Tag-arkiv: Luftkamp

27. oktober 1918. “Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Omkring Inaumont hvor Eskildsen og hans kammerater befinder sig, var de vidne til luftkamp. Desuden tog en af de mere prominente generaler sin afsked i disse dage.

Franskmanden prøver paa at indgyde os Skræk ved at. demonstrere sin store Overlegenhed i Luften. Den 27. Oktober har vi en ejendommelig Søndagsforestilling.

Hele Himlen er oversaaet af franske Flyvemaskiner, ialt vel nok 100. Tyske Flyvere saa vi i de sidste Maaneder kun, naar Luften var ren. Men denne Gang vover et Par Tyskere sig i Lag med Fjendens Bagtrop. Lige over vore Hoveder udfægtes der en kort Kamp. Den ene tyske Maskine begynder at falde, retter sig igen, begynder at brænde.

Vi ser til vor Forfærdelse en Mand springe ud uden Faldskærm, lige efter nok en. De suser ned gennem Luften, Kroppen slaar Kolbøtter, drejer sig, suser videre. Vi ser dem bevæge Arme og Ben, vi ser den enes Halssjal staa lodret i Vejret og den andens Hue komme dansende langt bagefter. — Tæt ved Byen falder de ned.

Vore Ordonnanser kommer tilbage og melder: »Det var en tysk Officer og en Underofficer.« Saa meget var endnu at skelne.

To Dage senere tæller vi 130 franske Flyvere i Luften paa een Gang. De svæver langsomt, fornemt videre. Man fortæller lidt efter, at de har ødelagt et Par Landsbyer bag os, at de derved har dræbt mellem 100 og 200 Mennesker, at ogsaa Byen Chaudion er lagt i Ruiner og andet.

Vi kontrollerer ikke, om det er sandt. Vi har nok af det, vi har set. Denne Gang er en fransk Efternøler skudt i Brand, de to Mand er slynget ud og har maattet gøre den rasende Dødsrejse ned gennem Luften.

Den diplomatiske Kamp gaar videre. Fronten følger den ikke med den Spænding, man kunde vente. »Det er os alt sammen ligegyldigt, bare vi snart faar Fred!« siger alle. — Fronten er træt. Det rørte ingen, da Kejseren den 7. Oktober lod forkynde: »Jeg har tilbudt Fjenderne Freden, men jeg lover Eder, at det kun skal blive en ærefuld Fred!« — »Ærefuld eller ikke, bare vi faar Fred!«

— Det rørte ingen, da den stedfortrædende Kommandør v. Schoenermarck — Major Schmidts var paa Orlov — Ugedagen derefter i et ildfuldt Opraab søgte at rette paa Stemningen: »Den almindelige politiske Situation viser klart, at vi intet opnaar med Vaabenstilstands- eller Fredstanker og Tilbagetog. Fjenden bliver kun mere og mere kaalhøgen derved.

Vi bør vise ham, at vi ikke betragter vor Sag som tabt. Handlingens Lov maa blive paa vor Side. Bort med Fredstilbudets skadelige Indflydelser og de dertil knyttede Forventninger om Vaabenstilstand og Fred! Vi kæmper videre!« 

— »Ja, gamle Schoenermarck, vi skal nok holde Stillingen! Men Fredstankerne kan du ikke holde ude — Bare vi faar Fred!«

Den 27. afskediges Ludendorff.  

»Hvad bryder vi os om Kejser, Major og Ludendorff! Vi er trætte! Bare vi faar Fred!«

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 240-243