Tag-arkiv: udmærkelse

16. april 1918 – Hejmdal: En interessant operation

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

En Interessant Operation


Alle københavnske Børns Paradis, Zoologisk Have, er i disse Dage i Færd med at forberede sig til den kommende Sæson. Forberedelserne gælder baade selve Haven, hvor Foraaret nu titter frem alle Vegne, og Havens Dyrebestand, som der maa holdes særlig Haand over i disse Tider, da det er meget vanskeligt for ikke at sige umuligt, at faa Dyr dertil fra fremmede Zoner.

Under disse Forberedelser har man ogsaa haft en interessant og ret ualmindelig Operation paa Havens to store Krokodiller. De to Bæster havde faaet nogle meget lange og meget spidse Tænder, ved Hjælp af hvilke de tilredte hinanden paa det frygteligste. Der var komme Blod imellem dem, og der gik ikke en eneste Dag, uden at de udkæmpede voldsomme Kampe, hvorunder der flød saa meget Krokodilleblod, at der var Fare for, at en af dem en skøn Dag skulde blive liggende paa Valen. Direktør Dreyer saa da ikke anden Udvej end at forsøge en Operation paa de to store Krybdyrs uhyggelige Tandrække.

Dyrlæge Rasmussen fra Landbohøjskolen gik ind paa at gøre Forsøget, der ikke var saa lige at gaa til. Begge Krokodillerne var saa store, at der skulde stærke Kræfter til at holde dem, da man jo ikke kunde gaa ud fra, at de godvilligt vilde lade Hr. Rasmussen følge sig paa Tændernde. Det lykkedes alligevel at gennemføre Operation paa fuldt tilfredsstillende Maade. Fem mand holdt de to Øgler, som fejede Jorden i Furer med deres Haler, men ikke var i Stand til at rokke sig ud af Flækken. Derefter blev Gabet spilet op paa dem ved Hjælp af et til Formaalet lavet Jerninstrument, og da Dyrene saaledes var uskadeliggjorte, kom Dyrlægen med sin Sav og savede alle Tændernedes Spidser af.

De to Krokodiller er ikke bleven bedre Venner, men deres Kampe er ikke mere saa blodige, at der er Fare for deres Liv.  


Dagens Nyheder


Naar kan Krigsfanger vende hjem fra Rusland?

“Det stedlige Udvalg for krigsfangne Tyskere” i Haderslev meddeler bl. a. følgende:

De daglig til os indløbende talrige Forespørgsler, naar nu efter den afsluttende Fred de i Rusland værende krigsfangne Tyskere kan ventes hjem, har foranlediget os til at bekendtgøre følgende:

Flere tyske Sær-Kommissioner er undervejs for i alle Dele af Rusland paa alle større Pladser og Jernbaneknudepunkter paa selve Stedet at lede Hjemtransporten af vore fangne Landsmænd.

Disse Kommissioner bestaar af Officerer, af Forretningsmænd, der er fortrolige med Forholdene i Rusland, af Læger, “Røde Kors, Søstre og Tolke, og de raader over rigelige rede Penge til at sætte dem i Stand til saa vidt muligt at paaskynde Fangernes Tilbagerejse.

Desuagtet maa der regnes med, at der endnu vil hengaa mange Maaneder, før de sidste Fanger er indtrufne til Tyskland; thi hele Færdslen er forstyrret til det yderste. Det skorter paa Lokomotiver og Vogne, paa Jernbanepersonale, paa Kul. Den ensartede Ledelse er mange Steder afbrudt fordi enkelte Guvernmenter har gjort sig selvstændige og ikke følger Anordninger fra den øjeblikkelige Regering.

Fangernes Transport fra de vestlige Guvernmenter i Rusland turde ske forholdsvis hurtigt; der er allerede indtruffet henved 20,000 Mand bag den tyske Front. Fangernes Tilbagevenden fra det østlige Rusland vil, da de store Afstande her maa tages med i Betragtning, naturligvis tage længere Tid; dog er der allerede vendt enkelte hjem fra Sibirien.

Smugslagtninger o. l. (A. T.)

En russisk Krigsfange i Klovtoft ved Hellevad meldte forleden til Myndighederne, at hans Husbond havde slagtet i Smug og Skjult Korn.

I Vollerup ved Bolderslev er to Landmænd blevne dragne til Ansvar for at have slagtet i Smug.

I Jordkjær havde en Landmand skjult Korn; men det blev opdaget og beslaglagt.

I Nybøl har en dansk Tjenestekarl meldt sin Husbond for at have skjult Korn. 

Udmærkelser (S. Z.)

Følgende Mænd i Sønderborg har faaet tildelt Fortjenstkorset for Krigshjælp: Bankdirektør P. Helmer som Leder af Prisprøvelsesstedet, Driftsleder v. Rohden fra Byens Gasanstalt og Driftsleder Richter fra Sønderborg Elektricitetsværk.

Fortjenstkorset for Krigshjælp

er ifølge “Schl. Grp.” blevet tildelt Skoleraad Dr. Schwabe og den katolske Præst Helmann i Haderslev.

Metalaflevering (Dv.)

Fra kompetent Side meddeles, at de Genstande af Kobber og Messing, som i sin Tid er blevne frigivne af Museumsdirektør Lund i Haderslev, stadig er fritagne for Afleveringen. Det anbefales imidlertid at passe godt paa, at de disse Sager vedhæftede Sedler ikke fjernes.

Udmærkelse (S. Z.)

Førstelærer Hansen i Skodborg har faaet tildelt Fortjenstkorest for Krigshjælp.

Sommertiden

Beboerne i Jels Sogn vedbliver med den gamle Tid. Kriken og Skolen indfører heller ikke den nye Tid.


Fra Felten


Falden

Arbejdsmand Ebbe Bæk i Løjtkirkeby modtog i Lørdags den sørgelige Efterretning, at hans Søn Jep er falden den 7. April paa Vestfronten. Den Faldne blev 22 Aar gammel. For 2 Aar siden mistede Ebbe Bæk sin ældste Søn paa Østfronten.

Saarede

Købmand Johan Jørgensen fra Kværs, der tjener som Underofficer, er under den sidste Tids haarde Kampe ved Vestfronten bleven let saaret i den højre Arm.

Hans Nielsen fra Branderup, der tjener som Underofficer, har skrevet hjem til sine Forældre, at han under de haarde Kampe ved Vestfronten er bleven saaret af en Granat; han er derefter kommen paa et Lasaret.

Landmand Nielsen og Hustru i Branderup har ligeledes fra en af deres Sønner modtaget Brev om, at han er bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads og kommen paa et Lasaret. De har 4 Sønner med i Krigen.

Peter Jørgensen og Hustru i Stenderup ved Toftlund modtog i Torsdags Eftermiddags fra deres Søn Niels Meddelse om, at han under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten er bleven saaret af en Granat i venstre Haandled. Han ligger for Tiden paa et Lasaret. Den 30. Marts fik han Jernkorset, og den 31. Marts blev han saaret.

Gefreiter Barthold Lund fra Foldingbro ved Lintrup er den 31. Marts bleven saaret af en Geværkugle i venstre Fod. 

Forfremmede

A. Gammelgaard, Søn af Degn Gammelgaard i Stubbæk ved Aabenraa der er med ved Vestfronten, er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Underofficer.

Gaardejer Clausen fra Ærtebjerg paa Als, der har tjent som Underofficer siden Krigens Begyndelse og sidst har været med ved Østfronten, er bleven forfremmet til Sergent. Han er efter lang Tids haard Sygdom for Øjeblikket hjemme paa Rekreationsorlov.

Dekorerede

Følgende Krigsdeltagere har faaet tildelt Jernkorset: Paul Meyer, Søn af Slagter Paul Meyer ved Ulkebøl Kirke, der er med ved Vestfronten, Axel Schöhnemann Søn af Arbejdsmand Niels Schönemann i Haderslev, Arthur Schmidt fra Ørderup ved Toftlund, og Peter Jensen, Søn af Skrædder Jensen i Skærbæk.

(Læs hele Hejmdal fra 16. april 1918)