet som Gartner.

Der er ifølge “Dv.” kommet Meddelelse til Lærer Vestergaards Paarørende i Københoved om, at han er falden. Den Faldne, der var en Ung Mand, efterlader sig Enke. Han var vellidt af Befolkningen, dygtig og afholdt som Lærer. Jens Vestergaard var født i Emmerlev i Tønder Kreds. En Broder til ham er savnet, og en ligger haardt saaret.

Død i Fangenskab

Elsbeth Tonnesen, født i Lund, i Skodborg Skov har modtaget det Sorgens Budskab, at hendes Mand, Kresten Madsen Tonnesen, er afgaaet ved Døden i rumænsk Fangenskab. Den Afdøde blev 44 Aar gammel.

Savnede

Gaardejer Andreas Müller fra Aarslev ved Aabenraa, en Svigersøn til Gaardejer A. Fries der i Byen, har ifølge “A. T.” været savnet siden Begyndelsen af denne Maaned.

Gaardejer Schultz og Hustru i Aarslev fik ifølge “A. T.” i Søndags en Del Breve, som de havde skrevet til deres Søn, tilbage med Paaskriften “Savnet”. En anden Søn er falden for længere Tid siden.

 Bagermester Johannes Stender Jr. i Graasten, hvis ældste Søn Johannes i rigelig et Aars Tid har været i engelsk Fangenskab i Frankrig, har ifølge “A. T.” nu modtaget Meddelelse om, at hans anden Søn, Georg, har været savnet siden Kampen ved Matz og Lihons.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Hojer fra Haderslev haardt saaret og Underofficer Hans Skeem fra Haderslev let saaret, men bleven ved sin Troppeafdeling.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Lausen fra Havervad falden i Fangenskab.

Hjemvendte fra Fangenskabet

En Brodersøn til Rentier Johs. Stender i Graasten, der i sin Tid har bygget den tyske Gesandtskabsbygning i St. Petersborg, har siden Krigens Udbrud været interneret i Rusland, men er nu med sin Familie ankommen til Graasten. Han er ganske vist født i Rusland, men er tysk Undersaat og maa som saadan nu stille sig til Militærtjeneste.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Niels Nielsen fra Haderslev vendt tilbage fra Fangenskab.

Dekorerede

Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Skomagermester Knud Cornett fra Aabenraa, der fornylig fik begge Ben brækket og nu ligger paa et Lasaret, Underofficer og Officers-Aspirant Thomas Jensen, Søn af Hjælpepostbud Jensen i Barkmøllegade i Aabenraa, der før sin Indkaldelse var Lærer i Ulkebøl, Parcellist Peter Nielsen fra Augustenhof ved Nordborg, der har været med siden Krigens Begyndelse, først ved Østfronten og nu ved Vestfronten, og Jens Petersen fra Toftlund.

(Læs hele Hejmdal fra 29. august 1918)

Aviser

26. august 1918 – Hejmdal: Smughandel med skinke

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


For Smughandel med Skinke

er Handelsmændene Mathias Nissen i Felsted og Christian Sønnichsen i Bovrup ifølge “Fl. Ann.” af Amtsretten i Hamborg blevne idømte hver 3 Dages Fængsel og en Bøde paa 500 henholdsvis 250 Mark. 

Aflevering af Æg

Landraaden i Haderslev bekendtgør, at Fjerkræholderne i Kredsen til Trods for hans gentagne indtrængende Formaninger kun i utilstrækkeligt Maal er efterkomne deres Forpligtelse til at aflevere Æg. Fra Haderslev Kreds skulde der indtil nu have været afleveret 1,500,000 Æg, men der er kun blevet afleveret 1,300,00. De manglende 200,000 Æg maa, skriver Landraaden, ubetinget afleveres i de nærmeste Uger. Det ses hellere, at der afleveres flere end færre.


Fra Felten


d. 14. 8. 18.

Kære “Hejmdal”!

For dit regelmæssige Besøg herude takker vi dig mange Gange og beder dig sende en venlig Hilsen til alle derhjemme og Kameraterne ved Fronten.

Chr. Adolphsen fra Ris. fra Jels

Vilde gerne gennem “Hejmdal” sende en hjertelig Hilsen til Slægt og Venner, baade hjemme og ude.

Erich Erichsen fra Raved

I Haab om et glædeligt Gensyn sendes venlige Hilsener til Venner og Bekendte.

Peter Jespersen fra Over-Jersdal

Faldne

Overpostbud Hansen i Aabenraa har ifølge “A. T.” fra den Territorial-Delegerede for frivillig Sygepleje, Afdeling for krigsfangne Tyskere i Kiel, modtaget Meddelelse om, at hans Søn Peter i Henhold til en fransk Melding den 7. Maj er død paa Slagmarken ved Reims Nord. Den Faldne, der før sin Indkaldelse var Lærer i Harres ved Bredebro, tjente som Løjtnant ved Vestfronten og har hidtil været meldt savnet.

