Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 84. I november 1917 befandt han sig i Flandern på Vestfronten.
Halluin, Flandern, den 22. november 1917.
Kære, kære Venner!
Selv er jeg sund og stærk nu, men det kneb haardt en Overgang. Alt og alting forsømte jeg, og desværre ogsaa at skrive til mine Venner, og ogsaa til Jer.
Aldrig havde jeg troet, at man kunde blive saa sløv og træt, og ofte saa ulykkelig, men det gik ogsaa næsten over menneskelig Evne. Nu er det, som sagt, bedre, og jeg kan hæve Hovedet igen og se ud og se ind i Fremtiden med lysere Syn .
Alt her er ødelagt. Byer og Stæder er Grushobe, Vejene sprængte, Markerne fuldstændig oprodede. De stolte Linde langs de gamle Hærveje rager nu op med deres Splinter, de brede Kroner, og ofte hele Stammen med, ligger splintret og søndret paa Jorden. Trøstesløst og øde er alt. Og nu, da Vandet staar over Markerne her i det flade Landskab, og Vintertaage og Regn gør Luften mørk og graa, da er det trist.
Og det gaar mod Jul, uden Fred i Landene. Hjertefreden trues af al Menneskets Ondskab. Men der længes dog mod Jul. Endnu ligger der Glans over den gamle, hellige Fest, og der kommer Varme og Glæde i de trætte Øjne, naar det gaar op for een, at det lider mod Jul. Hvor underligt; thi i det ydre vil Juledagene gaa som alle andre, men der er noget andet, noget dybere, der griber Sindet, en Urkraft, eller rettere en Guddomskraft, som ingen kan benægte. Vi længes mod Jul for at høre Englebudskabet: Fred paa Jord; thi Barnet er født, som skal frelse Verden, fri os fra al Synd og berede os Himmelvejen.
Aa, som vi trænger fil Fred allesammen, men først og sidst: Fred i Hjertet, i Sind og i Tanke. Her gælder Kravet: i Dag! Den Fred vindes ikke med Landefred, men den kan vindes midt i det allerhaardeste.
Maalt med menneskelig Forstand er der langt til Fred. Hvem har det egentlige Overtag? Nu, da det tyske Folk har vist, at det kan kæmpe og ogsaa sulte, og at det kan sætte sig ud over, at Børn og Kvinder sulter ihjel, da er der langt igen, til Kraften er brudt, selv om Verden har sluttet sig sammen mod dem.
Sejren i Italien kan være dyrt købt, dyrere, end Øjeblikket tillader Udsigt over. Det kan gaa her, som det gaar i Rusland. Der skabes Had, som vil gaa i Arv til kommende Slægter.
Lev vel derhjemme, ‘Guds Fred, der er mer end Englevagt.
Vær kærlig hilset fra
Eders Mikael.
Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)