Alle indlæg af DenStoreKrig

Om Krigen, Sønderjyder

20. august 1918. Antallet af gassyge overstiger antallet af sårede

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet havde til højre infanteriregiment 79, til venstre infanteriegiment 31. To bataljoner lå forrest og én i reserve. Fra 20. august inddeltes regimentet igen i kamp-, beredskabs- og hvilebataljon.

Modstandslinjerne havde navnene Blücher I og Blücher II. Det var ikke sammenhængende stillinger, men derimod områder med modstandsreder. Det franske artilleri lod næsten hver nat nogle heftige ildoverfald slippe løs. Om dagen var det noget roligere. Brugen af gasgranater øgedes.

På adskillige dage oversteg tallet af gassyge antallet af sårede. Vort artilleri skød ligeledes ret livligt. Med de grønt afkrydsede granater blev der sendt mangt en sky af sennepsgas over i den fjendtlige lejr. I anden halvdel af måneden aftog den fjendtlige ild mærkbart; tabene, som i de første ti dage af august var betydelige, tog også af.

Den glødende hede fremkaldte imidlertid talrige tarmsygdomme. Stillingskrigens ensformighed var indtrådt igen. Tjeneste som vagt, gravearbejde, afløsning i en regelmæssig vekslen. Det var bittert for en enhed, der havde smagt bevægelseskrigen.

Disciplin og pligtfølelse bevirkede imidlertid, at omstillingen skete gnidningsløst. Siden englænderne den 8. august var stødt dybt ind i vort angrebsterræn ved Ancre, vidste enhver selvstændigt tænkende soldat, at alle erobringer siden Det store Slag var tabt igen. Et angreb kunne man slet ikke tænke på mere, sejt forsvar af den gamle linje måtte nu være opgaven.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Aviser

20. august 1918 – Hejmdal: Kreaturtælling

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Kreaturtælling

Den 2. September vil der atter blive foretaget en Kreaturtælling, der omfatter Heste med Undtagelse af Militærheste, Hornkvæg, Faar, Svin, Geder, Kaniner og Fjerkræ (Gæs, Ænder, Høns, Kalkuner og Perlehøns).

Tællingen udstrækker sig ogsaa til Hestenes Anvendelsesart og til Tillægs-Ornernes og -Søernes Antal. Endvidere optælles Kalvene under 3 Maaneder i to Klasser nemlig: “under 6 Uger gamle” og “fra 6 Uger til endnu ikke 3 Maaneder gamle.”

Flyveralarm-Prøven

i Sønderborg er ifølge “S. Z.” begge Gange forløben tilfredsstillende. Som Følge deraf vil de til i Dag og paa Fredag bebudede Alarmprøver falde bort. Derimod maa der regnes med, at der senere en Gang vil finde en Alarmprøve Sted, der ikke er kundgjort i Forvejen.

Makrelfangsten

har nu begyndt igen i Vesterhavet, meddeles der fra Højer til “Tondernsche Zeitung”, og giver gode Resultater. Der finder en rivende Afsætning Sted af røget Makrel, der er en Lækkerbidsken; men der forlanges ogsaa 1 Mark for Stykket.


Fra Felten


Falden

Snedkermester Andreas Heinsen og Hustru i Rødekro har modtaget den sørgelige Efterretning, at deres Søn Claus er falden den 1. August under de haarde Kampe ved Vestfronten. Den Faldne, der havde kæmpet ved tre forskellige Fronter, blev kun 20 3/4 Aar gammel.

Saarede

Marius Wolff, en Søn af Jørgen M. Wolff paa Skovby Mark ved Hoptrup, er bleven saaret og kommen til et Fæstningslasaret i Køln.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Niels Gramm fra Branderup er bleven let saaret.

Hjemvendte fra Fangenskabet

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Andreas Hansen fra Hokkerup ved Holebøl og Søren Ferslev fra Arnum i Højrup Sogn er vendte tilbage fra Fangenskab.

(Læs hele Hejmdal fra 20. august 1918)

Hjemmefronten, Sønderjyder

18. august 1918. Kompagnichefen er hensynsløs. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag d. 18. aug. 1918.

… Nu har du haft så meget ulejlighed med at få telegrammet sendt afsted, og så ser det ud til, at det er til ingen nytte. Det er ikke fordi, at Mansfeldt er rejst, men det er kompagnichefens skyld. Han er hensynsløs. Men alligevel får jeg nok snart orlov fra bataljonen, så jeg kommer nok snart hjem og hjælper jer ved høsten. Jeg vil slet ikke sætte nogen tid, når du kan vente mig, for der kan let indtræffe et eller andet, som kan give forsinkelse. Du skal altså ikke vente mig, før du ser mig… Nu er jeg opsat på at ville hjem på orlov for at hjælpe jer, selv om det end kun bliver i 14 dage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

17. august 1918. Bøllesværm på Blågårdsgade knuser ruder. Optøjer i København

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

De sidste Optøjer i København


Vor Korrespondent skriver til os fra København Onsdag:

Hvad der var forudset, skete ogsaa. Der udviklede sig Tirsdag Aften nye meget alvorlige Optøjer paa Nørrebro, og denne Gang var det uden nogen Forbindelse med noget forudgaaende Syndikalistmøde. Krydset, hvor Nørrebrogade, Fælledvej og Blaagaardsgade støder sammen, er bleven en fast “Festplads” for alle Københavns værste Eksistenser – og et tusindtalligt Publikum af Københavns gode Borgere, Mænd og Kvinder, gamle og Børn møder trofast frem og tager Pøbeloptøjerne som en særlig Forlystelse, der endog har den Fordel, at den er ganske gratis!

Dog – ganske gratis er den nu ikke. Det maa en Del af det store Publikum, der overværede  Forestillingen i Aftes, sande. Der faldt nemlig i bogstaveligste Forstand Brænde ned! Og det ramte ikke alene Bøllerne, men lige saa vel det skuelystne Publikum.

Som sædvanlig samledes Bøllesværmene ved Mørkets Frembrud paa Fælledvejen, og de fandt da deres trofaste Publikum paa Plads til at nye det Skuespil, der nu hver Aften siden Lørdag har været det beredt.

Henimod Midnatstid begyndte det. En Sværm af Urostiftere, der havde holdt til i Blaagaardsgade, knaldede 20-30 store Butiksruder og søgte at sprede de udstillede Varer omkring paa Gaden. Saa rykkede Betjentene frem, voldsommere og mere hensynsløse end nogen anden foregaaende Aften. Kort efter gik det paa samme Maade løs i selve Nørrebrogade, hvor “Skotøjsmessen”s Vinduer atter maatte holde for. Mange Par Fodtøj blev trukket ud af Vinduesudstillingen og stjaalet. Flere andre Forretninger maatte lide samme Medfart.

[…]

Politiet har nu opfordret Folk, der ikke har absolut Ærinde i de paagældende Gader om Aftenen, til at holde sig borte derfra efter Klokken ni. Thi det er nu Meningen  at gaa frem med haard Haand mod Urostifterne hver Aften, og der bliver ikke givet Pardon.

Efter Tildragelserne Tirsdag Aften skulde det ogsaa synes som Tilskuerne havde faaet en saadan Lektion, at de forstaar Formaalstjentligheden af at holde sig borte fra Optøjerne.


Dagens Nyheder


Strøm fra Elektricitetsværket

afgives indtil videre i Tønder kun i Tiden Klokken 7-9 Formiddag og 2-10,30 Eftermiddag.

Mindesmærkerne og Krigen

Ifølge “Flensburger Norddeutsche Zeitung” er Bismarck-Brøndens Germania Figur og de smaa Figurer i Bassinet paa Søndertorv i Flensborg “indkaldte til Krigstjeneste”, saa de vil blive fjernede for at blive omsmeltede.

Desuden følger Kejser Wilhelm den Førstes Buste ved Siden af Frue Kirke med, medens Wrangel-Mindesmærket i Byparken bliver staaende.


Fra Felten


Faldne

Enke Cathrine Schultz i Stevelt ved Øsby har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Niels er falden paa Slagmarken den 3. August. Han blev 31 Aar gammel.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Sergent Christian Jessen fra Perbøl ved Bolderslev falden.

Saarede

Maskinbygger Jens Møller, Søn af Urmager Møller i Ramsherred i Aabenraa, er under de sidste Kampe ved Vestfronten bleven saaret i den venstre Arm.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Heinrich Münster fra Stubbæk ved Aabenraa, Knud Knudsen fra Kals og Oluf Krüger fra Nustrup er bleven let saarede.

I Fangenskab

Peter Hinrichs, en Søn af Maler Hinrichs i Gramby, der har været savnet i nogen Tid, har nu i disse Dage sendt et Kort hjem med Meddelelse om, at han saaret er falden i fransk Fangenskab.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Vicefeldwebel Ernst Zierahn fra Toftlund, der hidindtil har været meldt savnet, ifølge Meddelelse fra Udlandet befinder sig i Fangenskab.

Hjemvendte fra Fangenskab

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Karl Hansen fra Aabenraa er vendt tilbage fra Fangenskabet.

Forfremmet og dekoreret

Christian Juhl, Søn af Mælkekusk Juhl i Badstuegade i Haderslev, er ifølge “Dv.” bleven forfremmet til Gefrejter og har samtidig faaet tildelt Jernkorset.

Dekorerede

Automobilkusk Christian Jensen fra tværs, der for Tiden er hjemme paa Orlov, og Friedrich Riedell fra Notmark paa Als har faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 17. august 1918)

Aviser

14. august 1918 – Hejmdal: Mistet deres preussiske undersåtsret

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Tillæg til Enkepensionerne

Fra 1. Juli faar Efterladte efter Militærpersoner af den lavere Klasse fra den nuværende Krig, som modtager Krigsenkepension, et Tillæg til Krigsforsørgelsesgebyrerne. Forudsætning derfor er, at de Efterladte har faaet eller faar Familieunderstøttelse. Tillæggene er uden Hensyn til den Afdødes Tjenestegrad maanedlig: for en Enke 8 Mark for et faderløst Barn 3 og for et forældreløst Barn 4 Mark, som skal betales forud.

Efterladte efter Militærpersoner af lavere Klasser fra den nuværende Krig, som faar Krigsenkepension eller Understøttelsen for fader- eller forældreløs Børn, men ikke faar eller har faaet Familieunderstøttelse, kan med Virkning fra 1. Juli, naar der er Trang dertil, faa Tillæg til deres Pensioner. Det samme gælder for Efterladte efter Militærpersoner af de lavere Klasser fra tidligere Krige, som faar Understøttelse.

Den forøgede kaninavl

giver ifølge “A. T.” Landmændene i Nærheden af Graasten Anledning til at anke over, at der plukkes for meget Grønt paa deres Kløvermarker.

Mistet deres preussiske Undersaatsret

I “Haderslev Kredsblad” for den 9. August navngives der 144 unge Mænd fra Haderslev Kreds, som i Medfør af Statsundersaatsloven af 22. Juli 1913 den 22. Juni 1918 har mistet deres preussiske Undersaatsret.

De nævnte unge Mænd har forladt Landet uden Tilladelse for at unddrage sig deres Værnepligt.


Fra Felten


Kiev d. 5. 8. 1918.

Kære “Hejmdal”!

Tak fordi du ogsaa naar herud til mig og bringer mig Nyt hjemme fra det kære Nordslesvig og fra Kamerater i Felten. Hjertelig Hilsen til Venner hjemme og Kammeraterne ude.

Thomas Dinesen fra Jels.

den 5. 8. 18.

Kære “Hejmdal”!

Agter hermed gennem dine Spalter, at sende alle Venner og Bekendte derhjemme og herude en hjertelig Hilsen i Haab om Gensyn derhjemme i vort kære lille Nordslesvig.

Nis Johannsen fra Toftlund

En venlig Hilsen til alle Venner og Bekendte fra

W. Nissen fra Aabenraa

d. 5. 8. 1918

To Svogre, som er truffet sammen i Ukraines Hovedstad, sender alle Venner og Bekendte en hjertelig Hilsen

Christian Petersen fra Toftum paa Rømø og N. E. Nissen fra Bov.

I Felten d. 7. August 1918

Kære “Hejmdal”!

Undertegnede ønsker ad denne Vej at sende alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten de kærligste Hilsener. Jeg er sund og rask.

Iver Toft fra Østerløgum

En venlig Hilsen til Venner og Bekendte hjemme og i Felten.

Jes Davidsen fra Dybbøl Mark.

“Hejmdal” bedes bringe alle Venner og Bekendte en venlig Hilsen fra

Lorenz Thomsen fra Kiding.

Ogsaa jeg ønsker ad denne Vej at sende Venner og Bekendte hjemme og ude en venlig Hilsen

Peter Møller fra Fæsted.

Falden

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, Jørgen Andersen II fra Uldal og Jens Slipsager fra Grønnebæk ved Jels er faldne.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jens Thomassen fra Aabenraa, der har været haardt saaret er død af sine Saar.

Tilskadekommen ved Uheld

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Knud Cornett fra Aabenraa er kommen til Skade ved et Uheld.

Saarede

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Peter Boisen fra Vollerup Mark i Aabernaa Kreds og Gefrejter Andreas Jynsk fra Løjtkirkeby er let saarede.

I Fangenskab

Bankbud Hede og Hustru i Lindegade i Haderslev har ifølge “Dv.” modtaget den glædelige Efterretning, at deres eneste Søn, som har været savnet siden den 16. Juli, er falden i fransk Fangenskab. Han har selv skrevet, at han er usaaret og har det godt. Den unge Mand er Skorstenfejersvend og har lært hos Skorstenfejermester Erichsen i Haderslev.

Hjemvendte fra Fangenskab

Gefrejer Otto Deckmann fra Rødekro er ifølge “A. T.” vendt tilbage fra Fangenskab.

Søren Ferslef fra Arnum, der under Krigen har været tre Aar i russisk Fangenskab, er nu i disse Dage vendt hjem igen. Ferslev har Orlov i 2 Maaneder.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Martin Tiedemann fra Øster-Løgum er vendt tilbage fra Fangenskab.

Dekorerede

Jakob Thansen fra Røllum i Ensted Sogn, der tjener ved et rhinsk Infanteri-Regiment, og Georg Andresen, Søn af Rentier W. Andresen i Erlevgade i Haderslev, der er sysselsat paa et Feltlasaret, har faaet tildelt Jernkorset.

(Læs hele Hejmdal fra 14. august 1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

13. august 1918. De nye rekrutter “De store Skoledrenge – andet er de ikke – er blevet kaldt ind”

Skriv en kommentar

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

„Tidens  Hjul  gaar  centnertungt”  og  blodigt  henover  Vestfronten.  Alt  er  vel  nok  sat  ind  dér  for  at  fremtvinge  en  endelig  Afgørelse.  De  mange  granatspyende  Kanoners  Sult  er stor,  og  stadig  bliver  der  udtaget  Mandskab  til Føde  for  dem.

,  og  jeg  har  faaet  saadan  et  Hold  t De  store  Skoledrenge  —  andet  er  de  ikke  —  er  blevet  kaldt indil  Uddannelse.

 De  er underernærede  og  spinkle  og  har  ingen  anden  Forestilling om  Krigen,  end  at  de  hidtil  har  faaet  fri  fra  Skolen  i  Anledning  af  en  stor  Sejr,  og  om  Soldaterlivet har  de  ingen Anelse.

Det  eneste,  de  i  militær  Henseende  hidtil  har  haft  Forstand paa,  er  at  synge  med  paa  Omkvædet,  naar  et  Kompagni gik igennem  Byen,  syngende  paa  denne  her:  „Es  schlief  ein  Graf bei  seiner  Magd.”

 —  Uddannelsen  af  disse  unge,  men  ellers ret  flinke  Mennesker  var  da  ogsaa  noget  af  det  mest  vanskelige  at  have  med  at  gøre.  Jeg  er  inderlig ked  af  det.  Retter man  paa  Hovedstillingen, bliver  Benstillingen  skæv.  En  Anmodning  om  at  flytte  højre  eller  venstre  Fodspids  enten  ud eller  indad,  bevirker,  at  Hovedstillingen atter  bringes  af  Lave.

Retter  man  paa  højre  Armstilling,  glider  Geværet  i  venstre  Arm  uvilkaarligt  ned  i  udstrakt  Armstilling.  Saaledes gaar  det  i  det  uendelige.  Det  værste  er,  at  naar  man  skælder ud,  begynder  de  at  græde.

Det  er  den  rene  Ynk,  og  jeg  har besluttet  ikke mere  at  ville  se  ind  i  disse  sørgelige  Fysiognomier.  I  Gaar  bad  jeg  mig  fritaget  for  dette  Hverv,  men  Svaret  var  benægtende,  og  derfor  maatte  jeg  i  Dag  finde  paa noget  Nyt.

Jeg  meldte  mig  syg.  Da  Kompagniet  i  Middags kom  hjem  fra  Udmarchen,  spurgte  Kompagniføreren  til  mit Befindende  og  om,  hvad  der  af  Lægen  var  blevet  anordnet. Jeg  halede  et  Par  lange  Bind  op  af  Lommen  og  viste  ham dem.

Han  blev  gal  i  Hovedet  og  beordrede  mig  til  Skrivestuen,  hvor  han  nærmere  vilde  tale  med  mig.  Han  holdt  her en  Moralprædiken,  der  tydelig beviste,  at  han  ikke var  ukendt med  Nattelivet  i  Byen  og  de  dermed  forbundne,  lumske  Farer.

Dog,  Hauptmann’en  var  ikke  dum,  og  tilsidst  blev  vi enige  om  Spørgsmaalet. „Er  det  Meningen, at  De  vil bruge  de  Bind,”  spurgte  han, „svar  mig  ærligt!” „Nej,  Hr.  Hauptmann.” „De  er  dog  i alt  Fald  ærlig,”  sagde han  saa,  „af  den  Grund skal  De  faa  Deres  Ønske  opfyldt  med  Hensyn  til  Rekrutuddannelsen,  er  det  ikke  det,  De  har  villet  opnaa?” „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg. „De  skal  nu  faa  et  Stammandskab,  og  med  dette  vil  De hver  Dag  have  at  gaa  paa  Vagt  ved  Gasgranatfabrikken. Er  vi  saa  enige?” „Javel,  H r .  Hauptmann!”

Han  belærte  mig  om,  at  der  var  store  Udsigter  til, at  der paany  afgik  en  Transport  til  Felten,  og  at  der  vel  saa  ogsaa skulde  bruges  Underofficerer.  Jeg  var  klar  over,  hvad  han mente  og  svarede,  at  for  saa  vidt  det  ikke  skulde  betragtes som  nogen  Straf,  vilde jeg  hellere  det.

Han  erklærede  dog,  at der  ikke  fra  hans  Side  var  Tale  om  nogen  Straf,  men  for  en Mand  som  mig, maatte  det  anses  for  at  være  en  overordentlig stor  Ære  at  være  med  til  de  sidste,  store  Anstrengelser  til Opnaaelse  af  den  Afgørelse,  der  forhaabentlig  skulde  bringe os  Sejren  hjem.  „Javel,  Hr .  Hauptmann,”  svarede  jeg,  og dermed  var  Audiensen  forbi.

—  Nu sidder  jeg  paa  Vagtstuen, og  Kammeraterne  véd  at  fortælle,  at  Hauptmann,  hver  Gang der  har  været  fordret  Officerer  til  Fronten,  har  haft  det  kedelige  Uheld  at  falde  af  Hesten. 

De  siger  ogsaa,  at  han,  der nok  skal  sørge  for  at  faa  andre  ud  i  Skidtet,  er  en  fejg  Kujon;  men  Folk  kan  jo  være  ondskabsfulde.  

 

 

Hjemmefronten, Sønderjyder

12. august 1918. Nu har englænderne rigtig taget fat. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag, d. 12. aug. 1918

Der har igen ikke været brev fra dig i to dage, jeg tænkte ellers, at nu var alt i orden igen med postgangen, men det lader ikke til. Hvor de dog nu slås igen deroppe, nu har englænderne rigtig taget fat, ser man jo af aviserne. Hvor er det da godt, at du ikke er med forude, det ville have været en svær tid både for dig og for os herhjemme. I dag skal jeg til Haderslev, og så håber jeg, at jeg kan få Frost til at sende et telegram efter dig. Så ser vi jo, hvad der kommer ud af det. Jeg talte lige i dette øjeblik med Thaysen gennem telefonen. Han sagde, at jeg skulle bare prøve.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Hjemmefronten, Sønderjyder

11. august 1918. Et helt landkort er mine bukser. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 11. aug. 1918

I dag fik jeg brev fra dig fra d. 5… Du har så ofte læst om »Chemin des Dames«, her ligger vi, men kun bagagen, og kun en del af den, for den øvrige er længere fremme.

Du sørger for, hvordan det skal gå jer med høsten, kære Inger, Ja, det er sandelig heller ikke let, for den nye karl kender vel ikke meget til maskinen, men Fedder er nødt til at hjælpe lidt, og så ser vi hvordan det går med ansøgningen.

Helst havde jeg set, at der ikke var blevet søgt om høstorlov for mig, for jeg er jo på tur. Jeg er jo bange for, at når de giver mig orlov i fire uger, så kan de gerne synes, at det gøres ikke behov med den anden. Og så ville det da være meget kedeligt.

Men lad det gå som det skal, vi kan jo ikke gøre mere end at bede om, at det må lykkes.

Du kan tro, at jeg er mæt af soldaterlivet, og det er jeg ikke den eneste, som er. Nu er denne søndag snart til ende, og den går akkurat som en anden dag. Arbejdet kan man just ikke klage over, men det hele er så ensformigt, og her går man i sine gamle pjaltede klæder den ene dag efter den anden. Du skulle bare se, hvordan jeg ser ud. Mine bukser er så lurvede, så den ene lap næsten sidder ovenpå den anden. Nogle af lapperne har jeg selv syet på, så kan du nok tænke dig, hvordan det ser ud. Et helt landkort er mine bukser…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Krigens forløb, Sønderjyder

10. august 1918: Tilbagetrækningen fortsætter

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid på vej mod den lille franske by Bengries.

Jeg kom til at sidde på en ammunitionsvogn med kuskens velvilje – her fik vi lov til at sidde til middag, men jeg trængte også til lidt hvile og søvn. Det var mødet med Johannes, et mærkeligt møde. Vi mente ikke, at tyskerne kunne vinde krigen. Der var for meget, der tydede på, at tyskerne var ude af stand til at skaffe reserve.

Samme dag spurgte jeg sergent Siegfried, om han vidste, hvem der havde taget flæsket? “Det har jeg selv spist”, sagde han. Da han erfarede, at der var flæsk i tornysteret, var det ham ganske umuligt at stå imod. Han måtte have det. Han havde ikke fået flæsk i lange, lange tider, ja, påstod han, han kunne slet ikke huske, hvorledes det så ud.

Derfor, jeg kunne gøre, hvad jeg ville, flæsket var og blev borte. Det eneste, der var at gære, var at tabe agtelsen for manden, og det var jo kun at beklage, at det stod sig så dårligt med moralen i den tyske armé. Jeg kunne have indmeldt sagen, men det vidste jeg på forhånd var ganske unyttigt. Jeg bed ærgrelsen i mig og lod som ingen ting.

Den 7. august nåede vi til egnen ved Vervirs, en lille by der hed Fontaine. Den 9. august ankom vi til Bengries 3 – 4 km. fra Solve ca. 20 km. fra Maubeuge. I Bengries lå vi i ro fra 9. – 31. august. Den 8. august kom vi forbi en kartoffelmark. Den var velholdt og stod med dejlige kartofler. Der stod vagt ved denne kartoffelmark af ældre landstormsmand.

Da vi kom hen til marken, overfaldt vi kartoflerne med 2 – 300 mand, og vagten stod ganske magtesløs over for de mange sultne soldater. Vi fyldte vore brødposer og sandsække, og om aftenen kogte og spiste vi de dejlige kartofler. Vi var meget forsultet i denne tid.

Denne hvile fra 9. – 31. august var meget hårdt tiltrængt. Siden 15. juli havde vi mistet over halvdelen af mandskabet og 2 trediedele af hestene. De første par dage gik med at vaske og sove. Så rensede vi kanonerne, men tjeneste havde vi kun ganske lidt. Vi havde nogle marchture, der dog mere var spadsereture. Vi fik nyt reservemandskab og en mængde heste.

Der var en stor eksercerplads i nærheden, men når vi var der, lå vi mest i græsset og dasede. En dag var vi i Solve for at blive afluset, men hele stemningen i arméen syntes mere slap. I Bengries lå også en del infanteri. De lavede heller ikke ret meget.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Hjemmefronten, Sønderjyder

10. august 1918. Koen er faldet. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 10. aug. 1918

… Der er vist nok blevet nogle breve borte, for bagagen var blevet meget stærkt beskudt, dengang vi andre var lidt længere tilbage, og ved den lejlighed var der også blevet et par postsække ødelagt.

Du ved nok, at bataljonen også havde en ko, den »faldt« ved samme lejlighed.

Bagagen måtte flygte over hals og hoved, der blev såret 3 eller 4 mand og ligeså mange heste, deriblandt et æsel, men ingen af mine.

Lige f.t. lader det til at være roligt ude ved fronten, men det kommer vel af, at tyskerne her på dette afsnit har trukket sig tilbage, så ved du måske omtrent, hvor jeg er…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

9. august 1918 – Hejmdal: Det lyder som en fabel!

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Høsten i Danmark


Hvordan Udsigterne nu stiller sig i Landets forskellige Egne

Der foreligger nu atter for Statistisk Departement i København Beretninger fra 90 forskellige Meddelelser hele Landet over om, hvorledes Høstudsigterne stillede sig, bedømt den 1. August. Her foreligger altsaa et saa paalideligt Materiale, som det overhovedet er muligt at fremskaffe, over, hvorledes dette meget vigtige Forhold stiller sig, skriver vor københavnske Korrespondent.

Det er et almindeligt Indtryk, at Høstudsigterne fremdeles har bedret sig en Del i den sidste Halvdel af Juli. Mange Steder fra lyder Beretningen paa Udsigt til Middelhøst, og flere Steder, saaledes en Egn i Randers Amt, siges, at “Regnen har gjort Underværker”. Denne Opfattelse kommer hyppigt frem gennem varierende Vendinger. I det store og hele er Beretningerne præget af endnu lysere Syn end for fjorten Dage siden.         

[…]

Det lyder som en Fabel!
Da man fik 3 Retter Mad og Kaffe for 1 Kr.

Det er, fortæller “Sund Sans”, i disse Dage netop femten Aar siden, at Københavns Restauratører holdt Møde om at forhøje Priserne paa deres Krone-Dinér. Man fik nemlig den Gang – skønt det ny lyder som et Sagn – tre Retter Mad og Kaffe for en Krone i en Række større Restauranter.

Det var ret almindelig Søndagspromenade at vandre Strøget igennem, studere Menutavlerne udenfor de forskellige Restauranter og saa vælge det Stede, der tiltalte Smagen bedst.

Først henad Juletid 1903 blev Restauratørerne enige om at lægge en Femogtyveøre paa Krone-Dinéren, men for at faa Forhøjelsen til at glide kræsedes der til Gengæld op med Gaasesteg, Andested, Dyresteg og Kyllinger. Wivel og Industrikaféen tog halvanden Krone; men deres Dinér var særlig fin, og Gæsterne havde den Ekstrafornøjelse at blive misundt af de mange spadserende, som sendte nysgerrige Blikke ind til dem gennem de store Spejglasruder og sukkede af Forargelse over saadant et Vellevned. 


Dagens Nyheder


Prøve-Alarm

Næste Tirsdag og Fredag vil der i Sønderborg blive foranstaltet en blind Flyver-Alarm, under hvilken Beboerne maa holde sig de foreskrevne Anordninger efterrettelige og udføre de Tilsynshavendes Befalinger. 

Mistet sin Mand og begge sine Sønner

Tidligere Lasaretoverinspektør Anton Günther i Haderslev meldte sig ved Krigens Udbrud som frivillig i Hæren tillige med begge sine Sønner, 19 og 17 Aar gamle. I 1915 døde Hr. Günther pludseligt, ramt af et Hjerteslag; den yngste Søn, Anthon, faldt som Officersaspirant i Februar 1916, og nu har Moderen, der sammen med en Datter bor i Altona, faaet Bud om, at ogsaa den ældste, Hans, falden den 19. Juli som Løjtnant.


Fra Felten


Falden

Til Købmand H. Ebsen og Hustru i Hovslund kom i Onsdags den sørgelige Meddelelse, at deres ældste Søn, Johannes, er falden i Frankrig den 22. Juli, ramt af en Granat under Udførelsen af sin Pligt som Ordonnans. Han blev næppe 22½ Aar gammel. Johannes Ebsen, som havde lært Handelsfaget, var et sjældent flinkt og energisk ungt Menneske, som ikke skaanede sig selv for at naa det Maal, han havde sat sig: at naa fremad. Hans Forældre, som endnu har en yngre Søn ved Fronten og én paa Værftet i Bremen, mister i Johannes en trofast Søn og dermed de gode Forhaabninger, de satte til ham. Hans Minde vil bevares af alle, som har kendt ham.

(Læs hele Hejmdal fra 9. august 1918)

Hjemmefronten, Sønderjyder

9. august 1918. “Hvor vi trænger til din hjælp nu”. Høsten er gået i gang. Brev fra Inger til Jørgen.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag 9. august

Min egen kære Jørgen!
Endelig i dag var der et rigtigt brev fra dig, Nr 32 (4.8.1918), og så kortet til børnene…

Vi har nu begyndt at høste. I går eftermiddag høstede de halvdelen af rugen, og i eftermiddag er de ved det igen. Jens Staub hjælper, og vore egne lærer jo alt imens.

Det har regnet meget i nat, så vejret er jo ikke det bedste for rughøsten, og alle vegne trænger de til brød, vi bager vort det sidste rug i morgen.

Hvor vi trænger til din hjælp nu, det varer heller ikke længe, før vi telegraferer efter dig, mon de så ikke nok vil lade dig rejse… Jo, ansøgningerne er jo godt på vej. Måske den første er nået derop, men nu er du vel ikke ved skriverstuen, så du hører ikke noget fra den lige straks.

Orlov skal du jo nok få, det er der ikke noget i vejen for, men det er alligevel mere den anden ansøgning det kommer an på. Når bare den ville lykkes.

Fedder har tilbudt, at han vil hjælpe os, når det kniber, så jeg har jo altid ham i baghånden. Endnu har de jo nok kunnet, men rigtig går det vel ikke.

Bare den unge knægt vil være forsigtig med hestene, det er jeg næsten mest bange for. Køre maskinen kan han da heldigvis ikke, og til indkøringen er vi nødt til at have dig hjem. Gellert får 10 dages ferie i år, det kan jo også komme os til gode.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Sønderjyder

8. august 1918. Genforenede brødre taler dansk sammen

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved byen Montcornet. I en naboby har han efter lang tids søgen endelig fundet sin storebror, Johannes.

Johannes havde lidt ærtesuppe i sin kogespand, den delte vi, jeg fik så en cigar tændt, og vi talte så sammen om et og andet. Vi talte vort modersmål, og der var nogle af de andre soldater, der henstillede til os, at vi dog skulle tale tysk, for vi var jo dog tyskere. Men vi forklarede dem, at det netop var det, vi ikke var, vi var danskere, og som sådanne havde vi lov til at tale vort modersmål.

Da Johannes havde hviledag dagen efter, altså den 7. august, mente vi, at vi hellere måtte gå hen til mit kvarter, og så kunne han sove hos mig om natten, og når vi så tog af sted om morgenen, havde han god tid til at gå tilbage igen.

Efter megen spørgen, fik han omsider udleveret en seddel, der gav ham tilladelse til at forlade sin afdeling i 12 timer. Jeg fik en pibe af ham (en, der havde samme facon som et andehoved – den findes i min samling) og et lille stykke sæbe. Til gengæld skulle han have et par strømper og et stykke flæsk af mig, som lå i min tornyster.

Vi gik så til Clermont, det var den mest direkte vej, og derfra gik vi med jernbanelegemet til Montcornet. Der kom et enligt lokomotiv kørende, jeg rakte hånden ud og standsede det.

Lokomotivføreren spurgte, hvad vi ville. Jeg bad på en meget høflig måde om at få lov til at køre med til Montcornet, idet jeg forklarede, at jeg havde gået hele dagen og nu havde fundet min broder osv.

Vi fik så lov at stå på den brede kant ved siden af kedlen, og så dampede vi af sted. Johannes var helt forbavset over, at det lykkedes; det var jeg også, men lykken står den kække bi. Nu stod vi hånd i hånd på lokomotivet, det gik så let og så hurtigt – og vi holdt inderligt af hinanden. Det var ca. halvandet år siden, vi havde set hinanden i Köln, og nu var vi sammen igen under mærkelige omstændigheder.

I Montcornet steg vi ned af det store lokomotiv og fortsatte hen til mit kvarter, der lå et lille stykke uden for byen. Det var mørkt, da vi nåede kvarteret, og de andre var gået til ro. Johannes og jeg delte min middagsmad, som min kammerat, Skurnia, havde hentet til mig om middagen (bønnesuppe). Vi talte sammen til kl. 2 om natten, men det stykke flæsk, som Johannes skulle have, var blevet stjålet. Men strømperne fik han dog.

Vi lagde os så til ro på en brix og sov til hornisten blæste reveillen, det var kl. 4. Alle stod op, vi drak i en fart kaffe, og en time senere var alt klart til afgang. Jeg præsenterede Johannes for nogle ganske få af mine kammerater, bl.a. Skurnia. Kl. 5 rykkede batteriet af sted, Johannes fulgte med et lille stykke uden for byen, så tog vi afsked.

Han stod endnu og vinkede bag ved en tornebusk, han fortrak munden noget og tårerne trillede ned over kinderne. Vi forsvandt så over en bakketop. Nu var vi skilt igen – Ak! hvor længe måtte vel denne krig vare?

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

8. august: Asmus Andresen stjæler rugbrød fra sultne infanterister

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

Næste Dag var der Ildebrand i Byen, der skulde jeg også være med. Da jeg kom hen til Brandstedet, kom der nogle Mænd slæbende med et Bord, som var belæsset med forskellige Ting, deriblandt var et halvt Rugbrød.

Bordet var bleven sat lige i min Nærhed, bag mig stod 2 sultne Infanterister, de snakkede om, at de vilde hugge det halve Rugbrød, som lå på Bordet. Medens de stod og kiggede omkring, om der var nogen, der så dem, huggede jeg Rugbrødet og forsvandt.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

8. august 1918. “De vigende Tropper raaber »Strejkebrydere!« »Krigsforlængere!« efter Reserverne, som rykker frem mod Fjenden.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Da englænderne uventet angriber de tyske stillinger ved Avre-floden, var den tyske hær ikke forberedt.

Ludendorff kalder den 8. August »den sorte Dag« i den tyske Hærs Historie.

Englænderne angriber ganske uventet ved Avre-Floden, de tyske Divisioner gør næsten ingen Modstand. Avrekløften overskrides, »vor« By Hangest og mange andre tages.

Ludendorff sender en Generalstabsofficer ud til Ulykkesstedet.

Hans Skildring af Forholdene er knugende. De vigende Tropper raaber »Strejkebrydere!« »Krigsforlængere!« efter Reserverne, som rykker frem mod Fjenden.

Det er Ragnarok!

Vi drages snart med ind i det!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 225

Hjemmefronten, Sønderjyder

8. august 1918. Vi skal huske at bede Vor herre om at hjælpe os. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 8. aug. 1918

Min egen kære Inger!
Nu fik jeg endelig en hel mængde post fra dig, kære Inger, og du kan tro, at jeg blev glad derover…

Så traf det sig så heldigt, at feld-webel Harden kom hertil i går, og så benyttede jeg mig af lejligheden til at tale med ham om den ansøgning, som nu kommer. Han var meget flink og lovede straks at anbefale ansøgningen, når den kommer, og så håber vi, at det lykkes for os denne gang. Men vi skal huske at bede Vorherre om at hjælpe os.

Så er det med hensyn til høstorlov. Den kunne jeg godt tage, sagde han, for det havde ikke noget med den anden at gøre. Men du må alligevel ikke vente mig de første fire uger, for Mansfeldt rejser en af dagene på orlov, og begge to kan vi ikke være borte fra vognen. Så må jeg vente, til han kommer igen.

Du skal altså ikke sende ekstra bud efter mig, for det vil jeg ikke gerne have.

I må altså se at blive færdig med høsten, så godt I kan, Fedder må hjælpe os lidt. Mansfeldt har længe ventet efter at få orlov, og nu da han kan få det, vil han ikke gerne stå tilbage for mig.

Gudskelov at det var gode efterretninger, jeg fik fra dig, kære Inger, at du og vore små piger er raske og har det godt… Jeg er da meget glad ved, at jeg fik talt med Harden, for nu tror jeg nok, at det lykkes. Harden rejser på fredag på orlov, så hvis du kunne sende dem lidt, var det rart, ligeledes til Schmidts. Vi må se at anstrenge os.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Sønderjyder

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

7. august: Asmus Andresen – Teaterforestilling og natterend fra lazarettet

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I juli 1918 var han ved fronten, hvor han blev såret og overgivet til et feltlazaret i Pont Ronge.

En Dag stod jeg i Porten og så, at der strømmede mange Soldater ind i et Teater, som lå i Nærheden af Lazarettet, jeg betænkte mig ikke ret længe, men gik ind i Teatret, hele Salen var overfyldt med Mennesker.

Kl. 8 begyndte Forestillingen; da jeg først skulde være i Sengen Kl. 9½, kunde jeg da få det meste af Forestillingen at se, men da Forestillingen var meget interessant blev jeg til Kl. 10½, så fik jeg travlt med at komme til Lazarettet igen.

Dørene var naturligvis bleven lukkede. Jeg prøvede nu på at sprænge Bagdøren, men denne var stærk som Jern, så gik jeg hen til Porten og ruskede i Døren, til en af Husbeboerne kom og lukkede mig ind. Jeg takkede mange Gange, og så ind og i Seng.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Sønderjyder

6. august 1918. Frederik Tychsen venter på sin bror

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Ved ca. 9 tiden om aftenen gik vi til hvile. Det kneb mig noget med at falde i søvn, da jeg hele tiden spekulerede på, om det mon virkelig skulle lykkes for mig at komme i forbindelse med Johannes. Jeg vågnede ved tre tiden og stod op med det samme. Jeg trak i støvlerne, knappede selerne i bukserne, tog frakken på og tog felthuen på hovedet.

Jeg tog brødposen med, og i denne havde jeg et stykke tørt brød og et par pakker tobak. Jeg forlod ganske stille kvarteret, og kl. 4 var jeg på vejen tilbage ad den vej, vi var kommet dagen i forvejen. Da jeg havde gået en halv times tid, begyndte det ganske voldsomt at regne. Jeg havde ikke faet kappen med, så jeg blev gennemblødt ret hurtigt.

Regnen strømmede ned, og jeg standsede under en jernbaneviadukt. Da jeg havde stået der et stykke tid, kom der et godstog. Toget kørte i den retning, jeg skulle, og da det gik op ad bakke – toget var langt forspændt med en udslidt maskine – gik det kun ganske langsomt. Det kørte ikke hurtigere, end at jeg kunne nå at springe på den bagerste vogn, og det lykkedes mig at komme op på denne.

Da vi var kommet op på bakken, kom der hurtigt bedre fart på, og snart var vi ved den første station. Jeg fik oplyst, hvor langt toget skulle, og det viste sig, at toget skulle til en station før den by, hvor Johannes formentlig skulle findes. Vi nåede byen, og det var min mening, at jeg derfra ville tage den til fods til den næste by.

Jeg var i byen ved 5-6 tiden; jeg gik noget omkring i den og opdagede, at der kom nogle stykker fra regiment 258. Jeg spurgte dem ud angående regimentet og de fortalte mig, at regimentet ville komme igennem byen i løbet af morgenstunden og formiddagen. Så var der altså ingen grund til at gå til den næste by, men blot vente.

Lidt senere fik jeg rygterne yderligere bekræftet af en løjtnant, han kom gående på vejen sammen med nogle andre soldater; jeg gik hen til ham og bad om oplysning angående regimentet. Han fortalte mig at regimentet ville passere byen inden ret længe. Jeg gik gennem byen og ventede i udkanten ved det sidste hus i den retning, ad hvilket jeg ventede regimentet.

Jeg gik frem og tilbage og var i grunden meget spændt. Af og til kom der nogle snart gående, snart kørende fra regiment 258, og alle bekræftede de, at regimentet var i anmarch. Langt om længe kunne jeg skimte langt ude hvor landevejen bøjede ud fra en skov, den første trop.

Den kom nærmere og nærmere, og efter ca. en halv time var den inde ved byen. Jeg spurgte straks efter, hvilket bataljon det var, og jeg fik til svar, at det var tredje bataljon. Johannes var ved første bataljon. Tredje bataljon marcherede forbi, I., II. og III. kompagni. Da de sidste af III. kompagni kom, spurgte jeg efter I. bataljon. ”Det kommer”, var svaret.

Der gik ca. en time, så øjnede jeg tropper igen ude ved skoven. De kom også ind til byen, da de var ved de første huse, spillede regimentsmusikken op med en flot march, og jeg troede ganske bestemt, at dette måtte være I. bataljon, men det var II. bataljon. Jeg spurgte flere officerer, og samtidigt spurgte jeg efter I. bataljon, og de svarede alle, at det ville snart komme.

1 bataljon forsvandt. I., II. og tredje kompagni og nu var det kun med at få fat i første bataljon. Jeg skimtede og stirrede ud efter skoven, hvor vejen svingede, men der kom stadig ingen. Der kom stadig soldater, der alle sagde, at bataljonen kom denne vej.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Aviser

6. august 1918 – Hejmdal: Atter indkaldt

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Nedsættelse af Hø-Tvangsleveringen

Paa et Møde, som “Bondeforeningen i Norden” forleden afholdt i Sønder Brarup i Angel, meddelte Landsøkonomiraad Jensen fra Oksager ifølge et flensborgsk Blad, at Tvangsleveringen af Hø for Provinsens Vedkommende var nedsat med en Trediedel som Følge af den daarlige Raafoderhøst i de fleste dele af Provinsen.

Dermed efterkommes der et Ønske fra vide Kvægavlerkredse, da det ellers er umuligt at opretholde den til Produktionen af Mælk, Kød og Fedt nødvendige Kvægbesætning i det Omfang, som udkræves til Folkeernæringen.

Petroleums-Knapheden

I Henhold til den af Magistraten i Aabenraa for nylig bekendtgjorte Opfordring til Befolkningen, der gik ud paa af Hensyn til den sandsynlige Petroleumsknaphed i Vinter at søge Tilslutning til Gasanstalten eller Elektricitetsværket, har 28 Indehavere af Lejligheder andraget om at faa Gas, medens henved 50 har anmodet om at faa elektrisk Tilslutning.

Med Undtagelse af nogle Ure er de nødvendige Materialer til Stede, og tilstrækkelig Arbejdskraft haaber man at kunne faa.

Man afventer endnu Tilladelsen fra højere Vedkommende.

Løvsamling i Ferietiden

Rektor Herting ved Realskolen i Aabenraa beder i en Annonce i “Apenrader Tageblatt” Realskoleelvernes Forældre om at foranledige deres Sønner til ogsaa at tage Del i Løvsamlingen i Ferietiden, da Trangen vedvarende er meget stor.


Fra Felten


I Felten d. 31. 7. 18

Kære “Hejmdal”!

En kærlig Hilsen til Slægt og Venner i Haab om et lykkeligt Gensyn sender

Gefrejter Nis Mathiesen fra Nørre-Hostrup.

Faldne

Skræddermester Lukmann i Løjtkirkeby har i disse Dage modtaget den sørgelige Efterretning, at hans Søn Willy er falden under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten. Den Faldne blev kun 21 Aar gammel.

Enke Anna Jensen i Løjtkirkeby har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Hans Jacob er falden i Frankrig den 17. Juli, ramt af en Granat. Den 12. Juli ankom han til Fronten. Han blev kun rigelig 18 Aar gammel.

Landmand Hans Henrik Christensen fra Ris-Hjarup ved Aabenraa er den 19. Juli falden paa Slagmarken. Han efterlader sig Hustru og en lille Datter.

I Lørdags modtog Hans Christensen og Hustru i Aabøl ved Toftlund den sørgelige Efterretning, at deres Søn Christian er falden. Han blev 32 Aar og er gift i Over-Jerstal. Christian Christensen har været med, siden krigen begyndte. Hans Christensen har en Søn mere med i Felten, og en Søn døde for kort Tid siden paa et Lasaret i Mainz.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Nis Lorenzen fra Mjøls og Nikolaj Westergaard fra Bjerndrup er faldne.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Lorenz Petersen fra Skodborg og Christian Seeberg fra Brenstrup haardt saarede, medens Christian Heizel fra Traasbøl, Marinus Jensen fra Kirkeby paa Rømø, Kurt Kloburg fra Aabenraa, Peter Kruse fra Abkjær og Peter Christensen fra Kastvraa er let saarede.

Savnet

Johan Rudebeck og Hustru i Løjtkirkeby har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Johannes er savnet. Han har været med i de sidste Kampe ved Reims.

Hjemvendte fra Fangenskabet

Hans Bjerrum og en Søn af Christiansen i Toftlund er vendte hjem fra russisk Fangenskab; de har Orlov i 2 Maaneder.

Atter indkaldt

I disse Dage har Landmand Jørgen Hansen fra Midtkobbel paa Kajnæs atter forladt Hjemmet for ifølge Indkaldelsesordre at give Møde i Königsberg.

For 2½ Maaned siden kom Hansen ifølge “Dbp.” hjem fra Rusland. I September 1916 blev han tagen til Fange og kom til Ukraine til Grubearbejde. Her var han indtil Februar i Aar, da han kom til Warschau hvor han opholdt sig i et Par Maaneder, indtil han i Foraaret vendte tilbage til Hjemmet.

Jørgen Hansen har været med siden Krigens Udbrud og har været saaret én Gang.

Dekorerede

Mejerist Laue Nissen fra Hjerndrup har ifølge “Dv.” faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Løjtnant Georg Ketelsen, ældste Søn af Fru Pastorinde Ketelsen i Haderslev, der har været med siden Krigens Begyndelse og deltaget i mange haarde Kampe, har ifølge “Schl. Gr.” faaet tildelt Jernkorset af første Klasse. Samtidigt er han bleven udnævnt til Officer.

(Læs hele Hejmdal fra 6. august 1918)

Sønderjyder

5. august 1918. Frederik Tychsens bror er i nærheden – men hvor?

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg traf min broder Johannes den 6. august 1918. Min broder Johannes tjente ved reserveinfanteriregiment 258 – 78. reservedivision. Til denne division hørte endvidere infanteri regiment 259 – 260.

Tidlig om morgenen den 5. august traf jeg på marchturen i modgående retning en mand af regiment 260. Jeg lagde straks mærke til soldatens regimentsnummer uden dog at få lejlighed til at tale med ham.

Da vi havde gået ca. en halv time mødte vi en af regiment 260 igen. Jeg gik straks over til ham og spurgte, om divisionen var i nærheden. Han fortalte mig, at divisionen havde deltaget i Marneslaget, og den var i øjeblikket på marchturen.

Jeg spurgte efter regiment 258 og dette regiment lå i en by, som vi var marcheret igennem tidlig om morgenen den 5. august. Jeg fik næsten hjertebanken ved tanken om, at vi var kommet igennem den by, hvor min broder lå, ham jeg ikke havde set det sidste år.

Jeg ville gerne have talt med ham. Dog fik jeg senere oplyst, at den by, som vi passerede om morgenen den 5. august, skulle Johannes komme til samme dag om aftenen. I løbet af dagen traf vi på mange af regiment 259 og regiment 260, men ingen af regiment 258.

Den 5. august om aftenen gik vi i kvarter i en lille landsby i nærheden af Montcornet. Jeg var nu klar over, at vi var hinanden ca. en dagsmarch fjern; dvs. ca. 40-45 km fra hinanden. Vi fik besked om, at den 6. august skulle være hviledag – da skulle vi have lov til at sove hele dagen.

Jeg talte med Officierstedfortræder Würstenhagen – en berliner – om, hvorledes jeg kunne få det ordnet således, at jeg kunne gå bort dagen efter. Würstenhagen var meget forstående i dette stykke, han sagde, at jeg skulle bare se at komme af sted, han ville ordne det med Feldvebelen, så det hele kunne gå noget stille af.

Jeg talte med Obergefr. Skurnia om at tage sig af min middagsmad, samt brødportionen evt. post, eller hvad der ellers kunne falde for. Vi fik en forladt bondegård anvist til kvarter og jeg lå på brixen i nærheden af sergent Siegfried. Jeg bad denne om at have et øje med min tornyster, da jeg lige havde modtaget en pakke fra mor, indeholdende 1 pund fed, røget flæsk.

Han lovede mig, at han skulle nok passe på, at ingen uvedkommende skulle komme til min tornyster. Jeg lagde så min tornyster hen til hans hovedgærde, og dermed var denne side af sagen i orden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien

Hjemmefronten, Sønderjyder

4. august 1918. Lopperne er værre end lus. Brev fra Jørgen til Inger.

Skriv en kommentar

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag 4. aug. 1918

I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.

Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.

Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.

Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.

Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.

Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.

Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.

Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.

Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

Aviser

3. august 1918 – Hejmdal: De navnløses tabsliste

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


De Navnløses Tabsliste

Den tyske Hærledelse har begyndt at udgive en ny Slags Tabslister. Disse er kun bestemt til at skulle udbredes blandt Urmagere, og de indeholder, systematisk ordnede, alle Urmagertegn, som er opdaget i Ure, man har fundet hos ukendte Døde indenfor Hæren.

Som bekendt bruger Urmagerne at indridse smaa Tegn og Numre i Lommeure, som de selv reparerer, saaledes at de altid kan konstatere, om et bestemt Ur er solgt eller repareret hos dem. Ved Hjælp af de tilføjede Numre er Urmageren i Stand til i sine Bøger at finde Navnet paa den, som har købt Uret eller ladet det reparere. Denne Omstændighed har Hærledelsen draget Nytte af ved at offentliggøre en særlig Tabsliste med disse systematisk ordnede Urmagertegn.

De nye Kødkort

i Aabenraa uddeles i Morgen, Søndag, Formiddag fra Kl. 9 til 11 i Pige-Mellemskolen. Afsnittene af de gamle Kødkort og Sukkerkortene maa medbringes.

Hvorfor Kødkortene netop skal uddeles paa en Søndag Formiddag under Kirketid er uforstaaelig for Uindviede.

Et taabeligt Rygte

har i de sidste Dage været udbredt i Sønderborg, skriver “Sonderburger Zeitung” for i Forgaars. Rygtet vilde vide, at Kredsen ikke mere havde tilstrækkeligt Brødkorn til Raadighed, og som Følge deraf vilde man intet Brød kunde faa i de næste Dage. Rygtet er fuldkommen ugrundet. Befolkningens Brødforsyning er heldigvis paa ingen Maade tvivlsom. Udbrederne af slige foruroligende Rygter gøres atter opmærksomme paa Straffebestemmelserne, der gælder for saadant Uvæsen.


Fra Felten


Falden

Christine Jessen, født Sørensen, i Tyrstrup har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Mand, Christian Jessen, der tjente som Sergent, er falden paa Slagmarken den 9. Juli. Han blev 26 Aar gammel.

I den sidste preussiske Tabliste meddeles, at Vilhelm Stehr og Hans Brodersen fra Aabenraa er faldne.

Død af sine Saar

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefrejter Peter Lassen fra Stenderup II i Haderslev Kreds er død af sine Saar.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefr. Terkild Muurholm fra Sommersted haardt saaret og Søren Hark fra Aabenraa, Sergent Peter Lausen fra Gammel Haderslev, Sergent Jørgen Jensen fra Vedsted og Peter Petersen fra Torp let saarede; de to sidstnævnte er blevne ved deres Troppeafdelinger.

Anton Jørgen Lunderup fra Genner er bleven saaret den 17. Oktober i Fjor.

Savnet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Christian Hinrichsen fra Haderslev savnet.

Tilbage fra Fangenskabet

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Lund fra Frørup vendt tilbage fra Fangenskab.

Forfremmet

Togfører Sørensen fra Storegade i Aabenraa, der i 3 Aar har været med i Felten, men som for Tiden ligger syg paa et Lasaret i Slesvig, er ifølge “A. T.” bleven forfremmet til Sergent.

Hjempermitteret

Lærer Paulsen fra Kasø ved Jordkjær er bleven hjempermitteret og har efter Forlydende i “A. T.” atter overtaget sin Gerning som Lærer. Under hans Indkaldelse blev Undervisningen i hans Klasse meddelt af Lærerne i Jordkjær og Klovtoft.

(Læs hele Hejmdal fra 3. august 1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

2. august 1918. Sidste mand før franskmændene? Frederik Tychsen på ensom vagt ved ammunitionen

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Den første august gik vi tilbage til en stilling på åben mark. Her stod vi til om aftenen den anden august. Den tyske hær trak sig tilbage på hele linjen med ødelæggelse og brand. Ved ca. 10 tiden den 2. august om aftenen forlod batteriet denne stilling, og jeg skulle blive for at overgive ammunitionen til nogle lastbiler, der skulle komme for at hente den.

Jeg ventede og ventede efter disse lastbiler, og alt imens kom de forskellige tropper og gik forbi mig og gik længere tilbage. Til sidst kom der kun fodfolk, og jeg spurgte ud om, hvor langt franskmændene var borte. Men hver troppeafdeling mente, at de netop var de sidste.

Jeg blev mere og mere utålmodig – jeg gik frem og tilbage denne kønne sommeraften og tænkte på, at det var den 2. august – 4 år siden krigen begyndte, på al den elendighed krigen førte med sig, og på de tilsyneladende kun små fredsudsigter.

Jeg stod på et ret højt liggende sted og ved at se tilbage på det forladte område kunne jeg tælle 57 store ildebrande. Det var i sandhed et ejendommeligt smukt syn, men alligevel rædselsfuldt. Alt, hvad der kunne brænde, blev stukket i brand.

Huse og store bygninger blev sprængt, hver eneste jernbaneskinne blev sprængt, broer, vejkryds og viadukter blev sprængt, æbletræer og andre træer, der stod rundt omkring på markerne og ved vejene, blev savet over. Telefonmasterne blev væltet, og drikkevandet i brøndene blev gjort ubrugeligt. Alt hvad der kunne ødelægges, blev ødelagt, og der var tid nok til det.

Jeg gik og trippede frem og tilbage og så på hele skuespillet, og ventede efter bilerne, men de udeblev stadig. Nu kom der kun ganske enkelte tyske infanterister, det var efternølere, og hver gang der kom en eller to, spurgte jeg, om der stadig var flere forude, men alle mente de, at de selv var de sidste.

Da de til sidst kom ganske enkeltvis, og det blev senere på aftenen, turde jeg ikke blive der længere, jeg opgav min post og gik min vej og lod ammunitionen i stikken. Ved daggry fandt jeg batteriet ved Revillion. Jeg meldte til chefen, at bilerne ikke var kommet, og ammunitionen var blevet liggende.

Han fortalte, at franskmændene var for nær i hælene på tyskerne, så de turde ikke sende lastbilerne ud efter ammunitionen. Om morgenen brød vi op og marcherede til Chemin des Dames. Her gik vi i bivuak.

