Tag-arkiv: døde

Krigens forløb, Om Krigen, Sønderjyder

5. Oktober 1918. H.C. Brodersen bliver taget til fange af franskmændene. ”Krigen er forbi, Fangenskabet blev til Slut min Lod.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Krigen  er  forbi,  Fangenskabet  blev  til  Slut  min  Lod. Jeg sidder  her  bagved  nogle  Barakker  og  visker  Blodet  fra  mit Ansigt.  Min Uniform  er  revet  i  Stykker.  Skorstensfejeren ligger  og  daser  med  Ild  i  en  Cigaret,  medens  han  underholder  sig med  en  Franskmand, der  med  opplantet  Bajonet  skal sørge  for,  at  vi  ikke  løber  vores  Vej.

„Hvor  skulde  vi  vel løbe  hen?”  Paa  en  Maade  er  vi  glade  for  at  være  sluppet  ud af  Skidtet.  Men  det  var  en  drøj  Omgang  at  naa  saa  vidt. Gud  bevares,  sikken  Omgang.  Den  lille  Flok  i  Skoven  var vel  fra  Aftenen  i  Forvejen  blevet  Franskmanden  en  Torn  i Øjet,  thi  K l .  lidt  før  5  satte  han  ind  med  en  Granatild, hvis Mage  vi  næsten  ikke  før  havde  oplevet,  i  hvert  Fald  ikke hvad  Træfsikkerhed  angik.

Vor  Understand  rystede  under den  voldsomme  Ild,  af  hvilken  hvert  Skud  syntes  at  ramme lige  ovenpaa  den.  Men lige  saa  pludseligt, som  den  var  kommet,  holdt  den  op.  Kun  5  Minutter  varede  hele  den  Helvedeslarm,  men  vi  vidste  nu,  hvad  Klokken  var  slaaet.

Vi greb  vore  Geværer  og  vilde  styrte  ud,  men  —  det  var  for sent.  Franskmændene  stod  da  allerede  foran  Nedgangen  til Understanden  og  med  de  fældede  Bajonetter  vendt  i Retningen  af  Trappen,  der  førte  op  til  dem.  Nu  havde  de  Overtaget.  „Alé”,  alé’,  alé’  le  Bosch!”  raabte  de  ned  til  os.  „Alé’, alé’  Monsjø.”

Denne  Indbydelse  var  ikke  til  at  tage  fejl  af, og  der  kom  nu  Liv i Understanden.  Vi gik i Fangenskab,  vidste  vi, og  Bagagen  skulde  derfor  i  en  Fart  indrettes  derefter. Men  det  havde  Fjenden  tilsyneladende  ikke  Tid  til at  vente efter,  og  atter  lød  det:  „Alé”,  alé’.”

Sepl  og  et  Par  Mand til  var  dog  nu  paa  Vej  op  ad  Trapperne  til  dem  og  holdt efter  disse  nye  Omstændigheder  Hænderne  rakt  godt  i  Vejret.  Et  Par  Haandgranater  røg  da  lige  ned  imellem  dem  og eksploderede  med  det  Resultat,  at  Sepl,  dødelig  saaret,  styrtede  bagover  og  blev  liggende.

Det  betog  naturligvis  os  andre  Lysten  til  at  vise  os  foran  Trappen, og  vi  gav  os  i  Stedet  for  til at  raabe  paa  Pardon.  Franskmændene  raabte  dog kun  stadig:  „Alé”,  alé’,”  men  da  det  et  Øjeblik  efter  syntes roligt  udenfor,  vovede  endnu  et  Par  Mand  Forsøget  paa  at slippe  ud.  Men paany  røg  Haandgranater  ned  til  os  og  eksploderede  i  Vinklen  af  Trappegangen. 

Splinterne  røg  til alle Sider,  og  som  en  Flok  Faar  stod  vi  klinet  op  ad  hinanden i  et  Hjørne  af  Understanden  og  turde  ikke  gaa  frem.  Kom pagniføreren  raabte  nu  paa  fransk,  at  vi  ganske  selvfølgelig vilde  overgive  os,  men  at  de  skulde  give  os  Tid til at  komme op.  Dog  han  modtog  kun  det  Svar:  „Alé*,  alé’.”

Skorstensfejeren  løb  rundt  som  en  irriteret  Tiger  og  vidste  ikke,  hvad dette  her  skulde  betyde.  Han  forsøgte  at  stikke  Næsen  omkring  Hjørnet  af  Opgangen,  men  nu  lød  der  et  voldsomt Brag.  Hvad  det  var,  kunde  vi  ikke  lige  straks  faa  konstateret,  men  det  blev  dog  Grunden  til, at  mange  gav  sig  til  at hyle,  som  om  selve  den  onde  Djævel  havde  vist  sig  for  dem.

Skorstensfejerens  Opmærksomhed  var  imidlertid  blevet  henvendt  paa  en  Staalplade  i  Hjørnet  af  Understanden,  som vi  vidste  dækkede  over  et  Hul ,  der  vel  har  været  anvendt til  Anbringelse af  Artilleriets  store  Kikkerter.  Den var  skruet fast,  men  med  et  Sidegevær  gav  han  sig  til at  bryde  den  fra.

Paa  Grund  af  de  mange  Detonationer,  eller  var  det  maaske fra  det  sidste  store  Brag,  var  Understanden  nu  kommet  i Brand.  I  vor  Fortvivlelse  over  Udsigterne  til at  skulle  brænde  inde,  gav  vi os  igen  til at  raabe,  men  vi fik  intet  Svar,  jo, dog,  men  det  var  i  Form  af  Haandgranater.

Kompagniføreren  gav  sig  igen  til at  raabe,  men  det  var  altsammen  til ingen  Nytte.  Hans  Stemme  overdøvedes  af  den  Alarm,  Skrig og  Brølen  i  Understanden  over,  at  vi  skulde  brændes  levende.  Flammerne  slog  op  til  alle  Sider  og  havde  god  Næring i  de  tørre  Brædder  og  Træstammer,  som  Understanden  var opført  af.

De  havde  allerede  omspændt  den  arme  Sepl,  der endnu  laa  foran  Udgangen. En tæt Røg og  en  kvælende  Hede fyldte  Understanden,  og  Fortvivlelsen  tiltog  med  en  Styrke, der  ikke  lader  sig beskrive.  Enkelte  forsøgte  at  trænge  igennem  Flammerne  for  at  naa  Udgangen,  men  de  maatte  opgive det. 

Skorstensfejeren  arbejdede  imedens  med  at  bryde  Staalpladen  fra,  men  han  havde  ikke  Held  med  sig;  thi  Sidegeværene  bøjedes  som  en  Klov,  og  Skruerne  gav  ikke  efter.  Jeg kom  ham  nu  til  Hjælp,  og  omsider  lykkedes  det  at  faa  revet et  Brædt  fra  ved  Siden  af  Pladen,  og  da  vi  nu  kunde  faa  et Sidegevær  anbragt  paa  Højkant,  maatte  Skruerne  give  efter.

Der  var  lige  Plads  nok  til, at  een  Mand  ad  Gangen  kunde kravle  igennem  Hullet,  og  een  efter  een,  den  ene  tæt  i  Hælene  paa  den  anden,  naaede  vi  Overfladen.  Jeg  var  den  første  og  opdagede,  at  Hullet  mundede  ud  til  den  fra  Fjenden bortvendende  Side.  Vi  smed  os  i  Græsset,  indtil  vi  alle  var naaet  op.  Nu  skulde  det  forsøges. 

Vi sprang  op,  rakte  Hænderne  i  Vejret  og  raabte  af  vore  Lungers  fulde  Kraft: „ P — a — r — d — o — n ! ”  Nu  kom  de  styrtende  og  med  den fældede  Bajonet  rettet  lige  i  Retning  af  Brystet  paa  os.  Gud, hvor  var  vi hjælpeløse!

Vi skreg  af  Angst.  Men  Pardon  fik vi.  Dog  Pinslerne  var  endnu  ikke  forbi.  Et  kraftigt  Spark, som  jeg  ikke  kunde  regne  ud, hvad  det  skulde  være  godt  for, sendte  mig  med  samt  min  Brødpose  flere  Meter  hen  ad  Jorden.  Et  Forsøg  paa  at  opsamle  Posen  havde  til  Følge,  at  jeg paany  fik  et  Spark,  saa  jeg  røg  paa  Næsen,  men  nu  havde jeg  ogsaa  tabt  Lysten  til  Madsækken.

Kompagniføreren  var imedens  blevet  hentet  op,  og  vi var  i alt  14  Mand,  der  maatte med  af  Sted  tilbage.  Fra  Understanden  væltede  en  sort,  tæt Røg  ud, og hvor mange  der  blev  dernede,  véd jeg  ikke,  i hvert Fald  var  der  uddelt  Levnedsmidler til  22. 

Brændende  fandt de  arme  Mennesker  Døden  “paa  Æirens  Mark”,  og  deres Kære  i  Hjemmet  faar  vel aldrig  anden  Melding,  end  at  de  er „savnet”.  En  Officer  tog  mig  nu  ved  Haandleddet  og  førte mig  hen  bag  et  Træ .  Han  rettede  en  vældig  stor  Revolver mod  min  Næserod,  traadte  et  Par  Skridt  tilbage  og  spurgte saa  paa  godt  Tysk  om,  hvor  vore  Reserver  opholdt  sig.  Jeg svarede  kun,  at  det  vidste  jeg  ikke,  da  jeg  ikke  havde  været tilbage  siden  vi  den  26.  var  ankommet  til  Stillingen  her  og saaledes  ingen  Ting  havde  set. 

Han  troede  naturligvis,  at jeg  løj,  og  stadig  med  Revolveren  for  Panden  raabte  han nu:  „Ned  —  op.  Ned  —  op.  Ned  —  op,”  og  som  en  Staalfjeder  sprang  jeg  op  og  ned  i  den  Retning  hans  Revolver angav.  Imidlertid var  han  vel  blevet  træt  af  at  kommandere, men hans  Arm med  Revolveren gik  stadig  op  og  ned.  I  Angst for,  at  han  skulde  komme  til at  bøje  Fingeren  for  meget  om Aftrækkeren  fulgte  jeg  stadig  Armens  Bevægelser.

Jeg  var segnefærdig  af  Træthed  og  var  lige  ved  at  opgive  det  hele, men  saa  raabte  han:  „Holdt,”  og  gav  Tegn  til at  lægge  mig ned.  Han  selv  smed  sig  ned  ved  Siden  af  mig,  og  det  var da  ogsaa  paa  høje  Tid,  thi  et  Maskingevær  havde  med  sine Projektiler  fundet  Vej  til  os,  og  Kuglerne  fløjtede  os  om Ørerne. 

Bag  en  lille  Vold  laa  vi  nu  i  nogen  Tid  og  underholdt  os  med  hinanden.  Han  var  saamænd  nu  rigtig  flink  og gav  mig  nogle  Cigaretter.  Dog  hans  Tid  var  knap,  og  efter at  nogle  Franskmænd  havde  faaet  Ordre  til at  bringe  os  tilbage,  styrtede  han  med  sin  Deling  atter  fremad.  Vi  naaede kort  efter  tilbage  gennem  en  Dal,  hvor  vi  gjorde  Hvil  et Øjeblik. 

De  franske  Kolleger  gav  sig  god  Tid. Vi kendte  af egen  Erfaring,  at  man  ikke  skal  forhaste  sig,  og  det  gjorde de  heller  ikke.  De  havde  megen  Sans  for  „Souvenirs”,  men var  ikke  paagaaende  og  tog  kun,  hvad  vi  gav  dem. 

Mit  dejlige,  erobrede  Guldur,  som  kunde  blive  en  farlig  Genstand at  have  i  sin  Besiddelse  ved  en  eventuel  Visitation,  særlig hvis  der  blev  spurgt  efter  nærmere  Adresse,  gled  da  ogsaa „lidt  bagom”  til  en  Franskmand.  Han  blev  himmelhenrykt ved  Gaven  og  spurgte,  om  det  var  mit  Navn,  der  var  indgraveret  i  det.  Jeg  nikkede  til Svar,  og  ved  at  lægge  Fingrene  over  Munden  gav  jeg  ham  at  forstaa,  at  han  ikke  skulde sige,  han  havde  faaet  det  af  mig. 

Omsider  listede  vi  videre og  gjorde  derefter  Holdt  foran  en  stor  Hule  i  en  stor  Kløft. Vi  blev  stillet  op  paa  Rad,  og  en  højere  Officer  mønstrede Fangsten.  Han  smilede,  da  han  saa  mig.  Jeg  kendte  ham ikke,  men  smilede  igen.  Nu  kom  han  hen  imod  mig  og  med fremstrakte  Hænder .  Jeg  rakte  Haanden  ud  til et  „Goddag,” men  nu  greb  han  med  begge  Hænder  om  mine  Skulderstropper  og  rykkede  til.

Resultatet  var,  at  min  Trøje  blev  revet i  Stykker  til helt  ned  paa  Armen,  og  jeg  gik  paa  Næsen.  Med et  velrettet  Spark  lige  i  Synet,  saa  Blodet  drev  fra  Næse  og Mund,  bragte  han  mig  atter  i  Retstilling  og  foretog  nu  et nyt  Angreb  paa  mine  Skulderstropper.  Denne  Gang  var  jeg forberedt  paa  det;  Knapperne  gav  efter,  og  „le  Commandant”  stod  med  de  attraaede  Genstande  i  sin  Haand. 

Nu  sidder  jeg  her,  og har  af  en  Franskmand  faaet  baade  Synaal  og Traad  til  at  hefte  Ærmerne  sammen  med,  medens  jeg  dog hele  Tiden  maa  viske  Blodet  fra  mit  ophovnede  Fjæs,  der  er saa  ømt,  at  jeg  næppe  kan  føre  Lommetørklædet  henover det. 

Af den  tilsynsførende  Franskmand  har  jeg  faaet  at  vide, at  „le  Commandant”  samlede  paa  Skulderstropper  fra  alle tyske  Regimenter,  og  at  han  paa  denne  Maade  faar  samlet til  det  mest  ejendommelige  Gulvtæppe. 

