H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
Vi er blevet trukket tilbage til Stillingen her, og de „strategiske” Grunde er vel denne Gang rigtige nok. V i blev slaaet tilbage, men „løsnede” os fra Fjenden. Det er Negre og Amerikanere. Ved en Brandlinie i Skoven havde jeg faaet anvist Plads med mit Maskingevær og paa et Kryds, hvor jeg altsaa kunde se i 2 vinkelrette Retninger skraat fremefter.
Den 28. om Eftermiddagen opdagede vi, at der fra venstre Side af os, og i en Afstand af vel 800 Meter, løb nogle Skikkelser tværs over Brandlinien. Vi talte 18, men hvor mange der var løbet over i Forvejen, vidste vi jo ikke. Sagen var mystisk og skulde undersøges.
Samtidig kom der fra højre Side Melding om, at vi skulde være paa Post, thi der var i Underskoven observeret stærke Patrouiller af Negre.
For at skaffe os Underretning om Fjendens Rævestreger besluttede Skorstensfejeren og jeg, at vi ad en gammel og næsten tilskredet Skyttegrav vilde søge at naa frem til Fjenden. Vi forsynede os med hver to Revolvere, thi Haandgranater var det ikke til at bringe i Anvendelse paa Grund af det tætte Buskads.
Vi naaede kun godt 100 Meter frem, før vi til venstre for os og noget frem efter fik Øje paa en Snes Amerikanere, der langsomt sneg sig frem i Retning af vort Maskingevær, hvorfra de ikke kunde blive set.
De kom nærmere, og i en Afstand af ikke over 40 Meter fra os gjorde de Holdt og begyndte at opstille Stativer og iføre sig Gasmasker.
Vi blev nu noget betænkelig ved Situationen, thi vi var klar over, at der vilde „ske noget”, kun vidste vi ikke hvad. Dog den Omstændighed, at de iførte sig Gasmasker, lod formode, at de vilde eksperimentere med lidt Gas- eller Taarebomber. Vi havde ikke tænkt paa at tage nogen Gasmasker med og blev derfor yderst betænkelige, thi at slippe ugenert bort herfra var der aldeles ingen Udsigt til.
Vi hviskede sammen om, hvad der vel kunde være at gøre og var klar over, at vore Kammerater ikke anede, hvad der foregik foran dem. Og selv om de skulde opdage noget og faa tilbageslaaet et Angreb, vilde vi komme ud for at blive skudt ned af egne Kammerater. Skorstensfejeren vilde absolut angribe, men det syntes jeg var haabløst. Dog han blev ved, og endelig kunde ogsaa jeg se, at vi lige saa godt kunde gøre det, som lægge os til at dø.
Der var faktisk heller ikke andet at gøre end at forsøge en Overrumpling, og saa for Resten afvente, om ikke Kammeraterne vilde komme til Hjælp, hvis det gik galt.
Vi løsnede vore Revolvere fra Livremmen, og fra vore 4 Revolvere aabnede vi en Hurtigild i Ryggen paa Amerikanerne. De blev vel nok overrasket og værre endda, end vi havde turdet haabe paa.
Med Hyl og Angstskrig styrtede de tilbage ad den Vej, de var kommet, og uden at se i den Retning, hvorfra de blev angrebet. Det lykkedes de fleste at slippe bort. Vi kom nu frem fra vort Skjulested og pegede med den tomme Revolver paa Brystet af dem, der ikke var sluppet bort og ikke laa døde eller saarede paa Jorden. Vi snappede et Par af deres Geværer for dog at være paa den sikre Side.
Tre Mand havde rakt Hænderne i Vejret, og tre var blevet saarede, medens to laa døde. Kammeraterne, der ikke havde kunnet forstaa, hvad der foregik forude, kom paa vores Tilraab til Stede, og i Løbet af en halv Time var døde og saarede baaret tilbage.
Af de faldnes Papirer fremgik det, at den ene var en Kaptajn.
Som Hvilested for dem blev der gravet et lille Hul under et Par Træer, men forinden de lagdes til Hvile dér, blev de undersøgt for Værdier. Kaptajnen var i Besiddelse af et Vidunder af et Lommeur. Det stak jeg til mig. Skorstensfejeren havde fundet en stor Kikkert og forskellige Smaating, som han syntes, det var Synd at begrave.
Vi havde dog kun næppe begyndt at dække Ligene til, før der fra højre blev skudt fra alle Maskingeværer, der var til Raadighed. Høje Raab og Brøl lød og gav Genlyd i Skoven. Der blev med ét et forfærdelig Spektakel. Vi løb derhen, men da var Angrebet saa godt som afslaaet.
Disse, fra Afrikas mørke Skove, eller hvor de nu stammede fra, hentede Hjælpetropper havde øjensynlig ikke haft noget Begreb om, hvad det vilde sige at løbe Storm mod et vel indrettet og godt betjent Maskingevær. Indtil lige foran Mundingen var de løbet, og Sepl fortalte, at han aldrig før havde set saa rædselsslagne Mennesker som disse Negre, da de stod lige ud for Mundingen af Geværet og lod sig skyde ned. De havde ikke en Gang haft den Forstand at smide sig ned.
Her laa de nu, da vi kom til Stede, lige foran Geværerne og næsten alle med Benskud, der viste, at Geværet var blevet betjent paa den mest virkningsfulde Maade. Vi blev nu ogsaa Vidne til noget, som vi aldrig havde set før. Da vi kom hen imod dem for at hjælpe dem, søgte de at løbe bort. De skreg og hylede, og mange forsøgte paa Stumperne af deres sønderskudte Ben at løbe fra os.
Andre rullede sig i vanvittig Fart tilbage og tillod ikke, at vi nærmede os dem. Deres Skrig og deres Rullen med det udadvendte Hvide i deres Øjne var uhyggelig og saa frygtindgydende ud. Enkelte søgte at klamre sig fast til Træerne, naar vi naaede hen til dem, og der skulde saa 2—3 Mand til for at rive dem løs.
Nærmede vi os dem med en Saks for at klippe et Bukseben eller et Ærme op for at komme ind til Saaret, teede de sig som aldeles vanvittige og har vel troet, at vi vilde skalpere dem. Dog, var de først forbundet og havde faaet en Slurk Vand, blev de helt rolige og smilte over hele Ansigtet.
De lod os forstaa, at der var blevet dem fortalt, at de blev myrdede, naar de kom i Fangenskab, men det var maaske deres egen Metode, de frygtede anvendt mod sig selv.
Vi lod dem dog ligge, da vi om Natten gik tilbage, idet vi syntes, at de var bedre tjent med at komme under Behandling af deres egne, der fulgte os i Hælene, og sikkert vilde finde dem.
