Tag-arkiv: jul

Fra samlingerne

24. december 2021: Julekalender: Julehilsen fra 1920 og 1925

4 kommentarer

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I aften er det juleaften og årets julekalender afsluttes derfor med 2 mere juleagtige arkivalier.

I efteråret 2021 fik Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot overdraget en skudsmålsbog, der blev benyttet i perioden 1845-1862 i Sønderborg-området. Skudsmålsbogen, der er trykt på både dansk og tysk, er i fin stand og i sig selv et fint bidrag til arkivet på Sønderborg Slot.
Men inden i skudsmålsbogen lå et par overraskelser, der egner sig til årets aller-sidste julekalenderlåge:

Dette fine julekort er dateret 20/12-1925 og måler 11 x 6,5 cm., når det er foldet:

Julekort fra 1925. Original på Sønderborg Slot.

I skudsmålsbogen lå også dette fine kort, der måler 12,5 x 5,7 cm., med teksten: “Til Minde om den første danske Jul i Nybøl Skole i Genforeningsaaret 1920“.

Kort fra markering af jul i Nybøl skole, 1920. Original på Sønderborg Slot.

På bagsiden er med kuglepen skrevet “Tak for gamle, gode minder!“.
Hvem der har ejet kortet i 1920 er desværre ikke kendt.

Tak for at du fulgte med i julekalenderen.

Det har været sjovt, at “genopdage” og
formidle dele af museets samlinger på denne måde.

Glædelig jul til vore læsere og på gensyn i 2022.

Hjemmefronten, Ikke kategoriseret, Sønderjyder

25. december 1918. “Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. “

Skriv en kommentar

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet marcherede gennem Kassel og blev indkvarteret i omegnen af Hannoversch Münden. Herfra blev III bataljon sendt afsted den 22. december kl. 1 om natten. Den 24. december om morgenen kl. 11 indtraf den i Sønderborg. Staben og II bataljon – resten af I bataljon var fordelt på denne – kørte afsted den 23. om morgenen.

De skulle ikke opleve juleaften hjemme, men indtraf først på Flensborg Sporskifte den 25. december kl. 9.30 om morgenen. Kl. 12 marcherede resten af regimentet ind i Flensborg. Det var nu kun en lille skare. Mange havde undervejs fået bevilget deres ansøgte hjemsendelse.

Modtagelsen i Flensborg var varm og hjertelig. En stor menneskemængde trængtes i gaderne, mange havde tårer i øjnene, den, der var dem dyrebar, er der ikke. Faner hilste velkommen. På Søndertorv bød overborgmester Todsen på byens vegne regimentet velkommen og overrakte major von Drigalski en laurbærkrans.

Så kom den sidste march. I kasernegården et afskedsord fra kommandøren, de døde kammerater blev mindet. Nu blev geværerne stillet op ad væggen og de øvrige våben afleveret.  Kammeraterne, der i årevis havde stået sammen i nød og død, spredtes nu for alle vinde. Det stolte regiment ”Königin” eksisterede ikke mere. Det eksisterer ikke længere.

 Fjendtlig vilkårlighed og samvittighedskval har slået den form i stykker, der gennem fire år holdt kammeraterne sammen i jernhagl, mudder og giftskyer. Men hvad de ikke kunne slå ihjel, er den ånd, der voksede ud af dødsfællesskabet. Ånden, der er underordnet den store helhed, pligtopfyldelsens ånd, troskabens ånd, det broderlige kammeratskabs ånd, offerviljens ånd til døden.

Kammerater! Vi er vort folk skyldige, vore næste fire tusinde døde skyldige, at vi holder denne ånd vågen. Om vort stolte regiments faner igen engang skal blafre i vinden, dets våben skinne i solen, vi ved det ikke.

Én ting må vi dog fast tro på uden at sige for meget: Hvis ånden hos 86’erne bliver fællesgods i vort folk, så vil vort fædreland igen opnå sin plads i solen, navnet Tyskland stråle i ny glans. Hvis hver kammerat på sin måde og i sin kreds medvirker, så er heller ikke vore dyrebare dødes blod udgydt forgæves.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

Ikke kategoriseret

1. januar 1918 – Jens Iversen: “… der blev danset til den lyse Morgen”

Skriv en kommentar

Lærer Jens Iversen var i 1915 endt i russisk krigsfangenskab, og kom i begyndelsen af 1916 til Astrakhan i Volga-deltaet nær Det Kaspiske Hav. Fra slutningen af januar 1917 førte han regelmæssig dagbog.

A . , Tirsdag, den 1. Januar 1918, Nytaarsdag.
Julen og Nytaarsaften ligger nu bag os, dvs. vor Jul og vor Nytaarsaften, thi Russernes følger fjorten Dage senere, da de regner efter den gamle Stil, den Julianske Kalender. I Modsætning til saa mange andre af Borgerkrig hærgede Egne i dette ulykkelige Land fik vi Lov til at feste i Fred, endskønt vist alle har haft en Følelse af at sidde paa en Krudttønde.

Jul her i Landet er ikke det samme, som hos os. I den russisk-ortodokse Kirke indtager Paasken den Plads i den offentlige Bevidsthed og i Familielivet som Julen hos os. Derfor er der heller ikke noget i Gadebilledet, der minder os om denne Højtid. Den gaar nærmest upaaagtet hen, undtagen naturligvis i lutherske og romersk-katolske Krese, hvor den har sit hjemlige Præg. En saadan hjemlig, hyggelig Juleaften oplevede jeg i Aar for første Gang i Krigsfangenskabet, og det var hos Familien Siedel. Efter Svinestegen tændtes Juletræet, en Skik, Russerne heller ikke bruger. Efter at Børnene havde faaet deres Gaver, sad vi sammen i den lune Dagligstue omkring Samovaren til henimod Midnat.

Hvilken Kontrast til min første Jul i Fangenskabet for to Aar siden i det skumle Tramvajdepot i Zarizyn. højt oppe paa den øverste af tre ovenpaa hinanden anbragte nøgne Træbrikse. I fire Maaneder havde jeg ikke været af Klæderne Dag og Nat, ejede ikke en Skilling, intet uden Tøjet paa Kroppen, og det var laset, lurvet og luset, Vandet frossent, ingen Mulighed for at vaske sig og til Overflod Dysenteri.

– Hos Chlebnikoff s var der stort Selskab.

Nytaarsaften, altsaa i Gaar, var jeg igen inviteret hos Siedeis. Da jeg efter Midnat gik bort, vilde jeg efter Aftale afhente Kiedler i Nabolaget hos en Civilfangefamilie Wiener, hvor han tilbragte Aftenen, men jeg blev hængende i det lystige Selskab, mest østrigske Officerer, og der blev danset til den lyse Morgen. Datteren er forlovet med en østrigsk Feltpræst, der ligeledes deltog, og Fiedler med hendes Veninde.

Katja Lavrentjevna og Aleksej Aleksejevitj , der ligeledes studerer
Medicin, er rejst tilbage til Moskva igen.

(Lokalhistoriskarkiv for Gl. Tønder Kommune)

Ikke kategoriseret

29. december 1917 – Peter Knudsen: “Juleaften laa vi i 1. Linie voran Paschendale”

Skriv en kommentar

Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.

Im Felde d. 29/12 17

Kære Hr. Pastor!
Hjærtelig Tak for Brev og Gamle Budskab. Ligger her i 2 den Linie. Julen ligge bag os. Juleaften laa vi i 1 Linie voran Paschendale men bleve afløste og kom K[l] 9 an i Reservestillingen. Endskønt vi var meget trætte har vi dog fejret, Bønnesuppen smagte udmærket, der blev til hver Pakke uddelt fra røde Kors i Køln og vi sang de gamle smukke Julesalmer under Juletræet. Morgen gaar det nu vist atter tilbage i Ro[.] Englænderne forholder sig altid roligere. her er ogsaa Frost, saa Sumpen bære over[.]
Kærlig Nytårshilsen
Deres P. Knudsen

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Ikke kategoriseret

28. december 1917 – Mathias Damm: “Parademarsch ved Maaneskin”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Fredag den 28.12.17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Brev fra den 20 og et Kort fra den 22. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aftes havde vi Julefest. Vi fik hver ½ Pund Pølse, en Æske Delikatesse Ost, et Æble, 2 Cigarer og 20 Cigaretter, desuden 2 l Øl. Det var for 5 Mark. Tilsidst lavede vi en Parademarsch ved Maaneskin med Kogepotten og Drikkebæger i Haanden og Musik dertil. Om det nogensinde har set sin Lige i det prøissiske Militærs Historie, tvivler jeg om, da vi ikke engang havde Kobbel om eller Bøsse med. Men det klappede trods det.

Jeg kan ikke forstaa, hvordan Rasmus bærer sig ad med sine Strømper. De bedste jeg havde med paa Orlov, (de ere med nu fra Beutedepot) har jeg ikke brugt siden, To Par har jeg i Brug og et par venter paa “Ersatz” med et militærisk Udtryk. Man skal altid aflevere et par gamle for at faa ny. Desuden har jeg et par Fodlapper af et Dækken i Brug og et par i Reserve. Hvis jeg ingen havde lavede jeg Radav og naar det ikke hjalp, saa meldte jeg mig syg. Jeg gad dog vide, om jeg ingen fik. Jeg kan ikke forstaa det, thi han har da ellers aldrig været tabt bag af en Vogn.

Smergellerred har jeg nok af foreløbig. Havde snart haabet at faa Pakker idag, men pyt. Der maa endnu komme 4 i det hele, naar de ikke er fløiten, men den fra Anne har jeg snart opgivet Haabet om at faa. Haaber ogsaa vor kære Fader snart maa komme hjem, for os er der dog ingen Slut at se og vi kunne nok ogsaa bedre end han.

Her har vi ogsaa en god Stilling, og naar man blot ikke sluger Gas, er man efter menneskelig Beregning temmelig sikker. Med Gassen skal man passe paa. Frans skyder snart mere med Gas end med Sprænggranater. Jeg skal nu have lidt malet til R og her er der forresten ikke meget at fortælle om. Barakken er bedre end de andre vi har gjort Bekendtskab med her paa Egnen. Efter Nytaar gaar vi atter i Jorden 14 Dage.

Haaber i alle derhjemme har det godt og at Krigen snart maa faa en Ende, saa F ikke behøver at gøre Bekendtskab med den Slags Boliger, inden han har aflagt sine Drengebukser. Foreløbig er der heller ingen Fare, da de jo nu har en Mængde Tropper tilovers i Rusland og Italien, og Rumænien ogsaa. Slutter nu med mange Hilsner og Ønsker om et godt Nytaar eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

27. december 1917. “Wutki gut für Ruski”. Frederik Tychsen drikker en russer fuld

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

De følgende dage, den 26. og 27. december gik ret stille og rolig. Vi skød kun ganske lidt, og alt ekstra arbejde blev indstillet, så vi sad en stor del af tiden inde i huset og røg tobak, læste aviser, skrev breve, spillede kort, skak, dam osv.

Anden juledag kom der en russisk krigsfange ud til os. De lå i barakker bag ved fronten og arbejdede p. vejene til og fra fronten. Det hændte ikke sjældent, at en og anden af disse krigsfanger blev dræbt af engelsk artilleriild. Denne russer kom for at bede om noget mad. Vi gav ham hver et par skefulde af den i forvejen knap tilmålte suppe, som han spiste med stor begærlighed.

Da han var færdig med at spise, gav jeg ham min snaps (1/10 L brændevin), og den var han meget glad for; han drak den i en slurk og så strøg han sig med hånden ned foran brystet og sagde: ”A-a-a – Wutki gut für Ruski”. Da de andre så det, syntes de, at det så så morsomt ud, og så gav de ham også deres snaps, og hver snaps drak han med stadig voldsommere gebærder. Det endte med, at russeren blev fuld, han sang, og så faldt han i søvn.

Imidlertid kom batteri føreren til, og da han så russeren og fik at vide, at denne var fuld, måtte vi øjeblikkelig skaffe ham tilbage; men da han ikke kunne gå, måtte vi lægge ham på en bærebør, og så var vi fire mand, der måtte slæbe ham tilbage til lejren. Det tog hele eftermiddagen, da fangelejren lå ca. 20 km tilbage bag vor stilling.

Det var en sur fornøjelse, og havde vi vidst dette, at vi selv ville komme til at transportere ham bort, havde vi sikkert ikke givet ham så megen ”Wutki”. Vi prøvede flere gange på at få ham på benene, men han kunne slet ikke gå – han var nærmest døddrukken.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

Ikke kategoriseret

26. december 1917 -Jørgen Boysen: “Juleaften paa Østfronten”

Skriv en kommentar

Juleaften paa Østfronten.
(”Feltbrev til „Flensborg Avis”)

Rusland, den 26. December 1917.
Det kan somme Tider være helt romantisk, et saadant Eneboerliv, hvor man kun hører Vinden suse i Trætoppene: men især paa Juleaften trænger man til at være sammen med Mennesker. Saa tager jeg mig en Spaseretur til Kompagniet, som ligger en Times Vej herfra, for at se, om Julemanden har været der.

Der blæser en kold Vind, og det fyger, saa der ligger store Snedriver tværs over Vejen. Det tager næsten dobbelt saa lang Tid at naa derhen som ellers. Vejen gaar ved Siden af Floden helt til mit Bestemmelsessted, som bærer Navnet efter Floden, og som nu til Dels bestaar af Ruiner. Omgiven af de smukke hvide Vinterlandskab ser Floden ud som Blæk med smaa hvide Øer og drivende Jsstykker. Den er ikke dyb og buldrer over større og mindre Sten i mange Bugtninger i rivende Fart. Hist og her ved Vejen ser man en Grav med en eller flere faldne tyske eller russiske Soldater. Hvorhen man ser, er der Skove, mest Fyrretræer med nogle Graner og Birke.

Kompagniet ligger i et Kvarter, som engang har været en smuk Villa, bygget af Træ som saa godt som alle Huse. Vi forsamles alle paa en større Sal, hvor et stort pyntet Juletræ straaler i Lysenes Skær. Kompagniføreren holder en Tale, og vi synger nogle Julesalmer-, derpaa gaar enhver til sit og til det, Julemanden har foræret os: en Del Smaating fra Kompagniet, en lille Pakke fra Røde Kors; men det kæreste er Kagerne fra Hjemmet.

En rigtig Julestemning vil ikke komme. Tankerne gaar hjem til det kære, fjerne Nordslesvig, hvor vore kære ogsaa sidder og tanker paa os. Og i Tankerne glider den ene Jul efter den anden forbi. Nogle Kammerater sidder fornøjeligt og spiller Kort. En, som slet ikke kan finde sig deri, sidder i en mørk Krog, og hans Tanker er nok heller ikke de lyseste. I et andet Værelse synges der Julesalmer. Og udenfor fyger det, saa Sneen farer op ad Trappen. Det var Juleaften 1917. Vi vil haabe og ønske, at det maa være den sidste i Krigen.

Nu sender jeg Slægt og Venner hjemme og derude en hjertelig Hilsen med Ønsket om et velsignet Nyaar.

Jørgen Boysen, Bækken.

(Fra Flensborg Avis 9. januar 1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

26. december 1917. H.C Brodersen sælger fedtelse og kammeraterne bliver misundelige, “…men i disse Tider er jo alt „Ersatz”.

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:53

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Mange  Pakker  er  blevet  sendt  til  de  forskellige  Hjem,  og ogsaa  jeg  har  kunnet  lade  afgaa  et  Par  Ruller  Tøj.  Kammeraterne  har  ordentlig  været  misundelige.

Jeg  var  i  Gaar  i Frankfurt,  hvor  Bankdirektør  Kaufmanns  Frue  blev  himmel-henrykt  over  al  den  Fedtelse,  jeg  bragte  hende,  og  ikke mindst  fordi  jeg  først  havde  tænkt  paa  hende. 

Da  hun  betalte godt  for  det,  fik  hun  det  hele,  og  jeg  er  glad  for  at  være sluppet  af  med  det.  Der  siges,  at  der  steges  Fisk,  og  ogsaa andet  kan  steges  i  det,  men  i  disse  Tider  er  jo  alt  „Ersatz”

Ikke kategoriseret

26. december 1917 – Tycho Filskov: I familiens Skød

Skriv en kommentar

Journalist Tycho Filskov, der gjorde tjeneste bag fronten i Belgien, skrev sidst i december et feltbrev til Flensborg Avis.

I Familiens Skød
(Feltbrev til “Flensborg Avis”)

Belgien, sidst i December.
Kokken er min specielle Ven. for jeg roser hans Mad, hvad Familiens øvrige Medlemmer som oftest ikke gør. Og hvorfor skulde jeg ikke glæde hans Sjæl? Han gør, hvad han kan, og skønt han med sine 46 Aar efter Soldaterbegreber er en gammel Mand, er han paa Færde tidlig og silde, for at han ved Middagstid saa vidt muligt kan tilfredsstille vore kræsne Ganer.

Familien tæller tolv Medlemmer, og vi bebor et helt lille Hus i en belgisk Smaakøbstad. Barnet i Huset savnes ikke, nemlig en af „Drengene” fra Thyringerwald, der kom til Belgien sammen med mig i November. Kokken, der selv har to Sønner ved Hæren, er traadt ham i Faders Sted og vaager blandt andet over, at Drengen ikke ryger for meget. Vi har jo ikke helt de samme Begreber som Belgierne om, naar. „Aldersgrænsen” for Rygning overskrides. I Dag faa jeg paa Gaden en Herre, som taalmodigt og uden at fortrække en Mine — stod og rakte sin Cigar ned til en lille Purk paa maaske en halv Snes Aar, der havdt bedt om Ild. Drenge i den Alder kan man se i Flokkevis gaa til Skole med den brændende Cigaret hængende i Mundvigen.

Desværre savnes hos os det kvindelige Element, der ellers hører saa naturnødvendigt med til en Familie. Og det er ikke frit for, at dette spores med Hensyn til Hjemmets Hygge. Men Lys og Varme har vi da, og saa skriver Soldater som oftest ikke meget mere i den Retning.

Familien holder Husdyr, heldigvis ikke af de smaa graa, der søger saa tæt ind Paa Livet af Folk. Nej, oppe paa Loftet færdedes inden Jul nogle smaa Kaniner og en enlig Høne. Kaninerne er der endnu, medens Hønen er rejst sin Vej. Den lagde aldrig et eneste Æg, hvorimod den efterhaanden blev temmelig fed.

Dagen over er Familiens forskellige Medlemmer optagne hver af sin lille Gerning. Jeg og en Kammerat er Skrivere, Drengen er Oppasser hos Kommandanten, medens de øvrige med Undtagelse altsaa af Kokken er Ordonnanser, d.v.s. sendes ud i Distriktet som Gendarmer. Men om Aftenen samles man ved Hjemmets Arne, og da kan det stundom være næsten hyggeligt, naar Cigaren ikke er alt for daarlig, og naar Ilden blusser i den lille belgiske Kakkelovn, der staar ude paa Gulvet med en lang Arm hen til Muren, saa man næsten kan sidde i Rundkreds omkring den. Efterhaanden faar man Indblik i hinandens Livsforhold, og dermed øges den gensidige Interesse. Jeg kender forlængst Kokkens Stridigheder med sine Søskende om et lille Hus, som de ejer i Fællesskab, saavel som en Svigerindes Ondskab, idet hun nægter Familien Lov til at benytte hendes Lade til Tærskning. Min Skriverkammerat er Værkmester i Tysklands største Fabrik for — Gyngeheste, der sysselsætter over 300 Mand. Han har lovet at sende en ekstra sin Gyngehest til min Søn, naar Krigen er forbi.

Julen kom med Frost og dyb Sne, et ideelt Julevejr, som man sjælden kender det hjemme og endnu sjældnere her. Juleaftensdag var Kokken i sit Es. Han havde snart overdraget det ærefulde Hverv at løbe ind og tilberede os et Privat Festmaaltid Juleaften. Og han løste Opgaven med Glans. Om Aftenen prangede paa vort Bord en Oksesteg paa 6 Pund, og det dampede fra en vældig Stabel thyringske Kartoffelboller (Klöße), saa store som to Næver. Og vi aad og mættedes og var glade. Dette var Julens Glanspunkt, mere værd for de fleste end en noget mat officiel Julefest, der afholdtes næste Aften med Juletræ og Øl.

Belgierne er ikke vante til denne Kulde og holder sig helst inden Døre! men Livet gaar sin Gang i Krig og Fred, ved Sommer  og Vinter, og der er Folk, hvem Pligten driver ud. Paa en Spaseretur Juledags Eftermiddag ser jeg næsten ingen Mennesker i Gaderne; men i Byens Udkant møder jeg en ældre Kone, som jeg kender i Embeds Medfør. Det er en af Byens Jordemødre, Madame Charlier, for hvem vi har besørget Pas til at færdes paa Gaden om Natten. Jeg spørger, hvordan det gaar med Forretningen, og hun svarer muntert smilende, at der er ingen Grund til Klage: Les enfants viennent comme cadeau de Noël (Børnene kommer som Julegave)! Og hun skynder sig videre med sin Taske.

Jeg vandrer ud i Snelandskabet og samler Julestemning i Ensomheden. Der maa være kønt her om Sommeren med de frodige Marker og de mange Kanaler, der gennemskærer Landet og tjener som Færdselsaarer. Nu ligger Fartøjerne indefrosne, lænkede til den Plet, hvor Frosten kom over dem. I Træerne sidder mod Aften vældige Sværme af Kramsfugle, Tusinder og atter Tusinder. De sidder saa tæt som Løvet om sommeren, og det er knap nok, at de lader sig skæmme bort, naar man staar under Træet og klapper i Hænderne. Forklaringen er den, at der jo ikke drives Jagt i Belgien med Undtagelse af den Smule, der jages af tyske Officerer. Naturligvis maa ingen Belgier eje Skydevaaben af nogen Slags, og saaledes faar Markens vilde Dyr og Himlens Fugle Lov til at fore en nogenlunde uforstyrret Tilværelse.

Det mørkner allerede, og jeg vender om for at søge hjem i Familiens Skød. Kokken, min Ven, venter med Gullash i Dagens højtidelige Anledning.

Tycho Filskov.

(Flensborg Avis 7. januar 1918)

Krigens forløb

25. december – Ernst Christiansen: “Postyret bliver værre og værre”

Skriv en kommentar

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 25. December.
Til Juleaften de sædvanlige Madrationer, om Aftenen Te med et Stænk Rom i. Kompagniføreren stod i Køkkenskuret, men sagde ingenting. Tvært­imod blev enhver opskreven, der vilde hente for flere end sig selv. Et Par Stjerner skimtes svagt igennem Taagen. Galgenhumør og Spydigheder over Julen blandt Mandskabet — alle »Liebesgaben« til Kompagniet er udeblevne. Kl. 9 kommer Kom­pagniføreren ind i vor Barakke, beklager, at det er saa stille hos os, og at Pakkerne er udeblevne, og meddeler, at der kan hentes Øl imod Betaling. Om­sider ved Sengetid raaber og skraaler saa de, der har fulgt Raadet, og der er knaldet i Ovnen, saa man bades i Sved paa sit Leje, hvor der er lavt til Loftet i Sengestilladset. Umuligt at sove. Postyret bliver værre og værre. De fulde Mennesker ter sig som vilde. Dumpe Drøn fra Fronten. Ved Firetiden om Morgenen bliver der omsider stille, og de trætte Øjenlaag falder i.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 166-7)

Krigens forløb

25. december 1917. Danske julesange ved Passchendaele

Skriv en kommentar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Dagen før Jul kom der til vort Kvægdepot en Transport Kreaturer fra Tyskland. Det var Aften; Dyrene var forsultne, og hvor der var en Gaardsplads aaben, gik de ind.

Nogle behjertede Mænd fra vort Kompagni fik fat paa 4 dejlige Okser, trak dem ned i en Krog og fik dem gjort et Hoved kortere; vi havde altsaa Oksesteg i lange Baner til Juleaften.

Peter Hansen, Feddersen og jeg sad Juleaften sammen ved et lille kunstigt Juletræ, som var blevet sendt mig fra mit Hjem.

Vi kunde ikke rigtig tage Del i de andre Kammeraters støjende Juleglæde, men sad stille for os selv.

Vi havde haabet at blive i vort Standkvarter Nytaar over, men i Stedet for kom der Ordre midt i Julenattens Fred, at vi skulde gøre os marchberedte, samles paa Jernbanestationen i Swevezeele og tage med Toget til Roulers. Vi skulde atter ud i Stilling ved Passchendaele.

Da vi kom i Nærheden af Roulers, mødte vi et Tog med 84- og 86. Regiment, der kom ud fra Stillingen. Da vi kørte forbi hinanden, stod vi tre Kammerater paa Platformen, og over til os lød fra de bortdragende Kammerater: „Glade Jul, dejlige Jul”, den kære, kendte Julesalme paa vort eget Maal.

Vi vilde gerne have sunget med; men i Stedet for mistede vi fuldstændig Herredømmet over os selv, og medens Hænderne foldedes til stille Bøn, trillede Taarerne ned ad vore Kinder. Det var Julemorgen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Krigens forløb

25. december 1917. Julenat i en granathul i selskab med Gud

Skriv en kommentar

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern. Han har beskudt englænderne fra en fremskudt kanon indtil kl. 12.00 – og indstiller så skydningen resten af natten.

Vi stillede en mand ud, der holdt vagt. Vi var således kommet til ro og lå tæt sammenpakkede i den sødeste søvn. Vi fik ganske pludselig en fæl overraskelse. Engelskmændene havde vel opdaget gnisterne fra det korte kakkelovnsrør, for ganske umotiveret sendte han den ene salve over gården efter den anden, og det var granater af et svært kaliber, han sendte over.

En af de første granater slog ned lige foran kældervinduet og trykkede muren ind i kælderen. Stenbrokkerne fløj ind over os, og vi greb vor gasmaske og stålhjelm og skyndte os op af kælderen og bort fra huset.

Vi løb til alle sider, og det havde begyndt med at blæse og sne; jorden var allerede ganske hvid. Der var ingen andre tilflugtssteder end granathulleme, og dem sad vi i rundt omkring gården i ca. 500 m. afstand.

Englænderne blev ved med at beskyde gården ret voldsomt, og han indstillede skydningen først i morgenstunden ved 8-tiden.

I denne lange julenat sad vi i granathullerne, medens sneen føg os
om ørerne. Det var en ualmindelig lang julenat, jeg sad alene i et hul, jeg syntes, at jeg følte trang til at være ene denne nat, og de tanker, der går igennem ens hjerne under slige forhold, formår jeg ikke at nedskrive.

Men sikkert er det, at man beder til Gud af hele sit hjerte, og han forlader ikke den, der frygter ham af et sandt hjerte.

Jeg sad med frakken slået op om ørerne, dog sørgede jeg for at have
rigelig med tøj om vinteren, jeg havde altid to overfrakker og et par ekstra tæpper. Men tæpperne var blevet liggende i kælderen.

Ved 8-tiden om morgenen fik vi ordre til at skyde. Vi skrabede sneen af kanonen og ammunitionen og skød i ca. 4 timer, altså til middag på 1. juledag.

Sneen lå smukt over hele landskabet, så der var i grunden nogen julestemning. Men tankerne om hjemmet og ønskerne om at komme hjem fyldte sindet hele tiden, og det var også det eneste  samtaleemne i julen.

Ved middagstid gik vi tilbage til det andet hus, der lå i nærheden af den egentlige stilling ca. 2½ km længere tilbage. Her fik vi imidlertid varm mad og juleposten. Vi fyrede i kakkelovnen og lagde os til at sove en dejlig søvn, som vi godt kunne trænge til efter den lange nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

Ikke kategoriseret

24. december 1917 – Feltbrev til Flensborg Avis: Ved Juletid 1917

Skriv en kommentar

Feltbrev til „Flensborg Avis”

Det ligger i Luften Dage, ja Uger forud, at Julen stunder til. Selv om man blev ældre Aar for Aar, saa holdt sig denne Længsel efter Julen. Det barnlige Sind trængte frem og krævede sin Ret. Herude i Felten er Længslen dobbelt. Det er, som om man for hver Dag kommer Hjemmet nærmere.
De sidste Dage for Jul har det været bidende koldt og. taaget. Alt har været klædt i Rimfrost, og særlig Skovene har frembudt et herligt Skue. Alt bar værret forholdsvis fredeligt, og Flyverne har fuldstændig maattet standse deres Virksomhed paa Grund af Taagen. Juleaftensdag oprinder med det klareste Vejr. Den opgående Sol sender fra første Færd af sine klare Straaler mod de isblomstrede Ruder, og alt hvad der er klædt i Rimfrostens herlige Dragt, faar et mere festligt Præg.

Ved Middagstid sluttes Arbejdet og i et hurtigere end ellers kendt Tempo gaar det hjemad. Vi har Julen fat. Over Middag hentes Granen. Mens Solen skinner saa venligt og Kulde alligevel bider lidt i Næsetippen og øreflipperne, vandrer vi hen over den stivnede Pløjejord til den nærliggsnde Skov. Alle mulige Træer findes her, bare ikke Juletræer. Komme hjem igen uden Gran vilde være flovt, saa vi opgiver ikke Ævred, men søger trøstig videre.

Mens vi staver rundt forgæves søgende, rinder der mig en tilsvarende Julehistorie af Selma Lagelöf i Hu. Min Ledsager bliver helt utaalmodig. Pludselig staar vi i en Mængde Jordbærplanter. „Ja.” siger han, „nu har vi naturligvis Jordbærene, men ingen Gran, og til Sommer finder vi Granen, men ingen Jordbær.”

Endelig efter et Par Timers Søgen staar os Lykken bi. Med 3 smaa Juletræer gaar det atter hjemad. Et beholder vi selv, for de andre to skal der ikke gøres megen Reklame for at blive dem kvit. En Snedker laver Foden, alt imens vi andre pynter efter bedste Evne, og et Øjeblik efter staar Granen paa vort Bord, mens den spreder sin hyggelige Duft i vor lille Stue. Henimod Aften bliver Himlen atter skyet, og blaa, saa det næsten tegner til Sne. Flyverne og klart Vejr, de hører sammen. Fra den tidlige Morgenstund af har de da heller ikke ligget paa den lade Side. Vejrliget tvinger dem nu atter til at gaa ned.

En fredfyldt, næsten højtidelig Stilhed sænker sig i Aftenskumringen ned over Landet. Alt aander Fred. Ingen Flyvemaskiner, ingen skraldende Last-Avtomobiler, ingen Luksus-Avtomobilers T[or?]den; ingen Bagagevognes Raslen, hist og her en Soldat, der gaar over Gaden, maaske for at hente Vand til sine Heste, eller hvad han nu har. Ellers alt stille. Stille, som det maa have været hin første Julenat paa Bethlehems Marker. Og mens man „langmodig igennem Taarer ser”, da mindes man alle herlige — for herlige bet var de — Julehøjtider, man oplevede derhjemme. Nu duges Bordet. Nu bænkes de. Nu synges de kendte Salmer, og nu tændes Granen. Man tænker, føler og lever med i det samme. Det er „Jul som saa mange Gange tilforn og dog Jul paa ganske anden Maade”, hvor men føler, at Julen

” – gror ej op som Gran i Skoven,
daler stille ned fra oven.”

Juledags Morgen gaar det atter paa Arbejde. Hellig og Sogn har Krigen ondt ved at kende Forskel paa. Den dybblaa Himmel fra i Aftes har i Nattens Løb bragt Sne, og endnu sner det stærkt. Efterhaanden stilner det dog lidt af og hører til sidst helt op. Vor Vej fører os forbi faldnes Grav. Ensomt, men alligevel kønt ligger de der ved Alfarvej, dækkede af den fine Sne i den frembrydende Dag. Og jeg tænker Paa det Aar, der nu er paa Hæld, og det, der kommer. Paa alle de gode Venner, der i det svundne Aar fik redt deres sidste Leje paa samme Maade, og —.

Vi gaar det nye Aar i Møde, uvidende om, hvad det vil bringe, men overladende i vor Frelsers Haand; ham, der fødtes Julenat.

A-d.

(Bragt i Flensborg Avis 3. januar 1918)

Krigens forløb, Sønderjyder

24. december 1917. H.C Brodersen handler sig til “…den bedste Juleaften, jeg i mange Aar har oplevet udenfor Hjemmet.”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. december 2020 8:53

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Infanterie-Regiment Nr. 186, 2. kompagni.

Saa  skulde  det  falde  i  mit  Lod  atter  at  holde  Jul  udenfor Hjemmet.  Dog,  der  var  ikke  andet  at  gøre;  thi  Juleorloven var  givet  og  Vagtmandskabet  for  Juledagene  var  inddelt,  forinden  vi  naaede  tilbage  til  Offenbach. 

En  Underofficer  fra Riidesheim  bad  mig  imidlertid  om  at  tage  hans  Vagt  Juleaften,  da  han  saa  kunde  komme  hjem.  Jeg  tog  hans  Vagt;  thi hjem  kunde  jeg  jo  ikke  komme  alligevel.

Her  paa  Vagtstuen kom  jeg  til  at  tale  om  den  vidunderlige  Færd  til  Italien  og om,  hvad  vi  alt  havde  bragt  med  hjem.  En  Sygeplejer  fra Røde  Kors  bød  mig  2  Pund  Tobak  for  1  Liter  Olivenolie.

 Jeg  havde  nemlig taget  en  10  Liter-Flaske med  hjem.  Rigtig nok vidste  jeg  ikke,  hvad  det  kunde  bruges  til,  men  da  de alle  havde  taget  noget  med,  gjorde  jeg  det  samme.  Nu  kunde jeg  indse,  at  der  var  Forretning  at  lave  og  slog  til  paa  hans Tilbud. 

Jeg  har  faaet  Bud  til  Kasernen  efter  Olien,  og  han har  faaet  Bud hjem  efter  Tobakken,  saa  Vagtstuen  er  røget godt  til  i  Øjeblikket.  Han  har  endog  i  Tilgift  givet  et  Par Flasker  „Apfelwein”,  saa  jeg  maa  sige,  at  det  er  den  bedste Juleaften,  jeg  i  mange  Aar  har  oplevet  udenfor  Hjemmet.

 

Ikke kategoriseret

24. december 1917 – Chresten Lysbeck: “Juleaften blev en Frontjuleaften”

2 kommentarer

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i december 1917 befandt sig i Flandern.

Selve Juleaften blev en Frontjuleaften, akkurat som forrige Jul, da vi laa i Langemark og blev purret ud midt i Julenatten, hvor vi et Par Timer før havde sunget “Stille Nat, hellige Nat” – -. Jo, den 4. Jul blev ligesom den 3. Julenat en Nat, hvor Kanonerne drønede og spredte Død og Lemlæstelse samt Ødelæggelse i vort Afsnit, saa vi maatte en Tur til Cheluwelt efter Haardtsaarede. Men for os ved Sanitetskompagniet var det en Velsignelse og Glæde trods al Jammer og Graad netop i saa hellige og højtidelige Timer at kunne bringe de haardtsaarede Kammerater Hjælp og befordre dem til mere sikre Steder, til Lazaretter og slige Opholdssteder, hvor der var Pleje og Lindring at faa for udstaaede Lidelser og Smerter. Det var en blid Følelse paa saadan en hellig Aften at kunne gøre en god og kærlig Gerning mod de Mennesker, der saa haardt trængte til en mild og kærlig Haand i den sørgelige og triste Stilling de laa i.

Vort Julemåltid var meget spartansk og tarveligt hin Juleaften i Cheluwe Mølle. Lidt Bønnedvand med et tørt Stykke Brød til var alt, hvad vi havde. Pakkeposten var forsinket det Aar, saa der var Smalhans for de fleste af os. Desuden skulde Julefesten fejres sammen med Kompagniet en mellem Jul og Nytaar.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 127)

Ikke kategoriseret

24. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 3

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. december 2017 11:16

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.

(læs anden del)

Rangeringen om Morgenen i Mørke er det værste. Men naar først de lange mørke Slanger sætter sig i Bevægelse, naar de fladbundede Træsko klaprer om­kring en, mens Flokken summer en Melodi, kan der komme en faderlig, veltilfreds Fornemmelse op i den kappeklædte Soldat, der gaar midt i Flokken med Hænderne i Lommen og den lille Pibe i Mund­vigen.

Nye Pligter kommer dog til. Ens egne Folk kla­rer man sig med; værre er det med fremmede. Aarvaagenheden maa skærpes. En Ladeport klaprer undervejs. En Soldat lukker den op, og jeg gaar med ind. En Snes mørke Skikkelser purres ud af Krogene. I en lille Skov ved Vejen vil andre forsvinde. Omsider gryr Dagen, der melder sig grumme sent paa den flandriske Slette, og Arbejdet bliver lettere.

Løsnet er, at disse Folk kun kan styres med den største Skraphed. Helt uden gaar det vel heller ikke. Men bedst gaar det dog, naar Folkene tillige mærker, at man helst vil komme ud af det med dem med det gode. Mine egne skraaler venligt God Morgen til deres Korporal, om end de lige efter med den største Vrangvilje lystrer Ordren til at forlade Ba­rakken. Efterhaanden opløser Massen sig i Ansigter, man kender igen. — Der er den lille Dreng med det morsomme Ansigt, der er den ældre, skæggede Fyr, der ham med Henrik Ibsen-Ansigtet, der den fine Mand, den eneste med Overfrakke osv.

Alle gaar i Træsko, med snævre Bukser, delvis snørede sammen forneden med en Strimmel Tøj. De fleste i aaben Trøje uden Kappe, den flade Hue paa Hovedet og et uldent Sjal om Halsen og Baghovedet. Hænderne i Lommen, Cigaretten tændt. I Rusland gaar Folk helst i Pels paa deres Gaardsplads til hen paa Sommeren. Her rykker de ud paa Arbejde i Vintervejr, som om de vilde skraa over Gaden til Genboen.

Ude kan man have Held med sig. Naar ens Hold bliver delt i Smaaflokke med hver sin Arbejds­leder, er man selv overflødig. Der er Tid til at varme sig lidt i en Beværtning med en Skaal Kaffe. Inde i Lichtervelde mente en lille buttet flandrisk Skænke-jomfru med Opstoppernæse sig forpligtet til at holde os med Snak Juleaftensdag. Hun talte om Krigen og om Flyverne. I de maanelyse Nætter sad Be­boerne oppe til Klokken 2—3 hver Nat. Saa længe brummede der idelig en fjendtlig Flyver over Byen.

— Musikhandlerens Hus derhenne er et af de sidste, der er lagt i Grus. En Kone blev med. sin Seng slynget gennem Gulvet ned i Etagen neden­under og slap godt fra det. Engang da nogen Muni­tion blev antændt, sad vi længe i dødelig Angst. For hver Granat, der sprang, troede vi, at det var en ny Flyverbombe.

Et Flyverbesøg her paa Egnen ænses ellers knap af andre end dem, der staar ved Ballonskytset. I det højeste kaldes man ud for at se paa noget sær­ligt seværdigt. En straalende Solskinsdag med rim-dækket Jord. Paa den blanke Himmel en mærkelig Tegning af Prikker. Først lidt efter lidt løser man Gaaden. Der staar en Lænkeballon, over den fjendt­lige Flyvere, omkring disse Shrapnelskyer, mellem Ballonen og Jorden noget hvidt, der langsomt daler: Iagttageren fra Ballonen, der gaar ned med Fald­skærm. Vi stirrer paa dette Billede. Pludselig en Hvinen og Susen i Luften — vi dukker os uvilkaarligt — et Dump. Hvad var det? Vist en Blindgænger fra Ballonskytset.

Nu er Julen gaaet, Juleaftensdag og anden Jule­dag Arbejdsdag. Juleaften kun en halv Time til at ligge i Ro paa sit Leje og tænke paa dem der­hjemme. Breve er heldigvis naaede frem, Pakkepost ikke; men et Stykke ristet Brød med lidt Smør og Marmelade er heller ingen daarlig Juleaftensnadver. Sent er alle Dagens Pligter fyldestgjorte. Et Par Julesange synges i Barakken, mens et lille 10 Centi­meter højt Juletræ stilles paa Bordet med smaa Kærter. Senere nyder de fleste vaade Varer, og først hen paa Natten bliver der noget mere Ro, saa Øjnene kan falde i. Det er stegende herinde. Tan­kerne gør endnu et Slag hjemover til den festlige Stue med Julegrønt og den hvide Dug og de smaa Ansigter og et Par graa Øjne, saa svinder alt i Taage. Juleaften er forbi.

Juledag møder med Sne- og Haglbyger, Tøvejr og slemt Føre. Hen paa Aftenen henter jeg mine Belgiere til Lønningsappel. Foruden Kosten faar de 3—4 Mark om Dagen. Nogle ligger indsvøbte i deres Tæpper, tit to og to for bedre at holde Varmen. I den ene Barakke er de muntre og sidder i Kreds og leger Flyvere, der skydes ned, og andre mærke­lige Ting, ved Hjælp af Lommetørklæder, som kastes gennem Luften, Kviste, der fejer hen ad Gulvet, Stokke, hvormed Maskingeværilden efterlignes, osv. Sent kommer vi til Ro. Maanen har jaget Skyerne paa Flugt. Det er mild Frost. Et Lag Sne dækker Landskabet. I Nat synes Flyverne at ville lade os i Fred. — Gu’n Nacht, Jungs! — Gu’n Nacht, Korporaal!