Jeg  syntes  ikke,  at den  Idé  var  tosset,  men  mit  blaa,  gule  og  grønne  Fysiognomi  leverede  Bevis  for,  at  han  ikke  kom  til  dem  paa  nogen pæn  Maade.  Der  er  ikke  Tale  om,  hvornaar  vi  skal  afsted herfra,  men  vi har  det  ogsaa  tilfredsstillende.  Hvilke  frygtelige  Timer  har  det  ikke  været,  og  vi  er  i  Grunden  glade  for, at  vi er  ude  af  det  hele.  Vi er  ude  af  Skudvidde  fra  vort  eget Artilleri  og  føler  en  velgørende  Tryghed.

 

Krigens forløb, Om Krigen, Sønderjyder

5. oktober 1918. H.C Brodersens ven synker livløs til jorden. ”Bag vor gamle Ven fandt vi en haardt tiltrængt Dækning.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Medens  Duften  fra  friskkogt  Kaffe  breder  sig  over  Understanden,  staar  Skorstensfejeren  og  inddeler  Portionerne  af de  Levnedsmidler,  som  vi  skulde  have  haft  i  Gaar.  Nu  til Natten  fik  vi derfor  dobbelt  Portion, og  Skorstensfejeren  og jeg  har  delt  den  stakkels  Skomagers  Portion imellem os.  Han er  ikke  mere.  V i har  lige begravet  barn.  Det  syntes  vi  dog, vi  vilde;  thi  han  havde  nu  været  sammen  med  os  i  baade godt  og  ondt,  og  var  til Trods  for  sin  Tossethed  alligevel  en god  Kammerat.

 Det  gik haardt  til i  Gaar  Aftes.  Franskmændene angreb,  dog  uden  Artilleriforberedelse, og  deres Tab  var derfor  store.  At  de  kom  uden  først  at  have  meldt  deres Ankomst  ved et  Par  Granater  havde  sin Aarsag i, at  et  Par  Kompagnier  af  Amerikanerne  var  blevet  indesluttet  i  en  Dalsænkning  bagved  os.  Under  Hensyn  til de  uoversigtlige  Forhold  og  Ukendskab  til  vor  Stilling  kunde  dette  jo  let  ske, og  de  havde  ogsaa  gjort  sig store  Anstrengelser  for  at  slippe ud  af  Kedlen,  dog  det  var  ikke  lykkedes  dem.

Paa  Grund  af Faren  for  at  komme  til  at  beskyde  Amerikanerne  foregik Angrebet  uden  Artilleriforberedelse,  og  selve  Angrebet  var vel  ogsaa  mest  beregnet  paa  at  befri  dem.  Vort  Kompagni og  en  Del af  de  øvrige  Kompagnier laa  i  vinkelret  Stilling  af hinanden,  og  Fjenden  fik  derfor  en  varm  Modtagelse. Allerede  i  en  Afstand  paa  6—700  Meter  blev  han  beskudt  fra to  Sider.

Fra  en  Skovkant, vestlig Landevejen,  som  han  skulde  over,  kunde  Sepl  og  jeg  flankere  ham  med  hver  et  Maskingevær,  som  ryddede  forfærdeligt  op.  Fjendens  Stormkolonner  delte  sig  nu  i  2  Dele,  men  de  var  ikke  mere  heldige af  den  Grund,  thi  det  var  jo  ligemeget,  hvorledes  de  vendte og  drejede  sig,  de  kunde  ikke  undgaa  at  komme  i  Ilden  fra to  Sider.  Imidlertid maatte  vi  skifte  Stilling  midt  i  det  Hele, da  ogsaa  vi laa  udsat  for  egen  Ild. Vi fandt  Dækning  i begge Landevejsgrøfter,  een  til  hver  Side,  og  aabnede  herfra  paany  Ilden,  der  ryddede  forfærdeligt  op.

Fjenden  var  imidlertid  kommet  nærmere,  og  det  værste  var,  at  Geværet  til venstre  i  Grøften  nu  var  ude  af  Funktion.  Betjeningsmandskabet  havde  forsøgt  at  løbe  tilbage,  men  var  blevet  skudt  ned hver  én.  Kun  Sepl,  der  havde  faaet  fat  i et  Par  Patronkasser, som  han  skød  foran  sig  og  saaledes  havde  nogen  Dækning, naaede  krybende  over  til  mig  paa  den  modsatte  Side  af Vejen.

Det  var  en  god  Hjælp,  thi  Geværets  Besætning  var bragt  ned  til  kun  3  Mand,  deraf  var  den  ene  Skomageren. Han  var  dog  paa  dette  Tidspunkt  geraadet  i  fuldstændig  Raseri  over  nu  at  kunne  indse,  at  det  snart  var  forbi  med  os allesammen.  I  sin  Desperation  sprang  han  kun  lige  op  for at  naa  en  Kasse Ammunition,  der  laa lidt  længere  tilbage,  men det  blev  hans  Ulykke.

Ramt  af  flere  Kugler  sank  han  livløs sammen.  Hertil  naaede  han,  den  stakkels  Djævel,  der  havde været  den  værste  til  at  forbande  Krigen  og  alle  dens  Ulykker,  men  hans  jordiske  Rester  gjorde  dog  endnu  nogen Nytte.  I  Stedet  for  at  faa  slæbt  Patronkasserne  hen  til  os, kravlede  vi  langsomt  tilbage  med  Geværet,  der  blev  anbragt ovenpaa  ham.

Bag vor  gamle  Ven fandt  vi en haardt  tiltrængt Dækning.  Kompagniføreren  kom  nu  ogsaa  styrtende  til  og smed  sig  ved  Siden  af  mig.  Han  havde  faaet  et  Skud  i  Foden,  men  var  stadig  Kompagniføreren.  „Rolig,  bare  rolig,  vi kan  sagtens  holde  ham,”  sagde  han  til  mig,  der  stadig  laa med  Pegefingeren  om  Aftrækkeren.

Franskmanden  var  dog nu  kommet  i  betænkelig  Nærhed,  og  Kompagniføreren  løsnede  min  Revolver fra  Bæltet  for  at  lægge  den  ved  Siden  af mig.  Jeg  forstod  godt,  hvad  han  mente,  og  nikkede.  Franskmændene  var  nu  naaet  til ca.  20  Meters  Afstand,  og  det  var en  kendt  Sag,  at  de  uden  Naade  og  Barmhjertighed  nedslagtede  alt,  hvad  de  fandt  i  Nærheden  af  et  Maskingevær.

Kompagniføreren  brølede  bagved  mig,  at  jeg  blot  skulde holde  roligt ud  og  saa  for  Resten  skyde  til det  sidste.  „ Det  er dog  ude  med  os  nu,”  raabte  han.  Det  knitrede  og  bragede til  alle  Sider,  og  paa  Vejbanen  slog  Kuglerne  ned,  saa  Smaagrus  sprøjtede  til  alle  Sider.  Nu  ramte  en  Kugle  Maskingeværets  Løb. Det  stod  stille.

Aldrig  før,  syntes  jeg,  havde  jeg været  saa  nær  Døden,  i  hvert  Fald  havde  jeg  ikke  før  set den  komme  ind  paa  mig  som  nu  i  dette  Øjeblik.  Franskmændene  var  nu  helt  inde  paa  os,  og  vi  saa  deres  fældede  Bajonetter,  hvis  spidse  Ender  vi  i  næste  Øjeblik  kunde  vente  at have  i  Kroppen. „Levende  skal  de  ikke  faa  os,”  raabte  Kompagniføreren.

Vi  sprang  op  sprang  et  Par  Skridt  tilbage  og  tømte  Indholdet  af  Revolverne  i  Ansigtet  paa  dem.  Men  pludselig gjorde  de  omkring  og  løb.  Den  flankerende  Ild  var  blevet dem  for  meget.  Nu  kunde  vi  først  rigtig  overse  det  hele. Til  venstre  var  de  allerede  naaet  Dalsænkningen,  hvorfra  de var  kommet,  og  den  lille  Klat,  der  endnu  var  udfor  os,  søgte skyndsomt  tilbage  til  Kammeraterne.

Natten  kom  og  bredte sit  Mørke  over  alt  og  alle.  Det  gav  dog  ikke  Ro,  thi  vi  var klar  over,  at  de  snart  vilde  komme  igen.  Landevejen  blev gravet  igennem,  og  nye  Maskingeværer  blev  hentet  frem  og anbragt  i  dem.  Nye  Forstærkninger  kom  til  og  blev  fordelt i  Grupperne,  og  vi har  maattet  arbejde  lige  indtil  for  et  Øjeblik  siden,  da  Kompagniføreren  endelig  mente,  at  vi  skulde have  lidt  Ro.

Han  ligger  i  et  lille  Aflukke  ved  Siden  af  vor Understand  og  har  nu  faaet  forbundet  sit  venstre  Fodled, men  der  er  ikke  Tale  om,  at  han  vil tilbage.  Nu skal  vi til at  have  noget  at  spise,  men  just  nu  kaldte  Kompagniføreren paa  mig. Han  lod  mig  vide,  at  han  havde  staaet  i  telefonisk Forbindelse  med  Regimentsstaben,  og  at  han  havde  den  Ordre  til  mig,  at  jeg  næste  Morgen  Klokken  7  skulde  møde dér.

Nu  kunde  han  endelig  indhente  sit  Løfte  om  Forfremmelse,  men  jeg  maatte  vælge  imellem  denne  og  et  Jernkors af  1.  Klasse.  Jeg  takkede  ham  og begyndte  paa  min  Frokost. Dog,  hvad  er  nu  det?  Sikken  Helvedes  Larm  lige  paa  een Gang.  Folk  kommer  styrtende  ned  ad  Trapperne.  Farvel med  Kaffen.

 

Ikke kategoriseret

19. september 1918 – Claus Juhl: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I september 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 19. om morgenen kom kanonér Panger tilbage med et grimeskaft, som han smed fra sig med de ord: ”Det er resten af Bumann, og nu går jeg til Tyskland.”

Buman var navnet på en hest, som han skulle trække tilbage, den blev imidlertid skudt undervejs, og han selv fik et sprængstykke i venstre skulder. Sergent Röhrs fik en tommelfinger skudt af, Overgefreighter Lohse, som i civil var storkøbmand i Lybeck, fik et øre og et øje demoleret, idet han gik forbi en af kanonerne, som blev affyret i samme øjeblik. Sergent Grabowski blev let såret ved venstre side af hovedet. Overgefr. Hoch gjordes ukampdygtig ved, at de satte ham en kanonlavet på foden.

Om middagen kom jeg ud i stillingen for at løse sanitetsgefreiter Jepsen af, han skulle køre på orlov. Vi kom forbi stedet, hvor Bumann lå, knoglerne var kun tilbage, kødet var hentet til bøf.

Dagen over livlig artilleriild, da tyskerne var gået over til modangreb. Vejret var klart, men flyverne forulempede os ikke ret meget, thi der blæste en stærk storm. Et par dage i forvejen mistede 7. batteri 17 heste ved et flyverbombardement. Den 18. faldt batteriføreren sammen med 2 andre, medens 2 mand blev hårdt såret.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

9. september 1918. Advarsel fra oven: “Da var det, som om En siger: ‘Gaa bort her’.”

Skriv en kommentar

I september 1918 efterkom Georg Brodersen pastor Nic. C. Nielsens ønske om en beskrivelse af sin deltagelse i kampene den 8. august 1918 (den tyske hærs “Sorte Dag”) og dagene derefter.

(forsættelse af brev)

– Næste Dag, altsa den 9de, om Formiddagen, lugtede vi, at der var Ugler i Mosen. Tankene var ordnet bag Højene til nyt Angreb. Nu kommer Flyverne ogsaa an som Kragesværme og arbejder for, dernæst kommer Tankene væltende over Højene som svømmende Flodheste.

De har en forfærdelig moralsk Virkning, i Grunden er de de slet ikke saa farlige. Bagefter dem kommer Infanteriet stormende. Dog de fik en varm Modtagelse. Men til Venstre for os er der brudt igjennem og Vore viger tilbage; hvad der ikke viger, blev taget til Fange og vi stod og saa til, da de blev opstillet og aftransporteret.

Paa Grund af Trykket fra Venstre, forøget af attakerende Kavalleri, maa vi ogsaa vige, men da gav det Spaaker, en Hagl af Kugler sendte de efter os, og mangen Kammerat blev liggende. Atter fik jeg en Kugle gennem Tornisterne. En let Granat slaar ned et Par Meter fra mig og jeg blev overdænget med Jordklumper. Dog Herren holdt sin bevarende Haand over mig Liv. Lidt længere tilbage gjør vi atter Front, da faar vort Kompagni Befaling at gjøre et Modangreb.

Atter kaster vi os mod Fjenden og holder ham lidt tilbage, saa de Andre faar Tid til at samles og tage Stilling. Men ak, vort arme Kompagni! Døde, Saarede, og de, der ikke havde Mod til at gaa tilbage, forblev i Fjendens Hænder. Vi maatte endnu gaa tilbage til bag Framesville, hvor vi satte os fast til Natten. Da paa én Gang kommer bag fra de første Reserver (Bayere), de gjorde strax et Modangreb men opnaar ikke noget, dog Ingen var gladere end vi. 19 Mand talte vort Kompagni, Dagen før var vi 70.

Den 10de holdt vi Stillingen, og Fjendens Kraft var brudt. Dog om Aftenen forlod vi frivillig Stillingen og trak os tilbage i en bedre. – Dog før vi forlod Stillingen, erfarede jeg atter en haandgribelig Herrens Bevarelse. Der laa stærk Ild paa Graven (Skyttegraven), og jeg laa i et Hul i Graven. Da var det, som om En siger: ”Gaa bort her”. Jeg fjærner mig og lægger mig i et andet Hul, og næppe er jeg borte, slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet. Da kommer det atter for mig: ”Gaa bort her.” Jeg fjærner mig hen paa min rigtige Plads og næppe har jeg sat mig, da slaar en Granat ned i Hullet, hvor jeg havde siddet.

4 af min Gruppe er saaret, 1 død, og jeg fik kun en lille Bule paa Baghovedet af en Sten. Skælvende maatte jeg takke Herren for hans Godhed imod mig.

De Saarede blev bragt tilbage og den Døde jordet, før vi gik bort. Saa maatte vi endnu blive i Stillingen til den 14de, da vi endelig blev afløst og kom tilbage i Ro, som vi saa haardt trængte til. Nu er de skønne Dage forbi og vi ligger atter i Stilling. Jeg haaber og beder til Gud, at Krigen naa naa sin Afslutning, før Vinteren begynder, og slutter saaledes min Beretning i Haab om et glædeligt Gjensyn i Hjemmet. Deres Taknemmelige
G.C. Knudsen.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, P116)

Ikke kategoriseret

18. august 1918 – Claus Juhl: “… da det blev lyst, fandt vi en fod, en hånd og et par tøjstumper”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I august 1918 befandt han sig i Frankrig.

Natten mellem den 17. og 18. skød vi med gas. Henved kl. 2 om natten fik vi en ny ammunitionsforsyning. Næppe var ammunitionsvognene borte, før vi fik svar fra hinsidan, som svenskerne siger. Jeg var ude og talte med ammunitionsunderofficeren vicefeldvebel Vogel. Han lå i samme grøft som min kammerat Herman og jeg.

På det tidspunkt gik skuddene for langt og havnede i den før omtalte skovkant. Jeg siger så til Vogel: ”Synes du ikke Vilhelm, at vi skulle flytte, thi så snart de skyder lidt kortere har vi dem her i grøften, og det selskab vil vi helst være fri for.”

Han svarede: ”Det tror jeg ikke, der er så stor fare for, vi må hellere blive hvor vi er.”

Vi kravlede så begge to ned i vor hule, han lå ca. 25 cm fra os. Jeg kunne ikke sove, men lå og lyttede efter de kreperende granater.

Kl. ca. 3½ hørte vi et vældigt brag, jeg råbte til Hermann: ”Den sidder her i graven, vi kommer til at flytte, vi lyttede, men der var intet at høre. I det samme var vi også på benene og sprang op og løb ud til højre efter en aftalt plan. Det var endnu bælgmørkt, vort batteri fyrede stadigt.

Da det begyndte at dæmre lidt, gik vi tilbage for at se, hvor skuddet var gået hen.

Hvor Vogel havde haft sin hule, mødte os et gabende hul. Der var et skulderværn mellem hans hule og så telefonisterne, de var fortrukket til venstre. Jeg spurgte dem så, om de havde set noget til Vilhelm; det var, der ingen, der havde.

Vi regnede endnu med, at han måske havde søgt tilflugt i skoven. Det var et forfængeligt håb, thi da det blev lyst, fandt vi en fod, en hånd og et par tøjstumper, det var alt, men et uhyggeligt fund.

Her i skoven ved Etalon fandt Vilhelm så sin død. Vi havde mangen gang delt hule sammen, han var bajer, af naturen lidt hidsig, men ellers en god kammerat.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Ikke kategoriseret

3. august 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: ” til Dato faldet 5400 Md.”

Skriv en kommentar

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detcht mod Fcia:

Gennem B: Af ca. 180000 (?) nordslesvigske Soldater er der til Dato faldet 5400 Md. Fra Krigen Begyndelse til Martsoffensiven iaar er af Tyskere faldet 1,400,000 Md., deraf rigelig 50,000 Officerer, Saarede 3,400,000, Marinen ikke medtaget. I Martsoffensiven fra 17/3-17/6 d.A. Er der faldet 120000 Md. Det samlede Tab til Dato af faldne, saarede og savnede er 6,000,000.

Da der i den tyske Rigsdag herskede stærk Utilfredshed med Martsoffensiven, blev der fra Fronten tilkaldt en Artillerigeneral, der holdt et Foredrag, i hvilket han bl.a. meddelte, at paa hans Front – 6 km – havde han 26 Batterier, men under Offensiven forøgedes de til 190. I 2 Dage beløb den forbrugte Artilleriamm. sig til lige saa meget som hele det Tyske Forbrug i Krigen 1870-71.

Meddeleren garanterer for disse Tals absolutte Paalidelighed med Undtagelse af de 180,000 nordslesvigske Soldater, der jo ikke kan være korrekt.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

Ikke kategoriseret

29. juli 1918 – Rasmus Damm: “Den ene Fod var reven af lige under Knoklen …”

Skriv en kommentar

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten.

29.7.

Vi ligger ved Sailly sydvest for Amentières. Det går hårdt til her i Flandern nu. Hver Nat angribes der, snart er det Tommy der angriber og vore Folk jages frem til Modangreb, snart er det omvendt. Kampen bølger frem og tilbage, en Kilometer frem den ene Dag og maske to tilbage den næste Dag. Resultatet er at Tusinder af Soldater sætter Livet til. På en Kirkegård ved Armentières var jeg lidt inde at se mig omkring. Række ved Række var der af Kors ned Navne pa tyske Soldater, alle er de faldne siden Offensiven i April. Jeg spurgte nogle Soldater, som gik der og arbejdede, om de vidste hvor mange Faldne her lå begravet. Der er nu godt 33 Tusind, blev der svaret. Så kunne jeg så nogenlunde forstå, at jeg ikke kunne overse hele Kirkegården. Fra hvor stort et Afsnit de var samlet, fik jeg ikke at vide.

Ikke alene Menneskeliv går til Spilde, men også store Mængder af Materiel. Den Munition, vi skulle have forpulvret her, tog Tommy sammen med Stillingen. Men Livet og Lykken er omskiftelig. Tommy er igen trængt tilbage og vor Munition er tildels i Behold. Nu går vi og slæber Resterne deraf tilbage. Jeg har ikke været med derude endnu, men går her ved Munitionslageret og ordner Sagerne lidt. Det er heller ikke lutter Fornøjelse at være med derude Selv om Tommy også skyder lidt her omkring, så skydes der dog mere på Stillingen og de nærmeste Forbindelseslinier.

Forleden Aften blev vore Folk, som arbejder derude sammen med andre Afdelinger, beskudt af Tommy. De havde en del Munition slæbt samman ved Kanalen derude og var ved at læsse det pa Vogne. Da ramte en Granat ned pa Pladsen og Folkene fløj hulter til bulter imellem hinanden. Det gav 5 Døde og 7-8 Sårede. En mand røg i Kanalen, men fik sig ved egen Hjælp bjærget op på det tørre igen. Det viste sig, da han kom op at han havde mistet begge Fødder og en Hånd. Den ene Fod var reven af lige under Knoklen, den anden halvvejs ved Knæet og Hånden var reven af lige over Håndleddet. Han døde undervejs til Lazarettet af Blodtabet. Sanitetsafdelingerne kan ikke overkomme alt Arbejdet, og der er Knaphed med Forbindstoffer, så af den Grund dør vel også mange af de Sårede. Det er vel også bedre at dø straks, end at leve et Liv som Krøbling.

Vi blev vældig begejstrede den Dag vi kom hertil, thi vi opdagede en Mark med Bønner. Hvad det var for Bønner, ved jeg ikke. Dog var det ikke af den slags Bønner, som Præsten fremsiger, men Bønner som måtte kunne spises. Vi plukkede Bønner, når vi havde lidt tid, og nogle Mand blev sat til at plukke Bønner til Køkkenet. Og så blev der Kogt Bønner. Men jo længere de kogte, des hårdere blev de.næsten, og tilmed blev de sortbrune. Ved køkkenet gik det ligeså, og trods Ædikke, Salpeter og andre Kemikalier til Blodgøring af Bønnerne, blev det dog ikke den Dag vi fik Bønnesuppe fra Køkkenet. Vi fik så udleveret noget andet spiseligt. Bønnerne blev holdt i Kog til næste Dag, men var trods det lige så hårde som for. Vi spiste dem dog trods al deres Modstand. Resten af de samlede Bønner blev kørt gennem Kødhakkemaskinen før de blev kogt, så var vi da sparet for Arbejdet med at tygge dem.

Nu er det nok snart Slut med Opholdet her. Vi har Munitionen samlet og venter kun pa Ordre til at flytte igen. Forhåbentlig kommer vi så i lidt bedre Kvarterer, thi her lever vi så at sige i Hundehuse. Vi har langs med et Dige lavet os nogle Hundehuse af hvad vi kunne få fat på. Så har vi smidt lidt jord op omkring og ovenpå, for at have lidt Dækning mod Granatsplinter. De er alle vidt forskellige i Størrelsen, vi er fire Mand i vores. I de øvrige er der fra 3 til 8 Mand. Fælles for dem alle er, at det Antal Mand netop kan ligge i dem. Højden i dem er ikke større, end at man lige netop kan sidde på Halen.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

 

Sønderjyder

26. juli 1918: Foreløbig status over døde og sårede

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag.

Ved ca. 12 tiden begyndte det at regne ganske voldsomt. Det strømmede bogstaveligt ned. Vi havde intet steds, hvor vi kunne ty hen. Vi kravlede ind under kanonen, men denne gav kun lidt beskyttelse mod den voldsomme regn, der syntes slet ikke at ville høre op. Vi skød dog ikke om natten.

Vi sov ikke hele natten men talte sammen om, hvem der var blevet såret, eller forsvunden, død og savnet. Af den gamle stab, som vi havde været sammen med siden august 1917, var følgende borte:

Unteroff. Goldberg – hårdt såret

Gefreiter Schäfer – hårdt såret

Unteroff. Mändler – hårdt såret (død, halsen skåret over)

Kanoner Steinhauer – hårdt såret

Kanoner Panitz – såret

Kanoner Halfpap – såret

Obergefreiter Schröpfer – såret

Unteroff. Brinkmann – såret

Desforuden mange af de yngre, som var kommet til senere, men som vi ikke kendte ret meget til. I alt tabte batteriet 2/3 af mandskabet og halvdelen af hestene. Stemningen var langt nede hos de efterlevende, vi var våde, sultne og trætte. Men ved daggry tog regnen noget af, og ved ca. 8 tiden skinnede solen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb, Sønderjyder

24. juli 1918: Kanonerne rykkes tilbage

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.

De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.

Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.

Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.

Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.

Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.

Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.

Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

15. juli 1918. “Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.”

Skriv en kommentar

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 kom til Vestfronten.

Den 15. Juli marscherede vi af Sted til Linjen igen og kom til at ligge i tredie Skyttelinje, samme Sted som sidst. Der kom vi til at ligge i Huller, som vi søgte at udbedre, saa godt vi kunde.

Om Dagen maatte vi ikke komme ovenfor Hullet, og om Natten skulde vi være meget forsigtige med Cigaretild og andet, der kunde lyse, da Stillingen laa paa en Bakkeskrænt, som tydelig kunde ses fra de franske Linjer. Fjenden havde alligevel opdaget os og begyndte at bombardere os.

Det blev en frygtelig Tilværelse.

Jeg var sammen med to Kammerater i et Granathul. Af og til raslede store Sten og Jorddynger ned i Hullet fra Granater, som sprang ved Siden af. Mine to Kammerater vilde ikke blive der; jeg holdt paa dem, men et andet Sted hen vilde de. De sprang op af Graven, men naaede knap Overfladen, før en Granat faldt og splittede dem fuldstændig ad.

Jorden gled ned over mig og ødelagde mit Maskingevær. Granatstumper røg rundt med nogle forfærdelige Brag ovenfor Hullet, saa jeg var næsten helt sindsforvirret af Spektaklet. Jeg kunde se Ild og ligesom Stjerner allevegne.

Nu kom der en mærkelig Behagelig Ro over mig, og jeg tænkte: Nej, jeg bliver, jeg kan lige saa godt dø her, som springe ovenfor og blive skudt.

Hvordan Tiden gik, havde jeg ingen Anelse om, jeg sad som i en Døs og havde hverken Tanker for det ene eller det andet. Kun var jeg sikker paa Døden, og om den kom ti Minutter før eller senere, var mig fuldstændig ligegyldig.

Endelig begyndte det at mørkne, og jeg var endnu uskadt. Og nu kom der en Pause, i hvilken der blev fuldstændig stille ovre hos Franskmændene.

Jeg listede mig op af Graven, men alt var som uddødt. Hist og her mellem Granathullerne laa afskudte Arme og Ben, spredte Indvolde, hele Hoveder eller kun Dele deraf.

Det var meget værre, end den vildeste Fantasi kunde udmale det. Da jeg saa dette frygteligste Syn, jeg endnu har set, havde jeg kun en Tanke: bort fra dette Djævleværk.

Jeg løb tilbage, men kunde ikke se en levende Sjæl. Nu brød et mægtigt Spektakel frem nede fra de franske Skyttegrave, og jeg var klar over, at nu stormede de over vore Stillinger, men kun nogle enkelte overlevende var tilbage.

Jeg kunde ingen Tyskere se, før ca. 4-500 Meter længere fremme. Jeg løb, saa jeg hverken vidste det ene eller det andet, kun fremad. Endelig naaede jeg mine Kammerater, men Fjenden kom ikke længere end til vore gamle Stillinger. Mit Kompagni var der ingen af,  saa jeg kom ind i et helt andet Regiment. Jeg kom i anden Linje og nogle nye Stillinger, der allerede var lavet nede i en Dal.

Nu havde Fjenden faaet Forstærkning af Amerikanerne og stormede vor nye Stilling. Hele første Linje lod sig tage til Fange, og nu stormede de frem mod os.

Det var min Beslutning at lade mig tage til Fange, men alle Officererne op til Oberstløjtnanter var med i Nærkampen, saa jeg kunde ingen Lejlighed faa til det.

Nu rykkede vore Reserver ogsaa frem, og det kom til en frygtelig Bajonetfægtning. Jeg havde taget en død Kammerats Gevær, da jeg jo ingen havde selv.

En engelsk Officer stod pludselig foran mig og sigtede paa mig med sin Revolver. Jeg troede atter, det var mit sidste Øjeblik, men Revolveren klikkede, og i det samme var jeg inde paa ham og havde gennemboret ham med min Bajonet.

