Tag-arkiv: bestikkelse

1. oktober 1918: Over grænsen til Danmark

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Den 1. oktober om eftermiddagen kl. 5 gik jeg hjemmefra. Jeg tog ikke ret mange penge med. Mor gav mig et pund smør, som jeg stak i frakkelommen, og så sagde hun: “Hvis du bliver taget, så giv ham dette smør, så skal han (den tyske vagtpost) nok lade dig gå”.

Jeg gik til Branderup, derfra til Arrild, men her kneb det noget med at komme igennem. Der stod vagtposter alle vegne.

I udkanten af byen og midt i byen, og de skulle revidere alle, der passerede. Det var godt, at jeg havde min uniform på; så kunne jeg gå uhindret igennem, de mente så, at jeg hørte til de soldater, der lå i byen.

Ved byens udkant blev jeg anholdt af en landstormsmand. Jeg forklarede, at jeg skulle hen på nabogården, og så lod han mig gå.

Fra Arrild gik jeg med en bivej – en hedevej til Gånsager. Der var lyng, mose eller plantage på begge sider af vejen. I plantagen hørte jeg hestetramp forude. Jeg gik ind til siden og lagde mig under et grantræ. Det var godt, at jeg fik det gjort, for det var en ridende patrulje. Der var to mand. De så mig ikke, og så fortsatte jeg.

Jeg kom med en forkert vej, men så kunne jeg skimte et lys, det gik jeg efter. Jeg listede mig hen til vinduet, og ind ved gardinet kunne jeg se, at der sad en kone ganske alene i køkkenet og skrev.

Klokken må have været mellem 12 – 1. Jeg bankede på og kom ind. Jeg bad om, at få vist vej til Gånsager, og efter at konen havde givet mig et glas vand, gik hun med ud og viste mig på vej efter Gånsager.

Hun fortalte mig også, hvor vagterne stod i denne by. Jeg kom til Gånsager, gik uden om vagtpostene og om byen og nåede over på landevejen, der førte til Vodder. Denne vej gik i vestlig retning. Jeg skar her et hjørne af, kom med en bedre bivej, der stødte til landevejen, der gik fra Vodder til Roager i nordlig retning. Jeg havde en lommelygte og et udsnit af et landkort hos mig.

Jeg nåede Roager og herfra gik jeg med en bivej i vestlig retning til Lundsmark. Jeg skulle til en lille ejendom, der lå syd for vejen mellem Roager og Lundsmark. Sønnen fra denne ejendom havde nemlig været sammen med min broder Johannes i Rusland, og da han engang i 1916 var hjemme på orlov, havde far besøgt ham for at få en pakke med til Johannes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. marts 1918 – Ribe Stiftstidende: det smukke hvide brød

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Han maatte ud med sproget

I Haderslev bemærkede læreren forleden, at en lille dreng, søn af en fragtkusk, der kører fra banegaarden rundt i byen, havde et stykke smukt, hvidt hvedebrød med til skole. Paa spørgsmaalet om, hvor han havde faaet det fra, svarede drengen, at det vidste han ikke. Den patriotiske lærer meldte derpaa sagen og kusken kom i forhør. Her forklarede kusken, at han havde stjaalet flormelet, hvoraf hvedebrødet var bagt. Paa spørgsmaalet om, fra hvem han havde stjaalet det, nægtede kusken at svare. Man forlangte imidlertid meget energisk at faa det at vide, og kusken bemærkede da, at det vilde blive værre for andre end for ham, hvis han fortalte det. Dette var imidlertid ligegyldigt, han maatte ud med sproget, og kusken afgav da følgende forklaring: til banegaarden var der til to af byens embedsmænd og en af byens største forretningsmænd ankommen tre sække flormel, med 100 pund i hver sæk. Kusken syntes, at han kunde være ligesaa berettiget til at faa mel som disse tre herrer, og havde derfor taget 10 pund af hver sæk. Men da han naturligvis nu var strafskyldig, saa forlangte han ogsaa, at de tre herrer blev anklaget for ulovlig hamstring. Dette kunde man dog naturligvis ikke gaa med til; men kusken blev ved sit. Efter længere forhandling tilbød man kusken en pengesum for at tie stille med sagen samt fri for videre tiltale, men kusken svarede dertil, at nu var han jo tyv, men kæltring vilde han da ikke være. Naturligvis endte det, som man kunde vente, med, at kusken fik lov at gaa, men at han ikke har været ganske tavs, beviser historiens fremkomst.

28. januar 1918. Asmus Andresen: Sult og bestikkelse

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917  og rejste i januar 1918 til Neubreisach i Elsass/Alsace, i dag Neuf-Brisach i Frankrig, for at blive uddannet ved artilleriet.

Den 28. Januar 1918 blev jeg forsat til 8. Batteri; der fik jeg det straks bedre, kom tidt til at staa Vagt og blev ofte udkommanderet saa til et og saa til et andet. Jeg var i Førstningen ret hurtig til at melde mig frivillig, naar et og andet skulde udføres — og Tiden gik ret hurtig for mig.

En Dag blev jeg sammen med flere stillet paa Vagt omkring en Skarpskydningsplads. Pladsen var ca. 15 Km. lang og 2 Km. bred. Med 100 m. Afstand stod vi saa fra Kl. 8 om Formiddagen og maatte ingen lade gaa ind paa Pladsen. Hvem der nu, som jeg, havde spist alt sit Brød om Natten, kunde saa nøjes med at kigge i Madposen om Morgenen.

Vi fik udleveret 70 gr. Brød daglig. Det var for lidt, og jeg kunde ikke holde op, før det hele var fortæret. Den Dag, jeg stod paa Vagt, havde jeg intet spist om Morgenen, hvorfor jeg henved Kl. 2 var skrupsulten. Ved den Tid kom en Bonde kørende hen til mig og spurgte, om han kunde faa Lov at pløje lige indenfor den afspærrede Omkreds. Det kunde jeg selvfølgelig ikke tillade ham; han gik saa hen til sin Vogn og trak en Kurv frem, hvoraf han udtog 8 Stk. velbelagt Smørrebrød, som han tilbød mig, hvis jeg vilde tillade ham at komme ind paa hans Mark.

Sulten som jeg var, betænkte jeg mig ikke ret længe; jeg tog imod Smørrebrødet, og Manden kom ind paa sin Mark. Jeg gav mig straks i Lag med Maden, men da jeg havde spist 5 Stykker, kom der en Underofficer ridende i fuld Galop hen imod mig, og saa snart han kunde raabe til mig, brølede han som et vildt Menneske.

Jeg havde sat mig ned, men fik travlt med at komme paa Benene og faa fat paa Karabineren. Jeg meddelte ham, at jeg havde ladet Bonden komme ind for 8 Stk. Brød, fordi jeg ikke havde faaet Mad hele Dagen. Saa red han hen til Bonden og forlangte, at denne straks skulde forlade Marken. Bonden vidste nok, hvordan den Slags Folk skulde behandles. Saa vidt jeg kunde se, fik Underofficeren nogle Æg, hvorefter han red videre.

Kl. 6 kom vi tilbage til Kasernen, hvor vi fik Mad. To Dage efter skulde 30 Mand fra vort Batteri ud at jævne Granathuller paa Skarpskydningspladsen. Jeg meldte mig straks frivillig i den Tanke, at jeg maaske atter kunde være saa heldig at træffe den gode Bonde og maaske atter hente mig et Par Stykker Mad. Denne Gang blev jeg skuffet.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

20. oktober 1917. Sønderjyderne ikke længere bange for gendarmerne

Rigsdagsmand H.P. Hanssen førte under krigen dagbog. Den 11. oktober rejste han fra Berlin hjem til Sønderjylland. Han beretter her om situationen på hjemmefronten.

Aabenraa d. 20. Oktober 1917.

Jeg har atter begyndt at afholde fortrolige Møder med Tillidsmændene paa de forskellige Egne.

Den 18. Oktober havde jeg en Sammenkomst med Tillidsmændene fra Als Nørreherred i Nordborg. Den 19. Oktober med Tillidsmændene fra Als Sønderherred i Augustenborg, hvor jeg tillige fik Fru Moldts Testamente bragt i Orden. Fru Moldt, som gentagne Gange har skrevet til mig om at komme over til hende for at ordne denne Sag, var livlig, frisk og munter. Hun testamenterede 4000 Mark i lige Parter til Vælgerforeningen, Skoleforeningen, Sprogforeningen og Jernfondet.

Da vi havde denne Sag ordnet, var hun meget glad og gav mig, som en af dem, der havde staaet hendes afdøde Mand nærmest, to Bind af hans efterladte Digte, skrevne med hans smukke Haandskrift.

Da jeg Dagen efter kom hjem, laa der Telegram, som meldte, at Fru Moldt om Natten brat og uventet var afgaaet ved Døden!

Vore Tillidsmænd paa Als er alle enige om at anslaa Høsten til under Halvdelen af en normal Høst. Mælkeudbyttet mener de, kan ikke sættes højere end til en Tredjedel af det normale.

Oplysninger, som jeg har indsamlet fra Sundeved og Aabenraa Amt, gaar i samme Retning.

Alle Oplysninger, som jeg indsamler, viser, at de utallige Forordninger, som Myndighederne udsteder, virker fuldstændig demoraliserende.

Frygten for Kontrollen er forduftet. Ingen bryder sig mere om at holde sig Forskrifterne efterrettelige. Der males, bages og slagtes uden Tilladelse.

Paa Als solgte Amtsforstander W. under Haanden Byg til Gryn. I Nordborg gik Hvedekværnen uafbrudt. Der kjærnes i Smug paa de fleste Bøndergaarde.

Da jeg en Aften sad mellem en Flok Bønder, drøftede de meget alvorligt og sagligt, hvorledes man bedst kunde tage Livet af et Svin, uden at det skreg for meget. En slog det for Hovedet med en Hammer, en anden skød det med en Revolver, en tredje brugte Øksen, men J. C. fra S. fortalte, at det probateste var rolig at klø Grisen, medens man stod med en Kniv i Ærmet, saa hurtigt give det Dødsstødet og derpaa roligt fjerne sig. Grisen løb da rundt uden at sige et Kvæk, medens Blodet løb af den, indtil den stille dejsede om.

Et andet Sted hørte jeg en Samtale mellem nogle Bønder, der var meget indignerede over, at en navngiven Mand, som havde faaet Tilladelse til at slagte et Svin, misbrugte den og slagtede fem. De var enige om, at man altid burde nøjes med at slagte et foruden det, man havde Lov til, ellers fordærvede man kun Forretningen.

Gendarmerne betragtes ikke længere som farlige. De trænger til Levnedsmidler, til Foder til deres Grise, til Hønsekorn, faar det hos Bønderne og lukker Øjnene.

Man fortalte mig om to Gendarmer i R., som havde slagtet Grise i Smug, om en Overvagtmester, der fik Gryn af en Møller, som i øvrigt ogsaa malede Hvede i Smug for Stedets Amtsforstander.

I Sundeved kunde alle faa Brødkorn og Svinekorn malet hos enkelte Møllere, og Mejerierne solgte Smør under Haanden.

Mest frygter man daarlige Tjenestefolks Angiverier. Men mod dem er der ogsaa Raad: Man siger ligefrem, at man har Lov til at slagte, og slagter saa ved højlys Dag uden Forlov. Alle er enige om, at Landbruget vilde have været i Staa, hvis Forordningen om, at hver Hest kun maa faa 3 Pund Havre daglig, var bleven overholdt. „Det er haardt nok, at jeg skal stjæle min egen Havre,” sagde en gammel Bonde til mig, „men jeg er nødt til det, hvis jeg skal have mit Arbejde gjort.” —

Huderne af det Kvæg, der slagtes under Haanden, ombyttes i Garverierne med Saalelæder.

For Fødevarer kan Landmændene faa Manufakturvarer etc. uden at forelægge de foreskrevne Anskaffelsesbeviser. Uden at afgive Fødevarer kan de ikke faa en Lampe istandsat. Af  Jernbaneembedsmændene kan rnan købe dansk Smør (12 Mark Pundet) Chokolade (20 Mark Pundet), Sæbe, The etc., som de indsmugler fra Danmark.

Bagerne leverer Brød for Kød, Vildt etc. Slagterne leverer Kød for Brød, Smør, Sæbe.

Byttehandelen florerer vidt og bredt. Løsenet er Vare for Vare. I Flensborg havde en Politiembedsmand to Svin. Det ene blev snigmyrdet om Natten, indsvøbt i et Lagen og bortført i en Vogn.

– „Hvem kan staa for det,” sagde Politimanden, „naar man kan faa 1000 Mark for et Svin.”

Amtsdommer W. i Aabenraa faar Hvede fra Løjt. En anden Amtsdommer sagde en Dag i Pigens Paahør, da han satte sig til sit velbesatte, sammenhamstrede Bord: „Det er næsten Synd at sætte sig til et saadan Bord, umiddelbart efter at man har idømt et Par stakkels Djævle høje Bøder for Hamstring.”

Klagerne over Angiverier og Chikanerier mod Danske er værre end nogen Sinde. Dyrlæge Dau er, 58 Aar gammel, bleven indkaldt til Civiltjeneste, og er bleven ansat som Jernbanearbejder.

Paa Orlovsansøgninger fra Fronten skriver lokale Myndigheder regelmæssigt Notitser om det politiske Sindelag.

Klagerne er mangfoldige, Stemningen ganske overordentlig bitter.

„Hjemmetyskerne bærer ikke deres Navn forgæves,” siger man — „de bliver hjemme!” Dette er saaledes Tilfældet med Brødrene Jacobsen fra Gammelgaard, Brødrene Eriksen fra Ketting og mange flere.

H.P.  Hanssen: Fra Krigstiden

3. september 1917. Straffefangen Claus Clausen får kontakt til sine forældre

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Efter ophold i flere fæstninger kom ham i begyndelsen af september 1917 til Nordslesvig, til fangelejren ved Skovby ved Hovslund. Her skulle han på tvangsarbejde på fæstningsbyggeriet.

Næste Dag ud at trække Pigtråd, 8—10 Mand ved hver Vagtmand. Min Underofficer opdagede snart, at jeg var dansktalende og indskærpede over for sine Standsfæller, at der skulde passes særligt godt på mig.

Efter Omstændighederne havde vi det ret godt, men det kan ikke undgås, at man bliver præget af Fangelivet: Altid under Bevogtning ved Arbejdet og i Fritiden bag Pigtrådshegnet.

Der gik lang Tid, inden jeg fik Lejlighed til at gøre nogle Egnsfolk opmærksom på, at jeg var fra Nordslesvig. Det var nemlig Civilbefolkningen meget strengt forbudt at tale til os. Men nu fik så mine Forældre det at vide, hvor mit Fangekompagni lå. Og min Far var da ikke sen til at få Mor til at pakke en Rejsekuffert med Madvarer. Det skulde nu forsøges at få Sønnen i Tale.

Han rejste til Hovslund, gik ud til Skovby, fik Lov ved Vagtposterne at gå ind i Lejren og kom ind på mit Kompagnis Skrivestue. Man ventede Kompagniføreren hvert Øjeblik, så Far kunde da få Lov til at tale med ham, når han kom.

Men Far fik af denne blankt Afslag på sin Bøn om at måtte tale med mig. Om der da ikke kunde sendes en Ansøgning om at få Lov? Jo, det kunde der godt, men Ansøgningen kom her til Kontoret til ham, og der fik den Afslag, svarede Løjtnanten.

Far opgav dog ikke lige straks, men søgte at opspore mig på Arbejdspladsen, dog forgæves. Lidt sørgmodig i Hu vilde’ Far så til med uforrettet Sag, at forlade Byen igen, men kom da forbi Byens Smedje og gav sig i Snak med Smeden, en Mand af den rigtige Slags.

Far fortalte ham det hele, som det var. Smeden skulde nok få den Sag ordnet. Han havde lige bygget en ny Smedje og skulde en Dag have sit Værktøj og Materiale flyttet. Han havde af og til haft et Par Fanger til at hjælpe sig. Nu vilde han så se at få mig til at hjælpe ved Flytningen.

Kendelig lettet rejste Far så hjem og overlod Resten til Smeden. Da jeg om Aftenen kom hjem til Lejren, fik jeg straks af et Par Medfanger at vide, at min Far havde været der i Lejren, uden at jeg anede noget om det.

Nogen Tid gik, da jeg så en Søndag kaldtes på Skrivestuen og fik Ordre til at stille om en Time igen sammen med en Kammerat til.

Vi fik så en Vagtmand med og skulde hen at arbejde hos Smeden. Jeg fik et djærvt Håndtryk af Smeden til Velkomst, som yderligere fortalte mig om hele Forehavendet.

Vagtmanden og Kammeraten blev indviet i Sagen. Lidt efter kom min Far med Kufferten fuld af dejlige Madvarer.

Alle tre tog vi for os af Retterne. En glubende Appetit havde vi. Da Sulten var stillet, gik Vagtmanden og Kammeraten ud at arbejde; jeg fik Lov til at blive inde sammen med Far og Smedens Familie. En dejlig Dag; mine Forældre fik,nu rigtig Besked om, hvordan jeg havde det. Og ikke nok med det. Vi fik ”smurt” de rigtige Steder, så jeg hele Tiden fik Lov til at få nogle Pakker hjemmefra.

DSK-årbøger 1947

Claus Clausen blev benådet efter ét års afsoning og sendt tilbage til fronten.

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

22. april 1917 – Enkefru Røgind: “Moralen er slappet ved Grænsen”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. April.
Fru Lindstrøm fortalte dramatisk om sin Rejse. Den har i Sandhed været spændende; godt det gik saaledes. Man faar ret Indtryk af, hvor Moralen er slappet ved Grænsen, baade dansk og tysk er lige god, gælder kun Smørelsen.

Hvad der havde gjort et meget stærkt Indtryk paa hende, var Mødet med en Soldat i Toget fra Fjelstrup. Han kom fra Arras, havde rejst uafbrudt fire Dage og Nætter, havde Orlov, var lige ankommet, et Telegram ventede ham og en Gendarm ligesaa, og øjeblikkelig maatte han efter Rekvisition tilbage til Arras uden at have set sit Hjem, sine Kære.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 135)

14. marts 1917. Bestikkelse af grænsevagter og kontrollører

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. I begyndelsen af året 1917 handler et par indlæg om bestikkelige vagter og kontrollører ved grænsen.

Korporalen, der slagtede så nydeligt.

På gården ”Kiddingen”, hvor en af Finnemanns døtre er gift og som var blevet idømt en mulkt på 1000 mark for for stærkt brug af brødkorn, spurgte en officer hende en dag, hvorfor hun dog ikke slagtede og hensaltede mere end hun gjorde.

Hun: Ja, men det kunne da aldrig falde mig ind; jeg er jo blevet højt mulktereret for brug af korn og kunne jo udsætte mig for endnu mere, Nej tak!

Officeren: Nå-åh, ja når det udføres forkert. Men jeg har en korporal, der har slagtet 82 svin for forskellige, og han gør det aldeles nydeligt. De skulle lade ham gøre det. Der [er] dog en ting jeg betinger mig. Jeg vil nok have et stykke flæsk til almindelig dagspris og korporalen må naturligvis også have et stykke.

Herefter blev det overdraget den omtalte korporal at slagte på Kiddinggård; han gjorde det også nydeligt og både han og officeren fik deres gode stykker.

Ved grænsen østpå er adskillige af de tyske vagtposter meget skikkelige, og for en mellemmad kan man uden synderlig vanskelighed på breve ucensureret over, skjult i felthuen. Det går endog så vidt, at vagtposter går over på dansk grund for at spise mellemmaden. Således blev for nogle dage siden en tysk vagtpost set løbende ad landevejen på den danske side ned mod den tyske grænse, idet han udtalte, at han håbede, at han nåede tidsnok over til appellen. Han havde været herovre for at få sin mellemmad.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger bind 3

8. marts 1917. Nød og elendighed i Sønderjylland ved indgangen til 1917

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende modtog efter nytår et brev fra en anonym slægtning til den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Det rummer mange interessante detaljer om Sønderjylland i begyndelsen af året 1917. Brevet her er fra bind 3 af notesbøgerne.

Kære M…!

Efter megen besvær med at få attester i orden kom jeg da over den 24. decbr. (1916) om middagen. Mor har det ellers ganske godt, er så forunderlig stærk, både åndeligt og fysisk, hvad vi er meget taknemmelige for. Men lidt strengt var det at komme hjem i gården og ikke mere se fars lyse, milde skikkelse og høre hans hjertelige ”Velkommen hjem”. Ja, han savnes overalt i det kære gamle hjem, og dog ønsker vi ham ikke tilbage, han trængte så hårdt til hvilen og freden, disse tunge blodige tider var for svære for ham.

Og nu har han nok fejret en rig og lys jul sammen med alle sine kære i paradis, nærmere Gud end vi er.

Nu er det svært at komme derned (til Sønderjylland) og at se al den nød og alle deres savn. På gården sulter de jo ikke, men de savner mange ting, som vi jo før syntes, at vi ikke kunne undvære som f.eks. alle slags krydderier, sæbe og mange andre ting.

Hjemme havde de slagtet til jul, men kun i smug; de fik i efteråret lov til at slagte en gris, men har nu slagtet tre; kontrollen dér på egnen er ikke så streng, som den har været før, vel nok fordi hverken amtsforstanderen og kommuneforstanderen kan sige sig fri for at have overtrådt bestemmelserne.

Andre steder er de meget strengere, særlig i Sønderborg kreds, hvor grisene bliver talt, når de er 6-7 uger. Dernede bruger man derfor at slagte dem i den alder og så lave sylte af dem.

Ja, på landet kan de sagtens overgå bestemmelserne, men i byerne, hvor de skal leve fra kortene, der kniber det for alvor. Tænk dig, på ”Hejmdal” havde de levet ved tørt brød en tid. Men så kom de fra Nørremølle eller Ullerup – jeg kan ikke huske hvem – og så det og fik så fat i noget smør fra deres mejeri og sendt til dem ligesom der blev sendt noget kød. Nu har N.L. lånt dem en ko og den øvrige familie har samlet sammen til foder for den. Koen står opstaldet hos brødrene Fink, og Esther og Poula har også en, så nu kan de to køer være hinanden til selskab.

Et sted som på søsterhuset i Kristiansfeldt fik de juleaften kun bygvandsgrød med skummet mælk, men hverken kød, kartofler eller noget som helst andet.

Kartofler er det meget knapt med, hvorfor de tager kålrabi til hjælp.

Der er leveret en masse jernbanevogne fulde til ernæringsdepoterne, og da det er det meste kraftfoder de har til køerne, bliver det knapt tid for mælk og af den grund også for smør.

I de større byer er der udbrudt en ny børnesygdom, som har fået navnet ”Marmelade kræft”. Den viser sig derved, at huden på hænderne revner, fordi børnene ikke får mælk eller fedtstoffer.

Revnerne går efterhånden over til at blive sår, ledsaget af feber. I Hamborg dør dagligt en mængde børn, mellem 30-50 lyder tallet. Hospitalerne er over fyldt af børn og gamle mennesker.

Morbror H.P. har også fortalt, at i Berlin fik de nu på det fine ”Hotel Fürstenhof” serveret sort kaffe med tørt krigsbrød om morgenen.

Siden august havde de ikke fået smør, en tid lang fik de marmelade, senere en dårlig kålrabi marmelade og nu i sidste samling kun tørt brød og sort kaffe. Han havde i sidste samling tabt 15 pund.

For øvrigt fortalte han, at det så mærkeligt [ud?] dér på hotellet. En af de fine herrer sad med en lille klat smør i et papir, en anden med lidt marmelade, en tredje havde købt sig lidt afskåret røget gåsebryst til 13,50 mark pr. pund. Tæt ved morbror sad en gammel general, der spiste sit tørre brød til en kop kaffe.

Morbror H.P. har jo været så tavs – jeg hørte for et års tid siden, at han sagde, han havde syv segl for munden. Nu samles han af og til hos en eller anden og meddeler en del mænd, som han stoler på, sandheden – så vidt han kan uden at komme i strid med sine løfter.

Og sandheden lyder ikke godt eller lys…

Du ved jo nok, at der nord for Åbenrå er lavet et stort skyttegravsanlæg med 4 m pigtrådshegn. Alt dette blev efter Hindenburgs råd lavet forinden tyskerne måtte begynde undervandskrigen. Og denne blev så sent vedtaget i efteråret, at nætterne var for lange og mørke, så den blev udsat til sidst i februar eller marts.

Morbror havde sagt lige før jul, at hvis fredsforhandlingerne nu ikke blev påbegyndt, så ville det for Tysklands side blive en ren desperationskrig – så vil det lade det briste eller bære, for Tyskland skal have fred i 1917 for ernæringens skyld. Det ville da blive en krig så grusom, at vi hidtil ikke havde kendt magen.

I Rigsdagen havde man erkendt, at den militære stilling var langt dårligere nu end i fjor ved samme tid trods de store sejre i Rumænien.

Hindenburg skulle have sagt, at skyttegravsanlæggene ved den hollandske og danske grænse skulle være i orden, thi når undervandskrigen begyndte, burde man være forberedte på krig med Skandinavien, Holland og Spanien samt Amerika. Det er jo en stor mundfuld at tage, men det kan jo også være beregning; det kunne måske nok se bedre ud at tabe, når de har det meste af verden imod sig.

Hindenburg skulle endvidere have udtalt, at samtidig med at undervandskrigen tog sin begyndelse, ville han anse det for rigtigst straks at gå op i Danmark, for det var klart, at England ville ikke godvilligt lade sin eksport fra Danmark gå til Tyskland, og så var det bedst at tage hvad der var, inden englænderne kunne nå at komme over til Danmark.

Vi må jo håbe, at Tysklands beregninger må slå fejl.

G. havde hørt, at man i England havde lavet i tusindvis af fladbundede både parat til landgang i Jylland!! Og forleden hørte jeg af en, der stod marinen nær, at englænderne havde lavet så mange vandflyvemaskiner, at de nok turde tage et tag med tyskernes undervandsbåde.

Der går i denne tid så voldsomt mange over grænsen både 17-årige og landstormsmænd, som er hjemme på orlov. Det er nemt at komme over, for vagten lader sig nemt købe med lidt levnedsmidler.

En mand jeg godt kender, er af selve vagten blevet opfordret til at gå over grænsen, blot han ville tage ½ pund margarine og et stykke vaskesæbe med tilbage. Den pågældende mand har været over grænsen flere gange på de betingelser.

En dag i julen kom der pludselig en soldat ind ad døren med et brev og en lille pakke fra Stavnsbjerg; det var selve vagten, der havde sagt til Jacob, om han ikke kunne skaffe ham lidt margarine, så ville han gerne besørge noget for dem. Der stod for resten ikke noget farligt i brevet, men soldaten havde udtalt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad der stod, blot han fik noget margarine ….

Redaktør N.C, Willemoë’s notesbøger

29. oktober 1916. Beruset gendarm og lemfældig fødevarekontrol

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen.

Når levnedsmidlerne kontrolleres

I nærheden af grænsen på tysk side, hvor der er største kontrol med forbruget af de forskellige fødemidler på landejendommene, der kontrolleres af landgendarmen i det pågældende distrikt, nærer man mangen velvilje for den pågældende gendarm.

Ved den tid, da man kan regne ud, at han kommer på kontrol, har en derboende større gårdejer som regel en rigelig forsyning af forskellige spirituosa, og når gendarmen så viser sig, bliver han inviteret indenfor.

Han bliver beværtet god spise og drikke, og måske er tilfældigt en eller flere fra nabolaget kommet tilstede, og efter bordet bænker man sig med toddyen eller hvad det nu er, snakken går, der fortælles mangt og meget fra krigen og drikker tæt til. –

Gårdejeren kan i den henseende tåle en hel del – indtil gendarmen har fået sig så mægtig en rus, at han må sove den ud på gården for så at forsvinde næste morgen, og beboerne har så fred for ham en uges tid, i hvilken de bruger af gårdens produkter af korn, smør, mel, æg, høns osv. inden den strenge kontrol.

Og finder  der så en dag alligevel en eftertælling sted af hønsene og der findes at mangle nogle, så har – ja, så har Mikkel ræv taget dem!

Se flere historier her: Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Redaktør_Willemoes
Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende

17. oktober 1916. Kaffepunche med Rød Aalborg i Swinemünde

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. I juni 1916 blev han overflyttet til SMS Najade. Her førte han en drivertilværelse med lang orlov mod små gaver i form af høns og brændevin.

En Gang imellem måtte jeg med Vagtmesteren i Land, og så stod den på Kaffepunche. Han havde sin Stamcafe nede ved Havnen. Konen var fra Sverige, og der kunde vi få „Aalborger”. De blev serveret i Kantinekopper med strøget Mål, så det var nogen værre Hybenkradsere.

Jeg måtte jo betale. En Aften havde han fået flere af vore Underofficerer med. Først fik vi et Par Øller med Steinhager til, og så Kaffepunche. Da vi havde fået to, sejlede „Sanitats-Obermaaten”, ved den tredje skred „Skrivermaaten”, og ved den fjerde måtte „Oberfeuerwehrsmaaten” af Sted. Nu var vi kun tre tilbage, Vagtmesteren, en Underofficer og jeg. Men ved den femte måtte Underofficeren give op, hvor nødig han end vilde. Vagtmesteren og jeg kneb endnu en til, men så kunde han heller ikke mere, og jeg måtte have ham under Armen for at støtte ham.

Værst var det, da vi skulde om Bord. Landgangsbroen var lang og smal og uden andet Rækværk end et Tov. Jeg måtte gå bag ham og holde ham med begge Armene, for at han ikke skulde falde over Bord. Netop som vi rundede Falderebet, så jeg Officeren, der gik sin Runde. Vi var dog forsvundne, da han nåede om Bord. Hans Forespørgsel hos Vagten, hvem det var, der var gået om Bord, gav ham ingen Oplysning. Vagten havde nemlig intet set. (Han modtog os ellers med et smørret Grin.)

Men da Officeren gjorde sin Runde på Skibet, rendte han på Skrivermaten, som stod og brækkede sig over Rælingen. Resultatet blev, at vi alle fem, med Vagtmesteren ved den øverste og jeg ved den nederste Ende, stod til Rapport. Chefen havde svært ved at holde sig alvorlig, kunde man se, og uden videre Forhør straffede han os allesammen ved at nægte os Landgang i fjorten Dage. Værre blev det dog ikke.

Vagtmesteren var til daglig meget brøsig i Tjenesten, men han mente ikke det ringeste med det; tværtimod hjalp han os efter bedste Evne ud af enhver Forlegenhed. Han var meget afholdt af Mandskabet. Han var Polak og havde en Kornforretning ved den polske Grænse. Forretningen var dog blevet ødelagt i Begyndelsen af Krigen. Ved nærmere Kendskab var han ikke mere tysk, end jeg var.

DSK-årbøger 1945.

16. oktober 1916. En hane for 14 dages orlov

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved små gaver blev orloven forlænget gentagne gange. I oktober 1916 var det forbi med orloven – og dog!

Næste Dag havde Oppasseren hos Chefen og jeg travlt med at bygge et Hønsehus. Det foregik på en Landtange ud for Skibet. Interesseret havde Chefen fulgt vor Færd fra sit Kontorvindue, og henad Formiddagen havde vi ham da også. Da han hørte, at det var mine Høns, spurgtehan mig, om jeg vilde sælge dem.

Det vilde jeg selvfølgelig gerne. Helst havde jeg foræret ham dem for den længe Orlov, jeg havde haft; men det risikerede jeg nu ikke, og så fik han dem for 20 Mark.

Nu vilde Skæbnen, at en af Løjtnantens Hunde bed selve Hanen ihjel, hvorfor Kaptajnen en Dag, mens jeg var ved at spule Overdækket, spurgte mig, hvor det kunde være, at Hønsene ikke lagde Æg. Dette Spørgsmål var jeg ikke belavet på, men jeg syntes, at han måtte da vide, at nu i Efterårsmånederne,

hvor Hønsene havde begyndt at skifte Fjer og tilmed for nylig var blevet flyttet, var der da ingen Høns, der lagde Æg. Jeg trak derfor lidt ud med Svaret, men så for det ud af mig, mens jeg slog Hælene sammen, så det smældede:

„Hr. Kaptajn, det er, fordi Hønsene ingen Hane har!“

„Nå-nå“ , sagde han med Eftertanke, jo, om vi da havde flere Høns hjemme? — Jo, det havde vi da, — og om de så kunde sende nogle flere. — Ja, men der var Udførselsforbud fra Slesvig-Holsten, og da vi her var i Meklenborg, måtte der en Mand med.

— „Tillader Hr. Kaptajnen, at jeg anmoder om fjorten Dages Orlov?”

— „Nej, min kære Søn”, sagde han, og så klappede han mig på Skulderen: Nu havde jeg lige haft Orlov i 72 Dage, og så vilde jeg have endnu fjorten Dage? — Nej, den gik ikke.

— Nå, ja, så gik den altså ikke.

Dog otte Dage senere viftede Vagtmesteren mig en skønne Dag med Orlovsbeviset om Næsen, den stod på fjorten Dage. „Men se nu at få Hønsene med!” — Det var netop i Jagtsæsonen, så det passede mig godt. Foruden Hønsene havde jeg da også en Hane med til dem, da jeg kom tilbage. Nu havde jeg vundet mig en god Position der om Bord, og Tjenesten var ikke streng.

DSK-årbøger 1945

5. oktober 1916. Bestikkelse: Orloven forlænget for skinke, flæsk og Rød Aalborg

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved bestikkelse blev orloven forlænget gentagne gange.

Da jeg havde været hjemme en otte Dages Tid, sendte jeg i min Kones Navn en Pakke til Vagtmesteren. Den blev meget nådigt modtaget. Samtidig afgik der en Ansøgning om Efterorlov. Der blev omgående bevilget tre Uger til, men hver fjortende Dag afgik da også en Pakke til Vagtmesteren. Høsten trak ud, og på den Konto fik jeg yderligere fjorten Dage, dog samtidig skrev han, om jeg kunde besørge Chefen nogle Høns. Endnu en Gang søgte jeg om fjorten Dage, dog denne Gang kom der intet Svar, og jeg måtte af Sted, I Pasewalk, hvorfra der gik en Sidebane til Svinemünde, blev jeg råbt ud af Toget.

Der var Telegram til mig, eftersendt af min Kone. Jeg skulde afvente nærmere Ordre, stod der i det. Jeg havde alle mine Sager liggende i Svinemünde-Toget, der var rede til Afgang, men I kan tro, jeg kom ud i en Fart, efterladende mine medbragte Levnedsmidler til mine Rejsekammerater.

Denne Gang havde Vagtmesteren taget det hele på sig, men nu skulde jeg absolut se at få mindst tre Høns og en Hane med. Fjorten Dage var jeg hjemme endnu, så kom der Telegram om, at jeg straks skulde vende tilbage. Så rejste jeg af Sted med mine Høns og en Flaske „Ålborg” til Vagtmesteren. Den havde han udtrykkelig anmodet mig om at tage med.

Henad Aften nåede jeg om Bord, og det første, Vagtmesteren spurgte om, var, om jeg havde Akvavitten med. Han kendte den fra Kejsermanøvrerne hernede. – Og så de uforglemmelige danske Kaffepunche. Man kunde for 20 Penning få den dejligste „Krambambuli”.

De var nemlig ikke vant til, at Flasken kom på Bordet, så den gik med for de to Groschen. Det var således de bedste Minder, han fra sin aktive Tjenestetid havde taget med heroppefra, derfor lå Flasken også øverst i Kufferten, og samme Aften måtte jeg stille i hans Kahyt med Flasken.

Der var kun en Stol og et Bord, så Vagtmesteren tog Plads på Sengekanten. Jeg fik ikke Lov at gå, før Flasken var tom. Glas havde vi ikke, jeg måtte tage min Tørn med, dog kneb jeg Læberne sammen, så Vagtmesteren fik den store Broderpart. Inden jeg gik, måtte jeg vælte ham over i Sengen, med Tøj øg Støvler på, han var nemlig blevet så fuld som en Allike.

DSK-årbøger 1945