Tag-arkiv: ødelæggelse

2. august 1918. Sidste mand før franskmændene? Frederik Tychsen på ensom vagt ved ammunitionen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Den første august gik vi tilbage til en stilling på åben mark. Her stod vi til om aftenen den anden august. Den tyske hær trak sig tilbage på hele linjen med ødelæggelse og brand. Ved ca. 10 tiden den 2. august om aftenen forlod batteriet denne stilling, og jeg skulle blive for at overgive ammunitionen til nogle lastbiler, der skulle komme for at hente den.

Jeg ventede og ventede efter disse lastbiler, og alt imens kom de forskellige tropper og gik forbi mig og gik længere tilbage. Til sidst kom der kun fodfolk, og jeg spurgte ud om, hvor langt franskmændene var borte. Men hver troppeafdeling mente, at de netop var de sidste.

Jeg blev mere og mere utålmodig – jeg gik frem og tilbage denne kønne sommeraften og tænkte på, at det var den 2. august – 4 år siden krigen begyndte, på al den elendighed krigen førte med sig, og på de tilsyneladende kun små fredsudsigter.

Jeg stod på et ret højt liggende sted og ved at se tilbage på det forladte område kunne jeg tælle 57 store ildebrande. Det var i sandhed et ejendommeligt smukt syn, men alligevel rædselsfuldt. Alt, hvad der kunne brænde, blev stukket i brand.

Huse og store bygninger blev sprængt, hver eneste jernbaneskinne blev sprængt, broer, vejkryds og viadukter blev sprængt, æbletræer og andre træer, der stod rundt omkring på markerne og ved vejene, blev savet over. Telefonmasterne blev væltet, og drikkevandet i brøndene blev gjort ubrugeligt. Alt hvad der kunne ødelægges, blev ødelagt, og der var tid nok til det.

Jeg gik og trippede frem og tilbage og så på hele skuespillet, og ventede efter bilerne, men de udeblev stadig. Nu kom der kun ganske enkelte tyske infanterister, det var efternølere, og hver gang der kom en eller to, spurgte jeg, om der stadig var flere forude, men alle mente de, at de selv var de sidste.

Da de til sidst kom ganske enkeltvis, og det blev senere på aftenen, turde jeg ikke blive der længere, jeg opgav min post og gik min vej og lod ammunitionen i stikken. Ved daggry fandt jeg batteriet ved Revillion. Jeg meldte til chefen, at bilerne ikke var kommet, og ammunitionen var blevet liggende.

Han fortalte, at franskmændene var for nær i hælene på tyskerne, så de turde ikke sende lastbilerne ud efter ammunitionen. Om morgenen brød vi op og marcherede til Chemin des Dames. Her gik vi i bivuak.

Den 3. august marcherede vi hele dagen og gik i bivuak ved ?. Vi marcherede hver dag og om aftenen gik vi i bivuak i en skov, i barakker eller på åben mark.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

27. maj 1918: Frederik Tychsen – Franskmændene på retur

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid ikke indlogeret ved Laon i Frankrig.

Om aftenen den 27. gik vi atter i stilling efter at vi havde haft en ret stram march om eftermiddagen. Vi skød en del først på aftenen, men senere var der ro, og vi fik lejlighed til at søge efter madvarer i de forladte franske stillinger.

Vi fandt en hel spand fedt, brød og kakes (kiks). Vin fandt vi intet af den første dag. Dog måtte man lægge mærke til alle døde franskmænd, der lå rundt omkring. Og mange steder lå der uniformsdele.

Om natten sov vi i teltet. Den næste morgen fortsatte vi gennem det ødelagte terrain. Franskmændene var stadig på retur, og vi bagefter. Foran os var der hele tiden ildebrande og mægtige eksplosioner. Det var franskmændene, der brændte og ødelagde alt krigsmateriel, før de forlod det.

Da vi havde god tid på landevejen, blev der rigelig tid til at se sig en lille smule for. Der var mange, der havde travlt med at udplyndre de døde franske soldater. De undersøgte deres lommer, tog deres penge, ringe, ure eller andet, der kunne have en smule værdi.

De fandt hyppigt hos de franske soldater sjofle billeder, mest postkort af nøgne damer og andet sjofelt. Det syntes, at de franske soldater havde mere af den slags som tyskerne. Jeg så på, at Skurnia og Hylsmann undersøgte en død.

Vi gik en tur over marken, og her lå en franskmand med hele sin udrustning, han havde hængt geværet over ryggen. Han havde et gabende sår i tindingen, så stort, at man kunne lægge et dueæg ind i det. Han havde rødblondt overskæg.

Skurnia og Hylsmann trak frakken af ham, undersøgte lommerne og hele udbyttet blev 20 Centimes (ca. 16 øre). Der var ingen levnedsmidler i tornysteren. Jeg sagde til dem, at det var nogle kedelige penge at have, men de ænsede det ikke, men mente, at den døde havde jo heller ingen brug for pengene.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

22. november 1917. Mikael Steffensen: “Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84. I november 1917 befandt han sig i Flandern på Vestfronten.

Halluin, Flandern, den 22. november 1917.

Kære, kære Venner!

Selv er jeg sund og stærk nu, men det kneb haardt en Overgang. Alt og alting forsømte jeg, og desværre ogsaa at skrive til mine Venner, og ogsaa til Jer.

Aldrig havde jeg troet, at man kunde blive saa sløv og træt, og ofte saa ulykkelig, men det gik ogsaa næsten over menneskelig Evne. Nu er det, som sagt, bedre, og jeg kan hæve Hovedet igen og se ud og se ind i Fremtiden med lysere Syn .

Alt her er ødelagt. Byer og Stæder er Grushobe, Vejene sprængte, Markerne fuldstændig oprodede. De stolte Linde langs de gamle Hærveje rager nu op med deres Splinter, de brede Kroner, og ofte hele Stammen med, ligger splintret og søndret paa Jorden. Trøstesløst og øde er alt. Og nu, da Vandet staar over Markerne her i det flade Landskab, og Vintertaage og Regn gør Luften mørk og graa, da er det trist.

Og det gaar mod Jul, uden Fred i Landene. Hjertefreden trues af al Menneskets Ondskab. Men der længes dog mod Jul. Endnu ligger der Glans over den gamle, hellige Fest, og der kommer Varme og Glæde i de trætte Øjne, naar det gaar op for een, at det lider mod Jul. Hvor underligt; thi i det ydre vil Juledagene gaa som alle andre, men der er noget andet, noget dybere, der griber Sindet, en Urkraft, eller rettere en Guddomskraft, som ingen kan benægte. Vi længes mod Jul for at høre Englebudskabet: Fred paa Jord; thi Barnet er født, som skal frelse Verden, fri os fra al Synd og berede os Himmelvejen.

Aa, som vi trænger fil Fred allesammen, men først og sidst: Fred i Hjertet, i Sind og i Tanke. Her gælder Kravet: i Dag! Den Fred vindes ikke med Landefred, men den kan vindes midt i det allerhaardeste.

Maalt med menneskelig Forstand er der langt til Fred. Hvem har det egentlige Overtag? Nu, da det tyske Folk har vist, at det kan kæmpe og ogsaa sulte, og at det kan sætte sig ud over, at Børn og Kvinder sulter ihjel, da er der langt igen, til Kraften er brudt, selv om Verden har sluttet sig sammen mod dem.

Sejren i Italien kan være dyrt købt, dyrere, end Øjeblikket tillader Udsigt over. Det kan gaa her, som det gaar i Rusland. Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter.

Lev vel derhjemme, ‘Guds Fred, der er mer end Englevagt.

Vær kærlig hilset fra

Eders Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

17. juni 1917 – Brev til Thyge Thygesen: “… helt skør i Hovedet”

Brev fra Thyge Thygesens kammerat Marius, som han havde gjort tjeneste med i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 36 til han blev såret i september 1916.

d. 17. 6. 17.

Kære Thyge!
Først vil jeg nu sige dig Tak for det kære Brev som jeg i aftes har modtaget. Du kan tro jeg har ogsaa ventet at høre fra dig. Da vi laa i Ro i Aira, fik jeg Brev fra dig, og jeg skrev saa igen samme aften. Dette Brev fik jeg saa tilbage med Paaskrift ”Zurück, m[?] Arbejdskommando 57.” Jeg viste jo saa at Du var ikke mere der, jeg troede at Du maaske var kommen til Eisleben igen. Jeg seer at Du er Hjemme og har Udsigter efter at blive det, Du kan tro jeg under dig det af ganske Hjerte.

Sørgelig at det er gaaet Niels Platz saadan, har nu gjort alting med fra Begyndelsen, men desværre saadan vil det vel gaa os alle. Du kan tro jeg er saa vidt at hvis jeg kommer i Trommelild igen, troer jeg nok at jeg bliver helt skør i Hovedet. Maaske varer det ikke ret længe, Udsigterne er ikke af de beste. Vores Stilling er ikke så daarlig som jeg havde forestillet mig, vi ligger her hvor vi for et Aar siden laa, naturligvis ikke i de Stillinger. Franskmanden har alle Høje, han kan direkte see ned i vores Kochgeschirr hvad vi om Aftenen faar. Du kan jo nok tænke dig at de Høje lader de ham ikke. Alt er fuldstændig itu trommelt, vi maa nu arbejde ligesom efter Offensiven i Champagnen, vi kommer ikke til Besindelse.

Nu er det ellers nogenlunde rolig, vi har endnu heller ikke Dækninger, vi ligger helt til fri Felt, har kun Teltbanen over Hovedet. Vi ligger for Tiden i Ro i en Skov, her er det ganske dejlig, kun Flyverne kommer om Natten og kaster Bomber. Jo længer det varer desto daarligere bliver det.

Jeg tænker om en 14 Dage at komme paa Orlov, skal nok besøge dig. Nu til slut være du, dine kære Forældre og Søskende i Herrens Navn mange Gange hilset fra din hengivne Ven.

Marius.

(Privateje)

17.maj.1917. Mikael Steffensen: “Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde”

Senest ændret den 22. juli 2017 7:19

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I maj 1917 var han ved Lecluse i Frankrig.

Lecluse, den 17. maj 1917.

Min kære, kære Ven!

Til saa mange skylder jeg Brev, men jeg maa skrive til Dig, Du trofaste, ejegode Ven, skrive for at sige Dig Tak for Dine rige Breve fra i Gaar og fra den 14., skrive for at fortælle Dig, at jeg endnu lever og er ved fuld Sundhed og kraft.

Og dog, dybt inde er jeg rystet som aldrig før, det var saa skrækkeligt, alt det, jeg saa. Jeg skriver, som om vi var ude af det, men min Bataillon ligger i forreste Linje. I Forgaars Nat kom jeg til Lecluse for at blive her. En Gang daglig maa jeg saa gaa forud med Post og med Befalinger, og samme Nat gaar jeg tilbage hertil. Andre anser det for en farlig Post, og det er det. Det er svært at komme igennem Spærre- og Trommeilden, men hidtil er alt gaaet godt, og Vorherre vil hjælpe fremdeles.

Selv er jeg tilfreds med at kunne være her om Natten og det meste af Dagen; det er kun nogle Timer om Aftenen, fra 7—12, at jeg er udsat for Fare. Men jeg vil ikke skrive ret meget om Kampene i Dag, Du faar alt udførligt, naar vi en Gang, jeg vil haabe snart, bliver afløste. Vi har ingen Storkampdag haft, og før en saadan kommer, bør vist ingen Afløsning ventes. Tabene er taalelige, der er endnu slet ingen Tale om at være »opreven«, og de ca. 70 Procent Tab, som betinger en Afløsning, er langt fra naaet. Desværre har jeg mistet en brav Kammerat, en brav Soldat, med hvem jeg har delt mange haarde Lidelser. Han begraves i Dag.

Det, der gør Kampene her saa voldsomme, er det svære engelske Artilleris absolutte Overlegenhed. Knusende og sønderrivende slaar disse centnertunge Uhyrer ned, hvor man mindst aner det. Den snorlige, prægtige Rue National Arras— Cambrai, som nu overskygges af ældgamle Linde, ødelægges helt. De grønne Træer ligger flængede og sønderrevne tværs over Vejen. Deres mægtige grønne Kroner danner en Afspærring, som er vanskelig at faa ryddet af Vejen, da Vejen altid ligger under Ild. Jeg skal ikke glemme, da jeg den første Aften cyklede i Stilling da hilstes vi af Britternes allersværeste Skyts, og det er et Under, at vi slap godt fra det.