Vi fik stadig Reserver, og nu maatte Fjenden vige. Jeg havde faaet min Læbe slaaet af en Træsplint, saa den var meget hævet, og jeg vilde melde mig saaret. Det kunde der ikke være Tale om, der blev ikke taget Hensyn hverken til døde eller Saarede, blot Stillingen blev holdt.

Om Natten var der saa nogenlunde roligt, og de, der var tilbage af mit Kompagni, blev samlet. Vi var kun tre Menige, en Løjtnant og en Underofficer. Det var alt hvad der var tilbage af godt Hundrede Mand før Bombardementet.

Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

Sønderjyder

30. juni 1918. “I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Dagen efter brød vi op, og vi gik godt fremad. Franskmændene blev slået tilbage, og vi forfulgte dem den følgende dag, og om aftenen gik vi i stilling ved en by x. Jeg fik besked på at bringe en ordre hen til bataljonsstaben, der skulle ligge uden for en by i en rømmet fransk understand, og hvis de allerede var flyttet, skulle de ligge i en anden by x, som jeg fik indtegnet på kortet.

Jeg gik af sted ved 11 tiden og fandt den rømmede understand et par timer senere. Det var bælgmørk nat, men forholdsvis roligt. Det var ret vanskelig at finde sig til rette, da ingen vidste nogen besked. Understanden, i hvilken staben skulle opholde sig, var et stort mandskabsrum, der var hugget ind i et bjerg. Den bestod af en ca. 20 m lang gang med tværgang, og den kunne vist nok rumme flere hundrede mennesker.

Jeg fandt hulen, gik ind i den og råbte: “Bataljonsstab 407!” men der var ingen, der svarede. Jeg gik længere ind og ind i tværgangen og råbte på Staben 407! Ingen svarede. Jeg famlede mig frem, og omsider stødte jeg imod; jeg slog hænderne ned i noget ubehageligt.

Jeg strøg en af de sparsommelige tændstikker, og opdagede, at jeg var ved hulens ende, og her var nogle brixe, og på dem lå der nogle døde franskmænd. De havde i hårdt såret tilstand slæbt sig ind i hulen, hvor de så var blødt ihjel.

I mulm og mørke slog jeg hånden ned i ansigtet på en død franskmand, jeg mørkede nok, at det var noget usædvanligt. Jeg skønnede nu, at staben ikke var her, gik ud og begav mig til den næste by.

Hen på natten fandt jeg staben; den lå i et hus i byen x; jeg afleverede ordren; men jeg skulle have besked med tilbage. Det ville tage nogle timer, og imens kunne jeg lægge mig på en feltseng, der stod i et værelse i baghuset. Her lå det hele noget hulter til bulter.

Jeg lagde mig på sengen (uden madras), men det varede ikke længe, inden det vrimlede med rotter. De løb over mine arme og ben og lavede en voldsom spektakel. Det var ganske umuligt at sove. Det blev lyst, og jeg faldt efterhånden i søvn.

Jeg fik en besked på, at jeg kunne vente, batteriet ville komme gennem denne by, så kunne jeg slutte mig til. Hen på formiddagen kom batteriet, jeg gik hen til køkkenvognen og fik nogen kaffe, og snart efter var jeg ved kanonen igen.

Ved middagstid kom vi i svær kamp, vi stod lige op til en gammel landsby, og det kan nok være, at stumperne fløj om ørerne. Vi skød ganske voldsomt til langt hen på eftermiddagen ca. kl. 5, og så fik vi marchordre: fremad.

Vi gik fremad til ca. kl. 9, og da var vi i franskmændenes umiddelbare nærhed; men de trak sig stadig tilbage. Vi gik i stilling på fri mark ved et vejkryds. Da vi var skydeklar, kom løjtnant Wiederholdt og sagde, at vi skulle skynde os at gå hen til den nærliggende by – bag denne lå der et stort proviantdepot, som franskmændene lige havde rømmet, og der kunne vi hente os noget til føden (der havde været knap med levnedsmidler de sidste par dage). Der var en afstand af 3 – 4 km.

Da jeg havde alt i orden, gik jeg derhen.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

29. juni 1918. Sørgelig skæbne: “Der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død!”

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

Det var en stille aften sidst i juni 1918. Batteriet lå i bivuak i en skov, og selv om vi lå inden for franskmændenes rækkevidde, blev der ikke skudt. Vi måtte gå lidt omkring i og ved skoven, men vi måtte ikke gå langt bort.

Sanitetsofficeren (sygebæreren), Skurnia og jeg gik igennem skoven og kom ud ved den anden side, og her gik vi langs med skovkanten. Oppe ved hjørnet i buskadset lå der en død. Han havde ligget 4 – 5 dage, og han lå meget afsides, og det var rent tilfældigt, at vi opdagede ham. Vi stod og så lidt på ham, og så opdagede sygebæreren, at han havde nogle breve siddende i ærmeopslaget.

Han tog dem frem og løste et af dem. Det var fra en lillesøster, og hun havde skrevet på sin barnlige måde et brev med omtrent følgende indhold:

 ”Min kære broder Julius! Du kan ikke tænke dig, hvor det glæder os, at du kommer hjem på orlov. Og du mener, at du muligvis kan komme hjem til moders fødselsdag sidst i juni. Vi har samlet sammen af brød- og sukkerkort alt. det, der var os muligt, og du kan tro, at vi sparer, for at vi kan få nok at spise på moders fødselsdag. Det er jo ikke så nemt at få mad nok, for vi har jo ingen forbindelse på landet. Mor er sund og rask, og de små søskende er også raske. Nu skal du kun komme, så snart du kan; vi venter med længsel og taler om dig hver eneste dag. Hvis du ikke tager brød med hjem, gør det ikke noget, for vi skal nok se at få så meget sammensparet som muligt. Bare dog denne slemme krig var til ende, men det må dog komme en gang.

Jeg har sparet sammen til cigaretter til dig, når du kommer hjem, og du skal også få penge til en biografbillet, og moder siger, at du også skal have dit undertøj vasket, og du kan have godt af at sove i en ordentlig seng nogle nætter. Bare du snart ville komme. Vi kan næsten ikke vente, til dagen kommer. Så snart du får besked, så skriv, for så vil vi begynde at løbe til togene, det er så spændende at gå i denne forventning.

Lev rigtig vel! og skriv snart til os og mange hilsener og mange kys sender vi alle.  Din søster Elly”

Sygebæreren læste brevet højt, men da han var kommet et stykke ned i brevet, kunne han ikke holde tårerne tilbage – han måtte viske øjnene hele tiden, og vi andre græd med. ”Ja”, sagde han, ”der kan vi se, hvad et menneske betyder for en familie; der går de og venter på ham i disse dage, og her ligger han og er død.

De omgiver ham med hele deres kærlighed, for dem betyder han alt, og her er han kun en af de mange, mange døde, der glemmes straks de er døde, ja, bliver ikke en gang begravet, men ligger og rådner op ligesom andre kadavere – Den forbandede krig!!”.

Det var dette barnlige brev på den ene side og den døde broder på den anden, der gjorde os bløde om hjertet, og da faderen ikke var omtalt, måtte vi antage, at moderen var enke, og han den ældste søn. Vi fandt identitetsmærket, der viste, at han var 18 år.

Vi besluttede at begrave ham, og sygebæreren ville fotografere hans grav og sende det hjem til familien. Vi hentede en spade og fotografiapparatet, samt en økse og et par søm henne ved batteriet – gik tilbage og gravede en grav i skovkanten.

Jeg tog hans ejendele frem: Ur, pung, der indeholdt nogle få mark, og nogle breve. Han havde en ring af aluminium på fingeren. Den fik vi også taget af, i baglommen havde han nogle enkelte fotografier; alle disse småting pakkede vi sammen. Sygebæreren skrev et brev og sendte et billede af graven samt en skitse af skoven og stedet, hvor han lå, hjem til moderen (Kaufungen, Bezirk Leipzig).

Medens Skurnia gravede graven, lavede jeg et simpelt kors af birketræ. Derefter viklede vi ham ind i teltdugen, lagde ham ned og dækkede ham til. Der var en mærkelig stemning over os tre, solen gik ned, det begyndte at mørknes, og ensom lå han ved skovkanten langt, langt borte fra sit hjem, sit kære hjem, hvor alle ville savne ham.

Og sådan lå der så uhyre mange, nogle blev begravet, andre ikke. Nogle blev begravet enkeltvis, andre kom i fællesgrave.

Det var godt, at de pårørende ikke så deres døde. De så frygtelig ud.

En ganske kort tid efter, at døden var indtrådt, var næse, mund, øjnene, samt sår og blod belagt med æg af spyfluerne, og disse sad i hvide lag 1 – 2 cm tykke rundt omkring de oven for nævnte steder.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Sønderjyder

25. juni 1918. Forgiftet: Drukket vand med døde mennesker og heste!

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en større fransk landsby ved navn Vierzie, men var nu på vej videre.

En morgen mellem 20. – 25. juni kom vi meget tidligt i gang med skydningen. Vi havde beskudt de franske stillinger lige fra daggryet, infanteriet havde stormet, og vi var straks med ved forfølgelsen. Vi havde ikke fået nogen kaffe, og vi kunne heller ikke få fat på drikkevand. Tørsten blev meget slem.

Solen skinnede klart, og vi bevægede os fremad af de støvede landeveje. Ved ca. 10 – 11 tiden om formiddagen kom vi forbi et sted, hvor der løb noget gulligt vand i vejgrøften. Vi for hen til vandet og drak. Jeg drak meget, for jeg var uhyre tørstig.

Da vi havde drukket, indhentede vi batteriet, og da vi kom op ad bakken, opdagede vi, at vandet kom fra en lille dam ovre på marken, og der lå der nogle døde heste og nogle døde soldater i det. De var delvis opløst. Men vi havde drukket af vandet, og tørsten var slukket.

Jeg havde vel nok drukket mest, og da der var gået et kvarter, blev jeg frygtelig syg. Jeg begyndte at kaste op, og jeg blev ved at kaste op. Det varede ikke ret længe, så kunne jeg ikke gå mere. Jeg ville blive liggende, men kammeraterne ville have mig med – de lagde mig op på kanonen, og her lå jeg så nu og kastede op.

Maven var tom, men jeg måtte blive ved at kaste op. Jeg var så syg – så syg. Ved 4 tiden gjorde vi holdt uden for en større landsby. De tog mig ned af kanonen og lagde mig i græsset ved siden af landevejen. Om jeg var bevidstløs eller jeg sov, ved jeg ikke.

Men da jeg kom til mig selv, var Skurnia og nogle flere ved at hælde noget spiritus i halsen på mig. Det var en flaske mavebitter, som de havde fundet i et apotek i den rømmede landsby. Det kan nok være, at den hjalp.

Det var lige den medicin, jeg tiltrængte, og smerterne forsvandt lige med det samme. Jeg blev noget beruset, faldt i søvn, og efter to timers god søvn, blev jeg vækket, og vi fortsatte marchen gennem byen. Jeg kom til at sidde på kanonen, smerterne var borte, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne flaske mavebitter i rette tid reddede mit liv fra forgiftning.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

17. juni 1918. På fremmarch: “Ligene laa endnu i Massevis helt fra 1914 og 15 og var ikke begravede”

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Tidlig om Morgenen brød vi op og blev sat i March længere til højre.
Vi mødte nogle franske Fanger, som var blevet taget, og saa gik der et Par Dage, hvor vi stadig marcherede til højre bagved Fronten.

En Dag kom vi til en By, som hed Berry-au-Bac, og her har jeg set de største Sprængkratere. Franskmændene var i Hælene paa os. Vi blev kommanderet ind i de gamle Stillinger, hvor der havde staaet mange blodige Kampe.

Ligene laa endnu i Massevis helt fra 1914 og 15 og var ikke begravede; det vil sige Knoglerne, Rotterne havde forlængst ædt Kød og Sener, og Støvlerne stod med Fødderne i, ligesom Pandeskallerne laa omgivet af Staalhjelme, og der laa Tøjrester, af hvis Farve vi kunde se, om det var en fransk, tysk eller engelsk Soldat, hvis Rester her laa. Vore Følelser var den Gang saa fuldstændig sløvede, at det ikke gjorde det bitterste Indtryk paa os.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Sønderjyder

4. juni 1918: Frederik Tychsen viser medmenneskelighed og hjælper såret franskmand

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Ved 5 tiden om morgenen gik jeg så op imod byen. Det var en typisk fransk landsby med gavlene ud imod gaden, og husene var forbundet med en høj mur. Det så frygtelig ud i denne by. Der var barrikader tværs over gaden flere steder, og her havde været voldsomme nærkampe.

Et steds talte jeg således 24 døde i en klump. Et andet steds 16 osv. De var til dels stukket ned og til dels slået ihjel. Mange var slået oven på hovedet, så øjnene hang ud af hovedet. Alle var frygtelig tilredte – råt og ubeskriveligt.

Bag ved muren på begge sider af gaden lå der hårdt sårede soldater, og de var så sandelig hårdt såret, og på dette tidspunkt var der ingen til at hjælpe dem. De havde slæbt sig ned bag murene for at være lidt i sikkerhed. Den ene havde hjulpet den anden, men når de først kom til at ligge, kunne de ikke få sig rejst igen.

Jeg tog straks fat med at forbinde, så godt jeg formåede. Den første, jeg tog fat på, var en infanterist med et svært sår i låret. Han var af en kammerat blevet kørt derhen på en trillebør. Han havde tabt meget blod, bukserne havde han lavet fulde, det var sivet ned i støvlerne, og det hele sad i én elendighed.

Jeg fik støvler og tøjet listet af ham, og lagde en nødforbinding på, andet kunne jeg ikke gøre. Hvorvidt knoglen var beskadiget, vidste jeg ikke. Ved siden af ham lå der nogle, der var skudt i hovedet, jeg bandt lidt omkring, andet var der ikke at gøre. Jeg hentede vand til dem, og der gik flere timer, inden der kom flere til hjælp.

