Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917
(… fortsat)
Klokken tre blev Kompagniet alarmeret. Hele tredie Bataillon skulde ud og besætte en Banelinie mod Vitry-Biach.
Det var slet ingen ranke Helte, der drog ud denne Morgenstund. Livsmodet var brudt, enhver vilde vel være glad for en barmhjertig Kugle, der kunde lade en slippe ud af denne Jammer og elendige Tilværelse, men Tanken om Hjemmet, det lille Hjem deroppe i Nord, holdt Modet oppe. Maaske laa der nu en ensom Kvinde søvnløs paa Lejet og lod Tankerne vandre ud den mørke Nat til den, som var hende kærest, til Faderen til den lille Dreng, som laa saa trygt ved hendes Side. Ogsaa hun kastede sig vel uroligt omkring paa Lejet, forpint af Angst over Faderens Skæbne derude.
Nej, man maa bide Tænderne sammen, man har Pligter over for Livet, som man ikke paa saa fejg en Maade kan komme udenom og løbe fra, om end det vilde være meget lettere at slippe for Byrden ved en rask Beslutning. Det er ikke altid Angsten for Livet og Rædslerne, som kan give Soldaten den Tanke at gøre Ende paa det hele, nej, det er Fortvivlelsen over dette Liv fuld af Længsler, Jammer og Elendighed, der kan tvinge Mennesket ned i Afgrunden.
Nu laa vi derude i Sneen, i Grøften, trætte, vaade og forkomne. Vi savnede Hvile, Søvn og Føde. Den ene lange Time gik efter den anden.
Klokken seks om Morgenen kom der endelig Ordre til at bryde op. Vi skulde samles ved venstre Fløj, og saa gik det mod Biach, en lille By mellem Arras og Douai, ved Scarpe Floden.
Byen laa under engelsk Artilleriild. Den civile Befolkning flygtede; gamle Mænd, Kvinder og Børn saa man løbe med Bylter og Pakker. De vilde frelse noget af det mest værdifulde af deres Ejendele. Husene var for største Delen Ruinhobe, mange havde faaet et Grundskud og kunde styrte sammen, hvornaar det skulde være. I en Porcelænsbutik var en Fuldtræffer gaaet igennem Ruden, og de mange Krukker, Vaser og Nipsfigurer laa sønderknuste omkring.
Opholdet i en saadan By er under Beskydningen langt mere farligt, end naar man ligger ude i Marken, i det fri. Vi søgte allerførst et Kvartér i et Hus, som var nogenlunde beboeligt, og hvor vi for nogle Timer kunde faa lidt Hvile og Søvn. Paa anden Sal i et Hus fandt vi nogle Værelser, som var nogenlunde. Vi kunde faa lidt Varme ved en Kamin, og i Køkkenet fandtes et Komfur og Rester af Madvarer, som vi straks tog i Brug. Især en Daase med Kaffebønner vakte vild Begejstring.
Sektionen samledes snart ved en dejlig varm Kaffe. Vi nød den af rigtige Menneskekopper, noget enestaaende for vore Forhold. Kaffen vækkede Livsaanderne paany, og snart sad vi omkring Kaminilden med Pibe eller Cigaretter og nød Tilværelsen. Træthed og Søvn gjorde sig dog snart gældende, og man søgte nu en Plads, hvor man kunde faa lidt Hvile og Søvn. Jeg opslog min Paulun i et Klædeskab, som var væltet og fyldt med gamle Klæder og deslige, og snart var hele Flokken borte i en god og vederkvægende Søvn.
En Kammerat maatte for Sikkerhedens Skyld og for at have Forbindelse med Kompagniet holde Vagt ved Gadedøren.
Ved Middagstid var der igen Alarm. Kompagniet samledes i Hast og marcherede, ud af Byen. Vi skulde dække nogle Batterier, som var nedgravet ved Banelinien, hvor denne skærer Landevejen uden for Byen. Kanonerne var lige kommet paa Plads og begyndte nu at skyde sig ind paa de fjendtlige Stillinger. Vi laa hele Eftermiddagen i Sne og Kulde i en dyb Grøft ved Banelinien.
Man gav os Lov til at tænde et Baal, saa vi kunde varme Lemmerne. Snevejret tog til, og vi søgte i Mørkningen Dækning i et Lokomotivskur. Lokomotiverne stod under Damp, Tenderen var ladet med Sprængstoffer, parat til at sendes ud imod de fjendtlige Rækker, naar det skulde knibe. Om Aftenen skulde vi gaa i Stilling og afløse et Kompagni af 31. Regiment.
En Underofficer og to Mand blev sendt ud for at søge Forbindelse med Folkene forude, saa vi bagefter kunde finde frem til den rigtige Plads. I Mørkningen uddeltes varm Mad, Brød og Kødkonserves til de næste Dage.
Skydningen fra vore Batterier vedblev. Af og til fik vi en Svarhilsen derovrefra. Nedslagene laa meget spredt. De laa inden for en Radius af hundrede Meter og var ofte temmelig nærgaaende. Vi var dog vante til denne Musik fra de hylende Bæster og sendte dem kun et Sideblik, naar de kreperede i Nærheden. I lange Skarer strømmede Civilbefolkningen tilbage, trækkende en Kærre eller en Barnevogn for at frelse Livet. Mon de nogen Sinde er fundet tilbage igen til deres Hjem? De vil maaske næppe kunne genkende den Plet Jord, hvor deres Hjem har været.
Henved Titiden kom en af de Kammerater, som var sendt udfor at finde Vejen til den Stilling, som vi skulde besætte, tilbage. Han kom alene, de andre to var faldet paa Hjemvejen, ramt af Kugler fra et fjendtligt Maskingevær. Dette gjorde naturligvis et meget nedslaaende Indtryk paa os.
Kompagniet kaldtes til Samling. Der manglede tre andre Kammerater. De kunde ikke findes. Vi maatte saa af Sted uden dem. Senere bragte vi i Erfaring, at de var deserteret. Man paagreb dem i Anvers. Rømning var næsten helt almindeligt, idet man fandt det bedre at komme i Fængsel end at skulle med ud i Frontlinien.
(… fortsættes)
DSK-årbøger 1950