Tag-arkiv: Ligtransporter

20. marts 1918. Jes Sarup steder Mikael Steffensen til hvile

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Mens jeg opholdt mig i Hamborg, dukkede Minderne op fra den Tid, da jeg var kommen til Altona sammen med mine Kollegaer som Krigsfange. [Jes Sarup var sammen med andre dansksindede blevet arresteret og sendt til Altona i august 1914, RR]

Jeg fik Lyst til at aflægge et Besøg i Kriminalfængslet i Altona, hvor vi havde siddet den sidste Tid af vor temmelig omflakkende Tilværelse som Krigsfanger. Da vi i den sidste Tid havde faaet en Del særlige Friheder der i Fængslet, kom vi snart paa en ret god Fod med Fangevogteren, som til at begynde med havde vist sig fra en ubehagelig og brøsig Side. Og særlig havde han kastet sin Kærlighed paa mig. Jeg mindedes saaledes, at han en Aften bad mig om at komme ned paa sit Kontor, og her stak han et dejligt stort Tæppe til mig, som jeg skulde lægge i min Seng, at den ikke skulde være fuldt saa haard. Men jeg maatte endelig ikke omtale det til de andre!

Nu vilde jeg altsaa benytte et Par Timer, da min Søn var optaget af sin Tjeneste, til at aflægge ham et Besøg.

Jeg ringede paa Fængselsporten, og en Betjent kom ud og spurgte mig, hvad jeg ønskede. Jeg udrettede mit Ærinde, at jeg gerne vilde hilse paa Overfangevogteren. Han bad mig om at vente et øjeblik og smækkede Porten i for Næssen af mig. Noget efter kom Overfangevogteren. tyk og bred, og meget reserveret.

Om han ikke kunde kende mig igen? Jo, nu kendte han mig. Vi skiftede et Par Replikker, men Porten blev lukket for mig. Jeg mærkede, at en Fængselsport ikke saa let aabner sig for Besøgende, som jeg havde troet. Sidste Gang, jeg gik ind ad den Port, gik det nok saa let.

Næste Dags Morgen var der endnu ikke kommet noget Telegram fra Manden i Herbesthal, jeg begyndte derfor at blive urolig. Jeg forespurgte Paa Godsekspeditionen i Hamborg, men der svarede man mig, at Liget vilde gaa lige igennem, og de kunde ikke give nogen Oplysning om, hvilket Tog det vilde komme med. Der var ikke andet for, end at rejse hjem og haabe, at det nok vilde klare sig.

Ankommen til Vojens erfarede jeg imidlertid, at Liget stadig ikke var kommet. Jeg begyndte at blive ængstelig for, at Manden i Bryssel alligevel havde spillet mig et Puds og enten havde stillet Vognen ind paa et blindt Spor og „glemt” den der, eller havde dirigeret den fejl. Fra Manden i Herbesthal hørte jeg intet.

Dagen efter ankom Liget imidlertid i god Behold, og dermed var saa alle Bekymringer fjernede.

Nu kunde Mikael stedes til Hvile i Familiegravstedet paa Hammelev Kirkegaard, og vi, hans Venner, kunde faa Lov til at frede om hans Grav. Denne Tanke lod mig glemme Rejsens mange Besværligheder. Men Reaktionen kom, og det tog lang Tid, inden jeg kom til Kræfter igen efter de udstaaede Strabadser. Værst var det med Søvnen. Naar jeg kom til Ro, saa indfandt Minderne sig, og den aabne Kiste i Halluin stod igen for mig, saa snart jeg lukkede Øjnene.

Senere har jeg modtaget et Brev fra Peter Henningsen, hvori han omtaler den farlige Egn, som jeg havde besøgt. Han skriver her blandt andet:

Afsnittet af Kampfronten ved Halluin kaldtes „Wytschete-Bogen”. Det 9. Armekorps var gentagende i denne Stilling, der var meget udsat for svære Angreb. De to nævnte Byer, som laa under Fjendens Artilleriild, var efterhaanden bleven slemt medtagne. Civile Folk var der kun faa af, alle paa egen Risiko, for største Delen beskæftiget af Hærledelsen. De mange smaa Byer i Nærheden var fyldte med Soldater og Krigsmateriel, den noget længere tilbage liggende By Cortrick (Flandern) var ofte udsat for Flyverangreb, og mange af Byens dejlige gamlc Huse og offentlige Bygninger bar Mærker af de frygtede Flyverbomber. Dette var især Tilfældet i den Tid, den berømte Friherre v. Richthofen (den røde Kampflyver) var med sin store Flyvertrop i Lejren et Stykke fra Byen. Til Tider var her flere Hundrede Flyvere, og aldrig var der Ro, hverken Dag eller Nat, det ene Brag afløste det andet. Det var derfor med største Forundring, at jeg en Dag i Telefonen fik Meddelelse om, at du havde faaet Lov til al komme ind i dette Kampafsnit. Min Svoger, Dyrlæge Schmidt fra Aabenraa, der var Kommander for et Hestelasaret, og tilfældig laa i Nærheden, Peter Frees og jeg ventede paa det aftalte Sted for at være sammen med dig. Vi glædede os til Sammenkomsten, men den blev jo desværre ikke til noget.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

17. marts 1918. Jes Sarup påbegynder hjemrejsen

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Hjemrejsen

Længe for Toget skulde forlade Lille, havde jeg opsøgt mig en Plads i Toget, efter at have forvisset mig om, at Vognen med det opgivne Nummer var medindrangeret. Mine Medrejsende var alle Soldater. Kupeerne var mørke, og som vi sad og ventede paa Afgangssignalet, slukkedes paa en Gang alle Lys paa Banegaarden.

Der er Flyvere i Anmarch, hed det.

Saa var Nerverne der igen. Jeg syntes, det var en Evighed, vi holdt der paa den mørke Banegaard. Selv i Halluin under Flyverangrebet havde jeg ikke været saa nervøs. Her følte jeg i Grunden for første Gang Angst. Jeg vidste jo, at Flyverne var godt orienterede med Hensyn til Jernbanestationernes Beliggenhed, og dem hjemsøgte man med Forkærlighed ved Flyverangreb. I Halluin havde jeg næsten uden at mærke det, oplevet et Flyverangreb, og ellers var jeg vandret omkring i et af de mest udsatte Kampomraader, uden at jeg havde mærket til nogen overhængende Fare. Skulde Skæbnen indhente mig nu saa at sige her paa Falderebet?

Endelig begyndte Toget langsomt at sætte sig i Bevægelse, vi rullede ud af den mørke, nu saa uhyggelige Banegaard, og snart laa Byen ogsaa bag os. Det var mørkt i Toget, men over os lyste en stjerneklar Himmel. Der ude i Horisonten steg og dalede de forskellige Lyskugler, gule, blaa og røde, som det skønneste Fyrværkeri, et pragtfuldt Syn for Øjet, naar ikke den alvorlige Baggrund havde været — Kanonernes Rullen, Ildlinjernes Dønninger lød fjernere, som vi kørte frem; Faren blev mindre.

Men Toget gik mig ikke hurtigt nok, jeg længtes efter at komme hjem, bort fra det hele. Soldaterne, der rejste med, var for største Parten Orlovsrejsende. De var derfor i godt Humør, og Snakken gik lysteligt, men jeg var ikke i Humør til at give mig i Samtale med dem, gad næppe høre efter, hvad de talte om. Emnerne var de samme, som jeg nu havde Hørt ideligt i flere Døgn. Jeg prøvede paa at sove, men det var umuligt.

Endelig naaede vi Bryssel om Morgenen Kl. 6. Her havde jeg igen Ophold til langt hen paa Eftermiddagen. Jeg maatte nemlig nu kun benytte Persontog, da Vogne med Lig ifølge Bestemmelserne ikke maatte føres med Eksprestog.

Imidlertid gik der et Eksprestog Kl. 1, og da jeg vidste, at det var ret almindeligt, at Ledsagere af Lig paa disse lange Transporter fik det ordnet saaledes, at de kunde tage med Ekspressen og saa lade Liget følge efter, vilde jeg ogsaa ordne det saaledes. Jeg vilde nemlig gerne blive en Dag over i Hamborg, da min Søn laa i Garnison i Groß Flottbeck den Gang.

Det havde jeg imidlertid intet Held med til at begynde med. Den Embedsmand, som jeg henvendte mig til, afviste mig pure. Jeg begyndte at parlamentere med ham, at jeg jo kunde prøve paa at indhente Tilladelse til at benytte Eksprestoget hos Stationsforstanderen. Det vilde være ganske forgæves, protesterede han. Han var fungerende Stationsforstander for Tiden, og det var ham, der ene traf Bestemmelse, saa længe han havde Tjeneste. Jeg hørte senere af en Mand, som havde gjort den Slags Rejser mange Gange — han drev nemlig Forretning med at hente Lig hjem fra Krigsskuepladsen —, at det havde jeg begyndt ganske forkert. Jeg skulde have stukket ham en 20-Markseddel, saa havde der ingen Vanskeligheder været. Paa den Maade var han altid sluppet igennem.

Da jeg mærkede, at Manden ikke kunde vindes med det gode, han arbejdede sig mere og mere op i en kunstig Ophidselse, lod jeg ham staa.

Jeg lod, som om jeg forlod Banegaarden, for at han ikke skulde mærke Uraad. Men gik saa ad en Omvej ind i Kontorerne og bad om at blive ført til Stationsforstanderen, for hvem jeg frembar min høflige Anmodning. Han var en Herre af en hel anden Støbning.

Det er ikke tilladt, men jeg veed godt, at det bliver gjort almindelig, sagde han, og jeg kan saa inderlig godt føle med Dem. Det er en meningsløs Bestemmelse, at Ligets Ledsagere skal være tvunget til at ligge flere Døgn paa Jernbanen, da han jo dog ikke fra sin Kupe kan overvaage, at Ligvognen ikke ved en Fejltagelse kobles fra paa en af Stationerne ved de idelige Rangeringer, som Persontogene ofte er underkastede.

Stationsforstanderen gik med mig ned til Billetsalget og besørgede personlig en Tillægsbillet til mig, saa kunde den anden brøsige Herre ikke mere standse mig, og glad var jeg.

I Grænsestationen Herbesthal mellem Belgien og Tyskland maatte jeg klarere Fragten for Transporten gennem Tyskland, der var meget høj. Gennem de besatte Dele af Frankrig og Belgien var Transporten, saa vidt jeg mindes, gratis. Jernbaneembedsmanden i Herbesthal begyndte ligeledes at gøre lidt Vanskeligheder, men der kendte jeg Metoden. Da jeg havde stukket ham en Drikkeskilling, var alle Vanskeligheder fejede bort, og alt gik glat. Han lovede mig yderligere at sende mig et Telegram til Hamborg med Meddelelse om, hvornaar og med hvilket Tog Liget gik derfra, for at jeg i Hamborg kunde regne ud, hvornaar Liget vilde ankomme dertil, saa vilde jeg rejse med samme Tog hjem. Jeg gav ham rigelig Penge til Telegrammet og rejste saa videre.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

16. marts 1918. Jes Sarup i teater

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Et Ophold i Lille

En fast Køreplan for Togene kunde man selvsagt ikke regne med i disse Egne og under slige Forhold. Man kunde paa Jernbanestationerne se Afgangstiderne, men der var udtrykkeligt taget Forbehold.

Flyverfaren har selvfølgelig haft sin store Indflydelse paa Toggangen, men formodentligt har man ogsaa af Hensyn tilTroppetransporter i det hele villet vildlede Fjenden ved at undlade faste Togtider.

Det blev mig meddelt, at jeg maatte vente i Lille til om Aftenen Kl. 10, før den Tid gik Toget ikke videre.

Med Hensyn til Provianteringen havde jeg jo Dagen i Forvejen gjort mindre gode Erfaringer. Jeg vilde derfor nu prøve mig frem paa en anden Maade.

Jeg vidste, at mit Pas gav mig Adgang til Officersmessen, men hidindtil havde jeg ikke haft behov at benytte mig af Passet som særlig Legitimation i den Slags Øjemed. I Halluin havde man anvist mig et jævnt Spisekvarter, som jeg godt kunde hjælpe mig med, jeg skøttede slet ikke om at komme i Officerernes Selskab.

Nu gik jeg hen til Banegaardskommandanturen, og idet jeg fremlagde mit Pas, udbad jeg mig anvist et Sted, hvor jeg kunde spise Middag. Kommandanten var yderst elskværdig og viste mig hen til Officersmessen, som jeg jo ogsaa havde ventet.

Officersmessen var indrettet i et gammelt Hotel med store, hyggelige Lokaler. Da jeg kom ind og havde taget Plads ved et af Bordene, nærmede en civilklædt Tjener sig. Jeg havde lagt Mærke til, at en tilstedeværende Officer havde vinket ham hen til sig og ført en kort Korrespondance med ham. Tjeneren spurgte mig — ikke om mine Ønsker med Hensyn til Spisesedlen, men — om mine Papirer. Da jeg havde fremlagt mit Pas, og min Legitimation saaledes maatte anses for fuldgyldig, kunde jeg ogsaa faa en Spiseseddel.

Middagen, som blev serveret for mig, var baade rigelig og meget velsmagende og dertil ganske forbavsende billig: 3 Retter Mad med en halv Flaske Rødvin for 5 Mark. Det var ikke stort mere, end jeg havde betalt Dagen i Forvejen for Kaffe med nogle tørre Smaakager i Kafeen. Jeg forstod, at jeg var kommen til den rette Kilde. Men jeg forstod ogsaa bedre et Ord, som man hørte overalt dernede og forresten ogsaa herhjemme: „Gleiche Löhnung, gleiches Essen, denn wäre der Krieg schon längst vergessen”. (Frit oversat: Med samme Mad og lige Løn, havde Krigen for længst været en Drøm.)

Nu mærkede jeg i Grunden først, hvor tarvelig den Mad havde været, som vi havde spist i Halluin, og dog var den sikkert adskillig bedre end den, man leverede til Frontsoldaterne, dem, der gjorde det største Arbejde og trængte allermest til en ordentlig Forplejning.

Efter at jeg saaledes havde styrket mig, kunde jeg i Ro give mig til at se paa Byen. Omkring Banegaarden var Gaderne slemt medtagne. En hel Del store Huse var skudte i Grus, men, som jeg hørte var det sket af Tyskerne, inden Fæstningen var taget. De Allierede havde ikke beskudt Byen synderligt. Kuu Flyverne havde man jævnlig Besøg af.

Mens jeg gik omkring Paa en storPlads i Nærheden af Banegaarden, hvor det myldrede af Soldater – Civilister saa man ikke mange af — blev jeg anholdt af en Soldat, der med sin Messingplade foran Brystet kendetegnedes som Gendarm eller Politi. Han ønskede at se mit Pas. Man var i Lille øjensynlig mere nervøs og ængstelig for Spioner end i de andre Byer, hvor jeg havde været.

Der laa nu en hel Eftermiddag foran mig, og den skulde gerne anvendes godt, saa jeg kunde faa set, hvad der var af interessante Ting og Forhold. Det, jeg savnede, var en Fører, men jeg anede ikke, hvem der mulig kunde ligge her af mine Landsmænd.

I Halluin og Menin var Lykken mig huld, der løb jeg paa Landsmænd paa Gaden. Og det syntes virkelig, som om jeg skulde have lidt af samme Held her. Det var, mens jeg gik paa den store Plads i Nærheden af Banegaarden. Jeg saa da Bogholder Knud Høy fra Aabenraa gaa paa den modsatte Side af Pladsen.

I øjeblikket kunde jeg ikke komme i Tanker om hans Navn, og der var derfor intet andet for end at se, om jeg kunde indhente ham. Men inden jeg naaede derover, var han forsvunden i en eller anden Sidegade. Han var min eneste Chance, jeg saa ingen andre Landsmænd dernede, skønt der selvfølgelig har været adskillige af dem.

I Teatret

Ved et drive omkring i Gaderne kom jeg forbi Teatret og saa paa Opslaget, at der netop skulde gives en Forestilling om Eftermiddagen Kl. 4. Naa, altsaa Teater bag Fronten, ja hvorfor ikke? Det maatte jeg se. Det skulde interessere mig at se, hvad man bød Soldaterne, og saa vilde jeg nok gøre Psykologiske Studier.

Det var berlinske Kunstnere, som var reklamerede fri for Krigstjeneste, fordi de skulle stille deres Evner i Folkets Tjeneste paa en bedre Maade ved at sørge for god og fornøjelig Underholdning. Nu var de kommen til Frankrig for at glade Soldaterne med deres Kunst.

Teatret var stuvende fuldt, ene Soldater, og de syntes for en kort Stund at have strøget alle Tanker om Krigen, og hvad den førte med sig, af sig, for at give sig hen i Nuet. Der spilledes et Lystspil og de udmærkede Skuespillere gav deres Bedste. Soldaterne reves fuldstændig med og ydede udelt Bifald.

For mig var Modsætningen for stærk, jeg fattede næppe, at man kunde glemme Krigens Alvor saa helt og holdent. Der var baade i Vestibulen og inde i Teatret opslaaet store Plakater som opfordrede til at søge ned i Kældrene, naar Alarmsignalerne meldte, at Flyvere nærmede sig. Et saadant Signal var jo nok til at afbryde Idyllen.

Selv da Lamperne slukkedes, stod disse advarende Plakater for mine Øjne midt under Spillet. Jeg følte mig ikke tryg og kunde ikke under Spillet glemme, hvad der laa der ude.

Forestillingen gik uforstyrret, som sagtens saa mange. Men om Signalerne havde lydt, kunde alle Tilskuerne da naa at komme ned i Kældrene? Hvor var de, og var de rummelige nok?

Den Slags Tanker kom og gik. Jeg mærkede paa mig, at jeg var mere nervøs her, skønt jeg nu var længere fra Fronten, end jeg havde været de to foregaaende Dage, hvor jeg endog havde været i umiddelbar Nærhed af Skyttegravene og havde været fuldstændig rolig. Men alle de stærke Indtryk, som jeg havde været udsat for de sidste Dage, havde taget noget mere paa Nervesystemet, end godt var.

Efter Forestillingen gik jeg hen i en meget elegant Kafe, hvor jeg for dyre Penge kunde faa en Kop Chokolade. Men der var mennesketomt og kedeligt, og jeg længtes efter at kunne forlade Byen. Og der var endnu flere Timer til Togets Afgang. Da fik jeg den gode Tanke at faa mig et Bad. Badeanstalten, havde jeg set, var i Nærheden. Det styrkede mig. Det var første Gang i 6 Dage jeg kunde faa mig klædt helt af, og som et nyt Menneske forlod jeg Badeanstalten.

Før Afrejsen gik jeg endnu en Gang hen i Officersmessen og fik mig en udmærket Aftensmad, og saa endelig nærmede Tiden for Afrejsen sig.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

15. marts 1918. Jes Sarup konfronteres med Mikael Steffensens lig

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Mikaels Lig graves op

Klokken 10 skulde jeg møde paa Kirkegaarden. Til den fastsatte Tid ankom Feldwebel Langenfeld og en Del af Mikaels Kammerater. Staack havde løbet sine Fødder ømme Dagen i Forvejen paa vor Tur, saa han maatte sende en Undskyldning, at han ikke kunde møde.

Soldaterne, der bar Stormhjelme, havde bragt en Del Kranse med til Kisten. De stillede sig op ved Lighallen, hvor en Officer var ankommen, som skulde overvære Opgravningen og fastslaa, at Liget var det rette. Uden for Lighallen stod en Ligkiste, men den lagde jeg ikke videre Mærke til. Det var jo ikke noget usædvanligt paa det Sted, og Kisten var af samme Slags, som jeg havde set den første Morgen, lavet af graa, uhøvlede Brædder. Først senere lagde jeg Mærke til, at den bar Mærker af Jord. Officeren drog mig ind i en Samtale, hvorved jeg vendte Ryggen til de andre og ikke mærkede, hvad der foregik bag ved mig.

Jeg vendte mig intet anende om til Soldaterne igen, og mente, at vi vel nu skulde ud til Graven. Men da var Kisten bleven aabnet og Mikaels Lig laa i den lige foran mine Fødder.

Hænderne var kulsorte. Han holdt dem frem, som greb han efter noget. Det var et Syn, som jeg aldrig vil glemme. Lange Tider senere havde jeg dette Syn for mig, saa snart jeg lukkede Øjnene. En af Soldaterne begyndte at aabne Mikaels Vaabenfrakke for at søge Erkendelsesmærket frem. Straks kom hans nøgne Bryst frem. Han havde intet andet paa end Frakke og Bukser. Mærket var der ikke. Det har man vel ikke tænkt paa at give med i Graven, da man efter Obduktionen har givet ham lidt Tøj paa, inden han er bleven lagt i Kisten.

(fortsættes under billedet)

Mikael Steffensen (1887-1917) Styding, Hammelev

Men Erkendelsesmærket var overflødigt. Baade hans Kammerater og jeg kunde kende ham igen. At han, til Trods for at han allerede havde ligget 4 Maaneder i Graven, var saa lidt forandret, saa han uden Vanskelighed kunde genkendes, var vist nok en Følge af, at Graven havde været fyldt med Vand til op over Kisten.Officeren var tilfreds med vor Dokumentation. De nødvendige Dokumenter udstedtes, og jeg maatte kvittere for Modtagelsen af Liget.

Han blev senere lagt over i den Kiste med Zinkindlæg, som Langenfeld havde bragt med den første Dag. Men mens dette stod paa, førte man mig bort. Dette overværede Langenfeld kun.

Kort Tid efter blev Kisten stillet op paa en Vogn og vi ledsagede den ud til Jernbanestationen. Nærmest Kisten gik Kammeraterne fra hans Afdeling med Kranse. Derefter fulgte Langenfeld og jeg, og det lille Ligtog afsluttedes af nogle enkelte Soldater, der tilfældig var til Stede. Af Landsmænd var Hjulmager Paulsen fra Gabøl blandt dem.

Ligkisten blev stillet ind i en Jernbanevogn og Kransene anbragte til Dels paa Kisten, til Dels hængt op i Vognen, som derefter plomberedes, og jeg fik Vognens Nummer opgivet af Togpersonalet.

Jeg tog Afsked med Kammeraterne og takkede dem for al deres Venlighed mod vor fælles Ven og for den sidste Ære, de nu havde vist ham ved at ledsage ham til Jernbanestationen. De var meget bevægede, hos enkelte trillede Taarerne ned ad de vejrbidte og skæggede Kinder, da jeg trykkede deres Haand til Afsted. Klokken 12 gik Toget fra Halluin Station, og Hjemturen begyndte.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

14. marts 1918. Jes Sarup støder på en landsmand

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Hemmeligt Politi

Næste Morgen stod jeg tidligt op, da jeg vaagnede efter nogle Timers forfriskende Søvn, den eneste rigtige Søvn, som jeg fik paa hele Rejsen derned. Staack og Kliver skulde først komme op paa Formiddagen, saa jeg havde endnu flere Timer til min Raadighed, som det gjaldt at faa anvendt paa den bedste Maade.

Min Morgenmad skulde jeg have i det Spisekvarter, som var bleven mig anvist. Det var vist mest beregnet paa Embedsmændene og de lavere Befalingsmænd i Byen. Maden var velsmagende, en god Appetit hjalp ogsaa godt til, at den ellers noget tarvelige Mad skred saa let.

Morgenmaden bestod af et Par tykke Skiver Brod med Marmelade og en varm Drik, som skulde forestille Kaffe. Men med de Reserver, som jeg selv havde med i min Kuffert, kunde jeg nok faa et kraftigt Morgenmaaltid, som kunde give Kræfter til de forestaaende Strabadser.

Jeg vandrede omkring i Gaderne de Par Timer, indtil Rejseselskabet til Lille kunde komme. Der var jo altid noget at se efter, og man kunde have Held til træffe paa Landsmænd, eftersom det var rygtedes, at jeg var kommen derned. Der var ikke saa faa af dem dernede, og mange havde de mest mærkelige Bestillinger. Drejer K. Bahnsen fra Haderslev havde saaledes faaet Ansættelse som hemmeligt Politi i Menin. Han har fortalt mig ganske interessante Træk fra sin militære Karriere, der begyndte som Arbejdssoldat; han var oprindelig kasseret for Militærtjeneste paa Grund af en Hjertefejl – og nu tilsidst var han altsaa kommen ind i det hemmelige Politis Tjeneste. Hans Vaaben bestod i en tyk Stok og en Revolver. Som Arbejdssoldat fandtes han nok ikke værdig til at bære Sabel.

Men før han naaede frem til denne Post, havde han en kort Tid været ansat ved Proviantsfordelingsstedet og derefter som Fangevogter.

Ved Proviantsfordelingsstedet havde han i Grunden først oplevet, hvor bunduærlige Menneskene var. Den Proviant, som skulde have været fordelt mellem Soldaterne, blev brugt som Betalingsmiddel ved de berygtede „Schieberforretninger”. Officererne og de Soldater, der kunde faa Lejlighed til det, sendte store Pakker Levnedsmidler hjem.

Før var der ofte blevet oplæst et Reglement for os, hvorefter Tyveri var forbudt. Det samme gjaldt vel ogsaa her, men der var bare ingen, der brød sig om det. Ja, en Officer fortolkede endogsaa Reglementet saaledes for Mandskabet, at Tyveri i og for sig ikke var forbudt, men det var forbudt at lade sig fange. Og den Fare at blive fanget, var meget lille, for vi stjal alle, ingen havde noget at lade den anden høre.

Senere maatte jeg gøre Tjeneste som Fangevogter for Belgierne, som skulde føres til Arbejdspladser. Da jeg imidlertid opdagede, at de blot skulde arbejde for at fordrive Tiden — de skulde bygge Barakker, som de maatte bryde ned igen for at bygge dem paa en anden Mark — saa tog jeg det ikke saa højtideligt med Arbejdet. Jeg gav dem Lov til at tage sig en Skraber, jeg skulde nok holde Vagt og sikre os mod Overraskelser.

Mit næste Trin paa den militære Rangstige blev saa, at jeg kom ind i Politiets Tjeneste.

Vort Arbejde, fortalte han, bestod i at spadsere fra Morgen til Aften — jeg vil hellere sige at luske omkring saa lidt iøjnefaldende som muligt. Alt, hvad der kunde vække vor Opmærksomhed eller Mistanke, skulde vi undersøge og melde, særlig skulde vi have et vagtsomt Øje med Officererne og afkræve dem deres Legitimation, hvor vi traf dem. Man mente, at franske Spioner med Forkærlighed benyttede deres Uniformer til Forklædning. Det er gerne muligt, men jeg har aldrig haft Lejlighed til at fange en Spion, og Belgierne skulde jeg nok lade gaa i Fred.

Paa et Tilbagetog kom vi til Byen Isegim i Flandern. Alle mandlige Indbyggere fra I6 til 45 Aar skulde indespærres for at sikre Tilbagetoget mod lumske Baghold. Kirken blev benyttet som Fængsel. Det var os paafaldende, at til Trods for, at vi nu havde slæbt Mænd hen i Kirken i mange Timer, saa fyldtes den ikke, og det var, ligesom Byen ikke kunde tømmes. Vi opdagede saa, at der stod en Stige op imod et Taarnvindue, og derigennem forsvandt de, lige saa hurtigt vi puttede dem ind i Kirken. Det blev der jo saa sat en Stopper for.

Hen paa Eftermiddagen havde vi saa endelig faaet hele den mandlige Befolkning samlet der i Kirken. Saa opdagede vi en Flok fjendtlige Flyvere. Vi fik alle travlt med at søge Ly i Kældere og andre Dækninger. Da Belgierne mærkede, at Vagten var borte, var de heller ikke sene med at komme ud og spredtes hurtig i alle Verdenshjørner, og senere tænkte ingen paa at samle dem igen. En Gang skulde jeg transportere en Belgier til et Fængsel i en Naboby. Undervejs kom vi forbi hans Hjem. Han bad, om han ikke maatte faa Lov at være hjemme om Natten, da det nu var blevet Aften. Jeg indvilgede heri, imod at han ogsaa skulde skaffe mig Soveplads, og det gik han med Glæde ind paa. Der blev serveret en meget velsmagende Aftensmad for os — jeg hørte senere, at det havde været stegte Frø-Laar. Min Soveplads blev anvist mig sammen med Ægteparret i deres eget Soveværelse. Om Morgenengik vi hen til Fængselet, hvor Manden blev afleveret. Jeg har senere tænkt paa, at jeg i Grunden Løb ikke saa lille en Risiko ved at gaa med ham hjem og lægge mig til at sove, han vidste, at jeg bar Beviset for hans Lovovertrædelse Paa mig. Men de svigtede ikke den Tillid, jeg havde vist dem. Jeg tror derfor heller ikke nogen af de Historier om lumske Overfald, som man fortalte os.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

14. marts 1918. En natlig samtale med en landsmand

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland. Natten til den 14. marts køres han til Halluin af en landsmand, Kliver fra Mastrup, som han har truffet.

En Køretur om Natten.

Det var dejligt mildt Vejr, og Maanen skinnede. Men Landskabet husker jeg ikke meget af, vi kom igennem Chelouv, som ogsaa havde lidt meget. MenTiden brugtes ellers ikke til at se. Samtalen kunde nu gaa Paa vort Modersmaal, og som det var en Glæde for mig at mødes med en Landsmand derude, saaledes mærkede jeg, at Glæden over vort korte Samvær var ikke mindre for Kliver. Han fortalte ustandseligt, og jeg spurgte og lyttede. Kliver havde gjort Krigen med fra Begyndelsen af og havde haft det næsten ufattelige Held, at han ikke havde været saaret eller syg i alle de Aar, skønt han hele Tiden havde været med i forreste Række.

Nu havde han faaet en Plads bag Fronten som Kusk. Hans Arbejde bestod til Dels i at køre Proviant og særlig Ammunition og Maskingeværer frem til Ildlinjen.

Men helt frem kom han jo aldrig med sit Køretøj. Det sidste og farligste Stykke Vej skulde Ammunitionen eller Provianten bæres frem af Soldater.

Det gjaldt jo om at faa en eller anden af de mange „Druckposten” bag ved Fronten, fortalte han. Ja, der er mange af den Slags, en Del af dem officielle, men mange af dem er lavede for Tilfældet.En meget attraaet Post er saaledes at blive Oppasser for Regimentets Ko. Hvert Regiment har nemlig sin Ko, og den skal jo passes. Hvem der har det Held at faa den Post, er godt forsørget. Til Hestebeslag og til at holde alle de mange Vogne i brugbar Tilstand samt til at reparere Uniformer og Støvler krævedes der jo ogsaa en hel Del Haandværkere, Smede og Hjulmagere, Skomagere og Skræddere, som saaledes slap for at komme ud i Ildlinjen.

Men der laves da ogsaa andet end absolut Krigsmateriel, fortalte han. Haandværkerne er villige til alt, det gælder om at bevare Stillingerne!

Andre meget attraaede Stillinger var at faa Ansættelse i Officersmessen, enten som Kok eller med at gaa denne til Haande. De behøvede ikke at sulte, thi naar der kom Proviant, saa skulde disse Messer altid først forsynes, saa skulle Feldwebelen have sin Part, Skriverne paa Skrivestuen havde ogsaa sædvanlig god Forbindelse med Køkkenfolkene, saa de ikke blev glemte.

Det, der blev tilbage, naaede saa endelig ud til Frontsoldaterne.Jeg var en Tid lang Oppasser for en af vore Feldwebeler – de havde ingen Ret til at holde Oppasser, men det var der ingen, der brød sig om. – Som saadan blev jeg en Gang sendt hen til Officersmessens Køkken efter noget til min Feldwebel. Kokken holdt et Hus af den anden Verden. Feldwebelen skulde intet have.

Jeg stod ganske rolig og lod Skyllen gaa over mig, jeg var jo for-Resten ogsaa ligeglad. Men da Kokken havde faaet lettet sit Hjerte, saa udleverede han mig den ønskede Proviant. Han turde simpelt hen ikke andet. Det kostede jo kun Feldwebelen et Pennestrøg, så røg Kokken fra sin Bestilling, som ikke egnet til denne Gerning, og saa gik Vejen ud i Skyttegraven!

Vi havde Krammet paa dem!

Og hvor er der blevet sendt uendeligt meget til Tyskland af Soldaterne og Officererne, fortalte han videre. Da vi paa et af vore Tilbagetog kom til Cambrai, blev alle Beboerne fordrevet. Cambrai var en ikke helt lille Fabriksby, hvor der særlig lavedes fine Lærredsvarer.Alt, hvad man fandt af disse Varer, blev sendt hjem, og det var ikke smaa Pakker, som Soldaterne sendte af Sted, de kørtes bort i store Vognlæs. Min Feldwebel „reddede” en meget kostbar Buffet, som han sendte hjem. En Soldat, der var Snedker, skulde hjælpe mig med at skille den ad og pakke den ned. Men desværre for Feldwebelen ankom kun enkelte Dele af Buffeten i hans Hjem, saa han har ikke haft udelt Glæde af dette Rov.

Det oplæstes jævnligt for os, at Tyverier var forbudt. Men Soldaterne tog ikke dette saa højtideligt, de vidste, at der dog ikke blev foretaget alvorlige Efterforskninger.Og hvordan man maatte førstaa at hjælpe sig, det lærte man os ogsaa. Da vi en Aften nærmede os en By, læste en af Officererne en Fortegnelse op over de Køer, Faar og Svin, som var i Byen. Der maatte ikke stjæles, sluttede Oplæseren, men hvad man skulde bruge, kunde rekvireres.

Saa „rekvirerede”Soldaterne, men der blev intet„stjaalet”.

Til sidst faldt Talen tilbage Paa Mikael Steffensen, som Kliver havde været sammen med i lang Tid og derfor satte meget stor Pris paa. Hin 26. Novemberom Natten havde Kliver ogsaa været ude med sit Køretøj til Ildlinjen. Da han kom tilbage til Kvarteret om Morgenen, hørte han, at Mikael var falden. Saa vidste han, at han havde set ham. Han havde set en falden Kammerat ligge ved Vejen, hvor han kom forbi. Da havde han ikke tænkt paa, at det kunde være Mikael, skønt en Tanke skød gennem mig, sagde han, at det i Grunden kunde ligne Mikael. Men jeg skød Tanken fra mig. Det var jo heller ikke noget usædvanligt at se en falden Soldat ligge ved Vejen, særlig i disse urolige Nætter.

Ved Midnatstid ankom vi til Halluin, og Kliver afleverede mig i mit nye Kvarter.

Vi tog Afsked med hinanden, næste Dag skulde Kliver med paa den planlagte Udflugt til Lille og videre.

Da jeg kom op paa mit Værelse, fik jegmin Notebog frem for at nedskrive lidt afDagens Oplevelser.

Snart viklede jeg mig ind i mit Rejsetæppe og fandt nogleTimers Hvile. Jeg havde vænnet mig noget til de mange forskellige Lyde, og Trætheden gjorde sit til, at jeg fik noglefaa Timers Søvn.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

13. marts 1918. Sådan døde Mikael Steffensen

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

Sammen med Mikael Steffensens Kammerater

Endelig hen ved Kl. 4 kom en Feldwebelfra Mikaels Kompagni. Det var en Hamborgsk Storkøbmand Langenfeld.Hr. Staack havde ikke kunnet komme bortfra Kontoret og havde da bedt Hr. Langenfeld om at tage ind til Byen og bringe mig derud til deres Kvarter. Han bragte Kisten til Mikael med.

Den var købt i Cortrick, en af Nabobyerne. Vi kunde benytte Vognen til at køre ud til Kvarteret. Men da Vejret var godt, foreslog Feldwebelen mig, at vi skulde tage den til Fods, det var kun en lille Mils Vej. Og det var ikke en udelt Fornøielse at sidde paa en faadan Militærvogn og blive dygtig gennemrystet,da den jo ingen Fjedre har.

(fortsættes under billedet)

Jes Sarup

Vi naaede da ogsaa derud inden Aston,og her traf jeg saa Mikaels nærmeste Foresatte, Feldwebel Staack, der imidlertid mere betragtede sig som Mikaels Ven end hans Foresatte.

De laa i Moorseele, en lille By iBelgien, kun ganske kort bag ved Fronten.Første Kompagni, ved hvilket Mikael havde ligget, var lige gaaet i Stilling.En af Officererne sendte Hilsen og beklagede, at han ikke kunde faa Lejlighedtil at hilse paa mig. Skrivestuen, hvor Hr. Staack residerede med sin lille Stab, var indrettet i et Bondehus ude paa Marken. Man indbød mig til Aftensmad efter Marchturen sammen med Hr. Langenfeld; de andre havde spist.

Maden, godt belagt smørrebrød, var fra Officersmessen.Hr. Staack var synlig bevæget, da han hilste paa mig som Mikaels Ven. Han fortalte mig om de nærmere Omstændigheder ved Mikaels Død, og Beretningen gjorde et stærkt Indtryk paa mig, da det vidnede om, hvor megen Pris man havde sat Paa ham. Mikael skulde sammen med en anden Kammerat bringe Mad ud til Officererne i de forreste Skyttegrave om Natten hin 26. November. Staack havde prøvet paa at faa en anden af Sted, da han vidste, at de laa under stærk Ild den Nat. Men Mikael havde sagt, at det var hans Tur, og saa vilde han ikke, at en anden skulde tvinges til at tage den for ham. Han havde været noget tynget den Aften, men gik dog frejdig som altid. Om Morgenen bragtes Kammeraten saaret tilbage. Mikael hentedes først senere.

Da han kom, kunde vi ikke opdage noget Saar Paa ham, og jeg bad da, udtalte Hr. Staack, en Læge om at undersøge, hvad Dødsaarsagen kunde have været.

Lægen fandt et lille Saar under Skuldrene, hvor Splinten af en Schrapnelkugle var trængt ind, havde gennemboret hjertet og var standset foran Brysthinden. Døden maatte være indtraadt øjeblikkeligt, som Kammeraten ogsaa havde berettet.

Dette Træk rørte mig dybt. At man havde haft Tid til derude, hvor de mange Saarede og Syge lagde fuldt Beslagpaa Lægen, at undersøge en falden Soldat, for at fastslaa Dødsaarsagen, det gjorde man kun ved en god Ven, som man satte ganske særlig Pris paa.

(fortsættes under billedet)

Mikael Steffensen (Højskolebladet 1921)

Kammeraten havde fortalt, at de netop havde knælet ned for at hvile et Øjeblik, inden det sidste og værste Stykke Vej maatte tages.

Mikael havde taget sin Madpose af og stillet den ved sin Side, ligesom han havde taget sin Hjelm af.

Da man fandt ham, laa han med Ansigtet mod Jorden, Hjelmen havde han i sin Haand og i den anden en Stok, som Ordonnanserne sædvanligt brugte dem, dels til at støtte sig paa, dels til at orientere sig med i Mørket, man kunde da ikke se Granathullerne, som maatte klares.

Havde han ikke knælet, mente Hr. Staack, saa var han formodentligt sluppetmed et Saar i Benene, og havde da været frelst.

Jeg havde netop arbejdet paa at faa Mikael helt bort fra denne farlige Ordonnanstjeneste og knyttet ham her til mit Kontor. Og selv om jeg maatte regne med store Vanskeligheder, fordi Officererne ikke vilde give Slip paa ham fra denne yderst vanskelige Post, hvor han gjaldt for den mest paalidelige, saa. havde jeg begrundet Haab om, at det vilde lykkes mig denne Gang.