Blandt andet kom jeg til at forbinde en gammel franskmand; han var sikkert sine 45 år. Han havde fået et maveskud, og det ene ben var fuldstændig i stykker. Jeg hentede sengetøj – lagener – i et af husene, fik fat i noget pap til at stive af med, trak tøjet af ham og gav ham noget at drikke. Jeg bøvlede med ham vist i over en time.

Imidlertid var der kommet en lazaretkolonne, og deres vogne holdt i den anden ende af byen. Jeg kunne ikke selv transportere ham, han var meget syg. Der kom nu en lille trop amerikanske krigsfanger i et hurtigt tempo uden bevogtning. Jeg gav tegn til, at de skulle tage den hårdt sårede franskmand med; men så svarede en af dem på noget gebrokkent tysk: Om jeg troede, at de var kommet til Frankrig for at slæbe på sårede franskmænd?

Jeg havde heldigvis en revolver i lommen, som jeg havde taget efter nogle franskmænd, der var blevet afvæbnet samme dag; den trak jeg frem og gav et brøl, om han ville tage den sårede med øjeblikkelig. Og det kan nok være, at han var til at have med at gøre, han sprang til, greb fat i den sårede og ville slæbe ham ganske alene. Men så tog et par mere af disse amerikanere fat i ham, og det lykkedes mig at få ham med en lazaretvogn hen til et feltlazaret.

Da jeg sagde “farvel” til franskmanden, græd han, og idet han sagde: “Boku mercy! mon kammerad trebon!” (Jeg takker dig, du gode kammerat) tog han sit ur frem og ville give mig det. Jeg tog ikke imod det, men der hang en lille bronzemedaille ved det, erindringsmedaille fra krigen 1870 – 71, den haspede jeg af og hængte den ved min egen urkæde som en erindring om den hårdt sårede franskmand af 2. juni 1918.

Jeg forblev i byen til hen på eftermiddagen, dog havde jeg hele tiden føling med batteriet, og vidste nøje, hvad der foregik. Ved 5 tiden om eftermiddagen var jeg i byen igen, de sårede vedblev at strømme til, men der blev også kørt mange bort på biler og med hestekøretøjerne; der var kommet en læge med en stab af forbindingsmandskab; men hjælpen stod ikke i forhold til behovet; så måtte det ordnes, som det kunne.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

3. juni 1918. Afstumpet nysgerrighed: Svulmer lemmet også op på et lig, der har ligget i flere dage?

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Den 31. maj og 1. juni gik med fortsat fremrykning. Af og til gik vi i stilling, skød nogle få skud og så fremad igen. De døde franskmænd lå rundt omkring og havde ligget i en 4 – 5 dage. På tredje dagen blev de ualmindelig tykke og oppustede, men så faldt de sammen og gik ret hurtigt i opløsning.

Det var uhyggeligt, så travlt som de fleste tyske soldater havde med at udplyndre de døde. Et sted var to soldater i færd med at drage kønslemmet ud hos en død, oppustet franskmand for at se, om dette havde antaget tilsvarende dimensioner som det øvrige legeme. De var ikke berusede. Sådan var der megen råhed.

Den anden juni 1918 var en frygtelig dag. Vi havde skudt det meste af natten og lå ca. 1 km foran en lille landsby, der hed Tigny. I denne by havde der været voldsomme gadekampe med bajonetangreb ved midnatstide. Franskmændene var blevet kastet ud af byen og lå ca. 2 km på den anden side.

Vi kørte i stilling foran byen ved ca. 2 tiden om natten. Kl. 4’A svigtede min kanon, det var noget med glycerinen i rørbremsen (Wiege); jeg meldte det til batterichefen, og han sagde så, at jeg kunne, mens kanonen blev gjort i stand, gå op i byen for at finde nogle levnedsmidler. Batteriet ville efter al sandsynlighed blive i denne stilling det meste af dagen.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

2. juni 1918: Asmus Andresen – Udkig fra Kemmelbakken

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den næste Morgen ved Appellen blev der valgt 4 Mand til at holde Udkig fra Kemmelbakken; deriblandt var ogsaa jeg. Kl. 12 fik vi vor Mad udleveret til 4 Dage. Kl. 1 gik vi fra Lejren og var saa i Ildstillingen Kl. 6. Videre kunde vi ikke komme denne Dag, fordi Bakken blev saa voldsomt beskudt den Aften. Vi blev saa der til næste Dags Morgen Kl. 6.

Efter at vi havde spist Frokost af vor medbragte Mad, gik vi videre i Retning efter Kemmelbakken, men der blev ikke vekslet ret mange Ord mellem os, da enhver havde nok i sine egne Tanker, thi Markerne, vi skulde over, var fyldt med døende og døde i en uhyggelig Mængde. Efter et Par Timers Marsch naaede vi Toppen af Bakken trods en frygtelig Granatregn, og søgte straks hen til Hulen, som vi skulde ned i. Skønt vi havde den dejligste Udsigt her oppe fra Bakken, ønskede vi dog ikke at opholde os ret længe paa Jordens Overflade.

Ved Hulens Indgang stod en af vore Kammerater og holdt Øje med Franskmændene. Da han saa os, udstødte han et Glædesraab, for nu var Afløsningstimen kommen for ham. Han førte os ned ad nogle Trapper, omtrent 4 Meter under Jordens Overflade, hvor en Gang førte til hver Side.

Vi gik til højre, der var bælgmørkt, men efter at vi havde famlet os omtrent 200 Skridt fremad, kom vi ind i et lille Rum, hvor der laa 1 af vore Officerer og 3 Mand. De blev ogsaa glade, da de hørte, at Afløsningen var kommen. Der blev tændt Lys, for at vi kunde finde os tilrette og faa noget at spise De 4 Kammerater, som var dernede pakkede saa deres Sager sammen og gik tilbage til Lejren for at hvile et Par Dage.

Da vi havde endt vort Maaltid, blev Lyset slukket, fordi vort Oplag af Stearinlys ikke var ret stort, hvorfor vi ikke kunde sidde ved Lys hele Dagen. En af os skulde op til Udgangen for at holde Øje med Franskmændene, og hvis vi opdagede noget mistænkeligt paa Fjendens Side, skulde det straks meldes til Officeren, som ikke selv gad gaa op for at se, hvad der var paa Færde. Han skrev saa Meldinger op og gav den med op igen, og den blev saa afgivet til Batteriet gennem et Blinkeapparat eller Telefon.

Fra Kl. 4—6 blev det min Tur at holde Udkig. Det var de eneste 2 Timer om Dagen, at man fik Dagslys at se, endskønt Luften i Hulen var meget beklumret.

Til sine Tider var Gangen overfyldt med Mennesker. Hvem der skulde paa Naturens Vegne, maatte forrette sin Nødtørft, hvor han i Øjeblikket opholdt sig, da det var meget farligt at komme op paa Jorden; det var derfor ikke underligt at Luften var beklumret dernede.

Fra Udkigsstedet havde vi en god Udsigt til alle Sider. Jeg saa et tysk Batteri, som der var opstillet nedenfor Bakken, som fik ca. 200 Skud i 5 Minutter. Det var ikke rart at være der, da der ikke alene fløj Jordmasser og Granatstumper omkring i Luften, men ogsaa Menneskelemmer.

Fra vort Udkigssted saa det ud, som naar man kaster store Sten i Vandet.
Kl. 5½ kom en Afløser for den Officer, som var hos os. Afløseren var vel fin i Næsen, for han klagede straks over den ulidelige Stank, der var nede hos os.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

31. maj 1918: ”Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde” – Frederik Tychsens batteri overrasket af modangreb

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Situationen var i virkeligheden højst alvorlig, uden at vi vidste det. Vi var ved at blive omringet af englændere og amerikanere. Jeg lagde ganske vist mærke til, at der kom en usædvanlig masse infanteri og maskingeværkompagnier og gik i stilling på bakkekammen oppe ved den anden ende af skoven i skovkanten, og herfra var der fri udsigt over et fladt, udstrakt terrain fremefter.

Fra denne bakkekam og ned til kanonerne var der 6-800 m; man kunne se igennem skoven, tættere stod træerne ikke. På en gang opdagede vi, at alt ilede tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, det gjaldt Train artilleri og alt, hvad der var kørende.

Det gik på landevejene, tværs over markerne, og pludselig fik vi besked på at bryde op hurtigst muligt, men ak og ve! hestene gik og græssede på en mark, og seletøjet var taget af dem. De skulle først indfanges, have seletøjet på, og alt dette ville tage alt for megen tid.

Unteroffizier, Hans Essel, kom løbende og råbte, at vi var omringet og ved at blive taget til fange. Jeg gik hen til Protzerne og hentede min landsæk med et stykke brød, samt et ordentlig stykke soflæsk i, og dernæst opsøgte jeg Karl Skurnia, og han søgte efter mig, for vi ville sammen i fangenskab. Vi traf snart hinanden, og vi stod og så på alt det, der løb og ilede tilbage, og det hele så temmelig forvirret ud.

På en gang begyndte de at skyde oppe på bakkekammen som rasende. Alle maskingeværer begyndte at skyde, og infanteriet skød også alt det, der kunne komme igennem geværerne. Vi løb begge igennem træerne, og snart stod vi bag skyttelinjen.

Det var amerikanerne, der lavede Atakke (kavaleriangreb). Man kunne tydelig se, at den ene række sprængte frem efter den anden. De kom ud fra en skov og for frem tværs over markerne. De (vort infanteri) skød p. ca. 1500 m. Men det gik angriberne ilde. Man kunne se, hvorledes rytterne og hestene styrtede ned, og hvorledes rækkerne blev mere og mere udtyndet, og en hel enkelt hest nåede frem til de tyske linjer; Resten var døde eller sårede.

De angreb på denne måde en måske 15-20 minutter, men udrettede intet. Kavaleriatakken brød sammen, og det amerikanske infanteri kunne ikke nå frem ad denne vej. Hestene og rytterne lå på terrainet foran os som sorte prikker, sået rundt omkring på markerne. Der lå mange hundrede, ja, måske tusinde døde.

Efter at dette angreb var blevet afvist, var der nogle skærmydsler rundt omkring os, der kom mange fanger: englændere, amerikanere og enkelte franskmænd. Spændingen var udløst, vort infanteri gik frem, og modstanderen veg tilbage. Vi brød op, hestene stod forspændt for kanonerne, og efter en lang tids venten fortsatte vi fremover.

Rundt omkring ved veje og hegn lå uhyre mange døde, og ambulancen fik travlt med de sårede. Vi kørte frem og holdt længe i en landsby x. Byen var rømmet, dog boede der hist og her nogle gamle folk, en gammel mand eller en gammel kone. Fandtes der civilfolk et eller andet steds, blev der straks skrevet med kridt på døren: “Civil”, og det var forbundet med stor straf at betræde et sådant hus. Og det var sjældent, at forbuddet blev overtrådt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Krigens forløb, Sønderjyder

15. maj 1918: Asmus Andresen – En kammerat rammes af en granat: ”… han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Den 15. Maj Kl. 5 om Morgenen, blev der slaaet Alarm, og vi begyndte straks at skyde det bedste vi kunde. Henad Kl. 9 blev vi imidlertid saa haardt beskudte, at vi maatte forlade Kanonerne og springe i Skyttegravene, som var gravet ca. 20 Meter bag Kanonerne; nogle søgte Dækning i de bombesikre Rum.


Vi ventede, at ilden skulde standse, men det blev jo længere jo værre, og vi, som havde søgt Dækning i Skyttegravene, maatte forlægge Pladsen til de bombesikre Rum. Før vi forlod den 100 Meter lange Skyttegrav, raabte en af mine bedste Kammerater til mig fra Midten af Graven, at vi skulde se til at komme bort, thi nu blev det for varmt. Han løb saa hen mod Enden af Graven, hvor 4 andre havde forladt den, og jeg fulgte efter ham, men da slog en Granat ned, der hvor han stod, jeg dukkede mig saa dybt, jeg kunde, og jeg saa ikke mere til min Kammerat. Jeg troede, at han var løbet over i det bombesikre Rum. En af de 4 var bleven saaret, men ingen havde set min Sidekammerat, og saa vidste jeg nok, hvordan det var gaaet ham.

Da det blev mere roligt, gik jeg ud for at finde ham, og jeg fandt ogsaa lidt fra Skyttegraven hans Lig, men forfærdelig masakreret, han havde mistet venstre Fod og højre Ben og Brystet var fuldstændig oprevet. Der kom nu flere Kammerater til, og vi fik det afsjælede Legeme lagt til Side i et Tæppe.

– Han var 18 Aar. –

Efter den Tid havde vi gennemsnitlig 2 saarede og 1 død hver Dag.
 Dem, der faldt af vore egne, blev alle begravede paa Feltkirkegaarden hurtigst muligt, men der laa forøvrigt en Mængde Lig baade af franske, engelske og tyske Soldater fra tidligere Kampe, men disse blev ikke begravede.

Dem, der laa os i Vejen, kastede vi til Side, og de lugtede, saa vi ikke kunde være i Nærheden af dem, og det blev brugt som abitrær Straf, at Synderen blev sat til at begrave disse stinkende Lig, og den 20. Maj blev vi 5 Mand satte til at begrave alle de Lig, som laa ved vort Batteri, fordi vi havde været for langsomme i Vendingen ved Skydningen den foregaaende Dag.

Begravelsen gik til paa den Maade, at vi huggede en Hakke i Frakken paa de døde og slæbte dem hen til et Granathul, hvor Ligene blev kastet ned, indtil Hullet var fuldt, saa blev Graven dækket med et Par Tommer Jord; og om der stak en Arm eller et Ben op, gjorde ikke noget, og i Løbet af 20 Minutter var 35 Lig begravet.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Krigens forløb

2. maj 1918. “En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng …”

Skriv en kommentar

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingeværkompagni (M.G.K.) ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske martsoffensiv. Sammen med to kammerater er han gået på opdagelse i den rømmede by Merville.

Enkelte Granater begyndte at falde i Byen, og Braget af sammenstyrtende Murværk gaven uhyggelig Fornemmelse. Vi kiggede lige indenfor nogle Steder. Vi var naaet omtrent gennem Byen. Gaden fortsatte over en Bro over Lys-Floden.