Saa vil jeg ikke skrive mere om alt dette i Dag. I fjorten Dage har vi haft grønne Skove, og Kløveren slaas til Hestefoder. Et frugtbart Land lægges øde, gøres til en Ørken. 7—8 Kilometer bag forreste Linje er der næsten ikke en Kvadratmeter Jord, som ikke er oprodet, sønderflænget af Granater. Ganske nær herved slaar de svære Granater ned. Det er Varselsskud om,’at de Par Civilfolk, som endnu er her, skal redde sig.

Snart vil ogsaa Lecluse være en Ruinhob. Befolkningen har gjort deres Haver i Stand, saa maatte de flygte. Vinen slynger sig endnu om Gavl og Huse, den breder sine Blade over de Hjem, med hvilke den snart skal gaa til Grunde. Dødsdømt er alt, hvad der findes indenfor de engelske Kanoners Rækkevidde, — det er en haard Vej for at naa frem til Rettens og Menneskelighedens Fuldstændiggørelse. Den gaar over mange Menneskers Livslykke, og den er rød af Blod.

I Dag er jeg saa rolig igen. Hver Aften er det gaaet godt, og naar jeg nu i Aften vender tilbage, har jeg fire Aftener fri. Der er endnu ikke Haab om Afløsning, — vi skal holde ud. Og jeg siger: Med Guds Hjælp og ved mine Venners, ved Din Hjælp og Støtte vil jeg kunne holde det ud. Vi maa tro, at intet sker tilfældigt eller paa Slump, men kun efter Guds Raad og Vilje, Guds store mægtige Vilje, som førte os paa Ørnevinger frem til i Dag, under hans Vilje beskyttes vi, Du og jeg. Guds Fred, min Ven, vil jeg nedbede over Dig og Dine. Altid er jeg Dig nær i Tanken, thi altid er jeg

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

12. marts 1917 – Lorens Jepsen: “…al denne Ondskab”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. Regimentet deltog midt i marts i den store tilbagetrækning – Unternehme Alberich – fra udbulningen i frontlinjen ved Somme.

12.III.17.
Min egen kære Anne!
I flere Dage har jeg ikke modtaget Post ej heller skrevet, thi jeg har ikke haft Tid eller Lejlighed dertil. Vi har her nemlig ingen rolig Stilling, men er i Bevægelse, det vil sige, tilbage gaaende. Vi ligger her indeklemt i en Bue og Stillingen opgives derfor, som der vel ogsaa staar i Aviserne, frivilligt; det vil dog forstaas saaledes, at den vanskelige Stilling ikke kan holdes under Engelskmandens Tryk.
Langsomt, men sikkert!

Byerne bag Fronten rømmes af Beboerne. Da jeg rejste hen til Kompagniet, saa jeg, hvorledes Franskmændene paa Banegaardene maatte læsse Jernblik, Tagrender og lignende paa Jernbanevogne. Alt af Værdi skaffes bort, Hanen paa Kirketaarnet og Viserne fra Uret, alt kan bruges. Hvad der ikke kan bruges, og det er meget lidt, det ødelægges. Det er ikke for intet, at Tyskerne er forhadt. Aa, jeg kan blive rasende, naar jeg ser paa al denne Ondskab. Her til denne By kom vi i Morges. Traf her fire Mand fra Rgt 31, som har opholdt sig bag Fronten siden Nyaar, og som i al denne Tid ikke har gjort andet end ødelægge, hvad de kun overkomme. Pionererne arbejder ivrigt med samme Maal for Øje. Kirkerne er de første, som sprænges i Luften, dernæst følger Slottene og de bedre Huse. Intet anstændig Hus forskaanes. Brøndene sprænges ligeledes. Træerne fældes, endog de smukke Frugttræer i Haverne hugges ned.
Stakkels Frankrig. Der vil hengaa mange mange Aar, inden Krigens Spor udslettes her.

Havde i Dag et Brev fra Jes. Han skriver, at der næsten ikke mærkes noget til Krig i Rusland. Artilleriet skyder sjældent. Det er jo noget andet end her, hvor Trommeilden hører til Dagens Orden. Naa, Tropperne har faar da ogsaa nok af de Hele og det er ikke altid, at der lystres Kommando, og – det vil komme bedre endnu. Det maa komme.
De hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

18. januar 1917. Claus Eskildsen: “Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende…”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Den 18. Januar afløste vor Division den 11. bajerske Division i Stillingen ved La Bassée, omtrent 20 Kilometer Sydvest for Lille, ved den af franske Popler indrammede La Bassée-Kanal, som forbinder Lille med Béthune. Vort første Frontafsnit i Vest kom altsaa til at ligge paa Grænsen mellem det fransksflanderske Sletteland og Artois’ store Kulfelter. 

Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende i den nye Stilling. Englænderne øste, og Tyskerne maatte øse med dobbelt Flid. I Følge Naturens Lov skulde alt Vandet have Afløb mod Vest, men Englænderne havde dæmmet op for baade Kanal og Aaer. Efter et vældigt Arbejde med store Pumpeanlæg havde Tyskerne nu faaet Vandet vendt, saa det flød »op ad Bakke«. Det kunde dog ikke forhindre, at baade Skyttegrave og Hulrum undertiden oversvømmedes helt, saa Frontstaklerne bogstaveligt stod i Vand til Halsen. 

Den forreste Skyttegrav gik 2-3 Kilometer Vest for La Bassée. Omtrent lige saa langt bag Byen laa Regimentsstaben i Byen le Marais-Salomé. Midt imellem laa Dødens grufulde By. 

En Søndag Morgen Kl. 7 gaar jeg ind i denne døde By. I Fredens lykkelige Tider havde 5000 Mennesker her deres Hjem. Nu hersker Dødens tavse Gru i de stille Gader mellem de sammenskudte Huse. Der staar ikke et eneste helt Hus.

En stor Del af Byen er en trøstesløs Ruindynge, en vild Hob af Sten og Kalk, hvor man ikke engang kan skelne de tidligere Huse. En anden Del af Byen virker endnu forfærdeligere. Her staar Husene med tomme Vindues– og Døraabninger, uden Tag, uden Loft, uden Bjælker, udbrændt af Krigens fortærende Luer, der ikke faar Rist eller Ro, før alt er ødelagt, hvad flittige Hænder formaar at skabe. Det virker grufuldtsgrotesk, naar man paa Husene læser »Café moderne«, »Estaminet«, eller naar man paa Torvet midt i Byen staar ved den sammenskudte Musikpavillon.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

6. august 1916. Kresten Andresen: “… om vi skulle forflyttes til det yderste hav, så kan vi næppe komme til et værre sted end her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 6. august 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt fremdeles. Der er ikke meget at skrive om. Krig er jeg så led og ked af, at jeg ikke gider skrive noget derom. I begyndelsen af krigen, da var der dog til trods for alt det skrækkelige en vis poesi iblandet. Den er nu forsvundet.

Det kommer mig for, at jeg har givet jer en alt for drastisk skildring af en trommeild. Virkningen af en sådan ild er mere moralsk end ellers ødelæggende; vi har kun haft to døde og fem sårede under hele det bombardement; så det er jo næsten ubegribeligt. Nå, jeg håber nu, at jeg er færdig med min part her, i hvert fald foreløbig – hvad fremtiden vil, kan man jo aldrig vide. Men om vi skulde forflyttes til det yderste hav, så kan vi næppe komme til et værre sted end her. Det bedste er blindt at lade sig lede af skæbnen; thi selv at gribe ind er uforsvarligt, og man kan dog ikke fly fra Guds vilje og bestemmelse med én. Gud har sin vilje med hvert enkelt menneske; at sætte sig op imod den vilje er synd, og det hævner sig.

I undrer jer vel over, at min drøm om konfirmationstøjet ikke er gået i opfyldelse endnu, skønt tiden syntes at være kommen; men det skal I bare ikke være urolige over. Kommer tid, kommer råd. Ja, nu skal posten afgives. Det er jo søndag, det får jeg først nu at vide.

Det glæder mig, at det går Johanne så godt; hun skal såmænd snart blive rask igen. Jeg tror, jeg kunde trænge til den samme kur. Min mave er ikke god, men mine nerver synes at være lavet af tjæret skibstov, for de lader sig ikke let bringe i uorden.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve