4. juni 1918: Frederik Tychsen viser medmenneskelighed og hjælper såret franskmand

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en lille fransk landsby ved navn Tigny.

Ved 5 tiden om morgenen gik jeg så op imod byen. Det var en typisk fransk landsby med gavlene ud imod gaden, og husene var forbundet med en høj mur. Det så frygtelig ud i denne by. Der var barrikader tværs over gaden flere steder, og her havde været voldsomme nærkampe.

Et steds talte jeg således 24 døde i en klump. Et andet steds 16 osv. De var til dels stukket ned og til dels slået ihjel. Mange var slået oven på hovedet, så øjnene hang ud af hovedet. Alle var frygtelig tilredte – råt og ubeskriveligt.

Bag ved muren på begge sider af gaden lå der hårdt sårede soldater, og de var så sandelig hårdt såret, og på dette tidspunkt var der ingen til at hjælpe dem. De havde slæbt sig ned bag murene for at være lidt i sikkerhed. Den ene havde hjulpet den anden, men når de først kom til at ligge, kunne de ikke få sig rejst igen.

Jeg tog straks fat med at forbinde, så godt jeg formåede. Den første, jeg tog fat på, var en infanterist med et svært sår i låret. Han var af en kammerat blevet kørt derhen på en trillebør. Han havde tabt meget blod, bukserne havde han lavet fulde, det var sivet ned i støvlerne, og det hele sad i én elendighed.

Jeg fik støvler og tøjet listet af ham, og lagde en nødforbinding på, andet kunne jeg ikke gøre. Hvorvidt knoglen var beskadiget, vidste jeg ikke. Ved siden af ham lå der nogle, der var skudt i hovedet, jeg bandt lidt omkring, andet var der ikke at gøre. Jeg hentede vand til dem, og der gik flere timer, inden der kom flere til hjælp.

Blandt andet kom jeg til at forbinde en gammel franskmand; han var sikkert sine 45 år. Han havde fået et maveskud, og det ene ben var fuldstændig i stykker. Jeg hentede sengetøj – lagener – i et af husene, fik fat i noget pap til at stive af med, trak tøjet af ham og gav ham noget at drikke. Jeg bøvlede med ham vist i over en time.

Imidlertid var der kommet en lazaretkolonne, og deres vogne holdt i den anden ende af byen. Jeg kunne ikke selv transportere ham, han var meget syg. Der kom nu en lille trop amerikanske krigsfanger i et hurtigt tempo uden bevogtning. Jeg gav tegn til, at de skulle tage den hårdt sårede franskmand med; men så svarede en af dem på noget gebrokkent tysk: Om jeg troede, at de var kommet til Frankrig for at slæbe på sårede franskmænd?

Jeg havde heldigvis en revolver i lommen, som jeg havde taget efter nogle franskmænd, der var blevet afvæbnet samme dag; den trak jeg frem og gav et brøl, om han ville tage den sårede med øjeblikkelig. Og det kan nok være, at han var til at have med at gøre, han sprang til, greb fat i den sårede og ville slæbe ham ganske alene. Men så tog et par mere af disse amerikanere fat i ham, og det lykkedes mig at få ham med en lazaretvogn hen til et feltlazaret.

Da jeg sagde “farvel” til franskmanden, græd han, og idet han sagde: “Boku mercy! mon kammerad trebon!” (Jeg takker dig, du gode kammerat) tog han sit ur frem og ville give mig det. Jeg tog ikke imod det, men der hang en lille bronzemedaille ved det, erindringsmedaille fra krigen 1870 – 71, den haspede jeg af og hængte den ved min egen urkæde som en erindring om den hårdt sårede franskmand af 2. juni 1918.

Jeg forblev i byen til hen på eftermiddagen, dog havde jeg hele tiden føling med batteriet, og vidste nøje, hvad der foregik. Ved 5 tiden om eftermiddagen var jeg i byen igen, de sårede vedblev at strømme til, men der blev også kørt mange bort på biler og med hestekøretøjerne; der var kommet en læge med en stab af forbindingsmandskab; men hjælpen stod ikke i forhold til behovet; så måtte det ordnes, som det kunne.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *