20. april 1918 – Asmus Andresen: ”Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen på vej til fronten.

I 2 Dage havde vi ikke faaet Mad. Vi havde nok faaet Forplejning til 4 Dagen, men vi havde været 6 Dage paa Rejsen. Vor Anfører lovede os, at han nok skulde skaffe os noget at spise om et Par Timer, men vi fik intet.

Om Eftermiddagen kørte vi saa med den elektriske Bane til Genuar eller Kvesneii, som Franskmændene kalder Byen. Nu erfarede vi først Krigens Rædsler. Egnen fuldstændig sønderknust, og vi maatte fortsætte Rejsen til Fods.

Efter en halv Times Tid naaede vi et Proviantamt, hvor vi fik noget at spise. Saa gik det videre gennem opkørte Gader og ødelagte Byer. Først Kl. 5 naaede vi vort Bestemmelsessted. Bataillon 74 bestod af 3 Batterier, og jeg kom til 1. Batteri samme Aften.

Om Natten sov vi i et halvt nedskudt Hus paa 1. Sal, hvortil vi maatte klatre op, da Trappen var skudt i Stykker, men vi kom derop. Taget var gennemhullet af Granatstumper. Det var mørkt, og vi maatte føle os tilrette.

Efter denne anstrængende Dag faldt vi snart i Søvn. Kl. 1 vaagnede vi allesammen ved et vældigt Brag. Vi hørte Granatstumperne suse gennem Luften, og hele Huset rystede under os. Vi hørte flere Flyvemaskiner brumme over os og med rystende Lemmer ventede vi paa, hvad der vilde ske. Nogle mente, at deres sidste Time var slaaet, men det var dog ikke saa galt; thi alt blev stille, og vi hørte ikke mere den Nat.

Ved Siden af mig laa en Kammerat, som havde været ved Fronten i længere Tid, han sov som en Sten og snorkede dygtigt. Jeg kunde den Gang ikke forstaa, at han kunde sove, naar det gik saadan til, men jeg kom senere til at forstaa det, ja noget, der var meget værre.


Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *