Tag-arkiv: dækningsrum

18. april 1918 Johannes Ankersen: “Store granathuller gabte allerede næsten overalt”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der midt i april befandt sig i Frankrig.

Da jeg vågnede næste dag, var jeg overrasket over at finde mig selv i live såvel som også vores kvarter uskadt. Kommandøren var også allerede på benene, og nu blev der holdt krigsråd. Angrebet var mislykkedes, det stod fast. Vi skulle være glade, hvis vi overhovedet kunne holde vores nuværende stilling. Det måtte altså gøres. Befalingen derfor: ”Stillingen skal indrettes til forsvar”.

Regimentsstaben trak sig tilbage til Bleu, for at opretholde forbindelsen med de ledende kommandoposter 50 meter bag første linje var umuligt. Jeg skulle finde en egnet kælder i Bleu. Det var jeg tilfreds med, jeg glædede mig at komme væk fra det elendige hus, da det syntes mig, at det ville være det en fornøjelse at blive ramt på taget af en engelsk granat og styrte sammen over os.

Det var nu slet ikke så nemt at finde en kælder i Bleu. Gode, solide kælderrum var ukendte i Flandern, men stedet lå under så kraftig beskydning at vi måtte have en eller anden form for dækning. Til sidst fandt jeg dog en kælder. Den var ganske vist bygget ret spinkel, men hvad kunne det nytte? De kartofler, der lå i den, blev smidt i værelserne oven på, det gav også nogen beskyttelse. Rummet blev indrettet efter de forhåndenværende muligheder, og da herrerne fra staben kom, var alt i orden.

I stedet for offensiv var det nu igen stillingskrig, og endda en yderst ubehagelig en, det mærkede vi også i Bleu, for englænderne beskød landsbyen, så vores kælder rystede og rokkede. Den næste morgen gik jeg med kommandøren i stillingen og kunne observere, hvor hurtigt krigen lagde et område øde. Store granathuller gabte allerede næsten overalt. Hvor længe endnu, og egnen her ville også være en uddød kratermark.

Tabene på vores side var temmelig betragtelige, et par dage senere faldt desværre også vores kommandør, da han besigtigede stillingen. Sådan blev også denne dygtige og ærværdige mand taget fra os, den nye kommandør, vi fik, kunne langt fra måle sig med ham.

(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

5. januar 1918 – Mathias Damm: “… naar man kravlede 14-16 m i Jorden”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5. Januar 18.
Kære Moder!
Mange Tak for Pakkerne fra d 27 og Kort fra den 28-29, som jeg modtog i Aftes. Jeg har det stadig godt hernede i Frankrig. Hjemme hos eder vilde man nok drukne, naar man kravlede 14-16 m i Jorden ved Juletid, og her er det snart for tørt. Thi Læberne revner, naar man sover 6 Timer ved en opvarmet Kakkelovn. Luften er for tør, og det hjælper kun lidt om man stiller Vand paa Kakkelovnen, for at det skal dampe. Men godt at det aldrig er saa slemt som naar Læberne revner af Kulde. Naar man her staar to Timer paa Post, er de atter hele. Det er her rigtig Vinter. Det fryser, saa det knager, men i Rusland er det vist værre. Men der behøver der jo ikke at staa saamange Poster nu.

At Guste ikke hører fra Mathias undrer mig slet ikke, thi der er der ikke Orden for en rød Øre mere. Derfor er det intet Under, at Postsageme gaar tabt. Hovedsagen er at Fangerne i det hele har det bedre nu, og de bliver nok allerede saa langsomt samlede til Udveksling, baade her og i Rusland. Er Stephan endnu hos Onkels? Her er de alle borte nu, som her har arbeidet i Etappen. Gid de andre Magter ogsaa vilde besinde sig, men de ere ligesaa Stædige som før. Nu blot mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

Her er nu et Billede til C. F. og H. saa kunne de jo brænde dem med Manden fra sidste Krigslaan som Rasmus udtrykte sig.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

8. juli 1916. Kresten Andresen: Kummerlige soveforhold i dækningsrummet

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 8. juli 1916

Kære forældre!
Tak for brevet af den 3. Nu har I igen været urolige, til trods for mine bestemte formaninger. Der kan jo så let komme uregelmæssigheder med posten, navnlig i denne tid. Nu skal I heller ikke tro, at fordi der står i beretningen, at der har været angreb ved Angres, at det så straks er ved vort regiment, for det er jo et langt frontafsnit, som englænderne betegner med dette navn. Der har da heller ikke været noget af den slags hos os.

I fortæller om et søslag den 10. juni og fred den 17. august, den parole går også overalt hernede; men derfor kan man dog tvivle om, den virkelig har noget på sig. Nu varer det vel heller ikke mange uger, inden rugen kommer i skokke, og da skal der jo også ske noget. Men skidt med det hele. Nu vil jeg give jer en lille situationsplan.

Først vil jeg forudskikke den bemærkning, at maven er tilfreds nu, siden den har fået temmelig med luft, takket være en dåse hensyltede frugter, som jeg fik i kantinen. Som følge deraf har også hovedpinen lettet sig, og det dårlige humør. 

Nu må I tænke jer, at jeg ligger i en dækning seks meter under jordens overflade. Det er en dybde, som ikke før har været anset for heldig for menneskelig tilværelse. Den er bygget af tykke minererammer. En lang trappe fører ned, og for enden af den en tværgang – 1,80 m høj og 1,40 m bred. Langs siden af denne tværgang er smalle sengesteder, smalle i ordets egentlige forstand, da man knap nok kan få plads, når man ligger på ryggen.

Oven over mig ligger Iskov fra Rødding højskolegård. Han har en farligere stilling end mig, da han er mere udsat for at falde ud af sengen. Nu må I ikke tro, at vi ligger på en fjeder madras eller på en blød underdyne. Jeg har en smule træuld, og det løber altid sammen i knuder, som trykker én gul og blå; snart sover der en arm og snart et ben, og sådan bliver den kære søvn ofte forstyrret. I bunden af mit sengested har jeg to brædder, som løber på langs. Og nu vilde jeg endda ikke sige noget, når der ikke behøvedes mere end de to brædder, men for at spare på materialet har man netop mellem de to brædder ladt en åbning af håndsbredde, så I kan nok gøre jer en forestilling om, hvordan lejet er.

Jeg forstår ikke, at der efter to års krig ikke kan gøres så meget hensyn til de kæmpende tropper, at der kan skaffes dem noget at ligge på, men det er der rimeligvis ingen penge til. Her kan jo mangen én i tidens løb ligefrem ligge sig halvt ihjel.

Med mange hilsner eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve