Tag-arkiv: Argonnerskoven

27. september 1918. Argonnerskoven: Lig ligger spredt alle Vegne … Myrerne og andet Kryb har Føde i lange Tider.

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

Efter  at  vi har  været  udsat  for  flere  Angreb  fra  fjendtlige Flyvere,  er  vi kommet  til Argonnerskoven.  Om  denne  er  der en  Gang  sunget,  at  den  ligner  en  stor,  stille  Kirkegaard.  V i har  set  Beviserne  for,  at  dette  er  rigtigt.

Stillingen  er  trukket  tilbage,  og  nogen  egentlig  Skyttegrav  findes  ikke.  Langs ad  de  saakaldte  „Brandlinier” gennem  Skoven  kan  vi se  fremefter,  ellers  er  der  tæt  og  uigennemsigtigt  over  det  hele.  Paa Patrouillerne  ad  disse  Brandlinier  har  vi  truffet  paa  Ligene af  mange  faldne,  baade  Ven  og  Fjende.  Inde  imellem  Buskene  ligger  de,  og  Myrerne  og  andet  Kryb  har  Føde  i  lange Tider. 

Disse  Patrouiller  er  ubehagelige  at  skulle  gaa.  Aldrig véd  man,  om  der  ikke  bag  den  nærmeste Busk  sidder  en  lignende,  fjendtlig  Patrouille  paa  Lur  og  skyder  En  ned  bagfra,  og  det  er  umuligt  at  kunne  tage  sig  i  Agt.

Krigen  føres her  mellem  Enkeltmand,  og  af  den  Grund  bliver  der  skudt mange  ned,  om  hvilke  Kompagnierne  aldrig  faar  Meddelelse  om,  hvor  de  er  faldet.  Lig  ligger  derfor  spredt  alle Vegne,  og  Betegnelsen:  „ En  stor,  stille  Kirkegaard”  er  ikke overdrevet.

 

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. oktober 1917. Ved vestfronten: “— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Champagne kommer Eskildsen og regimentet til bjerget Vauquois, på vej mod Argonnerne.

Kulde og Blæst. Omblæst af hvide Kridtstøvskyer rejser vi østpaa, til Marcq ved Grandpré. Derfra marcherer vi sydpaa, langs med Aisnens øvre Løb, her kaldt Aire-Floden.

Vort Maal er Argonnerbjergene, tre Mil Vest for Verdun. I Argonnernes østlige Udløbere hæver sig paa Aire-flodens højre Bred en vældig Bjergkegle, hele Egnens Behersker og Konge.

Vauquois er dens Navn.

Toppen kronedes i Fredstider af en Valfartskirke, og i Byen Vauquois oppe paa Bjerget solgtes der Rosenkranse og Helgenbilleder i Mængde. I Dag er ikke blot Kirke og By forsvundne, hele Bjergets Top er gaaet med ved de mange Sprængninger. Vauquois ligner nu en Vulkan med skarpttakket Kraterrand.

Hedt og bittert er der blevet stridt om denne Bjergs kæmpe. Bladet er flydt ned ad Klippevæggene. Nu har Franskmændene affundet sig med, at Tyskerne ejer den, og der hersker Ro her, da vort Regiment faar denne Nøglestilling trykket i Haanden.

Det er et nyt Eventyr, der lukker sig op. Vore Folk bliver til Bjergfolk. Vauquoiskæmpen aabner sin Mund og sluger hele Regimentet. Som smaa Nisser løber nu 266erne omkring derinde, med Lys i Haanden, gennem Kæmpens Labyrint af underjordiske Gange og Huler.

Og dette Liv, mere eventyrligt end behageligt, varer ved i over tre Maaneder.

— Vi glemmer aldrig Navnet Vauquois!