Til Julen havde jeg tænkt at indstille Mikael til at blive dekoreret med Jernkorset af 1. Klasse, som han sikkert vilde have faaet og havde fortjent mange Gange. Det blev et Kors paa Kirkegaarden.

Jeg blev et Par Timer derude hos dem, og Samtalen kom selvfølgelig til at dreje sig om Krigen. Man var stærkt optagetaf den store Offensiv, som skulde begynde i meget nær Fremtid.

De mente endogsaa, at den var saa nær forestaaende, at jeg, da jeg skulde rejse igen den 15. Marts, vilde saa Ouverturen med, Hurtigskydningen for Stormen.Denne Gang er vi i den Grad forberedte, ytrede Hr. Staack, at vi vil ogskal bryde igennem. Men det stakkels Frankrig, det vil blive frygteligt! Jeg udtalte min Tvivl om, at det vildelykkes bedre denne Gang end de Gange, man havde forudsagt det tidligere, og sikkert ogsaa havde ventet det derude ved Fronten for.

Nej, mente baade Staack og Langenfeld, denne Gang er enhver Tvivl udelukket.  (…)

Mens vi sad og underholdt os, kom en Soldat ind og stod stramt henne ved Døren.Han havde Hørt af en af Soldaterne om min Ankomst og bad om at faa Lov til at hilse paa mig, da han var en Landsmand af mig. Det var Landmand Kliver fra Mastrup.

Ja. saa kan De køre Hr. Sarup ind til Holluin i Aften, mente Staack.

Det var vi godt tilfredse med begge to. Han bestiltes saa til at mode Kl. 11.Og Samtalen gik videre. Langenfeld foreslog, at jeg skulde blive derude i Kvarter om Natten og saa gaa en Tur med ud til Skyttegravene næste Morgen.Han syntes, at der jo var forholdsvis Ro, og det vilde være en interessant Tur for mig. Jeg kunde saa ogsaa faa Lejlighed til at hilse paa Mikaels Kammerater derude.

Jeg var straks rede til at gaa ind paa dette Arrangement. Men Staack modsatte sig det Paa det allerbestemteste. Han vilde end ikke tillade, at jeg blev derude i Kvarteret om Natten. Vi faar stadig enkelte Granater, endnu i Gaar dræbte en saadan et Par af Bærerne her ude paa Marken. Vi andre skal være her, men hvem der ikke er tvunget til det, har ikke Lov til at udsætte sig for den Livsfare, som er forbundet med Opholdet her ude og endnu mere med en Afstikker ud til Skyttegravene.

Det interessante ved en saadan Tur ud til de yderste Skyttegrave og se Soldaterne i deres underjordiske Huler, som de nu havde kamperet i alle de lange Aar, virkede ret fristende. Jeg syntes, Hr.Staack saa for sort, jeg vilde nok trodse Faren, som jeg mente ikke var saa overhængende, og sluttede mig til Hr. Langenfelds Forslag, men maatte til Slut bøje mig for Staacks absolutte Modstand.

Vi aftalte saa en Tur til Lille næste Tag og derfra til Cortrick, i hvis nærmeste Omegn jeg vidste at Urmager P. Henningsen og Købmand Peter Frees fra Haderslev laa, og som jeg derfor gerne vilde benytte Lejligheden tilat hilse paa. Staack lovede at sætte sig i Telefonforbindelse med Feldwebelens Kontor der og anmelde vort Besøg. Klokken var imidlertid bleven ti og Kliver holdt for Døren med en Gig for at køre mig tilbage til mit Kvarter.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

12. marts 1918. Jes Sarup på jagt efter en seng

Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

I Farezonen

Om Aftenen gik Rejsen videre. Nu var der kun et kort Stykke tilbage ned til Halluin , som jeg skulde naa samme Nat. Denne sidste Strækning maatte Togene kun køre om Natten af Hensyn til Faren for Flyverne; vi kom nu ind i selve Farezonen. At jeg nærmede mig Fronten, det mærkedes paa mange Maader. Passagererne var nu ene Soldater. Kupeerne usædvanligt snavsede og medtagne, Vinduesruderne til Dels slaaede i Stykker, saa den kolde Natteluft havde uhindret Adgang. Lys maatte

der ikke være i Kupeerne, men Øjnene vænnede sig til Mørket, saa man alligevel kunde orientere sig derinde. Til Gengæld var Raketterne derude i Horisonten saa meget tydeligere. De steg og sænkede sig, røde, gule, blaa, det var Flyversignaler, fortalte Soldaterne mig, eller Signalet til Kanonerne, som laa længere tiIbage bag Frontlinjens Skyttegrave.

Soldaterne var til Dels paa Tilbagerejse fra en Orlov i Hjemmet, til Dels havde de været en lille Afstikker til Bryssel eller en anden belgisk By for at besøge Kendinge. Samtalen gik jævnt og ret stilfærdig, maaske lagde min Nærværelse som Civilist en Dæmper paa dem.

Deres aabenmundede Udtalelser paavirkedes imidlertid ikke paa nogen Maade.

Et Par Soldater, som havde været i Bryssel, fortalte, at nogle Jernbanevogne, som havde staaet paa et Sidespor, ved et Uheld ved Rangeringen var bleven masede, og Vognenes Indhold laa strøet paa Pladsen. De havde hovedsagelig indeholdt kostbart Bohave, Billeder og Kunstgenstande. Dette var jo ikke noget særlig paasaldende i disse Tider. Men hvad der virkede overraskende paa mig var, at det øjeblikkeligt blev slaaet fast, at det var selvfølgeligt noget, som Officererne havde „reddet” og nu sendte hjem.

Jeg ved ikke, om man havde noget som helst Bevis for den Slags svære Beskyldninger, særlig mod  Officererne. Men Kendsgerning var, at ikke en tog Officererne i Forsvar mod slige Angreb, eller endog blot fremsatte den mindste Antydning om Tvivl.

 Som eneste Civilist blandt Soldaterne vakte jeg selvfølgelig en Del Opmærksomhed, og det varede ikke længe, inden jeg kom i Samtale med de nærmest siddende. Mørkt var der jo derinde, men af og til lyste en eller anden Soldat op med sin Lommelampe, eller en Tændstik, fra en Pibe, som tændtes, gav et kort, blafrende Lys. Mørket var tættere bagefter, men Samtalen gik videre.

Jeg var rejst hjemmefra med en naiv Forestilling om, at man, hvis der ikke skulde findes Rum i Hoteller eller Gæstgivergaarde i Nærheden, saa kunde man vel henvende sig til „Røde Kors”, som vel ogsaa tog sig af tilfældige Vejfarende, Vi kendte jo kun Krigen fra Aviser og Breve.

Jeg fortalte Soldaterne om Hensigten med min Rejse og dennes Maal, og spurgte om, hvordan jeg vel nu skulde naa frem til Halluin, da man havde meddelt mig, at Toget kun gik til Menin, den belgiske Grænseby ved den fransk-belgiske Grænse.

Der var ikke andet for, udtalte Soldaterne, end at gaa Resten af Vejen til Fods.

Dette var utænkeligt for mig. Nu havde jeg rejst næsten uafbrudt i mere end 2 Døgn og ikke faaet anden Søvn, end den man kan faa i et overfyldt Jernbanetog, naar Trætheden overfalder en i nogle faa Minutter. Jeg vilde foretrække at søge hen til et af Byens Hoteller og blive der om Natten og saa gaa videre den følgende Morgen.

Det var jo mørkt, saa jeg kunde ikke se det Smil, som mine naive Bemærkninger har fremkaldt. Men jeg hørte det i Svaret. Hotelværelser maatte jeg ikke regne med, jeg kunde ikke blive i Menin, men maatte videre. Men, tilføjede Soldaten trøstende, jeg skal samme Vej, saa jeg skal nok hjælpe Dem og bære Kufferten for Dem.

Da vi ved 1-Tiden naaede Menin, holdt Toget midt i en Ruindynge, hvor Maanens klare Skin var det eneste Lys til at lede os paa Vej. Da først saa jeg, hvordan en By ser ud, naar Krigen har raset hen over den i aarevis.

Soldaten førte mig langs med Skinnene ind efter Byens Gader. Der, hvor vi gjorde Holdt, havde Stationen været, nu var denne ligesom hele den tilstedende Gades Bygninger en eneste stor Ruinhob, og dette Syn gentog sig helt Byen igennem.

En Billetkontrol var der slet ikke Tale om. Jeg har formodentlig ogsaa været den eneste Rejsende med Billet.

At hele Byen, der for Krigen havde talt omtrent 15.000 Indbyggere, en By altsaa omtrent som Haderslev, var de to Tredjedele af Husene skudt sammen.

I Halluin

Efter en lille halv Times Gang naaede vi den belgiske Grænse. Vi maatte over en Bro, som forbinder Menin med den franske Grænseby Halluin, en By, lidt mindre end Menin. En Soldat stod Vagt ved Broen, men vi kom uantastede over Broen, formodentligt fordi jeg var i Følgeskab med en Soldat. Kort efter naaede vi „Ortskommandanturen”, hvor jeg skulde melde mig ved min Ankomst, som den modtagne Instruktion lod paa.

Klokken var bleven henad 2, og det var derfor ret naturligt, at en Forstyrrelse paa den Tid af Natten ikke var saa velset af den vagthavende Skriver.

Jeg bad om at faa anvist et Kvarter, men søvndrukken, som han var, havde han ikke synderlig stor Lyst hertil. Først da jeg bad om, saa eventuelt at blive der i Vagtlokalet hos ham til næste Morgen, da jeg umulig kunde holde ud at gaa omkring paa Gaden, saa træt og udaset, som jeg var, da først bekvemmede han sig til at sø ge en Liste frem, fik opgivet et bestemt Nummer i en nærmere betegnet Gade, hvor han formodede, der vilde være Husrum for mig.

Saa traskede vi afsted for at finde Kvarteret, som ikke voldte os Vanskeligheder. Derimod mødte vi i det betegnede Hus Vanskeligheder, som vi ikke havde været forberedte paa. Huset var nemlig et

Nonnekloster. Da vi kom ind i en lang Korridor, viste Dørenes Plader, at Værelsernes Indehavere var Nonner. Vi havde ikke Mod til at trænge ind til dem paa denne Tid af Døgnet og vendte derfor om igen og gik tilbage til Ortskommandanturen.

Om han ikke havde opgivet os et fejlt Nummer, da det var et Nonnekloster, han havde vist os hen til.

Nej, vi kunde rolig gaa ind, Nonnerne var borte.

Saa prøvede vi vor Lykke igen. Vi gik ind i det første Værelse. Paa Døren stod: Søfter Elisabeth. Derinde laa et Par Soldater, Officersoppassere. Den ene fik vi rusket vaagen og forrettede vort

Ærinde. Men vi fik den Besked, at alle Værelser var optagne, udelukkende af Officerer.

Der var ikke en Seng at opdrive i hele Huset.

Ja, mente min flinke Fører, det er jo haabløst at søge videre. Vil De tage til Takke med at dele Kvarter sammen med mig og 2 andre Telefonister i Telefoncentralen, saa kan vi se Tiden an til i Morgen.

Der var intet Valg, og jeg tog med Tak mod det venlige Tilbud.

Den første Nat tilbragte jeg saaledes i Telefoncentralen.

Vi sov 5 Mand paa 4 Madrasser. Soldaterne, som jo var bleven vækkede ved vor Ankomst og skulde have Rede af Kammeraten for hans Udflugt, sov snart igen. For mig blev det ikke til Søvn den Nat.

Huset laa ved Hovedgaden, gennem hvilket der førte et Jernbanespor. Og her ad den Vej sortes om Natten Ammunition, og hvad der ellers skulde bringes frem til Ildlinjerne. Der var stærk Trafik, thi Banen kunde jo kun benyttes om Natten, og det gik ikke lydløst til. I det fjerne hørtes Kanonernes Torden, og saa ind imellem kom Telefonopringninger.

Alle disse uvante Lyde i de ejendommelige Omgivelser skulde nok holde Søvnen borte.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

10. marts 1918. Jes Sarup på vej til Vestfronten for at hente Mikael Steffensens lig

Jes Sarup fra Haderslev tog i foråret 1918 til Vestfronten for at hente vennen Mikael Steffensens lig.

Budskabet om den faldne Ven kom

Da jeg den 30. November 1917 modtog telegrafisk Meddelelse om, at Landbrugskandidat Mikael Steffensen var falden den 29. November, fremkaldte det en Sorg i vort Hjem, som om en af vore aller­nærmeste var kaldt bort, og jeg havde allerede da det Ønske, at Mikaels Lig maatte komme hjem, maatte faa Lov til at hvile i det Land, som han havde elsket saa højt, som han havde kunnet, og nu ogsaa havde ofret alt for. Kort efter fik jeg For­bindelse med Mikaels Forlovede, Frøken Anne Jensen fra Rejsby, og vi mødtes da i Ønsket om at faa Liget hjem, saa vi kun­de faa Lov til at frede om vor kære Vens Grav. I Vintermaanederne kunde Hjemtrans­porten daarlig lade sig gøre. Men da Foraaret nærmede sig, blev de indledende Skridt foretaget, og det formede sig saaledes, at jeg kunde selv faa Lov til at hente Liget hjem, noget, jeg til at begynde med slet ikke havde regnet med, da det var meget vanskeligt at faa Tilladelse til at komme ud til Fronten, særlig selvfølgelig for os Danske. Imidlertid meddelte man mig Paa et Militærbureau underhaanden, at man nok kunde faa en saadan Tilladel­se, naar det gjaldt at hente Liget af en nærstaaende hjem.

Rejsen tiltrædes

Det fornødne Pas blev skaffet til Veje, og jeg blev vaccineret, som det krævedes for at kunne faa Lov til at komme til Fronten. Den 10. Marts startedes Rejsen, en me­get besværlig Rejse, der da heller ikke var uden Fare. Men trods alt vilde jeg nødig have undværet denne Tur, der i mange Henseender blev overordentlig interessant. Den Gang maatte der ikke skrives noget om slige Rejser, og fremfor alt var vi jo underkastede en streng Censur, hvorfor jeg lod Materialet ligge til senere.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918

22. august 1917. Begravelse ved Ypres: “I dag er det ham, i morgen er det måske mig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Vi var meget trætte, da vi om morgenen kom tilbage til kvarteret. Denne gang vendte vi tilbage med et stort tab.

Der var et par ældre soldater, en karetmager og en snedker, de lavede jævnligt træarbejde. De lavede 3 kister og trækors, kisterne var primitive, og bestod af ru brædder

De tre kammerater skulle begraves den 22. august om eftermiddagen. De tre kister blev læsset på en vogn. Bagefter gik vi 20-25 mand, leutnant Wiederholt red på en hest og stille og tavs fulgte vi bagefter.

Da vi ankom til kirkegården (i Hooglede) var denne helt fuld af
militær. Det var soldater fra andre afdelinger, der bragte døde derhen, nogle var kommet fra fronten og andre fra feltlazarettet.

Der blev gennemsnitlig begravet 100 hver dag på denne ene kirkegård i denne tid.

Der var et musikorkester der spillede, og vi sang en salme. Dernæst talte en præst; det var mest over den vidunderlige heltedød (som de fleste helst ville undgå), og til sidst sang vi med musikledsagelse ”Ich hat einen Kammeraten”.

Det lød meget vemodigt, denne sang som man havde lært i skolen, om de to soldater, den ene ser den anden falde, han vil tage afsked med ham osv. Jævnt og stille lød sangen ud over kirkegården.

Der var mange åbne grave, nogle af de døde lå i kister, andre i teltduge, andre havde et tæppe over hovedet, og nogle lå blot i et par benklæder og måske en skjorte.

Nogle havde støvler på, andre ikke, nogle havde lemmerne forbundet med forbindingsstof, andre lå med åbne, blodige sår. Efter den sidste sang gik hver mand en ad gangen, idet officererne begyndte, hen til graven, stod ret, kastede 3 håndfulde jord ned på den døde, stod ret, igen omkring, og så den næste.

På denne måde blev der taget afsked med en falden kammerat.

Sådan blev en soldat begravet, når forholdene tillod det. Men tit blev de også begravet i skyttegraven, i stillingen eller slet ikke begravet, hvilket de døde ben og kranier vidnede om, der lå rundt omkring.

Da vi stilled op for at gå tilbage til kvarteret kom der pludselig en vogn kørende i stærkt trav.

Undervognen var fuld af døde. Han kom fra feltlazarettet. Han standsede ved kirkegården, og ved hjælp af en stang på cirka 2½ i meter vippede han de døde mennesker op over vognkanten og ned på jorden.

De stive lig faldt hulter til bulter om mellem hver andre.

Vi genkendte straks en af dem, og ved nærmere eftersyn genkendte vi alle de tre, som vi efter kanoneksplosionen havde bragt på feltlazarettet for to dage siden.

Vi fik dem pillet ud fra de andre, og vi begravede dem med det samme – dog i al stilhed uden nogen ceremoni.

De fik ingen kiste, ingen teltdug, vi dækkede en sæk over ansigterne – kastede jord på dem og gik hjem.

Ved sådanne begravelser var der en dyb alvor over kammeraterne.

Der blev ikke fældet nogen tåre, folk var sløvet og afstumpede. Den enkelte tænkte: I dag er det ham, i morgen er det måske mig, der skal graves ned.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. august 1917. “Hvad, er du ikke død?” Rohrkrepierer! Hele kanonbesætningen undtagen én dræbt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

En uhyggelig nat
Den 20 august havde vi en uhyggelig nat. Vi var kommet ind i stillingen den 19. august. Vi havde skudt meget og var midt i hurtigskydningen, da 3. Geschütz springer.

Dette skyts stod tæt ved venstre side, cirka 10 meter fra os, da det pludselig eksploderer.

En sådan eksplosion blev kaldt for ”Rohrkrepierer”. Selve granaten, der normalt skal eksplodere, når den efter affyringen berører jorden
eksploderer allerede i røret, før denne har forladt dette.

Årsagen er ubekendt. Skyldes vistnok unøjagtigheden i forarbejdning af tænderen.

Der lød et voldsomt brag. Splinter og stumper fløj om ørerne af os, og det var indhyllet i en sort røg.

Vi ved 4. skyts indstillede skydningen og ilede over til 3. skyts.

Kanonen var fuldstændig i stykker. Røret var sprængt, hjulene revet af, og alt så frygteligt ud. Kanoner Sondermann (familiefar fra Hamborg 40 år og 7 børn) lå ved siden af skytset med låsen oven på brystet. Låsen vejede 96 kilo. En svær splint havde trængt ind i brystet. Han var død.

Ved siden lå kanoner Emerich, han var også død.

Kanoner Poul Hahn havde slæbt sig cirka 25 meter fra skytset, der lå han og var død. Han havde fået benene og underlivet revet i stykker.

3 andre af besætningen blev i meget hårdt såret tilstand bragt til
feltlazarettet (døde om natten). Der var kun en af hele besætningen, der undslap.

Denne begivenhed gjorde et uhyggeligt indtryk på os, og særlig på mig. Jeg havde nok set døde og sårede i massevis, men dem kendte jeg kun – lidt eller slet ikke. Men her var gamle Sondermann faldet, og han var sådan en god mand, jeg gik og tænkte på al den sorg, der ville blive, når efterretningen nåede hjem til hans kone og 7 børn.

Øtzel og jeg var lige modfaldne. Vi gik hen og satte os et øjeblik ved enden af det sammenskudte hus og talte om gamle Sondermann, det var ham, vi kendte bedst.

Vi faldt i søvn, og jeg vågnede ved, at to mand tog på mig en under hovedet og en ved benene, de ville kaste mig op på en vogn, der var
læsset med døde soldater, de mente, at vi var døde, for der lå døde rundt omkring os. Jeg gav et vræl og spurgte, hvad der var løs.

“Hvad, er du ikke død?” spurgte de. ”Nej”, sagde jeg. Det var kun i
nærheden af landevejen, de døde blev samlet op, alt i forhold til situationen, og om skydningen og forholdene tillod det. Det var almindeligt at se vognene belæssede således at først blev undervognen fyldt med lig, og så lagde man dem på tværs over undervognen og bandt dem fast med reb. Det så uhyggeligt ud men hele krigen var uhyggelig.

Vi havde vel hvilet 3 kvarter, så fortsattes skydningen – i  morgenstunden kom en anden kanon i stedetfor skytset no. 3.

Vi satte andre hjul på no. 3, fik det ud af stillingen, det nye blev bragt ind i stillingen, skudt ind, og da alt var færdig kom afløsningen.

Der var en vogn med til at hente de tre lig som skulle begraves på en kirkegård ved byen Hochlede mellem Bethem og Morslede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

4. januar 1917. Afhentning af lig: Nikolaj hjem til Asserballe i en zinkforet kiste

Anders Schmidt, Favrholm, gjorde krigstjeneste ved Garde-Jægerne i Potsdam. Ved Loretto mistede han i maj 1916 den ene arm og blev erklæret ikke-krigsduelig.

I 1916 blev jeg »entlassen« og tilkendt 65 pct. invaliderente, det vil sige 71,25 mark månedlig, hvorefter jeg gik tilbage til landbruget, som jeg havde måttet forlade i 1914. For at finde ud af, om jeg kunne klare mig i erhvervet, opholdt jeg mig de Sidste to år af krigen hos min forlovedes forældre i Kettingskov på Als.

Hendes brødre var i felten, og også hos min forlovedes farbror, Jørgen Clausen, var to sønner indkaldt. Den ældste af disse blev allerede meldt savnet i december 1914, men den 10. oktober 1916 faldt dennes broder Nikolaj og blev begravet på kirkegården i Villers-St. Christophe.

Flere af hans danske kammerater havde deltaget i begravelsen og blandt disse Hans Jakobsen, Asserballe. Nikolajs forældre ønskede ham hentet hjem, og da jeg havde været ude, havde jeg ingen vanskeligheder med at få pas, så sammen med afdødes far, Jørgen Clausen, rejste vi den 3. januar 1917 fra Sønderborg over Flensborg, Hamborg og Køln, hvor vi gjorde ophold for at købe kister – en zinkkiste, der skulle tilloddes, og en trækiste udenom. Endvidere lejede vi loddetøj med tilbehør, der forud var bestilt.

Næste morgen gik rejsen til grænsen ved Herbesthal og herfra uden billet – rent understillet militærforvaltningen, der afholdt alle udgifter i besat område, – videre gennem Belgien til St. Quentin i Nordfrankrig, som vi nåede ved aftenstid. Vi havde selvfølgelig en del bagage med, da vi selv skulle sørge for forplejning.

Jørgen Clausen blev på banegården, mens jeg gik på kommandanturen for at få oplyst, hvordan vi fandt Villers-St. Christophe, men man kendte overhovedet ikke byen, og selvom der blev fremskaffet flere kort, mine papirer efterset m. m., kunne vi ingen oplysninger få. Under det hele lød pludselig sirenerne, og der blev råbt: Civilister, ned i understanden! At det var os, man mente, gik først op for mig bagefter, men foreløbig var Jørgen og jeg så optaget af at drøfte problemerne, at vi ikke agtede det, men blev hurtigt belært om, at det var alvor og os to, der var »de civile«.

Efter afblæsningen søgte vi op på banegårds terrænet igen, og herfra så jeg et lille lysskær forude på banestrækningen. Det stammede sandsynligvis nok fra et lokomotiv. Vi var heldige, idet det viste sig at være en lille feltbane, hvor man var ved at gøre klar til afgang, og efter nogen snakken frem og tilbage blev vi snart enige om, at det her var det helt rigtige, at her havde de stationen, men de kaldte den bare »Kristoffer«. – Jeg skyndte mig så tilbage til banegården, hvor Jørgen Clausen ventede med længsel. Efter at vi var blevet anbragt i toget, blev det meddelt os, at vi kørte uden lys, og at der ville blive givet et varsko, når vi skulle stige ud.

Vi kørte langsomt mod fronten, og det var temmelig voveligt; mange flyvemaskiner var over os, og der faldt hist og her projektiler.

Ved ankomsten til Villers-St. Christophe blev vi modtaget af den underofficer, der havde banevagt, og han var tillige »Gräberverwal-tungsunteroffizier«. Han halede os skyndsomt indenfor, da der fortsat og rundt omkring drattede bomber ned. Vore papirer blev efterset, og han stillede os diverse spørgsmål angående familieforhold m. m. til den faldne.

Men da han hørte, at faderen til den faldne var med for at hjemføre sin søn, og om den lange rejse helt oppe fra Nordslesvig, tilbød han os sit værelse ude i byen, mens han selv ville blive på banegården. Vi erfarede også, at de mange spørgsmål, han havde stillet os angående familieforhold m. m., havde sin bestemte årsag. Der kom nemlig ofte mange i lange, sorte klæder, var næsten grædefærdige o. s. v., men gik man dem på klingen, så viste det sig, at de kom fra noget, der kaldte sig »Leichentransportgesellschaft«, og at de fik stor betaling for deres job derned. Disse herrer havde vor underofficer» schwer gefressen«.

Men om natten boede vi altså i hans værelse, og det var hos et ældre ægtepar. Det blev en meget urolig nat, og huset havde rystet forfærdeligt, fortalte Jørgen mig siden, jeg havde nemlig intet hørt, så fast havde jeg sovet.

Næste morgen fik vi kaffe hos vore værtsfolk, som vi delte brød, smør og pålæg med, og vi spiste således i fællesskab med vore venlige værter. Vor underofficer sendte nu mandskab ud for at grave liget op – det var grav nr. 36 – lægge det i zinkkisten og lodde den til og derefter igen anbringe denne i trækisten, mens vi så til.

Derefter, da alt var i orden, vendte vi tilbage til vort kvarter for der at afvente besked om, hvornår vi kunne komme tilbage til St. Quentin. Først hen på eftermiddagen blev der meddelt os, at toget ikke kørte tilbage før næste dags aften, og vi skulle altså blive, hvor vi var, en hel dag og nat med, hvad vi nødigt ville.

Vi fik dog oplyst, at vi nok kunne komme af sted samme aften, men så blev det med hestekøretøj til Ham, hvor vi kunne få en waggon til liget stillet til rådighed for at transportere det til Tergnier, hvor det kunne føres videre med orlovstoget, der kom fra Noyon.

Vi tog imod tilbuddet, og Jørgen og jeg sad på bukken sammen med kusken. Vejen var ret ujævn – brolægning er der jo overalt dernede – farten gik i livligt trav, så det var ikke nogen behagelig køretur. Der blev fortalt os, at byen Ham var fuldstændig undermineret, et tryk på knappen, og den ville ryge i luften, hvilket dog ikke skete, mens vi ventede på togets afgang.

I Tergnier blev waggonen koblet fra og sat ind på et sidespor, og det tegnede jo ikke alt for godt. Også her oplevede vi luftalarm og måtte i kælderen, hvor vi opholdt os et stykke tid sammen med de mange soldater, der skulle med orlovstoget.

Jeg skal love for, at der kom liv i selskabet, da toget løb ind, og vi greb vore kufferter, for nu gjaldt det. Jeg henvendte mig omgående til togføreren og fortalte ham, at vi havde en ligvogn, som skulle med, men så glat gik det ikke. »Umuligt “ausgeschlossen«, sagde han, »wir haben so wie so zu viele Achsen«.

Jeg informerede ham om, at det var »Befehl« fra generalkommandoen, at vognen skulle med, stak ham en skilling, og så koblede han maskinen fra.

Da jeg kom tilbage til Jørgen Claus en på banegården, hvor han havde ventet i spænding, kunne jeg kun berette, at alt gik i orden, så vi kunne stige i toget. Vi nåede også godt nok St. Quentin, og derefter varede det heller ikke længe, før vi kunne mærke, at frontlinjen nu lå bag os.

Ved ankomsten til Herbesthal viste det sig, at der var flere waggoner med som vor, altså med kister i, og kisterne blev nu flyttet sammen efter deres bestemmelsessted. Vi fulgte vor vogn til Hamborg, hvor den næstsidste kiste blev udladet og afhentet, og nu var kun vores tilbage. Vi tog persontoget lige til Sønderborg, hvortil også kisten ankom i god behold, dog først dagen efter. Vi havde nu været undervejs i 14 dage.

DSK-årbøger 1971

25. april 1916. Ligtransport, faneflugt og andre nyheder fra Sønderjylland

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Hjembefordringen af lig fra felten,

Der er forbundet med mange vanskeligheder, ville lettes betydeligt, når hjemførelsen først skete efter krigen. For at tilskynde de efterladte dertil, har Forbundsregeringerne ifølge ”Hejmdal” vedtaget ved ligsendinger efter krigen at tilstede en fragtnedsættelse af 50 procent indenfor et passende tidsrum, som senere skal fastsættes.

Slagtning af gimmerlam

er i år forbudt indtil 25. maj. I tilfælde af nødslagtning skal slagtningen anmeldes til kommuneforstanderen inden 2 døgn, efter at den har fundet sted. For lam, der indføres fra udlandet, gælder dette forbud ikke.

Til hesteauktionen i Neumünster

i tirsdags var der mødt henved 1000 landmænd. Det drejede sig om belgiske heste. Priserne var meget høje: der betaltes gennemsnitligt 2600 mark, mens den laveste pris gik ned under 2000, men den højeste op over 3000 mark.

Ekspropriation af kvæg.

Overpræsidenten for Slesvig-Holsten har udstedt følgende bekendtgørelse:

I medfør af en bekendtgørelse fra rigskansleren af 27.marts 1916 om kødforsyningen har ”Det slesvig-holstenske kvæghandelsforbund” i Altona den forpligtelse til forsyningen af den hjemlige befolkning, hæren og flåden månedlig at erhverve et bestemt antal hornkvæk, svin og får til slagtning. For at forbundet kan opfylde denne opgave i de næste måneder, da fedekvæg kun står til rådighed i ringe mængde, er det nødvendigt, at de kvægholdende kredse i befolkningen tilbyder alt slagtefærdigt kvæg til salg. Sker dette ikke og kan handelsforbundet ikke komme i besiddelse af den nødvendige kvægmængde, vil der finde tvangstægt sted.

Derved skal alt det kvæg medregnes, som kvægholder siden 1. april i år frivilligt har solgt til slagtning, for at kvægholdere, som frivilligt afgiver deres slagtefærdige beholdninger, helt bliver forskånede for tvangstægten eller dog i det mindste bliver betydeligt mindre ramte.

Derimod vil kvægholdere, som holder deres besætninger tilbage, ikke alene blive særligt stærkt taget med ved de tvangstægten, men de kan også regne med, at ved tvangstægten vil der blive gjort et betydeligt fradrag fra kvægets værdi som overtagelsespris; et tilsvarende lovforslag er under forberedelse.

Jeg venter af forståelsen og fædrelandskærligheden hos de pågældende kredse i provinsen, at de ikke lader det komme til tvangstægt.

To kvinder idømt fængselsstraf for medhjælp til faneflugt.

Fru Anna Jacobsen og frøken Dorthea Petersen af Spandet stod tirsdag den 18. april for Flensborg Landsret som anklagede for medhjælp til faneflugt. Fru Jacobsen og frøken Petersen var søskende. I de sidste dage af februar modtog fru Jacobsen besøg af sin svoger, Ingvar Jacobsen, som var hjemme på en 3 ugers orlov fra Rusland. Han havde klaget sig over alt, hvad han havde lidt i Rusland, og gjorde et meget nedtrykt og nervøst indtryk. Lejlighedsvis ytrede han, at kan ikke kunne vende tilbage til Rusland mere. Han bad fru Jacobsen om at få sin brors klæder. Dette nægtede hun og frarådede også sin søster at hjælpe Jacobsen med at flygte. En dag tog hun dog sin mands klæder frem, men gemte den igen.

Om aftenen den 1. marts gik Jacobsen og frøken Petersen bort ved 8-tiden. Fru Jacobsen troede, at de gik til stationen. Dette gjorde de imidlertid ikke, men gik mod grænsen. Det lykkedes dog ikke at finde grænsen, og et sted var der for meget vand på heden til, at de kunne komme over. De gik så tilbage til en gård, hvor en frivillig, Gerhard, som frøken Petersen havde været forlovet med, lå i kvarter. Han var dog ikke hjemme, da de kom. Men da han var kommet hjem, vækkede frøken Petersen ham og bad ham om at hjælpe hendes bror over grænsen. Han gik ind på det, men kun på skrømt, og førte Jacobsen til skrivestuen. Her flygtede han dog og kom over grænsen. Frøken Petersen blev arresteret straks efter.

Statsadvokaten anså det for bevist, at begge de anklagede var skyldige, og krævede 9 måneders fængsel for fru Jacobsen og 18 måneder for frøken Petersen.

Forsvareren, justitsråd Crespel, mente ikke, at de anklagede burde kendes skyldige, fru Jacobsen i alle tilfælde ikke. Man burde også ved en eventuel straffetilmåling betænke, at anklagede havde handlet af medlidenhed med Jacobsen, og at ingen politiske bevæggrunde fandtes.

Retten kendte begge de to anklagede skyldige i hjælp til faneflugt. Formildende kom i betragtning, at de anklagede ikke havde handlet af tyskfjendtlighed, strafskærpende, at de havde hjulpet en soldat til at flygte, mens Tyskland var i krig. Retten dømte derfor i overensstemmelse med statsadvokatens andragende.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Hans Chr. Petersen fra Felsted er den 25. marts faldet i Rusland, rigelig 42 år gammel. Han efterlader hustru og 7 små børn.

Jakob Jørgen Diederichsen, søn af gårdejer Hans. D, i Nørre-Vilstrup, er den 21. marts faldet på valpladsen, 22 år gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Markus Ottsen fra Løjtkirkeby og Claus Iversen fra Stenderup i Sundeved er faldet og at Peter Festersen fra Hokkerup er død som følge af sygdom i Neumünster.

Peter Jensen fra Haderslev, der hidtil har været meldt savnet, er i fangenskab.

2. oktober 1914. Hæren fraråder at hente faldne hjem: “For soldaten er slagmarken det smukkeste gravsted!”

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

En Hær paa 5 Millioner. Zsaren i Spidsen. Rom, Fredag

Efter Telegrammer fra St. Petersborg er man i Rusland i Færd med at organisere en stor Armé paa 5 Millioner Mand, som skal staa under Zsarens Overbefaling og til Foraaret koncenteres i Wilna, Warschau, Lubin og Rovna. Disse Arméer skal feje al fjendtlig Modstand bort og samtidig gaa frem imod Wien og Berlin.

Tilbageførelse af de Faldne. Berlin, 1. Oktober (W.B.)

Officiel meddeles, at der i den sidste Tid er indgivet talrige Ansøgninger om Tilbageførelse af de Faldne. At opsøge, udgrave og overføre Faldne fra Fronten er helt uigennemførligt. Men ogsaa ellers vil Tilbageførelsen støde paa meget store Vanskeligheder f.Eks. Mangel paa Transportmidler, saa man kun indtrængende kan fraraade derfra. For Soldaten er Slagmarken det smukkeste og ærefuldeste Gravsted.

De graa Uniformer. Berlin, 1. Oktober (W.B.)

Bladet “Berner Bund” skriver over Virkningen af de “Feltgraa”: I den franske og engelske Presse læser man i den sidste Tid ofte, at Infanteriet bittert beklager sig over Fjendens Usynlighed. I fægtningen følte man kun at en Fare nærmede sig, men hvor den var, kunde ikke konstateres.

Man dræber alle. Brüssel, Fredag (W.B.)

I et af tyske Tropper, opsnappet Brev fra Grev von Ursel, Løjtnant i det 8. belgiske Infanteriregiment hedder det bl.a.: “Jeg haaber at alle de forbandede Tyskere snart vil være jaget ud af vort Land. Fra nu af er der ikke mere noget, der hedder Saarede og Fanger. Man dræber alle.”

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Et Møde paa Valpladsen.

To Svogre fra Mellemals er begge i Krig og begge på den østlige Valplads. Den ene laa i Garnision, da Krigen kom, men den anden havde været hjemme omtrent et Aar. For et halv Snes Dage siden mødtes de imidlertid efter endt Slag paa Valpladsen. Den ene af dem fik Øje paa den anden, som er ved Sanitetsvæsnet, da han gik og samlede Saarede op. Et kort Møde, et Par Ord vekslede derude langt borte fra Hjemmet, og deres Veje skiltes igen.

I Breve til Hjemmet har de begge ifølge “Dbp.” fortalt om dette ejendommelige Sammentræf.

I god Behold.

Familierne Dr. Kühl og Fr. Sønnichsen i Højer har modtaget et glædeligt Budskab. Deres Sønner, der efter Slaget ved Saarburg den 20. og 21. August var betegnede som savnede, har nu ifølge “S.B.” fra den franske Fangelejr i Clermont-Ferrant sendt Forældrene et Brevkort, hvoraf det fremgaar, at de befinder sig vel.

En Efterretning, modtog i Onsdag den gamle Rostgaard Evald i Bevtoft. Hans Søn, som er gift med en Datter af Schmidt, Glasergaard, og har en stor Gaard i Brønlund, har meddelt sin Hustru, at han sidder i engelsk Fangenskab og har det godt. Schmidts Søn, der laa sammen med Evald i Felten, havde for nogen Tid siden meddelt, at Evald var borte, og der raadede stor Bekymring for hans Liv. Glæden var stor, da det hørtes at han var i Live.

Faldne i Krigen.

Ifølge Beretninger fra Krigsskuepladsen skal Dødgraver Rodes yngste Søn fra Vonsbæk være falden. Et Øjenvidne fortæller, at han har set ham falde. Man bør dog, bemærker “S.Gr.” være forsigtig over slige Meddelelser, da det allerede ofte har vist sig, at Vedkommende kun var saaret og ikke død. Det er bedst, at man spørger for i Berlin paa de dertil indrettede Postkort.

Gaardejer L. Noisens Familie i Anslet har modtaget det sørgelige Budskab, at den yngste Søn, Lauritz Noisen, er død i Frankrig som Følge af sine Saar. Han ramtes den 9. September af en Kugle gennem Brystet.

Peter Bjerning fra Billund sad den 16. September sammen med 3 Kammerater og spillede Kort. Der kom da en Granat og dræbte Bjerning og saarede hans Kammerater. Bjerning havde faaet et Saar i Hovedet. Hans Kammerat, der kom og meldte Dødsfaldet, ligger paa Lasaret i Flensborg.

Aabenraa, Fredag.

Realskolen. Realskolerektor Professor Dr. Herting, der for nogen Tid siden meldte sig som Krigsvillig til Uddannelse af Rekrutter, er nu indkaldt. Herting er over 55 Aar gammel.

Varnæs, Fredag.

Gaver til Soldaterne. Ved en Kollekt, der afholdtes sidste Søndag i Varnæs Krige, indkom der 86 Mark. Pastor Asmussen gavet Tilbud paa 50 Mark og købte derfor en Pakke til hver Mand her fra Sognet, som er med i Felten. Pakken vil blive sendt hver enkelt. Den indeholder et Mavebælte, et Par Muffedisser, en Hætte til Hovedet og desuden et Meninghedsblad med en Afskedshilsen fra Præsten, som nu forlader Sognet.

Gram, Fredag.

Heste til Hæren. En vældig Mængde Heste var i Gaar forsamley i Gram, saa mange som det vist aldrig før har været set der paa en Gang. Men de var ogsaa kommen fra hele Haderslev Vesteramt. Et stolt Syn at se saa mange Heste forsamlede paa en Mark, men ogsaa et Bevis paa, at trods den livlige Hestehandel i den sidste Tid er de dog ikke alle bleven solgte.