Tag-arkiv: Landstormen

17. april 1918 Johannes Ankersen: “Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen.”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

I nogle dage blev vi skubbet hid og did, så kom der ordre om den 17. april at angribe i retning af Strazeele. Vi havde allerede bemærket, at modstanderen havde trukket gevaldige masser af artilleri og infanteri sammme, men vi håbede på det bedste. At der igen forestod os en hård dag, var klart for os alle. – Minekasterne blev ikke indsat i foreste linje, men stod beredte længere tilbage, for ved angrebets begyndelse – formiddag klokken 11 – at rykke frem og hurtigst muligt indhente infanteriet igen.

Natten til den 17. rykkede jeg med kompagniet i beredskabsstilling. Det var allerede ubehageligt. Det fjendtlige artilleri beskød egnen, ganske vist planløst, men hvert hus, hver skyttegrav og hver hæk blev alligevel fra tid til anden betænkt med nogen salver. Endelig fandt vi en plads, hvor vi kunne holde det nogenlunde ud.

Omkring klokken 7 begyndte vores artilleris ødelæggelsesild, sprænggranater, gasgranater, gelb-, grün- og gelbkreuz, mellem hinanden. Det fjendtlige artilleri holdt ved, men blev efterhånden svagere, tilsyneladende virkede vores gas. Tidspunktet for angrebet rykkede nærmere. Klokken var 11, nu skulle vores angreb være gået i gang. I samme øjeblik rykkede jeg frem med minekasterkompagniet. Fjendens ild var ikke mere så kraftig, kun af og til indslaget fra en svær granat.

Det havde regnet i løbet af natten, hvilket var nok til at gøre vores vej meget besværlig. Minekasterne og ammunitionskærrene sank dybt i, mennesker og dyr måtte arbejde hårdt. Nu blev den fjendtlige ild igen kraftig. Et lille skovstykke ved en lav skråning bød nogen beskyttelse, det var nødvendigt med en lille pause, vi var alle udmattede, og sveden løb i små klare bække ad dyrenes pels, de rystede af anstrengelse. Fra skovstykket førte en markvej til hovedvejen mod Strazeele, den ville jeg nå for at trænge videre frem af hovedvejen. Det burde gå hurtigere, også selvom jeg var klar over, at vejen lå under særlig kraftig beskydning.

Der var ellers ikke noget at se i området, enkelte ingeniørtropper, ellers intet. Foran mig på en lang højderyg, som vores infanteri havde besat, var der livstegn, jeg antog at angrebet var i gang bag højderyggen. Efter at vi i nogen grad havde genvundet pusten, gik det videre. Forrest jeg med to ordonnanser, bagved 1. deling – to minekastere med ammunitionskærrer, bespændt og med det tilhørende mandskab – 10 meter bagefter fulgte den 2. og så den 3. deling.

Vi var omtrent kommet 200 frem, da maskingeværkugler pludselig peb om ørerne på os. Jeg troede, at vi blev beskudt af en fjendtligt flyver, men der var ingen flyvemaskine at se. Så bemærkede jeg, at skuddene kom fra et hus måske 500-600 meter fra os, hvad var nu det? I et par spring var jeg i dækning bag et hus og så mig omkring. Gud fader, det var et trist syn. Ikke langt væk lå føreren af 1. deling, en løjtnant, såret på jorden. Enkelte mænd bekymrede sig om ham og ville forbinde ham. De  øvrige fra 1. deling og fra 1. minekaster fra 2. deling var fra vejen sprunget i grøfterne eller i granathuller, granatkasterne stod forladt på vejen, mens maskingeværet stadig skød.

Det første jeg gjorde, var at få båret den sårede officer i dækning bag huset, folkene havde tilsyneladende tabt hovedet, da de forsøgte at forbinde ham under beskydning. En mand råbte op, han var såret, jeg råbte til ham, at han skulle kravle hen til huset, men da vi havde bjærget officeren, lå manden allerede død, han havde ikke kunnet besinde sig, var blevet stående og havde fået skud i hovedet. Det var Gud ske lov den eneste døde.

Officeren, som vi havde hentet, havde et svært hofteskud, kort derefter kom den løjtnant, der førte 2. deling, kravlende med gennemskudt fod. En letsåret musketier befandt sig ved 3. deling i skovstykket. Det var underligt nok alle tab. Vi kunne være glade for, at det gik så godt som det gjorde. På så kort afstand havde gode maskingeværskytter kunnet meje hele kompagniet ned. Tre minekastere med heste stod stadig på vejen, det vil sige en hest var død, en anden lå i de sidste krampetrækninger på jorden. Kun den tredje hest, den os nærmest, stod endnu uskadt og rørte sig ikke ud af pletten. At hente den ville have været selvmord. Pludselig satte dyret i gang og bragte minekasteren hen til huset, hvor den holdt an. Hesten havde fået et skud i ryggen og var derefter begyndt at trække minekasteren.

Hvad skulle nu gøre? Så snart en af os stak hovedet lidt frem bag huset, raslede maskingeværet. Hvordan var det kommet så vidt, hvordan var det overhovedet muligt? Et stod klart, infanteriets angreb var ikke lykkedes, vores troppe var ikke trængt frem. Først senere erfarede jeg, at jeg, som følge af et upræcist kort, havde forvildet mig ud til vores regiments venstre flanke. Det kompagni fra naboregimentet, der lå der som flankesikring, havde roligt lade os passerer. Jeg havde overhovedet ikke set dets folk, da de naturligvis lå så skjult som muligt i deres huller.

Nu lå jeg altså foran vores egen linje med englænderne lige foran næsen. Havde maskingeværet ikke skudt, så var vi sandsynligvis i den faste overbevisning at området var fri for fjender, løbet direkte i armene på Tommy. Det var jo, Gud ske lov, blevet afværget, men det så alligevel trøstesløst ud for os. Kompagniet var spredt, hos mig kun begge officerer og omkring ti mand. Forbindelse med 3. deling havde jeg endnu ikke.

Jeg forsøgte nu at finde det fjendtlige maskingevær, jeg havde i det mindste en minekaster hos mig, så jeg kunne takke broderen for beskydningen, men jeg kunne ikke finde det, det havde tilsyneladende skjult sig godt i huset. Desuden virkede det som om det engelske maskingevær havde fået stillet sin virketrang. Men i stedet for beskød artilleriet os.

Åbenbart var vores kommen blevet det fjendtlige artilleri meddelt præcist, for ilden lå planmæssigt på os. Næsten uafbrudt gav det hele dagen granater og shrapneller mellem hinanden, det var et vidunder, at vores hus forblev så uberørt. Hvert øjeblik forventede jeg at se taget styrte sammen. Vi havde gerne forladt huset og var hellere krøbet sammen i et granathul, men vi kunne ikke lade de to sårede i stikken. Altså holdt vi ud og ventede på mørket, i ly af hvilket vi ville stikke af.

På trods af den stadig livsfare udlod vi ikke at grave den faldne en grav, endda et kors med navn og regiment blev fremstillet, desuden et par bårer til at skaffe de sårede væk om aftenen. Og igen ventede vi længselsfuldt på mørket, som ikke ville komme, dagen var alt for lang, men uafbrudt hylede og bragede det rundt om vores jammerlige tilflugtssted.

Den 3. deling havde af omveje sendt en meldeløber til mig og udbad sig ordre. Ind til vider blive liggende til aften, så måtte det siden vise sig hvordan. Ligeledes af omveje sendte jeg en meldeløber til regimentsstaben. Manden kom tilbage i skumringen og bekræftede min formodning. Vores infanteri var ikke kommet et skridt frem. Vores ødelæggelsesild havde ligget forkert og næsten sat halvdelen af vores egne tropper ud af spillet. Fjenden var derimod næsten uberørt, og hans artilleri, minekastere og maskingeværer beherskede situationen. – Jeg skulle personligt komme til regimentet.

Regimentsstaben fandt jeg kort bag den forreste linje i et kummerlig rønne, omkring hvilken granaterne uophørligt sprang. Overalt var der spor efter den mislykkede offensiv, mandskab og officerer hang med hovederne af vrede og skuffelse. Kommandøren ville have to minekastere indsat i eller ved Merris og befalede mig at besigtige stillingen. Det gjorde jeg og lod i løbet natten de to minekastere bringe frem, de øvrige sendte jeg i beredskab. Så gik jeg igen tilbage til regimentsstabens elendige kvarter, som var omgivet af røgen fra de eksploderende miner. På bordet stod en flaske med cognac, jeg styrkede mig dygtigt, lagde mig så hen og sov straks ind. Dagens ophidselse havde udmattet mig fuldstændigt.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

19. april 1916. Kirkeklokker, kogødning og kødkort.

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Indførsel af magert kvæg fra Danmark og Sverige.

Landbrugsministeren har ifølge ”Hejmdal” givet tilladelse til, at der må indføres 1000 stykker magert kvæg til hertugdømmerne fra Danmark og Sverige, dog kun på betingelse af, at indførslen udelukkende foretages af kvægkommissionærerne Louis Jacobs og Rasmus Andersen i Husum.

Indførslen er endvidere afhængig af følgende betingelser: 1) Det indførte kvæg skal ved indførslen undersøges af kredsdyrlægen; 2) Det må kun befordres i lukkede jernbanevogne; 3) Efter at kvæget er udladet, skal vognene desinficeres på importørens regning; 4) I de første 14 dage, efter at kvæget er nået til bestemmelsesstedet, står det under polititilsyn og må kun veksle opholdssted med politiets tilladelse og under fortsat polititilsyn.

Salg af kirkeklokker.

Konsistoriet i Kiel meddeler i ”Kirchliches Gesets und Verordnungsblatt”, at firmaet Otto Levyh i Berlin, ifølge meddelelse fra kultusministeren, i en rundskrivelse til præster har tilbudt at købe kirkeklokkerne for at aflevere dem til hærforvaltningen. Overkommandoen i Brandenborg har allerede forbudt firmaet yderligere at henvende sig til menighederne med tilbud om at købe kirkeklokkerne til hærformål.

Konsistoriet gør i den anledning menighederne særlig opmærksomme på, at salg af klokkerne kun må ske direkte til hærforvaltningen, og at menighederne i deres egen interesse gør vel i uden videre af afstå ethvert privat tilbud.

Landråden i Sønderborg

er ifølge ”Dannevirke” blevet forfremmet til ritmester i reserven ved 1. liv-husarregiment i Danzig. Landråden har ikke været indkaldt til krigstjeneste.

Kogødning til 30 pfg. pr. 100 pund.

En gæstgiver Schumann i Husum Nystad har til nogle mænd i Hamborg leveret 60 jernbanevognladninger god, ren kogødning for 30 pfg. pr. 100 pund.

Landstormsmænd på hjemrejse.

I torsdags kom henved 300 landstormsmænd gennem Kiel. De kom fra de østlige valpladser og skulle rejse hjem, da de under felttoget har overskredet det 45. år. De vil derefter blive hjemsendte fra deres hjemlige garnisonsby.

De mange madkort.

”Kieler Zeitung” giver en rammende kritik af den måde, hvorpå myndighederne ordner det mangegrenede og vanskelige tyske madspørgsmål. Det hedder bl.a.:

Vi har kort til indkøb af brød, smør, kartofler, kød, bælgfrugter og mælk. Nu kommer hertil sukkerkortet, det syvende. To pund sukker månedligt pr. hoved af befolkningen! I fjor opfordres vi til at bruge mere sukker. Det manglende fedt skulle erstattes af sukker, hvis næringsværdi blev rost i høje toner. Det blev også anbefalet at bruge sukker til kreaturfodring.

Men efter at det prøjsiske landbrugsministerium 17. december 1915 udstedte en opfordring til forøget dyrkning af sukkerroer og stillede muligheden af en stigning af sukkerprisen i udsigt, begyndte man i alle husholdninger at gøre stigende indkøb af sukker. Der blev gentagne gange offentlig henvist til, at opkøb af sukker var fuldstændig unødvendigt da vi havde sukker nok. Men klog af tidligere erfaringer ænsede befolkningen ikke disse henstillinger. Og nu er den øjeblikkelige indførelse af sukkerkort anordnet, og der trues med fratagelse af alle beholdninger over 10 kilogram! Der skal indtil videre månedlig kun afgives 2 pund pr. hoved i befolkningen.

Borgmesterens smør.

”Eberswalder Zeitung” fortæller følgende lille smør-historie:

I en by i nærheden af Eberswalde sendte en kone sin lille datter til smørhandleren efter et halvt pund smør. Købmanden erklærede imidlertid højtideligt, at han ikke havde smør. Men den lille blev stående og bad om at få smørret. Hendes mor havde hårdt brug for det.

Da ringede telefonen i kontoret ved siden af. Købmanden gik derind, talte et par ord i telefonen og  og kaldte så på butiksjomfruen. Og den lille hørte nu, at han sagde: ”Borgmesteren ønsker 5 pund smør, har vi for meget?” Butiksjomfruen svarede ja, og den lille hørte videre, hvorledes købmanden i telefonen meddelte borgmesteren, at han måtte lade smørret afhente.

Den lille pige løb derpå hurtigt hjem og fortalte sin mor, hvad hun havde hørt. Konen gik da straks resolut hen til butikken og bad om de 5 pund smør til hr. borgmesteren. Hun fik dem straks udleveret, betalte kontant og gik.

Hvorledes det senere gik borgmesteren, om han fik en lang næse i stedet for smør, vides ikke.

Indførelse af kødkort i hertugdømmerne.

På et møde, som byrådet i Slesvig afholdt i torsdags, meddelte formanden, at det på et møde, som landrådene og borgmestrene nylig afholdt i Neumünster under overpræsidentens forsæde var blevet besluttet at indføre kødkort i provinsen. Kortene skal give hver person ret til at få 600 gram kød med ben eller 375 gram kød uden ben (skært kød, pølse osv.) ugentlig. Hjemmeslagtning skal i fremtiden være afhængig af landrådens tilladelse.

28. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Landstormsmændene af det 2det opbud

er allerede i skyttegravene i Rusland.

Der er forskel –

En mand fra Kliplevegnen var indkaldt og lå i garnison i Bremen. En skønne dag blev det bebudet for ham, at ham skulle til fronten. Det var han særlig ked af, fordi han i hjemmet havde en halv snes børn, og en af hans kammerater i Bremen af samme opbud da fik medlidenhed med ham og meldte sig frivillig i hans sted.

Dette fik han også tilladelse til, men dog kun på betingelse af, at han ingen børn havde. Man vil heraf forstå, at medens det er en frivillig sag, om en ældre sydtysker vil gå i skyttegraven, så er det en tvungen sag, en ordre, der skal efterkommes, at nordslesvigeren af samme opbud skal derud, selvom han har en halv snes børn i hjemmet.

De hjemløse til session

Landrådskontoret i Haderslev har udsendt følgende:

Til den session, som skal finde sted den 28. og 29. februar, 1. og 2. marts i Haderslev (”Tivoli”), skal alle hjemløse, der er født i tiden fra 2. august 1869 til 31. december 1898, møde, enten de får en særlig befaling dertil eller ej.

Sparsommelighed med papiret!

Landråden i Haderslev anbefaler i kredsbladet for den 24. februar 1916 de ham undergivne myndigheder, embeds- og bestillingsmænd under krigen ved korte beretninger, meldinger, meddelelser eller forespørgsler kun at anvende papir i format af et kvart ark (størrelse 21×16). Fremfor alt bør vedhængende ubenyttede blade undgås.

Atter på lazaret

Frimenighedspræst Jørgen Eriksen fra Stenderup i Sundeved, der i efteråret fik lungebetændelse i Rusland, og som siden sin helbredelse har gjort tjeneste ved udfyldningsbataljonen i Slesvig, er ifølge ”Hejmdal” atter blevet syg og ligger for tiden i lazarettet i den nævnte by.

En tung rejse.

Under sørgelige forhold måtte landstormsmand Mathias Matzen i Sæd, der var hjemme på orlov, tiltræde tilbagerejsen til fronten i Galizien. Hans kone ligger syg af difteritis, to af børnene lå desuden med høj feber syge af mæslinger, og dagen før sin afrejse modtog Matzen ifølge ”Hejmdal” fra Haderslev underretning om, at hans søn, der tjener ved rekrutdepotet, var blevet syg af lungebetændelse.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I tabslisten meddeles, at Theodor Ebeling fra Ketting er faldet og Fr. Salomonsen fra Søgårds Mark hårdt såret.

Wilhelm Adolphsen fra Stenderup (kredsen er ikke anført), Peter Mortensen fra Sottrup og Johs. Thomsen Petersen fra Skelle, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Chr. Hübschmann fra Ullerup og Mathæus Andersen fra Vester  Lindet, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

28. november 1914. Session for landstormen og privat indkvartering

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sessioner for den ikke uddannede Landstorm

Hamborgske blade melder, at den stedfortrædende Generalkommando har anordnet Sessioner for den ikke uddannede Landstorm. Sessionerne skal omfatte alle dem, som er født fra Aarene 1876 til 1894, begge disse Aar inklusive. Det drejer sig om de militærpligtige, der straks paa Sessionerne er overskrevne til Landstormen og om dem, der med det fuldendte 32. Aar fra Forstærkningsreserven (Ersatzreserve) er traadt over i Landstormens 1. Opbud. Sessionerne skal finde Sted i Løbet af December Maaned. Det drejer sig om en forberedende Forholdsregel. Indkaldelser er der endnu ikke tænkt paa.

Omtrent 6.000 Mand Indkvartering

Indkvarteringskommissionen i Flensborg meddeler bl.a.: I Løbet af Dagene mellem den 24. og 27. November maa der anbringes omtrent 2.500 Mand i Flensborg. Det vil ikke altid være muligt i Forvejen at bebude hver enkelt Indkvartering; men Borgerskabet bedes indrette sig paa, til enhver tid at tage imod Indkvartering. Man beder ogsaa i denne Uge at se bort fra ethvert Andragende om Omkvartering. Da Flensborg By under hele Krigen maa regne med omtrent 6.000 Mand i Borgerkvarter, er det enhver Borgers Pligt at gøre sig fortrolig med en varig belægning af hans Kvarter.

Som Følge af højere Anordninger fra Generalkommandoen vil det ikke være muligt at nedsætte Antallet for Flensborg betydeligt. Derfor kan ogsaa den hidtil udøvede Forholdsregel med Omkvartering efter 4 Ugers Forløb kun opretholdes i begrænset Omfang. Endvidere vil det i Løngden heller ikke være muligt at fritage alle 3-Værelses Lejligheder for en Indkvartering; da Boligerne med 4 eller flere Værelser trods stærkere Belægning ikke vil være i Stand til varigt at tage imod hele Indkvarteringen. Der kan kun i de mest paatrængende Tilfælde, hvor der foreligger tungtvejende Grunde, tages Hensyn til Andragender om Fritagelse for Indkvartering.

1914-08 Landsstormmænd i Lysabild
Landsstormmænd på march i Lysabild

15. august 1914. Mænd, der har afsluttet deres værnepligt i årene 1896-1901, skal stille.

I kredsbladet for Aabenraa kredsen gøres det bekendt at:

Fra Landstorm Kompagniet er landeværnet på den første mobiliseringsdag blevet fritstillet som overskud.

Magistraten og de kommunale myndigheder for kredsen gør det bekendt for alle, at årgangene 1896, 1897, 1898, 1899, 1900 og 1901, som ikke var fyldt 39 den 31. marts 1914 skal stille med deres militærpapirer ved distriktskommandoen (Bezirkskommando) i Flensborg.

Aabenraa, den 14. august 1914. Den Kongelige Landråd Siemon.

kreisblatt for Aabenraa

3. august 1914. Fra Nordslesvig under Krigen

Ribe Stiftstidende følger udviklingen syd for Kongeåen. Mandag den 3. august skriver den følgende:

En Ferierejsende, som Søndag Aften kom til Ribe fra Tønderegnen, meddeler Ribe Stiftstidende følgende:

Samtidig med at Mobiliseringsordren udsendtes, bekendtgjordes det ved Opslag, at al Postforbindelse med Udlandet kun maa foregaa paa Tysk paa aabne Postkort; Cifferskrift eller andre Systemer maa ikke anvendes; Breve og Pakker modtages ikke.

Fra Lørdag Morgen svarede Telefoncentralerne: Fjernsamtaler modtages ikke.

Søndag Morgen udsendte Flensborg Avis et meget lille Nummer, Teksten kunne vel fylde Halvdelen af en Side i Ribe Stiftstidende. Redaktionen bad Holderne være overbærende overfor Bladet i disse vanskelige Tider, det ville afholde sig fra politiske og nationale Betragtninger og kun udkomme som rent Efterretnings- og Underholdningsblad. Som ansvarshavende var mod sædvane kun anført E. Christiansen.

Nye tyske Aviser kunne ikke opdrives. Den almindelige Befolkning vidste derfor ikke, om der var erklæret Krig eller ikke; men man anede det, da Landstormen sent i Lørdags Aftes blev indkaldt. Landstormen indkaldes kun ved særlig Befaling af Kejseren og udgøres af Mænd, som er udtraadt af Landeværnet og endnu ikke fyldt 45 Aar. Normalt indkaldes den sidst. Det var derfor ejendommeligt at se de ældre møde før de yngre. Man mener, at de skal anvendes som Vagtposter eller gøre Tjeneste paa Tøjhusene.

Lørdag Aften ankom der Militærtog til Højer Sluse, og store Masser af Bjælker og Pigtraad blev opkøbt i Højer. Søndag Formiddag vedvarede Indskibningen af Tømmer og Kanoner til Sild. Soldaterne havde deres krigsuniformer paa: Graat Tøj, matte Knapper, brune Støvler og Pikkelhuen overtrukket med graat Lærred. Søndag Aften skulle der ankomme et tog med Pionerer, der skulle sættes over til Øen. Et Luftskib er set styre fra Fastlandet mod Sild.

Søndag Morgen troede man at høre et Kanonskud; i Skærbæk erklærede man imidlertid, at Braget skyldtes Sprængningen af en Mine, som havde revet sig løs.

De indkaldte, som stillede i Højer, blev straks sat i Arbejde med at føre Trælast fra Toget og ud paa Skibet. De maatte selv sørge for deres Forplejning den første Dag.

Søndag Eftermiddag kom der Anordning om, at Folk skulle møde Mandag Morgen med deres 4-6 Aars Heste i Tønder for Militærkommissionen.

Nogle af de ledende Danske i Tønder og Omegn blev arresterede Natten til Søndag, og flere føler sig utrygge, ikke mindst fordi man ingen som helst Efterretninger faar ud over Befalinger og Krigsanordninger samt Køreplaner for Militærtogene.

De talrige Badegæster paa Sild haster hjem. I Gaar Formiddags afgik saaledes to fuldt besatte tog lige efter hinanden fra Højer Sluse.

De fleste kongerigske Danske, der var i Slesvig, rejste hjem Lørdag. Meddeleren af disse Linjer havde hos Kommuneforstanderen i den Kommune, hvor han havde opholdt sig de sidste Dage, faaet fornøden skriftlige Attest som fremmed og slap ved Hjælp af sit ”Ausweis” let over den spærrede Grænse.

Hanssen-Nørremølle og andre danske Redaktører frigivne

Rigsdagsmand H.P. Hanssen

 Til Ribe Stiftstidende meddeles Søndag Eftermiddag bl.a.:

Allerede Morgenen efter, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen-Nørremølle var blevet arresteret, ankom der Telegram til ham fra den tyske Rigsdagspræsident om, at Rigsdagen var indkaldt. Telegrammet blev bragt ham i Fængslet af Fængselsinspektøren. Hanssen-Nørremølle reklamerede derefter gennem Landraaden til Regeringspræsidenten og den kommanderende General og blev løsladt kort efter. Han er i Morges rejst til Berlin.

De andre Redaktører ved Hejmdal blev frigivet mod at give deres Æresord.

Meddelelsen om, at Grosserer Julius Nielsen, Tandlæge Smith og Advokat Andersen skulle være arresterede, er ikke rigtig, ligesom Meddelelsen i forskellige Blade om, at der alene paa Haderslevegnen er udstedt Arrestordre mod ca. 30 danske Nordslesvigere, er urigtig.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende