Tag-arkiv: skrivestue

Krigens forløb

31. december 1917. Claus Eskildsen fejrer nytår ved fronten. “Kl. 3 bliver det mig for broget ….”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter Eskildsens orlov til den 28. december vendte han tilbage til fronten og nytårsaften blev fejret i slottet, Chéhéry. Her var officererne gavmilde med flaskerne af vin.

Det er ikke hyggeligt at rejse med Orlovstoget ud til Fronten. Det er ubeskrivelig overfyldt, det er ikke opvarmet, det har mange Timers Forsinkelse.

Trafikken er ved at bryde sammen. Ved Osnabrück kører kort efter Orlovstoget Berlin—Køln ind i vort Orlovstog Hamborg—Køln. Det koster over 30 døde. Snart bliver lignende Ulykker næsten til dagligdags Begivenheder.

Det var godt, at jeg ikke skulde holde Jul derude!

De havde siddet ved tørt Brød og havde saa trøstet sig med de vaade Varer.

Nu fejrer vi Nytaarsaften i Slottet Chéhéry. Jeg har bragt et røget Svinehoved med, og Matthiesen har opdrevet lidt Grønkaal. Saa brygger vi os en Punch og filosoferer til Midnat.

Kl. 12 gaar Døren op. Officerer, Oppassere, Ordonnanser kommer og ønsker glædeligt Nytaar. Vi er dem for triste.

Løjtnant Jürgensen, der paa Aarets sidste Dag har faaet Jernkorset af 1. Klasse, giver 5 Flasker Vin, v. Oven giver flot 10 Flasker, den stedfortrædende Kommandør, Kaptajn Seip, lægger 5 Flasker til.

Kl. 3 bliver det mig for broget, og jeg gaar til Ro. Officererne holder ud til Kl. 6.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 197-198

Krigens forløb

27. november 1917. Claus Eskildsen I Cheppy. “Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.”

1 kommentar

Senest ændret den 30. juli 2021 12:27

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens Eskildsen passer arbejdet med brevskriveriet, drikker officerene sig godt og grundigt fulde.

Alle Officerer i Felten synes at drikke til den store Medaille.

Det er galt ved Staben, det er værre ved Bataillonerne. II. Bataillons Kommandør, for Resten en dygtig og afholdt Officer, er næsten aldrig ædru, og ved III. Bataillon slaar Adjutanten, Premierløjtnant L„ ligeledes en meget afholdt og uforfærdet Officer, alle Rekorder. »Jeg gad engang se al den Rom, som Premierløjtnant L. har drukket i Felten, paa eet Sted, det vilde være et helt Hav!« sagde en Regimentskammerat efter Krigen engang til mig. — Den gode L. drak sig ihjel.

Mens Officererne om Aftenen drikker, skriver vi det daglige Brev hjem til vore kære. Maaske var det Krigens eneste gode, at den genindsatte Brevet i sin Ret.

Disse Feltbreve uddybede, fæstnede og fyldte Forholdet mellem Mand og Kone, Søn og Moder. Alt det smaalige fra Dagliglivets mange smaa Skær er rystet af, alle de kedelige, kivsættende Spørgsmaal om Mad og Drikke, Arbejde og Adspredelse, Butikspriser og Pengepung er traadt i Baggrunden.

Det virkelig store og ægte, Kærlighed, Samhørighed, Evighed, toner gennem Brevene i fulde Akkorder, som aldrig mere kan forstumme helt.

Brevet er færdigt, Telefonen er rolig i Aften, Halvlyset opfordrer til at holde en lille Skumringstime. Vi filosoferer over det store Problem: Krigen!

»Hvor hurtigt blev det civiliserede Menneske omskabt til det primitive Menneskedyr! Husker du, Heinz, da vi en af de første Dage i Masuren stampede gennem Sneen, snusende efter et Feltkøkken? Maven var vor Motor, den havde erobret sin oprindelige Førsteplads.«

»Og se, hvor alt det svandt hen som Dug for Solen, alt det, der var »Livsnødvendighed« for det moderne Menneske: Sofa og Seng, Delikatesser og Pynt, Kunst og Litteratur! Det var Vaner alt sammen! Et Stykke Brød til Maven, et Stykke Tøj paa Kroppen, en Hule i Jorden, saa er Menneskedyret tilfreds!«

»Og læg Mærke til, hvorledes de primitive Instinkter er brudt frem! Flokinstinktet! Hele Fronten bestaar af smaa faste Flokke, hvor hver enkelt er det primitive Menneske og det hele smelter sammen til et eneste Menneskedyr med mange skarpe Instinktsanser. En vejrer Mad paa lang Afstand, en vejrer Kvinden, en anden Faren, en anden anviser instinktivt Værnet mod Faren.«

Vi selv er en saadan lille Flok, af Krigen kastet sammen fra Arbejdets stille Vande og det brusende Livs bevægede Bølger. Vi deler Sult og Kulde, Farer og Omskiftelser som trofaste Brødre — og gaar senere hver til sit.

Jeg aner i Dag intet om de andre. Krigen med dens mange grufulde Oplevelser forsvandt ved Freden i et Taageslør, og i denne Taage gik ogsaa Venner og Kammerater af Syne.

Krigens forløb

24. november 1917. “Blækkrigen raser lige saa heftigt som Blodkrigen.” Claus Eskildsen har travlt i skrivestuen.

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Efter ankomsten til Cheppy har Eskildsen og resten af skrivestuen travlt med de foregående ugers store begivenheder. Optimismen for sejr ses tydeligt hos officererne.

Vi bliver længe her.

Aarstidernes Hjul drejer sig. Det regner, regner, regner hver Dag, det bliver koldt og mørkt. Kulden er der gode Raad for. Nok trækker det slemt i vor Jordhule, men vor Hofmurer har af Teglsten bygget os en Kakkelovn, som intet Jernstøberi kan lave saa god.

Værre er det med Belysningen. Vore Tællelys blafrer i Trækluften; men der skal hænges i. Blækkrigen raser lige saa heftigt som Blodkrigen. Vor Journal for Aaret 1917 naar op paa 12,000 Numre!

Krigens Hjul drejer sig. I Oktober smækker man Italien i en stor Offensiv, i November laver man Revolution med Lenin og Trotzki i Rusland. Krigens sidste Akt begynder.

Tyskerne har Medvind og sætter alle Sejl til. Fra 24. November til 3. December er der spærret for al Orlov; -hver eneste Jernbanevogn skal bruges til at kaste Tropper østfra over til den franske Front.

Hele Fronten er i Spænding. Nu kommer Sejren vel omsider! Officererne er fulde hver Aften. De drikker paa Sejrsmeldingerne fra Italien, paa Kerenskis Fald, paa Fredsforhandlingerne med Rusland, paa det kommende store franske Nederlag.

De drikker hele Natten og undrer sig næste Dag, naar der igen kommer en hemmelig Forordning, der gør opmærksom paa, at Officerernes Vellevned og Ødselhed ødelægger Stemningen ved Fronten.

»Gleiche Löhnung, gleiches Essen, wär’ der Krieg schon längst vergessen!«

siger den menige Mand. —Hvad har han vel at klage over? Han faar hver Dag en Feltkøkken-»Middag« og hver anden Dag 3/4 Brød, en Knivspids Smør, 1 salt Sild og 3/4 Lageagurk!

Den 24. November fejrer vi Aarets største Festdag, Oberstløjtnantens Fødselsdag. Officerernes Rejsende, der ikke har anden Bestilling end at gøre Indkøb, er lige kommet hjem fra Bruxelles med de fineste Delikatesser.

Regimentsmusikken spiller ved Morgenkaffen, Franskmanden skyder, saa vort Vindue splintres, Oberstløjtnanten holder Kur, om Aftenen spises de dyreste og lækreste Retter, der drikkes Vin og Champagne til Kl. 2 om Natten.

I Dagens Anledning beslutter man, at man fra nu af foruden Oppasserne vil holde en Tjener, der kun skal servere. En Skovrider har vi allerede ved Staben.

Han har intet andet at gøre end at dressere og pleje de to Officershunde. De opdrages ved Hjælp af Sult og Klø; men Resultatet er dog ikke bedre, end at v. Oven en Dag i et forkælet Barns lunefulde Vrede knalder sin »Lump« ned, fordi den ikke apporterede fint nok.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929, s. 193-195

Krigens forløb

11. oktober 1917. Ved Vauquois: “vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Eskildsen og hans regiment slår sig ned i et forfaldent hus ved byen Fléville.

Kæmpen har ogsaa slugt vore Officerer. Men der er ingen Plads til de mange Skrivere. En Tegner og vor yngste Skriver, Student Schrøder, særlig uddannet og egnet til at arbejde med de taktiske Spørgsmaal, følger dem.

Vi andre tager Ophold hos Bagage-Trainet i Byen Fléville, omtrent 10 Kilometer længere tilbage, da alle Byerne nærmere ved ligger i Ruiner. Vort Hus er ikke af de flotteste. Nok har det to Stokværk, som alle Huse her paa Egnen, men det staar kun oprejst, fordi det ikke ved, til hvilken Side det skal falde.

Alt er forfaldent. Stuerne er trange og mørke. Hvad gør det! Argonnerne har Træ nok til at putte i Kakkelovnen, og vi har det saa hyggeligt her borte fra Officererne.

Vi er en rar lille Familie, den vittige Matthiesen og den gravalvorlige Bunke, Cyklisternes vilde Kor, de trofaste Kuske, frem for alt min gode Svoger Nis, som jeg, dengang vi laa ved Narocz-Søen, fik lirket bort fra Helvedet foran Verdun.

Vi hjælper hverandre, vi deler med hinanden, og »Fatter« Harms, Husmanden fra Klægsbøl, er vor »Mutter«, som koger vor Mad, Fatter og Mutter i een Person. Maden er tilsvarende. Ingen Kvinde kan have finere naturligt Anlæg for Kogekunsten; men Manden spores i Peber og Løg. 

Jeg skal ud at se til Bjergfolket i Hulebjerget. Det gaar paa Cykel op og ned ad Landevejens Bakker langs med Airefloden. Oppe paa Bakkerne maa man køre ud og ind, thi her staar der store Skærme og Risfletninger ud paa Vejen, afvekslende paa højre og venstre Side, for at Franskmanden ikke kan iagttage Færdslen.

Der ligger Byer paa begge Sider af Floden. De danner en interessant Overgang fra Typen ved Verdun til Charmpagnebyerne. I Verdunegnen var alle Byer Dalbyer, indeklemt i de snævre Kløfter; i Champagne boede Folk i Bjergbyer, oppe paa Bakketoppene; her, midt imellem, er Bopladserne kravlet ud af Dalene, men har ikke naaet Højderne.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 189-190

Krigens forløb

2. august 1917. Ved Verdun: “vi hader denne Egn, vi kalder den Verdens Helvede”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Hans regiment ankom til byen Dombras nær Verdun, nu med en ny bestemmelse som “Eingreifdivision”.

Verdun er Overskriften over det næste Afsnit i Regimentets Historie.

Vi afskyer dette Navn, vi hader denne Egn, vi kalder den Verdens Helvede, vi har intet andet end onde Minder derfra.

Her har man kradset 450,000 tyske og 300,000 franske Krigsofre ned i Jorden. Her skulde ogsaa vort stakkels Regiment forbløde sig til ingen Nytte.

Ustraffet skulde vi ikke have faaet Lov til at ligge saa længe bag Fronten.

Vor Division har en helt ny Bestemmelse. Den er uddannet til »Eingreifdivision«, bestemt til at gribe ind i Farens Stund, til at opfange et fjendtligt Fremstød og erobre en tabt Stilling tilbage.

Man venter altsaa et stort fransk Angreb, og det kommer.

Indtil videre er vor Plads altsaa lidt bag Fronten. Jernbanen har fra Sedan i Chiers-Flodens Kløft ført os forbi Fæstningen Montmédy til Glarency, og herfra er vi kravlet op og gledet ned ad Bjergene 20 Kilometer sydpaa, i Retning stik mod Verdun, til Byen Dombras.

To Spand Heste og mange Mand kunde næppe slæbe Vognene op ad de stejle Bjerge. Vi ligger her endnu 20 Kilometer bag Fronten, men vi ser ikke blot Vogeserbjergene foran Verdun, vi ser ogsaa de tyske og franske Observationsballoner og Skyerne fra Granatkardæskerne oppe i Luften.

Egnen vil slet ikke hue os Sletteboere, og Byerne er saa fattige, som vi ikke har set det endnu paa Vestfronten. Dombras er en By som alle de andre. Alle Husene ligger klinet op ad hinanden, bygget af Bjergenes Sandsten, tækket med Tegl eller Skifer, snavsede og forfaldne, med alt for faa og smaa Vinduer.

Møddingerne ligger overalt paa Gaden foran Husene. Vore Kvarterer er tilsvarende. For at komme til Regimentets Skrivestue maa man gaa ind paa den fattige, lille Kirkegaard, smagløs, uhyggelig, forsømt som alle franske Kirkegaarde, vi har set.

Gennem Kirkegaardsmuren fører et Par Trin nedad, derpåa flere Trappetrin endnu dybere ned, saa man tror, man havner i en Hule. der er kun eet lille Vindue, Pudsen er slaaet af Væggene.

