Tag-arkiv: Hjemmarch

16. januar 1919. “R. I. R. 266 eksisterer ikke mere!” Claus Eskildsen kan endelig rejse helt hjem.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af det nye år, nåede regimentet til Wismar, her blev heste og vogne solgt og regimentet fik en ende.

Den 7. og 8. Januar kommer Transporttogene omsider, og den 11. naar man Garnisonen, der nu er Wismar i Meklenborg. Regimentets Hjemsted har efte haanden været Haderslev og Aabenraa, Rostock og Wismar.

Paa Kasernepladsen i Wismar sælges efter Ordre Heste og Vogne.

Den 15. Januar opløses Regimentet, den 16. rejser de enkelte hjem, ad Jernbaner og Landeveje ud til de tusind Hjem, hvor man venter dem med Længsel.

R. I. R. 266 eksisterer ikke mere!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 257-258

25. december 1918. “Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. “

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet marcherede gennem Kassel og blev indkvarteret i omegnen af Hannoversch Münden. Herfra blev III bataljon sendt afsted den 22. december kl. 1 om natten. Den 24. december om morgenen kl. 11 indtraf den i Sønderborg. Staben og II bataljon – resten af I bataljon var fordelt på denne – kørte afsted den 23. om morgenen.

De skulle ikke opleve juleaften hjemme, men indtraf først på Flensborg Sporskifte den 25. december kl. 9.30 om morgenen. Kl. 12 marcherede resten af regimentet ind i Flensborg. Det var nu kun en lille skare. Mange havde undervejs fået bevilget deres ansøgte hjemsendelse.

Modtagelsen i Flensborg var varm og hjertelig. En stor menneskemængde trængtes i gaderne, mange havde tårer i øjnene, den, der var dem dyrebar, er der ikke. Faner hilste velkommen. På Søndertorv bød overborgmester Todsen på byens vegne regimentet velkommen og overrakte major von Drigalski en laurbærkrans.

Så kom den sidste march. I kasernegården et afskedsord fra kommandøren, de døde kammerater blev mindet. Nu blev geværerne stillet op ad væggen og de øvrige våben afleveret.  Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. Det eksisterer ikke længere.

 Fjendtlig vilkårlighed og samvittighedskval har slået den form i stykker, der gennem fire år holdt kammeraterne sammen i jernhagl, mudder og giftskyer. Men hvad de ikke kunne slå ihjel, er den ånd, der voksede ud af dødsfællesskabet. Ånden, der er underordnet den store helhed, pligtopfyldelsens ånd, troskabens ånd, det broderlige kammeratskabs ånd, offerviljens ånd til døden.

Kammerater! Vi er vort folk skyldige, vore næste fire tusinde døde skyldige, at vi holder denne ånd vågen. Om vort stolte regiments faner igen engang skal blafre i vinden, dets våben skinne i solen, vi ved det ikke.

Én ting må vi dog fast tro på uden at sige for meget: Hvis ånden hos 86’erne bliver fællesgods i vort folk, så vil vort fædreland igen opnå sin plads i solen, navnet Tyskland stråle i ny glans. Hvis hver kammerat på sin måde og i sin kreds medvirker, så er heller ikke vore dyrebare dødes blod udgydt forgæves.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

20. December 1918. “Danskerregimentet” oplever æren af at marchere forbi generalfeltmarskal von Hindenburg på vej hjem.

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 bliver kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

I Sieg-dalen marcherede regimentet videre sammen med divisionen. Den 6. december var det i Weidenau ved Siegen, så overskred man Rothaar-bjergene. Ved denne march blev regimentsbagagens heste udmattet til det yderste. Nogle måtte skydes, andre blev solgt billigt eller simpelthen efterladt.

I de følgende 14 dage marcherede regimentet i området omkring Eder og Fulda, den 20. december nåede man Kassel. Her kunne divisionen endnu opleve et opløftende øjeblik. Ved slottet Wilhelmshöhe havde divisionen den ære at marchere forbi sin feltherre.

Som en kriger fra fortiden ragende op over sine omgivelser stod generalfeltmarskal von Hindenburg ved vejen. Klart og tydeligt lød hans ”God morgen, kammerater!” ud over kolonnerne. Den, der på denne dag så feltherrens ærefulde hoved, vil aldrig glemme synet af tilbageholdt smerte i de strenge træk.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

15. december 1918. “Humøret er godt. Der synges om Dagen og danses om Aftenen. Det gaar jo hjemefter!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen var tæt på midt i december. Området der skulle overdrages til de allieret var endelig rømmet, og så var der ikke langt hjem. Slesvigerne måtte dog vente lidt længere.

Den 9. December naar vi »Brohovedets« Grænse og er derved først kommet ud af det Omraade, som i Følge Vaabenstilstandsbetingelserne skal tages i Pant af de allierede.

Fra Reims dybt nede i Frankrig til Westerwalds Bjerge langt inde i Tyskland! Det er en lang Vej! Det var mange Trip for de gamle Ben!

Vejens Længde er et Maal paa, hvor dybt Tyskland er styrtet ned! Det tænker vi ikke paa. Humøret er godt. Der synges om Dagen og danses om Aftenen. Det gaar jo hjemefter!

Regimentet kravler ud af Westerwalds Bjerge og stiger ned i Lahn-Dalen, stamper gennem Marburg og Giessen og har den 15. December, efter 1 Maaneds og 1 Dags March, naaet Maalet, Egnen ved Hersfeld og Fulda midt i Hessen. Den 18. hjemsendes Sydtyskeme, den 19. Mellemtyskerne. Regimentets Kærne, Slesvigere, Holstenere, Hanseater, Meklenborgere er ene tilbage.

Deres rolige Sind stilles paa en tung Prøve.

De holder Jul i Hessen, de ser det nye Aar komme.

— »Der Krieg ist für die Dummen! Mens alle andre forlængst er hjemme, lader man os ligge her til Straf for vor Skikkelighed!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 257

5. december 1918. “Rhinlænderne er livlige Folk.” Eskildsens hjemtur går fremad.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I starten af december nåede Claus Eskildsen til Rhinen. Her blev de taget godt imod, både med laurbær og snaps.

Den 5. December har vi naaet Rhinen.

Rhinlænderne er livlige Folk. I Weissenturm lavrbærkranses vi af unge Piger, i Kaltenengers skænker en Kone Snaps. Ved Engers, mellem Koblenz og Neuwied, marcherer vi over Rhinbroen.

Regimentskommandøren holder højt til Hest paa Brohovedet. Musikken staar bag ham og spiller i det uendelige »Die Wacht am Rhein«. Rhinens Vand faar vi ikke at se. Taagen er saa tæt, at vi ikke kan øjne Floden oppe fra Broen.

Vi forlader Rhindalen og kravler op ad den vidunderlig smukke Sayn-Dal. I Isenburg har vi den 6. December Hviledag.

Kvartererne er maadelige. Folkene i det smukke Isenburg er præget af deres Luftkursted; de rører sig kun af Pletten, naar de faar Betaling for det.

Vi ser paa deres smukke By og Kirke, paa den gamle Borgruin og paa Krupps flotte Jagtslot.

Over Selters kommer vi op i Westerwalds fattige Bjergegne. Her møder vi igen de varme Hjerter, der slog os i Møde hos den stille Eifelbefolkning. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 256-257

25. november 1918. “Regimentet træffer en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter en hviledag fortsatte regimentet marchen hjemad. I byen Gerolstein stødte de på en mand i marineuniform der fik et lag tæsk.

Den 25. holder vi Hviledag i den stille Eifelby. Dagen udnyttes i Politikkens Tjeneste. Paa Officerernes Foranledning vedtager Divisionen et Krav om Indkaldelse af Nationalforsamlingen for at støtte Eherts Regering mod Kommunisterne.

Marchen gaar videre, Dag efter Dag. Vejret er slaaet om til Tø, Vejene er opblødt, Støvlerne begynder at gaa itu. Det gaar op og ned, stejlt op, hvor alle Mand maa skubbe bagpaa, saa Sveden rinder, stejlt ned, hvor vi maa hænge i for at holde igen paa vor Stabspakvogn, som ikke kan bremses.

Vi kravler over den »Høje Eifel« og er ved Ernstberg næsten 700 Meter over Havet. Vi stamper gennem den vulkanske Eifel forbi de berømte Kratersøer. Vi stiger derfra ned i den skønne Rhindal. Vore Kvarterer har vi i de fattige Eifelbyer. Men en Kro er der ogsaa i den fattigste Landsby, og her danses der om Aftenen.

Befolkningen er overalt lige hjertelig imod os. Bønderne har næppe et Straa i Laden mere, men de klager ikke. Vi er de sidste tyske Soldater, de faar at se. Bag os kommer Besættelsestropperne, og dem venter de sig intet godt af.

Vi kommer gennem Købstaden Gerolstein. Den er pyntet med grønne Guirlander og brogede Flag, — og denne Gang er det til Ære for os!

Regimentet træffer paa Gaden en Mand i Marineuniform. Han faar Klø, det revolutionære Asen! Bagefter viser det sig, at det var en stakkels, uskyldig Luftskipper, der aldrig havde set Kiel.

Købstaden Mayen er endnu rigere pyntet end Gerolstein. Vi marcherer igennem med Regimentsmusikken i Spidsen. Vi kommer forbi Laach-Søen og møder her Lægbrødre fra det berømte Valfartskloster Maria-Laach.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 255-256

24. november 1918. “vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!” Eskildsen er tættere på hjemmet.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter mange dages march nåede Eskildsen og hans regiment endelig frem til den tyske grænse.

I Reuler, den næste Landsby, har vi Kvarter. Vi sover det meste af Dagen; men om Aftenen, inden vi skal videre, gaar jeg endnu engang tilbage for at lade Øjnene drikke det dejlige Syn ned over Clerf. En gammel Mand fortæller mig om Byen, om Greven paa Borgen og om Munkene oppe i deres stolte Abbedi.

Vi marcherer igen om Natten, Fristens sidste, denne Rejses værste Nat. Vejene er glatte. Artilleriet foran os kan ikke komme op ad den stejle Kløft bag Grænsefloden Sun.

Der er kun godt en Mil fra Reuler til Grænsen, men vi slipper først over Kl. 6 om Morgenen. Vi er i Tyskland!

Med Hønsebenet foran — Regimentets Kapelmester hedder Hünerbein — holder vi vort Indtog i Dasburg. Vore Vogne er pyntede med sort-hvid-røde Flag. Befolkningen tager med varm Glæde imod os. Vi er det første af alle Regimenter, der har vist de tyske Farver.

Etappen er draget igennem i vild Uorden, har solgt Heste og Vogne og stjaalet Heste og Vogne, fortæller de. Andre Regimenter har haft røde Baand og Rosetter. Fronten kommer i bedste Orden, smykket med de Farver, disse Folk holder af. Efter 16 Timers besværlig March naar vi vort Maal, den lille Eifel-By Olmscheid.

En ung Kone tager imod os i en varm Stue og med et varmt Hjerte. Hendes Mand er i fransk Fangenskab, hendes Brødre og Svogre holder os ved Selskab. De er allerede afskediget og vendt hjem. — Og vi skal endnu marchere i mange, mange Dage!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 254-255

22. november 1918. Claus Eskildsen får travlt med at komme videre.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet måtte skynde sig videre for ikke at blive taget af amerikanerne og belgierne. Det næste mål var Clerf.

Den 22. November skal være vor anden Hviledag.

Vi har købt nogle Kartofler og er i Færd med at skrælle dem til Aftensmaden, da vi faar Ordre til øjeblikkelig Afmarch. Amerikanerne og Belgierne har lagt Haand paa nogle Afdelinger bag os, og vi skal derfor endnu i Dag over Clerf-Floden.

Kl. 8 Aften marcherer vi. Det er meget koldt. Krigen bider sig selv i Halen: Masurens Nætter, Luksemborgs Marchnat — det er en Ring.

Nattens Møje er glemt, da vi i Morgentimerne ser Clerf. Vi har set meget, men aldrig har vort Øje glædet sig ved noget saa smukt som den lille Købstad Clerf.

Vi kører ned til den, vi slæber Vognene op ad Serpentinerne igen, vi standser deroppe for at nyde Udsigten over Clerf-Kløften, over Byen med de smukke Tage, Kirken med Tvillingetaarnene, den ældgamle Borg, det storslaaet prægtige Benediktinerkloster højt oppe over Byen.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 253-254

21. november 1918. “Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg” Eskildsen når over den belgiske grænse.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Claus Eskildsen og hans kammerater nåede lige med nød og næppe at krydse den belgiske grænse, inden fristen for hvornår de skulle være ude af landet udløb. Til gengæld blev de heller ikke mødt med åbne arme i Luxembourg.

Den 20. November marcherer vi til Longchamps, den 21. kommer vi ud af Belgien. Købstaden Bastogne er den sidste større belgiske By, vi berører. Den er et eneste Hav af Flag, Guirlander, Æresporte med franske og engelske Velkomsthilsner.

Lidt bag Byen møder vi en hel Folkevandring. Fra alle Egnens Landsbyer strømmer man ind til Bastogne for at tiljuble Amerikanerne, der følger os i Hælene. Om faa Timer er Fristen udløbet!

Hvis vi saa ikke er over Grænsen, er vi fanget. Vi standser, skubber os et Par Hundrede Meter frem, standser igen. Forude er der et stejlt Bjerg, som kun kan overvindes ved Hjælp af Forspand. Vi staar paa Springet til at løbe fra det hele. I den ellevte Time slipper ogsaa vi over.

Ved Siden af en Markvej staar Grænsepælen med den belgiske Løve paa den ene og den luksemborgske Løve paa den anden Side. Vi lægger Mærke til den meget skarpe Sproggrænse, der nøje falder sammen med den politiske. I den sidste belgiske By talte alle Fransk, i den første luksemborgske, kun 2 Kilometer derfra, taler alle Tysk. Men Sindelaget er uforandret.

Tyskerne er lige saa forhadte i det rød-hvid-blaa Luksemborg som de er det i det sort-gul-røde Belgien. I Nieder-Wampach, vort første Kvarter i det lille Land, nægter man os Adgang til Husene, idet man paastaar, at Fristen er udløbet.

Vi erfarer Senere, at Grunden er en anden, Etappekolonner har Dagen i Forvejen opført sig som Røvere. Vi parlamenterer med Kommuneforstanderen og faar Tag over Hovedet. Inden vi skilles, er vi gode Venner med de brave Wampacher.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 252-253

18. november 1918. Eskildsen oplever dødsfald: “Muus, vor gode Ven, død her i vort Hus?”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter flere dages march, kunne Eskildsen og kammerater endelig holde en hviledag. “Slottet” de skulle overnatte på, var dog ikke så imponerende som navnet antydede.

17. November. Det er en Søndag. Marchen fortsættes op over Bjergkamme, ned i l’Homme-Dalen, op igen og ned til Vesqueville. I Dalen Nord for os ligger Købstaden St. Hubert, Midtpunktet for denne Egn.

18. November. Det gaar irriterende langsomt. Vi kunde løbe meget hurtigere, nu da det gaar hjemefter. Og i Morgen skal vi tilmed have Hviledag! En Trøst er det, at vi kan holde den paa et Slot.

Staben skal indkvarteres paa Slottet Laval. Officererne udmaler sig den første Hviledag paa et fint Slot, Mandskabet haaber paa god Plads. — »Slottet« viser sig at være en ussel Rønne, der intet har tilfælles med et Slot udover Navnet.

Næste Morgen sover vi længe. Vi sidder ved Kaffen, da een kommer styrtende ind, kridhvid i Ansigtet: »Muus er død!« Vi springer op.

»Muus, vor gode Ven, Maskingeværkompagniets Beslagsmed, død her i vort Hus?«

Han er død! Han havde i Aftes Tandpine og har saa om Natten taget Morfin af Veterinærkisten, i Ukyndighed saa meget, at det kunde have slaaet den stærkeste Hest ihjel. Nu havde han været sammen med os i samfulde fire Aar! Saa skulde heller ikke han faa Lov til at komme med ind i det længselsfuldt ventede Fredens Land!

Oppe paa en forblæst Høj ligger der en trist og fattig Kirkegaard. Her graver vi en Grav mellem forsømte Grave og sænker ham om Eftermiddagen ned i den, medens Byens Drenge sidder og dingler med Benene rundt om paa Kirkegaardsinuren.

Det er trist, det er uhyggeligt. Præsten begynder at tale om Selvmord, vi flytter uroligt Benene, Præsten taler videre om Selvmord, Majoren gaar hen og oplyser ham om, at det var et Ulykkestilfælde, Præsten bliver forvirret, omsider er den pinlige Begravelse overstaaet.

Næste Dag forlanger Brigadekommandøren en udførlig skriftlig Melding om, af hvilken Grund vi har bestilt Divisionens katolske Præst til en luthersk Begravelse.

— Hvad Forskel er der paa en Katolik og en Lutheraner, naar en Mand er død? Det faldt os meget naturligt at gaa til Katolikken. Den lutherske Divisionspræst — nu er han Professor ved Berlins Universitet — havde kun spillet Officer under hele Krigen. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 251-252

16. november 1918. “Frontens Rædsel er allerede paa Afstand”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Afstanden til fronten blev øget, og med det fulgte humøret blandt soldaterne.

16. November.

Der er kun 12 Kilometer til Maalet, Villance. Det tager os 5 Timer at naa derhen. Der er Knuder i Etappen, en anden Division krydser vor Vej.

Det slaar ind med skarp Kulde. Vi stamper paa Stedet, vi varmer os ved aabne Baal. Selv ved den mindste Standsning tændes der Baal. Tankerne flyver tilbage til Masurens Nætter. Bare vi kommer tidlig nok over Grænsen! Ellers bliver vi alle snappet og skal endnu vandre i Fangenskab.

Tag den med Ro! Det er det eneste, der er at gøre. I et Træ hænger der et gammelt Kødben; en Plakat nedenunder forkynder: »50 Mark udloves til den, der kan bringe dette gamle Ben ud af sin Ro!« — »Nur die Ruhe kann es machen!«

Midt i Kulde og Frost begynder Soldatens Humør at bryde frem. Man mærker jo virkelig, at det gaar hjemefter, selv om det gaar i Snegletempo. Frontens Rædsel er allerede paa Afstand. Sindets Tøbrud kommer, gamle og nye Vittigheder sprudler frem og nydes.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 250-251

15. november 1918. ” Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret” Eskildsen og de tyske tropper er ikke populære.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Regimentet var på vej igennem Belgien, der til sammenligning var meget pænere end Frankrig ifølge Eskildsen i hvert fald.

15. November.

Der fortsættes ad Slangevejen langs med den vildt brusende Semoy. Vi kommer over Grænsen og er nu i Belgien. Nu er Landsbyerne klædt i sort-gult-rødt. Farverne har skiftet, men Befolkningens lyse Glæde og mørke Had er uforandret. I Vresse spytter en Kone foragteligt ad os.

De belgiske Landsbyer er meget pænere end de franske. Renlighed synes ikke at være den franske Kvindes Hoveddyd. Her i Belgien glæder vi os ved at se rene og pæne og kønne Kvinder og Børn.

Belgien er et lille Smykkeskrin! Det er en lang Vej i Dag. Der er 26 Kilometer til Naomé. Vi forlader Semoydalen og kravler op ad de vilde Ardenner.

I Naomé kommer Læreren løbende og fører bitter Klage. Indkvarteringen har fyret op i Kakkelovnen med hans gode Bøger. Tankerne glider tilbage til Skolen i Kurwien. Skal vi da gøre os forhadt til det allersidste!

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 250

14. november 1918. Hjem fra fronten. Eskildsens lange tur tilbage mod Sønderjylland er begyndt.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Den store march hjem var begyndt. Vejen er besværlig og undervejs møder Eskildsen de første krigsfanger på vej hjem.

Den 14. November Kl. 9 Formiddag begynder den store March! Det gaar ud og ind, op og ned langs med Semoys fantastiske Krumninger. I Luftlinie er der kun 7½ Kilometer til Maalet, Hautes Riviéres; men Vejen er over dobbelt saa lang.

Ned ad den stejle Vej skrænt ligger af og til en væltet Lastbil. Etappens Kolonnemandskab er kørt hjemefter, saa længe de havde en Draabe Benzin i Tanken; saa har de væltet Vognen over Vejkanten og er løbet videre. Hvis Fronten bærer sig ad paa lignende Maade, gaar det hele i Skuddermudder, og vi er alle fortabte.

Men der er ingen Fare. Vi marcherer, denne Dag og de mange, mange følgende, i bedste Orden. Det er en uhyre svær Disciplin- og Taalmodighedsprøve, thi det gaar meget langsomt med smaa Dagstrækninger og mange Standsninger.

Det er Fronthærens sidste, men ingenlunde den letteste Prøve. Vor Division bestod den med slesvigsk, holstensk, meklenborgsk Ro. Vi møder allerede denne første Dag hjemvendende Krigsfanger. Franskmænd, Belgiere, Russere og Italienere kommer let til Bens, enkeltvis og i smaa Flokke, alle smykkede med Rosetter, Baand og Smaaflag i deres Lands Farver.

Hvor har den franske Befolkning alle disse Flag fra? Fra hvert Hus vajer Trikolorer, store og smaa. De maa jo have plyndret hele Købmandens Lager for alt, hvad der var blaat, hvidt og rødt! Vi under dem Glæden. Den tyske Soldat trøster sig med de vanvittigste Rygter, som flyver fra Regiment til Regiment langs ad Landevejen.

Der er Revolution baade i Paris og London! Den engelske Flaade er med store røde Flag i Masterne løbet ind i Kiels Havn! Intet er saa forrykt, at det ikke finder troende Sjæle ved Tropperne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 249-250

13. november 1918. “Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted!” Eskildsen kan omsider vende hjem.

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Snydt og forrådt. Stemningen blandt de besejrede tropper var trykket, men blandt de sønderjyske og polske tropper kunne man ånde lettet op. Nu var det på tide at vende hjem.

»Belogen und betrogen!«

Den tyske Fronthær staar med en besk Smag i Munden. — Slidt og lidt i fire Aar til ingen Nytte! — Taget ved Næsen, snydt af alle og enhver!

Hvad blev der af Eventyret, vi greb efter? — Der var intet lyst og skinnende ved Krigen, det hele var kun Savn og Snavs og søvnløse Nætter. Hvor var Ære og Berømmelse, Belønningen for Mandsmod og Heltegerning?

— Hjemmeheltene og Etapperne havde faaet deres store Part af Hæderskorsene uden Heltegerninger!

»Von vorne kommt der Kugelregen, von hinten kommt der Ordenssegen!« Hvad blev der af »Fædrelandets Tak«?

— Krigsspekulanter og fra Fronten hjemreklamerede skrabede Penge sammen i Dynger, Frontstaklen blev puttet i Jorden, regnet ringere end et Dyr. Hvor var Kejseren, da Vandet steg Frontsoldaten op til Halsen? Hvad gjorde vor Hærgruppes Fører, Kronprinsen?

— »Efter at Hans Majestæt Kejseren har nedlagt Overbefalingen, er jeg af Forholdene tvunget til at træde tilbage fra Ledelsen af min Hærgruppe. Stolt og med højt løftet Hoved kan min Hærgruppe forlade den franske Jord, som den har tilkæmpet sig med det bedste tyske Blod. Vort Skjold, vor Soldaterære er uplettet. Fire Aar tilhørte jeg med fuldt Hjerte mine trofaste Tropper. Dybt rystet tager jeg i Dag Afsked!«

Med dette Farvel rejste han bagefter Faderen. Hvad havde Førerne sagt, hvad havde Aviserne skrevet? — Vi havde sejret, altid sejret! Kunde det, der var sejret sammen i 48 lange Maaneder, styrte i Grus i to?

Hvem var Skyld i Ulykken? — Officererne i Felten, som havde bidraget saa stærkt til at ødelægge Stemningen? Matroserne i Kiel, som intet havde udrettet og nu lavede Revolution?

»Belogen und betrogen!«

— Hvad blev der af Wilsons pæne Ord? Nu skulde den ubesejrede Hær bøje Nakken under de haardeste Betingelsers Aag. 12 tunge og 33 lette Maskingeværer skal Regimentet aflevere. Kan man fortænke Skytterne i, at de gjorde dem ubrugelige forinden?

»Belogen und betrogen!«

— Her staar vi i Frankrig, forladt af vore egne Kammerater! Etappen er rendt sin Vej. Vi er afskaaret fra vore kære, som vi er saa bekymrede for. Der kommer ingen Breve, det kniber meget med Forplejningen.

Det var den tyske Frontsoldats Stemning i disse Dage, mens Polakker, Elsasser og Sønderjyder aander op, og Franskmanden græder af Glæde. 

Nu hjemefter! Skyndsomst af Sted! Vi slagter vor Ko. Geden faar vi ikke Lov til at slagte, og Regimentets Stadsvogn, stjaalet et eller andet Sted, vil Officererne ogsaa slæbe med for at gøre den i Penge undervejs.

Hjemefter! Forinden skal vi endnu efter den nye Regerings Befaling vælge »Arbejder- og Soldaterraad«. — Hvad er det? — Ved Staben vælger vi naturligvis Bøckmann, han har den største Kæft.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 247-249