Tag-arkiv: Danmark

22. oktober 1918 – Hejmdal: Det nordslesvigske spørgsmål

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Det nordslesvigske Spørgsmaal


Det officielle “Norddeutsche Allgemeine Zeitung” skriver: Den skandinaviske, i Særdeleshed den danske Presse sysselsætter sig i den senere Tid yderst levende med det nordslesvigske Spørgsmaal. Enkelte skandinaviske Blade søger at fremstille dette Anliggende som et Spørgsmaal, der hører hen under Fredsforhandlingerne og saaledes at gøre et Spørgsmaal, som ene vedrører Tyskland og en af sine neutrale og venligt sindede Naboer, til Genstand for vore Modstanderes Medbedømmelse. Det vilde være heldigt, dersom de paagældende Aviser vilde blive klar over, at saadanne Betragtninger ikke bidrager til at gøre Situationen lettere.

Et Dementi

“T. U.” melder: I politiske Kredse gik der i Lørdags Aftes Rygter om, at Danmark havde sendt Tyskland en Note, hvori der krævedes en Folkeafstemning for de nordlige Distrikter af Slesvig vedrørende Spørgsmaalet om, hvilken Stat de vilde tilhøre (§ 5). Fra kompetent Side konstateres, at denne Meddelelse ikke stemmer. Den tyske Regering har ikke modtaget noget saadant Krav fra Danmark.

“W. B.” melder: “Norddeutsche Allgermeine Zeitung” skriver halvofficielt: I forskellige Blade er der fremkommen Meddelelser om, at den danske Regering havde sendt den kejserlige Regering en Note, som i loyal Affattelse tog Sigte paa visse Traktatpunkter fra Tredserne, som indtil dette Øjeblik ikke er bleven opfyldt, og anmodede om at underkaste disse en velvillig Overvejelse.

Overfor denne Meddelelse konstaterer vi, at den danske Regering hverken har sendt en Note til den kejserlige Regering, eller i nogen som helst anden Form er traadt i Forbindelse med den kejserlige Regering vedrørende det slesvigske Spørgsmaal.


Dagens Nyheder


I Anledning af Kejserinde Auguste Viktorias Fødselsdag

flages der i Dag i Aabenraa fra enkelte Bygninger.

Rigsdagsmand Leube

fra Altona holdt i Lørdags Aftes det bebudede Foredrag i Teatersalen i Aabenraa. Rigsdagsmanden dvælede hovedsageligt ved de daarlige Ernærings-Forhold i de neutrale Lande og sluttede med en kraftig Opfordring til at tegne Krigslaan.

(Læs hele Hejmdal fra 22. oktober 1918)

3. oktober 1918. Endelig over grænsen: De sidste, kryptiske ord fra Frederik Tychsen …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Det blæste en lille smule vestlig vind, og når jeg ville i nordlig retning, skulle jeg bevæge mig således, at jeg hele tiden havde vinden på venstre side. Jeg kom ud i et engdrag. Her var der kreaturer og heste og mange sivbuske. Det havde regnet meget i den sidste tid, og der stod vand mange steder.

Da jeg havde listet mig ganske forsigtig i nordlig retning en times tid, mente jeg, at jeg nu måtte befinde mig i nærheden af vagtpostkæden og begyndte at kravle mellem sivet. Af og til lyttede jeg, om jeg kunne høre noget, men når alt var stille, fortsatte jeg med at kravle.

Det var meget mørkt, så jeg tror næppe, at jeg kunne se 10 m foran mig. Jeg kravlede og kravlede, græsset var vådt, og mange steder var der vand; jeg kom over hegn og grøfter, jeg så kreaturer og hegnspæle og syntes, at det var de tyske soldater.

Men omsider kom jeg over en stor grav, og der var pigtråd på begge sider af den. Jeg antog den for at være grænsegrøften, sprang over den og åndede lettet op. Jeg rystede vandet af mig og nu gik jeg frit og oprejst. Men da jeg havde gået et lille stykke, måske 500 m hørte jeg, at der kom en sagte syngende med langsomme skridt.

Jeg anede uråd og lagde mig ned på jorden mellem nogle sivbuske. Her lå jeg ganske stille, ja, jeg rørte ikke et lem. Den nynnende person var en tysk vagtpost. Han gik forbi mig i en afstand af mindre end 10 m. Han havde geværet på venstre skulder. Han var i overfrakke, og jeg kunne tydelig se og høre hans støvletramp i det våde græs.

Hjertet kom til at banke en smule, idet han passerede, men så snart han var ude af syne, sprang jeg op, løb over vagtposternes sti og ca. 50 m nord for denne kom jeg til en stor grøft med pigtråd på begge sider – det var den rigtige grænse, og ved at følge den et lille stykke fandt jeg grænsestenene. Nu måtte jeg altså være kommet over den.

Jeg fortsatte ind i en hede, og jeg kom til et hus. Klokken må have været sådant noget som ca. 10. Der var ingen lys, og da jeg bankede på vinduet, viste det sig, at folket var gået i seng. Jeg følte trang til at blive overbevist om, om jeg nu også virkelig var kommet over grænsen og spurgte derfor, om dette her var kongeriget Danmark? ”Jo, vist er det det”, råbte manden.

Jeg spurgte vej efter Ribe, og han torklarede mig, at jeg bare skulle fortsætte med hedevejen så kom jeg til det næste hus, og der skulle jeg så spørge igen. Jeg gik og fandt det næste hus, og der var de ikke gået i seng. Jeg kom ind, og de gav mig noget øl at drikke, de bød mig også noget at spise, men jeg var ikke sulten.

De havde fremmede, og de spurgte mig ud, hvor jeg kom fra osv. Da jeg havde siddet I/2times tid fortsatte jeg, og der var en ung mand og pige, der skulle samme vej, og de trak så deres cykler et stykke, indtil vi nåede landevejen fra Vester Vedsted til Ribe. Her satte de sig på cyklerne, og nu var jeg alene, og først nu fik jeg tid og lejlighed til tænke mig om.

Det var ganske mærkelige tanker, der her dukkede op for mig. For mig var krigen forbi – jeg skulle aldrig mere trække kanonen af, jeg skulle aldrig gense mine kammerater, officererne, og så meldte spørgsmålet sig: Kan du nu nogen sinde vende tilbage til Sønderjylland igen?

Taber tyskerne krigen, så Sønderjylland bliver dansk? Hvor skulle jeg nu gå hen? Er jeg stærk nok til at arbejde? Hvor skulle jeg få penge fra? Jeg følte, at mit helbred var noget påvirket af krigen. Og det som pinte mig mest, var …

Og her ender Frederik Tychsens erindringer fra krigen brat! Hvad var det, der pinte ham mest? Det får vi formentlig aldrig at vide! /RR

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

2. oktober 1918: ”Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter…” – Frederik Tychsen på farefuld flugt over grænsen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Kl. 4 om morgenen fandt jeg ejendommen, gik om i haven og bankede på vinduerne. Konen stod op. Jeg sagde, hvem jeg var, og så kom jeg straks i seng. Sengen stod i et lidet kammer med stengulv. Jeg var efterhånden blevet noget træt, men jeg havde også gået uafbrudt i 11 timer.

 Det kneb noget med at falde i søvn, dels på grund af spændingen, og sengen var klam og kold, og mit undertøj var fugtig af sved. Jeg faldt dog i søvn og sov til hen på formiddagen. Jeg stod op og gik ind i køkkenet og hilste på konen. Manden kom også til, og så fik vi noget at spise. Dernæst bragte jeg dem en hilsen fra mine forældre, men om mit egentlige ærinde blev der ikke talt.

Om eftermiddagen tog konen mig med ned til en nabo, der boede nord for Lundsmark vejen; huset var det, der lå nærmest ved grænsen. Jeg antager, at der var mellem 2 og 3 km fra huset. Jeg kunne tydelig se de tyske vagtposter, der stod med en meget lille afstand fra hverandre. Endvidere kunne jeg se mange skilderhuse – nogle lavet af græstørv, andre af brædder, der stod langs med forpostkæden.

Konen i dette hus lånte mig en kikkert, der tilhørte soldaterne, som de havde indkvarteret. Vi fik imidlertid kaffe, de indkvarterede soldater drak også kaffe, og vi talte sammen om alt muligt.

Efter kaffedrikningen viste konen mig op på loftet, der kunne jeg bedre orientere mig. Konen kom til, og gennem gavlvinduet viste hun mig grænsen og forklarede mig, hvilken vej jeg bedst kunne gå.

Da jeg nu havde set på egnen og udspekuleret en plan, gik vi tilbage til den anden ejendom. Her spiste vi til aften, og da den var indtaget, blev klokken 6. Det blev tåget og tidligt mørkt. kl. ca. 6½ tog jeg afsked og begav mig ud på den sidste etape mod Frihedens land. Den gode kone sagde farvel, mens tårerne løb hende ned ad kinderne og sagde: ”Tag så af sted i Guds navn”.

Hun havde to sønner, der var gået samme vej, efter at de også havde været indkaldt til krigen. Det viste sig dog snart, at mine beregninger fra om eftermiddagen slog fejl. Det var meget svært at orientere sig; jeg kunne hverken finde ud eller ind. Vejene og stien, som jeg havde mærket mig om eftermiddagen, var ikke til at finde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

1. oktober 1918: Over grænsen til Danmark

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han hjemme i Agerskov på en velfortjent orlov.

Den 1. oktober om eftermiddagen kl. 5 gik jeg hjemmefra. Jeg tog ikke ret mange penge med. Mor gav mig et pund smør, som jeg stak i frakkelommen, og så sagde hun: “Hvis du bliver taget, så giv ham dette smør, så skal han (den tyske vagtpost) nok lade dig gå”.

Jeg gik til Branderup, derfra til Arrild, men her kneb det noget med at komme igennem. Der stod vagtposter alle vegne.

I udkanten af byen og midt i byen, og de skulle revidere alle, der passerede. Det var godt, at jeg havde min uniform på; så kunne jeg gå uhindret igennem, de mente så, at jeg hørte til de soldater, der lå i byen.

Ved byens udkant blev jeg anholdt af en landstormsmand. Jeg forklarede, at jeg skulle hen på nabogården, og så lod han mig gå.

Fra Arrild gik jeg med en bivej – en hedevej til Gånsager. Der var lyng, mose eller plantage på begge sider af vejen. I plantagen hørte jeg hestetramp forude. Jeg gik ind til siden og lagde mig under et grantræ. Det var godt, at jeg fik det gjort, for det var en ridende patrulje. Der var to mand. De så mig ikke, og så fortsatte jeg.

Jeg kom med en forkert vej, men så kunne jeg skimte et lys, det gik jeg efter. Jeg listede mig hen til vinduet, og ind ved gardinet kunne jeg se, at der sad en kone ganske alene i køkkenet og skrev.

Klokken må have været mellem 12 – 1. Jeg bankede på og kom ind. Jeg bad om, at få vist vej til Gånsager, og efter at konen havde givet mig et glas vand, gik hun med ud og viste mig på vej efter Gånsager.

Hun fortalte mig også, hvor vagterne stod i denne by. Jeg kom til Gånsager, gik uden om vagtpostene og om byen og nåede over på landevejen, der førte til Vodder. Denne vej gik i vestlig retning. Jeg skar her et hjørne af, kom med en bedre bivej, der stødte til landevejen, der gik fra Vodder til Roager i nordlig retning. Jeg havde en lommelygte og et udsnit af et landkort hos mig.

Jeg nåede Roager og herfra gik jeg med en bivej i vestlig retning til Lundsmark. Jeg skulle til en lille ejendom, der lå syd for vejen mellem Roager og Lundsmark. Sønnen fra denne ejendom havde nemlig været sammen med min broder Johannes i Rusland, og da han engang i 1916 var hjemme på orlov, havde far besøgt ham for at få en pakke med til Johannes.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

22. september 1917. Frits Clausen: “Tyskerne er nok snart færdige …”

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt in 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten. Han skrev flittigt til bl.a. gymnastikdirektør N.H. Rasmussen, der fra Danmark organiserede hjælp til de sønderjyske krigsfanger.

Kære Herr Rasmussen!

De kan ellers tro vi har travlt nu med alle de Ansøgninger der løber ind om at komme til Lejren. Der er allerede gaaet 2 Lister til Moskov og vi har derfor Haab om, snart at blive flere. Der er 24 paa et Sted (Sarapul, Gouv. Viatka) Dem kan vi  orhaabentlig snart vente. Det vil jo fylde ikke saa lidt.

Om den ny Kirke, eller Forsamlingssal har De vel allerede hørt nærmere om. Snart vil De faa et Fotographie, saa kan De gøre Dem et endnu tydeligere Billede derom – Jeg har faaet en dejlig Beskæftigelse paa et Sygehus her, hvad jeg er meget glad for, da det vel vil vare længe endnu. Tyskerne er nok snart færdige, jeg synes de bliver lidt mere stilfærdige og Aanden fra 14 er nok ogsaa ved at svinde blandt Soldaterne. Ja, det var jo ogsaa paa Tide med at faa Fred og alligevel vil jeg hellere sidde her et Aar endnu end have Freden nu. –

Jeg ser, at General Gørtz har taget sin Afsked og der er kommen en Landsmand til os paa Pladsen.  Han er vel ogsaa god nok, men vilde det ikke have været bedre om Herr Dr. [forsvarsminister P.] Munck var gaaet. Er der et Menneske jeg uden for en Kamp kunde slaa ned med en god Samvittighed, er det ham.

Det er det samme som om en af vore Førere derhjemme vilde tage imod et Tilbud om Formandspladsen i den tyske Forening for Exempel. Men ligemeget, det gaar nok alt alligevel. Og en kommer nok med en Gang endnu. –

Paa Onsdag fejrer vi her Kongens Fødselsdag med en større Pragt. Derom senere.

– Nu skal De ha’ en lille Historie, som vi har opvarmet i Aften og som De rnaaske ikke kender. Vi sad og talte om, at vi dog skulde vogte os for, ikke at sende et af de Billeder med Dannebrog paa hjem til Slesvig, da en siger: Lad os endelig sige det til Jakob, da han godt kunde finde paa det.

Derefter kom saa Historien om J.s Rekruttid i Slesvig, hvor han i lang Tid  aabenlyst skændte paa Tyskerne til det da endeligt blev en Underofficer for meget, da J. ikke vilde “lade sig fotografere sammen med Tyskerne” paa et Gruppebillede. Heldigvis taler Underofficeren først med en Ven af J. om det, hvor han mener at han jo længe nok havde fundet sig i hans danske Sindelag, men at han efter saadanne Fornærmelser nu vilde melde ham. “De’ la’ di væ’ med” sagde Vennen “for J. er jo ikke rigtig klog.”

Det blev Korporalen overbevist om til Slut og tilgav J., som hele Tiden hos Tyskerne gik for lidt skør, dog med Undtagelse af en, som efter J. Tilfangetagelse sagde til ovennævnte Ven: “Das Schwein ist ubergelaufen.” –

Ja, her kan De se, at vi ikke alle har været tamme, da vi vare i Tyskernes Klør. Nu er vi det langt mindre!

Til Slut sender vi alle Dem og vore andre Venner derhjemme i Danmark vore hjerteligste Hilsener.

Særligt hilses De af

Deres Frits Clausen

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

18. februar 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “… et andet Luftfartøj”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland og Danmark. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet i Frederikshavn.

17/2 observeredes et Luftfartøj kl. 930 Eftr. passerende udenfor Havnen i nordlig Retning. Det viste rød og grøn Lanterne og var saa langt nede, at Motoren kunde høres. Det skønnes, at det ikke har været over Land.

945 Eftr. Vendte det tilbage og blev staaende i betydelig Højde N.f. Byen, stadig skiftende sine Lanterne.

Samtidig observeredes et andet Luftfartøj kommende fra N.v., ligeledes med røde og grønne Lanterner, det blev staaende inde over Land NV f. Byen i betydelige Højde i længere Tid.

Efterhaanden trak de begge mod Ø. ud over Havet og forsvandt Kl. 115 Form. og har ikke været observeret senere.

Det skønnes at have været Luftskibe, da de i lang Tid blev staaende paa samme Sted. Nogen Signalforbindelse med Personer i Land blev ikke observeret.

Detachmentkommandoen (f.T. en Sergent) blev næste Dag tilsagt til Møde paa Løvenørn, hvor han aflagde Rapport til Kaptajn Topsø-Jensen. Han har en Korporal og en menig som Vidne.

(Om ovenstaaende meldte Detachmentet telefonisk hertil 17/2 kl. 950 Eftr. Det blev af Prmlt. Fog videretelefoneret til Okden 1005. Kl. c. 1115 meldte Detachmentet pr. Tef., at Luftfartøjerne nu var ved at forsvinde i østlig Retning).

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

12. januar 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om uroligheder i Rusland, ententens svar på amerikanske fredsinitiativer, Tysklands beslutning om at indføre den uindskrænkede ubådskrig fra 1. februar 1917. Neidell anfører, at når Tyskland tøvede så længe, hang det sammen med tysk frygt for en invasion fra Danmark, så længe Tyskland var så tyndt forsvaret på nordflanken pga. kampene i Rumænien, der imidlertid var ved at være nedkæmpet nu. Det handler også om tyske problemer med moralen på Vestfronten og om Rusland efter mordet på Rasputin.

18. juni 1916. Kresten Andresen: Rygter om tysk ultimatum til Danmark

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 18. juni 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg ikke mere med til at minere, og det glæder jeg mig meget over, for det er et ret uhyggeligt arbejde.

Her går der store rygter om, at Tyskland skulde have tilstillet Danmark et ultimatum, som skulde besvares inden tre dage. Der fortælles, at Danmark har taget aktiv del i det store søslag oppe i Skagerrak. Jeg betragter det selvfølgelig som et løst rygte af dem, der kommer så mange af, ellers vilde I jo da også have skrevet noget om det i jert sidste brev. 

Kan I ikke få dem i ørerne ude på Hejmdals kontor, for de sender vedblivende bladet over rekrutdepotet, og følgen deraf er, at de bliver så gamle, inden de når mig.

Mange hilsner fra eders

hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. Juni 1915 – Ellen Jensen: Den nye danske grundlov

Ellen Jensen kommer i junimåned i sine breve til sin mand ved fronten flere gange ind på den nye danske grundlov og dens betydning for de danske kvinder.

Brev, Flensborg 5. juni 1915
”Min egen Kæreste! I Dag er det Grundlovsdag hjemme, en stor Dag i Aar. Far og Mor er til Fest i Ryslinge i den Anledning.”

Brev, Flensborg 7. juni 1915
“- Sikken en Fest der har været i Danmark med Grundlovsdagen. Jeg vilde give meget til at have været med blandt Kvindetoget. Det er en stor Dag for danske Kvinder. Danmark er nok det Land i Verden, der er højest i Kultur, fordi den trænger igennem i alle Klasser. Det maa have været dejligt at være Konge. Ja, der siges jo ofte, at mens Kongerne raser i Europa, laver Danmark en ny Grundlov. Det siges med Haan. Alligevel synes jeg, at det er urigtigt at tage det paa den Maade. Der skal jo dog laves noget, der er jo ingen Grund til at ligge paa den lade Side, mens der er Krig andre Steder. Det er med det, ligesom med Hjemmene, med alle Virksomheder, der maa jo dog arbejdes. Saa en værdigere Lov, mens det øvrige Europa, kæmper for Friheden, kan Danmark ikke præstere. Jeg synes, at det er smukt. Du skriver i dit Brev i Dag, min søde Ven, at det er kedeligt at vi alligevel ikke fik Bryllup den 5. Juni, Dagen for Kvindens Frigørelse. Ja, saamænd, men Mandfolketyranniet gik jeg dog ind til, saa det var vist ironisk ment, ikke?. […]

Tak for dit 5. Juni Brev. Ja det er jo en stor Dag, men et stort Arbejde vil der følge efter. Der maa atter organiseres, for at kvinderne kan faa Opfattelse af, hvad der egentlig er sket. For den store Flertal er vist nærmest revnende ligeglade. Man kan jo se med Kommunalvalgene. Hvor mange benytter sig af deres Stemmeret. Nej, det er noget der skal oparbejdes.”

Flensborg 10. juni 1915
“Gamle Højberg var frisk og glad, han er en morsom barnlig Sjæl. Men Aristokrat. – Jeg spurgte ham, hvad han mente om de danske Kvinders Valgret. Den var han ikke med paa. Han holdt for meget af Kvinderne til at han holdt af at se dem staa og kævles med Mændene og blive ligesaa tarvelige som disse. Kvindernes Plads er i Hjemmene – som vor Konge sagde. Han sang Kvinden en Lovsang, den gamle Mand, han lider meget under, at hans Kone er død – han har lige som ingen blivende Sted mere.”

12. juli 1914. Danske turister i Nordslesvig udvises. Skarpe reaktioner i Danmark.

Flensborg Avis beretter om reaktionerne i Danmark på de seneste udvisninger af danske turister i Sønderjylland. Danske turister, der har indlogeret sig på det splinternye Sønderborghus i Sønderborg, har fået otte dage til at forlade Nordslesvig – dvs. de fire kredse Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg. Det står turisterne frit for at rejse længere sydpå.

Herom skriver danske aviser bl.a.:

“Politiken”:

“Meddelelsen om de preussiske Myndigheders Fremfærd over for danske Turister vil selvfølgelig vække betydelig Opsigt. Til hvert af de to største Forsamlingshuse i Nordslesvig – Folkehjem i Aabenraa og Sønderborghus i Sønderborg – er der knyttet et Gæstehjem. Det synes nu – efter de foreliggende Telegrammer at dømme – som om Myndighederne nu vil forsøge paa ved Trussel om Udvisning at berøve dem den Del af deres Gæster og saaledes tilføje dem et økonomisk Tab. Endnu mærkeligere er dog den Oplysning, at kongerigske Turister for Fremtiden kun maa opholde sig i otte Dage i de nordslesvigske Kredse. Paa Forhaand vægrer man sig ved at tro, at en saadan almindelig Bestemmelse skulle være truffet, og man maa unægtelig med Interesse afvente Oplysninger om, hvorfra et saadant Forbud er udgaaet, og om dets nærmere Karakter.”

“Kristeligt Dagblad”:

“Hvis det var den preussiske Statsregerings Hensigt at ophidse den danske Befolkning her i Kongeriget til Ubesindigheder, der kun ville blive Tyskland et Paaskud til at stille et Ultimatum, saa maa det vistnok siges, at den da maatte følge en lignende Fremgangsmaade som den, der har været praktiseret over for Danmark og dets fredelige Borgere siden sidste Sommer (…)

Man behøver blot at tænke sig den her optrukne Linje forlænget ved Hjælp af et Forbud mod, at danske Rejsende overhovedet staar af ved en nordslesvigsk Jernbanestation.

Og et Forbud mod, at en dansk Undersaat passerer Kongeaagrænsen til Fods, paa Cykel eller til Vogns.

Og et Forbud mod de danske Statsbaners Billetsalg mod at sælge Billetter til Stationer mellem Vamdrup og Flensborg eller Kiel.

Vi kan ikke se rettere, end at alt dette ligger i Forlængelse af den i Gaar optrukne Linje.

Imidlertid kan det vel næppe under de forhaandenværende europæiske Forhold antages, at Preussen tør paatage sig Ansvaret for en sådan ’Provokatør’-Virksomhed.” (…).

Spørgsmaalet bliver, om det nu ikke snart er paa Tide, at vi her i Danmark tog ved Lære af Begivenhederne sydpaa. Om det ikke snart ville være i Overensstemmelse med national Værdighed, hvis vi blandt andet blev en kende mindre imødekommende over for den tyske Turiststrøm her i Danmark.

Vi har aldrig hørt til dem, der med synderlig Begejstring saa vort Fædreland overrendt af turister. Og vi har endnu mndre været tilbøjelige til at anse det for en god national Egenskab at bejle til Tyskernes Gunst ved at simulere, at vi talte lige saa godt Tysk som Dansk her i København. Det er simpelthen heller ikke sandt – naturligvis.

Under alle omstændigheder: Er en dansk Turist Kontrabande inden for Tysklands Grænser, saa forekommer det os ganske vist paa Tide, at vi tager under Overvejelse, hvorledes vi kan bringe den Ligevægt og Jævnstillethed til Veje, som er nødvendig mellem de to Stater, der nyder den samme Selvstændigheds Ret.

For: Vi vil ikke drikke Dus med dem, der spytter i vort Krus.”

Ungdomsmøde Sønderborghus 21-06-1914
Sønderborghus – Ungdomsmøde 21 juni 1914 i gården. Landdagsmand Kloppenborg-Skrumsager taler. Læg mærke til gendamen med notesblokken neden for talerstolen.