Tag-arkiv: fronten

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

12. maj 1918: Asmus Andresen – Tilbage til ildlinjen: ”Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Næste Dag maatte vi saa i Ildlinien igen. Vi var 8 Mand, som maatte af Sted, og vi maatte marschere i 5 Timer i en tropisk Varme. Vi afmarscherede Kl. 5 om Morgenen og naaede først ud til Kanonerne Kl. 10.

Batteriet stod bag nogle Træer i Nærheden af Neückirchen, en lille By, som ligger i Nærheden af Kemmelbakken. Det blev en haard Tid for os; Franskmændene vilde have Bakken, og Tyskerne vilde tage endnu en Bakke, som de kaldte Scherben Berg. Vi skulde skyde saa hurtigt som muligt og efterhaaaden blev Kanonerne saa varme, at vi ikke kunde tage paa dem. Naar vi ikke var med ved Skydningen, skulde vi grave Skyttegrave.

Der gik hverken Dag eller Nat, uden at vi enten maatte skyde, grave eller læsse Ammunition af.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

14. april 1918 – Asmus Andresens rejse mod Fronten: ”… langt borte hørte vi Kanontorden, men vi skulde snart komme nærmere til Fronten”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen på vej til fronten.

Den 14. April, Kl. 5 om Morgenen, blev der kaldt paa os. Den Morgen blev vi hurtig færdige med Kaffen, hvorefter vi pakkede vore Tornystre og mødte saa med fuld Oppakning paa Kasernepladsen Kl. 5½.

Saa gik det med fuld Musik til Banegaarden. Kl. 6 afgik Toget, og vi passerede Strassburg, Saarbrüggen og Luneville og stansede først i Metz, hvor vi skulde træffe sammen med vort Batteri i Nærheden af Verdun.

Det blev os der meddelt, at Batteriet var rejst længere mod Vest. Saa fortsatte vi Rejsen fra Metz over Bingen, Kohlens og Bonn til Køln; her skulde vi overnatte i en Ventesal, hvor vi laa sammenpakkede som Sild i en Tønde.

Dagen efter gik det videre over Achen til Lüttich i Belgien; der maatte vi overnatte i en Ruin, hvorfra vi om Morgenen kørte over Brüssel til Lille i Frankrig. Her saa vi Følgerne af Krigen, mange Huse var nedskudt, og langt borte hørte vi Kanontorden, men vi skulde snart komme nærmere til Fronten.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

3. april 1918. Efter “…svære blodofre for infanteriets vedkommende…” bliver Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 flyttet til et andet tyngdepunkt ved fronten.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder. I vinteren 1917-1918 lå regimentet i hvilestilling i Elsass/Alsace.

Meget var nået. Over hundrede tusinde var taget til fange, på ti dage havde man fravristet fjenden et areal, der var flere gange større end alt, hvad han i mere end tre år i utallige små og store angreb havde erobret. Men endemålet, gennembruddet gennem den fjendtlige front, var ikke nået.

Angrebet gik på dette sted i stå. Englænderen havde vist sig som en sej modstander, der ikke var så nem at få til at stikke af. På vor side kunne de afkræftede heste ikke længere klare de stadig voksende krav til forsyninger; der manglede endvidere reserver, der udhvilede og med friske nerver kunne holde angrebet i bevægelse.

Ret meget manglede der ikke, så var det lykkedes, men det var ikke gået uden svære blodofre for infanteriets vedkommende. Disse ofre ville den øverste hærledelse ikke bringe og forlagde derfor kampenes tyngdepunkt til andre steder.

De tre følgende dage tilbragte regimentet i en lavning nord for Etinehem. Den 2. og 3. april kom det til fronten og afløste dér infanteriregiment 31.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

16. marts 1918 – Milert Schulz: “Jeg læser nu lige en Bog fra Sven Hedins Rejser nede ved denne Front.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

 Den 16.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Först min beste Tak for en Pakke med Kage som jeg iforgaars har modtaget. Vi har nu i otte Dage ingen Brevpost faaet og har heller ingen för vi kommer til Konstantinopel og det vil endnu vare en 2-3 Uger. Som jeg har hört gaar det först lös paa Söndag otte Dage altsaa den 23. Nu faar vi jo at see. Det er blodt saa kedelig at man ingen Post faar i denne Tid. Vort halve Bataillon er jo allerede der og den anden Halvdeel ligger endnu her lieledes det 3. Batl. Naar Transporten gaar saa langsom derned[,] heelt til Fronten kan det snart vare 4-5 Maaneder inden man naar derhen.

Jeg læser nu lige en Bog fra Sven Hedins Rejser nede ved denne Front. Det er heelt interessant at læse naar man selv kommer derhen. Her har vi det ellers heelt godt. Tjenesten har vi næsten ikke. Vi ved Telephonen staar Vagt hver Nat og saa har vi frie heele Dagen. Vi sover naturlig til Middag hver Dag. Ja saadan et Levnet, kunde man dog boldt tilbringe denne Tid derhjemme det var da noget heelt andet. Men forhaabentlig er Freden ikke mere fjernt hvor vi saa kan komme Hjem igjen.

Vis vi bliver hernede saa tror jeg nok at vi snart er færdig med at komme i Kriegen igjen her. Inden vi bliver indsadt har de andre Magter vel nok faaet nok af Kriegen Godt at jeg i denne Tid ikke er i Frankrig for der vil der vist staa et haard Slag endnu. Ja Gud give at det snart maatte vær til Ende.

Her har vi hver Dag smukt Vejr. Træerne har allerede begÿndt at sætte Knopper. Ellers har jeg det jo rigtig godt her og er Gud skee Tak sund og rask, som jeg ogsaa haaber om Eder. Naar vi kommer til K. saa er der jo vist enheel deel Post til mig. Jeg haaber stærkt paa at komme paa Orlov fra K. Nu faar vi jo at see. Kan I ikke sende mig 20-25 Mark for her kan man da köbe lidt til Brödet. Jeg har ikke en Skilling mere paa Lommen, og di otte Mark hver 10 dag holder ikke meget længe ud.

Nu for denne Gang mange kj. Hilsener fra mig Eders sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

5. marts 1918: Frederik Tychsen og batteriet tager afsked med de belgiske piger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet endnu en gang på vej mod fronten.

Ude i udkanten af byen havde byens unge piger imidlertid samlet sig; belysningen var svag, og da vi kom marcherende, stod de på begge sider af landevejen. Barbara var også iblandt dem. De fulgte med, hver fandt sin pige, og de kom ind i geleddet, og straks blev der en broget kolonne.

 Batterichefen så det godt, men for en gangs skyld lod han stå til; han morede sig øjensynligt over situationen, pigerne gik med; arm i arm (sikken kolonne!!) en 5 – 6 km. Kl. blev hen ad tolv, og så pludselig kommanderede batteriføreren “holdt”. Han råbte ud i nattestilheden: “første Batterie! Skal vi så standse i 5 minutter og få afskedskysset; vi vil sige dem tak for det gode kvarter og alt godt, og når vi nu fortsætter, lader vi pigerne blive tilbage – har de forstået?” “Javel, hr., løjtnant”, lød det fra mange munde.

 Efter et holdt på ca. 10 minutter blæste hornisten signalet til, at hestemandskabet skulle sidde op. Vi sagde farvel og trådte an, og batteriføreren kommanderede: “Batterie march!” Den lange række satte sig i bevægelse. Pigerne stod ved siden og grød, nogle hylede, andre hulkede; til de sidste hørte Barbara. Jeg sendte hende et taknemmeligt vink, hun vinkede med lommetørklædet og råbte: ”Ou revoir, Monseur Frederik!” Det var den sidste hilsen, det sidste blik fra Barbara.

 Zum Dorf hinaus zieht die Batterie,

die Fahne lustig weht,

ein mädchenschar begleitet sie

und weint, das zum Krieg es geht.

Noch einmal schaut der Kanonier

nach seinen Lieb zurück.

Viel tausend Grüsse schickt er ihr,

was sagt sein letzter Blick?

Ach Mädehen bleibe mein,

dies Herz gehört nur dein.

Ist der Friede da,

so kehr ich ja

nach Stolzenfels am Rhein.

 

Pligten kaldte igen, og målet var Frankrig

I en af Lüttichs forstæder stod et tomt tog parat. Her fik vi batteriet læsset på, derefter rullede toget af sted – ingen vidste hvorhen – ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe. Til at begynde med blev der sunget i de enkelte vogne: “Drum Mädschen weine nicht, sei auch nicht traurig, nach einen Kanonier das Herz nicht schwer” osv. Lidt efter faldt vi alle i søvn, mens toget rullede ind i det uvisse…

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.