Den 3. august marcherede vi hele dagen og gik i bivuak ved ?. Vi marcherede hver dag og om aftenen gik vi i bivuak i en skov, i barakker eller på åben mark.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Om Krigen, Sønderjyder

1. august 1918. Füsilier-Regiment Nr. 86 trækker sig tilbage over floden Vesle

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Den 1. august om formiddagen kl. 8, alarmering. Kl. 9 stod regimentet klar til march. Fjenden, sådan forlød det, var mod syd ved Arcy St. Restitue brudt ind i den 3. bayeriske reservedivision, situationen skulle genetableres. Under en yderligere spredt formeret fremmarch viste det sig, at situationen ude foran allerede var i orden igen.

Regimentet besatte nu en tilbagetrukket stilling,”Zietenlinjen”, opkaldt efter generalmajor Ernst von Zieten.

Det var underlagt 3. bayriske reservedivision. II bataljon overtog sikringen af et forfelt af 5 kilometers bredde. Om natten rømmede stillingsdivisionen den forreste linje, således at regimentet nu lå tættere ved fjenden.

Den følgende dag forøgede fjenden sit pres. De til højre og venstre liggende enheder gav efter; II bataljon fik allerede maskingeværild fra venstre flanke og så sig tvunget til at trække sine vagtposter tilbage, hvis det ikke ville risikere at blive omringet.

Sent om aftenen kommer ordren, at alle enheder syd for Vesle skal gå tilbage til den nordlige bred. I bataljon sikrer tilbagetrækningen. Kort før midnat passerer regimentet igen Vesle ved Braisne og slår sin bivuak op i en skov lidt nordvest derfor.

 I bataljon besætter den forreste linje i Braisne. Vesle var gået over sine bredder, et oversvømmet område på 2-300 meter skilte regimentet fra fjenden. Broforbindelserne, der endnu førte over, var beskyttet af tråd og barrikader.

Vagtposterne stod om natten ved Vesles bredder, om dagen mest i huse, spejdendeud ad murhullerne. Det var glødende varme sommerdage. Egnen omkring Braisne lignede den omkring Moulin.

Vidtstrakte plateauer, dybt indskårne dale, disse ofte af ubeskrivelig skønhed. Navnlig Braisne havde i den vidtstrakte, frugtbare Vesle-dalen vidunderlig beliggenhed. Kalkhuler gav enhederne en velkommen beskyttelse. Regimentet lå i denne stilling en hel måned.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Aviser

1. august 1918 – Hejmdal: Nicht-epidemien

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Nicht? – Ikke?


Den sydfra indtrængte Nicht-Epidemi søger ligesom en anden Omgangssyge stadigt at vinde Terræn, og den er da nu hos os i Nordslesvig fuldt i Færd med at udvikle sig til en Ikke-Mani.

Som Smittebærere fungerer aldeles naturligt saadanne dansktalende Person, der har Omgang med Tysktalende og maaske til Jævnhold taler Tysk med disse.

Til dem, der lettest lader sig inficere, hører navnligt Ungdommen, og da især Damer, altsaa Personer med et lettere bevægeligt Sind, og blandt disse vel atter fornemmeligt saadanne, der har mere Naturel til at tale rigeligt end just til at tænke rigtigt; thi det indskudte eller vedhængte Ikke? er netop et Mundheld, der paa Grund af sin Overflødighed vidner om en skødeløs Tankegang.

Man høre f. Eks. følgende ulogiske Udtalelser:

“Da jeg for lidt siden gik op ad Trappen, følte jeg pludseligt et Stik her i venstre Side – ikke?”

“Ja, du kender jo ikke den unge Hr. Andkjær, men jeg kan sige dig, at han er et yderst elskværdigt Menneske – ikke?”

“Nu skal jeg fortælle dig en Nyhed; tænk dig, Mimi Olsen meddelte mig i Gaar Aftes i al Fortrolighed, at hun er bleven hemmelig forlovet – ikke?”

“Ved du hvad? I Nat drømte jeg at du havde faaet Vinger og fløj op paa Rygningen af Henningsens Hus – ikke?”

“Du vil maaske næppe tro det, men i Gaar hørte jeg vor gamle Præst sige “Pinedød” – ikke?”

Eller man kan læse følgende Brudstykke af en Beretning, som jeg en Gang i Fjor havde Lejlighed til at høre af en Kone fra Aabenraa:

“Sidst Daw vå æ o min Søste omm ad Felstedskaw. Law vi sin vå kommen godt aa e Hjemvaj, gå de sæ aa jen Gang te å ræn’ – int’. Så soej’ æ te min Søste: “De vå da kjawt, te vi inne Paraply fæk med.” “Ja”, soej hun, “men de é dé jo int’ nawe å gø ved”. O’ vi trasked da sin vi’e. Law vi så kom ue te a Skasé, så kom dé jawn’ en Vuen køjren synnefra – int’, ó nok, ó så spu’e æ da a Knajt – fó de vå en ung Knajt, dé kom køj’ren – int’ – om vi måt køj’e med, ó de mått’ vi da nok. Men law vi sin vil te å klar op aa e Vuen ó æ kom te å se op aa e Knajt, så blew æ aa jen Gang’ va, te de vå en goej Bekæen – int’? Fó tænk, de vå min Broesøn, ham Jens Pede, dé sidste Aae te Majdaw kom ue å tjen’ aa e Laen. “Naj, é de dæ, Jens Pede?” soej æ sin, “de vå da glant, fo vi jawn’ skul kom op å køj’e med dæ.” No, vi kom da sin aa e Vuen. Men law vi haj fåt vos såt terett’, kom æ te å se noer ad mæ, ó s¨blaw æ va, te æ haj fåt en stoe Plet aa min Kjuwl – int’? “Naj se”, seoj æ, “de vå da en Skam; æ må vist haj våt fo næe ved o Juwl, fo de é nok SMørels helle såent nawe Feddels”. Men tænk, Jens Pede han griin’ kun bare – int’? ó så soej’ han: “Ja, men do kan jo trøst’ dæ ved, te do hæ fåt et urren Fedtkort!”         


Dagens Nyheder


Høstudsigterne

I det bekendte holstenske Blad “Itzehoer Nachrichten” meddeles, at der efter paalidelige Opgivelser nu kan gives en samlet Oversigt over Høsten i Slesvig-Holsten.

Det væsentlige er, at Høstudbyttet betydeligt vil overskride Høsten i Fjor. Vintersæden staar fortrinligt, Sommerkornet tilfredsstillende, Oliesæden godt; Roefrugterne har udviklet sig fortrinligt efter den rigelige Nedbør, saa man kan regne med et meget godt Udbytte af Kartofler og Roer.

Det ovennævnte Blad skriver til Slutning: “Naar vi faar godt Høstvejr, kan vi med større Fortrøstning imødese den femte Krigsvinter. Vorherre forlader ingen Tysker! Alt er blevet meget bedre, end vi troede for en Maaned siden.”

 Mand, Hustru og Søn dekorerede

Gæstgiver og Landmand Jes Hansen i Gallehus ved Jordkjær, der har været indkaldt siden Krigens Begyndelse og været med i Italien og ved Vestfronten, og som for Tiden er hjemme paa Orlov, modtog i Tirsdags Meddelelse om, at han har faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Hans Søn, der ligeledes tjener ved Vestfronten, har erhvervet sig den samme Udmærkelse.

For nogle Dage siden fik Fru Hansen af Amtsforstander Clausen i Aarlev overrakt Fortjenstkorset for Krigshjælp. Hun har i de 4 Aar, hendes Mand har været fraværerende, drevet det med Gæstgiveriet forbundne Landbrug. 


Fra Felten


Døde paa Lasaret

Chr. Moos i Bramdrup ved Haderslev har modtaget den sørgelige Efterretning, at ogsaa hans anden Søn, Kresten, er blevet et Offter for Krigen, idet han den 15. Juli er død af sine Saar paa et Feltlasaret. For den Afdøde, der blev 23 Aar gammel, vil der blive holdt Sørgegudstjeneste paa Søndag den 4. August om Eftermiddagen Kl. 3 1/4 i Moltrup Kirke.

Som i Korthed meddelt i Mandags, er Flyver-Underofficer Kresten Eeg, Søn af tidligere, nu afdøde Købmand Hans Eeg i Over-Jerstal, hvis Enke bor i Brendstrup, den 18. Juli afgaaet ved Døden som Følge af Brandsaar, han havde faaet ved Branden af en Flyvemaskine. Den Afdøde, der opnaaede en Alder af kun 25 Aar, laa aktiv Soldat ved Krigens Udbrud og deltog som Infanterist i en lang Række meget haarde Kampe og blev flere Gange saaret. Bl. a. var han med ved at indtage Lüttich. Han var en modig og uforfærdet Soldat, der var udmærket med Jernkorset af baade anden og første Klasse. Efter at have været saaret anden Gang, var han ikke mere duelig som Infanterist og kom da til Flyvevæsenet. Her udmærkede han sig ligeledes og opnaaede i forholdsvis kort Tid Flyver-Certifikatet og forfremmedes til Underofficer. – En Broder til ham, Købmand Peter Eeg i Jels faldt i Fjor i Frankrig.

Død i Fangenskab

Knud Nielsen fra Øsbyhage i Vonsbæk Sogn, der den 24. Juli i Fjor faldt i rumænsk Fangenskab, er ifølge Meddelse fra en Kammerat afgaaet ved Døden som Følge af Sygdom i Januar Maaned i Aar. Han efterlader sig Enke og 3 Børn. En Sørgegudstjeneste vil blive afholdt i Vonsbæk Kirke Søndagen den 4. August kl. 10.

Saarede

Nikolaus Lind, Søn af Tagtækker H. P. Lind i Løjtkirkeby er under de sidste Kampe ved Reims bleven saaret i Hovedet af en Granatsplint; han har dog selv kunnet skrive hjem.

Hans Schau, Søn af Glarmester Schau, Søn af Glarmester Schau paa Klingberg i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” bleven let saaret af en Granatsplint. Han har været saaret én Gang tidligere, nemlig i Begyndelsen af Krigen ved Østfronten.

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Gefr. Jes Bruhn fra Abkjær, Underofficer Søren Olesen fra Skærbæk, Jens Bøttger fra Stepping og Nikolaj Hansen fra Aabenraa let saarede; de to sidstnævnte er forblevne ved deres Troppeafdelinger.

I Fangenskab

Ifølge den sidste Tabsliste over Kolonitropperne er Styrmandsmat Max Møller fra Aabenraa og Underofficer Lorenz Mathiesen og Overmaskinistmat Franz Norling fra Graasten falden i engelsk Fangenskab og internerede i Tysk-Østafrika.

(Læs hele Hejmdal fra 1. august 1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

31. juli 1918. Kæmpe eksplosion: Madlavning sætter ild til tændsnorene

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Den 30. juli skete der en frygtelig ulykke. Nede i kældrene i hjørnebygningen, altså i det 3 etages hus, som vi havde til kvarter, var der anbragt en mængde sprængstof. Tændsnorene var anbragt, og alt var færdig til at sprænges (på tilbagetoget blev alt, der kunne tjene til fjendens hindringer sprængt, såsom bygninger, broer, vejkryds osv.).

Nede i kælderen lå der en del infanterister. De kogte kartofler, og hvordan det i grunden gik til blev aldrig helt oplyst. Men der kom i hvert fald ild i tændsnorene, og ilden greb om sig. Pludselig stormede alle ud af kælderen og råbte og skreg, at de skulle se at komme ud af huset, for det ville eksplodere.

De fleste af vort batteri var nede ved kanonerne, jeg kom gående op imod huset, jeg skulle op for at hente noget. Da jeg var i en afstand på 50-100 meter gav det pludseligt et voldsomt drøn, jeg så op imod huset, og da faldt muren netop ud over gaden. Hele huset styrtede sammen; ja, kælderpartiet fløj nærmest til alle sider, og hele huset blev endevendt.

Vi havde fået de fleste af vore sager ud, da vi skulle bryde op om aftenen, og kanonererne var i færd med at gøre batteriet klar. Der boede nogle officerer på den anden side af gaden. De fik vinduerne slået i stykker og de for ud og skændte af bare forskrækkelse.

Hvor mange der blev i det sammenstyrtede hus, blev ikke opgjort, men der blev adskillige begravet i ruinerne. Sergent Pfale og jeg søgte efter et par kasser cigarer, som Pfale ikke havde fået med, men vi kunne ikke finde dem.

Ved denne lejlighed så vi, hvorledes det hele var endevendt. Ting fra kælderen lå øverst i bunken, og taget var begravet under sten og murbrokker. I haven var et drivhus med dejlige tomater; vi plukkede dem, vi ønskede, og gik tilbage. Infanteristerne stod og så på dyngen, nogle søgte efter deres geværer og ejendele, men forgæves.

Om aftenen brød vi op og gik om på den anden side af Fismes, og gik i stilling ved en vandmølle. Vi skød det meste af natten på lang afstand. Om morgenen kom der et sprængkommando, der sprængte vandmøllen i luften.

Dæmningen blev også sprængt, så vandet løb ud fra dammen og satte et stort areal omkring byen under vand. Det var natten mellem 30. – 31. juli. Disse sprængninger var meget voldsomme. De rystede jorden i en stor omkreds.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Sønderjyder

30. juli 1918: Stille og rolige dage for Frederik Tychsen og batteriet

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning i nærheden af byen Arci.

Vi marcherede således den 19 juli tilbage til Arci. Vi kom til Arci hen på eftermiddagen, men om aftenen måtte vi frem som reserve, vi skulle dække tilbagetoget, som det hed. Dog foregik det hele i den største orden.

Vi stod ved en lille by ? nede på en græsmark; men vi kom ikke til at skyde. Vi lå der til den 21. juli, så kom vi tilbage til Arci, og kom til at gå i bivuak i en lille skov. Først nu fik Gebauer lejlighed til at koge koyveret, som han havde skåret af den døde ko den 18. juli.

Han havde slæbt omkring med det i støv og varme, og det så ikke godt ud. Men yveret blev kogt, og han skrabede lidt at det yderste af og begyndte at skære løs af det og spiste det til et stykke brød.

Der var flere, der smagte det og spiste, og han tog så et stykke og rakte det hen til mig med ordene: “Vær så god Obergefreiter og spis”. Jeg lugtede først noget til det, fik fat i et stykke brød – og så gled det ned. Men vi havde heller ikke fået for meget i den seneste tid af kød.

Den 23. juli gik vi i stilling ved Arci le Ponsant, og der lå vi i to dage. Skydningen var ikke heftig i disse dage. Og vi fik ikke ret megen ild fra modstanderen. Men vi lå hele tiden marchberedt. Den 25. juli gik vi tilbage og kom i stilling i en lille by, Colonges, lige uden for Fismes. Protzerne og køkkenvognen lå inde i Fismes.

Vi havde kvarter i en 3 etages hjørnebygning inde i Fismes. Her var senge, og bygningen var belagt med soldater i alle værelser lige fra kælder til kvist. Vi lå i dette hus i 6 dage. Vi havde en lille besætning ved kanonerne; men skød ikke. For øvrigt lavede vi ikke ret meget. Vi fik sovet ud, og gik så rundt i byen og fandt os nogle kartofler, tomater og anden frugt.

Sergent Pfale fandt en grammofon med plader, så gav det musik i lange baner. Jeg fandt mig et par lette sko, dem løb jeg rundt i nogle dage; men på marchturene på landevejene duede de ikke. Efter fire dages forløb blev kanonerne taget ind til Fismes og stillet op på en plads ca. 200 m fra hjørnebygningen. De blev renset og smurt og gjort godt i stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

29. juli 1918: Disciplinen nedadgående blandt de tyske soldater

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Vi så nu så tydelig som aldrig får, at den tyske armé måtte vige; tilmed mærkede vi tydeligt modstanderens overlegenhed speciel med svært artilleri og flyvemaskiner. Den 19. juli trak vi os tilbage fra Marneområdet. Soldaterne var modløse og nervøse.

Da vi således gjorde holdt på en stejl bakke, hvor der lå en bataljon infanteri i vejsiden, var det når kommen til slagsmål mellem infanterister og artillerister. Infanteristerne skyldte os kanonerer for, at vi havde skudt for kort, så sagde kanonererne ”hold kæft” osv., og hvis vi ikke havde fået marchordre i samme øjeblik, havde det ganske bestemt udviklet sig til et frygtelig slagsmål.

Jeg så således, at en Gefreiter fra infanteriet greb efter geværet for at slå en kanoner ned, men denne undslap i sidste øjeblik. At moralen og disciplinen var ved at svækkes, beviser en lille episode fra samme dag: Batteriet marcherede på en dårlig landevej. Løjtnant Weichert red foran, så kom 25 – 30 kanonerer, og dernæst kanonerne, ammunitionsvogne, bagage osv.

Pludselig svingede et stort læs hø ind foran løjtnant Weichardt, de kom fra en sidevej; der var 4 heste foran vognen. På den ene af de to første heste sad en rytter, de to andre blev kørt af en kusk fra vognen. Desforuden var der endnu en soldat på vognen. Løjtnant Weichardt gav ordre til, at de skulle standse og vente, indtil batteriet var kørt forbi. Men de ænsede ikke hans kommando, de fortsatte.

Over denne opførsel blev løjtnanten aldeles rasende, han red hen foran køretøjet og tog fat i den ene hest og prøvede at holde den; men soldaten gav den hest, han sad på, sporerne, og den anden fik nogle af pisken; så for de frem, og løjtnanten måtte vige.

Løjtnanten red om til ham, der kørte, og prøvede på med vrede skældsord at få ham til at holde, men denne gav kun hestene et par af pisken, og hørte ikke efter løjtnanten. Da den tredje mand sad på læsset og lod benene hænge ned til siden – og grinede – for løjtnanten hen til ham og trak ham i den ene støvle og ville have trukket ham ned aflæsset, men denne holdt sig fast og gav løjtnanten et spark med den anden støvle lige i hovedet.

Løjtnanten slap, men aldeles rasende trak han nu sin revolver frem, og han havde sikkert skudt, hvis ikke alle hans egne kanonerer havde råbt og skreget “bravo – hau ihm, gib ihm, osv.” så løjtnanten mærkede, at han havde hele stemningen imod sig fra sine egne folk. Skamfuld stak han revolveren i tasken og måtte lade dem køre.

Da hølæsset lidt senere svingede ind ad en sidevej, rakte den tredje mand, der havde sparket løjtnanten, lang næse efter løjtnanten – og hele batteriet råbte “Bravo – bravo” – løjtnanten skar formelig tænder af raseri, men der var intet at gøre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.