Tag-arkiv: Vauquois

28. september 1918. “Det staar ilde til paa begge Fløje. »Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider.«”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment har endnu en gang slået sig ned i huler. Denne gang ved Reims. På vestfronten er tyskerne efterhånden presset til det yderste.

Vor Bolig er naturligvis igen et mørkt Hulrum dybt nede i Kalken. Men Forholdene er meget venligere her end paa den anden Side af Reims.

Stollerne er hugget ind i et af Reims’s Yderforter. Kravler vi ud af Jorden, staar vi i en Have, hvor vi omsider finder Vinen, vi saa længe har søgt.

Stiger vi op paa Fortet, ser vi ud over et Hav af Hustage nede i Reims. Den verdensberømte Katedrals Taarne stiger endnu højt op i Luften; men selv her oppe fra kan vi se Krigens Ødelæggelsesværk paa den smukke Domkirke.

Her er godt at være, synes vi. Vi belaver os saa smaat paa at blive her hele Vinteren.

To Dage efter kommer som en Bombe Befalingen: »Straks gøre alt rede til et Tilbagetog!« Det staar ilde til paa begge Fløje.

I Flandern har Kong Albert presset sig frem, ved Verdun Amerikanerne. Vauquois, vor gamle Bekendt, er gaaet tabt. 

Den sidste Hilsen, Hulebjergets sidste Kommandant sendte ud til Omverdenen, var et stolt Farvel:

»Fjenden stormer i tætte Skarer fra alle Sider. Der kæmpes forbitret til sidste Mand. Kongen leve!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 235-236

23. februar 1918. Katastrofe ved Vauquois: “Der opstaar Brand i en Grubegang”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266.  Eskildsens regiment var atter tilbage ved bjerget Vauquois, hvor de blev en månedstid inden det store slag.

Den 23. Februar overtager vi atter vor gamle Stilling i Vauquois’ Kæmpekrop, og Staben sidder igen i Hulerne ved Cheppy.

Faa Dage efter viser Bjerget, hvor smaa vi er. Der opstaar Brand i en Grubegang, og 24 Pionerer lider den forfærdelige Bjergmandsdød i Flammerne. 

Den 16. Marts afløses vi af en Division, som kommer lige fra Galicien og ikke aner noget om Vestfrontens særlige Forhold. Vi marcherer Dag efter Dag og havner den 20. i Lejren ved Pauvres igen.

Dagen efter begynder det store Angrebsslag.

Fra:  Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 203-204

24. oktober 1917. Eskildsen rykker til Cheppy.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter at have opholdt sig en stund ved bjerget Vauquois kommer Claus Eskildsen til Cheppy.

Oberstløjtnanten kniber ud og tager Ophold i et Hulrum ved Cheppy, 2½ Kilometer bag Fronten.

Saa kan han have mig hos sig, og den 24. Oktober flytter Heinz og jeg derhen, medens Matthiesen og Bunke paa Grund af Pladsmangel bliver i Fléville.

Ind i en Vej dæmning ligger der en lang Række af Jordhuler. I den første, saa lille, at vi næppe kan dreje os, arbejder Schrøder, Heinz og jeg.

Saa stiger det i Graderne, jo længere man kommer frem i Rækken: Tegnere, Telefonister, Kok og Oppassere, Løjtnanter, Kommandøren.

Hver Hule har bag ud Forbindelse med en underjordisk, bombesikker Gang, flere Hundrede Meter lang, beboet af Rotter i uhyggelig Mængde og Størrelse.

De gamle Højsagn om Bjergfolk er blevet Virkelighed ude i Vauquois’s Kæmpekrop, de gamle Sagn om lange underjordiske Gange er Virkelighed i Cheppys Vej dæmning.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 192-193

20. oktober 1917. Eskildsen ved Vauquois “de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Overensstemmelsen med franskmændene var ilde set, og der skal foretages fremstød.

Idyllen paa Vauquois skal forstyrres, Regimentets Tabslister er for korte, de høje Stabe bag ude i Etappen vil se Blod.

Den 20. Oktober indskærpes det strenge Forbud mod Samkvem med Fjenden, og hele den næste Maaned hidser og pisker man Uroen ind.

Der skal skydes, der skal foretages Patrouillefremstød. Maalet naas. De sidste ti Dage i November har Regimentet 6 døde og 8 Saarede.

Saa tænder Generalstabsofficeren sin Cigaret og læner sig tilfreds tilbage i Stolen.

Et Par Dagene senere udnytter han selv den traadløse Forbindelse. Meddelelsen om Fredsforhandlingeme med Rusland trykkes paa Fransk og skal af vore Folk ekspederes over til Fjenden.

Opholdet i Bjerget er usundt. Vor II. Bataillon maa i Løbet af kort Tid sende 184 syge paa Lazarettet, alle lidende af Mave- og Tarmsygdomme.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 192

19. oktober 1917. Claus Eskildsen i Vauquois: “Det er en ejendommelig Krig, der føres her”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Inde i bjerget Vauquois sprænges der med dynamit, og det forgår i overensstemmelse med franskmændene.

Det er en ejendommelig Krig, der føres her. Hen over Bjergkammen har man sprængt to Skyttegrave i Klippen, men de optages kun af et Par enlige Poster, som her oppe fra kigger ned til Franskmændenes, 50 Meter længere nede.

Resten af Regimentet ligger inde i Bjerget. Hele Kampen foregaar ved gensidige Sprængninger.

Under vore Nisseboliger arbejder Pionererne Dag og Nat, driver Gangene frem, lader dem med Dynamit og sprænger dem derefter, saa hele Vauquois ryster.

Det lyder meget uhyggeligt, men er slet ikke saa farligt. Vore Forgængere har under Tavsheds Segl givet os Recepten den Dag, vi kom her.

Der hersker en stille Overenskomst mellem Franskmænd og Tyskere, at der kun maa sprænges hver anden eller tredje Dag og altid kun om ved Klokken 6 Morgen.

Saa trækkes alt levende ud af Farezonen, og naar Sprængningen er overstaaet, sendes der en stor Melding om en vellykket egen eller en mislykket fjendtlig Sprængning op til de overordnede Stabe!

Vi holdt nøje Aftalen og gav den videre til vore Efterfølgere. Men Eksemplet fra Underverdenen smitter i Lysets Rige. Deroppe bytter tyske og franske Poster Aviser og Rygevarer.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 191-192

12. oktober 1917. Claus Eskildsen på vestfronten. “I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen måtte bestige bjerget Vauquois for at besøge officerstaben, tegneren og den unge skriver Schrøder.

Har man Lov til at tale om »Byer«? Der staar ikke et Hus! De hvide Kalkstensruiner ser uhyggeligt spøgelseagtige ud paa Baggrund af Bjergskraaningernes mørke Skove.

Aldrig før har jeg set saa bredt et Bælte fuldstændig ødelagt. Hvor mon alle de stakkels Mennesker er, der her havde deres Hjem?

Hvad vil de sige, naar de kommer tilbage? Fra Landsbyen Cheppys Ruinhob følger man Landevejen endnu et lille Stykke, drejer saa af til venstre og gaar med et Feltbanespor om bag den store Vauquois, som man hele Tiden har set foran sig.

Det hele er et eneste Felt af mindre Granat- og store Minekratere. Et Sted staar endnu et Par Træstubbe. Jeg undersøger Barken. — Her laa nok engang en Æblehave!

Jeg kravler op ad det stejle Bjerg og naar pustende og med Hjertebanken Hullet, der fører ind til Vauquois’s Hemmeligheder. Jeg faar et Lys i Haanden og en Fører ved Siden og er nu optaget i Bjergfolkets Samfund.

Vi gaar omtrent 10 Minutter gennem de mørke Stoller. Vandet siver ned overalt, Bunden er fuld af Snavs. Her dratter man i et Hul, her famler man sig ned ad nogle Trin, her kan man kun gaa i dukket Stilling, her er det saa snævert, at man skal knibe sig igennem.

Det hele er et Kryds og tværs, saa selv Føreren er ved at løbe vild i denne Labyrint. 

I Huler ved Siden af Stollegangene bor Nisserne. Her kommer vi forbi en Skrivestue, her lugter det af Biksemad fra et Køkken. Vi naar frem til Stabskøkkenet, hvor Kokken og tre Oppassere spørger efter nyt fra Oververdenen.

Ved Siden af sidder Skriveren og Tegneren i deres Hule. De klager over Hovedpine. Det er ikke saa mærkeligt. De har nu siddet hernede i 11 Døgn uden at se Dagens Lys, og kun deres Ur har fortalt dem, om det var Dag eller Nat.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 190-191

11. oktober 1917. Ved Vauquois: “vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment slår sig ned i et forfaldent hus ved byen Fléville.

Kæmpen har ogsaa slugt vore Officerer. Men der er ingen Plads til de mange Skrivere. En Tegner og vor yngste Skriver, Student Schrøder, særlig uddannet og egnet til at arbejde med de taktiske Spørgsmaal, følger dem.

Vi andre tager Ophold hos Bagage-Trainet i Byen Fléville, omtrent 10 Kilometer længere tilbage, da alle Byerne nærmere ved ligger i Ruiner. Vort Hus er ikke af de flotteste. Nok har det to Stokværk, som alle Huse her paa Egnen, men det staar kun oprejst, fordi det ikke ved, til hvilken Side det skal falde.

Alt er forfaldent. Stuerne er trange og mørke. Hvad gør det! Argonnerne har Træ nok til at putte i Kakkelovnen, og vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.

Vi er en rar lille Familie, den vittige Matthiesen og den gravalvorlige Bunke, Cyklisternes vilde Kor, de trofaste Kuske, frem for alt min gode Svoger Nis, som jeg, dengang vi laa ved Narocz-Søen, fik lirket bort fra Helvedet foran Verdun.

Vi hjælper hverandre, vi deler med hinanden, og »Fatter« Harms, Husmanden fra Klægsbøl, er vor »Mutter«, som koger vor Mad, Fatter og Mutter i een Person. Maden er tilsvarende. Ingen Kvinde kan have finere naturligt Anlæg for Kogekunsten; men Manden spores i Peber og Løg. 

Jeg skal ud at se til Bjergfolket i Hulebjerget. Det gaar paa Cykel op og ned ad Landevejens Bakker langs med Airefloden. Oppe paa Bakkerne maa man køre ud og ind, thi her staar der store Skærme og Risfletninger ud paa Vejen, afvekslende paa højre og venstre Side, for at Franskmanden ikke kan iagttage Færdslen.

Der ligger Byer paa begge Sider af Floden. De danner en interessant Overgang fra Typen ved Verdun til Charmpagnebyerne. I Verdunegnen var alle Byer Dalbyer, indeklemt i de snævre Kløfter; i Champagne boede Folk i Bjergbyer, oppe paa Bakketoppene; her, midt imellem, er Bopladserne kravlet ud af Dalene, men har ikke naaet Højderne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 189-190

6. oktober 1917. Ved vestfronten: “— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Champagne kommer Eskildsen og regimentet til bjerget Vauquois, på vej mod Argonnerne.

Kulde og Blæst. Omblæst af hvide Kridtstøvskyer rejser vi østpaa, til Marcq ved Grandpré. Derfra marcherer vi sydpaa, langs med Aisnens øvre Løb, her kaldt Aire-Floden.

Vort Maal er Argonnerbjergene, tre Mil Vest for Verdun. I Argonnernes østlige Udløbere hæver sig paa Aire-flodens højre Bred en vældig Bjergkegle, hele Egnens Behersker og Konge.

Vauquois er dens Navn.

Toppen kronedes i Fredstider af en Valfartskirke, og i Byen Vauquois oppe paa Bjerget solgtes der Rosenkranse og Helgenbilleder i Mængde. I Dag er ikke blot Kirke og By forsvundne, hele Bjergets Top er gaaet med ved de mange Sprængninger. Vauquois ligner nu en Vulkan med skarpttakket Kraterrand.

Hedt og bittert er der blevet stridt om denne Bjergs kæmpe. Bladet er flydt ned ad Klippevæggene. Nu har Franskmændene affundet sig med, at Tyskerne ejer den, og der hersker Ro her, da vort Regiment faar denne Nøglestilling trykket i Haanden.

Det er et nyt Eventyr, der lukker sig op. Vore Folk bliver til Bjergfolk. Vauquoiskæmpen aabner sin Mund og sluger hele Regimentet. Som smaa Nisser løber nu 266erne omkring derinde, med Lys i Haanden, gennem Kæmpens Labyrint af underjordiske Gange og Huler.

Og dette Liv, mere eventyrligt end behageligt, varer ved i over tre Maaneder.

— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!