Lærer Johannsen og Hustru i Hvidding meddeler, at deres Søn Peter den 7. August om Eftermiddagen kl. 2.30 er falden under de haarde Kampe i Frankrig.

Død af Sygdom

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Mads Andersen fra Erlev er død af Sygdom.

Saarede

Gaardejer Iver Knudsen og Hustru i Hoptrup har ifølge “Dv.” faaet Meddelelse fra deres Søn Knud om, at han i de sidste haarde Kampe er bleven let saaret og ligger paa et Lasaret bag ved Fronten.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste meldes Hans Jørgensen fra Nørre-Ønlev saaret, medens Niels Bødtker fra Rødding, Peter Damm fra Kliplev og Peter Jespersen fra Jernhyt er let saarede.

Savnede

Alfred Hansen, næstyngste Søn af Enke Hansen i Badstuegade Nr. 5 i Haderslev, er ifølge “S. G.” bleven meldt savnet efter de sidste haarde Kampe ved Vestfronten.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Anton Lassen og Jakob Snor fra Hjerting savnede.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Løjtnant Niels Petersen fra Haderslev falden i Fangenskab.

Forfremmet

Godsejer Schlink fra Nygaard ved Aastrup er ifølge “Schl. Gr.” bleven forfremmet til Reserveløjtnant ved Matros-Artilleriet.

Dekoreret

Heinrich Dall, en Søn af Over-Postkonduktør Dall paa Klingbjerg i Aabenraa, der tidligere har været saaret og nu har været med i de haarde Kampe ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” den 13. August bleven dekoreret med Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 26. august 1918)

Krigens forløb

26. august 1918. “Skriverne faar travlt, travlt.” Eskildsen får travlt med reorganiseringen.

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  3 dages march har gjort at der er ekstra meget arbejde for Eskildsen og de andre skrivere. Den tyske hær er ved at blive omstruktureret, og flere divisioner opløses helt for at fylde de andre ud.

Vi havner i en Skovlejr mellem le Malmaison og Sissonne, omtrent 30 Kilometer Nord for Reims. Her skal vi ligge som Armé-Reserve i længere Tid — siger man. Skriverne faar travlt, travlt.

Tre Dage paa Landevejen betyder tre spildte Arbejdsdage. De periodiske Meldinger hober sig op, og dertil kommer en Reorganisation af hele Regimentet.

Det er en sørgelig Omordning! Tyskland er pumpet læns for Udfyldningsmandskab. Vi maa hjælpe os selv. I hver Bataillon opløses et Kompagni, og derved bringes de andre tre paa fuld Kampstyrke. Hele Divisioner opløses.

Som man i de første Krigsaar stampede Regimenter og Divisioner op af Jorden, saadan glider nu den ene Formation efter den anden ud i det store Intet. Den 15. bajerske Division afløste os foran Reims. Et Par Dage i Forvejen var den blevet slaaet sammen med den 10. bajerske, som blev strøget paa Listen.

I August opløses 22 Divisioner, i Løbet af September males mange andre i Stykker.

For Frontstaklen kan det være temmelig ligegyldigt, hvilket Nummertal der staar paa hans Skulder. Det er Trainets Folk, der rammes haardest. Gamle Kuske, Kokke, Oppassere, Skrivere skal nu ud i Granathullerne.

‘Ingen kender Dagen, før Solen gaar ned! — Hvornaar kommer Turen til os? ‘

Vi skal ligge her i længere Tid — sagde man.

Den tredje Nat kommer Marchordren! Arméreserver er Luksus nu.

Tyskland har intet Udfyldningsmandskab; men en Strøm af friske Amerikanere rinder ind i de allieredes Rækker. Foch presser paa med kampdygtige Divisioner.

Tampen brænder ved Soissons og Chemin des Dames, Damevejen. Der skal vi hen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 227-228

Aviser

24. august 1918 – Hejmdal: Fritaget for at betale skat

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


En Fritagelse for Skat

Overforvaltningsretten i Berlin har afgjort, at Enker og forældreløse Børn efter saadanne Militærpersoner, der ikke har tilhørt aktive Tjenesteformationer, er fritagne for at betale Kommuneafgifter af de Pensioner og løbende Understøttelser, der skal udbetales dem af Statsfonds eller af en offentlig Kasse.

Mælkekort til Syge

Politiforvaltningen i Aabenraa bekendtgør, at der til Fornyelsen af Mælke- og Levnedsmiddelkortene til Syge, hvis Gyldighed udløber, kræves nye Lægeattester.

Disse Lægeattester prøves kun paa Mandag den 26. August om Eftermiddagen fra Kl. 4 til 6 paa Raadhuset, Værelse Nr. 4, af Kredslægen.

Udmærkelser

Marine-Garnisons-Overinspektør Vinder og Arbejdsmand Rogati i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp.

Atter Sørgegudstjeneste

Sidste Søndag afholdtes atter Sørgegudstjeneste i Nustrup Kirke. Denne Gang over Hjulmager Antoni Autzen fra Lille Nustrup.

Pastor Wailand talte i Forbindelse med Fortællingen om “Jesu Vandring paa Søen” og dvælede særlig ved Jesu Ord til Disciplene: “Fred være med eder!” Disse Ord havde Præsten benyttet for rigelig 4 Aar siden, da han havde viet Antoni Autzen og hans unge Brud. De samme Ord lød nu igen som Mindeord over den Faldne.

Antoni Autzen blev kun 32 Aar gammel. Da Krigen udbrød, havde han bygget sig et pænt, lille Hus og indlagt Maskiner med Motordrift, og Haandværket gik godt. Autzen var en dygtig Hjulmager, som Befolkningen var glad for, og med Interesse saa man, at han stiftede sig et Hjem lige ved Siden af sit Barndomshjem.

Saa kom Krigen, og kun et Aar blev den unge Autzen forundt at leve lykkelig sammen med sin unge Hustru. Han blev Soldat, og sammen med Smedemester Christian Jorns og Landmand Laurids Fogh, begge der fra Byen, kom han til Østfronten. Det var tre flinke, unge, dygtige Mænd. De to Sidstnævnte faldt kort efter og hviler nu paa Ruslands store Sletter. Autzen kæmpede en Tid paa Østfronten, men kom senere til Frankrig, hvor han for kort Tid siden maatte lade sit Liv, ramt af en Kugle i Hovedet.

Nu er de alle tre faldne. Autzen efterlader sig Enke og en lille Dreng. Deres Hus er bleven solgt, og hermed er det Hjem, der tegnede saa smukt, blevet opløst. Hans gamle Fader har endnu 3 Sønner med i Krigen, hans Moder døde for et Aar siden. Vi vil slutte os til Præstens Ord: “Fred være med den Faldne!”


Fra Felten


Faldne

Anne Schrøder, født Lund, i Haderslev modtog i Torsdags den sørgelige Efterretning, at hendes Mand, Carl Schrøder, er falden paa Valpladsen den 14. August. Den Faldne, der var Indehaver af Jernkorset blev 36 Aar gammel.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Johan Hansen fra Arrild er falden.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefrejter Peter Jensen fra Skærbæk er død af sine Saar.

Døde af Sygdom

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Hans Christensen fra Spandet og Sergent Christian Iversen fra Jordkjær Mark er døde af Sygdom.

Saaret

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefr. Peter Lock fra Røllum let saaret.

Savnede

Vice-Feldwebel Anders Espensen fra Haderslev er ifølge “Schl. Grp. savnet. Meddelelsen fra Kompagniet lyder paa, at han blev set sidste Gang, da han var i Færd med at yde sin saarede Kompagnifører Hjælp.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Sygebærer Peter Thuesen fra Stevelt og Sanitets-Underofficer Franz Wilfert fra Kjestrup savnede.

(Læs hele Hejmdal fra 24. august 1918)

Krigens forløb

23. august 1918. “Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter et par uger i Reims, kan Eskildsen og hans kammerater endelig forlade jordhulerne.

Den 23. August forlader vi Reims.

Vi nyder den friske Luft og det klare Lys efter de mange Ugers triste Tilværelse nede i de dybe Grubegange! Lunger og Porer indsuger den rene Luft, Øjnene drikker af Lysets Væld.

Der er nok at se efter. Tæt ved os skyder en fransk Flyver en Observationsballon i Brand. Iagttageren springer ud i Faldskærm. Den brændende Ballon strejfer ham næsten, da den synker til Jorden.

Vi diskuterer endnu, om han slap levende fra det eller blev stegt oppe i Luften, da Maskingeværerne igen hamrer i rasende Takt over vore Hoveder.

Tre franske Flyvere angriber en anden Ballon. Tyske Maskingeværer nede paa Jorden skyder efter dem med Ammunition, der trækker lysende Spor gennem Luften. Den har de Respekt for, og de vender om.

Observatøren i Naboballonen har allerede gjort Springet og hænger nu og dingler under sin Skærm. Der er nok at se efter.

Man behøver ikke at bruge Øjnene længe, før man har set, at Tyskerne er slaaet ud af Luftrummet!

Den friske Luft trætter. Nogle Kilometer før Maalet segner jeg om og maa ligge en Time i Vejgrøften, inden jeg kan slæbe mig bag efter de andre.

De to følgende Dage – vi marcherer i tre Dage – er man allerede trænet og mærker ikke mere noget til Slapheden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 226