Krigens forløb, Sønderjyder

4. februar 1917. Claus Eskildsen: “Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os”

Skriv en kommentar

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Vi forlader hurtigt Dødens By for at være hjemme, inden de engelske Flyvere løfter sig paa deres Vinger. De benytter deres Overlegenhed til at skyde paa Soldater i Skyttegravene og enkelte Mennesker paa Vejene. Englænderne behersker Luften. I Snesevis sejler engelske Flyvere gennem Lufthavet og fordriver de faa Tyskere, som vover sig op.

Næsten hver Dag er vi Vidner til Luftkampe, der dog som oftest ender uafgjort. Ogsaa i Luften gaar de fleste Kugler forbi. Men Flyverne har ogsaa Bomber med, det faar vi at føle herovre. Flere Gange ryster Jorden, og Vinduerne klirrer, naar Flyverbomber er suset ned i vor lille Landsby.

Vi havde ingen »Heltekælder« og var derfor ikke beskyttede mod Bomberne. Alligevel følte vi ikke Angst for Flyverne; den største Plads er altid udenom. Det er kun bagude i Etappen, hvor man ikke kender andre Farer, at man frygter Flyverne. Arbejdet er det bedste Lægemiddel mod Frygten, og vi havde meget at bestille.

Min Forgænger paa Stedet, den bajerske Regimentsskriver, var en fornem Herre. Han havde 6 Skrivere paa Kontoret og boede selv i et lille Hus i Nærheden, hvor han tilbragte Natten i Ro, medens Personalet passede Forretningen. Det kendte vi ikke, og jeg opslog straks mit Leje i Kontoret.

Naar vi mange Gange havde arbejdet til ud over Midnat, maatte jeg endnu i Nattens Løb indtil otte Gange op af »Sengen« for at telefonere. Værst var det, at man lige i denne Tid tog Regimentsadjutanten fra os.

Premierløjtnant Ebeling forflyttedes den 4. Februar til Generalkommando 65 — »Generalkommando Nordslesvig«! Navnet lød meget ildevarslende for os Sønderjyder, der saa Skyerne trække sammen over Hjemstavnen i disse Dage efter Proklameringen af den uindskrænkede Ubaadskrig, da Tyskerne belavede sig paa alt heroppe. 

Bekymringen for Hjemstavnen og Danmark øgede Afskedssmerten. Den var ellers gensidig og stor nok. Premierløjtnanten græd den hele Dag. Mig tog han Afsked med under fire Øjne og sagde aabent og ærligt, at mit gode og trofaste Arbejde var regnet ham til Fortjeneste, saa jeg havde min store Andel i hans Forfremmelse.

Vi gav kun nødig Afkald paa ham ved Staben. Han var en frisk, glad, ærlig Officer, maaske lidt ligegyldig og let, men godmodig og jævn. Hans Efterfølger, Løjtnant v. Oven, var i mange Punkter hans Modsætning, veg, lunefuld, forkælet, og ikke udrustet med Ebelings klare Blik og hurtige Opfattelsesevne.

Ebeling var Officer, hans Hovedinteresse var Jagt og Dyr. v. Oven var Æstetiker, han læste Romaner og interesserede sig mest for Kunst og Litteratur. Han kunde jage en stakkels Cyklist 15 Kilometer frem og tilbage gennem Regn og Slud og Granater for at hente en Rulle Klosetpapir, og da en Telefonist en Morgen vækkede ham lidt for ublidt, sendte han straks Manden ud i Skyttegraven, hvor han kort efter blev haardt saaret.

Jeg personlig har imidlertid aldrig kunnet klage over denne unge Løjtnant. Han havde Respekt for mit skaldede Hoved og behandlede mig meget godt. Vi to kom snart til at føre Regimentets Tøjler, thi Oberstløjtnanten stak af paa Orlov, saa snart denne blev givet fri.

Den gamle Major Huck, den mest umulige Officer under Solen, »førte« Regimentet i Oberstløjtnantens Fraværelse. Han virkede altid paa mig, som om han var sprunget levende ud af en af Friherre v. Schlichts Militærhumoresker. Han begreb intet og fik intet at vide. Løjtnanten klarede det hele, og jeg maatte nu ogsaa hjælpe ved de taktiske Ting, som man hidtil havde holdt mig udenfor. Det var sikkert en daarlig Ledelse, og vi savnede tit Oberstløjtnantens klare Hjerne, — for nu blev Regimentet indviklet i alvorligere Kampe.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).