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 160-4)

Ikke kategoriseret

23. december 1917 – Mathias Damm: “mærker … at man ikke alle Dage har talt tysk”

Skriv en kommentar

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 23.12.17.
Kære Moder og Sødskende!
Allerførst mange Tak for Brev fra den 17 og Kort fra den 15. Jeg har det godt og ved fint Mod. Haaber det nu maa være sidste Gang jeg feirer Jul i Fjendens Land. Sidste Aar haabede jeg det samme, men det skulde ikke være saa. Dog hvor meget er der ikke forandret siden den Tid.

Sidste Aar var vi i Rohsestillingen, og Mineslugten og “Teufelsberg” rystede af Minemes Drønen og Bragen. Dengang vilde Panje spille Mesteren, men 3/4 Aar senere maatte han rykke, da havde han hørt andre Miner og Granater brage og Bjærget havde for sidste Gang gjort sit Navn Ære. Det var en uhyggelig Morgenstund, og hvad man da oplevede i et par Timer, lader sig ikke beskrive paa et Ark Papir.

Og nu er der Fred paa Østfronten og Rasmus kan gaa med den Vished at ingen hylende Granat eller Mine vil forstyrre hans Julefred og Ro. Maatte dog dette blive Begyndelsen til Freden og de andre Lande snart følge efter. Naar det Julen over bliver ligesaa rolig som nu, maa jeg ikke klage. Og Franskmanden feirer jo Jul sammen med os, saa det gaar jo ogsaa ud paa han selv, naar han laver Radav.

Haaber ogsaa at i derhjemme maa kunne feire en efter Omstændighederne glædelig Jul. At i tænke paa os herude, det ved jeg, men vi ere jo nu vant til det, og saa gaar det nok. Jeg kan slet ikke forestille mig, at det imorgen skal være Jul. Her mærker man intet til at der er næraf. Men anden Juledag kommer vi atter ud i Verden, og saa feire vi Jul den 28.

Jeg har nu i nogle Dage ingen Pakker faaet. Haaber nu atter at faa imorgen. Der mangler en fra Anne B. men den kan jo komme endnu.

Det vil vist ogsaa blive en trist for Tante Martine, naar hun da ikke faar Efterretning at Onkel er i Fangenskab. Hun skriver ogsaa at Uvis er skrækkelig, og det vil jeg nok tro, men man kan jo kun haabe det bedste. Og der er dog stor Sandsynlighed for at han er i Fangenskab.

Mon Fader faar sin Pakke til Jul, ellers bliver han da helt skuffet. Det bedste var om de snart vilde jage ham hjem Udsigterne ere da bedre nu, efter min Mening. For ham er det jo ogsaa tredie Gang han maa feire den saa langt borte. Men han da vist kunnet faa sig en Holdsnak paa Dansk hvert Aar, jeg har maattet plapre tysk og ved saadanne Ledigheder mærker man det mest at man ikke alle Dage har talt tysk.

Haaber nu at vi næste Aar maa kunne feire Jul alle med hverandre hjemme hos eder i kære i Fryd og Glæde, og om ogsaa noget af det fine Julekager o.s.v. mangler. Det vil ikke savnes, man har lært at være nøisom. Og nu, i Kære, ønskes eder alle et godt Nytaar og mange Hilsner sender eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

Krigens forløb

20. december 1917 – Milert Schulz: “Wir liegen immer noch in Stellung und wie ich gehört habe werden wir auch Weihnachten und Neujahr hier feiern”

Skriv en kommentar

Senest ændret den 27. december 2017 12:07

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 20.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Eure lieben Briefe vom 8. U. 9.12. habe ich vorgestern dankend erhalten. Ich habe es noch immer recht gut hir. Wir liegen immer noch in Stellung und wie ich gehört habe werden wir auch Weihnachten und Neujahr hier feiern. Mitte Januar werden wir denn wohl fortmachen. Mir ist es auch lieber das wir Weihnachten noch hien bleiben, dann haben wir doch noch wenichstens Ruhe oh wir denn auch in Stellung liegen. Wir werden ja so wie so nicht viel davon merken, aber geistig gesehen ist es ja auch egal wo man das liebe Fest feiert. Der Herr kann u. wolle es auch für uns hier draussen segnen. Zeitlich gesehen wäre es ja schöner gewesen wenn man hatte zu Hause sein können. Aber davon lässt sich ja nun nichts ändern. Hoffentlich sind wir aber nächstes Jahr zu Hause.

Ihr müsst mir ein augenblick entschuldigen ich muss jetzt Kaffe kochen die Uhr ist schon ¼ vor 4 Uhr. So jetzt kann ich wieder etwas schreiben solange bis das Wasser kocht. Wir trinken aber kein Roggenkaffe sondern Bohnenkaffe mit ersten vor langerweile was tun sollen. Morgens um 9 oder 10 Uhr stehen wir auf. Dann wird “Toilette” gemacht, dann wird um 11 Uhr Kaffe gekocht u. Gefrühstückt. Dann trödelt man die Zeit so hin bis 4 Uhr dann wird wieder gegessen. Um ½ 7 Uhr kommen dann die Tragtiere mit dem Mittagsessen, gleichzeitig bringen sie auch die Postsachen mit.

Dann wird noch um 7 Uhr Mittaggegessen und zum Schluss wird denn eine Cigarette angesteckt und die Post gelesen. Und so geht es jeden Tag. Da könnt Ihr Euch wohl vorstellen wie langweilig das wird. Na lieber diese Langeweile als in Granatfeuer zu liegen.

So nun kocht mein Wasser, jetzt wird aber einen feinen Mokka gebrüht. Ah, dass richt schon so Appetittlich wollt Ihr nicht eine Tasse mittrinken? Milch habe ich aber nicht. u. Kuchen auch nicht aber ein paar geröstete Stullen Brot kann ich Euch geben. Ja Ihr dankt wohl schön, ich würde ja auch schön danken wenn ich zu Hause sein konnte. Aber nur immer mit frischem Mut weiter einmal muss doch der Friede kommen. Also in 4 Tagen feiern wir denn Weihnachten aber wenn Ihr diesen Brief in die Hände habt ist wohl schon Neujahr vorbei.

Sei denn recht herzl. gegrüsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.    

(Breve i privateje)

Aviser

14. december 1917 – Hejmdal: Julehilsner fra fronten

1 kommentar

Senest ændret den 3. september 2018 15:56

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Fra Felten.

Julehilsner.

d. 9. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Vor bedste Tak for din daglige Vandring ud til os med Nyheder fra vort kære Hjemland. Beder dig sende en venlig Julehilsen til Venner og Bekendte ved Fronterne og i Hjemmet. Vi er sunde og raske og har det efter Forholdene rigtig godt. Paa et glædeligt Gensyn i vort skønne, kære Nordslesvig.
Laust Ludvig Beck fra Oksenvad, Peter Hansen fra Broager og Nic. Moschall fra Bredevad.

Skrevet d. 7. dec. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Følgende Nordslesvigere, som staar ved samme Bataillon, sender Slægt og Venner i vort kære Nordslesvig og paa Als en hjertelig Hilsen med Ønsket om en velsignet Julefest. Vi er alle sunde og raske og har det efter Forholdene helt godt og vi haaber paa et glædeligt Gensyn i vore kære Hjem. Tillige bringer vi dig, kære “Hejmdal”, en Hilsen og Tak, fordi du stadig finder os herude i det Fjerne.
Jens Thomsen fra Tandslet, A. Jessen fra Grønnebæk ved Jels, Gefr. Aage Lundbye Nielsen fra Sønderborg, Jørgen Petersen fra Nordborg, Andreas Sandersen fra Himmark, Jørgen Christensen fra Sønderborg, Lorens Jensen fra Barsmark og Peter Petersen fra Klovtoft.

Skrevet den 5. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Takker, fordi du besøger mig saa regelmæssigt herude i det fjerne og beder dig sende dem derhjemme og ved Fronten de bedste Julehilsener.
Peter Jensen, forhen Damms Teglværk ved Aabenraa.

d. 5. 12. 1917.
Undertegnede Nordslesvigere, som ligger ved samme Kompagni, ønsker ad denne Vej alle Slægtninge og Venner det kære Nordslesvig en velsignet Julefest. Vi er alle ved god Sundhed og haaber paa et lykkeligt Gensyn derhjemme.
Hans Rosenlund og Peter Riis fra Neder-Jersdal, Marius Wind fra Nørre-Løgum og Christian Boyschau fra Toghale

I Felten d. 8. 12. 1917.
Kære “Hejmdal”!
Bedes hermed sende Venner og Bekendte hjemme og i Felten en venlig Julehilsen.
Johannes Rudebæk fra Mjøls

d. 9. 12. 17.
Undertegnede Nordslesviger, som for Tiden befinder sig i et Lasaret i Belgien, ønsker hermed Venner og Bekendte derhjemme og ved Fronten en glædelig Jul.
Peter Petersen fra Blands i Sundeved.

d. 8. December 1917.
Undertegnede Nordslesvigere sender Venner og Bekendte hjemme og ude de bedste Julehilserne.
Thomas Brodersen fra Østerterp, Mathias Kjær fra Haderslev, Christian Askov fra Aabenraa og Peter Petersen fra Hellevad, f. T. paa Orlov.

d. 8. 12. 1917.
En glædelig Jul og et godt Nytaar ønskes alle Venner og Bekendte derhjemme og i Felten.
Mathias Hellesøe fra Holmskov paa Als.

Faldne.
Tidligere Postmedhjælper Daniel Bladt fra Nordborg er ifølge Medd[e]lelse til hans Moder falden i Flandern den 26. November. Han var kun 19 Aar gammel.
Hans Lambertsen og Hustru i Gram-by modtog i Onsdags den sørgelige Efterretning, at deres Søn Jens, der har været med siden Krigens Begyndelse, er falden paa Balpladsen den 3. December, ramt af en Kugle. Han blev 34 Aar gammel..

Død paa Lasaret.
Der er ifølge “Fl. Av.” kommet Efterretning om, at Henrik Matthiesen fra Hellevad Mølle efter at være bleven haardt saaret er død paa et Feltlasaret i Flandern den 23. November. Matthiesen, der blev næsten 40 Aar, efter sig Hustru og 8 Børn.

Savnet.
Marius Raun, yngste Søn af tidligere Lærer Raun i Aabenraagade i Haderslev har ifølge “Schl. Grp.” været savnet siden den 20. November. Imidlertid har hans Kompagni meddelt, at han er bleven forfremmet til Løjtnant af Reserven. En ældre Broder til ham har siden Krigens Begyndelse været i fransk Fangenskab.

I Fangenskab.
For nogen Tid siden faldt Maskinmester Johannes Bramsen fra Mølleforte og Skomager Martin Jørgensen fra Vægterpladsen i Aabenraa i engelsk Fangenskab. De har ifølge Breve til deres respektive Hjem haft den Lykke at blive anbragt i samme Fangelejr, hvor de deler godt og ondt med hinanden. For deres mange Venners Skyld hidsætter vi her deres Adresse: Nr. 24 Johannes Bramsen og Nr. 193 Martin Jørgensen, begge i Nr. 119 Prisoner of War Comp. in France, Care of G. P. O. London.

Dekorerede.
Walter Broders, Søn af Retssekretær Broders i Sønderborg, der tjener som Reserve-Løjtnant, har faaet tildelt Jernkorset af første Klasse.
Kanonér Christensen, Søn af Gæstgiver Christensen i Mjang, der tjener i et Feltartilleri-Regiment ved Vestfronten, har ifølge “Dbp.” faaet Jernkorset af anden Klasse.

Hjemme som Vagtmand.
Gaardejer Andreas Lorensen fra Avnbøl i Sundeved er kommen hjem som Vagtmand over de i Byen værende russiske Fanger.
Ligeledes er Gaardejer P. Høg i Ullerup kommen hjem i samme Øjemed.

Hjemme paa Orlov.
Følgende mænd fra Nørreals er for Tiden hjemme paa Orlov: Parcellisterne Andreas Frederiksen og Peter Hansen samt Landmand Jens Hansen fra Købingsmark og Postbud Clausen, Bager Jakob Andersen, Landmand Peter Petersen og Højskoleforstander Christensen fra Nordborg.
Dr. med. H. L. Thomsen i Skærbæk, som har været indkaldt under hele Krigen, er for Tiden hjemme paa 3 Ugers Orlov.

(Læs hele Hejmdal fra 14. december 1917)

Aviser

13. december 1917 – Hejmdal: Julen nærmer sig

Skriv en kommentar

Senest ændret den 4. februar 2018 19:38

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa. Det blev regnet for at være rigsdagsmand H.P. Hanssens talerør.

 

Også Juletræer.
Levnedsmiddelkontoret i Berlin har bekendtgjort, at Grantræer maa  henregnes til “daglige Fornødenheder”, hvorfor der er fastsat en Slags Maksimalpris paa dem. I de sidste Dage var Træerne naaede op i svimlende Priser.

I Julebagningens Tegn (F. A.).
Paa Als, hvor Hjemmebagning ellers er forbudt, er der af Landraaden i Sønderborg givet Tilladelse til, at Folk maa bage fra 10. til 31. December. I den Anledning har folk faaet en ekstra Portion Sukker paa 1/4 Pund pr. Person og 2 Pund Mel.

Stævnede Værnepligtige.
Første Statsadvokat i Flensborg bekendtgør, at følgende Mænd beskyldes for uden Tilladelse at have forladt det tyske Forbunds-Omraade i den Hensigt at unddrage sig deres Værnepligt: Tjenestekarl Anton Christian Schmidt fra Skrydstrup, sidst bosat i Bovlund, Murer Hans Peter Svensson fra Skovbøl ved Felsted, sidst bosat i Københoved, Bager Lauritz Hansen fra Hammelev, sidst bosat i Nørre-Hjarup, Bagersvend Peter Christian Andersen fra Sæd, sidst bosat i Stenderup, Arbejdsmand Niels Søriksen Wind fra Gram, sidst bosat i Brendstrup, Tjenestekarl Richard Ernst Søy fra Bockhorst ved Rendsborg, sidst bosat i Uge, Tjenestekarl Gustav Alfred Andersson fra Tørning Mark, sidst bosat i Stepping, Tjenestekarl Steffen Thomas Jørgensen fra Hokkerup, sidst bosat i Lundtoft, Gæstgiver Theodor Nikolaus Rieme fra Stepping, sidst bosat i Tyrstrup, Landmand Nis Dahl fra Sommersted, sidst bosat i Vester-Lindet, Tjenestekarl Martin Peter Hansen fra Nørre-Bilstrup, sidst bosat i Anslet, Skrædder Albert Reinhold Griefchen fra Sohentin ved Stolp, sidst bosat i Flensborg, Købm. Karl Ludwig Magnussen fra Hamborg, sidst bosat i Flensborg, og Tjenestekarl Alfred Bernhard Julius Hansen fra Flensborg, sidst bosat paa Blaatoft Mark i Sønderborg Kreds.
De stævnes til at møde til Hovedforhandling ved Landsretten i Flensborg den 15. januar 1918 om Formiddagen Klokken 9.

 

Fra Felten.

Faldne.
Bykasserer Chr. Beck og Hustru i Sønderborg har faaet Efterretning om, at deres ældste Søn, Løjtnant og Kompagnifører Frits Beck, er falden paa den den rumænske Front i en Alder af 26 Aar; han var Indehaver af Jernkorset af første og anden Klasse.
I den sidste preussiske Tabsliste meddeles, at Jeppe Bundesen fra Toftlund, Hermann Marcussen fra Adsbøl og Christian Schürmann fra Egernsund er faldne.

Saarede.
I følge den sidste preussiske Tabsliste er Reserveløjtnant Peter Andersen fra Broager, Anton Callesen fra Todsbøl, Andreas Hinrichsen fra Barnæs, Clemens Jensen fra Hygum, Reserveløjtnant Emil Kastenbein fra Graasten, Hans Hansen fra Broager, Mathias Nørskov fra Stenderup II og Aksel Schönemann fra Haderslev let saarede; de tre sidstnævnte er bleven ved deres Troppeafdelinger. Nikolaj Jessen fra Uge er bleven let kvæstet ved et Uheld.

Savnede.
Murer Niels Møllers Hustru i Ketting har fået Breve tilbage fra sin Søn Hans med Paaskriften “Savnet”. Hans Møller er 19 Aar gammel og har kun været faa Dage ved Vestfronten.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Heinrich Asmussen fra Østerlindet, Anton Hansen fra Hvinderup og Hans Thomsen fra Købingsmark savnede.

I Fangenskab.
Ifølge den sidste preussiske Tabsliste er Theodor Larsen fra Høkelbjerg falden i Fangenskab.

Dekoreret.
Opvarter Arthur Ehrichs, Søn af afdøde Sporskifter Ehrichs i Slagtergade i Haderslev og Chr. Jensen, Søn af Tobaksspinder Jensen paa Naffet i Haderslev, der før sin Indkaldelse var beskæftiget paa Magistratskontoret der i Byen, har ifølge “Schl. Grp.” faaet tildelt: Jernkorset.

Paa Hjemmelasaret.
Landmand Jørgen Andersen fra Ny Kronborg paa Kajnæs er ifølge “Dbp.” sidste Onsdag Morgen ankommen fra Lasaret i Berlin til Reservelasarettet i Rosengade i Sønderborg. Andersen blev for en Maaned siden paa Vestfronten saaret i Ryg, venstre Arm og det ene Ben. Til sine Paarørendes store Glæde er han nu, skønt sengeliggende, ankommen til Nærheden af Hjemmet til Julefesten.

Hjemme paa Orlov.
Jernbanemedhjælper Peter Rasmussen, Søn af Overpostkonduktør Rasmussen i Aabenraa, der tjener som Gefreiter paa den makedoniske Krigsskueplads, er for Tiden hjemme paa Orlov. Den unge Rasmussen er for kort Tid siden bleven dekoreret med den bulgariske Bronce-Fortjenstmedaille med Krone.

(Læs hele Hejmdal fra 13. december 1917)

Krigens forløb, Sønderjyder

22. november 1917. Mikael Steffensen: “Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter”

Skriv en kommentar

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84. I november 1917 befandt han sig i Flandern på Vestfronten.

Halluin, Flandern, den 22. november 1917.

Kære, kære Venner!

Selv er jeg sund og stærk nu, men det kneb haardt en Overgang. Alt og alting forsømte jeg, og desværre ogsaa at skrive til mine Venner, og ogsaa til Jer.

Aldrig havde jeg troet, at man kunde blive saa sløv og træt, og ofte saa ulykkelig, men det gik ogsaa næsten over menneskelig Evne. Nu er det, som sagt, bedre, og jeg kan hæve Hovedet igen og se ud og se ind i Fremtiden med lysere Syn .

Alt her er ødelagt. Byer og Stæder er Grushobe, Vejene sprængte, Markerne fuldstændig oprodede. De stolte Linde langs de gamle Hærveje rager nu op med deres Splinter, de brede Kroner, og ofte hele Stammen med, ligger splintret og søndret paa Jorden. Trøstesløst og øde er alt. Og nu, da Vandet staar over Markerne her i det flade Landskab, og Vintertaage og Regn gør Luften mørk og graa, da er det trist.

Og det gaar mod Jul, uden Fred i Landene. Hjertefreden trues af al Menneskets Ondskab. Men der længes dog mod Jul. Endnu ligger der Glans over den gamle, hellige Fest, og der kommer Varme og Glæde i de trætte Øjne, naar det gaar op for een, at det lider mod Jul. Hvor underligt; thi i det ydre vil Juledagene gaa som alle andre, men der er noget andet, noget dybere, der griber Sindet, en Urkraft, eller rettere en Guddomskraft, som ingen kan benægte. Vi længes mod Jul for at høre Englebudskabet: Fred paa Jord; thi Barnet er født, som skal frelse Verden, fri os fra al Synd og berede os Himmelvejen.

Aa, som vi trænger fil Fred allesammen, men først og sidst: Fred i Hjertet, i Sind og i Tanke. Her gælder Kravet: i Dag! Den Fred vindes ikke med Landefred, men den kan vindes midt i det allerhaardeste.

Maalt med menneskelig Forstand er der langt til Fred. Hvem har det egentlige Overtag? Nu, da det tyske Folk har vist, at det kan kæmpe og ogsaa sulte, og at det kan sætte sig ud over, at Børn og Kvinder sulter ihjel, da er der langt igen, til Kraften er brudt, selv om Verden har sluttet sig sammen mod dem.

Sejren i Italien kan være dyrt købt, dyrere, end Øjeblikket tillader Udsigt over. Det kan gaa her, som det gaar i Rusland. Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter.

Lev vel derhjemme, ‘Guds Fred, der er mer end Englevagt.

Vær kærlig hilset fra

Eders Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Ikke kategoriseret

31. december 1916 – Milert Schulz: “Steinsplitter … um die Ohren”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 31. Dez 1916.

Meine lieben Eltern und Geschw. !
Endlich nach 1½ Monat habe ich gestern deinen Brief liebe Mutter vorn 9. und Vaters Brief vom 20. vielmals dankend erhalten. Also 10-12 Tage sind die Briefe unterwegs gewesen. Wie Ihr wohl denken könnt, wurde ich natürlich froh wie ich zum ersten Mal hier im Felde so weit von der lieben Heimat entfernt Post erhalt. Wie ich aus Euren Briefen ersehe habt Ihr es ja noch alle recht gut zu Hause was mich sehr freut. Ich bin auch noch immer gesund und wohl.

Ja, Ihr könnt glauben ich habe auch an Euch Wei[h]nachten gedacht. Ich habe mir das Ganze so richtig im Gedanken vorgestellt. Hier draussen im Felde haben wir ja nicht viel Freude gehabt von dem lieben Fest. Aber der Herr ist uns doch gnädig gewesen und uns vor den listigen Angriffen und Überfällen des Feindes behütet, so dass wir doch in aller Ruhe haben Weihnachten feiern können.

Unser Weihnacntsbaum bestandt aus einer Flasche um dessen Hals wir, buntes Papier gewickelt haben und oben im Hals ein Licht eingesteckt hatten. Dann haben wir Weihnachten mit unsern Liebesgaben gefeiert. Neujahr werden wir auch noch hier in der Stellung feiern.

3 Gewehre sind vorne im Schützengraben und unser Gewehr ist weiter hinten in Reserve. Wir hinten sind aber jedoch den meisten Gefahren ausgesetzt. Der Franzose beschiesst uns immer mit seiner Artellerie. Ungefähr 100 meter von uns hat er 6 Schuss rein gepulvert jedoch ohne Erfolg. Die Steinsplitter vom Gebirge sind uns doch um die Ohren geflogen, aber der treue Gott hat uns bisherher noch immer gnädig behütet.

Das Klima ist hier jetzt wie bei uns im Frühling. Tags sehr warm und Nachts Frost und kalt. In dieser Zeit ist ja sonst die Regenszeit. Wir haben aber nicht viel Regen gehabt. Eine Nacht haben wir hier unter freiem Himmel im Regen geschlafen. Jetzt haben wir ja unsern Unterstandt gebaut, dann lass es man regnen.

Hoffentlich wird uns nun das Jahr 1917 den Frieden geben. Gott gebe dass wir bald Frieden haben.  Das Genende Paket ist wohl nach Arÿs geschickt worden, hoffentlich wird es mir nachgesandt. Habt Ihr Briefpapier für mich abgeschickt, denn dies ist der letzte Boqen den ich hab und hier bekommt man nichts.

Wir leben ja einen ganz schönen Tag hier den ganzen Tag, schlafen und nichts tun. Sonst wäre da nicht viel neues zu schreiben und schliesse ich mit vielen herzlichen Grüssen und Küssen an Euch allen meine Lieben Euer Sohn und Bruder
Milert.

Auf bald« Wiedersehn Schreibe bald wieder.

(Brev i privateje)

Ikke kategoriseret

26. december 1916 – Milert Schulz: “Gefährlich ist es hier grade nicht”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 26. Dez 1916.

Meine lieben Eltern u. Geschw. !
Werde Euch heute mal wieder ein Briefchen schreiben und Euch ein wenig erzählen wie wir Weinachten verlebt haben. Wir haben hier jeden Tag das schönste Sonnenwetter. Heute ist es ausnahmsweise sehr warm. Keine Wolke am Himmel, die liebe Sonne sendet ihre warmen Strahlen hernieder so dass man Oberhaupt nichts von Winter merkt.

Weihnachtsabend verlief ganz schön jedoch ohne Tannenbaum. Als Liebesgabe bekam ich eine Shagpfeife, Schokolade, Cigarren, Cigaretten, 1 Schachtel Streichhölzer und einen halben Apfel. Die Andern haben je einen andern Gegenstand bekommen. Zu Essen bekamen wir Reis mit Fleisch. Gestern bekamen wir Butter, Speck, Marmelade, Cigarren und eine Flasche Wein. Zu Essen gab es es Kohl mit Kartoffel und Fleisch. Schmeckte tadellos. Dies ist das zweite Mal wo ich hier im Felde Kartoffel gegessen habe. Was es heute gibt, weiss ich noch nicht, da das Essen ja nur Abends, wenn es dunkel ist, rann kommen kann.

Trotzdem es aber Weihnachten ist, wird doch geschossen. Gestern Nacht also vom 24-25 haben die Serben und Franzosen uns 2 Mal beschossen. Dass erste mal um 11 Uhr Abends, da[s] zweite mal um 4 Uhr morgens. Wir in unsere Unterstand liessen uns nicht weiter dadurch stören. Na, hoffentlich wird es hier wohl bald Schluss sein. Wenn die Griechen mitkommen, wird es nicht lange mehr dauern, dann sind wir hier fertig. Der Friede wird wohl auch nicht mehr fern sein. Man bekommt hier garnichts zu wissen.

Schade dass ich nicht mein Photographierapparat hier habe. Dann konnte ich Euch allerhand schöne Bilder von hier senden. Post habe ich noch nicht erhalten. Na, hoffentlieh kommt da bald was.

Laure natürlich jeden Tag drauf. Ich sitze hier auf einen hohen Felsen und schreibe. Die Uhr ist gleich 12 und ist es ja warm, dass ich schwitze. Also könnt Ihr Euch vorstellen, wie warm es hier ist. Schneeberge giebt es hier auch. Sind natürlich kollosal hoch. Sonst ist da ja nicht viel neues zu schreiben. Bin noch immer gesund und wohl, geschossen haben wir noch nicht mit unseren Masch. Gew. Gefährlich ist es hier grade nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrösst und geküsst auf ein baldiqes frohes Wiedersehn hoffend und dem Herrn befohlen
von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

Krigens forløb

24. december 1916. Kompagni-bedstefar holder jul på kasernen

Skriv en kommentar

Senest ændret den 26. april 2017 11:20

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Jeg var gentagne Gange hos Kaptajnen og forsøgte at faa den lovede Orlov, men hver Gang fik jeg til Svar, at han turde ikke lade mig rejse paa egen Risiko, og Majoren var altid i slet Lune, saa han turde ikke fremføre min Orlovsbegæring for ham.

Jeg fortalte Kammeraterne om det, og de lo mig dygtigt ud, idet de sagde: „Kaptejnen holder dig bare op med Snak. du faar alligevel ingen Orlov.”

Tiden gik, og det blev Jul. Juleaften var vi alle samlede i Spisestuen; enhver fik en Julegave til en Værdi af 1,50 Mark, og derefter var der gratis Øldrikning for hvem der vilde.

Jeg gik hjem paa min Stue, fik fat paa min Bibel og Juleevangeliet, Brevene fra Hjemmet og fra andre kære Venner.

Og som jeg sidder der, gaar Døren op, og en af mine Kammerater træder ind og siger til mig: „Nu er vi ca. 40 Mand samlede henne paa vor Stue, og du skal komme hen til os; du maa læse Juleevangeliet for os, og du maa tale til os, og du maa bestemme, hvad vi skal synge, men du skal være iblandt os.”

Jeg var naturligvis glad for Opfordringen og gik med. Vi læste saa Juleevangeliet sammen, bad sammen og sang et Par Julesalmer.

Men Aftenens egentlige Midtpunkt og det, som gjorde den uforglemmelig for os, var en lille Bog, som var sendt mig fra Hjemmet, skrevet af forskellige under Titlen:

„Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem”.

Julehilsen010

I den Bog var der en ung Hustru, som havde afskrevet en lille Sang: „Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt”. Hun havde mistet sin Mand, som var faldet i Rusland.

[Vennen var Rytz, Peter Hendrik (1876-1916)]

Han var en af mine bedste Venner. Vi havde staaet sammen i Nationalitetskampen; vi havde saa tit baade i Mark og Skov talt sammen om Gud og hans Rige, og han havde mange Gange sagt til mig: „Du er en lykkelig Mand, at du er saa enfoldig, at du kan tro Bibelen, og hvad der staar i den, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tro hverken paa Gud eller paa Djævelen eller paa Himmel eller Helvede, det er altsammen imod min sunde Fornuft,” og tit var jeg gaaet fra ham med et bedrøvet Hjerte.

Han blev indkaldt godt et Aar før jeg, og da han havde været inde en kort Tid, skrev han til mig: „Den Gud, som du ved, jeg hjemme ikke kunde tro paa, kommer mig saa nær her, at jeg ikke kan blive ham kvit, og i mine bedste Stunder finder jeg mig fuldstændig afhængig af ham.”

Vi vekslede en Del Breve sammen; han kom hjem paa en mindre Orlov, var nede hos mig at sige Farvel, og da vi kom udenfor  Gaarden, vendte han sig om, tog min Haand og trykkede den, og mens Taarerne trillede ned ad hans Kinder, sagde han: „Det bæres mig for, at jeg aldrig skal se Brændstrup mere.”

Jeg fulgte ham til Stationen; Sindsbevægelsen overvældede ham hvert Øjeblik; men kort efter blev han rolig igen, sagde Farvel til sin Hustru og sine fem smaa Børn og rejste for sidste Gang bort fra Brændstrup — for ikke mere at komme levende tilbage.

Faa Dage efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev: „Snart gaar det til Fronten, men hellere gaa til Rusland og lægge mine Ben der, end gaa til Brændstrup og leve det gamle Liv.”

Han gik til Fronten og faldt derinde i Rusland.

Jeg fortalte Kammeraterne det udførligt, fortalte dem om hans Hjem, hans Hustru og hans Børn, og Alvoren greb os; det store Spørgsmaal brændte i vore Hjerter: „Mon det er den Vej, der er beskikket ogsaa for os?” Vi sang atter, bad sammen og følte os rigtig knyttet nær sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

Sønderjyder

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

Krigens forløb

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

Skriv en kommentar

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

Ikke kategoriseret

24. december 1916 – Milert Schulz: “Die Franzossen und Serben schiessen mit Granaten”

Skriv en kommentar

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Unterstand d. 24/12 16.

Weine lieben Eltern und Geschw.!
Heute am Weinachtsabend werde ich Euch doch ein paar Wörter schreiben. Liegen hier auf einen hohen Felsen und haben uns dort einen schönen Unterstand gebaut. Hier merkt man kaum, dass es Weihnachten ist. Das schönste Sonnenwetter und kein Schnee. Es ist als wäre es schon April. Wir werden wohl hier draussen nicht viel von Weinachten merken. Ihr müsst nun nicht auf meine Schrieft sehen, da es hier nicht gut zum schreiben geht. Wir werden wohl von der Compagnie ein paar Weihnachtsgeschenke bekommen.

Die Franzossen und Serben schiessen mit Granaten feste über unsere Köpfe hinweg. Sind aber sonst ziemlich ruhig. Hoffentlich werden sie uns Weinachten in Ruhe lassen.

Wäre ja gerne zu Hause gewesen. Im Gedanken bin ich ja alle Augenblicke bei Euch . Kann mir wohl vorstellen wie die kleinen Geschwister den heutigen Abend erwarten. Na, hoffentlich ist der Krieg bald zu Ende, dass wir wieder gesund und glücklich nach Hause kehren dürfen und denn wird mal wieder Weihnachten gefeiert.

Am 3. Jan. werden wir abgelöst und kommen 6 Tage nach hinten um Weinachten zu feiern. Post habe ich noch nicht erhalten. Bin sonst nochimmer Gott sei dank gesund und wohl und hoffe ich auch dasselbe von Euch.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

Wo ist Schwester Mie und Bruder Matthias? Habe noch nicht ihre Adressen.

(Brev i privateje)

Krigens forløb

24. december 1916. Ufreden sænker sig til jul i Afrika …

Skriv en kommentar

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I efteråret 1916 fremstillede han landminer og reparerede geværer i Kungulio ved Rufijifloden, men i november kom han med en stor safari med ammunition til Logeloge, hvor han fremstillede granater. Med sig havde han sine to tjenere Ramasan og Ali. Men engelske fly var begyndt at bombe.

Jeg havde haft det sjældne Held at skyde en Nilgaas Juleaftensdag, og den havde Ramasan kogt Suppe paa.

Det var ikke nogen  opløftende Juleaften, og nu havde jeg Vished for, at den nærmeste Fremtid heller ikke tegnede sig helt godt. En Safari fra Logeloge til Livale var en maanedlang Rejse gennem et usundt og tyndt befolket Land, og Regntiden nærmede sig.

Tung i Sind vandrede jeg hjem til min Hytte og spurgte ind gennem Døren, om Maden snart var færdig, men mod Sædvane fik jeg intet  Svar. Forbavset stak jeg Hovedet ind i Hytten og saå Ramasan sidde i det ene Hjørne af Hytten og Ali i det andet. De ligefrem sad paa Lur efter hinanden og skumlede og skulede, saa det var hæsligt at se paa.

Jeg havde i det mindste aldrig set noget lignende og havde heller aldrig set Ramasan med et ophovnet Øje og Rifter og Skrammer i Ansigtet som efter et drabeligt Slagsmaal. Hvad i Himlens Navn var her sket?

De engelske Flyveres Angreb, Udsigterne til en lang Safari gennem Malariasumpe svandt ind til det rene ingenting i Sammenligning med Fjendskabet i min egen Husstand. Noget saadant havde jeg aldrig set før.

— Ramasan, sagde jeg med den strengeste Stemme, jeg kunde opdrive, hvad skal dette her betyde?

Og nu kom den store, alvorlige Neger langsomt luskende hen imod mig med Tilløb til Taarer baade i det raske Øje og i det, der var ophovnet.

— Det er Ali, svarede han med brudt Stemme, han har slaaet mig — med Stegepanden.

Ja, saadan var det. Den laa ogsaa midt paa Gulvet med knækket Haandtag. Ali var ved at trykke sig ud af Væggen af lutter Frygt og Skamfuldhed. Hans Samvittighed var saa sort som Natten.

— Ali — kom herhen — har du slaaet Ramasan med Stegepanden?

Endnu mere tøvende og forsigtig nærmede Ali sig, men da han endelig var kommet helt hen til mig, begyndte hans  Selvopholdelsesdrift at gøre sig gældende. Den var meget udviklet i Forvejen, og her fik den frit Løb. Ali talte, og han blev ved at tale.

Det var en Forsvarstale, som jeg aldrig har hørt Magen til. Ordene  rullede ud af ham saa hurtigt, at de snublede over hinanden, saa jeg
ikke kunde forstaa mere end Halvdelen, men til sidst fik han da talt sig træt, og nu stod de to Kamphaner og skulede til hinanden med den havarerede Stegepande liggende paa Gulvet imellem sig.

Jeg trak Vejret dybt og samlede mig sammen til at skælde ud. Det lykkedes helt godt, selv om Sproget var fremmed, og jeg blev til sidst helt tilfreds med mig selv og føjede nyt til paa Punkter, som jeg ellers havde bestemt mig til at gaa let hen over.

Det blev den største Tordentale, jeg nogen Sinde har holdt paa Kisuaheli-Sproget, og den sluttede med Ordene:

— Og hvis Maden ikke er færdig, inden der er gaaet ti Minutter, saa skal jeg sørge for, at I bliver straffet begge to — fordi I har ødelagt min Stegepande.

En Stegepande — naar jeg ser saadan en nu, kommer jeg ofte til at tænke paa de to brødebetyngede sorte Ansigter, hvori der ikke fandtes Tvivl om, at de havde gjort sig skyldig i en himmelraabende Forbrydelse. Saa føler jeg Trang til at gaa hen og sige til dem noget helt andet, end jeg sagde den Dag — at den usle Stegepande jo slet ikke betød noget og var for intet at regne i Sammenligning med deres trofaste Sind og redebonne Tjenervillie.

Men dengang var Talen paa sin Plads, og da den var færdig, forlod jeg Hytten i officiel Vrede, men i Virkeligheden paa Nippet til at le over denne komiske Hændelse, at den lille Ali havde overfaldet den store og alvorlige Ramasan. Og inden der var gaaet ti Minutter, stod  Maden paa Bordet.

Det var den eneste Gang, jeg saa Ali og Ramasan som Uvenner, men selvfølgelig havde de nu og da deres Opgør, som jeg blot ikke saa noget til.

Jeg er af den Mening, at Ali som alle Drenge holdt af at drille, og at Ramasan var meget let at saare. Men uadskillelige var de dog alligevel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Krigens forløb

24. december 1916. Sønderjysk jul i understanden (dækningsrummet)

Skriv en kommentar

Frederik Hansen, Kegnæs, deltog i krigen i Regiment ??

Jul ved Fronten
Efter at have deltaget i de haarde Kampe ved Sommefloden i Efteraaret 1916, fik vort Kompagni endelig en haardt tiltrængt Hvilepause. Vi kom til den lille By Lavannes paa Reimsfronten. Her var forholdsvis roligt, og vi skulde nærmest gøre Arbejdstjeneste, grave Affaldsgruber, gøre Vejarbejde, lave „Unterstande” og lignende.

Da Civilbefolkningen forlængst havde rømmet Byen, kom vi til at bo i rigtige Menneskeboliger, og vi haabede at kunne holde Jul i Lavannes. Vort Haab gik i Opfyldelse, idet vi fik Lov at fejre Juleaften i Byen. Om Eftermiddagen blev vi kommanderet i Kirke. Der var en gammel ærværdig Kirke i Byen, og Feltpræsten gjorde sig de hæderligste Anstrengelser for at skaffe lidt Julestemning frem.

Saa var vi fri Resten af Dagen, men skulde holde os parat, da vi kunde faa Marchordre naarsomhelst. I mit Kvarter var vi 4 tyske og 2 danske Kammerater.

Da vore tyske Kammerater skulde feste i deres „Soldaterhjem”, hvor der serveredes Øl, kunde vi raade over hele Stuen, som dog ikke var ret stor, og vi inviterede vore to andre Landsmænd, der var ved Kompagniet til at være med. I flere Dage havde vi gjort Forberedelser til Festen. Kartofler hentede vi i en stor Kartoffelkule uden for Byen. Der gik stadig Vagt ved Kulen, men naar Vagtmanden fik et Par Cigaretter, saa han intet.

Det gjaldt nu bare om at faa noget at stege Kartoflerne i, men til alt Held blev Kammerat Peter udtaget til at staa Vagt ved Levnedsmiddeldepotet den sidste Nat, og da han næste Morgen kom tilbage, afleverede han et passende Stykke Faaretælle, som paa en eller anden Maade havde fundet Vej ned i hans dybe Frakkelomme.

Salt og Marmelade havde vi i Spisekammeret, og det blev et Festmaaltid, som vi nød med velsignet Appetit. Opvasken gik vi let hen over, og saa blev Juletræet  tændt. Det var ingen Gran, men dog et Naaletræ. Det havde tre Lys og et lille Dannebrogsflag i Toppen. I en Ruindynge havde jeg fundet et Stykke rødt Silkebetræk paa Resterne af en Stol, og heraf blev Flaget klippet ud. Det hvide Kors blev malet med Kridt, hvoraf der jo var Overflod, idet de fleste Huse var bygget af Kridt og hele Undergrunden bestod af Kridt. Vi levede bogstaveligt talt paa Kridt.

Saa fik vi den blaa Sangbog frem, og saa sad vi fire gode Kammerater og sang de kære gamle Julesalmer, afvekslende med nationale Sange, og hyggede os i den lune Stue. Tankerne gik til vore kære derhjemme og ofte duggedes Øjnene, men vi fik dog en Juleaften ud af det, som vi vil mindes saalænge vi lever.

DSK-årbøger, 1943

Krigens forløb

21. december 1916. Julekort fra Otto Theodor Wagner

Skriv en kommentar

Hver sønderjysk krigsdeltager har (eller vil få) sin egen side her på Den store Krig 1914-1918.

Vi har fulgt Otto Theodor Wagner (1884-1965) siden efteråret 1914.Han gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment 84 (LIR84), der er ét af de regimenter, hvor flest sønderjyder gjorde krigstjeneste.

Hans breve og postkort er kortfattede, men der er mange, de er smukke og de viser meget fint et stort udvalg af tyske postkort.

Det er Otto Theodor Wagners oldebarn, Allan Otto Wagner, der jævnligt forsyner siden med nyt fra Østfronten.