18. september 1917. Gas! Jacob Bergholt reddet af erfaring og held

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Et par dage efter, at jeg var nået frem til kompagniet, blev vi indsat på højde 344. Det må have været omkring den 12. september. For at nå op på højen – et helvede på jorden, der var frygtet af alle – skulle man igennem en slugt, der mand og mand imellem gik under navnet “Dødsslugten”.

Den bar sit navn med rette. Der skulle mere end almindeligt held til, for at en deling kunne passere den uden tab. Den var vel ca. 150-200 meter bred i bunden, og efter mørkets frembrud fyldte fjenden den bogstaveligt talt med shrapnels og granater af alle kalibre – også gasgranater, når vind og vejr egnede sig dertil. Om dagen var den slet ikke passabel.

På denne høj var der så godt som ingen skyttegrave. Jeg har i hvert fald ingen set, men granathul ved granathul hvoraf nogle var flere meter dybe. Hist og her var der så bygget nogle dybe “Stollen”, der i og for sig var skudsikre nok, også for det helt svære skyts, men nedgangen til dem var jo det svage punkt. Opdagede fjenden en sådan nedgang, helmede man ikke, før den var skudt sammen.

Mellem disse “Stollen” lå så vagtposterne i granathullerne. Fem dage kunne her blive endda meget lange. Det var det rene helvede.

Bortset fra den sidste nat, husker jeg ikke ret meget fra de første fem dage, vi var der, så det må “kun” have været “daglig kost”. Tab havde vi haft, endda slet ikke så få, men det var vi vant til. Tabene ved Verdun var så store, at man ikke lærte de forskellige at kende, før de var borte igen.

Den sidste nat var nær endt med en katastrofe, der kunne have kostet en halv snes mand livet, hvis der ikke havde været en erfaren “rotte” imellem dem.

Vi havde pakket vort kluns for at gå tilbage til beredskabsstillingen og stod alle op ad trappetrinene, den ene bag den anden for at afvente et gunstigt øjeblik, hvor granaterne ikke faldt alt for tæt. Den, der stod øverst, var en underofficer.

Jeg stod nederst og havde lige afsluttet et eftersyn af vort opholdsrum for at se, om der skulle være glemt noget.

Pludselig hørte jeg et “bum”. Der blev omgående råbt “gas”, og folkene begyndte at mase sig ned ad trappen. Jeg var klar over, at en gasgranat var slået ned i selve det store granathul, hvor indgangen til vort opholdsrum var. Da gassen var tungere end luften, strømmede den omgående ned ad trappen.

Til alt held opfattede jeg situationen rigtig. Med 100 al magt kastede jeg mig imod de vigende folk og råbte som aldrig før: “Luft anhalten, raus!” (Hold vejret. Ud).

Ordren blev fulgt uden tøven. I et nu var vi gennem gasskyen og oppe af granathullet.

Det var heldigvis helt stille vejr, så gasskyen havde ikke bredt sig ret meget. Nu fik vi også tid til at tage gasmaskerne på, for det var selvfølgelig ikke kun den ene gasgranat, man havde sendt os. Rundt om så man gasskyer som isolerede tågebanker, men da det var helt stille vejr, tog det nogen tid, før de sluttede sig sammen til et hele.

Vi sprang på kryds og tværs mellem bankerne, nåede “Dødsslugten”, og kom for en gangs skyld igennem den uden tab. I løbet af en halv times tid var vi i vor beredskabsstilling, hvor vi skulle blive de næste fem dage – troede vi da.

Vi glædede os over, at vi var nået helskindet tilbage, men det var desværre lige tidligt nok. Aller bedst som vi sad i vort opholdsrum og talte om begivenhederne, sagde den underofficer, der havde stået øverst på trappen: “Her lugter af gas.”

Vi andre kunne ikke lugte noget; men vi var et par stykker, der kendte symptomerne og var klar over, at manden havde slugt mere gas end godt var. Han blev omgående fulgt til lægen; men få dage efter døde han. Der var ingen af os andre, der fejlede noget. De få sekunder, han havde ladet sig trænge tilbage af gassen i stedet for at holde vejret og springe gennem skyen, kostede ham livet.

Efter krigen har jeg næret had til gas og gaslugt som til intet andet. Aldrig skal et gasanlæg af nogen art komme inden for mine fire vægge. Når man har måttet sove med gasmaske på nætter igennem og har set, hvordan de stakkels mennesker, der slugte for megen gas, måtte lide, så kan man ikke forliges med denne sødagtige gaslugt, der minder om det mest bestialske af alle krigsvåben. –

Nu kunne man jo spørge, hvorfor vi denne nat ikke benyttede vore gasmasker straks. Det gjorde v i normalt også, men dette angreb kom så uventet, at der simpelt hen ikke var tid dertil. Det er muligt, at de, der stod nederst på trappen, kunne have nået at få masken på; men de, der stod øverst, havde absolut ingen tid til dette. Luften på de øverste trin var allerede fyldt med gas, og i samme øjeblik de havde taget masken frem, ville denne også have været det, inden de havde fået den på.

Jeg er overbevist om, at hvis vi i dette tilfælde havde gjort forsøget, var vi ikke sluppet så heldigt, som vi gjorde. Hvis ordren til at tage masker på var kommet fra den mand, der stod øverst på trappen, og i samme sekund som granaten slog ned, så havde der måske været en reel chance for, at det var lykkedes. Men da ordren udeblev, var der kun ét at gøre, og det blev gjort. – Et sekunds tøven har kostet mange livet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *