Tag-arkiv: savn

4.juni 1918 – Milert Schulz: ”Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær”

Senest ændret den 2. juli 2018 8:17

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel) og Levanten.

Den 4.6.18.

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Guds Fred til Hilsen!

Ja I har vel nu ventet et par Dage efter Brev fra mig. Jeg har nu i 8 Dage ingen Post haft hjemmefra, men jeg haaber dog at I er alle ved god Sundhed som jeg osaa kan meddele Eder om mig. Blodt i de sidste Dage har jeg haft Gjemmelgang undertiden ogsaa med Blod, men jeg haaber dog at der bliver bedre. Jeg föler mig ellers heelt godt tilpas derved. Ja det er et levnet med dett ”Scheiserei” som man siger i Soldatersproget for man kan löbe verdt öjeblik. I formiddag var jeg 5 Gange paa Huset. Over Forpleiningen kan man ellers ikke klage, men jeg tror nok at det kommer deraf at jeg i den sidste Tid har spist Tomater som Maven ikke har kunnet taale. Vi har det hjo ellers heelt godt her og ligger endnu her i Es Salt. Jeg förer rigtig et dovn Levnet, ligger heele Dagen paa Rÿggen og passer paa Telefonen og læser den eene Bog efter den anden. Forandringer er der ikke skeet hos mig.

I forgaars skeete der et Ulÿkke i vor Komp. Vor Fodermester vilde kjöre et par Heste til, og da han havde sadt sig paa Vognen löb Hesterne lös alt de kunde, Manden fladt af Vognen og blev overkjört. Hovedet fik han demoleret og 2 Ripper brægget. En Vaabenmester fra Regimentet sköd sig samme dag ifölge af en Forseelse en Kugle igjennem Blæsen og Underlivet. For en Ugestid blev Komp. Fören for 1 M.G.K. skudt af en Tÿrkisk Soldat ogsaa af en Forseelse. Offiseren gik næmlig i en Tropenhelm og i denne har Tÿrkeren holdt ham for en Englænder. Her er der snart passeret mere Ulykke bag Fronten en i Fronten. I dag kom der ikke mindre en 12 engl. Flÿver herover, men di flöj videre til Banestationen som hedder Aman hvor vi har ligget 3 Dage og kastet der en heel deel Bomber. Men os har di da ladt i Ro. Om di har gjort nogen Skade har vi ikke hört endnu.

For et par Dage siden havde jeg Kort fra Tante Mie i Döbbel. Hun mente om jeg ikke kunne sende hende noget herfra som man ikke har derhjemme. Men det er jo nu umuligt, for det förste giver der kun lidt at kjöbe og for det andet maa eller kan vi ingen Pakker sende hjem herfra. Hvordan gaar det ellers med Landvæsnet derhjemme?  Thilde er vel bleven Bondepige nu. Kan du nok komme efter der med at malke kj. Thilde. Iforgaars har jeg rigtig tænkt paa dig da du havde Födselsdag. Deres er vel ogsaa en rigtig ”Buunkal” nu.

Og du kj. Far har vel ogsaa nok at bestille nu. Naar jeg saadan ligger i mine egne Tanker om Hjemmet og de gode Fredlige Dage fra för saa kan jeg rigtig forestille mig hvordan du gaar og sÿsler rundt i hjemmet. Det er som jeg imellem kan see dig samle en gammel Proppe op eller en krum og forustet Sön stikke i Lommen. Naar jeg saa tænker paa dine Spalopper saa kan jeg dog imellem ikke holde mig for at lee. Jeg tænker ogsaa lidt paa de Aftener vi har siddet sammen derhjemme da jeg endnu gik til Skole, og Mor hun satte os til at stoppe Strömper eller saadan noget. Og nu? – Nu er man snart 3 Aar soldat og liger hernede i Palästina fjernt fra Hjemmet og alt hvad man har kjær.   

Men Herren har været med mig indtil nu og han vil ogsaa være med mig i Fremtiden. Han er Klippen til hvem jeg holder mig fast. Ham allene Æren for alt. Da jeg er i mangel af Skrivepapier er jeg tvunget til at benÿtte dette her. I morgen faar vi vist Post igjen. Vær for denne Gang hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eder Sön og Broder

Milert.    

26. marts 1918 – Milert Schulz: “Jeg vilde jo nok havde været i Eders Mitte paa Söndag men istedetfor var jeg hos Eder i mine Tanker som jeg er hver Dag.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 26.3.18

Mine kj. Forældre og Sösk.!

Endelig efter 3 Ugers Ventetid har vi faaet Postsagerne igjen. Modtaget Eders Breve fra den 6. 10. og 12.3. Ligeledes modtaget en Pakke med Smör, Fedt og Skinke. For alt min beste Tak kj. Forældre. Som jeg seer af Eders Breve har I det jo endnu Gud skee Tak godt som jeg ogsaa kan meddele Eder om mig. Jeg er endnu ved god Sundhed og er kommen mig heelt godt her i denne By. Nu har vi ogsaa været her den længste Tid. Overmorgen gaar det videre til K. [Konstantinopel/red.] Vi har jo ogsaa havt det heelt godt her. I den sidste Tid har vi sledt ingen Tjeneste gjort med da vi har staaet Vagt ved vort Tropentöj som er forpakket i henved et halvhundrede Kasser. Vi har sovet her dag til kl.10 og om Eftermiddagen har vi gaaet spaseren. Det kan man jo nok holde ud. Som jeg seer har i saa haft Konfirmation sidste Söndag.

Önsker dig Herrens rige Velsignelse og alt godt i den Fremtid min kj. Söster Didde. Jeg vilde jo nok havde været i Eders Mitte paa Söndag men istedetfor var jeg hos Eder i mine Tanker som jeg er hver Dag. Ja hvornaar man eegentlig faar Lov at komme hjem igjen? Herren give at det snart maatte være nok nu med denne Krieg.

Eftersom vi har hört her har Offensiven i Frankrig vel begÿndt. Der har jeg ogsaa staaet haare Slag der og naar det saadan gaar videre saa skal Frankrig og England snart komme til Indsigt at di ikke kan tvinge os. Herren har været med os hidintil han hjelper os ogsaa igjennem til vi har det længe ventede Fred. Jo kj. Fader Sagen med Söster Mie har jeg vist for længe Tid side, allerede dengang hun var i Skÿdstrup. Hun har ogsaa tidt spurgt mig til Raad om et og andet. Det lader jo saa til at der Alvor i Sagen. Ja en Bakke vilde i gjerne have fra mig med en Sydlandsindhold.

Jeg vilde jo gjerne sende Eder en saadan men det er saa forfærdelig dyr. Olie er der jo nu sledt ikke at faa her det kjender di knapp her. Men Töj kan man kjöbe. Jeg var for et par Dage siden i et Manufakturgeschäft og spurgte om Priserne paa et og andet. Der var f. E. Ulstertöj kostete 80 Mark per Meter. Hvor jeg har lagt i Quater spurgte jeg Datteren af Huset en Pige paa 18 Aar hvad hendes Skört kostede. Det var et ullen Skört? Hvad tror I? 130 Mark! Og saadan er det med alt. Dette er nu det sidste Brev faar herfra det næste fölger jo vist fra K.

For denne gang det kj. Hilsener og Kys fra mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

 

 

22. november 1917. Mikael Steffensen: “Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84. I november 1917 befandt han sig i Flandern på Vestfronten.

Halluin, Flandern, den 22. november 1917.

Kære, kære Venner!

Selv er jeg sund og stærk nu, men det kneb haardt en Overgang. Alt og alting forsømte jeg, og desværre ogsaa at skrive til mine Venner, og ogsaa til Jer.

Aldrig havde jeg troet, at man kunde blive saa sløv og træt, og ofte saa ulykkelig, men det gik ogsaa næsten over menneskelig Evne. Nu er det, som sagt, bedre, og jeg kan hæve Hovedet igen og se ud og se ind i Fremtiden med lysere Syn .

Alt her er ødelagt. Byer og Stæder er Grushobe, Vejene sprængte, Markerne fuldstændig oprodede. De stolte Linde langs de gamle Hærveje rager nu op med deres Splinter, de brede Kroner, og ofte hele Stammen med, ligger splintret og søndret paa Jorden. Trøstesløst og øde er alt. Og nu, da Vandet staar over Markerne her i det flade Landskab, og Vintertaage og Regn gør Luften mørk og graa, da er det trist.

Og det gaar mod Jul, uden Fred i Landene. Hjertefreden trues af al Menneskets Ondskab. Men der længes dog mod Jul. Endnu ligger der Glans over den gamle, hellige Fest, og der kommer Varme og Glæde i de trætte Øjne, naar det gaar op for een, at det lider mod Jul. Hvor underligt; thi i det ydre vil Juledagene gaa som alle andre, men der er noget andet, noget dybere, der griber Sindet, en Urkraft, eller rettere en Guddomskraft, som ingen kan benægte. Vi længes mod Jul for at høre Englebudskabet: Fred paa Jord; thi Barnet er født, som skal frelse Verden, fri os fra al Synd og berede os Himmelvejen.

Aa, som vi trænger fil Fred allesammen, men først og sidst: Fred i Hjertet, i Sind og i Tanke. Her gælder Kravet: i Dag! Den Fred vindes ikke med Landefred, men den kan vindes midt i det allerhaardeste.

Maalt med menneskelig Forstand er der langt til Fred. Hvem har det egentlige Overtag? Nu, da det tyske Folk har vist, at det kan kæmpe og ogsaa sulte, og at det kan sætte sig ud over, at Børn og Kvinder sulter ihjel, da er der langt igen, til Kraften er brudt, selv om Verden har sluttet sig sammen mod dem.

Sejren i Italien kan være dyrt købt, dyrere, end Øjeblikket tillader Udsigt over. Det kan gaa her, som det gaar i Rusland. Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter.

Lev vel derhjemme, ‘Guds Fred, der er mer end Englevagt.

Vær kærlig hilset fra

Eders Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

16. oktober 1917. Mikael Steffensen: “Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I oktober 1917 befandt han sig ved Baralle på Vestfronten.

Baralle, den 16. oktober 1917.

Min kæreste Ven!


Vi har pakket, i Morgen skal vi rejse nordpaa til de Egne, hvor jeg var sidste Vinter, og hvor nu de vildeste Kampe udkæmpes. Det er Nat; thi jeg har haft travlt i Dag, men først vil jeg være sammen med Dig, min Ven.

Tak Du, for Dit Brev, Tak for Cigarerne, Tak for Din daglige Hilsen, Tak for Bladene, Du kære gode Mand. Og saa tilgiv, at jeg har ventet saa længe med at skrive. Som jeg længes efter Dig og Længslen kan ikke stilles. Alt skal vente, der er andre, der fordrer min Nærværelse, min hele Kraft og en Smule Evne, men Hjertet, det faar de aldrig. Tanker og Følelser gaar andre Veje; thi jeg kan aldrig forstaa Meningen med dette her, og det har skilt mig fra det bedste, jeg ejer, maaske for stedse.

I Dag kom den Feldwebel, der skal afløse paa Skrivestuen ved vort andet Kompagni, hans Kompagni bestaar af en Vicefeldwebel, 2 Underofficerer og 25 Mand, Resten ligger i Lasarettet, paa Flanderns Slagmarker, eller er derovre, hvor man ønsker sig hen. Da de var seks Timer i Fronten, saa var der ingen Kæmper mere, Resten var paa Orlov eller paa Sygestue, og det er vor Afløsning. Vi med vore næppe 100 Mand i Kompagniet skal nu derop. Hvad kan det blive til? Stakkels Tyskland. Vi skal jo nok redde det hele deroppe.

Der er nu egentlig gaaet noget i Stykker med dette Rejseri, jeg vilde have overrasket Jer derhjemme, thi jeg kan nu snart igen komme paa Orlov, men nu er den spærret, og de første 4 Uger kan jeg ikke komme. Vil Gud skaane Liv og Sundhed, kommer jeg nok hjem til Jer, omtrent ved samme Tid som i Fjor. Helt galt er det maaske slet ikke mere i Flandern, hvem veed, om vi ikke har Lykken med os. Faar vi Regn, er der god Grund til at haabe det bedste.

Aa, som vi længes mod Fred, mod Fred og Frihed, og mod Hjemmet.

Du, jeg anede jo slet ikke, at C. H. havde i Sinde at rømme, det var saa stik imod hans Udtalelser fra i Sommer. Han maa have andre Grunde nu. Ogsaa her maa jeg sige: Jeg kan ikke kaste med Sten, men jeg selv gør det ikke.

I Sommer, da jeg kom herud, havde jeg en haard Kamp, det var mest al den Løgn, man lever i, der var ved at tage Modet fra mig. Det er jo i Grunden kun Løgn, alt ens Væsen overfor Sag og Foresatte. Det er en vanskelig Sag at balancere mellem Overbevisning og Fordring. Men jeg staar nu overfor en Foresat som en høflig Mand overfor en anden. Og nu skrupler jeg ikke mere. Der kan komme Kamp paa alle vanskelige Veje. Men jeg staar paa det, jeg har sagt, jeg kan ikke andet. Mit Land kan kræve det af mig. Det er Vejen til at værge mit Land, selv om Vejen er haardere, end Mennesker kan udholde alene.

Som jeg kender den Følelse, du skrev om, naar man er ude i Naturen, at leve i Nuet, at indsuge det friske, det foryngende. Saa maa man synge, og man synger det bedste, som man veed. Det var i Dag for et Aar siden, at vi drog bort fra Le Transloy. Den Aften var jeg saa lykkelig, thi der var inde i mig en Følelse af Lykke, som om jeg havde genvundet noget, jeg havde mistet. Og det var saadan, Du veed, hvad jeg havde fundet, min Gud og mig selv og en Ven, som ingen anden.

Nu gaar vi ud paa den vilde Krigsskueplads igen. Men jeg har en lykkelig Følelse af, at jeg ikke gaar ene. Eders Bønner vil ogsaa følge mig, Din inderlige Bøn og kærlige Ønsker. Maaske vil det være bedre, at jeg har det alt overstaaet, naar jeg kommer paa Orlov, men igen vil jeg sikkert komme træt og bleg hjem, — det er ikke noget godt.

Guds Fred med Dig og Dine, min Ven, Du lever i mine Tanker.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)