Tag-arkiv: ferie

6. august 1918 – Hejmdal: Atter indkaldt

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

Dagens Nyheder


Nedsættelse af Hø-Tvangsleveringen

Paa et Møde, som “Bondeforeningen i Norden” forleden afholdt i Sønder Brarup i Angel, meddelte Landsøkonomiraad Jensen fra Oksager ifølge et flensborgsk Blad, at Tvangsleveringen af Hø for Provinsens Vedkommende var nedsat med en Trediedel som Følge af den daarlige Raafoderhøst i de fleste dele af Provinsen.

Dermed efterkommes der et Ønske fra vide Kvægavlerkredse, da det ellers er umuligt at opretholde den til Produktionen af Mælk, Kød og Fedt nødvendige Kvægbesætning i det Omfang, som udkræves til Folkeernæringen.

Petroleums-Knapheden

I Henhold til den af Magistraten i Aabenraa for nylig bekendtgjorte Opfordring til Befolkningen, der gik ud paa af Hensyn til den sandsynlige Petroleumsknaphed i Vinter at søge Tilslutning til Gasanstalten eller Elektricitetsværket, har 28 Indehavere af Lejligheder andraget om at faa Gas, medens henved 50 har anmodet om at faa elektrisk Tilslutning.

Med Undtagelse af nogle Ure er de nødvendige Materialer til Stede, og tilstrækkelig Arbejdskraft haaber man at kunne faa.

Man afventer endnu Tilladelsen fra højere Vedkommende.

Løvsamling i Ferietiden

Rektor Herting ved Realskolen i Aabenraa beder i en Annonce i “Apenrader Tageblatt” Realskoleelvernes Forældre om at foranledige deres Sønner til ogsaa at tage Del i Løvsamlingen i Ferietiden, da Trangen vedvarende er meget stor.


Fra Felten


I Felten d. 31. 7. 18

Kære “Hejmdal”!

En kærlig Hilsen til Slægt og Venner i Haab om et lykkeligt Gensyn sender

Gefrejter Nis Mathiesen fra Nørre-Hostrup.

Faldne

Skræddermester Lukmann i Løjtkirkeby har i disse Dage modtaget den sørgelige Efterretning, at hans Søn Willy er falden under de sidste haarde Kampe ved Vestfronten. Den Faldne blev kun 21 Aar gammel.

Enke Anna Jensen i Løjtkirkeby har modtaget den sørgelige Efterretning, at hendes Søn Hans Jacob er falden i Frankrig den 17. Juli, ramt af en Granat. Den 12. Juli ankom han til Fronten. Han blev kun rigelig 18 Aar gammel.

Landmand Hans Henrik Christensen fra Ris-Hjarup ved Aabenraa er den 19. Juli falden paa Slagmarken. Han efterlader sig Hustru og en lille Datter.

I Lørdags modtog Hans Christensen og Hustru i Aabøl ved Toftlund den sørgelige Efterretning, at deres Søn Christian er falden. Han blev 32 Aar og er gift i Over-Jerstal. Christian Christensen har været med, siden krigen begyndte. Hans Christensen har en Søn mere med i Felten, og en Søn døde for kort Tid siden paa et Lasaret i Mainz.

I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Nis Lorenzen fra Mjøls og Nikolaj Westergaard fra Bjerndrup er faldne.

Saarede

Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Lorenz Petersen fra Skodborg og Christian Seeberg fra Brenstrup haardt saarede, medens Christian Heizel fra Traasbøl, Marinus Jensen fra Kirkeby paa Rømø, Kurt Kloburg fra Aabenraa, Peter Kruse fra Abkjær og Peter Christensen fra Kastvraa er let saarede.

Savnet

Johan Rudebeck og Hustru i Løjtkirkeby har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Johannes er savnet. Han har været med i de sidste Kampe ved Reims.

Hjemvendte fra Fangenskabet

Hans Bjerrum og en Søn af Christiansen i Toftlund er vendte hjem fra russisk Fangenskab; de har Orlov i 2 Maaneder.

Atter indkaldt

I disse Dage har Landmand Jørgen Hansen fra Midtkobbel paa Kajnæs atter forladt Hjemmet for ifølge Indkaldelsesordre at give Møde i Königsberg.

For 2½ Maaned siden kom Hansen ifølge “Dbp.” hjem fra Rusland. I September 1916 blev han tagen til Fange og kom til Ukraine til Grubearbejde. Her var han indtil Februar i Aar, da han kom til Warschau hvor han opholdt sig i et Par Maaneder, indtil han i Foraaret vendte tilbage til Hjemmet.

Jørgen Hansen har været med siden Krigens Udbrud og har været saaret én Gang.

Dekorerede

Mejerist Laue Nissen fra Hjerndrup har ifølge “Dv.” faaet tildelt Jernkorset af anden Klasse.

Løjtnant Georg Ketelsen, ældste Søn af Fru Pastorinde Ketelsen i Haderslev, der har været med siden Krigens Begyndelse og deltaget i mange haarde Kampe, har ifølge “Schl. Gr.” faaet tildelt Jernkorset af første Klasse. Samtidigt er han bleven udnævnt til Officer.

(Læs hele Hejmdal fra 6. august 1918)

6. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: feriedreng anholdt af den tyske vagt

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Handelen med skotøj

I de nærmeste kan fra Forbundsraadet ventes en anordning om handelen med skotøj. der oprettes 18 store selskaber, deraf et for Berlin og et for Brandenborg. Under disse selskaber staar 105 distriktskontorer. Ved fordelingen i det enkelte kan alle deltage, som handlede med nyt skotøj den 1. august. Den ny ordning vil ikke medføre nogen forhøjelse af priserne for forbrugerne.

Bortførte kirkeklokker

I sidste uge nedtoges og bortførtes de to af Hygums kirkes tre klokker. Den mindste af de to ringeklokker og taarnurets klokke. Ringeklokken er støbt i Rendsburg i aaret 1812 og bærer en tysk indskrift og aarstallet 1812; og taarnurets klokke er ligeledes støbt i Rendsburg i aaret 1842, da kirken fik sit taarnur.

Københavnsk feriedreng anholdes af den tyske vagt

En klasse af Østre Gasværks Kommuneskole i København – ca. 25 mellemskoleelever og par lærere – der i disse dage er paa fodtur i det sydlige Jylland, kom i gaar, efter at have overnattet i Hjarup, til Skodborg. I kroen nød de den forudbestilte risengrød, og efter maaltidet skulde de saa ned for at se grænsen fra broen. Under ledsagelse af en yngre lærer gik de derned, men forud løb tre drenge. Paa deres spørgsmaal om de maatte gaa ud paa broen, svarede den vagthavende gendarm, at de maatte ikke gaa længere end til midten af broen, hvis de ikke vilde risikere at blive taget af den tyske vagtpost. En af drengene var imidlertid advarslen overhørig og løb trods kammeraters og lærers raab helt over broen og hen til det tyske toldsted, hvor han selvfølgelig blev anholdt af vagtposten. Lærere og kammerater vendte saa tilbage til Skodborghus kro, og efter forgæves forsøg paa at faa drengen udleveret drog ekspeditionen videre paa fodturen over Skibelund til Askov og Vejen for derfra at tage til Esbjerg og Fanø. Takket være den elskværdighed, det tyske militær ved grænsen stedse udviser overfor saadanne misforstaaelser, slap Svend Aage med at sidde nede i den tyske vagtstue indtil i aftes kl. 6½, da han fik lov at vende tilbage til den danske side. Det vil dog ikke være raadeligt, at eksemplet efterfølges, thi man kunde tænke sig, at danske myndigheder ikke vilde vise den elskværdighed overfor overtraadte advarsler, som det tyske militær gør, men klapse saadanne fyre alvorligt af.

Faldne

Enke Kathrine Lorenzen i Bovrup ved Varnæs har atter modtaget budskab om, at en af hendes sønner, den næstældste, Hans, er falden 9. maj, 19 aar gl.

Skytte Andreas Jacobsen af Skovby paa Als er falden i Frankrig 23. juni i en alder af 23 aar.

Jørgen Matthiesen og hustru i Asserballeskov har modtaget efterretning om, at deres søn Peter er død paa et Reserve-feltlazaret, 18 aar og 7 maaneder gl.

Rebslager Ravns hustru i Hølleskov ved Toftlund har modtaget efterretning om, at hendes mand er falden.

Saarede

Gaardejer Anders Christensen og hustru paa Lundsgaard ved Kliplev har fra deres søn Andreas i Champagne faaet meddelelse om, at han er bleven saaret. Ægteparrets ældste søn Christian har været savnet siden en fægtning ved Sumbinnen den 20. august 1914. Deres næstældste søn Peter har siden den 23.  februar 1916 været i fransk fangenskab ved Bordeaux. – Deres svigersøn, slagter C. Petersen fra Gramby, har siden den 7. oktober 1916 været i engelsk fangenskab. Christensens yngste søn Holger, der fyldte 17 aar i december, var indkaldt til den 13. juni i aar, men han blev foreløbig fri paa reklamation.

Peter Enemark i Orderup ved Toftlund er bleven saaret og indlagt paa et lazaret.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Joachim hans fra Ris-Hjarup savnes.

I fangenskab

Gaardejer Peter G. Johansen og hustru i Forballum har faaet meddelelse fra deres søn Adolf, at han befinder sig i fransk fangenskab.

Albert Buchholz i Vilsbæk, som i nogen tid har været savnet, er kommen i fransk fangenskab.

Chresten Witt fra Ørsted (Oxenvad sogn) har modtaget et brev fra sin søn Heinrich Witt, at han er i engelsk fangenskab.