Ved Gaden foran Broen laa et større Etablissement – tilsyneladende en tidligere Hotel- og Restaurationsvirksomhed. Det skulde vi endnu lige have efterset. Der var ret mørkt, kroget og dystert indenfor.

Jeg vilde lige om et Hjørne bøje af ind ad en Dør, da jeg midt i Bevægelsen stivner. En kold Sved føler jeg bryde frem. En Meter fra mig ligger en Englænder fuldt paaklædt paa en Feltseng.

Haanden gaar lynsnart til Revolveren, men ellers staar jeg som naglet til Stedet. Synet var for uventet og pludseligt. Men der sker intet. Englænderen ligger fuldstændig stille – han sover maaske. Jeg vover mig lydløst lidt nærmere. Øjnene ser nu mere tydeligt i det underlige Halvmørke.  Han har et saa underligt graagult Udseende. Han sover ikke. Han er død.

Nu ser jeg først, at det er en stor Sal, fyldt med 2-Etagessenge. I flere Senge bagved ligger andre – alle i Uniform. De er alle døde. Vi var dumpet ind i et tidligere engelsk Feltlazaret.

I en anden stor Sal ved Siden af laa Tøj, Tæpper og andre Udrustningsgenstande i en halv Meters Højde spredt ud over hele Gulvet. Jeg tog et Par Uldveste med. I Gaarden stod et stort splinternyt Lazarettelt. Rundt omkring flød det med Forbindssager – de fineste Lærreds- og Gazeting, som vi ikke havde set før. Vi maatte klare os med Papir. Vi fik Lommerne fyldt.

Alt vidnede om hovedkulds Rømning. Men Artilleriilden var imens blevet mere intensiv. Mange Granater faldt i Nærheden. Der blev lagt Spærreild ved Broen, og det begyndte at blive ret uhyggeligt. Godt, at vi ikke skulde over Broen til den Side.

Vi skyndte os samme Vej tilbage. Ved Kirken var det heller ikke rart. En Brisantgranat eksploderede midt paa Gaden, og Splinterne røg til alle Sider. Men vi havde hørt den komme og var i Sikkerhed i en Port, da den eksploderede. Vi naaede helskindede hjem og havde faaet Lysten styret. Vi skulde ikke mere til Byen.

Næste Dag blev vi trukket tilbage paa et aabent Terræn, hvor vi satte Maskingeværreder, som laa i en Afstand af 2-300 m fra hinanden. De var anbragt i halvkugleformede Jordhytter. ca. to. Meter i Diameter og en Meter høje. Paa Grund af Grundvand var de bygget over Jorden.

Inde i Hytten, rundt om Stedet, hvor vi laa, var gravet en Rende for at samle Vandet. Det naaede til 10 cm under Jordoverfladen. Det var altsaa et ret fugtigt Opholdssted.

Om Dagen kunde Fjenden fra Observationsballonerne se enhver Bevægelse ved de fritliggende Hytter, og vi blev saa beskudt af Artilleriet. Under en saadan Beskydning blev 2 Mand af en af de nærliggende Besætninger nervøse og løb ud for at søge Dækning bagved nogle Huse længere tilbage. De var kun naaet ca. 200 m, (66) da en Granat eksploderede ved Siden af dem. Den ene blev liggende, men den anden rejste sig igen og løb videre, og vi saa ham forsvinde bag Ejendommene.

Det saa ikke særlig hyggeligt ud. Der var ellers ingen Aktioner i den Tid, vi laa der. Men vi var dog glade, da Afløsnings-timen slog. Det at blive beskudt fra flere Sider – til Tider ogsaa bagfra – begyndte at gaa os paa Nerverne.

DSK-årbøger 1948

 

Krigens forløb

28. april 1918: Asmus Andresen – En meget lang dag… Mod Kemmelbakken i hælene på Officeren: ”… tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.”

Skriv en kommentar

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.

Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.

Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.

Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.

Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.

De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.

Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.

Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.

Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.

I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.

Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.

Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.

3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.

Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.


Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Ikke kategoriseret

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Ikke kategoriseret

13. april 1918 – Claus Juhl: “Han lå på vejkanten i en blodpøl”

Skriv en kommentar

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 13. om middagen kom en mand fra batteriet og fortalte, at han havde fundet kusken Paegel, ligeledes fra vort batteri, liggende død ved vejen til Albert. Jeg måtte så af sted med et par mand for at hente ham. Han lå på vejkanten i en blodpøl, skuddet var slået ned omtrent ved hans side og havde ramt i det ene lår, pulsåren var slået over, så han var forblødt. Hvis der straks havde været folk til at hjælpe ham, var han måske blevet reddet.

Samme dag kom de 2 kanoner lidt længere tilbage, jeg fik ordre til at følge med dem. Vi stod på en skovbevokset skrænt i nærheden af slottet Becourt, men da der bag os var en hulvej, blev dette punkt altid heftigt beskudt. I denne hulvej lå der en mængde døde heste, her havde der også tidligere stået 15 cm skibskanoner, der lå endnu en hel del ammunition.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

Aviser

5. april 1918 – Hejmdal: Påske-hilsner fra fronten

Skriv en kommentar

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Indkvarterings-Pengene

for Infanteriet i Aabenraa anvises for Marts Maaned i Morgen, Lørdag den 6. April, fra Klokken 11 til 1 paa Politikontoret der i Byen.

Fiskerbaade

Magistraten i Aabenraa meddeler, at alle Ejere af Fiskerbaade indtil den 10. April skal lade sig indtegne i den hos Havnemesteren fremliggende Fortegnelse under Angivelse af Antallet af deres Baade for at kunne faa den foreskrevne Betegnelse tildelt.

Tyvekomplot (Dv.)

I Vinterens Løb er der i Omegnen af Jels, t. E. Grønnebæk og Hennekedsdam, bleven stjaalet adskillige Ting, særligt Fødevarer.

Mistanken var rettet mod en attenaarig Dreng, hvis Fader for nogen Tid siden er indvandret til Egnen sydfra, og omsider lykkedes det ogsaa Politiet at komme paa Spor efter Gerningsmændene. Det var et helt lille Tyvekomplot af store Drenge omkring Syttenaarsalderen.

Hovedmanden, den attenaarige Dreng, blev anholdt og indsat i Fattiggaardens Arrestlokale; men om Natten brød han ud og flygtede nordpaa. Siden har Tyverierne hørt op.

Ved Nævningeretten i Toftlund

forhandledes i Onsdags under Forsæde af Amtsdommer Heess og med Amtsforstander Rüss som offentlig Anklager, medens Kommuneforstander Christensen fra Galsted fungerede som Nævninger, følgede Sager:

Fru Ibsen fra Lundsmark var anklaget for i December Maaned i Fjor at have slagtet uden Tilladelse. Under Antagelse af formidlende Omstændigheder, fordi Manden er i Felten og hun sidder med en stor Børneflok, lød Dommen paa en Bøde paa 60 Mark.

Helvig Behrent fra Øbjerg havde faaet en Bøde paa 300 Mk., fordi hun i Fjor havde slagtet uden Tilladelse, men havde krævet retslag Afgørelse. Bøden blev nedsat til 100 Mark.

Tjenestekarl Anton N. Hansen fra Vesterbæk blev idømt en Bøde paa 120 Mk., fordi han var gaaet over Grænsen, uden som dansk Undersaat at have foretaget nogen Afmeldelse.

Gaardejer Niels Mikkelsen fra Astrup fik en Bøde paa 300 Mark, fordi han i Fjor havde taget over Højestepris for Kartofler. Ved Bødens Fastsættelse toges der Hensyn til, at Mikkelsen er en formuende Mand.

Slagter Petersen fra Stærbæk blev idømt en Bøde paa 100 Mark for at have undladt at aflevere Fedtstoffer fra Slagtningen.

Stort Fund (T. Z.)

To Lærlinge fra Højer fandt kort før Paaske paa Chausseen i Nærheden af Tønder en Tegnebog med 5000 Mark i og Militærpapirer tilhørende en Mand fra Visby.

Da de bragte Ejeren Tegnebogen, havde han endnu ikke opdaget, at han havde tabt den. Han gav dem 5 Mark i Findeløn, men skal have lovet senere at give dem mere.


Fra Felten


d. 22 marts 1918

Slægt og Venner derhjemme sendes hermed en venlig Hilsen og Ønsket om en glædelig Paaske.

Peter Paulsen fra Skovbøl

 

Mange venlige Hilsener til Slægt og Venner. Paa et godt Gensyn derhjemme!

Christian Møller fra Kirkegaardsvejen i Aabenraa.

 

I Felten d. 22. 3. 18.

Vi beder Bladet om at overbringe Venner og Slægtninger derude og hjemme vor hjerteligste Paaskehilsen, med Ønsket om et Glædeligt Gensyn.

Laue J. Bill fra Ris-Hjarup.

 

En hjertelig Paaskehilsen til Slægt og Venner. Paa Gensyn i vort kære Nordslesvig.

Asmus Juhler fra Svejrup.

 

I Haab om et lykkeligt Gensyn sendes Venner og Bekendte venlige Paaskehilsener.

Chr. Lassen fra Kværs.

 

Faldne

Møller Overgaard i Sverdrup i Øsby Sogn har ifølge “Dv.” modtaget det Sorgens Budskab, at hans Søn Mads, der tjente ved et Maskingevær-Kompagni, er falden.

Landmand Christian Hede fra Langetved ved Rødding, der deltog i Krigen som Landeværnsmand, er falden i den sidste Tids voldsomme Kampe paa Vestfronten. Den Afdøde var ugift.

Død af sine Saar

Fru Schulz i Aabøl modtog anden Paaskedag den sørgelige Efterretning, at hendes Mand er død af de Saar, han for nogle Dage siden fik ved Fronten.

Retslig erklæret død

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Gefreiter Iver Lydiksen fra Lunding retslig er erklæret for død.

Saarede

Viggo Hartmann, Søn af afdøde Blikkenslagermester Hartmann i Haderslev, er ifølge “Schl. Grp.” bleven saaret af et skud i den venstre Overarm.

Jens Jønsson fra Seggelund, der har været med i de sidste Dages haarde Kampe, har ifølge “Dv.” skrevet hjem, at han er bleven saaret i Halsen af en Shrapnellkugle. Han ligger i et Lasaret nede i Tyskland.

Landmand Wolter fra Hjertingskov ved Rødding er bleven saaret under den sidste Tids svære Kampe ved Vestfronten.

Gefreiter Jens Weismann fra Hygum Mark er bleven saaret for anden Gang, denne Gang haardt af et Skud igennem højre Bryst og Lunge. Han ligger nu paa et Feltlasaret.

I Bedring

Landmand Jørgen Skovmand fra Hjertingskov, der, som meddelt, sidst i Februar blev haardt saaret i Ryggen ved Vestfronten og henligger paa et Lasaret i Mühlheim i Egnen ved Essen, er nu i langsom fremadskridende Bedring, meddeler han sine Forældre.

I Fangenskab

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Peter Thomsen fra Dybbøl Mark og Simon Fisker fra Jels, der hidtil har været meldt savnede, faldne i Fangenskab.

Forfremmede

To Svigersønner af Sabelmagermester Hünersen i Aabenraa, Hermann Mommen og Heinrich Schelling, af hvilke den Førstnævnte staar i Tyrkiet og den Sidstnævnte i Frankrig, er ifølge “A. T.” blevne forfremmede til Sergenter.

Mathias Christiansen fra Felsted er bleven forfremmet til Underofficer.

P. Schmidt fra Præstegade i Haderslev er ifølge “S. G.” ligeledes bleven forfremmet til Underofficer.

Nikolaj Petersen fra Rejsby er ifølge “B. T.” bleven forfremmet fra Underofficer til Sergent.

(Læs hele Hejmdal fra 5. april 1918)

Ikke kategoriseret

28. marts 1918 – Johannes Ankersen: “… En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der 22. marts ankom til Vis-en-Artois tæt ved Arras, men først en lille uge senere blev indsat i den store tyske offensiv.

Til sidst kom ordren. Natten mellem den 27. og 28. marts gik vi i beredskabsstilling. Vores artilleri og minekasteres ødelæggelsesild begyndte, klokken syv skulle der stormes. Beskydningen drønede uafbrudt i tre timer. Det fjendtlige artilleri, og så godt som muligt også infanteriet blev beskudt med gas, men en kraftig vind gav os ikke meget håb om, at det ville blive kronet med held.

Klokken syv stormede vi frem, blot for straks at mærke, at hverken englændernes infanteri eller artilleri var sat ude af kraft. Tabene på vores side var i begyndelsen meget høje, men, koste hvad det ville, kun fremad. Regimentesstaben befandt sig snart i forreste linje. Overalt så man de tyske tropper arbejde sig langsomt, men vedholdende frem. En djævelsk hårdnakket modstander, englænderen.

Bag os fulgte kanonerne fra ledsagdebatterierne, med opsiddet kusk. Møjsommeligt slæbte hestene kanonerne henover kratermarken. En hest, en kusk styrtede, som på kasernepladsen blev der spændt om, kun fremad.

Vi har nået de forreste engelske stillinger, et hold fanger bliver bragt bag ud, de fleste englændere er allerede flygtet, men igen og igen sætter karlene i baglandet sig fast, og deres maskingeværer fordrer det ene offer efter det andet. Dertil stadig granater og shrapneller der ovre fra, som om fanden var løs. Jeg rammes også af to splinter, den ene bliver stoppet af den tykke korttaske den anden slår, allerede for svagt, mod tornysterets skulderrem og lammer min arm.

Videre, stadig videre. I den tredje engelske linje køre angrebet fast. Til venstre for os er man ikke kommet så langt, en forfærdelig flankeild holder os tilbage. De forskellige enheder er for længst blandet sammen, den anden og tredje angrebsbølge løbet ud, kompagnierne blandet. Og det svære engelske artilleri sender skud efter skud ned i de stopfulde skyttegrave, det er forfærdeligt. Endelig får vi luft, vi kommer videre.

Regimentschefen er allerede noget forud. Efterretningsofficeren, løjtnant Jacobsen fra Flensborg, og jeg samler resten af staben og styrter bagefter. Da slår, fem skridt foran os, endnu en gang en ned, sort, stinkende røg og rød flamme. Vi ligger alle fladt på jorden, alle uskadt, alle uberørte, kun løjtnant Jacobsen, der lå ved siden af mig på jorden, svært såret, et kvarter efter er han død. Jeg efterlader to mand hos den sårede, jeg selv iler videre med resten.

– Nu bliver den fjendtlige ild efterhånden svagere, tilsyneladende pakker fjenden sine kanoner sammen. Det var en stor lettelse for os, men maskingeværerne fejede stadig hen over landskabet, og hvert spring fra et granathul til det næste var et livsfarligt sats. Vi var for længst igen sammen med regimentsstaben i forreste linje. Men hvor svag og hvor forvirret var denne linje, kompagnier, bataljoner, mellem hinanden. Havde der nu været reserver, der ordnet kunne have fortsat angrebet, og derved have givet os mulighed for at få orden på os selv og samlet os, så tror jeg, Arras kunne være blevet taget af de tyske tropper den dag.

Vi mærkede tydeligt, hvordan englændernes modstand hele tiden blev svagere. Men der var ingen reserver bag os, ja det syntes mig endda som om at angrebet i denne retning kun havde sekundær betydning, ellers ville det have været betydeligt stærkere. Vores division kunne ikke mere. Kompagnierne var skudt sammen og kastet mellem hinanden. Ved vores regiment var næsten halvdelen af alle officerer faldet eller såret. Da vi havde nået den tidligere ”Siegfried”-stilling, måtte vi indstille fremstødet, det havde ikke længere noget formål. Mellem vores regiment og nabotropperne gabte store huller, til højre for os var angrebet næsten overhovedet ikke kommet fremad.

– Vi satte os altså fast i Siegfried-stillingen og indrettede os på forsvar. Tropperne blev bragt i orden og det blev forsøgt at opnå forbindelse til naboregimenterne. Regimentsstaben fandt logi i et stort, af englænderne forladt dækningsrum, der i øvrigt var et stykke tysk arbejde, det stammede også fra Siegfried-Stillingens tid. Der sad vi nu og afventede det, der skulle komme. Snart hørte vi så, at angrebet ikke skulle fortsætte, der havde altså mere været en skinmanøvre, kun beklageligt, at denne manøvre havde kostet så meget blod.

Englænderne, der først havde ladet os omtrent i ro, fandt nu lidt efter lidt ud af, hvor vi puttede os og jog sit artilleri på os. Det blev nu igen ubehageligt, men det var dog ikke så slemt, det holdt sig inden for det udholdeliges grænser.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

Søkrig

7. januar 1918 – Max Valentiner: “Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 8. januar 2018 22:30

Den 7. januar 1918 bordede og sænkede U-157 med Max Valentiner som kaptajn det franske troppetransportskib “Qued Sebou” (1540 BRT).

Pludselig en kyst i sigte: Afrika. Samtidig får vi et skib i sigte. Det sejler langs den afrikanske kyst mod syd. Jeg havde ingen tid at spilde, for damperen – som desværre næsten alle dampere – sejlede bestemt hurtigere end mig, også selvom jeg, som nu, brugte begge maskiner …

Afstanden var 16.300 meter, altså overordentlig stor. Alligevel lå vores skud ikke helt dårligt. Mere end 16 kilometer er noget af en afstand, det var derfor ikke nogen overraskelse, at damperen ikke så os, ikke vidste, hvorfra nedslagene stammede. Pludselig så vi, hvordan han beskød et sejlskib i nærheden. Åbenbart troede han at der var tale om en slags “Seeadler” à la Graf Luckner.

Men til sidst så han os og begyndte at skyde på os. Hans nedslag lå temmelig godt. I mens nåede mine kanoner en rasende skudhastighed. Det gjorde ham tydeligt nervøse.  Han vidste naturligvis ikke at mine motorer var så lidt værd, ellers var han simpelthen sejlet fra os. Pludselig så vi en røgsky i stedet for damperen. Han lavede “tåge”.

Det var ret smart, men tilsidst lagde vi mærke til mastespidserne, fandt dermed et mål for vores kanoner og fyrede videre. Så opgav han det. Vi så, hvordan mastespidserne rørte sig, og han kom ud. Afstanden var nu kun lidt mere end 16.000 meter: altså næsten nærdistance for 15-cm kanoner: Hvert skud skulle træffe.

Men han skød også igen, hans kaliber synes at være den samme som vores. Og han skød fremragende, kort og langt. Gabet blev hele tiden smallere, han korrigerede hele tiden bedre, og skød sig stadig bedre ind. Nedslagene, de enorme, sprøjtende vandsøjler, rejste sig ikke hundrede meter foran og bag os. Jeg kunne regne ud, hvornår den første svære træffer fra “15eren” vil slå ned i kommandotårnet.

Der skulle “ske noget”, og det med det samme! Opgive damperen? Udelukket! Ikke fordi jeg indtil da så godt som intet havde sænket. Nej: vi var sultne, javel, vores proviant var allerede blevet “rationeret”, præcis som i Tyskland!

Jeg stoppede. Straks forstummede maskinerne. På den måde vandt jeg tid: Modstanderen havde regnet med en bestemt hastighed og afstand for U-157. Det gamle trick lykkedes virkelig. Hans nedslag lå en tid lang dårligt. Men snart havde han igen korrigeret sig hen på “U-157”. Jeg gik nu tilbage med fuld kraft på begge maskiner og narrede endnu en gang damperen. En tid lang lå hans nedslag igen dårligt. Alligevel gjorde artillerikampen mig temmelig nervøs, for nedslagene var svære, hver af de høje vandsøjler sydede allerede så tæt, at vi alle blev våde af støvregnen. Jeg ændrede igen farten, da et skud sad lige ved siden af stævnen, så et sprængstykke rev et hul i vores træbeklædte bak.

Vores kanoner trommede stadig hurtigskydning. Vores skud lå ganske godt, men jeg havde kun observeret to træffer i damperen. Alle andre skud lå for langt eller for kort.

Pludselig en frygtelig detonation agter!

Skræmt til døde og indstillet på det værste river jeg min Zeiss-kikkert fra øjnene, hvilket syn: I stedet for kanonmandskabet en sønderflænget blodig masse … kanonføreren, en kæmpe mand med et flagende fuldskæg står som den eneste ved kanonen. Melder roligt og sagligt: “Bagerste kanon ukampdygtig”. Uvilkårligt tænker jeg: Det kan jeg se, min dreng.

Mens jeg tøver et øjeblik , fyrer den forreste kanon videre, måske to skud til. Så farer det gennem mit hoved: “Herre Gud, vi må dykke, ellers er vi fortabt. Træfferen ved kanonen er en forfærdelig advarsel.” Jeg befaler højt: “Hurtigdykning”, ” bring døde og sårede forsigtigt ned i båden.” Den forreste kanon indstiller skydningen, alle løber  i mellem hinanden for hurtigst muligt at gøre båden klar til dykning. Døde og sårede bliver båret ned af deres kammerater. Jamren, trøstende ord, rådslagning, skældud, alt imellem hinanden.

Dækket er allerede rømmet, da falder det mig ind, at der ikke længer slår granater ned omkring vores båd. Jeg ser med kikkerten over på damperen. Netop da hejser damperen et hvidt flag. Jeg glemmer vores uheld, brøler ned i båden: “Dyk ikke, øjeblikkeligt tilbage til på pladserne, damperen synes at overgive sig.”

Lige så hurtigt som folkene forsvandt fra dækket, kom de frem igen. Den forreste kanon bliver gjort skudklar, selv ved den bagerste kanon fumler kanonføreren rundt, jeg høre, hvordan han igen helt fortumlet melder: “Bagerste kanon fuldstændig ukampdygtig.”

Imens vi langsomt nærmer os damperen og jeg holder skarpt øje med den i kikkerten, spørger en eller anden mig: “Er Hr. Kaptajnløjtnanten såret?”
“Hvordan det?” Så bemærker jeg først, at jeg er oversprøjtet med blod fra top til tå. En fugtig, klæbrig masse sidder på min krage. Men det er ingen ting. Er som alle andre på broen fuldstændig uskadt. Det havde bogstavlig talt sprøjtet med blod.

Da afstanden til damperen var omkring 4.000 meter, kunne jeg i kikkerten se, at to fyldte både stødte fra damperen og satte kurs mod den afrikanske kyst. Jeg kunne også se, at bådene var proppede. Den var altså forladt, damperen. På en gang skød mistroen op i mig: Ganske rigtig, pludselig havde damperen sænket det hvide flag! Jeg befalede hurtigskydning mod den – den var jo forladt, ikke? Så kunne et par granater ikke skade nogen … !

Med høj fart, stadig skydende, kommer vi nærmere. Jeg tager ikke kikkerten fra øjnene … Hvad var det? Damperen er fuld af mennesker! Det gør mig forfærdelig ondt, at vi har beskudt den fyldte damper. Damperen er uden tvivl en troppetransport. Det vrimler med mennesker, ophidsede løber de frem og tilbage, en myretue.

Da “U-157” er på omkring 1.000 meters afstand, ser jeg, hvordan en gruppe mennesker løber agterud og besætter den temmelig højt placerede kanon. Men endnu før kanonen på damperen er drejet rundt, har mine folk åbnet ild. Der falder et skud, der er rettet direkte imod den bagerste kanon. Rammer ikke, men folkene flygter fra kanonen, granaten må have hvæset forbi umiddelbart over deres hoveder. Igen panik på damperen, enkelte falder i havet, de fleste løber ud i forstavnen. Jeg fløjter igen med batteripiben [vagtofficerens bådsmandspibe], mine folk reagere øjeblikkeligt og høre op med at skyde.

Nu er vi helt tæt på. Ved damperens ræling står negersoldater, ser forfærdet på vores kæmpe ubåd … Damperen er hullet som en si, der ser frygteligt ud ombord, alt er sønderflænget af granaterne …

Jeg lader to både sætte i vandet. En med sanitetspersonale til damperen, en til at indsamle de store fisk, der bedøvet af granaterne flyder rundt på vandet (vi har hårdt brug for dem).

Så er vi inde op 50 meter. Mine folk betragter nysgerrigt og opmærksomt damperens ræling. Pludselig tumler en fyr – åbenbart kanonføreren – hen mod kanonen … Vi er to meter fra damperen. Det ville ikke være nogen spøg. Mine folk er allerede styrtet til den forreste kanon, sigter … det ville være blevet et skrækkeligt blodbad! Da river negerne kanonføreren væk fra kanonen … “Jeg ham på kornet”, skriger en af mine folk, som er en særlig dygtig skytte og som har hentet sig en karabin fra kommandotårnet. “Hold op”, råber jeg til ham … Uforstående glor han på mig. I hans øjne lyner mordlysten…

Doktoren er klatret ombord med sine folk. Han vender sig om og råber over til os: “Her ser det skrækkeligt ud! Hvad skal jeg gøre med de sårede … vil De ikke selv kommer over og ser nærmere på elendigheden?”

I mellemtiden så jeg, hvordan begge de to både var landet på den flade kyst. De første folk havde knap sat en fod på jorden, før de var omringet af beduiner, som ørkenen – Gud ved hvorfra – havde udspyet med heste og geværer. Jeg så hvordan de undersøgte folkene … og utvivlsom udplyndrede dem.

Jeg kravlede ned i båden. Sejlede hen. “Uezebu” stod der skrevet med store bogstaver på stævnen. Agterud flagrede et laset fransk flag … Ved falderebet modtog en stor sort sergent mig med en vis højtidelighed, men også med troskyldighed. Hans bryst var fuld af krigsordner. Han hilste stramt, rakte mig så venskabeligt hånden. Jeg tog imod den. Lægen råber til mig: “Denne underofficer er tilsyneladende det eneste fornuftige menneske ombord …”

Jeg går sammen med sergenten over dækket: Det var det forfærdeligste, som jeg indtil da havde oplevet under krigen … de døde lå sønderrevet rundt omkring på dækket … med tomme øjne så mennesker på mig, jeg så på dem, de manglede deres lemmer … Jeg var næsten gledet: Blod … foran mig en neger, hvis ben er skudt af. På trods af det skrækkelige sår lader det ikke til, at han har smerter, for han sidder på kanten af lugen og ser bedrøvet på mig. Nogle meter fra ham hænger en bananklase. Jeg river nogle af, giver ham dem. Lægen siger: “Herre Gud, manden har bestemt ingen appetit!” Men negeren griber bananerne, flår skrællen af, begynder at spise.

Jeg trådte ind i kortrummet henover to døde, hvis hænder rakte stift op i himmelen. Dér lå i et hjørne telegrafisten. En granatsplint i lungen. Han så på mig … bad med svag stemme om en cigaret.  Jeg gav ham den … Han havde til det sidste telegraferet efter hjælp. Vi havde aflyttet det. Så kunne han ikke mere: Hans afrevne arm med gule voksfingre lå endnu ved morsenøglen!

Bag korthuset havde samme skud fejet som en le. Et stort antal folk havde vel ville søge dækning her. Nu lå de ovenpå hinanden, forrevne og sønderknuste. Ved siden af denne bunke en helt nøgen, kulravende sort, velvoksen neger. Blot en lille bitte splint i hovedet synes at have slukket hans liv. Sergenten sagde blidt på fransk: “Det er min kære lillebror, hvad skal jeg sige til vores stakkels moder?” Lægen skar et muslingearmbånd af håndledet og gav det til sergenten.

Men der var ingen tid til at falde hen i tanker, hvert øjeblik kunne hjælpekrydseren dukke op: Vi havde opfanget dens svar. “Hold ud en time endnu”, havde han telegraferet! Den time var gået for længst! Jeg gav sergenten ordre til at sætte den store flåde, der lå agter, ud. Han trommede alle folk sammen til dette arbejde, mine matroser hjalp til. Så blev alle der endnu trak vejret slæbt ombord på flåden. Et vanskeligt arbejde, for mange havde slemme sår og måtte bæres forsigtigt.

En del af negerne havde drukket sig fra sans og samling. De folk var som vilde dyr. Jeg ser en, der som en stor vred sanktbernhardtshund tænderskærende svømmer rundt i vandet og ikke kan overtales til at blive på flåden. Han vil absolut gøre noget ved vores ubåd. Man så, hvor rasende han var, han brølede som en vild gorilla. Måske er han også blevet sindsyg!

Mens vores båd lodsede 16 tons proviant, padlede flåden langsomt indtil bredden, hvor beduinerne allerede ventede. Jeg betragtede den triste færd til den forsvandt i skumringen. Til det sidste kunne jeg se sergenten oprejst på flåden, roligt vinkede han: En brav, tapper soldat! Jeg tog kasketten af i dyb beundring for denne sande soldat.

Senere læste vi i aviserne, at de skibbrudne ikke var blevet slået ihjel, men at de blev fuldstændigt udplyndret af beduinerne og nogle dage senere ankom splitternøgne til den spanske koloni Rio Doro. Staklerne havde været på vej til rekonvalescens fra vestfronten!!

Det var blevet mørk nat, mens mine soldater slæbte proviant om  bord. “Vi har fundet vinlageret!”, lød det pludseligt, “Champagne er der også …” Midt i glæden meldingen: “Lys i sigte!” Uden tvivl hjælpekrydseren, tænkte jeg, fortumlet af de mange oplevelser …

Jeg gav befaling til at antænde sprængpatronerne og øjeblikkeligt at komme over på ubåden. Et minut efter var folkene ombord. De skyndte sig til deres dykkestationer, gjorde torpedoer klar til affyring. Mens jeg sejlede mod lyset, hørtes fra damperen sprængpatronernes dumpt drønende eksplosion. […] Det havde været en blodig dag – også vores tab var forfærdelige: Vi havde tre døde, ti sårede.

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 230-40)

 

Krigens forløb, Sønderjyder

25. august 1917. Mikael Steffensen: “De haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I august 1917 befandt han sig ved Rimcourt (Remicourt) hvorfra han skrev fra skyttegraven.

I skyttegraven ved Rimcourt, den 25. august 1917.

Min kære, kære Ven!

Vor nye Stilling er god. I de brede, dybe Grave er mange og ret sikre Dækninger. Vandstanden er lav her, saa der kan graves dybe Gange ned i den lerede, haarde Jord. De dybeste Opholdsrum er vel nok kun 8 Meter under Jordfladen, undtagelsesvis er de dybere, men saa er de ogsaa ret sikre. Hver Dækning er afstivet med 5 Centimeter tykke Rammer af Fyr eller Grantræ, som staar aldeles tæt op til hinanden. Derved dannes der Gange, 1,20 Meter brede og 1,80 Meter høje. Fra disse Gange bygges saa Rum ind til Siden, idet der dannes smaa Gange vinkelret paa den lange Gang.

I vor Dækning har vi tømret Sengene, to og to over hinanden, fast til den ene Langside af den lange Gang. De øvrige to af Sengenes Hjørner støttes af to høje Stolper. Sengen selv bestaar af fire Brædder med en Bund af Staaltraadsnet, en ny Slags Madras. Nettet bøjer sig efter Legemets Stilling, og man hviler virkelig godt. Brugen af Træuld undgaas, og dermed Faren for Utøj.

Der skydes kun lidt her, men ikke desmindre er der Tab. Man skal først vænne sig til en Stilling. Længe vil vi ikke faa Lov til at blive her, Tropperne deroppe i Flandern trænger til Afløsning. Der kæmpes umenneskeligt ‘haardt deroppe med forfærdende Tab paa begge Sider. »Valhalla« er nu ‘engelsk, eller rettere, den Plet Jord, hvorpaa den stod. Linjen vil omtrent gaa, hvor den laa.
Vi føler Usikkerheden, Utrygheden tynger, fordi vor Tro ikke er fuldkommen nok.

Mine Ønsker, mit Haab, vore fælles Ønsker og Haab kan vi saa svært føje ind under Guds mægtige Vilje. Oprigtig talt synes vi, at alt er forkert, hvad der ikke falder ud til vor øjeblikkelige Fordel.

Hvad der sker nu, paa de store Valpladser, Landenes Trængsler og Nød, de haarde Kampe er alt for Fremtidens Skyld, for at kommende Slægter kan faa Fred, og i Fred udvikle sig. De store Statsmænd maa skue ind i en Fremtid af mindst hundrede Aar, og deres Handlinger i Øjeblikket maa være bestemt efter, hvad der kan gavne Fædrelandet i Fremtiden.

Vorherre ser langt klarere, vi har saa ofte set, at hans Veje var andre end vore, og vi har set, at een Dags Angst og Graad fulgtes af Maaneders Glæde. Men saa at kende Guds Veje og ‘hans Vilje. Han virker jo i os ved sit Ord og ved sine Love og mere direkte gennem vor Samvittighed. Men vor Samvittighed, ja, den kan sove, derfor har han undertiden andre Midler end netop sit Ord, det skrevne, [til] at vække os af Dvale, gennem de Mennesker, vi omgaas, faar vi tit en Advarsel fra Gud. Og man vil lære, at det særlig er bestemte Mennesker, som aabner os Øjet, kalder paa det Gode i os.

Velsignet det Menneske, som faar Venskabsbaandet knyttet med dem, som kan løfte os opad. Gennem Venner kan Gud kalde saa inderligt paa os, paa en Maade, saa det retter og trøster paa een Gang. Derfor holder jeg Dit Venskab saa højt, og det føles inden i mig, som vi nok naar ind i Fremtidens Land, som om der er meget rigt i Vente, fordi jeg føler fuldt og fast, at Guds Velsignelse hviler over vort Venskab.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

 

 

 

Krigens forløb

20. august 1917. “Hvad, er du ikke død?” Rohrkrepierer! Hele kanonbesætningen undtagen én dræbt

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

En uhyggelig nat
Den 20 august havde vi en uhyggelig nat. Vi var kommet ind i stillingen den 19. august. Vi havde skudt meget og var midt i hurtigskydningen, da 3. Geschütz springer.

Dette skyts stod tæt ved venstre side, cirka 10 meter fra os, da det pludselig eksploderer.

En sådan eksplosion blev kaldt for ”Rohrkrepierer”. Selve granaten, der normalt skal eksplodere, når den efter affyringen berører jorden
eksploderer allerede i røret, før denne har forladt dette.

Årsagen er ubekendt. Skyldes vistnok unøjagtigheden i forarbejdning af tænderen.

Der lød et voldsomt brag. Splinter og stumper fløj om ørerne af os, og det var indhyllet i en sort røg.

Vi ved 4. skyts indstillede skydningen og ilede over til 3. skyts.

Kanonen var fuldstændig i stykker. Røret var sprængt, hjulene revet af, og alt så frygteligt ud. Kanoner Sondermann (familiefar fra Hamborg 40 år og 7 børn) lå ved siden af skytset med låsen oven på brystet. Låsen vejede 96 kilo. En svær splint havde trængt ind i brystet. Han var død.

Ved siden lå kanoner Emerich, han var også død.

Kanoner Poul Hahn havde slæbt sig cirka 25 meter fra skytset, der lå han og var død. Han havde fået benene og underlivet revet i stykker.

3 andre af besætningen blev i meget hårdt såret tilstand bragt til
feltlazarettet (døde om natten). Der var kun en af hele besætningen, der undslap.

Denne begivenhed gjorde et uhyggeligt indtryk på os, og særlig på mig. Jeg havde nok set døde og sårede i massevis, men dem kendte jeg kun – lidt eller slet ikke. Men her var gamle Sondermann faldet, og han var sådan en god mand, jeg gik og tænkte på al den sorg, der ville blive, når efterretningen nåede hjem til hans kone og 7 børn.

Øtzel og jeg var lige modfaldne. Vi gik hen og satte os et øjeblik ved enden af det sammenskudte hus og talte om gamle Sondermann, det var ham, vi kendte bedst.

Vi faldt i søvn, og jeg vågnede ved, at to mand tog på mig en under hovedet og en ved benene, de ville kaste mig op på en vogn, der var
læsset med døde soldater, de mente, at vi var døde, for der lå døde rundt omkring os. Jeg gav et vræl og spurgte, hvad der var løs.

“Hvad, er du ikke død?” spurgte de. ”Nej”, sagde jeg. Det var kun i
nærheden af landevejen, de døde blev samlet op, alt i forhold til situationen, og om skydningen og forholdene tillod det. Det var almindeligt at se vognene belæssede således at først blev undervognen fyldt med lig, og så lagde man dem på tværs over undervognen og bandt dem fast med reb. Det så uhyggeligt ud men hele krigen var uhyggelig.

Vi havde vel hvilet 3 kvarter, så fortsattes skydningen – i  morgenstunden kom en anden kanon i stedetfor skytset no. 3.

Vi satte andre hjul på no. 3, fik det ud af stillingen, det nye blev bragt ind i stillingen, skudt ind, og da alt var færdig kom afløsningen.

Der var en vogn med til at hente de tre lig som skulle begraves på en kirkegård ved byen Hochlede mellem Bethem og Morslede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Krigens forløb

19. Juni 1917 – Milert Schulz: “… beim einem Angriff 500 Tote“

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien. Og nu håber han, at kunne komme hjem i august eller september.

Im Felde d.19.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Meinen besten Dank für Eure lieben Briefe vom 11.6.17. liebe Mutter und Vater. En hat mich sehr gefreut mal wieder etwas aus der lieben Heimat zu bekommen. Wie ich ja aus alle Euren Briefen sehen kann habt Ihr’s ja noch immer recht gut. Ihr schrieb mir letzt ob ich nicht Kaffee oder Wolle besorgen kann. Ja meine lieben mit Kaffee wird es wohl nicht so leicht sein. Aber mit Wolle liesse sich vielleicht etwas machen. Ich werde mich mal nach salchen Sachen umsehen. Vielleicht kann ich doch etwas auftreiben.

Mir geht es ja noch immer recht gut hier unten. Bin noch immer gesund und munter.  Hier haben wir jeden Tag Gewitter und viel Regen. Gestern regnete es so stark, dass wir kaum in unsern Zelt aufhalten konnten. Also regen genug. Ich wünschte dass dieser Regen zu Hause gefallen wäre.

Gestern bekammen wir Telegram von unsern Feldwebel, dass er zu Hause erkrankt war. Na hoffentlich kommt er noch wieder, dass ich auch nach Hause fahren kann. Wenn’s Glückt komme ich vielleicht im September oder Ende August. Nun wollen wir erstmal die Zeit ruhig abwarten. Ende diesen Monat fahren 5 Mann von der Komp. in Urlaub und denn Ende Juli wieder 5 Mann.  Diese sind noch die altesten bei der Komp. die schon ein Jahr im Felde sind. Nun den sind noch End August 2 Mann von den alteren übrig und da hoffe ich mitfahren zu können. Na vielleicht ist der krieg auch bisdahin zu End das kann man ja nun garnicht wissen. Got gebe es in seiner Gnade dass es doch bald Schluss wird mit diesen Kämpfen und Ringen um Leben und Tod. Wenn ich an die schweren Kämpfe denken welche wir hier Mitte Mai hatten da haben die Franzosen beim einem Angriff 500 Tote vor unserer Stellung verloren und wie viele verwundete sind nicht zurück  gelaufen. Ja es ist schrecklich mit so einer Mörderei.

Jetzt ist es fast ganz ruhig an der Front. Nur ab und zu fällt ein Artellerieschuss. Ich freue mich bloss, dass ich hier auf der Schreibstube sein kann. Hab jeden Tag mein gutes Essen und jede Nacht meinen ruhigen Schlaff. Jeden zweiten Tag essen wir „Frekadeller“ mit Butter gebraten und wenn das nicht da ist in Schmalz. So, nun zum  Schluss seid Ihr alle recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder.

Milert

Auf Wiedersehn im September

(Breve i privateje)

Ikke kategoriseret

14. juni 1917 – Johannes Ankersen: “… død og ødelæggelse”

Skriv en kommentar

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten, men i slutningen af maj gik turen tilbage til vestfronten.

Vi havde allerede en anelse om, at vi skulle til Flandern og vi tog ikke fejl. Midt om natten blev vi udladt i Lauwe og gik i kvarter i det nærtliggende Aalbeke. Det lod til, at man ikke ville kaste os direkte ud i møget, for vi havde igen to dages hvilekvarter, to dage der hovedsageligt blev brugt til at gøre os bekendte med den flamske befolkning, æggecognac og burgunder. Til sidst gik det også videre herfra, og nu til fods, altså var fronten i nærheden. Over flere pæne flandernbyer, sidst gennem Menin, nåede vi til Koelberg på vejen mellem Menin-Ypres, hvor vi bivuakerede.

Natten efter gik det videre, vi bivuakerede ved et vejkryds længere fremme. Næste dage brage kraftig solskin og de sædvanlige flyverbesøg. Om aftenen kom det, jeg havde ventet på. Fjenden havde opdaget os og satte et par granater ned mellem os, der spredte død og ødelæggelse. Der udbrød panik. Som grebet af djævlen drejede hele regimentet om, og kun få blev tilbage for at tage sig af de sårede og døde. At vi ikke kunne blive på det tåbelige sted, et vejkryds uden dækning for indsigt, indså man til sidst også højere oppe.

Vi trak os et par hundrede meter tilbage. Regimentet spredte sig mere ud, væk fra den farlige vej og søgte efter alt efter mulighed dækning. Jeg havde til det formål for min deling udset en gruppe nøddetræer, hvor jeg lod teltene slå op, og hvor vi forblev uskadt. Da vejret allerede var godt varmt, kunne vi sagtens holde det ud i det fri, et heftigt regnskyl måtte vi tage med i købet, da det kom.

Vi undrede os over, at vi endnu ikke blev sat ind, beskydning ved fronten var vedvarende temmelig livlig, og forstærkedes nu og da til trommeild. Englændernes tidligere angreb var blevet ganske godt afvist. Da hørte vi, at vi ikke skulle afløse tropperne i den forreste linje, vores division var bestemt til støddivision.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)