Tag-arkiv: RIR266

25. november 1918. “Regimentet træffer en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en hviledag fortsatte regimentet marchen hjemad. I byen Gerolstein stødte de på en mand i marineuniform der fik et lag tæsk.

Den 25. holder vi Hviledag i den stille Eifelby. Dagen udnyttes i Politikkens Tjeneste. Paa Officerernes Foranledning vedtager Divisionen et Krav om Indkaldelse af Nationalforsamlingen for at støtte Eherts Regering mod Kommunisterne.

Marchen gaar videre, Dag efter Dag. Vejret er slaaet om til Tø, Vejene er opblødt, Støvlerne begynder at gaa itu. Det gaar op og ned, stejlt op, hvor alle Mand maa skubbe bagpaa, saa Sveden rinder, stejlt ned, hvor vi maa hænge i for at holde igen paa vor Stabspakvogn, som ikke kan bremses.

Vi kravler over den »Høje Eifel« og er ved Ernstberg næsten 700 Meter over Havet. Vi stamper gennem den vulkanske Eifel forbi de berømte Kratersøer. Vi stiger derfra ned i den skønne Rhindal. Vore Kvarterer har vi i de fattige Eifelbyer. Men en Kro er der ogsaa i den fattigste Landsby, og her danses der om Aftenen.

Befolkningen er overalt lige hjertelig imod os. Bønderne har næppe et Straa i Laden mere, men de klager ikke. Vi er de sidste tyske Soldater, de faar at se. Bag os kommer Besættelsestropperne, og dem venter de sig intet godt af.

Vi kommer gennem Købstaden Gerolstein. Den er pyntet med grønne Guirlander og brogede Flag, — og denne Gang er det til Ære for os!

Regimentet træffer paa Gaden en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen! Bagefter viser det sig, at det var en stakkels, uskyldig Luftskipper, der aldrig havde set Kiel.

Købstaden Mayen er endnu rigere pyntet end Gerolstein. Vi marcherer igennem med Regimentsmusikken i Spidsen. Vi kommer forbi Laach-Søen og møder her Lægbrødre fra det berømte Valfartskloster Maria-Laach.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 255-256

24. november 1918. “vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!” Eskildsen er tættere på hjemmet.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter mange dages march nåede Eskildsen og hans regiment endelig frem til den tyske grænse.

I Reuler, den næste Landsby, har vi Kvarter. Vi sover det meste af Dagen; men om Aftenen, inden vi skal videre, gaar jeg endnu engang tilbage for at lade Øjnene drikke det dejlige Syn ned over Clerf. En gammel Mand fortæller mig om Byen, om Greven paa Borgen og om Munkene oppe i deres stolte Abbedi.

Vi marcherer igen om Natten, Fristens sidste, denne Rejses værste Nat. Vejene er glatte. Artilleriet foran os kan ikke komme op ad den stejle Kløft bag Grænsefloden Sun.

Der er kun godt en Mil fra Reuler til Grænsen, men vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!

Med Hønsebenet foran — Regimentets Kapelmester hedder Hünerbein — holder vi vort Indtog i Dasburg. Vore Vogne er pyntede med sort-hvid-røde Flag. Befolkningen tager med varm Glæde imod os. Vi er det første af alle Regimenter, der har vist de tyske Farver.

Etappen er draget igennem i vild Uorden, har solgt Heste og Vogne og stjaalet Heste og Vogne, fortæller de. Andre Regimenter har haft røde Baand og Rosetter. Fronten kommer i bedste Orden, smykket med de Farver, disse Folk holder af. Efter 16 Timers besværlig March naar vi vort Maal, den lille Eifel-By Olmscheid.

En ung Kone tager imod os i en varm Stue og med et varmt Hjerte. Hendes Mand er i fransk Fangenskab, hendes Brødre og Svogre holder os ved Selskab. De er allerede afskediget og vendt hjem. — Og vi skal endnu marchere i mange, mange Dage!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 254-255

22. november 1918. Claus Eskildsen får travlt med at komme videre.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet måtte skynde sig videre for ikke at blive taget af amerikanerne og belgierne. Det næste mål var Clerf.

Den 22. November skal være vor anden Hviledag.

Vi har købt nogle Kartofler og er i Færd med at skrælle dem til Aftensmaden, da vi faar Ordre til øjeblikkelig Afmarch. Amerikanerne og Belgierne har lagt Haand paa nogle Afdelinger bag os, og vi skal derfor endnu i Dag over Clerf-Floden.

Kl. 8 Aften marcherer vi. Det er meget koldt. Krigen bider sig selv i Halen: Masurens Nætter, Luksemborgs Marchnat — det er en Ring.

Nattens Møje er glemt, da vi i Morgentimerne ser Clerf. Vi har set meget, men aldrig har vort Øje glædet sig ved noget saa smukt som den lille Købstad Clerf.

Vi kører ned til den, vi slæber Vognene op ad Serpentinerne igen, vi standser deroppe for at nyde Udsigten over Clerf-Kløften, over Byen med de smukke Tage, Kirken med Tvillingetaarnene, den ældgamle Borg, det storslaaet prægtige Benediktinerkloster højt oppe over Byen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 253-254

21. november 1918. “Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg” Eskildsen når over den belgiske grænse.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Claus Eskildsen og hans kammerater nåede lige med nød og næppe at krydse den belgiske grænse, inden fristen for hvornår de skulle være ude af landet udløb. Til gengæld blev de heller ikke mødt med åbne arme i Luxembourg.

Den 20. November marcherer vi til Longchamps, den 21. kommer vi ud af Belgien. Købstaden Bastogne er den sidste større belgiske By, vi berører. Den er et eneste Hav af Flag, Guirlander, Æresporte med franske og engelske Velkomsthilsner.

Lidt bag Byen møder vi en hel Folkevandring. Fra alle Egnens Landsbyer strømmer man ind til Bastogne for at tiljuble Amerikanerne, der følger os i Hælene. Om faa Timer er Fristen udløbet!

Hvis vi saa ikke er over Grænsen, er vi fanget. Vi standser, skubber os et Par Hundrede Meter frem, standser igen. Forude er der et stejlt Bjerg, som kun kan overvindes ved Hjælp af Forspand. Vi staar paa Springet til at løbe fra det hele. I den ellevte Time slipper ogsaa vi over.

Ved Siden af en Markvej staar Grænsepælen med den belgiske Løve paa den ene og den luksemborgske Løve paa den anden Side. Vi lægger Mærke til den meget skarpe Sproggrænse, der nøje falder sammen med den politiske. I den sidste belgiske By talte alle Fransk, i den første luksemborgske, kun 2 Kilometer derfra, taler alle Tysk. Men Sindelaget er uforandret.

Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg som de er det i det sort-gul-røde Belgien. I Nieder-Wampach, vort første Kvarter i det lille Land, nægter man os Adgang til Husene, idet man paastaar, at Fristen er udløbet.

Vi erfarer Senere, at Grunden er en anden, Etappekolonner har Dagen i Forvejen opført sig som Røvere. Vi parlamenterer med Kommuneforstanderen og faar Tag over Hovedet. Inden vi skilles, er vi gode Venner med de brave Wampacher.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 252-253

18. november 1918. Eskildsen oplever dødsfald: “Muus, vor gode Ven, død her i vort Hus?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter flere dages march, kunne Eskildsen og kammerater endelig holde en hviledag. “Slottet” de skulle overnatte på, var dog ikke så imponerende som navnet antydede.

17. November. Det er en Søndag. Marchen fortsættes op over Bjergkamme, ned i l’Homme-Dalen, op igen og ned til Vesqueville. I Dalen Nord for os ligger Købstaden St. Hubert, Midtpunktet for denne Egn.

18. November. Det gaar irriterende langsomt. Vi kunde løbe meget hurtigere, nu da det gaar hjemefter. Og i Morgen skal vi tilmed have Hviledag! En Trøst er det, at vi kan holde den paa et Slot.

Staben skal indkvarteres paa Slottet Laval. Officererne udmaler sig den første Hviledag paa et fint Slot, Mandskabet haaber paa god Plads. — »Slottet« viser sig at være en ussel Rønne, der intet har tilfælles med et Slot udover Navnet.

Næste Morgen sover vi længe. Vi sidder ved Kaffen, da een kommer styrtende ind, kridhvid i Ansigtet: »Muus er død!« Vi springer op.

»Muus, vor gode Ven, Maskingeværkompagniets Beslagsmed, død her i vort Hus?«

Han er død! Han havde i Aftes Tandpine og har saa om Natten taget Morfin af Veterinærkisten, i Ukyndighed saa meget, at det kunde have slaaet den stærkeste Hest ihjel. Nu havde han været sammen med os i samfulde fire Aar! Saa skulde heller ikke han faa Lov til at komme med ind i det længselsfuldt ventede Fredens Land!

Oppe paa en forblæst Høj ligger der en trist og fattig Kirkegaard. Her graver vi en Grav mellem forsømte Grave og sænker ham om Eftermiddagen ned i den, medens Byens Drenge sidder og dingler med Benene rundt om paa Kirkegaardsinuren.

Det er trist, det er uhyggeligt. Præsten begynder at tale om Selvmord, vi flytter uroligt Benene, Præsten taler videre om Selvmord, Majoren gaar hen og oplyser ham om, at det var et Ulykkestilfælde, Præsten bliver forvirret, omsider er den pinlige Begravelse overstaaet.

Næste Dag forlanger Brigadekommandøren en udførlig skriftlig Melding om, af hvilken Grund vi har bestilt Divisionens katolske Præst til en luthersk Begravelse.

— Hvad Forskel er der paa en Katolik og en Lutheraner, naar en Mand er død? Det faldt os meget naturligt at gaa til Katolikken. Den lutherske Divisionspræst — nu er han Professor ved Berlins Universitet — havde kun spillet Officer under hele Krigen. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 251-252

14. november 1918. Hjem fra fronten. Eskildsens lange tur tilbage mod Sønderjylland er begyndt.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Den store march hjem var begyndt. Vejen er besværlig og undervejs møder Eskildsen de første krigsfanger på vej hjem.

Den 14. November Kl. 9 Formiddag begynder den store March! Det gaar ud og ind, op og ned langs med Semoys fantastiske Krumninger. I Luftlinie er der kun 7½ Kilometer til Maalet, Hautes Riviéres; men Vejen er over dobbelt saa lang.

Ned ad den stejle Vej skrænt ligger af og til en væltet Lastbil. Etappens Kolonnemandskab er kørt hjemefter, saa længe de havde en Draabe Benzin i Tanken; saa har de væltet Vognen over Vejkanten og er løbet videre. Hvis Fronten bærer sig ad paa lignende Maade, gaar det hele i Skuddermudder, og vi er alle fortabte.

Men der er ingen Fare. Vi marcherer, denne Dag og de mange, mange følgende, i bedste Orden. Det er en uhyre svær Disciplin- og Taalmodighedsprøve, thi det gaar meget langsomt med smaa Dagstrækninger og mange Standsninger.

Det er Fronthærens sidste, men ingenlunde den letteste Prøve. Vor Division bestod den med slesvigsk, holstensk, meklenborgsk Ro. Vi møder allerede denne første Dag hjemvendende Krigsfanger. Franskmænd, Belgiere, Russere og Italienere kommer let til Bens, enkeltvis og i smaa Flokke, alle smykkede med Rosetter, Baand og Smaaflag i deres Lands Farver.

Hvor har den franske Befolkning alle disse Flag fra? Fra hvert Hus vajer Trikolorer, store og smaa. De maa jo have plyndret hele Købmandens Lager for alt, hvad der var blaat, hvidt og rødt! Vi under dem Glæden. Den tyske Soldat trøster sig med de vanvittigste Rygter, som flyver fra Regiment til Regiment langs ad Landevejen.

Der er Revolution baade i Paris og London! Den engelske Flaade er med store røde Flag i Masterne løbet ind i Kiels Havn! Intet er saa forrykt, at det ikke finder troende Sjæle ved Tropperne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 249-250

13. november 1918. “Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted!” Eskildsen kan omsider vende hjem.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Snydt og forrådt. Stemningen blandt de besejrede tropper var trykket, men blandt de sønderjyske og polske tropper kunne man ånde lettet op. Nu var det på tide at vende hjem.

»Belogen und betrogen!«

Den tyske Fronthær staar med en besk Smag i Munden. — Slidt og lidt i fire Aar til ingen Nytte! — Taget ved Næsen, snydt af alle og enhver!

Hvad blev der af Eventyret, vi greb efter? — Der var intet lyst og skinnende ved Krigen, det hele var kun Savn og Snavs og søvnløse Nætter. Hvor var Ære og Berømmelse, Belønningen for Mandsmod og Heltegerning?

— Hjemmeheltene og Etapperne havde faaet deres store Part af Hæderskorsene uden Heltegerninger!

»Von vorne kommt der Kugelregen, von hinten kommt der Ordenssegen!« Hvad blev der af »Fædrelandets Tak«?

— Krigsspekulanter og fra Fronten hjemreklamerede skrabede Penge sammen i Dynger, Frontstaklen blev puttet i Jorden, regnet ringere end et Dyr. Hvor var Kejseren, da Vandet steg Frontsoldaten op til Halsen? Hvad gjorde vor Hærgruppes Fører, Kronprinsen?

— »Efter at Hans Majestæt Kejseren har nedlagt Overbefalingen, er jeg af Forholdene tvunget til at træde tilbage fra Ledelsen af min Hærgruppe. Stolt og med højt løftet Hoved kan min Hærgruppe forlade den franske Jord, som den har tilkæmpet sig med det bedste tyske Blod. Vort Skjold, vor Soldaterære er uplettet. Fire Aar tilhørte jeg med fuldt Hjerte mine trofaste Tropper. Dybt rystet tager jeg i Dag Afsked!«

Med dette Farvel rejste han bagefter Faderen. Hvad havde Førerne sagt, hvad havde Aviserne skrevet? — Vi havde sejret, altid sejret! Kunde det, der var sejret sammen i 48 lange Maaneder, styrte i Grus i to?

Hvem var Skyld i Ulykken? — Officererne i Felten, som havde bidraget saa stærkt til at ødelægge Stemningen? Matroserne i Kiel, som intet havde udrettet og nu lavede Revolution?

»Belogen und betrogen!«

— Hvad blev der af Wilsons pæne Ord? Nu skulde den ubesejrede Hær bøje Nakken under de haardeste Betingelsers Aag. 12 tunge og 33 lette Maskingeværer skal Regimentet aflevere. Kan man fortænke Skytterne i, at de gjorde dem ubrugelige forinden?

»Belogen und betrogen!«

— Her staar vi i Frankrig, forladt af vore egne Kammerater! Etappen er rendt sin Vej. Vi er afskaaret fra vore kære, som vi er saa bekymrede for. Der kommer ingen Breve, det kniber meget med Forplejningen.

Det var den tyske Frontsoldats Stemning i disse Dage, mens Polakker, Elsasser og Sønderjyder aander op, og Franskmanden græder af Glæde. 

Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted! Vi slagter vor Ko. Geden faar vi ikke Lov til at slagte, og Regimentets Stadsvogn, stjaalet et eller andet Sted, vil Officererne ogsaa slæbe med for at gøre den i Penge undervejs.

Hjemefter! Forinden skal vi endnu efter den nye Regerings Befaling vælge »Arbejder- og Soldaterraad«. — Hvad er det? — Ved Staben vælger vi naturligvis Bøckmann, han har den største Kæft.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 247-249

11. november 1918. Eskildsen får beskeden i telefonen. “Krigen er endt! – Vi er saa trætte, saa trætte!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsens og hans kammerater nåede knap at slå sig ned ved den nye stilling ved Meuse. Så kom beskeden endelig, den besked de havde ventet med længsel i lang tid. Men uroen raserede stadig derhjemme, og der ventede en lang march hjem forude.

Seks Dage varer denne Helvedesrejse nordpaa. Vi kravler op ad Ardenneme, kører atter stejlt nedad og har den 9. November naaet Maalet, en ny Stilling bag ved Meuse. 

Da vi har sovet Trætheden ud af Kroppen, ser vi os omkring. Det er en herlig, vildt romantisk Egn. Smukkere end her kan det nok ikke være nogen Steds i Verden!

Meusefloden bruser nede i en stejl, dyb Kløft, snor og drejer sig mellem høje Klippevægge og skovklædte Bjerge. Fra Øst munder Semoy-Floden, hvis Dal er endnu vildere, eventyrligere, smukkere end Moder Meuses. Den er saa vidunderlig, at dens Skønhed prises i en fransk Fædrelandssang.

Navnet Semoy har vi aldrig hørt før, men Byen Bouillon i den belgiske Del af Semoy-Dalen kender vi godt fra Korstogenes Historie. Hvor Semoy og Meuse blander deres Vande, ligger Byen Monthermé, omtrent 12 Kilometer Nord for Charleville, hvor Kronprinsen under Krigen havde de mange glade Dage.

En Kilometer Øst for Byen ligger der en Fabrik i Semoydalen. Vore Officerer bor i Direktørens Villa, vi andre tager Ophold i et lille Hus ved Siden af. Vi maa først hente Stole og Borde nede i Byen, thi her er intet. Det er skændigt, som Tropperne allerede har huseret i alle Husene! Den nye Stilling synes uindtagelig. Hvor længe skal vi blive her?

Mens vi indretter vort Kvarter, fægter vor Bagtrop endnu med de forfølgende Franskmænd.

Der kæmpes den 10. November, der kæmpes Natten mellem den 10. og 11. I Morgentimerne den 11. November kommer Cyklisterne som de sidste over Meusefloden.

Tilbagetoget er endt!

Krigen er endt! 

Gennem Telefonen faar vi Besked: »Den 11. November Kl. 11,45 Formiddag begynder Vaabenstilstanden!« Den har vi længtes efter i fire Aar. Den har vi i de sidste Uger længtes efter med alle Hjertets Trævler. Nu er den der!

Og nu kan vi ikke engang glæde os! Vi er saa trætte, saa trætte!

Vi kan ikke fatte det, at Kanonerne ikke skal dundre, at Natten ikke skal oplyses af Lysraketter. Vi er saa bekymrede for de kære derhjemme. Thi dér synes Revolutionen at rase, og Revolution maa være værre end Krig.

Rygter og Beretninger om Uroligheder i Kiel er naaet til os. Hindenburg lader meddele, at han har stillet sig til Raadighed for den nye Regering. Vi faar en mystisk Ordre fra en Mand ved Navn Ebert om at adlyde Officererne som hidtil.

Hvad betyder alt dette?
— Hvor er Kejseren?
— Der gaar Rygter om blodige Kampe i Tyskland, om vilde Udskejelser, lavet af Folk, man kalder »Spartakister«.

Fronten er træt, — Fronten er bekymret.

Den onde Krig undte os ikke engang en glad Time, da Dødens Engel sænkede sin Haand.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 244-246

8. november 1918. Fortroppen i tilbagetoget stormer lagrene: “Man drikker sig fuld, man banker Officerer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Tilbagetoget var stadig i fuld effekt. Som bagtrop gik Eskildsen og kammeraterne glip af de mange glæder som de forreste tropper nød.

Vi glemmer aldrig disse Nætter! Heste og Fodfolk er vaade som Svampe, oversprøjtet med Dynd fra øverst til nederst. Det er vandrende Jordklumper, der søger nordpaa, tilbage, tilbage!

Der skubbes paa, det hele gaar i Knude, videre, videre! Jeg stamper med, lige, saa snavset og vaad. Vi faar hverken Breve eller Aviser, i 6 Uger har jeg ikke kunnet skifte Undertøj.

Bagtroppen er afskaaret fra alle de Herligheder, som man nyder foran, os. Man stormer Proviantlagrene, man stamper rundt i Smør, Marmelade, Sennep, Mel, Cigarer. Alle løber i nye Uniformer. Man drikker sig fuld, man banker Officerer. Det er herlige Dage!

Et Tilbagetog er det mest demoraliserende for en Hær. Berusede Officerer staar paa Gaderne og holder demokratiske Taler. Berusede Soldater stormer et Tog og damper af Sted hjemefter. Det løber snart ind paa et modgaaende Orlovstog. 12 Mand dræbes, Linien spærres, Millionværdier maa lades tilbage.

Før lød den prøjsiske Soldats Valgsprog: »Med Gud for Konge og Fædreland!« I disse Dage faar Hæren et nyt. Det flyver fra Regiment til Regiment, det bruges ved enhver Lejlighed, helst naar Officerer rider eller biler forbi, det høres Dag og Nat, det er ligesaa meningsløst og grimt som Krigen. Det lyder:

»Licht aus! Messer rausl Haut ihn!«
»Sluk Lyset! Træk Kniven! Paa ham!«

Officererne gyser, den Menige nyder Uhyggen i Ordene og laver allerede Tilføjelser: »To Mand hid til at røre Blod!«

— Ingen tænker sig noget alvorligere ved det. Den tyske menige Soldat er godmodig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 243-244

22. oktober 1918. “Han var den bedste af os alle. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og resten af skriverne rykkede ind i et hus omkring Inaumont, mens stillingen ved Aisne blev holdt med næb og kløer. Her oplevede Eskildsen et hårdt tab.

Det er en spændende Slutspurt! Foch vil rive den militære Sejr til sig. Tyskerne kæmper haardnakket for mildere Vaabenstilstands- og Fredsbetingelser.

Aisnestillingen skal holdes ved et sidste Krafttag. Der spærres af for al Orlov, — meget trist for Heinz og Willandsen, som skulde rejse den 15. Nu kan Willandsen ikke den 20. fejre Kærestens Fødselsdag hjemme, som han havde glædet sig saa meget til!

To Dage ligger vi i Chaudion. Saa flytter vi til Herbigny, 12 Kilometer længere mod Nordøst. Vor Division overtager et Afsnit af Aisnestillingen umiddelbart Vest for Rethel. Staben flytter efter to Dages Ophold i Herbigny til Byen Inaumont, 6 Kilometer nærmere mod Fronten, omtrent lige saa langt bag Aisnefloden.

Disse idelige Kvarterforandringer er forfærdelige for Skriverne. Der er saa uhyre meget, der skal pakkes sammen og sættes paa Plads igen, og megen kostbar Arbejdstid spildes. Vi maa tage Nætterne til Hjælp for at holde Bordet rent for ufærdige Arbejder.

Her i Inaumont faar vi omsider Ro. En af os faar den evige Ro! Vi bor i et pænt Hus ved Vejkrydset midt i Byen. — Det er dumt, man skal i Felten undgaa alle Vej- og Gadekryds! — Paa første Sal bor Adjutanten, Løjtnant Seyderhelm. I Stuen sidder Skriverne til højre for Døren, Tegnerne til venstre.

Siden den 14. har Franskmændene rendt Panden mod Aisnestillingen. Vore Folk har ikke vanskeligt ved at holde den. Den 22. om Formiddagen telefoneres der: »Om en Time kan vi vente Generalstormen!« Vi ler og laver Vittigheder med. »Generalstormen«; vore Folk skal nok klare den.

Willandsen beder om Tilladelse til at. besøge en Ven i Justine. Han vender om i Døren og siger: »Jeg vil hellere vente til efter Middag.« Timen er gaaet. Batteriet bag os knalder løs for at holde Franskmændene nede. De franske Artillerister begynder at svare.

Det første Skud gaar ned i et Hus i Nabolaget. Løjtnanten forsvinder ned i Kælderen, og Matthiesen gør ham Selskab. Vi andre lader os ikke forstyrre. Vi har saa tit arbejdet under Granatild. Den anden Granat sidder i Skrivestuen! Den eksploderer i Løjtnantens Værelse over os, og Bjælker og Loftsbrædder ramler ned.

Vi springer op. Vi hører Rautenstrauch skrige og løber ind i Stuen ved Siden af. I Døren møder vi Rautenstrauch, overdækket af Kalk og Støv, sanseløs af Skræk.

Paa Gulvet ligger Willandsen. Vi slæber ham gennem Røg, Støv, Skaar og Splinter ind til os.

Han er død!

Den nedstyrtende Bjælke har knust hans Hjerneskal.

Det var ham, jeg holdt mest af! Han var saa ren og god som et Barn, lige saa godmodig, som han var stor og stærk, flittig og omhyggelig ved sit Arbejde, en stram Soldat, naar Pligten kaldte. Han var den bedste af os alle.

Derfor var det vel, at Granaten søgte ham. Krigen hader alt, hvad der er rent Og godt. Vi sørger alle oprigtigt over vor Kammerat og Ven. Det er et haardt Budskab, jeg maa sende Forældrene i Flensborg og Kæresten ude i Holbøl Sogn.

Løjtnanten sørger paa sin Vis. Alle hans smukke Sager har Granaten ødelagt! Willandsen skænker han ikke en Tanke. Men saa vejrer han Chancen. Vi maa lave en lang Liste over de ødelagte Ting. Han faar 1700 Mark i Skadeserstatning, rejser til Køln for at købe nyt og morer sig der et Par Dage.

Paa Kirkegaarden i Justine begraver vi Dagen efter vor gode Willandsen, lægger Kranse paa hans sidste Hvilested og rejser Korset over det. Om Aftenen prøver Franskmanden paa at sende os bagefter.

En Flyver kaster en Kæmpebombe tæt ved, saa hele Huset bogstaveligt vakler. Lidt efter falder der en hel Kæde af Bomber ned over Inaumont. Vi sidder i Kælderen og tager ingen Skade. Vi lærte til sidst at blive forsigtige!

Generalstormen er afslaaet. Stillingen ved Aisne udbygges, som vore Folk har gjort det saa tit og saa mange Steder.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 239-241

14. oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter tilbagetoget ved Avaux, håbede Eskildsen på et mindre ophold i ødelæggelserne, men han tog desværre fejl.

Allerede næste Nat skal Tilbagetoget fortsættes. Om Formiddagen møder Pionererne og begynder at forgifte Brøndene og lægge Sprængladninger i Husene.

— »Hvad gør I! Forgifter Brøndene, mens hele Byen er fuld af Soldater!«

— Vi faar dem til at udsætte dette modbydelige Arbejde til henimod Aften. — Om Eftermiddagen stikker de Ild i et stort Depot. Branden springer over paa Byen.

Vi maa igen flygte midt paa Eftermiddagen. I Gaar sprængte man os ud af Avaux, i Dag ryger man os ud af Villers.

Saadan er det at være Bagtrop paa et Tilbagetog! Vi gløder af Harme over disse Ødelæggelser, som Kronprinsens Hærgruppe har anordnet!

Jeg talte i disse Dage med Officerer og Menige fra alle mulige Divisioner, fra alle Tysklands Egne. De følte alle den dybeste Skam, den bitreste Harme over denne vilde Røverfærd. Vi fandt kun een Forklaring, en frygtelig Mistanke: Militæret agtede at krydse Diplomatiets Fredsplaner, Militæret vilde ødelægge den Fredsstemning, som Prins Max søgte at skabe!

Den 14. Oktober gav Wilson Svaret: »Vi taler ikke om Vaabenstilstand, saa længe Ubaadene sænker fredelige Skibe, og Tropperne sprænger og brænder Landsbyerne!«

Tyskerne besætter Stillingen ved Aisne. Der udskilles Reserver. Ogsaa vor Division er Reserve. Vi marcherer om Natten fra Villers tilbage til Chaudion, 10 Kilometer Nordvest for Rethel.

Det er vor uhyggeligste Nat. Fodfolk, Ryttere, Vogne, Kanoner haster nordpaa i klaskende Regn, mens Himlen er oplyst af brændende Landsbyer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 237-238

11. oktober 1918. “Regimentets sidste store Kampdag! Men hvad Mening var der i dette Angreb?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Rømningen stod for døren, og Eskildsen måtte se sørgmodigt til mens Avaux blev sprunget i småstykker som et led i tyskernes tilbagetog.

Franskmanden følger og søger at vinde Overgangen over Suippes. Den 7. Oktober foretager vi et Modangreb. Det er Regimentets sidste store Kampdag! Traditionen hævdes til det sidste.

Vore Folk gaar paa, som de altid har gjort det. 67 Fanger og 3 Maskingeværer er Byttet. Men hvad Mening var der i dette Angreb?

Hvorfor skulde 2 Officerer og 10 Mand miste Livet, 1 Officer og 49 Mand deres Førlighed i samme Time, som de allierede stillede det Krav, Tyskerne var nødt til at opfylde: »Det besatte Omraade skal rømmes!« 

Foch er ikke tilfreds, naar han ikke ved Vaabenstilstandens Begyndelse kan staa med en virkelig Sejr i Haanden.

Hans Tropper gaar paa. Hos os opnaar de intet; men Natten mellem den 10. og 11. Oktober trækker man os alligevel igen tilbage.

Hele Stillingen fra Damevejen til Argonnerne opgives. Regimentet gaar tilbage til Retourne-Floden. Staben skal først flytte den næste Nat; men man sprænger os allerede om Eftermiddagen ud af Avaux.

Det smukke Avaux! Der ligger Sprængladninger i hver Kælder. Midt paa Eftermiddagen begynder Pionererne deres frygtelige Gerning.

I Løbet af kort Tid er Byen en Ruinhob. Vi maa retirere i Trav for ikke at gaa med i Luften.

Uden for Byen holder vi, og om Natten marcherer vi tilbage til Villers devant le Thours.

Til højre for os brænder en smuk Landsby, til venstre en Baraklejr, foran os et enkelt Hus, bag os en By. Maanen er ikke at se for Røg.

I Villers træffer vi endnu de sidste Indbyggere i Færd med at forlade deres Hjem, med en Bylt paa Nakken, lidt Bohave paa Trillebør og Trækvogn.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236-237

5. Oktober 1918. Tilbagetog på vestfronten. “Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af oktober måtte Eskilden og hans mænd skifte stilling op til flere gange. Franskmændene pressede hårdt på.  Det er også på dette tidspunkt at Prins Max af Baden bliver rigskansler.

Den 1. Oktober, Kl. 1 om Morgenen, marcherer vi af Sted, i Ilmarch nordpaa. Vejen ligger under Ild.

En Kaptajn og en Læge dræbes lige bag os; men vi naar heldigt vor nye Stilling ved Aisne-Marne-Kanalen, omtrent 10 Kilometer Nordvest for Reims. Hele Fronten fra Vesterhavet til Verdun staar i Flammer.

Den 2. Oktober falder St, Quentin, næste Dag Lens, Hjørnet ved Laffaux rømmes.

I Tyskland syder det.

Grev Hertling træder tilbage, Prins Max bliver Rigskansler, med den Opgave at hidføre Vaabenstilstand og Fred.

Hvad ved vi om Hertling og Prins Max?

Vi aner intet om, at Ludendorff har tabt Mod og Besindelse, og at Hindenburg og han den 28. September meget bestemt har krævet Vaabenstilstanden.

Vi har at holde vor Stilling, og den holder vi, hvor haardt end Franskmændene maser paa. Natten mellem den 4. og 5. Oktober opgives ogsaa Kanalstillingen.

Vi trækkes tilbage til en ny ved Floden Suippes. Lysraketter og brændende Landsbyer lyser for os, mens vi marcherer de 10 Kilometer tilbage.

Staben tager Ophold i den smukke og næsten uskadte By Avaux ved Aisnefloden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 236

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233