Willemoës’ notesbøger bind 2

Vi er begyndt ca. midt i dagbogen, så udtog af den også kunne nå at indgå i vores nyhedsstrøm på bloggen. Men vi vil naturligvis gerne have alle sider afskrevet og samlet her.

Hvis der er nogen, der har lyst til at hjælpe med afskrivning, så kontakt René Rasmussen

s. 270

1 juni 1916.

En salve mod zeppelineren ”L 24”. Da zeppelineren ”L. 24” kom ind på dansk territorium i middags ved Fanø, blev der fra vagtmandskabet vest for kabelhuset afgivet 100-200 skud, nøjagtigere ca. 150. Dette antal måtte imidlertid absolut ikke omtales, da man var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt at fyre, når zeppelineren er havarist.

2 juni 1916.

Naar Udenrigsmisteriet censurer

Lærer Nygaard Jespersen sendte 1. juni en meddelelse til Ritzaus Bureau om zeppelineren ”L24”’s fart over dansk territorium i går og nævnte bl.a. hvor langt den var oppe nord for grænsen m.v.

Udenrigsministeriet havde censureret denne meddelelse, som derefter fremtrådte i følgende højkomiske form:

”Ribe 1. juni: Ifølge ”Ribe Stifsttidende” observeredes i middags en antagelig tysk zeppeliner, der tilsyneladende fløj over dansk territorium. Zeppelineren, der forsvandt i sydlig retning, fløj lavt og var formentlig havareret. Der er i formiddags hørt ”ret heftig kanonade udover havet”.

I betragtning af at ”L. 24” gik ned over diget 300 m nord for Kammerslusen og nåede op mellem Hjortlund og Jernved Kirker for at gå ud lidt nord for Hømlund, kunne denne formentlige forsigtighed sammenlignes med en vending som: “Et antageligt dansk udenrigsministerium, der tilsyneladende er beliggende ved Kongens Nytorv” osv. – ”Forbedringen” fra ministeriets side er ganske uhyrlig og gav anledning til en mængde forespørgsler i dag fra folk, der har læst meddelelsen i udenbys blade.

s. 271

6 juni 1916

Nyt minefelt V/SV for Grådyb.

Krydser gået til bunds?

Englænderne menes for ca. 14 dage siden at have udlagt et minefelt 4 kvartmil vestsydvest for Grådyb fyrskib.

Den 1. juni om morgenen så en fisker flere tyske krigsskibe, vistnok krydsere, stå sydpå i stærk fart. Fiskeren lå langt borte og kunne ikke se alt tydeligt, men pludselig hørtes en stærk eksplosion og en stor røg- og vandsøjle stod til vejrs. Fiskeren mener, at en krydser er gået på en mine og sunket, thi han kunne intet se der, hvor eksplosionen havde fundet sted.

8 juni 1916

Optanter m.v.

Student Truels Nielsen og Z var her på kontoret, og Truels N. meddelte, at udenrigsministeren umiddelbart før vedtagelsen af den ordinære indfødsretslov i februar 1916 havde udtalt til Landstingets udvalg desangående, at den danske regering havde forpligtet sig til ikke at naturalisere hverken tyske undersåtter eller optantsønner eller hjemløse, så længe krigen varer.

Naar Tyskere stormer på vestfronten

Z meddeler, at der ikke endnu er anbragt kanoner på Astrup bakker; skytset henstår på banen, og der er tale om at anbringe

s 271 [sic!]

det på Gassehøjene øst for Skærbæk.

B. Folk der kommer fra fronten – vestfronten – meddeler, at når tyskerne stormer – i hvert fald på enkelte steder – anbringes der bag ved tropperne [ulæseligt] kanoner med kardætsker, klar til at fyre, såfremt tropperne skulle flygte eller nægte at gå frem.

12 juni 1916

Grev Schack-Schackenborg skal møde onsdag den 14. juni som arbejdssoldat.

Optaget 17.06 1916

Passagen over grænsen bliver stedse vanskeligere. Man har set, at grænseopsynet har taget pas fra folk og nægtet dem at komme over, fordi de efter grænseopsynets mening ikke havde tilstrækkelig fyldestgørende grunde til at gå over. Og hvor de pågældende fremhævede, at alt var pas fra landråden, svaredes der: ”Det bryder vi os ikke om, her råder vi!”

De meget omtalte kanoner (antiluftskyts) i Skærbæk stilles i denne uge op på Ulleruplunds Mark, og der menes også at skulle anbringes skyts fra Gassehøjene, hvorfra der haves ret vid udsigt, at man derfra skal kunne tælle 20 kirker.

Der [er] ikke anbragt kanoner i Astrup Bakker eller i Abild Hede.

6 juni 1916

3 russere til Thorøhuse ved Assens

Den 6. juni landede ved Thorøhuse, et fiskerleje ¼ dels vej syd for Assens, 3 russere, der var flygtet fra Nordborg. Det blæste godt fra syd den nat. De tre flygtninge 1) Sjergjsi Trofimovitch Maljscheff, korporal ved 33. reg.’s 15 komp, hjemmehørende i Guv. Orenburg, taget til fange i Galizien 20. okt. 1914 nær byen Lopstof eller Lopatof. 37 år gl. 2) Gregorie Trifanovitch Litin, 331 reg.’s 15 komp. hjemmehørende i Guv. Orenburg, 31 år gl. og 3) underkorporal Simson Nikiporoff Glasunoff, Kejser Alexander III’s jægerregiments 7. bat. hjemmehørende i Guv. Kerson. 32 år. –

De var først alle tre i lejren Milaviza i Østrig -Ungarn, men kom den 17. juni 1915 til Parchinn og den 29. juli 1915 til Nordborg på Als.

Sjergjei Maljscheff, der blev sat i arbejde på en vindmølle 2 kilometer fra Nordborg, fandt en søndag en gammel båd ca. 200 meter fra havet i en lille å. ”Jeg blev henrykt og sagde til mig selv: Gud sender lykken. I denne båd vil ikke engang en tyr kunne drukne. Bølgen finder vel altid vej til krysteren, men den dristige vil ikke kunne drukne.”

Den 24. maj traf jeg aftale med 3 kammerater. Vi lå i theatret. Ved midnatstid – efter at jeg forud havde åbnet døren i kulisserne, underrettede jeg kammeraterne om, at nu skulle det være. De to af os kom ud, men de to andre ville alligevel ikke, og vi måtte opgive flugten denne gang, da det ikke var muligt for to at slæbe båden, der lå på land, ud i havet. Vi havde slået døren itu og fik det nu værre, da skildervagten opdagede dette, og der blev passet strengere på os. 12 dage efter traf jeg

s. 272

igen aftale med nye kammerater og en af de gamle. Den 5. juni gjorde vi os nu klar; jeg tilegnede mig hos den, jeg arbejdede, en skruetrækker og en dirk og min nye kammerat tog en skruenøgle. Kl. 11 ¾ aften skruede vi jernstængerne fra vinduet,. Bøjede gitteret til side og krøb ud. ”Afsted, spild nu ikke tiden”, hviskede jeg til de andre og krøb ud; de andre kom bagefter. Jeg var barbenet og i det blotte linned; men vi gik hen til den mand, hos hvem jeg arbejdede, og der var i forvejen lagt tilrette støvler og kappe. Vi kom i tøjet, fik båden sat i havet og afsted gik det kl. 1 om natten. Klokken 4½ om morgenen passerede vi to tyske både, men den som følge af blæsten ret stærke bølgegang skjulte os for dem, skønt vi kun var på dem i kort afstand. Præcis kl. 6 morgen nåede vi den kyst, som var vores ønskemål. Der blev vi ikke modtaget på tysk vis, men man tog imod os som mod deres egne.

Nu er vi levet op igen, vi har atter friheden og ser ikke skildvagten bag os med sit gevær – hører ej heller hans barske ”Raus!” (Heraus) og den slags.

Da man i Assens viste dem billederne af deres ”forgængere” kendte de tre russere, som ankom til Sønderby Klint – 16. marts.

s. 272 [sic]

14 juni 1916

C.D.

I Tønder er der for tiden ét luftskib, nemlig ”L. 24”, der nu er gjort i stand igen. Desuden findes der nu 6-7 flyvemaskiner.

Slagskibet ”König” er kommet ned til Kiel i så medtaget stand, at det har måttet sættes i dok.

Til Wilhelmshafen indgik efter søslaget nogle store krydsere over hvis sider, der var spredt sejl – formentlig for at skjule skadens størrelse for publikum.

Mange u-både og torpedobåde er ikke vendt tilbage. Wilhelmshafen er fuldstændig afspærret. – Ingen kan komme dertil.

C.D.

Fra Skærbæk-egnen meldes, at der vides at være nedkaldt nogle 47-årige.

C.D.

Tyske bestillinger på krigsmateriel hos nogle større fabrikker er blevet taget tilbage.

C.D.

I Haderslev kreds skal der nu leveres til staten ugentlig 200 fedekreaturer, 160 kalve, 145 svin og 60 får.

En mand, der havde købt kreaturer til 1 mark 30 for pund levende vægt, måtte sælge sine egne til regeringen for 1 mark!

Ikke så få go??? s??? lomme f.g. af indkaldelser.

14 juni 1916

B.

En pukkelrygget mand fra Højrup (ved Barakkerne) er taget til soldat til vagttjeneste og kan daglig ses udøve gend??eksercits lidt s.f. grænsen østpå.

273

16. juni 1916

B

Man eksproprierer nu kvæget i Sønderjylland.

Stifttid 17/6

Kreaturledsagere fra Danmark må ikke mere ledsage kvæg fra Danmark overgrænsen. Allerede trådt i kraft ved Vamdrup og for 2-3 dage siden ved Vedsted-Hvidding.

En tysk officer siges at være flygtet over grænsen, men nærmere vides intet.

19. juni 1916

(Stifttidende 22/6 16)

Stbg. I et brev af 15.6. meddeles, at der fra fronten – verdensfronten [der menes sikkert Vestfronten, RR], er indløbet brev bl.a.fra Nikolaj Ludvigsen, at han sammen med ca. 3000 andre soldater er blevet angrebet af blodgang og han mener, at de åbne vandafløb foran det er skyld i sygdommen.

Lehnsgreve Schack-Schackenborg skal give møde i denne uge (skrevet 15. juni) som arbejdssoldat.

Fhv. redaktør af Dybbølposten Svensson ligger nu ved Verdunfronten.

Her er indsat en rød seddel med teksten:

Nur kurz gefasste, deutlich geschriebene

Briefe haben Anspruch auf sofortige Beförderung.

Milit. Postüberwachungsstelle

Flensburg

Sådanne sedler følger med længere breve fra Sønderjylland.

274

26. juni 1916

P Shb

Det største tyske krigsskib – bygget færdigt i 1915 og vistnok førende navnet ”Schitt” er blevet meget hårdt medtaget i slaget i Nordsøen 31. maj. Nærmere endnu ubekendt.

Det bekræftes, at ”König” har måttet gå i dok i Kiel.

Det er i de sidste dage blevet forbudt at færdes på cykel uden særlig tilladelse hos myndighederne. Man gisner for, at det er af hensyn [til]gummien, som man venter, vil blive beordret indleveret.

Kort til manufakturvarer – særlig beklædning – skal nu indføres. I de sidste dage har manufakturhandlere nu haft travlt med optælling af deres lagre, hvorunder skal afgives nærmere oplysninger i morgen, 27. juni.

26 juni 1916

6-7 hjemløse, dels danske, dels nordmænd og svenskere var blevet indkaldt – egnen eller garnisonsbyen opgives ikke nærmere – og uddannet og skulle så aflægge faneeden. Men det nægtede de kategorisk, skønt der ikke sparedes på forsøg på overtalelse. De blev så sendt til Belgien, hvor overkommandoen blev gjort opmærksom på – vistnok af dem selv – at de ikke var taget i ed. Også her søgte militærmyndighederne at forestille dem, at det var nødvendigt og hvor heldigt det ville være for dem at blive prøjsisk statsborger, men ingen overtalelsesforsøg lykkedes, og de blev derefter sendt tilbage til deres garnisonsby, hvor de siden har gjort lidt tjeneste på forskellig måde bl.a. ved at skrælle kartofler og lignende; men de er ikke blevet hjemsendt.

En dansk siges at have båret sig nøjagtig således ad på en anden front.

En del tropper siges at være ført fra vestfronten til østfronten i den sidste tid, men sikkerhed herfor haves ikke i øjeblikket.

Bankbestyrer Jørgen Møller i Skærbæk har assisteret ca. 30 andragere ved udfærdigelsen af ansøgning om dansk indfødsret. – Det menes, at de, der får afslag, hurtigst muligt vil blive indkaldt, men at de ikke vil blive indkaldt, så længe der ikke foreligger svar fra det danske indenrigsministerium.

30 juni 1916

Eventuelt angreb på Danmark?

B. Fra pålidelig kilde meddeles i dag, at i anledning af alarmerende rygter om et engelsk angreb på Danmark, hvor kommuneforstanderne i Nordslesvig i sidste uge fået fornyede ordre til at ordne alt vedrørende indkvartering ved et eventuelt tysk angreb på Danmark!

Soldat fra Verdunfronten

Simon, 24 år gammel.

Søndag nat den 4. juni 1916 deserterede en tysk soldat over grænsen til Danmark. Soldaten var fra Oved ved Frifelt i Nordslesvig og var hjemme på orlov. Han gik uden vanskelighed over grænsen omtrent midt imellem Varminglund og Hømlund, så en tysk grænsesoldat, men undgik at blive set eller forfulgt. Derefter gik han til Obbekær, hvor han har en yngre bror, som rejste til Danmark inden han blev indkaldt til militærtjeneste.

Efter et par dages ophold her drog han til Høm, hvor hans far har en god bekendt, hos hvem han foreløbig opholder sig. [I margin står: H.L. Karkov]

Han har været tysk soldat i 14 måneder og var med i de hårde kampe ved Verdun, deltog i de voldsomme angreb på ”Højde 304” og ved erobringen af Ravneskoven, hvor han var med til at erobre 6 franske kanoner.

Han var meget medtaget af krigslivet; nervesystemet var oprevet; han kunne ikke holde dette liv ud længere, søgte derfor orlov og gik over grænsen.

Han var fast bestemt på, at han ikke ville til fronten igen, så hellere lade sig skyde af grænsevagten.

Længe efter at han var kommet herover, led han endnu af følgerne af krigslivet, sov meget uroligt, hørte kanonerne tordne og granaterne springe, så de blodige scener fra kamppladserne for sig i drømme og råbte undertiden højt under søvnen.

I vågen tilstand var han ret uduelig til at gøre noget arbejde og først nu, 4 uger efter at han er kommet herover, er hans sindstilstand blevet omtrent normal.

Han fortæller sindigt og troværdigt om begivenhederne fra fronten. I førstningen, fortæller han, var opholdet i de tyske skyttegrave ikke videre farligt, thi da havde franskmændene kun kanoner, hvis projektiler i reglen gik hen over skyttegravene. Nu har de fået store Haubitzer, som tyskerne har haft det hele tiden, og med dem kan de sende granater fra oven ned i skyttegravene og kan ramme målet med kun ganske få meters afvigelse. Når en granat står ned i en skyttegrav – en fuldtræffer – borer sig ned i jorden og derefter springer, tager den mindst 2-3 mand af besætningen.

[I margin er skrevet: Et par ting, han har fortalt, i hast nedskrevet]

Han siger, at franskmændene skyder meget mere end tyskerne, måske som 10 mod 1, så at det ser ud til, at de har ammunition nok.

De, der må gå i spidsen under et stormangreb, er så at sige sikre på at blive skudt. Hvis en afdeling trykker sig eller nægter at gå frem til storm, sendes den tilbage og bliver straffet med alt slags arbejde for de tapre regimenter, og i deres omdømme bliver den da ringeagtet. En anden eller tredje afdeling sendes så i spidsen igen.

Han tror, at tyskerne aldrig tager Verdun.

[En del andet følger snart]

 s 276

7 juli 1916

H.H.S.

Krigsskibet ”Hindenburg” indkom efter søslaget i Nordsøen  31. maj i havn meget stærkt havareret.

Fra Skærbæk meldes, at der i egnen er anlagt telefon i rigt mål, og man har set store lastbiler transportere telefonpæle og andet materiel i massevis.

Der er også tale om i Skærbæk at lave feltkøkken til massebespisning.

Den tyske gendarm Wollesen i Hvidding siges at tage nordpå engang i mellem – civil selvfølgelig – for at drive lidt spionage. En deserteret soldat traf ham en dag i Ribe og udbrød:” Nej, goddag Wollesen, er De her”, hvorpå Wollesen skyndsomst forsvandt.

Gassehøjene er anlagt spejlsignaler, hvormed der signaleres om dagen formentlig med brohovedet ved Skærbæk og med Sild eller Rømø. Nogle tilfældige besøgende havde set i en mægtig kikkert hvor alt var rødt, hvad de så

Truels Beyer er i disse dage hjemme på orlov.

s 277

7 juli 1916

I vinter fik kommuneforstanderne i Hvidding, Brøns og Rejsby m.fl. steder fra myndighederne anordning om at skaffe pålidelige mænd eller kvinder til at rejse over grænsen og købe levnedsmidler. Vedkommende skulle ikke blot få pas men alle mulige lettelser og gratis rejse. Kommuneforstander Evald i Brøns gjorde forsøg for at skaffe en mand, medens Jensen i Hvidding og Brodersen i Rejsby intet foretog i den retning.

De hjemløse i Tønder kreds indkaldes

De hjemløse indkaldes allerede nu i Tønderkreds og skulle, så vidt vides, genmøde den 7. juli i Flensborg, medens der intet forlyder om deres indkaldelse i Haderslevkreds.

Bankbestyrer Jørgen Møller vil gerne vide, om hans ansøgning m.fl. er kommet ministeriet i hænde og om der er udsigt til, at den bevilges.

I Haderslev indkaldes nu ca. 400 mand – det er ikke hjemløse – men de sidste rester af folk med skavanker.

Da zeppelineren ”Z18” sprang i luften onsdag den 17. november 1915 bragte ”RST” [Ribe Stiftstidende] den 20. meddelelse om, at der var dræbt 1 mand og såret 8. Men forholdet er det, at der i virkeligheden blev såret langt flere og så mange, at flere lazaretter rekvireredes og førte de sårede fra luftskibshallerne direkte til Flensburg uden at standse undervejs – ude ved luftskibshallerne ved Tønder er der på en plads umiddelbart og dertil et lille anlæg, der ligner en begravelse på hvilken der er rejst et jernkors; det menes, at der her er begravet de døde, der omkom ved eksplosionen.

Det hedder, at der samme dag forulykkede en zeppeliner i Friederichshafen og en anden et sted i Pommern.

278

d.Bt.

10 juli 1916

Garnisonen i Haderslev er trukket bort i disse dage (formentlig for at sendes til fronten) og der er kun invalider tilbage.

Der har nyligt været holdt et møde i Åbenrå, hvor bl.a. H.P. Hanssen var til stede, og der kom en meget stærk misstemning til orde mod det danske ministerium af flere forskellige grunde, bl.a. også for dets behandling af hjemløshedsspørgsmålet.

På mødet syntes der enighed om, at krigen snart måtte ende, dels på grund af manglen på levnedsmidler.

12 juli 1916

Vestindien

I en telefonsamtale med dr. H.L. Møller oplyser denne med hensyn til planerne om salget af Vestindiske øer,

s 279

at det forholder sig således, at de mænd, der hidtil er gået i brechen med penge for at skabe foretagender på de Vestindiske øer således, at de kunne bibeholdes for Danmark, har opgivet ævret, har set, at de trods alle deres midler ikke kan nå det tilsigtede mål, og at etatsråd H.N. Andersen (Østasiatisk Kompagni) nu på deres vegne søger at bringe forhandlinger i stand til salg af øerne. Dr. Møller mener dog ikke, at det er hensigtsmæssigt for sagens skyld foreløbig at røre ved den.

10 juli 1916

C.D. Slagskibet ”Westfalen” påstås bestemt at være gået under. (“Hans ligger i Westfalen. Før var han jo i Kiel. Han har det udmærket”).

12 juli 1916

[Statg.] spørgsmål: I har vel ikke hørt noget om Jens Peter, der var med på ”Westfalen”?

Svar: Jens Peter, tror man, er interneret i Sydvestafrika, men jeg tror på havsens bund, for der er ikke kommet et eneste ord fra dem.

Andreas Jakobsen fra Sottrupskov skrev fra Verdunfronten, at de kunne snart ikke holde det ud længere. Kom han hjem, troede han ikke, at han kunne magte at bestille noget. Han var med 3 uger i skyttegravene og 1 uge tilbage og han har set to af sine slesvigske kammerater falde og to blive savnet.

[Indklæbet: BREV]:

Stavnbjerg den 16. juli 16.

Hr. redaktør Willemoës!

Nævnte brev indeholdt lidt fra [H] generalforsamling, hvor man havde beskæftiget sig ret stærkt med vore forhold, og hvor der var faldet stærke ord mod vor lille Z; som man ikke kunne forstå vi ville lade sidde – brevet slutter med: ”Her tror for øvrigt alle, at krigen snart får ende”. Den samme sætning fremkommer i et brev 2 dage senere fra en søster til H.P. som altid er meget godt underrettet. Det sidste personlige bud jeg har fået er ca. 14 dage gammelt. Vedkommende var i Haderslev og havde forbindelser både med tyske og danske, som alle var meget betænkelige overfor Ernæringsspørgsmaalet. Alt militær var sendt bort, kun invalider tilbage, af disse var der øjensynlig mange fremmede. En meget solid mand har været vore i går, men jeg har ikke kunnet få noget fra ham. Har han noget skal de få det snarest.

Deres ærbødige

RS. Hansen

[Brevet slutter]

s 280

Jens Christensens svoger fra Lendemark er blevet såret i [foden], og familien græd af glæde, da de fik det at vide.

Vi sender endnu lidt flæsk ud til fronten, men nu er det jo kun sparsomt.

18 juni 1916

2 russere i Brørup

Den 18. juni 1916 interneredes i Brørup 2 russere: 1) [Savjst Timofjsjsff] af 521. reg. (bonde fra guv. [Tver]) og 2) Vasilic Krustoff af 61. reg. (guv. [Tver]) – De opgiver at være flygtede fra Kelberg (i Flensborg kreds) og at deres flugt var så vanskelig og farlig, at det isner i dem, når de tænker på, hvad de har gået igennem.

De var 12 dage undervejs, og det regnede næsten hele tiden, så at deres klæder næsten hele tiden var dyngvåde. De første dage levede de af ½ pund brød om dagen og nogle tvebakker, de havde fået sendt fra Rusland, men da det slap op, måtte de opretholde livet alene ved lidt mælk, som de fik fat på i ny og næ. Efter 12 dages forløb nåede de grænsen, hvor der blev skudt fem gange efter dem uden de dog blev ramt, skønt de kun var ca. 12 meter fra vagten, men på grund af gråvejret var det mørkt, og dette reddede dem.

21 juni 1916

4 russere til Ribe

Den 21. juni 1916 interneredes på Ribe Sygehus 4 russere, der var flygtet fra Østermark (i Flensborg kreds) den 13. juni:

1) Korporal SjergJei Savin fra guv. Arkangelsk; 2) Vasili Pavlikoff og 3) Dmitri Astaschkoff, begge fra guv. Lomjd, og 4) Ivan Aksjenoff fra guv.  Arkangelsk.

Russiske_krigsfanger_s281f

s 281- 282-283-284

Dmitri Astaschkoff fortæller om sine oplevelser bl.a.

Den 3. oktober [1915] førte man os russiske fanger ud for at tilhugge sveller. Af beboerne og vore soldater, der arbejdede hos dem, erfarede vi, at den danske grænse var i nærheden, og nu var vi besluttede på at stikke af fra det væmmelige fangenskab.

Beboerne mente ikke, at det var muligt at flygte, da vi ikke kendte den rigtige retning. Vi spekulerede og blev klar over, at vi ikke kunne undvære kort og kompas. Men hvordan få fat i de ting? Vi skulle både have penge og et menneske til at skaffe dem. Vi fik 60 pfennig i dagløn, dem sparede vi op, og da vi gjorde bekendtskab med en af vore soldater, som arbejdede hos beboerne, påtog han sig at skaffe tingene gennem en polak.

Det lykkedes soldaten Afanasii at få fat i et kort, men intet kompas. Der gik så nogen tid og en søndag mødte Afanasii med kompasset, han fik de 20 mark, han havde betalt for tingene, og vi var ham desuden oprigtigt taknemmelige, fordi han havde skaffet os disse nødvendige ting. Af det fjerdingspund brød de fik om dagen, gemte vi nu det meste, skønt vi havde måttet arbejde med en 12 punds økse. Vi sultede gerne i de dage.

Da vi havde 2 pund brød sparet op, gjaldt det nu blot om at komme bort. Vore barakker, der var skarpt bevogtet lukkedes om natten med nøgle og for vinduerne var der anbragt jernstænger. Hvordan skulle vi kunne komme ud.

Vi holdt krigsråd, og blev enige om, at vi skulle liste os gennem vagtens hus til køkkenet og dér i et belejligt øjeblik løsne stængerne for vinduet og så i Guds navn lade stå til. Vi gik i lag med planen samme aften. Vi undersøgte køkkenvinduerne, og til vort held var vinduets underlag råddent. Vi havde besluttet at flygte pinse søndag, men havde ondt af vore kammerater, og så blev det tirsdag.

Tirsdag aften, da vore kammerater havde spist og lagt sig til at sove, gjorde vi os, uden at nogen anede det, rede til flugt. Natten faldt på. Vi havde i forvejen båret vore kapper ud og anbragt dem på ståltråden bag klosettet. Poserne med et sæt linned og brød og tvebakker var i orden. Vi bad Gud holde sin hånd over os, rejste os sagte, listede gennem vagtens hus ud i køkkenet, hvor vi måtte passe endnu mere på.

Vore hjerter bankede – blot en uforvarende kejtet bevægelse kunne forråde os, da husets folk – en tysk møller – sov i et værelse ved siden med kun en tynd skillevæg imellem. Men lykken stod os bi, vi slap heldigt ud og listede os hen til et sted, hvor den vagthavende soldat ikke kunne se os.

Én efter én slap vi over pigtråden og tog vore kapper. Vi gjorde korsets tegn, og så skyndte vi os ud mod en skov og satte kursen efter Åbenrå, en by ved havet. Da man jo sikkert ville forfølge os, var vi klar over, at vi måtte gå og gå hurtigt og ustandselig den første nat. Da solens stråler begyndte at vise sig og klokken manglede 40 minutter i 4, klarede vejret op, og vi skyndte os ud i et eng- eller mosedrag. Men da man kunne ses dér, knækkede vi tynde kviste af og dækkede os til med dem, idet vi lagde os ned, tæt ved hinanden, og ventede tålmodigt dagen igennem på nattens komme.

Vådt var der, hvor vi lå, og en let regn øgede fugtigheden. Vi følte ingen egentlig sult, heldigvis, thi vor beholdning af brød var kun ringe, og vi vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe. Om aftenen ved 10½ tiden gik vi sagte videre efter kort og kompas. Og således fortsætter vi nat og dag i 8 dage og måtte over flere åer. Om dagen lå vi i rugen et eller andet sted i nærheden af en gård.

Efter sådanne kolde ’bade’ plagede hosten os slemt, og da det jo ikke gik, at den hørtes, gravede vi os en lille fordybning i jorden og stak hovedet ned i denne medens vi hostede samtidigt med, at vi tog kappen over hovedet.

Da vi var bange for, at man skulle kunne finde vore spor i de dugvåde markers græs, søgte vi at gå over marker, hvor der var kvæg, som vi så vækkede, så det for omkring og udslettede vore trin. Og når vi skulle skjule os om dagen, gik vi et stykke tilbage og så ind i rugen et eller andet sted og så forsigtigt, at vi kunne rette kornet ud efter os, så ingen kunne se vort spor.

Vi var endelig kommet op i nærheden af grænsen – efter kortet i al fald. Bestemme hvor grænsen var, ville være vanskeligt om natten, og vi gik derfor ned i en skov for enden af hvilken grænsen skulle være. Vi gik igennem den til udkanten. Der var ingen vagtposter at se.

Vi standsede og fortabte os i gisninger om, hvorvidt vi var på rette vej, da vi pludselig hørte folk tale sammen. Vi sneg os hurtigt ind i skoven igen og lyttede. Det var mørk nat, men da morgenrøden brød frem, så vi silhuetterne af 2, som gik langs grænsen og talte sammen. Vagtposterne gik, og vi 2 vagtposter og vi krøb hurtigt videre – over grænsen mente vi.

Foran os var der en lille høj, som vi også måtte krybe over; og vi krøb videre endnu, thi vi var ikke klar over, om vi endnu var på tysk grund eller om vi var nået ind i Danmark.

Det blev lyst og vi skjulte os på et sandet sted langt fra gårdene. Det blæste en kold nordlig vind, og vi blev i det våde tøj så gennemfrosne, at tænderne klaprede i munden på os. Nå, endelig fik den lange dag ende, det blev atter mørkt, og vi gik videre i den formening, at vi endnu havde et stykke til grænsen.

Da morgenen atter brød frem, opdagede vi telegrafpæle langt borte. Hvad var det? Her kom vi til chaussé og længere henne til en å. Vi måtte være tæt ved Ribe. Foran os ligge en lille højde, hvorfra man tydeligt ser kirketårnet. Nu var vi ikke længere i tvivl og til trods for vor frygtelige træthed og afkræftelse gik vi glade og modige til Ribe. Vi er i det forjættede land!

Vi er i Ribe, hvor vi blev udmærket modtaget af folk og ført til sygehuset. For første gang i løbet af to år blev der vist os uendelig omsorg og varmhjertet hjælp af de fortræffelige danskere, især af frøken Ingeborg Stemann og den gode kvinde, der gjorde tjeneste i hospitalet.

Vore hjerter slår stærkere over friheden, vi får tårer i øjnene af glæde og vi ønsker at leve, leve rigtigt og igen! Befrielsen store dag er kommet, vi har overvundet det forbandede fangenskab og har befriet os fra tyskerne tyranni. Leve Rusland! Vi vil kæmpe til sidste blodsdråbe for vort dyrebare fædreland og vor lille fader Tzar.

Dmitri Astaschkoff

Denne beretning er måske den bedste nogen russisk flygtning har givet af sin flugt.

6 juli 1916

2 russere til Brørup.

Den 6. juli 1916 interneredes i Brørup 2 russere, nemlig 1) Ysfin Projsrin, guv. Perm. 13. sibiriske jægerbataillon (bonde) og 2) Ignokjentii Palamoschin, distrikt Sabaikal, Sibirien. 14. sibiriske jægerregiment.

De toges til fange 27. september 1914, kom til lejren i Alten Grabow, derefter til lejren i Parchim og senere til lejren i Holebøl i Åbenrå Amt, for endelig at komme i arbejde hos gårdejer Iver Ravn, hvis jorder ligger tæt ved grænsen. De havde det godt hos ham, og maden var god. De havde længe tænkt på at flygte, men hindredes deri bl.a. af en af deres landsmænd, en jøde. Deres flugt, der kun varede 5 minutter, var ganske original. De var ude på arbejde, da de ved 9-tiden om morgenen pludselig sætter i at løbe af alle livsens kræfter, og skønt 3 vagtposter skød efter dem adskillige skud ramte de ikke.

De fremhæver, at mange af deres landsmænd døde i fangenskab – allerede i Alten Grabow – af sygdom og sult, og de mener derfor, at de russiske fanger nu må leve under fortvivlede forhold i lejren.

Ingen af disse to fanger har modtaget noget som helst fra Røde Kors, og fra deres hjem havde de kun fået et par pakker og den ene af dem tillige 1, den anden 2 breve.

De to fanger omtaler, at tyskerne i Nordslesvig almindelig frygter for et engelsk indfald nordfra.

s. 286

12 juli 1916

2 russere til Ribe

Onsdag den 12. juli 1916 blev der truffet to russere, nemlig 1) Aleksjei Nikanorovitsch Pjekina fra guv. Kostroma 289. infanterireg. (fabriksarbejder) og Vladisloff Timaschevitsch Polina, guv. Rodomsk (Polen) Petrograd Livgarde, 13. komp. (minearbejder).

De var flygtet sammen med en betjent Vasilii Prudnikoff, 292 infanterireg. 11. bat. guv. Orsl (bonde), men kom bort fra dem og kom først ind til Ribe den 13. juli. De var alle tre flygtet fra Skærbækegnen.

Pjekina fortæller bl.a. ”Vi arbejdede i alt 8 russere hos bønderne og kosten var dårlig; den bestod kun af kartofler. Vi besluttede os endelig til at flygte, og søndag den 9. juli kl. 12 nat slog vi en dør itu og gik ud. Vi tog vore klæder, der lå i et andet værelse, og gik ud i en rugmark og klædte os på, og skyndte os derpå ad vejen et stykke, drejede igen af og vandrede ind over marker og moser med stærk dug.

Da vi efter at have tilbagelagt en 5 km. Kl. 4 opdagede vi en skov skjulte os der til kl. 12 næste nat, så gik eller krøb vi videre, da vi mente, at grænsen måtte være nær. Vi nærmede os et hus, og der sad tyske soldater.

Så gemte vi os straks i nogle buske og sad der fra kl. 4 morgen til kl. 12 næste nat. Så spejdede vi forsigtigt omkring os, bad til Gud og krøb frem. Vi nåede hen i nærheden af skildvagten, der sad i en grøft og sov. Vi krøb et stykke til højre for ham, en til venstre. Jeg lige ud og den tredje til venstre og over i rugmarken lige over for”.

Fangerne havde hverken kort eller kompas.

s 287

12 juli 1916

Russere i Ribe i 43 dage fra Neu Strelitz.

Den 12. juli 1916 ankom en tredje russer til Ribe, nemlig sergent Pjotr Gregori Patuk af 104 inf.reg. (guv. Minsk). Han havde været 3-4 dage undervejs fra en fangelejr i Neu Strelitz. Han flygtede derfra sammen med en kammerat Nikolaj Nintonoff Pjevaschko. Der blev imidlertid skudt på dem ved grænsen, og Pjotr følte sig overbevist om, at kammeraten var blevet ramt. Stor blev derfor hans glæde, da Nikolaj næste dag bragtes til sygehuset. Pjevaschko, der er bonde i guv. Gradno, hørte til 118 reg. Deres glæde over at gense hinanden var ubeskrivelig, de omfavnede og kyssede hinanden.

s 288

Pjotr Patuk, der siden sin tilfangetagelse har ført en ret eventyrlig og til tider spændende tilværelse, fortæller bl.a. ”Lige fra den dag, jeg toges til fange, spekulerede jeg på at slippe bort fra det tunge åg”.

Første gang jeg forsøgte at flygte – det var sammen med en franskmand, kom vi kun til pigtråden, da tyskerne fik øje på os. Og da vi ikke kunne nå at skære pigtråden over i løbet af et par minutter, blev vi grebet af tyskerne og måtte til straf sidde i fængsel i 14 døgn.

Anden gang jeg forsøgte at flygte, tog jeg afsted sammen med to kosakker, og i løbet af 12 dage nåede vi til Kielerkanalen; men da vi dér ikke kunne finde nogen båd og slippe over med og da civile folk fik øje på [os] og henledte militærets opmærksomhed på os, måtte vi, da vi nu befandt os i nærheden af jernbanelinjen over Kielerbroen var der ikke andet at gøre end at prøve på at komme op på det kommende tog. Det lykkedes os, men midt inde på broen, blev kanalen oplyst, og vi blev opdaget, og da vi kom til den næste station (byen Slesvig) kom en soldat ud og greb os kl. 1 om natten og anbragte os i vagten. Jeg kan ikke sige, kun det skar mig i hjertet, at jeg ikke nåede at få fuldført min plan. Jeg forsøgte at flygte fra vagtlokalet og dets to soldater, men det lykkedes ikke. For flugten fra lejren måtte jeg tilbringe 21 døgn i arrest. Det var hårdt. Jeg fik kun varm mad hver 3. eller 4. dag. Herefter tilbragte jeg ca. 4 måneder i lejren i Güstrov. Så førtes alle underofficerer til lejren i Neu Strelitz, hvorfra jeg besluttede at flygte sammen med en anden kammerat. På postkontoret, hvor der sad en kammerat, var der et stort kort; det kopierede jeg. Et kompas fik jeg også fat i efter nogen tids forløb – ligeså i en knibtang.

Russiske_krigsfanger_s289

Min tredje flugt påbegyndte jeg kl. 12½ om natten. I løbet af en halv times tid lykkedes det at file pigtråden over, og kl. 1 om natten slap vi ud af lejren og gik hurtigt et par timer, men så kom vi i mørket bort fra vejen og ind på marker og moser, hvilket beredte os mange vanskeligheder.

På vor flugt, der skulle vare 45 (43?) dage kom vi efterhånden gennem mange steder, hvor der lå tropper.

Da vi nåede landsbyen Kroffelitscho, fik politiet øje på os, men vi skyndte os ud på en mose og gik senere derfra videre. Vi søgte så vidt muligt at komme til at ligge i rugmarker om dagen – en ikke altid ufarlig situation, da vi ofte kunne høre soldaternes højrøstede tale på de landeveje, som førte os tæt forbi os. Var der ikke rugmarker, skjulte vi os i en skov, hvor vi almindeligvis havde det herligt og helt fornøjeligt: ovenover os fuglesang og måske kun 100 skridt fra os tyskerne, der skændte fra kraget med deres forbandede (djævelske) stemmer, hvilket til tider kunne forurolige os. Da vi nåede Wismar ved Østersøens bred gik vi videre ad chausséen og opdagede en stor bygning lige foran os. Da vi forsigtigt gik nærmere, sprang en stor vagthund frem og gøede stærkt, og efter den kom en vagtpost. Vi skyndte os bort det bedste, vi kunne. Herefter måtte vi passere en mængde vandløb og moser, og jeg blev efterhånden så afkræftet, at jeg næppe kunne slæbe mig frem.

Natten derpå gik vi videre. På chausséen foran os så vi tre mænd, der hurtigt gik fremefter; vi gættede, det var flygtninge, men vi turde ikke spørge. På vor vej videre nåede vi ind på jernbanen, hvor en tysker kom os i møde for at gribe os; men vi skjulte os hurtigt for hans ???? og slap lykkelige videre.

Næste nat omtrent et kvarter før 12 begav vi os igen på vej; men det var nu søndag og folk sov ikke endnu; det var vanskeligt at komme frem gennem de mange mosestrækninger og over de mange grøfter. Næste nat gik vi videre og ankom til den store station Blankenberg . Her så vi et par meget store bygninger, den første lignede en skole og den næste, den største syntes ubeboet. Udenfor den syntes at stå en stor sten eller lignende, men da den kom nærmere, viste ’stenen’ sig at være en skildvagt, som stirrede på os. Vi kom hurtigt af sted, han råbte ’Halt’, men vi løb og løb og nåede ind i en stor skov.

Desværre har russeren under sit ophold ikke fået tid til at skrive mere, men allerede denne beretning giver et godt indblik i de farer, der møder flygtninge langvejs fra.

Af hvad han fortalte om flugten, skal her anføres en del interessante enkeltheder:

Hvad deres rute angiver, gik de efter kompasset først mod vest, senere mod nord. De tyske vejvisere med nøjagtig angivelse af kilometerafstande var dem til megen nytte.

Med hensyn til levnedsmidler undervejs medbragte de fra lejren så meget brød, chokolade etc. At de levede deraf i de første 14 dage dvs. indtil de var i nærheden af Neumünster . Senere skaffede de sig føde bl.a. på følgende måde: Når de lå skjulte om dagen, så de næsten altid fangne landsmænd, der arbejdede i nærheden. De lagde så mærke til, når den tyske vagt var borte, fik så mad af de russiske fangne landsmænd og gav dem penge, så disse kunne købe chokolade til dem. En enkelt gang købte de selv chokolade. De så fanger i nærheden og gjorde så regning på, at købmanden ikke kunne opdage, at de var fanger fra andre egne.

Over Kielerkanalen satte de i løbet af 10 minutter i en stor båd. Kanalen var stærkt oplyst, og der lå en del skibe i den, men dog ikke krigsskibe.

En anden gang måtte de surre 3 planker sammen for at komme over et større vandløb.

Flere fanger er fra Neu Strelitz flygtede til Holland, hvortil vejen er kortere, men vore to fanger her mente, at flugten forløb sikrere til Danmark.

Ved grænsen, som de passerede i nærheden af Vester Vedsted, blev der skudt flere skud mod dem.

Til straf fordi Pjotr Paluk tidligere var flygtet, var der på hans dragt og hans kasket blevet anbragt hvide kors, som dog blev fjernet efter at lejren havde haft besøg af russiske søstre.

Ingen af disse to – og ej heller af de sidst ankomne russere – udtaler sig rosende om deres officerer, hvorimod de alle fremhæver, hvor fortræffelige og flinke kosakkernes officerer er ligesom de tartanske og grusenske officerer.

Som andre soldater taler de meget ondt om jøderne. Alle fremhævede, at det russiske sanitetsvæsen er udmærket ved den russiske front og hvor flinke sygeplejerskerne er.

Paluk er dekoreret med Georgskorset af 4. og 3. grad.

s 293

Fra Vestfronten mellem Rhinen og Soissons 22. juli 1916.

Landstormsmand gårdejer Ole Jessen, Øster Åbeling gik over grænsen den 21.juli om morgenen mellem Fjersted og Rådager [i dag: Roager] i nærheden af Hømlund? uden nogen hindring. Ole Jessen, der er godt 32 år gl. er gift, har hustru og 6 børn og ejer en gård på 32 hektarer land. Han har, da hans hustru nikke kan drive gården, solgt besætningen og anbragt beløbet derfor, ca. 10.000 kr. i en dansk sparekasse, men gården har han ikke kunnet få nogen til at tilskoste hustruen, så den er han udsat for at miste ved konfiskation.

Jessen indkaldtes som landstormsmand den 2. august 1915 og uddannedes i byen Slesvig, hvorefter han i marts 1916 afgik til fronten mellem Azannes og Grimily, hvor han gjorde tjeneste ved en observations  lænkebatteri i ca. 3 uger. Derfra kom han til Füsilierregiment von Garsdorff (kurhessiches) nr. 80, 10 komp. og dirigeredes ud i skyttegravene mellem Soissons og Reims, hvor tjenesten mest var vagttjeneste. Der blev nok skudt dagligt af artilleri jævnligt også af infanteri med nogen egentlig kamp stod der ikke. Jessen lå der indtil den 1. juli, da han fik orlov til den 21. juli – den dag, han gik over grænsen. Hans hustru ??? hellere han kom i sikkerhed dér – ske hvad der så skulle ske ellers.

Med hensyn til forplejningen, så fik Jessen, mens han lå ved fronten, 2 pund brød hver anden dag, og brødet var godt hele tiden. Om morgenen fik man kaffe, hvortil man måtte spise af det udleverede brød. En gang imellem fik de udleveret en lille klat smør. Ellers måtte der spises tørt brød, med mindre man fik sendt smør hjemmefra, thi marmelade var der ikke mere af.

Om middagen serveredes for det meste grynsuppe, hvor der en gang imellem kunne findes et lille ben med lidt brusk ved – kødet spiste befalingsmændene. En gang om ugen gaves der to pillekartofler med saltsild til.

Om aftenen gaves kaffe eller te og eget rugbrød til. Der herskede hos alle megen utilfredshed med kosten, men der trøstedes fra officerernes side stadig med, at dette forhold kun ville vare en måneds tid, så blev alt bedre.

Det er uden for al tvivl, at de soldater, der ikke fik pakker hjemmefra med fødevarer, lider meget ved underernæring og er fysisk meget sløje. Ole Jessen, der dog fik pakker med mad hjemmefra, var dobbelt så stærk, da han drog ud, som da han kom hjem.

I garnisonsbyerne er kosten ikke nær så god som ude ved fronten.

Tropperne på det sted, hvor Ole Jessen lå, var i det hele lige glade, hvorledes det end gik, blot krigen holdt op.

Soldaterne gør et meget forslidt indtryk, og det er udenfor al tvivl, at de ikke kan holde en vinters felttog ud endnu.

Som nævnt ovenfor blev der skudt dagligt, men den sidste tid, Jessen lå ved fronten, blev skydningen med artilleriet livligere, og det sagdes, at der var kommet englændere ud i de fjendtlige linjer.

Tyskerne har trukket alle for øjeblikket brugbare tropper fra garnisonsbyerne Slesvig og Holsten, således i al fald fra Haderslev, Åbenrå, Flensborg, Husum og Lækstedt lejren (hvilket sidste sted der sagdes at ligge 40.000 mand) samt fra garnisonsbyer længere sydpå.

 s 294

Midt i teksten vedr. Fra Vestfronten mellem Rhinen og Soissons 22. juli 1916 er der indsat flg. Brev i lommebogen:

“Den 18. juli 1916

Hr. redaktør C. Willemoës

Ribe Stifts-Tidende

Ribe

I anledning af hr. Redaktørens skrivelse af 9’ d.m. skal jeg efter bemyndigelse meddele, at der i den nærmeste fremtid vil blive offentliggjort en fortegnelse over de personer, som har erholdt dansk indfødsret i henhold til loven af 17’maj 1916.

Det tilføjes, at ministeriet fra bankbestyrer Jørgen H. Møller i Skærbæk den 18’ maj d.a. har modtaget et andragende af dansk indfødsret; men da ministeriet, som følge af at bankbestyrer Møller ikke har været optaget i dansk lægdsrulle, savner bemyndigelse til at meddele ham dansk indfødsret i henhold til den omtalte lov, har man ladet andragendet bero i ministeriet i stedet for at give direkte afslag.

E.B.

Underskrevet

Louis Carstens

Ass.”

[slut på brevet]

28. juli 1916

Højere tyske officerer beser vej- og broforhold ved grænsen.

Det vækker nogen opsigt langs grænsen, at tyske officerer – efter sigende generaloberst von Falkenhausen sammen med et par generaler og nogle andre officerer – i dag i bil har beset vej-og broforhold langs grænsen, således ved Hvidding, Foldingbro og Skodborghus. Da nogle turister ved Skodborghus gik ud på broen udtalte han (gen. Falkenhausen) sin misfornøjelse hermed, men blev gjort opmærksom på, at de gik ikke længere end til grænsen. I Foldingbro spurgte han om chausseen til Vejen og Kolding m.v.

Brev

Stavnsbjerg 27. juli 1916

Hr. Redaktør Willemoës

Jeg har hørt pålideligt bud sydfra. Han havde anmodning til [Deres?] om at påtale myndighedernes færd overfor de danske tjenestefolk.  Sådan som det går nu, at besøg ligefrem er umuligt, vil der efter november ingen af disse være dernede. Man var i Åbenrå meget betænkelig ved tanken om Bettmann-Hollwegs mulige fald og den stilling Danmark da ville komme i med sin eksport vestpå.

Stemningen hos hjemmetyskerne var mere og mere danskvenlig. Af militær er der nu kun meget få i byerne heroppe. Der er flere befalingsmænd end menige. Undervandsbåd med 60 mands besætning har nogle ligget i Åbenrå og da holdt øvelse med de lokale flyvere [?]. Bådens besætning synes at være meget sygelige og nervøse.  Min meddeler siger, at de hjemlige patent-patrioter ny synlig påvirkes af de mindre gode efterretninger og bliver onde i sulet overfor danskerne.  Han havde lige været genstand for ret ondartede drillerier på et hotel fra den kant-

En landstormsmand her siger i dag, at de to her liggende kompagnier har de sidste 4 uger fanget 28, der ville desertere.  Kan det være muligt? Manden som var her kommer mulig til Dem lidt hen i august om hans plan lykkes, han turde ikke denne gang.

Deres  ærb.

Rs. Hansen

296 (+297)

En hustru hindres i at vende tilbage til sit hjem – 2. august 1916 (optaget delvis i RST for 16. august 1916)

Fru Cathrine Sørensen, landmand og bødker Hans Johansen Sørensens hustru i Raadager [Roager], tog den 30. juni i år med en 7 år gl. datter på det for hende den 28. juli i fjor udstedte pas over Hvidding til bryllup i V. Vedsted, hvor hendes mands brodersøn, Søren Sørensen blev gift fredag den 30. juni.

Der blev, da hun rejste over grænsen, ingen som helst hindringer lagt hende i vejen for besøget lige så lidt, som der blev givet hende nogen advarsel.

Mandag den 3. juli rejste fru Sørensen til paskontoret i Kolding for at få sit pas stemplet og rejse hjem.

På paskontoret meddelte man hende imidlertid, at der manglede udtalelse fra amtsforstanderen; den hun havde fra kommuneforstanderen, var ikke tilstrækkelig; hun måtte skaffe den nævnte attest fra amtsforstanderen. Fru Sørensen rejste så tilbage til V. Vedsted, hvor hun boede hos svogeren, og fik derfra underrettet sin mand (gennem den tyske grænsegendarm) om det manglende med anmodning om at skaffe det. Et par dage senere fik hun tilstillet den pågældende attest.

Fru Sørensen rejste nu for 2. gang til Kolding, hvor hun imidlertid på paskontoret – efter en konference mellem kontorpersonalet og konsulen – fik den besked, at passet ikke kunne gøres færdig[t], før man havde undersøgt forskellige forhold nærmere, men i løbet af 5-6 dage kunne hun forhøre sig skriftlig[t], om det var færdig[t], så skulle hun få besked. Blandt andet ville man, ytredes det på kontoret, nærmere undersøge formålet med hendes rejse, det at skulle til bryllup var nemlig ikke tilstrækkelig grund til at skulle rejse og amtsforstanderen burde ikke have stemplet passet, da han måtte vide, at sådan grund ikke tages gyldig.

Fru Sørensen rejste så fra paskontoret for 2. gang og tilbage til V. Vedsted.

Da der var gået de nævnte 5-6 dage, forhører hun sig ved en bekendt i Kolding (konsul Schmidt) på paskontoret, hvorledes det stod til, men fik at vide, at de oplysninger, der skulle indhentes, ikke forelå endnu.

Fru Sørensen rejste på onsdag den 19. juli for 3. gang til Kolding, hvor hun blev til lørdag, og forhørte sig både onsdag, torsdag, fredag og lørdag den 22. juli om passet, men fik hver gang den besked, at det ikke var i orden. Kontorpersonalet udtalte, at der måtte være et eller andet særligt i vejen, da papirerne i reglen kunne gøres i orden i løbet af 5-6 dage.

298

Lørdag den 22. juli rejste fru Sørensen igen – for 3die gang – tilbage til V. Vedsted, efter at den på paskontoret nævnte dansktalende herre havde rådet hende til at lade sin mandrejse fra Raadager [Roager] til Haderslev og tale med landråden.

Hun skrev så herom til manden; da hans pas imidlertid var til fornyelse i Hamborg, fik han lærer Barthalatius til at rejse ned til landråd v. Loew, der imidlertid meddelte, at han ikke kunne afgøre sagen alene, men at der skulle indhentes en erklæring fra den danske konsul i Altona.

Mandag den 24. juli kaldet til grænsen gennem en telefonbesked. Hun skulle komme tilstede kl. 2½-3, da amtsforstanderen (hr. Erichsen fra Skærbæk) ønskede at tale med hende. Hun gik [???] til grænsen, og der havde hun så en samtale med amtsforstanderen, der udtalte: ”Ja, fru Sørensen, De kan jo nok komme tilbage, når de vil tage Deres søn med!”

Her må indskydes den bemærkning, at Sørensen og hustrus søn, født 25. januar 1898 i Raadager [Roager], hvor Sørensen har boet i ca. 30 år som dansk undersåt uden nogensinde at have givet myndighederne anledning til klage – uden forældrenes viden var gået over grænsen til Danmark, da det lakkede henad den tid, da der kunne blive tale om, at han skulde melde sig til optagelse som prøjsisk soldat (hvad han absolut ikke vil, da han vil være dansk undersåt og dansk soldat). Han er nu her i landet. Fru Sørensen svarede, at hun ikke vidste hvor sønnen var henne, og at hun derfor ikke kunne gå med på at tage ham tilbage, hvortil amtsforstanderen [sagde]; ”Ja, men De er dog vel i grunden på besøg derovre for at tale med Deres søn!”

Fru Sørensen benægtede bestemt dette, og samtidig oplyste hun, at paskontoret i Kolding havde udtalt sin misbilligelse af, at amtsforstanderen havde stemplet hendes pas og givet hende tilladelse til at rejse, skønt han måtte vide, at bryllup ikke [er]tilstrækkelig grund, hvorfor amtsforstanderen svarede, at så kunne jo grænsegendarmerne have stoppet hende. Dermed var smatalen forbi og fru Sørensen ikke afgørelsen nærmere.

Den 27de juli blev bødker Sørensen kaldt til amtsforstanderen i Skærbæk, der talte til Sørensen at sønnen burde vende tilbage; Sørensen svarede imidlertid, at det kunne han ikke have med at gøre, da han ikke vidste, hvor han var. Amtsforstanderen ytrede da bl.a., at nu havde de (Sørensens)vel også snart fået straf nok, hvad bødkeren gav ham ret i, så meget mere, som hverken han eller hustruen havde forbrudt sig.

I øvrigt udtalte amtsforstander Erichsen, at der nok ville gå nogle dage endnu, inden sagen gik i orden.

Den 28. juli havde den danske konsul i Altona skrevet, at Sørensen skulle afvente svar fra generalkommandoen og hvis dette indeholdt et afslag med hensyn til fru Sørensens tilbagekomst til hjemmet, burde der indsendes en ansøgning til det kgl. danske gesandtskab i Berlin.

300 (+301)

  1. august 1916 Westphalen også taber i søslaget 31. maj

e.o.

Det siges aldeles bestemt, at ”Westphalen” også gik tabt gik til bunds i søslaget den 31. maj 1916. (”en hilsen har jeg fra vor Hans i Westphalen). Han logerede hos en Bundesen, men nu er han flyttet”.)

Fra Ypresfronten  4. august 1916

En del i RST for 10/8 1916.

Den 28 årige Chresten Ebbesen fra Raadager [Roager], der gjorde tjeneste som ersatzreservist og var hjemme på orlov, gik over grænsen natten mellem den 1. og 2. august. Fra sin tjeneste beretter han følgende: Han indkaldes den 8. oktober 1914 som ”ersatzreservist” til uddannelse i Flensborg; herfra flyttede regimentet – 85 landværnsregiment – den 14. december 1914 til Sønderborg til fortsat uddannelse for så den 18. januar 1915 at afgå til fronten ved [?]. Efter at have ligget 4 dage i ro i omegnen kom regimentet i skyttegravene, hvor de frøs gudsjammerligt. Uhyggeligt var der, fordi ”skyttegravene”, de som følge af terrænets lave beliggenhed er anbragt ovenover jorden, indeholdt så megen fugtighed, at soldaterne gik og æltede i en vælling af jord. Herude tilbragte de et helt år uden at de dog kom i træfning. Den 15de marts 1916 drog de fra Roggeveld til Handzeerne for at ligge i ro; men de var der kun i 10 dage, så gik det ned til Ypres egnen, hvor de lå ca. 2 km fra kanalen. Her var Chr. Ebbesen så heldig at blive ansat ved fletkøkkenet for et minørkompagni, og her var han, indtil han den 22. juli fik orlov og ”gik over” ½ august.

Med hensyn til hærens forplejning forklarer han, at soldaterne, hvor han lå, fik 1½ pund rugbrød om dagen, og det var godt. Af og til lidt smør; nu i den sidste tid fik de 100 gram hver 2. dag. Om morgenen fik de kaffe og dertil deres eget brød. Om middagen grynsuppe med en lille ”gnalling” kød, eller rissuppe med kød, ærter med lidt flæsk, nudelsuppe med kød – en gang i mellem blommesuppe (uden kød); om eftermiddagen eller hen mod aften kaffe eller te og så ikke mere den dag. En gang i mellem, men dog sjældnere, kunne man få en lille stump ost eller en sild. Maden var ikke særlig kraftig, nærmest lidt sløj, men dog ikke sådan, at soldaterne blev under ernæret. Ebbesen har aldrig hørt nogen i kompagniet klage over maden. En enkelt ´gang er de trakteret med søsterkage til hele kompagniet, en anden gang fik det også jordbær. Hver dag fik soldaterne hver udleveret 2 cigarer og 2 cigaretter.

Der syntes i det hele taget ikke at være særlig knaphed på mad og de havde så mange kartofler, at de ikke kunne bruge dem alle, og at mange rådnede for dem.

Ebbesen mener, at hans hærchef var hertug Albrecht af Würtemberg.

302

22. juli 1916

1 russer til Ribe

Den 22. juli 1916 interneredes i Ribe en russer, Stepan Matjevitch Trjetsdeloff, flygtet fra Rends i Burkal sogn, Bylderup Bov (Tønder amt). Han flygtede i flere døgn sammen med nogle kammarater, men de kom fra hinanden, og de to sidste nætter gik han alene. Under flugten levede han af løg og roer.

22. juli 1916

2 russere i Brørup

Den 22. juli interneredes i Brørup to russere: 1) Fjedor Innitrijeff Tichaniroff (guv. Kostrorna ) og 2) Vasilic Jegoriljeff (guv. Jasroslav), begge af 222’de infanteriregiment. De var flygtet fra Over Jerstal (Haderslev amt) over Bastrup. De blev taget til fange 27. januar 1915. I de sidste 14 måneder arbejdede de i Sønderjylland. Den 19. juli d.å. brød de jernstængerne for deres vinduer itu og sprang ud. Vagten – og de andre forresten også – sov ved siden af dem, dvs. i et værelse ved siden af. Da klæderne var hængt udenfor, flygtede de de første to kilometer uden klæder på, men tog dem så på og flygtede så videre over moser, enge og åer. Den anden nat kom de til en å og bestemte sig til at svømme over den. Tichaniroff kunne desværre ikke svømme, men kammeraterne slog så et reb om ham og slæbte ham over. På den anden side af åen (grænsen?) så de et dansk flag, og så vidste de, at de var på dansk jord.

303

24. juli 1916.

1russer fra Kragstrup

1 russer fra Frederiksstad i 20 dage

Den 24. juli 1916 interneredes i Brørup russeren Michael Konstatinoff, flygtet fra Kragstrup, lige over grænsen. Samme dag blev til Brørup først en anden russer Ipolit Osinovitschhe Dorgjel (guv. Vilna) 112. reg. Han var nået helt op Grindsted og havde været 20 døgn undervejs fra omegnen af Frederiksstad, hvor han var på arbejde. Han var flygtet sammen med to kammerater, men disse gik kun med ham, indtil de nåede havet, så fortsatte han alene. Han levede i al den tid af roer og blade og døjede både med sult og kulde. Han gik igennem en mængde moser og enge og svømmede over åer. Flere gange hændte det, at han blev opdaget af civile, som satte efter ham. En af dem havde en gnabe (   ), der slyngedes efter ham, heldigvis uden at ramme ham.

304

28. juli 1916.

2 russere til Varde

Den 28. juli 1916 interneredes i Varde 2 russere: 1) Tirnofjei Nicholailoff Kasiloff (guv. Voronesck) og 2) Jakoff Savjsljeff Bogdanoff (guv. Pskov) 291. reg. – De blev taget til fange 28. januar 1915, var i forskellige lejre og kom sluttelig på arbejde hos bønder i egnen ved Tønder, hvor de arbejdede hos en bonde. De sov dog i sammen barak. En gang glemte man at lukke døren efter dem, og de benyttede øjeblikkelig lejligheden til at flygte. De havde hverken kort eller kompas men gik efter Syvstjernen. Men uheldigvis faldt det ind med megen regn, og det var umuligt at gå efter stjernerne. Følgen var, at de kom i gal kurs og 3 gange kom de ud til havet. De gik om natten og lå om dagen skjult i skov, grøft eller rugen. Nogle nætter var det så lyst, at de kun kunne gå 3-4 timer. I de 17 døgn, de var undervejs, levede de af roer, kartofler og korn, hvilket sidste de malede mellem fingrene. Pludselig hørte de en dag ved en å råbet ”Halt”, men de kastede sig øjeblikkelig i vandet og kom lykkelig over. De passerede i øvrigt flere åer. De vidste ikke rigtig, hvor grænsen var og kunne ikke forklare, hvilken vej de var gået. De har set en avis eller plakat, hvorpå der stod Varde. I nærheden af denne by fandtes de og blev så internerede nogle dage i Varde. (meddelelser i bladene om, at de var gået til søs fra Tønder-egnen og landet via Nymindegab, beror på en misforståelse).

305

31. juli 1916

3 russere til Ribe Manø

Mandag den 31. juli interneredes i Ribe 3 russere: 1) Pavjel Gregorjef Brinsa fra byen Kilija i guv. Bessarababien (kontorist på et sagførerkontor); 2) Boris Prachoroff Artjemjet fra Moskva og 3) Ivan Darofjejevitsch Agalakoff, guv. Vjatka.

De arbejdede hos en bonde i nærheden af Ullemølle, hvorfra de flygtede den 26. juli kl. 9 om aftenen. De havde forskaffet sig et russisk kompas. De [ved] ikke rigtigt hvor de passerede grænsen, med de passerede en sovende tysk vagtpost – for øvrigt også senere en sovende dansk grænsegendarm. Den 4. nat nåede de til havet og så, at der var en vej gennem havet og mente, at grænsen så måske var derude. De gik så ad den og nåede over til Manø, hvor de blev udmærket modtaget og er meget taknemmelige for den venlighed, der blev vist dem her. Mandag den 31. juli interneredes de i sygehuset i Ribe.

31. juli 1916

1 russer til Ribe

Samme dags aften interneredes i Ribe Sygehus en russer, der blev truffet ved Sønderport, Sjergjei Isavitsch Pjetroff fra guv. Voronesch. Han var flygtet fra Husum og havde været 13 dage undervejs.

4. august 1916

4 russere til Taps

Fredag den 4. august 1916 interneredes i Taps 1) Ivan Donatovitsch af 158. Kutaiske regiment., guv. Vitebsk. Bonde taget til fange ved Ludz[a?] 22. marts 1914. 2) Yefrjem Ivanoff Kosloff, 17. ub.reg. Bonde fra guv. Irkutsk

306

3) StefanImititsch Kosjeroff af 158. Kutaiske regiment. Snedker fra guverm. Yarossloff.

De flygtede fra en gård i Nærheden af Lybæk ved Slesvig. De slog døren ud og flygtede, kun medbringende ganske lidt brød. I de tre sidste dage havde de intet haft at leve af uden det, de fandt på markerne.

7. august 1916

4 russere til Brørup

Mandag den 7. august 1916 interneredes i Brørup Sygehus 4 russere: 1) Jakobo Nikitetsch Gorjaeff, bonde fra guv. Tomsk i Sibirien; 2) Fjodor Mutrofanovitsch Scharschoff, bonde fra guv. Tomsk; 3) Dmitrie Timofeivitsch Scharschoff, bonde fra guv. Tomsk, 43 år; 4) Stjefan Makaroff fra Vladivostok.

De var flygtet fra Tornumgård ved at ødelægge væggen i værelset. De måtte passere meget vand, men heldigvis sov den tyske vagt (det gør den ofte i den sidste tid) O. Scharschoff har udmærket sig på forskellig måde; han var således dekoreret med Georgskorset af 1.klasse for deltagelse i den russ./jap. Krig; en medalje havde han for deltagelse i kampe mod kineserne, en russisk erindringsmedalje fra den russ./jan. krig og endelig en medalje fra Romanoffernes jubilæum.

5. august 1916

2 russere i Brørup.

Lørdag den 5. august 1916 interneredes 2 russere i Brørup: 1) Porfirii Poljevoi, guv. Kamminez. By Raddelsk, og 2) Paul Sjslinski fra guv. Poltava.

De var flygtet fra omegnen af Haderslev og havde fået fat i et kort men ikke i noget kompas. De var 10 dage undervejs.

306

8. August 1916

1 russer i Taps (eller Brørup)

Den 8de august interneredes Alexander Sokoloff fra guv.Vologda. Han kom fra egnen ved Flensborg, hvor han i mørket fik sig anbragt under en jernbanevogn, hvor han holdt sig fast i 7 timer, indtil han nåede Vamdrup og ”steg ud”.

De sidstnævnte 9 russiske krigsfanger meddeler bl.a., at medens tyskerne tidligere havde troet på fred inden den 17. august – det havde en østrigsk professor spået – så troede tyskerne nu ikke længere derpå.-

To af flygtningene blev taget til fange ved Lemborg og oplyser, at der ingen særlig kamp stod, da tyskerne rykkede ind i byen, som russerne havde rømmet.

De betegner opholdet i de østrigske fangelejre som betydeligt bedre end i de tyske.

Alle de russiske flygtninge er forbitrede på de russiske jødetolke i lejren.- Fangerne havde i lejren læsk det på russiske udgiven fangeblad, som tyskerne udgav, og de var ganske på det rene med, at det udgivelse skete med den hensigt at gøre dem revolutionære og utilfredse med livet i Rusland. Men hvor tyskerne f.eks. skrev, at det var bedre at leve i Tyskland end i Rusland, så kunne jo ingen russer tro derpå, sagde de. Mærkeligt nok vidste de ikke, at hele Serbien var [ordnet?], at felttoget ved Dardanellerne var opgivet, og de mente, at russerne stadig var herre over [Wachau?].

For øvrigt fortæller de om hvorledes ”feriebørn” fra byerne, navnlig fra Hamborg, sendes ud på landet i sommertiden i Sønderjylland.

En af dem havde lært en del danske ord, om sønderjydernes sympatier er de meget vel underrettede.

De fleste af dem har ikke hørt fra deres hjem under fangenskabet.

s. 307

9. august 1916

3 russere til Brørup

Den 9. august 1916 interneredes i Brørup 3 russere: Fjodor Petajeff, guv. Voronesch, 226. infanterireg.. 37 år gl.; 2) Piotr Iidin, guv. Tjornigov. 27. infanterireg. 23 år; 3) Piotr Bondjerjeff, guv. Oret, 225. inf.reg. 36 år.

De arbejdede hos bønder tæt ved grænsen. Kl. 11 om natten flygtede de over i civile klæder.

12. august 1916

1 russer til Brørup

Den 12. august 1916 interneredes i Brørup 1 russer: Joannes Saarik, guv. Lifland, 7. sibir.reg. Han blev taget til fange 5. dec. 1914 og arbejdede på landet i nærheden af Berlin.

s. 308

Han skaffede sig i tidens løb et kort og civile klæder, løste en tredjeklasses billet i Frisack ved Berlin og kørte i tog til Flensborg, hvorfra han gik til fods til Vamdrup i      dage.

14. august 1916

Chauffør Petersen af Skærbæk (chauffør hos dyrlæge Hansen) gik over grænsen 12. august umiddelbart før han skulle møde til indkaldelse. Af slægtninge, der har været hjemme med orlov, har han fået meddelt, at i maj måned sprængte franskmændene en [ mængde]tyske ammunitionsdepoter i luften bag fronten. En af de største eksplosioner var i et tog på 30 vogne med ammunition, der holdt en 40 km bag fronten og skulle føre ammunitionen ud til fronten.

Franskmændene har en granat, som bibringer dem, der rammes, en næsten blå farve (formentlig ved indånding af giftig gas.)

Det ytredes, at franskmændene skulle blot vide, hvilken skade dens artilleri og flyvere gjorde?

En rejsende fra Berlin havde for nogen tid siden udtalt, at der døde en masse spædbørn og gamle folk af mangel på mad.

Soldaterne fortsætter, at medens samtalen i skytte/løbegravene tidligere væsentligst drejede sig om fjenden, så gælder samtaleemnet nu navnlig de højere officerer, ”der blot kan vente til krigen er forbi”.

s. 309 (+310)

Den kommission, der står for den egentlige levering af kvæg i Haderslev kreds, kører ud i engen og udpeger de kreaturer, som skal leveres den og den dag.

I Skærbæk ligger der for tiden en 120 mand og en snes artillerister til betjening af luftskytset.

Alle slesvigske byer – vist holstenske m.fl. er tømt for deres garnisoner., og gamle kavalerister er blevet uddannet som infanterister.

15. august 1916

Anders Nissen, Døstrup, født 1893, blev indkaldt som reservist 27/11 1914, uddannedes i Flensborg indtil jul og sendtes derefter til Lækstedt lejren. I februar 1915 afgik han til Østprøjsen og derfra til Auguslovo i Polen, blev syg af mavekatar, kom på lazaret og senere tilbage til byen Hamborg, hvor han var fra 12. marts indtil 3. maj, for så [at] komme til Haderslev og derfra til Gent i Belgien. I den korte tid han var ved østfronten, deltog han i kampene ved de Masuriske søer.

Til Gent ankom han den 10. juni 1915. Den 3. juli kom han i skyttegravene ved Langemarck og lå der indtil 3. august i år. I den tid var der ingen egentlig større kampe undtagen den 19.    før påske, da tyskerne tog en skyttegrav fra englænderne, som  imidlertid tog den tilbage Langfredag. Artilleriet var dog stadig i jævn virksomhed.

Forplejningen var ikke god, men den blev mere kneben i vinter, da det nemlig var knapt med brød. I vinter fik de 3-4 kartofler i suppen (gryn eller nudelsuppe med en stump kød en gang imellem). I foråret slap kartoflerne op, men så blev til gengæld forplejningen med brød lidt bedre fra slutningen af april, indtil Nissen tog hjem fra fronten. De fik nu 3 pund hver anden dag, og brødet var godt. Men anden mad blev noget knappere. Alle var kede af krigen, men tyskerne mente dog, at de skulle blive de vindende.

I Belgien var rugen bragt ind, hvede og havre moden og høsten i det hele god på de dyrkede jorder, men meget jord var ikke dyrket.

Nissen gik i nat gennem kornet og over grænsen mellem Egebæk og V. Vedsted.

Brev

Staunsbjerg, d. 17. august  16

Hr.

Redaktør Willemoës

Desværre kom min søn ikke og der er næppe megen udsigt til, at han nu kan komme over. Deres formodning om tabene i Nordsøen er sikkert rigtig.

Jeg har lignende udsagn fra marinesoldater i Sønderborg kreds og min nevø hørte på Dybbølpostens kontor og de fik forbud mod at optage dødsannoncer fra andre end de i tabslisten nævnte skibe. For resten undrede det mig forleden på Skagen blandt de der opdyngede redningsbælter og kranse, som jeg omhyggelig gennemgik, stadig finder de samme mærker nemlig ”Wiesbaden”, ”Pommern”, ”Tribulent”, ”Tipparary” og ”Torpedoboat” No.-

Her på grænsen Er i den sidste tid sendt mange til fronten øjensynlig alle ugifte kompagnierne er nok meget udtjente og humøret sløjer af.

En kone her fortæller efter sin kusine fra Als, at denne har solgt sin gård til en god pris men har måttet anlægge det meste af salgssummen i krigslån, der har vist i længere tid været lagt venskabeligt tryk på folk i den retning. Jeg håber sikkert at komme over inden ret længe og skal da give Dem mine indtryk og forhåbentlig direkte bud fra H.P. Har for øvrigt fået et noget uforsigtigt kort fra en bestemt mand, at vi endelig ikke måtte sælge for tiden. Dog håber at begivenhederne nu må kunne forme sig så, at vi kan glæde dem derude.

En venlig hilsen

Deres ærb.

As Hansen

s. 311

  1. august 1916

Søndenom

P.S. De hjemløse, som ikke har opnået dansk indfødsret, ventes indkaldt i nærmeste fremtid.

Af de 18 årige, som blev indkaldt i foråret og som har været med i skyttegravene for at udfylde hullerne i de forskellige afdelinger, er en mængde – f.eks. for et enkelt kompagnis vedkommende indtil 60 mand – trukket tilbage, fordi de ikke er modstandsdygtige nok.

  • Man kan i Skærbæk ikke – således som i fjor spore nogen forberedelse til vinterfelttog, hvad der vækker forundring.
  • Befolkningen i Skærbæk mener, at man træffer forberedelse til at møde alle eventualiteter mod Danmark eller angreb nordfra (af andre), tydeligere udtrykt, at man vil være forberedt på at rykke ind i Jylland, hvis man finder det hensigtsmæssigt. Tegn herpå er den stadige udvikling af telefonlinjer i grænseegnene og anlægget af to nye depoter i Skærbæk foruden det hidtilværende. De to nye depoter skal anbringes dels i en meget stor svinestaldsbygning, dels i en gård (Søren Hansens gård) i Gjesing ved Skærbæk. –
  • Ved fronterne er der nu løjtnanter på 21 år, der er kompagniførere, og mange løjtnanter på 19 år.
  • I januar måned henvendte bankbestyrer Jørgen Møller i Skærbæk sig til amtsforstanderen om tilladelse til at udvandre – han er jo hjemløs – Amtsforstanderen i Skærbæk lovede ham, at han skulle modtage nærmere meddelelse fra de pågældende højere myndigheder i løbet den korte tid. Men trods gentagne henvendelser havde Møller endnu den 21. august ingen meddelelse fået, og det til trods for, at hans udvisningsordre, som han fik den 19. , endnu ikke er ophævet!

s. 312 – 316

22.(20.) august 1916

han til 84. Reg. i byen Slesvig, hvor han var til fortsat øvelse i ca. 4 uger, for derpå at gå til Østprøjsen, Stallupönen. Her deltog han i prøjsernes tilbagetog til linjen Darkshmen – Buddern, hvilken sidste landsby tyskerne selv afbrændte for at russerne ikke skulde finde ly der, idet 10 mand forsynede med brandmateriale gik fra hus til hus og antændte bygningerne, således at alle der kunne brænde gik op i luer. Tyskerne tog vinterstilling et stykke vest for linjen Darkshmen-Buddern. Her lå de indtil den 10. februar 1915. Den 15. februar 1915 kom A.S. som lidende af rheumatisme til et sygekompagni bag fronten. Den 4. marts kom han tilbage til Ersatzbataljonen i Slesvig og var der indtil midten af maj. Så kom han ud til fronten og

2 [står] ved Østfronten

Anders Schmidt, Rødding, 9. Reg.II. komp. født 5. april 1877 i Harreby, gift (hustru og 6 børn) gik over grænsen natten til den 16. aug. Ved Obbekær, da hans orlov udløb samme dag.

Han blev indkaldt i september 1914 som uddannet landeværnsmand ved 85. Reg. i Flensborg, men efter 8 dages forløb overflyttedes han, denne gang til Karpatherne. Efter 8 dages rejse over Leipzig-Dresden- Brünn-Wien-Budapest ankom han til Dubrovnik. Marcherede herfra forbi Przemysl, deltog i erobringen af Lamberg og nåede efter en række småkampe op til Lublin, hvorfra det gik mod Cholm, som var forladt af de russiske tropper undtagen en lille afdeling kosakker. Vi var, siger A.S., den gang meget udmattede og skulle være gået over i reserve. Foruden Cholm nåedes havde vi syd derfor ved Woistavice haft et stort og blodigt slag, hvor tyskerne led meget svære tab. Af A.S.’ regiment – Reg. nr. 9 – var der således ikke mere end 400 mand tilbage.

Herfra gik det op mod Brest-Litovsk, foran hvilken vi lå i 4 dage, indtil vi stormede dem natten til den 27. august.- Fra Brest-Litovsk nåede vi efter en mængde mindre kampe op mon Kobrin, som blev taget efter betydelige tab. –Fra Kobrin gik det op mod Katurskaja-Bisricza, som blev taget efter hård kamp. Efter et døgns ophold gik vi videre over floden Jolda i retning mod Pinsk. Under opholdet i Katurskaja-Bisricza blev det gennem en dagsbefaling meddelt soldaterne, at man nu kom til de store sumpe, et vanskeligt terræn, men de måtte og skulle tages, hvilket jo også skete efter en række i det væsentlige mindre kampe.

Herfra mindes jeg episoder, der har brændt sig fast i min erindring. I den egn vi gik igennem, fandtes kun én farbar vej, og denne var fyldt med en masse flygtninge, civile folk, med en del nødvendige pakkenelliker, hvoraf mange søgte tilbage til de steder, de havde forladt. Medens vore afdelinger marcherede videre, tog disse mennesker plads ude ved siderne af vejen – det mest sørgelige syn. Gamle kvinder og mænd, kvinder med spæde børn og større børn, forskræmte og forjagede. Og ude i sumpene sås mængder af kreaturer og heste, der var jaget med fra landsbyerne og nu nået ud i det bløde morads, hvor de arbejdede for at komme op men sank stadig mere og mere, jo længere de arbejdede og måtte lide en ynkelig død. Vi tog så mange af dem, som vi havde brug for til ernæringen, men det var jo kun en forsvindende del.

Den 11. september 1915 blev jeg såret; det var inden afdelingen nåede Pinsk. Jeg blev så kort efter sendt til Bioleptsk og derfra igen til Kolicz nær ved grænsen. Vi var 36 sårede tæt sammenfattede i den gæste? Vogn, hvori jeg var, og de to dages rejse var meget pinagtig, da vi bogstaveligt ikke kunne røre os. Men pinagtigheden blev meget [forhøjet] derved, at vi i de to døgn kun fik 1 tykt stykke brød om dagen. Da vi en gang holdt på et sted, hvor der sås hvidkål på markerne, sprang en del og kaprede noget af hvidkålen, som vi spiste rå. Under fremmarchen i juni og i juli måned kunne proviantkolonnerne ikke følge med vor hurtige fremtrængen, og vi savnede den gang af denne grund ofte mad og måtte så nøjes med at spise rå kartofler som vi tog fra markerne.

Fra Kolicz gik rejsen så til en lille by Werne ved Langendreer i Westphalen, hvor jeg var i 8 uger, indtil jeg kom hjem kort før jul.

Efter at være bleven erklæret for felttjenesteduelig kom jeg til ersatzbataljonerne ved regiment nr. 9, dr nu lå i Köslini i Bagpommern. Skønt jeg ikke kunne håndtere et gevær endnu, måtte jeg i en måneds tid deltage i øvelserne indtil hen i februar 1916. Jeg forblev nu i Köslini, hvorfra jeg havde orlov et par gange, sidste gang fra 15. juli til 16. august, da jeg gik over.

Hvad forplejningen angår, var den helt god det første års tid, men så blev den ringere, og nu i de sidste måneder var den meget dårlig og så slet, at de, der ikke fik noget hjemmefra, blev stærkt underernæret. Føden bestod mest i de såkaldte “Wrukken”, tørrede roer, der kogtes med kød, hvoraf man kunne få en lille stump i suppen. Den ret fik vi tre gange ugentlig. Om morgenen kaffe og hertil det udleverede brød. Om aftenen en gang i mellem en salt sild. I fjor fik vi dels smør, dels fedt og dels flæsk og pølse, men i sommer fik vi intet heraf, men kun marmelade eller kunsthonning.

Både de yngre officerer, underofficererne og så godt som alle menige var bundkede af krigen, og der taltes dag efter dag om, at freden måtte komme snart, men næsten alle var på den anden side enige om, at tyskerne ville gå af krigen som de sejrende.

Østrigerne ærgrede os meget; de var for det meste sløje og slappe og overgav sig ofte i mængde til russerne, og ungarerne syntes endog ofte at [ville]være ligeså gerne hos russerne som hos østrigerne.

Russerne havde gode geværer og mængder af ammunition, skønt de tyske officerer stadig meddelte, at kun hver femte russer var ordentligt bevæbnet og manglede ammunition. Der fandtes imidlertid jævnlig i læssevis af ammunition i deres skyttegrave. (Se i øvrigt A.S. dagbog)

  1. (20 aug.)

A.S. meddelte tillige, at i juli måned blev landeværn og landstorm og indtil 43 [?] og alt imellem hinanden- indkaldtes i Köslini og sendt til Frankrig!

3 måneders dagbog fra Østfronten
Juni – september 1915
s. 316 – 335

Den 3. juni 1915 ankom vi efter en 8 dages rejse gennem Tyskland, Østrig og Ungarn (over Budapest) til Dubromil (syd for Przmysl) og tiltrådte en 2 dages march til Mizlawitz. Efter at have fået lidt forplejning gik det videre ud til fronten, hvor vi skulle grave os ned for at komme i mere sikkerhed. . Den 5. og 6. juni forløb roligt. Om aftenen den 6. juni da vi skulle afmarchere, blev en mand såret af Shrapnell. Hen på natten nåede vi den plads, hvor vi skulle begynde vor gerning; vi gravede os ned for om morgenen at gøre skyttegravene færdige. Kl. 2 fik vi allerede geværild.

Den 7. juni op ad dagen blev vi beskudt af en forfærdelig artilleriild, og ud på natten blev der alarmeret, da det mentes, at russerne ville angribe os, men alt blev roligt igen. Den 8. juni var nogenlunde rolig. Om aftenen lavede vi skyttegravene færdige og blev afløst af østrigere.

I dagene 9.-15. juni lå vi i reserve i Jura [?], hvorefter vi marcherede videre mod ophold forskellige steder med hvil om natten for så at marchere videre den følgende morgen.

Den 15. juni kom vi i forreste linje og fik en skyttegrav gravet. Om eftermiddagen efter megen telefonering frem og tilbage kom de rordre til, at alle skulle gå frem kl. 5. Alligevel holdt vor kompagnifører os tilbage. Kl. 6 kom imidlertid befaling til os om at gå frem, og vi gik vor skæbne i møde. Vi gik ud gruppevis, og så snart vi viste os, regne kuglerne ned. Det blev imidlertid mørkt. Vi lavede 3-4 fremstød (spring frem) og gravede os hver gang ned og kom således tæt ind under den fjendtlige stilling under en skrækkelig kugleregn. Kl. 1 om natten rømmede fjenden stillingen. Kl. 2 spiste vi til middag, fik brød udleveret og havde så en lille pause. Store tab havde vi ikke.-

Den 16. og 17. juni var marchdage.

Den 18. juni nåede vi igen den fjendtlige stilling, fik gravet en skyttegrav og blev den 19. juni beskudt af artilleri. Hen mod aften gik vi frem og tog en stærk stilling, denne gang også uden store tab. Vi gik langs den russiske skyttegrav, der så forfærdelig ud med døde, lemlæstede og andre sårede. Russerne havde trukket sig tilbage undtagen én patrulje, der fra en nærliggende skov vedblev at beskyde os for at hindre vor fremgang.

Den 20.juni var marchdag.

Den 21.juni nåede vi igen fjenden; ved Zarskov og Kulikov udviklede der sig i dagens løb et helt slag, der varede næsten til ud på morgenstunden. Den russiske stilling blev taget under en voldsom kugleregn og med tab af mange døde og sårede. Da alt var endt, kom 149. reg. Og besatte de russiske skyttegrave. Næste formiddag blev dette regiment beskudt i flanken med Shrapnell og led yhure tab. Så blev en bataljon udkommanderet for at besætte graven. Med en skyttekæde forud og resten i kolonne gik det lige ind i den fjendtlige ild. Vi troede, at vor bataljonchef var gået fra forstanden ved at føre en så dødbringende ild. Han red imidlertid tilbage til sit kvarter, imedens vi i galop søgte dækning i graven, hvilket også lykkedes. Vort artilleri bragte så russernes ild til tavshed. Reg. 149 led store tab, mest sårede ved Sharpnell.

Dagen 22. -26. juni var marchdage.
Russerne havde standset deres tilbagetog ved Grodek-linjen vest for Lemberg. Den 27. juni, søndag morgen, skulle vi igenud i slagteri. Fjendens forskansning var stærk, og vi var klar over, at det ikke ville blive let at tage denne stilling. Russerne fyrede som besatte, og tilmed nåede vi gennem et vandløb, der lå foran denne stilling. Men [da?]vi tog stillingen, og vi fik ordre til at bruge bajonetten, overgav fjenden sig sig. Vi tog 1200 fanger og geværammunition og håndgranet.
Forfølgelsen fortsættes i den stærke hede fra den ene by til den anden. Omsider kom vi ind i en stor skov, hvor vi vandrede hele dagen.

Den 29. juni hen mod aften stødte vi uventet på fjenden på ganske nært hold – der var vel 100-150 m afstand. Vi fik i en fart gravet en smule dækning. Fjendens ild blev voldsommere efterhånden, men vi svarede godt igen. Omsider blev fjenden klar over, at der ingen redning var mulig og han prøvede så at stikke skoven i brand, hvilket imidlertid mislykkedes. Derimod stak han ild på en del landsbyer med større held.

30. juni og 1. juli var marchdage over mark og eng og gennem skov og vand, indtil vi nåede Boratin, hvor vi havde 4 dages hvile, hvad vi også trængte hårdt til efter den lange rejse og de uafbrudte kamp- og marchdage. Efter de 4 dages hvil begfyndte arbejdet igen med at grave skyttegrave, lave pæle og sætte tråd til pigtrådsforhindringer. Hver[t] andet døgn var vi i skyttegrav og på feltvagt og nåede helt ind på fjenden. Et menneske må have lykken med sig, når han er på feltvagt. Den 6. – 7. juli stod en kammerat og jeg feltvagt ved en baneovergang foran Bug floden ved Sokal; vi vidste naturligvis ikke, hvor nær fjenden var på os. Hen på natten brændte han en stor by af, og vi sluttede deraf, at han ville gå længere tilbage over Bug floden.

s. 320

Det viste sig imidlertid, at byen var ofret for at give fjenden en bedre skydelinje for artilleriet. Ved midnatstid kl. 12 blev vi afløst. Vi stod lidt alle 5 oppe på banelinjen og så på den mægtige brand, og da så kigger ned af den anden side af banelinjen, opdager vi to russiske soldater med geværerne parate til at fyre. Men de to lod sig tage tilfange. Disse to russere skylder vi 5 mand, at vi endnu er levende, thi de kunne med stor lethed på den korte afstand skudt os ned på den oplyste plads, hvor vi stod.

Den 8. juli har vi fri for dog at gå i skyttegravene igen om aftenen. Dagen blev benyttet til bl.a. at skrive hjem til familien, til venner og bekendte.

Den 9. juli tiltrådte vi en længere march til russisk Polen gennem Oserdow Dubischeck (?).

Den 11. juli overskred vi den russiske grænse, den 12. juli nedes Gottorp, hvor vi skulle afløse regiment 83. Den første dag forløb nogenlunde roligt, og om natten til den 13. juli skulle vi grave skyttegrave længere fremme til det nye angreb, vi skulle begynde. Vi fik også straks ild i vor nye stilling og ligeledes dagen igennem; men natten til den 14. juli rykkede vi endnu længere frem for at grave huller til dækning, men den russiske stilling skulle stormes om natten kl. 1 skulle der hentes kaffe. Det var min tur at hente den ved køkkenet, der befandt sig et godt stykke vej tilbage, jeg fik hentet kaffen, og vi havde lige drukket den, da der kom ordre til at gå tilbage i de gamle skyttegrave. Vi glædede os hertil, fortdi vi troede, at vi fik ro en dag eller to efter de længere marcher, under hvilke vi næsteningen søvn fik, da vi marcherede om natten og den halve dag.

Den 14. juli gik vi frem under en vældig gevær- og Shrapnellild, unde rhvilken vi havde 20 sårede og døde. Vi fik i en fatr gravet huller for at komme i dækning i en rugmark. Takket være kornet på markerne, hvor vi fandt en glimrende dækning under vor [?] slap vi godt fra det; havde vi skullet frem over åben mark, ville vi have haft forfærdelige tab. Lidt til venstre for os havde reg. 84 og 107 stormet; hvordan det gik til, er aldrig blevet klart. Flere gange i løbet af natten måttereg. 107 rømme stillingen for bagefter med forstærkning at tage den og beholde den.

Den 15. juli løb rolig af. Om natten kom vi alle på vagt for at fjenden ikke skulle overrumple os, hvad man kunne vente, hvor man ligger så tæt inde på livet af dem.

16. juli fik vi ordre til at gå videre frem mod fjendens stilling. Langs en kornmark kravlede vi op på  en forhøjning i terrænnet, hvor der blev gravet skyttegrav. Undervejs blev vi opdaget at russiske artilleri, som dængede os til med Shrapnells. I forgårs og i går havde vi ca. 20 sårede og døde.

17. juli forløb rolig. Der faldt kun enkelte geværsskud og få granater. Om natten er vi alle på vagt i skyttegravene, og forude står 2 mand af hver gruppe som lytteposter, for at fjenden ikke skal overrumple os, hvilket let kan lade sig gøre i en kornmark.

Den 18. juli forløb som i går.

Den 18. – 19. juli traf vi forberedelse til at storme den russiske stilling, som blev taget.

Den 20. – 21. juli blev skyttelinjen – vi var nu nået til Novo Ossada (?) – om natten skudt [hen?] til en afstand af 300 m fra fjenden, og tidlig om morgenen begyndte en heftig artillerikamp, og senere stormede vi. Stillingen blev taget, men det varede ikke længe, før russerne tog vore gamle skyttegrave efter store tab på begge sider. Breve og pakker var netop sendt ud til os og faldt nu i russernes hænder (klør). Kampen fandt sted mellem Novo Ossada (?) og Woidstavice . 3 Nordslesvigere fra vest [?] blev taget til fange, nemlig P. Hansen, Weber og Kallø.

Den 22. om morgenen begynde russerne igen et stormangreb og fratog os efter store tab 2 kanoner og 1 maskingevær. Hen imod aften blev den russiske stilling taget igen, da vi heldigvis fik forstærkning. Havde vi fået den 12 timer før, havde vi holdt den vundne stilling og sparet mange menneskeliv. Ved 1. bataljon havde vi nu kun 1 officer, vor løjtnant og 2 feltwebler var sårede.
Vi ventede hver dag på ordre om at komme i reserve, da hele regimentet var meget udmattet og overanstrengt af alt, hvad vi havde gået igennem, og vi trængte desuden til forstærkning, da vor styrke næsten var oprevet. Af vi 10 dansktalende nordslesvigere ved kompagniet er vi kun 2 mand tilbage; 2 er sårede, 2 syge, 3 taget til fange og 1 overflyttet til reg. 84. – Russiske, østrigske og tyske flyvere suser frem og tilbage gennem luften.

Den 23. nåede vi Cholm.

Lørdag den 24. juli forløb rolig indtil hen på eftermiddagen, da russerne begyndte at bombarderede byen, hvorved nogle dræbtes og andre såredes. Om aftenen marcherede vi tilbage til en skov mellem Cholm og Woridstavaice foran en artilleristilling. I løbet af dagen havde russerne søgt efter vort artilleri; hvad vi også kom til at lide under, idet adskillige granater slog ned i vor nærhed og sårede adskillige.

Søndag den 25. juli måtte vi hen på eftermiddagen forlade skoven for at besætte en russisk skyttegrav og ligge i reserve. Det var godt, at vi kom af sted i så god tid, thi netop som vi havde besat skyttegraven, gebyndte det at regne. Ud på aftenen blev der imidlertid forlabgt forstærkning fra 3. bataljon, og så måtte 30 mand af os af sted og fandt også hen til et sted, hvor vi skulle forlænge fronten. Russernes artilleri beskød os i dagens løb og prøvede også enkelte steder at angribe.

Mandag den 26. juli forløb nogenlunde rolig; vi blev beskudt af russisk artilleri med Shrapnell; det punkt, hvor resten af en reservelå fik derimod sendt svære granater.
s. 324

Tirsdag den 27. juli lå i rolig [?] i en skyttegrav og hvilede ud efter de lange strabadser og de mange kampe.
Der kom en gang imellem susende en Sharpnell eller en granat.
Onsdag den 28. juli kom der om morgenen kl. 8 ordre til, at regimentet skulle gå frem. Vi var yderst betænkelige herved, da vi vidste, at vi havde en stor overmagt over for os. Da regimentet havde haft svære tab i de sidste kampe, blev alle bataljoner gjort lige store. 30 mand af det 2. kompagni blev tildelt 3. bataljon, og vi var naturligvis de første, der skulle gå fjenden i møde. Da vi kom et kort stykke ud, blev vi modtaget med ilden fra 3 maskingeværer; vi vendte øjeblikkelig om og gik i dækning. Major Kaulbach, som fik regimentet, ville absolut have, at regimentet skulle gå frem, men officererne af 3. bataljon var ikke enig heri eller ikke underrettet derom, og da regiment 102 heller ikke ville gå frem, blev følgen heraf, at stormen på de fjendtlige stillinger blev udsat til om aftenen. Det blev så besluttet, at den russiske front skulle beskydes i flanken. Det blev den også og kunne ikke holde sig men måtte trække sig tilbage. Vort angreb kostede os en del døde og sårede, deriblandt min gode ven Lassen fra Skodborgskov, som døde en halv time efter af sine sår.

Den 29.juli fortsættes forfølgelsen gennem skove og over bjerg og dal, indtil vi mærkede, hvor den fjendtlige stilling var. Flyvere blev udsendt for at udspejde den fjendtlige stilling.

Den 30. juli. Da vi nåede overfor den fjendtlige stilling og havde indtaget den rette front, gik det straks frem til den linje, hvor vi skulle grave os ned. Det skete under en forfærdelig artilleriild, som vedblev helt ud på aftenen. Om eftermiddagen begyndte russerne at angribe os og tog også en skytttegrav fra os. De var lige kommet ned i graven, da en ubehagelig artilleri bragede løs og sikkert bibragte fjenden svære tab. Hen på natten begyndte det at brænde stærkt forude.

31. juli om morgenen tidlig blev den tabte skyttegrav taget tilbage; der var kun få russere tilbage i den, og glade var vi, at det ikke kostede os noget menneskeliv. Så begyndte fremmarchen igen gennem den skovrige egn.

Søndag den 1. august gik marchen frem mod Cholm. Til alt held er vi kommet i reserve, hvad vi ikke har været siden 5. juni. Imidlertid gjorde russerne forsøg på at bryde igennem, så vi måtte i en fart rykke ud som forstærkning. Da vor artillerireserve kom i stilling og begyndte at sende russerne granater, blev de rolige igen, og vi kunne rykke tilbage i kvarter. Hele natten var dog urolig.

Den 2. august gik det videre fremad med et kort ophold ved Cholm, hvor vi indtog vor middagsmad. I går morges jog kosakkerne af sted i fuld galop; det var også på høje tid. 1. august er Lublin blev[et] erobret, Ivangorod omringet og ligeledes Warschau. Vi holder sikkert, at vi i dag skulle blive liggende rolig her ved Cholm, men desværre nej; kl. 3 eftermiddag kom der ordre til at gå frem. Vi blev nu opstillet i flere skyttelinjer, og så gik det fremad. Så snart russerne blev en skyttelinje var, blev denne øjeblikkelig overdænget med sharpnells, og jo længere vi kom frem med den russiske stilling, vi værre blev artilleriilden, den værste, vi endnu er gået igennem. Og det var både granater og sharpnells. I en skyttelinje givber de imidlertid ikke så mange træffere som når en af disse uhyggelige flyvere slår ned i en kolonne, hvilket også kan ske.
I nattens løb har russerne igen prøvet på at bryde igennem, men synderligt held har de dog ikke haft. – Vi lå nede i en dal, medens russernes skyttegrav lå oppe på højden (et lille bjerg); den skulle stormes i nattens løb. Inden vi vidste af noget, gjorde en kosakafdeling et overfald; nogle ville lade sig tage til fange, men kosakkerne gav ingen pardon, alle, som de fik fat i, blev hugget ned. De, der blev roligt liggende i deres jordhuler, slap bedst fra det. Omsider greb nogle af vore maskingeværer ind og kosakkerne vendte om; de rå fyre jog tilbage i fuld galop Vor kompagnifører, Walther, som kom til fronten for 3 dage siden, måtte også lade livet, tilmed udplyndret af kosakkerne, af hvilke en del havde måttet bide i græsset.

s. 327 – 329

Den 3. august rykkede vi videre fremad under en livlig kanontorden, som tog til. Angrevbet begyndte, og nu susede og peb det med granater, sharpnells og geværkugler; vi skulle og gik imidlertid også frem, indtil stillingen blev taget under en bragende ild fra begge sider. Vort kompagni havde flere døde og mange sårede, deriblandt kompagnifører løjtnant Walther, der var kommet til fronten fra Stettin for 3 dage siden. Det er den 3. kompagnifører, vi har mistet i 2 måneder.

Den 4. august blev vi angrebet i venstre flanke, så vi har kun holdt stillingen. Hen mod aften rettede kosakkerne pludselig et uventet angreb på os, et angreb, der nær var lykkedes. Heldigvis gik det anderledes, og det varede ikke længe, inden en del af dem måtte bide i græsset; så tog resten flugten og det blev roligt igen; kun en gang imellem faldt et geværskud.

Den 5. august gik vi lidt tilbage over slagmarken for at hvile ud en dag. Her hersker en forfærdelig stand af alle de faldne, som endnu ikke er begravet. Nogle af os blev udkommanderet for at begrave vore kammerater. Der ligger også en masse falden russere – en stank og et uhyggeligt syn, som aldrig glemmer. Det er anden gang, vi er gået tilbage over en slagmark. Der følger et sanitetskompagni bagefter, som ellers besørger begravelsen.

Den 6. august marcherede vi videre frem til en lille by, der ligger fuld af østrigere, som vi nu skal afløse for at de kan komme ned mod Italien. Sidste nat skulle østrigerne have styormet den russiske stilling, men russerne rykkede godvillig ud af den, inden det kom til angreb, så der sparedes blod på begge sider.

Lørdag den 7. august lå vi ved Sawin nord for Cholm. Det er hviledag. Klædningerne efterses og geværerne bringes i orden, breve og kort skrives. For 8 dage siden fik vi reserve til regimentet, men langt fra så mange, at hullerne kan udfyldes. Vort kompagni er igen nede på 40 mand af 250, men alligevel går det fremad som om kompagniet var fuldtalligt.

Den 8. og 9. august lå kompagniet i reserve og som sikkerhedsvagt for regimentstaben. Vi rykkede imidlertid frem 3 gange og måtte hver gang grave nye jordhuler, og derefter på vagt for staben.

Den 10. sugust om morgenen tidlig marcherede vi ud i forreste linje. I en skovkant blev der gravet huller ca. 1000 fra den fjendlige stilling. Hele dagen igennem herskede der artillerikampe, og enkelte geværkugler peb os om ørerne. Om aftenen fik vi befaling til at gå videre frem og vi nåede 600 m længere. Fjenden opdagede os ved hjælp af sine lyskugler og elektriske lyskastere, men vi havde dog fået os gravet noget med i jorden og fik det gjort yderligere i nattens løb.

11. og 12. august herskede en vældig kanontorden. Vi vidste forud, at de havde en stærk stilling. Vi rykkede imdilertid nærmere ind på dem, da det pludselig gik løs med geværsalver, shrappnells og granater i en vældig regn men dog uden at berede os store tab. På en gang blev alt stille hos fjenden. Vi stod klar til at storme, mend det viste sig, at russerne var forsvundet, og glade var vi. Det viste sig, da vi kom ind i den, at være en kolosal stærk stilling med 6 rækker pigtråd, som ikke var til at komme igennem, og 3 m dybe skyttegrave. Disse sidste var forsynet med tykke fyrrestammer og derunder var der igen plads til reserver. Kun de sværeste granater var i stand til at gå igennem den dækning.

Den 13. august blev vi liggende rolig i den stilling og tog nærmere deres udmærkede og meget stærke arbejde i øjesyn indt, som ilhenad aften, da vi marcherede videre efter russerne. Vore flyvere berettede, at de har trukket sig langt tilbage. Omsider nåede vi en lille by som sædvanlig afbrændt og jævnet med jorden. Vi blev der om natten for at fortsætte forfølgelsen næste morgen. Alle broer er sprængte og træbroer brændt af, så vi må først selv bygge broer over alle vandløb, vi skal passere.

Den 14. august marcherede vi videre, indtil vi nåede en by – afbrændt selvfølgelig -; foran os lå en stor skov, hvor vi kunne ligge i reserve. Ude på marken rejstes teltene, der hentedes brændsel og så blev der  stegt og kogt i stor stil.

Den 17. august om mrgenen kl. 3 gik det atter videre.

s. 330

Efter at have marcheret ca. 20 km havde vi nået vort bestemmelsessted, hvor vi gravede os godt ned i en skovkant. Vi ligger nu nær ved fæstningen Brest-Litvsk; til højre ligger en stad Codan.

Den 18. august: Det russiske artilleri har i dag beskudt os.

Den 19. august: Dagen forløb rolig, og vi efterså vort tøj.

Den 20. august: forløb som dagen forud.

Den 21. august: Også rolig. Lønning udbetalt, og så er der ligesom de to foregåedne dage, stillet til appel.

Den 22. august: Hen på fetermiddagen kom der telefonisk ordre til bataljonen om at holde sig marchberedt. Ud på alleerne gik det videre fremad. – At ligge i reserven i nogle dage er en herlig tilværelse, når man, som vi, var trætte af de lange strabadser.

23. og 24. august: Under svær artilleriild blev en skyttegrav taget, og russerne trak sig tilbage over Bugfloden til fæstningen Brest- Litovsk. I morgen eller i overmorgen skal fæstningen stormes, og det vil selvfølgelig komme til at koste meget blod. Gid det var vel overstået. Kl. 11 blev der opsnappet et gnisttelegram, og i samme nu måtte vi gøre os færdige til storm. Det første fort vi nåede, var allerede rømmet tilligemed stærkt forskansede skyttegravslinjer. I mulm og mørke gik det videre.

s. 331

Den 26. august 1915: I morgenstunden blev der slået en bro om Bug. Hele natten igennem oplystes himlen af store ild[?] og sprængninger og ødelæggelser af alt det, russerne ikke kunne tage med. Fæstningen blev taget uden synderlig modstand og dagen over blev vi liggende her, medens vore flyvere var beskæftiget med at finde fjendens nye stilling.

Den 27. august kl. 2 om morgenen gik vi mod den nye stilling, som russerne måtte forlade efter en kort modstand. Her havde den civile befolkning ikke fået tid til at komme bort og en mængde af dem befandt sig nu med deres børn og en d el ejendele midt imellem fjenden og os. En mængde af deres kreaturer blev nedskudt af ilden fra begge sider, men glad var disse stakkels mennesker, at de nu kunne få lov til at komme tilbage til deres byer; i 3 uger havde de måttet følge de seneste tropper, og deres huse og altfoder til kreaturerne er afbrændt. Græs er der ikke noget af på denne egn, der er mager og elendig overalt.

Den 28. august hen på eftremiddagen kom der befaling til at gå i stilling. Det gik fremad i skyttelinje under en vældig kanonild. I mørkningen nåede vi det punkt, hvor vi skulle grave os ned, hvilket skete under en regn af kugler. Ud på natten skulle vi storme, men Gudskelov blev det opgivet. Hele natten igennem har vort artilleri beskudt den russiske stilling, og i morgenstunden skulle så stormen gå løs.

Den 29. august om morgenen tidlig gik vi frem under kugleregn og tog den fjendtlige stilling og en masse fanger.

s. 332

Forfølgelsen fortsætter til trods for, at fjenden beskød os vældigt med shrapnells. I går fik vi ingen kaffe og i mrges heller ikke, så vi måtte gå med en forfærdelig tør hals. Nu er det blevet varmt igen. I nattens løb skal stillingen foran Kobrin (n.ø. for Brest-Litovsk) tages. Her blev vi afløst og kom i reserve, medens 4.division nu går videre.

Den 30. august slap vi med en lille marchtur på 5 km og gik så i bivuak.

Den 31. august blev vi liggende på samme sted, men havde flere gange appel i dagens løb.
Den 1. september: I dag har vi haft opmarch, så vi e rklar over, at der igen forstår kamp.

2, september gik marchen videre med kavalerispejdere forud.

3. september om morgenen kl. 3 blev vi vækket og gjorde os klar til fremmarch. Ved middagstid modtog russerne os med shrapnells og granater. Den ene skyttelinje blev sendt frem efter den anden, men jo flere der sendtes ud, des værre blev russernes skydning. Under svære tab for os gik det dog fremad, indtil vi fik ordre til at grave os ned. Vi går stadig mod øst, og her ligger den ene lille by efter den anden. I de seneste par dage har russerne ladet den civile befolkning fra Galazien gå tilbage til dere byer. Når staklerne kommer hjem, finder de alt ødelagt.

Den 4. september. Under en forfærdelig ild fra russerne gik det fremad og deres stilling blev taget kl. 9

Den 5. september 1915. Foran os ligger nu floden Jolda og udstrakte sumpe. Hele dagen har vi ligget i skyttegravene. Russerne har beskudt os med artilleri, og vore kanoner har bombarderet ham hele dagen, så turen kommer snart til os. En stor by Kartuzkaja-Bieriecz, som ligger lidt mod venstre for os, har russerne prøvet på at skyde i brand. Byen, der bl.a. har nye kaserner, tager sig godt ud. Russerne har ikke fået tid til at afbrænde flere byer, der ligger her i nærheden.

Den 6. september. Fjenden hra fra den tidlige morgenstund beskudt os med artilleri; vi ligger endnu i samme skyttegrav.

Den 7. september. I aften blev vi afløst af reg. 107. Vi kom ind i en skiden stad og vandrede op og ned ad hovedgaden. En underofficer Linden blev om eftermiddagen sendt herhen for at skaffe kvarter til os, men denne abekat, der for resten ikke duer til noget, stod og gabede på gaden og havde intet kvarter skaffet. Så måtte vor kompagnifører selv tage affære, og vi kom i hus ved 12-tiden. Hæsligt var der i alle huse; russerne havde huseret her i lang tid.
Den 8. sept. 1915: opad dagen fik vi gjort rent i hysene og jøderne kom tilbage og ville tage et hus i besiddelse. En ung mand kom ind til os; det var hans hus vi boede i.
Der kom flere af samme slags. – Om aftenen kl. 9 trådte kompagniet an i storm og regn på den skidne gade, og nu gik marchen ud mof sumpegnene.

Den 9. september 1915 om morgenen gravede vi os ned. Pionererne havde imidlertid slået bro over en lille flod bag fjendens stilling. Vi nåede den uden at der faldt et skud. Vort artilleri havde beskudt stillingen hele natten, så russerne havde rømmet den eftreladende to store massegrave.
I den i dag udstedte dagsbefaling hedder det, at vi nu står foran en meget vanskelig opgave at skulle forecere de store sumpe foran os. Men hedder det, ”over sumpene skal vi, koste hvad det vil”.

Den 9. september 1915. Tidlig på morgenstunden begyndte geværilden at rase. Der blev givet ordre til at storme. Grave os ned kunne vi ikke i dette bløde morads, og mangen en måtte her lade livet. Stillingen blev stormet og der blev taget en masse fanger. Om eftermiddagen havde russerne sat sig fast et sted, hvor vi ikke ventede det, og der udviklede sig en stor kamp; vi måtte straks frem til storm, da vi eller ikke kunne holde os på den bløde bund.

Den 10. september 1915 nåede vi fjenden igen, og vi gik kraftingt frem under en hæftig geværild. Russerne trak sig tilbage, thi holde sig i sumpene var umuligt.

Den 11. sept. Nåede vi endelig fast grund under fødderne igen.
Her holder dagbogen op, idet den pågældende kort efter blev såret og kom tilbage bag fronten for senere at komme hjem (se pag 314).

s. 335

  1. august 1916
[K. Stvbg.]:

H.P. Hanssens opfattelse af situationen i øjeblikket er den, at Tyskland vil sætte alt ind på at bevare de neutrale stater – altså Holland, Svejts og Skandinavien – som venner. Noget anderledes med Amerika. Med De Forenede Stater har der været ventet brud flere gange, og den situation kan meget godt ventes at indtræffe, da Tyskland siger: Nu lader vi stå til. – Den spændte situation var blevet lysere, da U-båden ”Deutschland” kom til Amerika, men man må være forberedt på at se overraskelser på dette område.

Bruddet med Rumænien betyder overordentlig meget for Tyskland, der havde ventet at få en del af sine beholdninger suppleret derfra.

Hjemløse

Hjemløshedsspørgsmålet: Udenrigsminister Scavenius har sammen med indenm. Rode og departementschef Vedel for nylig meddelt finansudvalget, at Tyskland ønskede hjemløshedsspørgsmålet afgjort til bunds, således at alle hjemløse fik naturalisation, enten de ville eller ikke. Regeringens partier er stemt for en sådan løsning. Venstre måske også og konservative ligeså, således at det i hvert tilfælde gøres afhængigt af et andragende derom.

336+ 337

H.P. Hanssen mener, at man absolut skal holde på, at naturalisation i hvert enkelt tilfælde gøres afhængig af et andragende. Og i Danmark bør man overfor andragender sige, at man vil behandle dem med velvilje. Og da spørgsmålet først kan nå at blive afgjort hen i februar måned, vil andrageren formentlig ikke blive indkaldt før den tid. Og så kan meget jo være forandret.

Varer fra de amerikanske hjælpedepoter i Belgien til tyske soldater

Fra den belgiske front kom for 10-12 dage siden Hans og Peter Alexandersen af Sottrup hjem på orlov med tornystre og brødposer fulde af kaffe, ris, te og andre levnedsmidler, som de har fået udleveret fra et amerikansk depot. De forklarer, at når soldaterne er afløst i skyttegravene, tager de ind til depotet og henter rigelige forsyninger, som de så fører med sig, når de går tilbage til skyttegravene. Varerne stammer fra de depoter, som amerikanerne har anbragt i Belgien til lindring af nøden blandt den fattigste befolkning! De to ovennævnte er gode sønderjyder, og den ene af dem har skrevet en række af de smukkeste feltbreve til ”Hejmdal”.

Store tab for Sommefronten

På Sommefronten har 9. Armékorps reserve holdt i 14 dage, medens 4. Armékorps kun kunne være der i 4 dage, og tabene har ved en enkelt bataljon (regiment?) været så store, at den mistede ikke mindre end 2500 mand.

Engelsk-franske flyvere på Sommefronten

Der er forholdsvis få tyske flyvere – i al fald i sammenligning med franskmændenes. Det tyske mandskab i skyttegravene ligger nu mere spredt, og det er til dels modløs, fordi det tyske artilleri ikke svarer tilstrækkeligt på fjendens ild. Forholdet kan omtrent betegnes således at hvor tyskerne skyder 15 skud, kommer der 100 fra fjenden. Årsagen hertil er de fjendtlige flyveres fortrinlige spejdervirksomhed . De er både mange og dristige og flyver langt indover de linjer og så snart de har opdaget en kanonstilling signalerer de til det engelsk-franske artilleri, som i løbet af ganske kort tid enten ødelægger de tyske kanoner eller tvinger tyskerne til at trække dem tilbage.

Og så har fjendens flyvere – englænderne – fundet på at beskyde skyttegravene. En sådan pansret kampflyver er endog gået ned til en højde af ca. 90 m og har med sit maskingevær beskudt skyttegravene på langs; andre flyvere har ligeledes på samme måde men med bomber og naturligvis fra et højere niveau. Imidlertid springer gennemsnitlig regelmæssigt ikke hver 3. bombe, men bliver liggen[de], hvorefter tyskerne senere graver den ud og udtager sprængstoffet, som de har hårdt brug for.

En flyvemaskine af en særlig konstruktion

Der faldt, som bekendt en tysk flyvemaskine ned i Østersøen den [tomt felt]og forlis senere til Bornholm, efter at besætningen var reddet. Det er en maskine af en konstruktion, af hvilken tyskerne har ventet sig meget. Officeren og hans ledsager er nu stillet for en krigsret og menes at ville få en hård straf (Meddelt af en elektriker (sønderjyde), der arbejdede på den pågældende flyvemaskinefabrik. Hvor er maskinen henne? Er den udleveret?

338

Stvb

Det hedder, at to transporter finner på henholdsvis 200 og 400, af den såkaldte bedre klasse (bourgeoisiet) er ført til østfronten for at kæmpe mod russerne. De får en bedre behandling end de øvrige soldater.

-I fjor sendtes en 600 svenske officerer til lejren i Leckstedt for at uddannes i brugen af tysk artilleri. Man har intet hørt til dem siden!

– På Sild er besætningen forøget fra 6000 til 10.000 mand, og det menes, at artilleriet er betydeligt forstærket.

Rømø har også fået større besætning.

-Garnisonsbyerne i Slesvig og Holsten er tømte for felttjenstduelige soldater.

Rekrutdepotet i Lybæk er foreløbigt ophævet.

En ung slesviger og ekspedienten i en forretning i Odense

En 18-årig fyr, der boede og var hjemmehørende i Sønderjylland gik en skønne dag – af frygt for at blive indkaldt – over grænsen og til Fyn, hvor han fik en plads i nærheden af Odense. En dag tog han ind til denne by og kom ind i en ekviperingshandel , det menes en filial af Jens Kjeldsen. I butikken kom han i snak med ekspedienten: Nå, De er nok ikke herfra, kan jeg høre!” ytre[de] denne, Og denne unge slesviger bekræftede dette og fortalte nu op ad stolper og ned af vægge om hvorledes og hvorfor han var gået over grænsen. Nå, sagde ekspedienten, det er jo meget heldigt; jeg er medlem af en komité til understøttelse af desertører, og når De vil give mig Deres adresse, skal De senere få høre nærmere fra mig. Det var den unge mand svært glad over og gav ekspedienten sin adresse. Nogle dage efter fik den unge slesviger da ganske rigtig da også et brev; han skulle rejse til Kolding til et nærmere angivet sted og henvende sig dér, hvor han så ville få anvist en god plads. Så rejste den unge mand til Kolding, fik opsøgt det betegnede sted og begav sig op i huset. Da han var kommet op i kontoret – det var det tyske paskontor – og navngav sig og sit ærinde, blev han skældt huden fuld og senere under fornøden ledsagelse taget med til grænsen og sendt over. Nu er han igen hjemme.  Han slap med en mulkt, fordi han var løbet over grænsen uden pas, men er nu under opsigt og kan vente at blive indkaldt. (Willemoës kommentar: Den unge mand har ikke hørt til de fiffige)

339

En landstormsmand ca. 2 år i tjeneste 24. august 1916

Mathias Ebsen fra Lundsmark, født 19. maj 1874, gift og med 11 børn, kom over grænsen ved Lundsmark i morges. Han blev indkaldt 25. september 1914 som uddannet landstormsmand, gjorde vagttjeneste ved grænsen til 8. marts 1915, da han afrejste fra Skærbæk til Parchim i Mecklenborg, hvor han gjorde vagttjeneste ved lejren, der rummer 32.000 fanger.

340

Den 6. april 1915 kom han til Hamborg, blev iklædt nyt tøj og i løbet af 14 dage førtes afdelingen (3. Landstormsbataljon, Flensborg) over Leipzig-Dresden-Wien-Budapest til Karpartherne. Marcherede i løbet af 3 uger til byen Zuravitz 45 km øst for byen Stryj, da russerne omringede dem, og lå der i 3måneder – en god tid med god forplejning og ingen kampe. Den 25. august forlod afdelingen Stryj og nåede samme dag Brzany, hvor den lå til 23. september, forrettede arbejdstjeneste. Den 25. september blev M.Ebsen syg, kom tilbage til Stryj, lå på lazaret dér i 3 dage og kom så til Sachsen- Leisning (?), hvor han lå i 12 uger af gigt, som en masse soldater pådrager sig som følge af kulden om natten, fugtigheden og den megen vagttjeneste. Den 7.-8. dec. kom M.E. fra lazarettet til Hamburg til Erzatsbataljon II, fik løfte om 4 ugers orlov uden at få den. Efter 9 ugers ophold, fik han dog 3 ugers orlov, kom tilbage til Hamborg 4.marts 1916 og fortsætter 8 dage efter til Lybæk. Forplejningen havde hidtil været jævnt tålelig, men i Lybæk var den meget slet. Der gaves ofte fordærvet fisk eller fiskefrikadeller, der stank værre end en ulykke. I øvrigt serveredes mest Hindenburgsuppe, også kaldet ”Feltgrausuppe (mel udkogt i vand med et par kartofler på). Hertil 1½ beød uden smør eller marmelade. Heller ikke altid kaffe. Det var den dårligste forplejning under hele M.E. 2-årige tjenestetid. Den 25. april gik turen over Eydtkuhnen til Wilna i Polen og derfra til Sventiarny og videre til en landsby Radzuni i begyndelsen af maj 1916. Den 2. juni blev M.E. atter angrebet af gigt og lå syg 3 uger bag fronten. Kom 27. juni til Wilma og derfra efter 3 dages forløb til sygehuset i en lille by i nærheden, hvor han lå til slutningen af juli for så over Danzig, hvor han var i 3 dage, og Losen  at nå til rekonvalecenthjem i Hannover, hvor han gjorde vagttjeneste ved  den 12.000 mand store  fangelejr i Celle i 8 dage for så at få orlov i 14 dage og gik på den sidste dag hjemmefra i ??? som han tog med toget og gik over grænsen i morges.

Med hensyn til forplejningen var den blevet mindre god efter opholdet i Lybæk og blev efterhånden dårlig. Oftest bestod middagsmaden af roer kogte i vand uden kød – således var det i alt fald med de 3 sidste måneder – en gang imellem vankede der lidt klipfisk, som oftest var dårlig. I den sidste tid fik de kaffe om morgenen. Smør 2 g. ugentlig og marmelade 1 g. hele tiden fik de udleveret 3 cigarer og 3 cigaretter hver anden dag, men mange af dem var urygelige.

Om stemningen udtaler han, at alle er lede og kede af krigen, og at man ligesom gør sig fortrolig med, at chancen for Tysklands sejr er glippet. De unge tropper så medtaget ud ved Wilna-Sventiany, blege og trætte af den megen tjeneste og den dårlige kost.

342

Sidst i juli måned begyndte stærke tyske troppetransporter ud til Galizien.

Mod og begejstring er helt borte både hos officerer og hos mandskabet undtagen måske nogle ganske enkelte. Om Hindenburg faldt ikke gode ord; han er ganske hensynsløs overfor tabet af mandskab, hvor det gælder om at opnå noget.

342

31 august 1916

Jeppe Klinge af Høgsbro, født 30. marts 1880, er gået over grænsen natten mellem den 30. og 31. august umiddelbart ved gæstgiver P. Christensen og lægeboligen i Hvidding. Han blev indkaldt 20. maj 1915 som ikke-uddannet Erzats-reservist; gået over i landstormen. Efter uddannelse i Bremen ved Reg. 75 kom afdelingen i oktober måned ud til Jelofka, tyskernes endestation på Dünafronten dengang. Nu er der bygget småbaner fra Jelofka og længere ud til fronten. 26. oktober kom afdelingen til godset Kalidski, hvorigennem 2-3 skyttegravs[???] nu er gravet af os. Grundene er [ der] meget simpel, så at skyttegravene og jordhulerne længere nede ikke blot var meget fugtige, men ofte drivende af vand. Til tider nåede vandet i skyttegravene op over knæene, andre steder var de så plørede, at soldater sad fast deri uden at kunne komme løs ved egen hjælp; de måtte ”skovles” ud. Var der meget vand af denne slags, var der så meget mindre drikkevand, så vi savnede det ofte, når vi ville lave kaffe eller te. Først i januar 1916 blev jordhulerne(” understand”) forsynede med kakkelovne, hvor der fyredes rigeligt med træ fra de store birkeskove. Det var en stor forbedring, og samtidigt var jordhulen blevet lavet større og forbedret på forskellige måder. Der blev nok skudt dagligt, men nogen egentlig kamp fandt ikke sted undtagen en enkelt gang, da russerne jog os ud af skyttegravene. Da vi senere var klar til at storme den, viste det sig, at russerne havde forladt den og havde medtaget et maskingevær men i øvrigt intet ødelagt. Den 15. april blev jeg såret; blev rask den 30. maj og kom nu til Mörchingen, 6 mil fra Metz. Derfra kom jeg til Vogeserne i egnen ved Chateau Salines og Dieuze, hvor der var udmærkede skyttegrave og jordhuler og i det hele ikke nær den urenlighed som på østfronten.

Med hensyn til forplejningen var den god til april 1916, men derefter sløj. Der er tilsyneladende nok af mad, men den er sløj, og soldaterne har ikke nok af den til det arbejde, de skal udføres. På lazaretterne er maden bedre.- En masse af soldaterne i Rusland angribes af gigt.

I Rusland var både soldater og officerer lede og kede af krigen og gav gerne ”das grosse Vaterland” en god dag, blot de kunne slippe helskindet fra det. Den begejstring er der overhovedet slet ikke tale [om] mere.

De tyske tab var i vinter meget store navnlig på grund af sygdom, mest forfrysninger, og så en tarmkartharr, hvoraf næsten alle angribes i lettere eller sværere grad og som hos enkelte går over til blodgang.

344

2 sept. 1916

Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug.ved Høm. Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915. Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept.. Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab. Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.

Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.

I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad. Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.

345+346+347

3 sept. 1916

Hans Lastejn fra Birkelev, født 17. juni 1894, kom over grænsen natten 30.-31- august. Han var indkaldt i oktober 1914 som rekrut til Flensborg og afrejste 18. dec. til fronten ved Moulins i Frankrig, hvor han lå til 14. oktober 1915, da han kom til Champagne just som det store slag. I Champagne lå han så indtil slutningen af januar 1916, da han kom i reserve i Charleville i nærheden af Belgiens grænse. Herfra kom afdelingen den 3. juli til Somme, hvor han var til slutningen af juli, da den kom i reserve Guisancourt fro at få tabene erstattet. Tabene ved Somme var overordentlig store. Af hans kompagni der talte 200-250 mand, var der således kun 70 mand tilbage, men der var mange kompagnier, der havde haft endnu større tab.

Franskmændene har her skudt med nogle granater, der fremkalder stærke opkastninger og mange dør af forgiftningen.

Af forplejningen er der nok af brød, der er godt, men den øvrige forplejning er så slet, at soldaterne bliver underernæret, hvor de ikke får pakker hjemmefra. Middagsmaden: kogt ris med lidt kødstumper, kogte bønner og lidt nudler.

Soldaterne er lede og kede af krigen og ønsker kun fred uden hensyn til hvem der vinder. Også officererne [er] kede af den. Der er ingen begejstring mere. Heller ikke når Kejseren er på besøg; og når han er taget bort, skælder man ud over ham.

De franske flyvere er de tyske langt overlegne i dygtighed og dristighed og hindrer det tyske artilleri i at få stilling og komme til at skyde. Så snart franske flyvere har opdaget tysk artilleri, rapporteres det ved signaler til fransk artilleri, der skyder sig ind i overraskende kort tid og ødelægger det tyske skyts eller dets stilling. De tyske flyvere kommer sjældent ud over frontlinjen, medens de franske kommer langt ud over de tyske linjer.

347-350

5  sept. 1916

Peter Carlsen af Rødding, født 21.dec. 1894 kom over grænsen natten mellem 31. august og 1. sept. Ved Raaager [Roager]. Han blev indkaldt som rekrut ved artilleriet 12. januar 1915, uddannedes i Neu Breisach i Elsass indtil 28. juni 1915, da hans afdeling sendtes til [Præste?]skoven i Frankrig, hvor han var i 3 uger og dér skød stærkt med 21 Cm Mørsere, der har to projektiler, en lang 238 punds granat og en kort, en 168 punds, hvilken sidste er sprænggranat og anvendes til bombardement af skyttegrave. Ladningen består af brunt krudt – brune runde krudthorn med et hul i midten. Efter en måneds tids forløb kom han igen tilbage til Neu Breisach, lå der henved en månedstid og kom så ud i Vogeserne i august måned og lå ved Waldbach. Der beskød de Lingekopf; en enkelt dag var kanonaden så kraftig, at alene hans batteri fra fire kanoner affyrede 968 skud. I september kom han tilbage til Breisach og efter 3 dages forløb dirigeret til Champagne mellem Sommepy og Mariepy, hvor franskmændene ville bryde igennem den 25. september 1915. Franskmændene beskød de tyske linjer uafbrudt i 74 timer, før de stormede den 25. september. Tyskerne gik 3 km tilbage og franskmændene tog en del og ødelagde andre kanoner – en af vore kanoner blev ødelagt ved en fuldtræffer. I oktober tog tyskerne et par km tilbage; vor skyts stod kun 1 km bag de tyske skyttegrave. Den 6. oktober 1915 angreb franskmændene igen, og tyskerne måtte tilbage til de gamle stillinger bagude og blev stående her til den 12. januar, da vi tog stilling i nærheden af Charlesville indtil de sidste dage af januar. Så blev vi dirigeret til egnen ved Verdun og tog stilling i nærheden af Azarines. Der deltog vi så i angrebene på Verdunstillingen fra den 21. februar; men tre dage efter tog vi stilling ved Gremilly og tre dage senere ved Ornes indtil den 8. juni. Tabene var meget store. Franskmændene skød både dag og nat, navnlig dog om natten var deres skydning mægtig, og det haglede ned med granater. Alene Carlsens batteri havde her over 100 sårede og faldne – de letsårede ikke medregnede. Der var opstillet 42 cm tyske kanoner – 2 stykker bag Grenilly og 1 foran Azarines – der beskød Thiaumont og Fleury.

I midten af april 1916 havde tyskerne ad den store banelinje, de havde bygget lige til bag Højde 307, til dette sidstnævnte punkt ført og aflæsser store masser af ammunition – vistnok til flere hundrede tusinde skud samt store mængder håndgranater og miner. En fransk flyver fik en dag [?]øje på dette og en time tid efter var franskmændene i gang med at beskyde det med det resultat, at det 3. skud – en stor granat – slog ned i ammunitionen, så depotet gik i luften i en række eksplosioner hele aftenen igennem. Eksplosionerne var så voldsomme, at hele omegnen rystede i vid omkreds.

Franskmændene skyder brilliant, og de kunne skyde med en voldsomhed, som ikke lader sig beskrive. Èn gang kunne mandskabet i Carlsens afdeling således ikke komme til at betjene kanonerne i flere dage, men måtte opholde sig i de skudsikre huler under jorden, i den grad regnede granaterne ned over dem.

Nogle af franskmændenes granater – formentlig 12 centimeter skyts – springer ved berøring med jorden, men i modsætning til almindelige granater, hvis sprængning sker kegleformigt op eller ned eller springer disse franske asener vandret ud til siderne med en radius af indtil 200 meter. Over for disse granater nytter det selvsagt ikke, at man kaster sig på jorden. For øvrigt er der også den mærkelighed ved disse franske granater, at de kun frembringer et ganske ubetydeligt hul på det sted, hvor de rammer jorden. På lignende måde virker franskmændenes 7,5 ctm. granater

Den 8. juni fik Carlsen en tå beskadiget og kom i 6 uger på lazaret i Aschaffenberg i Bayern for derefter at kom[me] til en ersatzafdeling i Königsberg, hvor han var i ca. 3 år uger, indtil han fik orlov d. 14. august d.a.

Med hensyn til forplejningen var middagsmaden – grynsuppe – nærmest sløj. Brødet var godt nok.

Stemningen blandt soldaterne var meget sløj; de venter alle på fred. De var klar over, at de ikke kunne vinde, men de ventede dog, at englænderne skulle give op først.

De franske flyvere er langt dygtigere og dristigere end de tyske, og opdagede de tyske batterier kunne man være sikker på, at det franske artilleri enten fik det ødelagt eller tvang det til at trække sig tilbage.

Engelsk flyver med bomber ved Rejsby i maj måned

Student Nissen, som har opholdt sig i egnen ved Rejsby i 5-6 uger og vendte tilbage til Ribe søndag d. 27. august, bekræfter, at der i midten af maj d.a. en morgenstund ved 6-tiden fra havet kom en engelsk flyver ned over Rejsby og her lod to bomber falde – den ene lige vest for og den anden lige nord for Hovedgaard, hvor de frembragte et par vældige huller og ødelagde en del træer samt knuste alle ruderne i gården og nabogården. Flyverne stod derefter nordpå og kort efter vest ud.

s. 351+352

9. sept. 1916

Elektricitet i pigtråden

Christian Hansen, Havervad ved Brøns, født 23. maj 1891, kom over grænsen i morges. Han var gået ud i havet ved Vester Åbølling ved Brøns i aftes kl. 10 og gik i land i morges kl. 9 ved sømærket i V. Vedsted efter 11 timers vandring i vandet, hvorunder han var nået halvvejs til Manø.

Han var indkaldt som infanteri rekrut den 15. oktober 1913, uddannedes i Lockstedt og kom ved krigens begyndelse i august 1914 til en Ersatzbalaljon i Neumünster, fortsætter til Regiment 89 i Schwerin og kom til vestfronten ved Noyon 27. september 1914, hvorfra han kom til skyttegravene ved Carlepont og lå der i nærheden af Moulin til 7.-8. marts 1915.

Der var kun småkampe, og under en af dem blev han såret, idet han fik en kugle gennem højre lår, hvorefter han kom på lazaret i Küsl og senere til Lafers. Den 1. maj blev han udskrevet som garnisonstjenstduelig og lå nu i Lafere, indtil han den 1. januar 1916 blev forsat en elektricitetsafdeling. Botthoier ca. 22 km fra St. Quentin. Her gjorde han tjeneste ved et stort af franskmændene anlagt elektricitetsnet, som nu af tyskerne anvendtes dels til at levere elektrisk strøm til pigtrådshegnene foran 7. hærs og en del af 2. hærs skyttegrave (ca. 35 km længere fremme end elektricitet[?], dels til lys i de stenhuler (stenbrud), hvor reserven lå, og dels til drift af en savmølle, der skær træ til bygning af jordhulerne og endelig dels til lyskastere.

Pigtrådshegnene blev forsynet med så stærk strøm, at de der kommer i berøring med dem, almindeligvis blev dræbt med det samme og de dræbte antager på flere steder af legemet en sort farve. Der er strøm i pigtrådshegnene hele døgnet rundt. Når tråden skydes over, ophæves den elektriske virkning – således var det indtil for kort tid siden; imidlertid har tyske ingeniører nu opfundet et apparat, en metode, hvorved den elektriske virkning forbliver i pigtråden, selvom den skydes over!

I Bottair lå Chr. Hansen indtil den 30. august i år, da han fik orlov og gik over grænsen i morges. Han var meget træt og medtaget af den 11 timers vandring i havet.

Med hensyn til forplejningen erklærer Chr. H., at den meget mildt sagt, var mådelig, og de, der ikke får pakker hjemmefra, bliver underernærede. De, der er så heldige at kunne få pakker hjemmefra, kan lige holde det gående.

Hvad stemningen blandt soldaterne angår, så er den alt andet end god. De er ganske klar over, at tyskerne ikke kan vinde, og de var nærmest ligeglade hvordan det gik, men blot der blev fred.

9. september 1916

Den fungerende kommuneforstander i Hvidding, lærer Johansen, har hidtil været stærkt tysksindet, men før et par ugers tid siden ytrede han til to mænd derovre (Klinge og Skak), at nu begyndte han at kunne se, hvordan krigen ville ende, men enten tyskerne tabte eller vandt, blev han, hvor han nu var; dvs. han mente, at der ved de allieredes sejr blev tale om at Nordslesvig kom tilbage til Danmark.

353

10. sept.

I [?] lørdag ankom til Skærbæk ca. 400 pionerer med en 40 heste, der blev indkvarteret i Skærbæk, hvor tillige alle hoteller og gæstgiverier blev taget i brug. Ligeledes er i de sidste dage kommet godstog med store mængder af planker og pigtråd. Det meddeles, at der skal påbegyndes større skyttegravsarbejde foreløbig fra Skærbæk til Gassehøjene østpå.

14. sept. 1916

Borgmester Bruun, Ribe skriver fra Søndervig den 14. sept. 1916 til fuldmægtig Løve, Ribe:

Jeg har modtaget sålydende skrivelse

Departementchefen i Justitsministeriet,

København den 12. september1916

 ”Ribe Stifts Tidende” skal under 1. september i år have indeholdt en notits om, at der fandt misbrug sted med hensyn til de fra Amerika sendte hjælpedepoter bestemte for nødlidende Belgiere. I den anledning skal jeg anmode Dem om at søge oplyst, hvorfra ”Ribe Stifts Tidende” har disse oplysninger, idet det vil være af interesse, om der kan dokumenteres noget i så henseende.”

Venlig hilsen

Deres ærbødige

F. Schrøder

Til hr. politimester Bruun, Ribe

De bedes vise hr. redaktør Willemoës dette brev og hilse ham fra mig med anmodning om at han vil meddele mig, hvad han kan og vil. Hvis han vil udtale sig mundtligt til Dem, må De straks skrive til mig, måske vil hr. W foretrække direkte at sende mig nogle ord om sagen, i hvert fald vil jeg gerne have tilsendt to eksemplarer af den pågældende avis, og det er en selvfølge, at jeg vil behandle alle meddelelser med den største diskretion.

Det var måske ingen skade til om De i fortrolighed gjorde W bekendt med den mistanke,  vi længe har haft til Ehlers og Høgdal han må godt vide, at efter min mening er forholdene i Vedsted mildest talt skandaløse, men det er mig og andre strengt pålagt, at der om disse forhold ikke for tiden må offentliggøres noget som helst.

Jeg kommer mere ind på den tanke, at lysene forrige vinter står i forbindelse med forskelligt, der er bragt til søs.

s. 355

15. septbr. 1916

Hr. Departementschef Schrøder!

Byfogedfuldmægtig Løve har i dag – efter anmodning af politimester Bruun, som er bortrejst gjort mig bekendt med hr. departementschefens henvendelse til politimesteren angående den i Ribe ”Stifts-Tidende” for 1. septbr. dette d.å. under overskriften ”Misbrug af amerikanernes depoter til hjælp for nødlidende belgiere”.

Meddelelsen er givet mig fra anset side med udtrykkelig anmodning om at fremdrage sagen. Yderligere kan meddeles, at – desværre må man sige – endog gode dansksindede sønderjyder har i deres tornystre og brødposer under orlov medbragt de omtalte varer til deres hjem i Sønderjylland og ikke lagt skjul på, hvorfra de havde dem.

Der er muligt, at jeg senere kan oplyse nærmere, hvor det pågældende depot ligger.

Ærbødigst

C. Willemoës

N.B. Jeg har tilskrevet borgmester Bruun, at jeg har sendt oplysningerne direkte til hr. departementschefen

s. 356

Privat

Hr. departementschef Schrøder

Jeg tillader mig at henstille til hr. departementschefen i tilfælde, hvor departementet måtte ønske oplysninger af mere fortrolig art angående meddelelser i ”Ribe Stifts Tidende” at lade henvendelsen tilgå mig direkte. Ikke fordi der på nogen måde er noget ”udestående” mellem borgmester Bruun og mig – tværtimod – men fordi jeg meget gerne så, at oplysninger som de her berørte kommer så få i hænde som overhovedet muligt. Når jeg kan gå ud fra, at mine oplysninger behandles strengt fortroligt og ingen kommer i forlegenhed derved skal jeg til enhver tid søge at gøre dem så nyttige for departementet som muligt.

Ærbødigst

C. Willemoës

15. septbr. 1916

Hr. Borgmester Bruun!

For at spare Dem for ulejligheden og for at fremskynde oplysningernes tilsendelse til departementschef Schrøder, har jeg tilsendt ham disse direkte sammen en avis. Det er en selvfølge, at oplysningerne står til Deres disposition og der er i så henseende afskrift af dem til samme brug, ligesom der er lagt en avis tilside til Dem.

Med venlig hilsen til Dem og frue

 Deres

C. Willemoës

s. 357

3. sept. 1916

Mislykket flugt

Søndag den 3. septbr. 1916 søgte en sønderjysk soldat, søn af gårdejer Madsen i Tiset, at komme over grænsen. Han havde været soldat i 4 år og var ikke ukendt med at klare sig i en snæver vending.

Krybende på alle fire nærmede han sig grænsen. Da han hørte tale i nærheden af denne, troede han, at der var afløsning af posterne, og blev nervøs. Han kravlede imidlertid videre og ser en tysk vagthytte, kravler frem til hytten, kigger ind i den, og da han ikke kan se noget, rejser han sig op og går ind i den, hvor vagtposten imidlertid sidder.

Vagten, der er indkvarteret i en nabogård til Madsens kender flygtningen og udbryder: ”Hvad er det dig, Madsen?”, hvorover denne bliver endnu mere nervøs, og i stedet for at springe frem og løbe over grøften, der ikke er mere end 15 meter fra ham, følger han med posten, der nu ikke kan undgå at anholde ham. Vagtposten går stadig foran ham og giver ham al mulig lejlighed til at undvige, men Madsen synes ganske hypnotiseret og følger skildvagten ganske automatisk som trukket af en magnet.

s. 358 + 359

6. sept. 1916

Et andet mislykket flugtforsøg

Onsdag den 6. sept. 1916 kommer en anden sønderjysk soldat, søn af en meget kendt gårdejer i nærheden af Rødding kaldet Niels forpagter, i nærheden af grænsen ved Kalvslund for at søge over. Det er meget tåget, og tågen ligger lavt, således at hoved og overkrop er synlig over den.

Han passerer en halv snes meter fra den tyske post, som står ved det østlige hjørne af krattet udfor Kalvslund. Skildvagten ser ham, men lader ham passere. Da han når nogle skridt længere frem, opdager han den næste skildvagt og vender om, men bliver nu anråbt af den første, der tillige giver fløjtesignal.

Flygtningen kaster sig ned og forsvinder i tågen for vagtposten, som giver sig til at lede terrænet rundt ved hjælp af en lommelygte. Efter nogen tids forløb, da der atter er blevet roligt, rejser han sig, løber mod vest, men bliver atter set af en af posterne, der skyder; projektilet slår ned et par meter foran ham og oversprøjter ham med jord. Han løber videre, men ganske tæt ved grænseskellet støder han atter på en vagtpost, der kaster geværet over nakken og griber fat i ham, idet han samtidigt råber om hjælp.

En post kommer til, og af to soldater føres han nu op mod skellet ved Kalvslund Toldsted langs med grænsen. Han forsøger gentagne gange at springe over pigtråden, men bliver hver gang halet ned igen. Oppe lige overfor det danske toldsted bliver han nu interneret i vagthytten ved landevejen, hvor han bevogtes af to skildvagter.

Den vagthavende gendarm på den danske side kommer hen til skellet og tyskerne peger på hytten og tilkendegiver, at der er en fange; gendarmen tror, at det er en russer og spørger: ”Kan jeg gå hen og se ham?”. ”Ja, vær’s god”, lyder svaret.

Gendarmen går derhen og opdager til sin forbavselse, at det er en sønderjyde. Imidlertid går de to vagtposter op og ned ad vejen. Gendarmen siger så til dem, om flygtningen ikke kan komme udenfor hytten. Det har vagtposterne intet imod, og gendarmen passiarede nu en times tid med ham.

Den ene af skildvagterne går nu sin vej, og der er den bedst mulige lejlighed for flygtningen til at springe over den spærrende tråd, der kun er få tommer fra ham. Men han er i den grad nervøst påvirket, at han intet ser.

Så kommer langt om længe en underofficer til, lægger hånden på hans skulder og siger: ”Det gør mig ondt, men nu kan jeg ikke hjælpe Dem!” Hvorefter flygtningen føres til Rødding for senere at blive idømt den obligate straf af  5 års fængsel.- Det kan endnu bemærkes, at han har ligget 2 år inde som soldat.

s. 360

16. sept. 1916

En tur i Dyrehaven ved København

Sivertsen fra [] besøgte mig i dag og meddelte bl.a. en dag for ca. 4 uger siden spadserede jeg og en bekendt, mens vi opholdt os i København ud i Dyrehaven. Vi gik fra Dyrehavsbakken ud og fotograferede dyrene.

På turen kom vi pludselig til bunker af tømmer, og noget længere borte til ammunitions[rum?] eller artilleristillinger. Vi så ingen mennesker og gik fra den ene stilling til den anden og var vel i 20-30 sådanne, men ikke et menneske var at se. Så gik vi ud mod landevejen til Eremitagen, og der blev vi stand” vi forklarede ham, at vi havde spadseret derinde på det, han kaldte ”forbudt grund” i en times tid. Han så, at vi gik med fotografiapparat, og spurgte om vi havde fotograferet, hvortil vi svarede, at vi havde taget en mængde fotografier. Det lod ikke til at gøre noget indtryk på ham, thi han forlangte hverken apparat eller [foreslog?] noget andet. – Vi fik indtryk af, at enhver kan gå ud på dette befæstningsterræn uden at risikere noget og fotografere så meget, det skal være.

Det forekom os meget mærkeligt under de nuværende forhold.

s. 361

Skyttegravsarbejde langs grænsen 18. sept. 1916

P.S.

Til Skærbæk er der nu kommet i alt 500 pionerer, og der ventes 150 mand kavaleri med heste. I Forvejen ligger her en ca. 100 mand infanteri. Mange af de ny ankomne pionerer er så forsultne, at de går omkring fra dør til dør og anmoder om brød. – I Medolden ved Ullemølle ca. 4 km fra Skærbæk ligger 500 pionerer i barakkerne i den tidligere fangelejr. I Bredebro ligger 200 pionerer, i Brøns 200 og i Døstrup 200. – ca. 40 vogne har i de sidste dage været i fuld gang med at køre pigtråd østpå, og en snedkers båndsav har snurret dagen igennem for at save træværk til.

I Arrild ligger 250 pionerer og noget artilleri.

En skyttegravslinje er afstukket og går fra Hjemstedbjerg ved Skærbæk nord for Skærbæk, over Kal(d)by Skov i en linje over Ullerup grund mod syd til Ullerup og derfra i sydøst til Blanke og videre østpå.

18. sept. 1916

De hjemløse indkaldes

I Tønder kreds og i Flensborg kreds indkaldes nu de hjemløse, der er krigstjenstduelige, til møde torsdag den 21. septbr. I Haderslev Kreds menes indkaldelse at forestå i nær fremtid, og mange af dem, der har fået eller venter at få indkaldelse, flygter nu i grupper (flokke) over grænsen. I går morges kom 6, og i dag 5, og der ventes mange.

I Hamborg indkaldes tillige svenske og norske.

s. 362

Brevene censureres i Tønder

Alle breve i grænsedistriktet mellem Tinglev og grænsen bliver nu censurerede i Tønder og forsinkes derved 2-3 dage.

19 [?]. septbr. 1916

P.S.

En del af tyskerne i Skærbæk, der venter urolige tider, har allerede pakket deres værdisager og bedre klædningsstykker ned i kasser og sendt dem til byer længere sydpå. En enkelt hjemmetysker, der ikke er sikker på at kunne få de fornødne kager der hvor han senere vil slå sig ned, har været så vidtskuende, at han også har nedpakket en del hjemmebagte kager!

P.S.

Bankbestyrer Jørgen Møller modtog i går formiddags et brev fra Indenrigsministeriet i Danmark for, at han har søgt dansk indfødsret. Han håber denne gang at undgå indkaldelse.

K.K. Medens en jagtpatron her i byen i øjeblikket koster 18 øre, kan den syd for grænsen købes for 5 pfenning!

K.K. Tysk rytterpatrulje er i dag set ved Skodborghus en patrulje forsynet med lanser.

Chr. Sørensen, Østerby, Daler sogn, der kom over i nat, blev indkaldt 9. april 1915 som pioner rekrut og har været ved østfronten indtil nu. Han, der er født 2. marts 1888, har intet særligt at fortælle ud over, hvad der tidligere er berettet. Forplejningen er [ikke] god. Stemningen heller ikke. – I en af de kasser, hvori der sendtes Dürrgemyse dvs. ituskåret roer, bønner osv. til forplejningen fandtes ved åbningen 2 musereder med unger!

Theodor Storch, Østerby, Daler sogn, født 1. sept. 1889, indkaldtes 14. april som infanterirekrut og havde efter uddannelsen i Lybæk, hvor forplejningen var udmærket, været i Rusland ved Jacobslade til 1. marts 1916, da han kom hjem på ”Erholingskur” til byen Slesvig. Her intet særligt bemærket eller oplevet.

Gårdejer P. Gram fra Emdrup fra Emdrupskov, født 24/3 1881, blev indkaldt 29. aug. 1914 som uddannet landstormsmand og har væsentlig ligget i egnen ved Metz til vagt og arbejdstjeneste og desuden været udkommanderet i 9 måneder til landarbejde ved driften af en 150 hektar stor ejendom, som bataljon 33 havde taget i tvangsforvaltning . – Kom over grænsen den 17. ds.

Møller Anders Anholm af Fol, født 18. marts 1879, blev indkaldt som uddannet landstormsmand 29. maj 1914 og har ligget ved vestfronten sammen med Gram, men dog ikke været på landarbejde. I februar 1916 blev han og hans afdeling uddannet som stormtropper i egnen i nærheden af Metz, dvs. de øvedes i at klippe pigtråd over, i brugen af håndgranater, i at krybe fremad på ryggen osv.  – 15. marts kom han tilbage til Lothringen for at befæste en højde, hvor der også arbejdede en 500 russiske fanger, som måtte arbejde hele dagen, medens militæret kun arbejdede fra 4 el. 7 morgen til 3 efterm. Højdens befæstning blev kort efter opgivet, og russerne kom bort. I de første dage af april kom Anholm til den lille by Jouy ca. 9 km fra Metz og 15. juni til Sumpvol til (venstre for Præsteskoven), hvorfra de 9. juli kom til Vittonville i Champagne, hvor bataljonen lå, da han kom hjem på orlov og gik over grænsen 17. sept.

De gik [?]– Gram og Anholm – og [?] på [?] (se ”Ribe Stift tid.” for      sept).

363

18. sept. 1916

Uro langs grænsen.

Brev til Forsvarsminister Munch.

Svar §390

Hr. Forsvarsminister dr. phil. Munch

For et års tid siden gav den højtærede minister af og til gennem pressens bureau ved udtalelse af beroligende art om Danmarks forhold til udlandet. Udtalelser der gjorde ikke ringe nytte ved at lægge en dæmper på megen usund tale og nervøsitet.

Jeg har i mit arbejde her en gang i mellem savnet disse udtalelser. Men særlig for øjeblikket. Der hersker let forståelig en del nervøsitet langs grænsen som følge af den sidste tids foranstaltninger i Nordslesvig, og på den anden side af grænsen er nervøsiteten vel nok endnu større. Jeg tror, at en udtalelse fra ministeren om, at der ikke i Danmarks forhold udadtil er indtrådt nogen forandring, der kan give anledning til konflikt i nogen som helst retning eller noget lignende ville give overordentlig megen gavn, og jeg tillader mig at forespørge ministeren, om de måtte være tilbøjelig til at sende mig en sådan udtalelse nu med ret til at offentliggøre den, idet jeg antyder, at vi har den fra kompetent sted, hvis ministeren da ikke vil foretrække, at jeg nævner kilden, hvad jeg foreløbig anser for udelukket.

    Ærbødigst

    C. Willemoës, redaktør.

 s. 364

20. septbr. 1916

Krigsforanstaltninger i grænseegnene

Der ligger artilleri i Hoptrup.

Skyttegravslinjer antages at ville blive lagt i 3 rækker: 1. linje over Brøns. – 2. linje over Skærbæk – Hjemsted Blanke og videre østpå. – 3. linje over Ballum – Ællersbøl – Døstrup. – – jernbaneprojektet Højer – Ballum – Lav[?] – Døstrup sættes i forbindelse med krigsforanstaltningerne.

1000 mand arbejdstropper er i nat ankommet til Skærbæk og skyttegravsarbejdet forceres stærkt.

P.S. For en tid siden lød lægen på Gram Sygehus en del af de syge rejse til deres hjem, fordi man på sygehuset ikke var i stand til at give dem den tilstrækkelige nærende kost.

P.S. Et halvt årstid efter krigens udbrud blev alt hvedemel blandet med ca. ½ rugmel for at få det til at strække bedre til. Da der i den sidste tid ikke har været hvedemel at få i denne blanding, da alt er brugt, mens syge og svage mennesker nøjes med groft brød (rugbrød) indtil den nye høst.

s. 365

[Her er der lagt et ark papir ovenpå selve siden i lommebogen. De eneste der kan læses af den oprindelige side er notatet i margin:

Juni 1916]

På det løse ark (ikke Willemoës håndskrift) fremgår følgende:

I Brøns er der to kvindemennesker, der gør alle de ulykker de kan, Fru Friede Andresen født Knude, Postbud (manden er indkaldt) og en fru Schlüter, hvis mand er overmaskinistmat i flåden. Begge kommer ofte til Ribe.

Det kan aldrig skade, at De ved dette, måske ved De det i forvejen.

Deres hengivne PK

Kolding 21/9 16

Kære hr. W

En skolekammerat fra Røddingegnen  har i dag fortalt mig følgende med angivelse af kilden, der færdes på amtsforstander ???’s kontor.

Agent Jacob Østergaard og bødker Lohfert begge i Rødding gør begge tjeneste som ”privatpoliti”. Førstnævnte har ofte ærinde i Ribe, hvor han formentlig bor i Saltgade under fingeret navn. I Ribe skulle han søge belysning om, hvilken kilder Ribe Stifts tid. Mon havde på forskellige efterretninger, således den om et tysk krigsskibs minesprængning i det Karaibiske hav”.-  

Af andre personer, der gør tjeneste som ”privatpoliti” er kreaturhandler  Laurits Lauritsen, Vedsted og en Hans Wolfsberg i Skærbæk (søn af lærer ude i Hygum)

                                                                                                                    M [?]

 

I Brøns er der to kvindemennesker, der gør alle de ulykker de kan, Fru Fiede Andresen født Knude, Postbud (manden er indkaldt) og en fru Schluter, hvis mand er overmaskinistmat i flåden. Begge kommer ofte i Ribe.

Det kan aldrig skade, at De ved dette. Måske ved De det i forvejen.

                                                                 Deres hengivne

                                                                                       P.E.

Her er der lagt et blankt ark papir ovenpå selve siden i lommebogen. De eneste der kan læses af den oprindelige side er notatet i margin:

364

  1. septbr. 1916

Krigsforanstaltninger i grænseegnene

365

2 russiske fanger til Bornholm.

Den       juni ankom til        på Bornholm 2 russiske krigsfanger: 1) Aleksander Karpoff Raljnikoff, sergent i 8’ de sibiriske jægerregiment (guv. Perm), taget til fange 6/12 1914 i russisk polsk guvernem. Pjetrokoff, og 2) Gregorii Niklajevitsch Dolmaloff, menig i 49’de sibiriske jægerreg. (guv. Perm) taget til fange 3. juli 1915. –  Raljnikoff fortæller, at han havde været i lejren ved Altdam. Om flugten fortæller han: vi arbejdede 3 km. Fra stationen Wielstock hos en bonde, 27 km fra byen Kamin. ”Vort liv var rædsomt, vi måtte arbejde strengt, behandledes hårdt og sov hos hestene. I 5 måneder arbejdede vi, stadig ventende på godt vejr, da vi vidste, at vi intet kunne nå i dårligt vejr. Vi havde tidligere forsøgt at flygte – 2 gange oven i købet – men uden held. Efter den første flugt måtte vi i 14 dage bære lænker om arme og ben. Efter den anden flugt straffedes vi med fængsel i 28 døgn og indskrænket kost. Vi fik varm mad hver 3. dag, dvs. de to dage fik vi ½ pund brød og noget vand daglig, den 3. dag fik vi et halvt brød om morgenen og kaffe, til middag en portion kartoffelsuppe og om aftenen igen kaffe. Da vi kom hen i juni måned kunne vil ikke holde ud at vente på, at der skulle [] stille vejr, men den 5. (18.) juni om natten kl. 12 brød vi jernstængerne for vort vindue itu og flygtede. I 3 nætter strejfede vi afsted, og om dagen skjulte vi os i rug eller i skove, indtil [vi] Fandt en båd og stak til søs, hvor vi døjede meget i 36 [døgn], til dels i storm, indtil vi blev reddede. Min kammerat er endnu ikke oven senge.

366 + 368

5 russiske fanger til Bornholm

  1. juni 1916

Nogle uger senere landede på Bornholm 5 andre russiske fanger nemlig 1) underfænrik Aljeksjei Fjederovitsch Chochtunoff, 15. tilliske grenader regiment, guv. Saratof; 2) Fjodor Andrjejevitsch Botschkin, 106. reg. 8 komp., guv. Novgorod, menig i 3) Sjemjen Sjemjenovitsch Starschinoff, 106. reg. 7. komp., guv. Novgorod, menig ; 4) Ignatu Jevgjenjevitsch Arsjentloff 106. reg. 8. komp. guv. Novgorod, menig; 5) Konstantin Trovotjevitsch Bjelkajoff, 301. reg. 11 komp. menig guv. Kasan.

Underfænrik Chochtunoff har skrevet følgende spændende og livlige beretning om hans og kammeraternes oplevelser<.

Jeg er underfænrik (Feldwebel) i det 15’de tilliske grenader regiment og hører hjemme i landsbyen Gronkoff, kreds lapuchofski i Kamschinske amt i guv. Saraloff. Jeg var ved landvæsenet, indtil jeg skulle i tjenesten i byen Kronstadt, og jeg kender Petrograd godt. Jeg var 3 måneder ved fronten og deltog i heftige kampe, hvor jeg hentede mig to Georgskors, det første fordi jeg opdagede et fjendtligt batteri; det andet fordi jeg – da kompagnichefen var – med [] kompagni tilbagetog 3 fjendtlige angreb. Den 29.nov. 1914 blev jeg taget til fange på Warschaufronten ved landsbyen Skovrod; vi var i alt en 8.000 mand, der blev taget til fange, fordi ordren om at gå tilbage kom for sent og efter at vor front var brudt.

Hvis jeg nu skrev detaljeret om alt, hvad vi har måttet døje i Tyskland, ville ingen menneskelig skabning tro det; men jeg skal fatte mig i korthed.

Jeg har været i tre tyske lejre: Hammerstein, Butovje og Danzig. I Hammerstein har jeg været to gange. På min ryg bærer jeg mærker af de tyske grusomheder, stokke og piske faldt på den. Jeg har forsøgt at flygte t3 gange, hver gang fra Danzig. De to første gange førtes jeg til Hammerstein, den første gang var jeg der i 2 uger, den næste gang i 8 dage. Hver dag blev jeg bundet til pælen – straffepælen i 2 timer.

I slutningen af marts og begyndelsen af april 1915 var vi i alt 12.000 fanger i Danzig-lejren (tralirski), og en ca. 2000 døde efterhånden af sult og sygdom. Det var rædselsfulde forhold og de lader sig overhovedet ikke beskrive. Vi fik hver dag ½ pund brød af et træagtigt mel, om morgenen te, om middagen vand (suppe?) og om aftenen te. Hver dag døde 20-30 soldater af sult og sygdom. Snart kom de bærende med en , snart med en anden, som bad: Giv os et stykke brød. Men ingen havde noget tilbage. Fangerne rodede jordsmonnet op i hele lejren og spiste de rødder, de på denne måde kunne få fat i ligesom de spiste alt affaldet fra køkkenet. Og tyske soldater slog os som ingen Ersofeder slår sine dyr. På russisk har vi noget, der kaldes en Mjeschatka, en stor slev, hvormed man rører rundt i gryden. Sådanne havde man også her; de var tykkere end en hånd. Når en fange havde gravet rødder op eller taget affald fra køkkenets affaldsbunker, blev han grebet, ført hen til pladsen ved køkkenet, lagt med ansigtet mod jorden og tildelt 13 slag med [dette] apparat. Endnu før fangen kan støtte på benene efter denne barbariske behandling, blev han rejst op og lagt hen på en pram for så måske at dø 2-3 dage efter. (Fangerne eller en del af dem er åbenbart anbragt i Pramme. Mod landsiden er lejren omgivet af pigtråd).

Der udbrød kolera, og i nogen tid døde der en 100 mand daglig; vi blev ængstelige og alle var vi forberedte på at dø. Tyskerne opdagede nu, at det var galt fat og at der måtte gives noget. Der blev bl.a. straks givet ordre til at forhøje madrationerne. Det var 4. eller 5. påskedag 1915. Jeg førte naturligvis dagbog og noterede hver dag begivenhederne, hvem der prygledes og hvem der pryglede fangerne. I 8 måneder skrev jeg i denne bog.

Som ovenfor omtalt flygtede jeg 3 gange fra Danzig.

Her har der tilsyneladende siddet et foto i notesbogen, hvorfor nedenstående muligvis kan være tekst til billedet

F   I Danziglejren befinder der sig ca. 12.000 fanger, dels indkvarterede på 3 store engelske dampere, spm lå i Tyskland ved krigens begyndelse, dels i en del flodpramme med hvilke tyskerne i fredstid sejler korn og træ fra Rusland. Disse dampere og pramme ligger i en kanal.

369

Første gang kom jeg kun lige ud af lejren. Vor lejr i Danzig – Trovlasko – lå mellem vandfyldte kanaler, og på den ene side var der spærret med 2 høje pigtrådshegn, mellem hvilke afstanden var ca. 7 meter.

Der stod 3 poster på vagt. Vi valgte at flygte gennem vandet. Jeg indlod mig på dette vovestykke, fordi jeg mente, at jeg nok kunne svømme 5-6 km., men jeg tog aldeles ikke i betragtning, at vi var så kraftesløse, som det skulle vise sig. I den pram, hvor vi var indkvarteret, var der på masten anbragt et redningsbælte. I det anbragte vi et trækors og anbragte så tøj og 10 rationer brød, som vi sparede op i løbet af et par måneder. Alt var rede til flugt, men tyskerne patruljerede også i kanalerne i både med skildvagter. Vi valgte den tid, da der var afløsning. Vi tog vort linned af og lagde det i redningsbæltet/bøjen, svømmede ud gennem to kanaler med bøjen, gik så i land og tog tøj på. Men allerede da vi havde tilbagelagt 3 km, blev vi grebne af svimmelhed og følte os overordentlig matte. Vi gik hen i en lille skov og tilbragte dagen i den. Det var den 15. april 1915. Næste dag måtte både min kammerat og jeg erkender, at vi havde overvurderet vore kræfter – vi var for svage til at gennemføre vor flugt. Vi gik så ud af skoven og blev grebet og under bevogtning ført til lejrkommandanten, en fin og elskværdig herre, der spurgte os ud om, hvorledes vi var flygtet. Han lod os der var officersaspiranter så gå på æresord, og dermed var vor første flugt endt.

Den 16. maj fik jeg fra mine forældre en pakke og 15 rubler, og tanken om flugt opstod på ny. En flugt syntes lettere nu, da der var mulighed for at komme med ud på arbejde. Der gik nogen tid; jeg fik flere penge og endnu en pakke, og jeg mente, at jeg nu havde kræfter dertil. Min kammerat, der var flygtet sammen med mig første gang, var allerede forsvundet. For 2 mrk 50 købte jeg et kompas og for 3 mark et kort, og vi var klar til flugt. Jeg fandt en kammerat, korporal Gjeorgii Tavnijoff, der var villig til at gå med. Det var ret vanskeligt at komme ud på arbejde, thi der var mange der meldte sig til; men jeg gav en jøde 5 mark for,. At han skulle vælge os til arbejde, og det kom vi også omsider. Det var den 16. juli 1915. Vi skulle arbejde et sted ca. 10 km syd for Danzig og kom dertil i alt 10 mand. Når vi kom op om morgenen fik vi en kop kogte, skrællede kartofler – det var kun lidt for os. Så slog vi rug indtil frokosttid, da man bragte os et gals kaffe og en tynd skive rugbrød. Så på arbejde igen indtil middag, da man gav os en stor kop kartofler; men brød [fik] vi ikke. Kammeraterne var alle klar over, at det kunne de ikke holde ud længe og talte om at flygte alle sammen. Jeg udtalte mig ikke, thi jeg vidste, at det var sikrest at flygte 2 ad gangen eller alene.

Det rum, vi opholdt os i, var en svinesti; vagtposten sov i beboelseshuset. Efter at have arbejdet i 4 dage, besluttede jeg at flygte; Tausujeff havde opgivet det. Jeg fik fat i en økse, og da svinestien, hvor vi var anbragt, lå langt fra gårdens beboelseshus, slog jeg om natten jernstængerne i stykker med øksen og slap bort. Jeg var klar over, at det var meget vanskeligt at flygte gennem Tyskland og navnlig gennem egnen ved Danzig, der er flad som en slette og gennemskåret af en mængde vandingskanaler og mindre vandløb. Natten var meget kort og lys, og næsten hele tiden færdedes folk på landevejen, dels til fods, dels i vogn. Første nat gik jeg lige frem, men måtte 6 gange klæde mig af og bære mit tøj gennem vandingskanaler. En gang måtte jeg svømme over, og mistede da både kniv, tændstikker og det sidste sæt linned; på et hængende hår havde jeg også tabt kompasset, men nu bandt jeg det om halsen. Jeg flygtede i retning af Mlawa. Det gik godt i 8 dage under adskillige spændende små oplevelser. Den 9. dag blev jeg opdaget af 3 børn og en kvinde, som øjeblikkelig gjorde anskrig, og en vagtpost og 3 polakker satte efter mig. Der var ingen skov eller noget andet i nærheden, hvor jeg kunne skjule mig, og de fik så fat i mig og fik mig til en jernbanestation, hvor der holdt et passager(person)tog.

I dette tog var der bagest tilkoblet 4 jernbanevogne med russiske sårede soldater, som havde ligget der 4-5-6 dage. Man førte mig hen til en af vognene, åbnede den, og gav mig et stød i ryggen med en geværkolbe, så jeg styrtede ind lige over de sårede soldater.

372

Det var så skrækkeligt at se disse lemlæstede soldater, hvoraf en del havde stærke kvæstelser i hovedet, at jeg ikke kan beskrive det. I halvandet døgn lå disse sårede soldater indespærrede i vognen og for tilstængede vinduer. Der fandtes på vejen ikke en eneste medlidende sjæl, som ville give disse hårdtsårede en drik vand. Da der en gang blev gjort holdt ved en station, og nogle af dem grædende råbte på vand, medens en anden råbte: ”Jeg dør!” blev døren pludselig revet op og en soldat slog efter os med bajonetten, medens børn kastede sten efter os.  Jeg var kastet ind i toget om middagen kl. 12. Halvandet døgn efter, kl. 1 om natten, kom vi til Hammerstein, og vi blev ført ud og gennem en skov. Jeg blev bragt til vagtlokalet og underkastet en grunddig undersøgelse. De fandt min dagbog hos mig. En løjtnant slog mig, og derefter blev jeg ført lige i arrest, sparket derind, hvorefter døren sloges i efter mig. Jeg opdagede næste dag, at der var 6 celler og at der var 48, der sad i arrest, alle flygtninge, der var grebet på de forskellige steder.

Jeg fik intet brød i to døgn, men hver dag blev jeg surret fast til straffepælen i 2 timer. Jeg havde 5 mark hos mig og havde gerne givet dem for blot et halvt pund brød, men forgæves. Den tredje dag fik jeg for 2½ mark af en soldat, der havde udstået sin straf, den portion, han skulle have. Varm mad fik jeg hver 5’te dag; det var en skål kartoffelsuppe.

373

Jeg blev forhørt om grunden til min flugt, og jeg svarede, at det var fordi kosten var så slet. Det var nok, så blev jeg ikke forhørt oftere. Den 9. dag om morgenen gav vagten mig ordre til at samle mine sager sammen og følge med. Det gik til jernbane stationen, og om aftenen kl. 10 kom jeg tilbage til Danzig-lejren, og til det samme fartøj, hvor jeg tidligere havde været. Da mine kammerater så mig igen, gav de mig russiske tvebakker og te.

Næste morgen blev jeg kaldt op til kommandanten, der spurgte mig, om jeg ikke havde givet mit æresord på, at jeg ikke ville flygte. Jeg svarede ham, at min russiske ed tillader ikke at give noget æresord til fjenden og at han ikke havde ret til at tage et sådant af mig (?). Han kaldte mig så ”Schwein”, og så gik jeg. Han gav imidlertid ordre til at lænke mig, og en lænke blev anbragt om min venstre fod og venstre håndled. Den gik jeg så med i 29 dage og fik arrest i 14 døgn.

I efteråret blev til vor lejr sendt en russisk læge ved navn Romanjeff, der talte udmærket tysk. Han stiftede bekendtskab med kommandanten og fik udvirket, at ikke jøder (polakker?) men russiske underfændrikker og oversergenter fik befalingen over de russiske fanger, fordi tyske soldater og jøder slog fangerne for de mindste ting, hvilket virkede meget uheldigt på dem. Kommandanten gik ind på Dr. Romanjeffs forslag, men vi tog kun nødig kommandoen. Imidlertid vi overtog den. Tyskerne tildelte os nu forsyninger til lejren, men uden spor af [?] eller opgivelse af vagt. Men vi fik åbenbart ikke det, der var tiltænkt os. Med egne øjne har jeg set, hvorledes tyske soldater, der skulle føre tilsyn i lejren, stjal af kødet. Og jøderne, der er bekendt for deres tyvagtighed, stjal også. Jeg undersøgte forholdene nøjere og gav dr. Romanjeff underretning. Ved lejlighed meddelte 4 fanger, der var udtaget til at gå til byen efter halm [?], at de  var blevet tvunget til fra samme skur [?] at medføre 4 sække kød, der samme dag blev kogt i køkkenet. Jeg meddelte dr. Romanjeff dette. Og det viste sig da, at en tysk løjtnant Wolff havde ladet dette kød (4 pud a 16 kg.) bringe bort, og at en russisk gendarm, som hele tiden havde gjort tjeneste ved den tyske grænse og talte godt tysk, hjalp ham dermed. Jeg konstaterer hermed, ast tyskerne fratog de russiske fanger af de knapt tilmålte rationer, som deres regering havde tildelt den daglige ernæring. Til gengæld angav løjtnant Wolff og den russiske gendarm – den spion – mig til kommandanten, idet de oplyste, at jeg havde gjort to flugtforsøg og ville forsøge at flygte igen, og jeg blev atter sat under et strengt opsyn. Vorherre havde imidlertid medlidenhed med mig. Kort efter påske i år 1916 sendtes løjtnant Wolff til fronten. Den russiske gendarm bad en jøde skaffe sig noget tysk brændevin. Jeg købte gennem jøden 2 flasker og drak den sammen med gendarmen. Og nu kunne jeg komme på arbejde.

375 – 378

Alt, hvad jeg her har fortalt, kan bevidnes af 15 fanger fra Danzig-lejren.

Så oprandt den 1. juni 1916. Vagten kom og krævede en arbejder til. Jeg tilbød at gå med. Mine kammerater undrede sig over, at jeg ville på arbejde, da jeg nu havde det forholdsvis godt, da jeg i den sidste tid jævnlig havde modtaget pakker og penge hjemmefra. I løbet af 10 minutter fik jeg samlet mine sager sammen. I depotværkstedet fik jeg 5 par støvler og nogle reneskjorter med til mine kammerater, og så gik det ud af lejren. På vejen mødte jeg den russiske gendarm og tænkte ved mig selv: Mon han melder mig til kommandanten. Heldigvis skete det ikke.

I nærheden af lejren er der et lille landingssted, hvorfra en lille dampbåd skulle bringe os til den modsatte side af kanalen. En tysk gefreiter (underkorporal) kom pludselig løbende fra lejren, satte sig ved siden af os og spurgte, hvor vi skulle hen – han kunne lidt russisk. Jeg svarede: ”Til arbejde”. Han svarede, at det var ikke heldigt og forklarede vagten, at jeg var løjtnant. Feldwebel og var flygtet tidligere. Jeg blev ængstelig for, at jeg skulle blive sendt tilbage til lejren; men der var intet at gøre. På stationen erfarede jeg, at vi skulle til Pommern. Vi kørte i 5 timer – måske 25 km i timen. Kl. 10 om aftenen kom vi til bestemmelsesstedet – havde fornemmelsen af, at det ikke var så overdrevent langt fra Danzig – og efter at have tilbagelagt ca. 8 km. Ankom vi til det gods, hvor vi skulle arbejde. Vagten førte mig til en bygning og lukkede mig ind. Der stod nogle kammerater i lasede og snavsede skjorter. Sovestederne var nøgne brikse. ”Nå, kammerater, hvordan har I det?” spurgte jeg. ”det får du nok at vide, når du i morgen spænder hestene for og skal stå i vand og grave grøfter!”

Der var i alt 25, og 5 kom fra et andet sted. Klokken 5 næste morgen purredes vi ud til arbejde. Vi kom ud og blev fordelt til arbejdet; nogle skulle grave grøfter, andre derimod arbejde på gården. Jeg var blandt de sidste. En kvinde, der arbejdede hos forvalteren, kom hen til mig; hun var ganske tandløs. ”Spænd for denne vogn”, sagde hun; det faldt mig vanskeligt at spænde hestene for de tyske vognstænger, men det lykkedes.

Så arbejdede jeg dér i 19 (?) dage. Hver dag fik vi ½ pund majsbrød og 1½ pund til dels rådne kartofler.

Da jeg arbejdede alene, måtte jeg efterhånden forhøre mig om, hvor jeg var og hvem der ville flygte med mig. Alt, hvad der behøvedes til flugt, havde jeg med mig, både tvebakker og kort [?]. Det viste sig, at 8 ville flygte, og de foreslog, at flugten gik over havet. Ingen af dem kendte imidlertid til at manøvrere med sejl, og jeg har nok været meget i båd (formentlig robåd) men har ikke kundskab til at sejle med sejl. Det tegnede ikke godt, men alligevel – jeg blev ved beslutningen om at flygte. På mit spørgsmål oplyste kammeraterne, at der var både ved kysten, men de vidste ikke, hvor stærke de var. Men så kom en af de soldater, der arbejdede hos mølleren i Pageb, Ignatii Arsentjeff. Han mente, at han nok kunne håndtere sejl, omend kun dårligt. ”Hvor har du lært det?” spurgte jeg. ”Men husbond har en sejlbåd, og i den sejler vi, når vi er ude at slå siv”. ”Hvor langt har du sejlet?” vel en 5-6 kilometer. Det var glædeligt, at der dog var én mellem, der havde kendskab til sejl.

Jeg tænkte nøjere over en flugt over havet og målte på kortet, hvor langt der var til Sverige, der var en 200 kilometer, og jeg regnede ud, at flugten ved en jævn vind kunne gøres på ca. 40 timer, i værste tilfælde dog næppe mere end 3 døgn. Jeg sov ikke om natten, for at tænke på flugten. Havet kan slå store dampere itu, men folkene kan dog redde sig fra planker. Jeg besluttede mig til at vove livet. Så snart vi var færdige med arbejdet, samlede s vi om forberedelserne. Ved havet havde nogle af kammeraterne set mange både, uden at de dog vidste, om de egnede sig til langfart. [?]fra andre grunde, der kom til os om søndagen, hørte vi, at der var en hos en fisker ude ved stranden. Jeg sendte så Arsjentjeff af sted for at undersøge, hvorvidt der sejlede tyske dampere eller fiskerbåde langs kysten, om de gik langt ud for at fiske, om bådene ude ved stranden, var store nok til at flygte i, om der var mulighed for at få fat i en, og at der i [?] tilfælde måtte være både sejl og årer. Fangen hos fiskeren oplyste at båden som der var tale om, ikke egnede sig for sejlads på havet og at der i løbet af kort tid var grebet 14 mand, som havde prøvet på at sejle. Arsentjeff undersøgte så grundigt møllerens båd og kom til det resultat, at den nok kunne bruges, kun måtte der laves årer til den. Vi besluttede os så at flygte i den.

To dage efter var alle rede. Vi havde endog skaffet os en lille elektrisk lommelygte til at belyse kompasset ved nattetid. Arsentjeff skaffede årer; han fandt 5 pæle og på enderne af dem huggede han et bræt fast – det var årerne. Sejlene lå længere borte, men dem kunne vi nok få fat i, erklærede Arsentjeff. Alt var således i orden. Stedet hvor vi befandt os, lå mellem byerne Rûgenwalde og Köslin i Pommern, 7 kilometer fra Rügenwalde. Der er der en bugt, der hedder See Burof (Sec Buckower); i denne bugt falder en å, hvis navn jeg ikke kender. Før åens udløb ligger ved bugten Pageb mølle, og båden dér brugte vi.

Dagen den 10 (?) juni oprandt. Vi sov om natten ved siden af køkkenet, og vi blev lukket forsvarligt inde hver aften.. For vinduerne var der anbragt stænger. Der var kun en væg mellem vagternes lokale og vort rum, og 3 gange hver nat gik vagten rundt om bygningen og gennem gården, hvor der tillige var en stor lænkehund, der blev sluppet løs hver aften.

379 – 388

Når vi andre gik på arbejde, blev én tilbage på gården for at hjælpe med ved kogningen af vor mad; ham gav jeg ordre til at løsne stængerne for vinduerne således, at de let kunne tages ned om natten. Vi skulle helst have medvind dvs. sydøst vind, når vi flygtede. Da klokken var 11 om natten, sagde jeg til kammeraterne: ”Drenge, lad os bede til Gud hvor den, der ikke frygter døden og som har bestemt at følge mig. Stå op og komme herhen, og jeg vil forklare jer, hvordan vi skal flygte. Kun fire rejste sig, de øvrige undslog sig af forskellige grunde. For at hæve modet hos dem, sagde jeg, at jeg ikke ville betænke mig på at sejle i hvilken som helst båd.

Vi begyndte at gå ud, skønt ilden endnu brændte og vagterne endnu passiarede; men jeg gik ud fra, at blev det først helt stille, ville det være vanskeligt at komme afsted uden at vagten hørte det. Jeg fik de kammerater, der blev tilbage til at tale højt og le, mens jeg løsnede stængerne for vinduerne og kom ud og fik alle sager rakt udenfor. Mine fire følgesvende kom også ud. Lænkehunden var ikke hjemme i øjeblikket. Afsted gik det, alt hvad vi kunne. Da vi kom til en å, tog vi vor linned af og gik ud. Pludselig kom hunden løbende efter os og gøede stærkt. Vi stod ude i åen og trak næsten ikke vejret; nogle minutter forløb i lydløs stilhed og vi hørte hunden fare hjem mod gården i fuld firspring. Vi gik op på den anden side og ind i en rugmark, og kort efter hørte vi igen hunden halse endnu heftigere ad os, men nu kunne den ikke få fat i os. Vi klædte os på. Vi skulle ikke gå ret langt – 2-3 kilometer, men vi må gå i en bue langs bredden af Bukowerbugten og gennem høje siv, hvorved vi undertiden sank i til knæene. Efter en halv times forløb kom vi til båden. En fange hos mølleren, Michail Kiriloff, hjalp med at bære sejl og årer ud. Vi kom hurtigt ud på bugten, fik sejlene hesjt og roede med 4 årer. Imidlertid vidste ingen af os, om vi fra denne bugt kunne komme ud i havet. Efter at have sejlet i en times tid kom vi ud i en kanal, ca. 30 m bred. Sejlene blev taget ned, og vi roede. Pludselig gik båden på grund. Jeg blev ængstelig. ”Hurtigt af tøjet, drenge!” råbte jeg, og i en fart fik vi os klædt af og bar båden gennem denne lille grundede kanal. Det var et slidsomt arbejde, for kanalen var lang. Og så lå der ikke ret langt fra den en landsby. Endelig nåede vi ud af kanalen til et sted, hvor havets vand mødtes med bugten. Her var der sand. Bølgeslaget slog båden snart til den ene side snart til den anden side, og vi tumlede med. Hurtig fik vi den ud på dybere vand. Nu var vi på havet.

Klokken var halv et. Sejlene hejstes, og vinden var sydøstlig, men ikke videre stærk, men vi brugte også årerne. Jeg regnede med at nå over til Sverige. I begyndelsen styrede jeg efter kompasset. Da vi uden uheld havde sejlet i et par timer, opdagede vi i retning af Rügenwalde en plet, der hurtigt nærmede sig. Vi fik hurtigt sejlene ned og farten sagtnede meget. Pletten viste sig kort efter at være en tysk torpedobåd, som passerede os i kun 4-5 km’s afstand. Hvorfor den ikke tog os, kan jeg ikke forstå endnu den dag i dag med mindre den ikke har opdaget os eller den har troet, at vi var tyske fiskere – hvad der unægtelig også var vor hensigt med at tage sejlene ned. Kort efter så vi torpedobåden vende og sejle mod kysten mod vest. En halv times tid efter opdagede vi en tysk damper sejlende mod vest. Vi fortsatte vor fart alene med årerne.- Da vi opdagede torpedobåden, var vi i grunden på det rene med, at vor flugt var sluttet, og vi kastede allerede en del af vore sager i vandet. Nå, vi fortsatte med at ro til kl. 1 om middagen, da vi hejsede sejlene igen. Ved 2 tiden så vi – det var måske kun et luftsyn – høje skrænter, skov, skibe og landsbyer. Vi havde kun et dårligt kort uden synderlige detaljer. ”Det er den tyske kyst, drenge, styr bort fra den!” råbte jeg; det gjorde vi, og kysten forsvandt. Efterhånden gik vinden om i nordøst og havet kom i så stærkt oprør, at det ikke længere var muligt for os at gå for sejl; men vi roede så godt, vi kunne, skønt vi var klar over, at denne vind ville drive os tilbage til den tyske kyst; der var intet at gøre – det var så Guds vilje. Vinden blæste nu temmelig stærkt og havet begyndte at brøle, og bølgerne blev højere og højere. Vort ror var ikke stærkt; og vi fik så stivet det af med to planker eller brædder og fik tillige anbragt en åre i det. Mine kammerater kunne ikke styre roret i denne stærke søgang. Jeg styrede så – i begyndelsen alene. Imidlertid slog søen ind over båden, og to mand øste ustandselig med en spand, som vi havde taget med. Det så kritisk ud for os, og vi tog alle afsked med livet. Vi løste et tov op, hver mand slog det en gang om livet og enderne bandt vi til båden. Vi ventede det frygtelige øjeblik, da døden skulle gribe os. Alle var vi svimmel, hostede og kastede op. Vi havde intet spist for ikke at komme til at kaste op.

Efter at have styret i et par timer i det hårde vejr kunne jeg ikke mere; mine hænder var blodige. Så afløste Fjodor Botschkin mig, og vi skiftedes dertil. Ved 12-tiden anden nat stilnede vinden af og blev igen sydøstlig, og kl. halvfire hejsede vi sejlene og sejlede således til i nok en 5-6 om aftenen for jævn god vind og med god fart uden at bruge årerne. Hen under aftenen blev det storm igen – vinden var nu østlig – og vi tog sejlene ind. Vi troede nu, at vinden ville føre os – ikke til Sverige – men til Danmark. På det tidspunkt skimtede vi igen kyster nord for os – jeg troede, at det var et luftsyn igen, men det var det ikke, hvilken kyst det var, kunne jeg dog ikke regne ud. Vi drev imidlertid bort fra denne kyst, hvad vi var meget nedslået over, men der var intet at stille op. Vinden og søen var stærkere end os, bølgerne til tider skrækkelige, men vinden syntest mildere. Vi var nu tre der styrede. Således sejlede vi til kl. 2 om natten, da blæsten flovede [?] af medens søgangen syntes lige stærk. Vi tog senere sejlene ned og brugte årerne samtidig med at vi nu satte kursen mod nord. Pludselig opdagede vi en prik, der kunne ligne kuplen på en høj kirke. Vi blev glade. Vi havde endnu ikke mødt en eneste fugl ud over måger, nu måtte der dog altså være en kyst i nærheden. Vi kunne ikke forstå, hvad det var for noget og sejlede derfor tæt forbi tingesten, der viste sig at være et sømærke lavet som en rubin af blik, forsynet med 3 bogstaver, som jeg ikke kunne tyde – det kunne jo tænkes at det viste grænsen mellem det tyske og det svenske havområde. Vi tænkte et øjeblik på at lægge os her, men det var for [?], fordi sømærket uafladeligt dukkede langt ned og derefter skød op over vandet. Vi fortsatte imidlertid sejladsen til kl 2 om eftermiddagen (den     dag), da vi i det fjerne opdagede kyster mod nord og  fugle begyndte at vise sig. Det var med ubeskrivelig glæde, at vi konstaterede, at vi gjorde denne opdagelse og vi trak endnu stærkere på årerne, men der næredes dog tvivl om, hvorvidt det var Tysklands kyster eller andre og selv var jeg heller ikke klar over det, men jeg forsikrede dem dog, at det måtte være danske eller svenske øer. Vi nærmede os nu mere og mere kysten uvis om, hvorvidt vi på ny skulle i fangelejr eller arrest, i forhør eller sendes tilbage til Tyskland eller måske skulle nyde friheden og vende tilbage til Rusland. Vi skrev nu den 25. juni, og klokken halv seks om eftermiddagen sejlede vi ind i selve havnen; vi fik at vide, at vi nu var kommet til Rønne på øen Bornholm.

Og hvor blev vi ikke forundrede over det danske publikums elskværdige forhold overfor os russere. Jeg troede, at det lille kongerige lå så langt borte fra os, at det intet kendte til vort land. Men tværtimod viste det modsatte sig. Alle løb ned til stranden, hvor vi landede, og alle viftede med lommetørklæder og råbte ”Leve russerne!”, og selv små børn, der knap kunne gå, sagde ”Kaput Deutsch”. Jeg blev forbavset over danskernes udprægede sympati for russerne, skønt vi bor så langt fra Danmark. Under hele mit ophold har jeg ikke truffet ét menneske, voksne som børn, som ikke tog hatten af, når han gik forbi os eller viftede med lommetørklæderne og her er ikke gået en dag, uden at vi modtog gaver i form af cigaretter, cigarer, pølser, kager og chokolade – vi blev i det hele modtaget her, som man i Rusland modtager sin slægt ved store højtideligheder, men begejstring og glæde.

Vi er nu i karantæne som det hedder på russisk, en foranstaltning, som findes i ethvert civiliseret land og har været her i 10 dage. Vor læge er en god mand, han sørger godt og omhyggeligt for vor pleje ligesom sygeplejersken.

385

Hele vort liv vil vi mindes dette ophold og altid være dem taknemmelig. Og så takker vi vor Gud, at han formede det således for os og gav os en tolk som kan russisk – det eneste menneske her, som kan tale vort sprog. Han hedder Alfred Krestjanovitsch (Købmand Alfred Bidstrup, Rønne). Jeg har ikke udtryk til at betegne, hvor hjertensgod og rar, han er. Hver dag kommer han til os, oversætter for os, fortæller os alt muligt og forærer os alt, hvad vi har brug for.

Fra mit ophold i den tyske fangelejr ved Danzig kunne jeg fortælle mangt og meget, men det kan have min interesse at oplyse, hvorledes tyskerne narrer de delegerede, der af de neutrale udsendes for at besigtige fangelejrene. – Deres opfattelse – de er og bliver barbarer – er den, at Gud er i himlen og tyskerne på jorden, hvor alle andre skabninger er til for dem. Jeg har for kort tid siden i en avis læst, at tyskerne begyndte at anerkende Haagerkonventionens fordringer overfor savnede soldater i fangelejrene, idet der siges at være udstedt mod – som hidtil at frygte fangerne, som man har behandlet værre end tyskerne behandler deres hunde.

Lige indtil marts måned gik de russiske krigsfanger med dårligt fodtøj og dårlige klæder, og om sulten har jeg tidligere meddelt. Når de delegerede fra et neutralt land ventes – de første kom hertil i slutningen af 1915 – har tyskerne i depotet anbragt et par hundrede støvler, kapper og uniformer, og alle fangerne drives hen til en barak, den der ligger mest til en side. Hos os var der jo ikke barakker, men dampere; vi blev dirigeret hen i den fjernestliggende, indtil de delegeredes besøg er forbi; medens de fanger, som de delegerede kan antages at komme til at se, forsynes med støvlerne, uniformerne og kapperne på depotet; men kun nogle er forsynet med linned. I den sidste tid fik vi en del sendt fra Rusland. På alle de steder, hvor der kan ventes eftersyn, anbringes der senge eller madrasser, men i de andre fartøjer er nattelejet værre end tilsvin og ligeså lidt senge som madrasser. For øvrigt var der meget fugtigt om bord i fartøjerne og ganske særlig om vinteren og i regnvejr. I marketenderiet solgtes der alt muligt i den tid de delegerede var her, både tvebakker, kager og sild; men så snart de delegerede rejste, blev der kun solgt limonade og tobak. Kommandanten anstrengte sig endog at få stillet et bageri på benene for at de delegerede skulle se, hvor godt der blev sørget for fangerne, og der blev anbragt 12 sække, helt fyldte. Men det, der var i dem, var cement, og sækkene blev godt bestrøet med mel, så at ingen kunne falde på, at det skulle være andet. De glemte ikke at henlede opmærksomheden for denne forsyning med mel og førte på den måde de delegerede bag lyste.

Der var også en dansk delegeret med – jeg tror, jeg så ham.

Når de delegerede kommer til en lejr, gælder det om at føre dem til steder, der er arrangerede med besøget for øje, og at undgå de øvrige steder. Til den ende går der 5-6 officerer foran og lige så mange bagefter den eller de delegerede og spærrer – tilsyneladende umærkeligt for den fremmede – vejen for den dør, hvor besøget ikke ønskes. Jeg fik dog til en russisk udsending bemærket i nærheden af bageriet:” Det er ikke mel, men cement”.

Et sted, der altid undersøges, er køkkenet med forplejningen. Kommandanten havde ordre til at holde 1014 (?140) svin, og når de delegerede kom, fik de at se hvorledes slagtningen begyndte. Og ligeledes hver gang de delegerede kommer, lægges de tyske soldaters kødrationer på bordene og bliver liggende dér, som om det var fangernes mad.

Det var ellers fangerne strengt forbudt at tale med den delegerede, Gud nåde os, om tyskeren hørte, at vi henvendte os til dem – det var det samme som prygl og desuden 14 dages arrest.

En behandling som denne er vist mod masser af russere, og de vil mindes det, så længe det russiske rige består. Jeg har skrevet dette, fordi jeg gerne vil have, at det gennem det danske folk, skal kundgøres, hvorledes de tyske barbarer bærer sig ad.

Undskyld, at jeg ikke har skrevet bedre, men indtil mit 22. år kunne jeg hverken læse eller skrive og jeg har ikke en gang gået i nogen skole, men har ved eget arbejde måttet lære mig det, da jeg aftjente min værnepligt – den russiske militærskole giver ikke undervisning i læsning og skrivning men giver den specielle militære uddannelse.

russiske_krigsfanger_bornholm_s388

Herefter er der en tekst, som ikke er skrevet af Willemoës, idet der er tale om en helt anden håndskrift og siderne er ikke nummererede. Det er tilsyneladende en beretning afgivet til en kvinde, idet denne tituleres ”frøken”:

Om de førnævnte 3 russeres rejse fra Bornholm til København i slutningen af juli 1916 berettes følgende i et brev, dateret Rønne den 3. august 1916:

Afrejsen herfra med de 7 russere var ret eventyrlig. Vi har her på Bornholm en del tyske spioner, vel også andre, men dog især tyske bl.a. er her en tysk reserveofficer, der har et hotel på nordlandet. Officielt rejser hotelejeren Reolf Müller mellem Bornholm, Sverige og København som turistfører, men der er absolut ingen tvivl om, at han er spion. Tyskerne giver nemlig ikke en mand i 30 års alderen tilladelse til at forlade Tyskland, når han er så rask som R.M.

Den dag der var fastsat til afrejsen fra Nexø, hvor russerne sidst opholdt sig var mandag aften kl. 12; de gik uden for byen, hvor konsulens vogn holdt og ventede på dem, og kørte så de 4 mil hertil. Jeg var fra kl. 3 morgen uden for Rønne for at afvente dem, og vi kørte ind til mine forældre, hvor vi lukkede kusken inde i gården, så han ikke hverken med eller mod sin vilje kunne meddele nogen noget før kl. ca. 6, da faders kusk kom. Kl. godt 4 gik vi til havnen i to partier og kom godt om bord uden at være set af et eneste menneske.

Kl. 6 gik damperen til Ystad, men meget forend vi nåede den svenske territorialgrænse kaldte kaptajnen mig op på kommandobroen og meddelte, at vi havde R.M. og en anden tysker med. Disse vidste ligeså lidt som de øvrige passagerer, hvilke rejsefæller de havde. Kl. 8½ stod så en tysk armeret trawler ned imod os og kaptajnen kaldte mig atter op på broen og meddelte, at der i agtersalonen var et lille rum, som ikke stod opgjort i noget af skibspapirerne, der kunne vi putte russerne ned, dersom vi skulle stoppe. Dette skete imidlertid ikke og vi kom godt til Ystad.

Ved landgangen så de to tyskere selvfølgelig russerne, og da vi var kommet op til jernbanestationen, var jeg inde der for at telegrafere til min kone, der var mindst lige så nervøs som jeg. Reolf Müller telegraferede også et eller andet sted hen, desværre kunne jeg ikke se hvad han skrev. På rejsen til Malmø holder toget hyppigt og hver eneste gang vi havde holdt ved en eller anden station, gik R.M. ned gennem alle kupeer for at se om russerne, der sad i den allerforreste endnu var med.

Ved toldboden i Malmø passede R.M. stadig på ikke at være længere fra os, en at han kunne høre hvad konsulen og jeg talte om. I Malmø blev vi for resten også skarpt iøjetagen af et par svenskere. Vi måtte jo så se at putte d’herrer blår i øjnene og spurgte derfor toldvagten om vej til et hotel og efter den russiske konsuls adresse i Malmø, for at aflevere russerne til ham. Samtidig meddelte vi, at vi skulle blive i Malmø til fredag, da vi skulle afvente ordre fra det russiske generalkonsulat. Vi tog så op på et hotel og spiste, og rejste så over til København med en senere godsfærge, og De kan tro, frøken, at vi drog et lettelsens suk, da vi lå godt fortøjet i Frihavnen.

Den herværende russiske konsul var jo med, men da han ikke taler russisk, sov han det mest mulige; han havde nemlig slet ikke været i seng, førend han kl. godt 4 kom ombord på damperen i Rønne havn.-

Overfor disse 7 russere har konsulen i øvrigt vist sig umådelig flink, for resten også flot, idet deres ophold her i alt kom til at koste mellem 11 og 1200 kr. selvfølgelig beklædning incl.

Siden disse 7 mand rejste er begge vore rutebåde stoppet af tyskerne næsten daglig.

I år har det russiske generalkonsulat sendt 258 eller 261 flygtninge hjem, meddelte konsulen mig.

s. 389 + 390

25. sept. 1916
KK
Det meddeles sønden fra, at fra den 30. sept. skal alle landeveje, der fører til Danmark, spærres og al trafik henvises til jernbanerne over Hvidding, Vedde og Vojens Vamdrup. De landeveje, der endnu ikke er spærret for persontrafik nemlig vejene over Gjelsbro, Foldingbro, Skodborghus, Jels, Bastrup og Taps skal altså også spærres.

De tyske poster har fået udleveret kikkerter. Der er indrettet skydebane ved Skodborgskov til øvelse for mandskabet.

En soldat, der har ligget 4 års tjeneste og gjort hele felttoget med, er i søndags morges kommet over grænsen, og han fortæller bl.a., at de styrker, der uden pionerer og ryttere omtales i den sidste tid, mest består af arbejdstropper, som er indkaldt for ganske nylig (der nævnes 1. september). Tropperne er ikke bevæbnede. – Det rytteri, der ligger der, er dragoner på russiske heste, og de anvendes til bevogtning af veje og broer nord for skyttegravslinjen.

Det bekræftes, at der arbejdes på en forsvarslinje tværs over Nordslesvig omtrent fra Skærbæk- Haderslev amt at der stadig fremføres større mængder af pigtråd og tømmer samt materiel til jernbanespor. Man mener, at de fornødne styrker til forsvar af den anlagte stilling holdes i beredskab længere sydpå (formentlig i omegnen af Kielerkanalen?).

Medens man tidligere, når togene passerede Kielerkanalen lukkede for vinduerne i jernbanekupéerne og satte vagt i hver kupé, sker dette nu ikke mere.

29. sept. 1916

Ved Foldingbro er den tyske del af broen over Foldingå blevet spærret med pigtråd under broen, ligesom der langs kanalen såvel øst – som vest for broen er trukket pigtråd, der formentlig fortsættes længere bort.
Broen ved Skodborghus vil i morgen nat kl. 12 blive afspærret.
Ved Hømlund, hvor vejen hidtil har været spærret med et pigtrådshegn, er der nu tillige lagt en bom tværs over vejen.
I samtlige grøfter, der fører til grænsen, er der på bunden blevet pigtrådsspærringer [i bunden].

Slusen over Gjelså lige nord for Gjelsbro er blevet spærret med pigtråd.

Her er der indsat et brev, der er stempler med Forsvarsministeriets stempel.

Se pag 363

Østerbrogade 138,3. 26/9 1916

Hr. Redaktør C. Willemoës!
Jeg antager, at de udtalelser, De tænker på fra tidligere tid består i, at jeg mindet om, når en korrespondent spurgte mig, om der var indtrådt nogen forandring i landets stilling svarede nej. Jeg har ikke set meddelelser denne i bladet, men sådanne må jo altså være forekomne. Det er imidlertid for tiden vanskeligt at udtale sig herom, selv om der ikke siges mere. Det er vel således, at der så lidt nu som før er nogen art af fr….liner  mellem Danmark og nogen af de krigsførende, men det kan jo ikke nægtes, at agitationen i en del af vor presse i forening med de sidste ugers uro i vore politiske forhold har skabt en vis usikkerhed hos dele af centralmagternes befolkning med hensyn til Danmarks stilling. Dette er jo imidlertid ikke egnet til en udtalelse. Det må vel også antages, at den nervøsitet, der gør sig gældende her hos os, og som De omtaler, i løbet af nogen tid atter vil fortage sig.

Ærbødigst
P. Munch

s. 391

29. sept. 1916

Der bygges barakker i Lintrup.
En maskingeværafdeling med 4 geværer ligger i Kristiansfeldt.
Betjening ligger i Rødding,

En maskingeværafdeling med 6 geværer ligger i Kristiansfeldt.

Hidtil kasseret mandskab af årgangen fra 1870 til 1898 indkaldes nu i Haderslev Kreds (formentlig til arbejdstropper)-

Større mængder af krigsmateriel er nu ankommet til Toftlund.

25. sept. 1916

Flensborg garnison alarmeret til indrykning i Danmark!

En tysk underofficer fra Flensborg der kom over grænsen den 1. sept. Fortæller bl.a.:” Garnisonen var, da han forlod Flensborg, 6000 mand. Siden juli 1915 ha den 3 gange været alarmeret; det menes til indmarch i Danmark. Første gang var i juli eller august 1915, anden gang omkring jul 1915 og tredje gang den 1. april 1916. Soldaterne blev straks iklædt feltgrå uniform og havde alting parat til indladning i tog. Den 1. april 1916 antages det absolut at have været alvorligt, idet man mente, at englænderne ville foretage landgang ved Esbjerg. I næsten et helt døgn kamperede regimenterne på markerne og lavede mad i feltkøkkener. Togene holdt parat, og man regnede med at kunne være i Esbjerg i løbet af 1½ time, idet man gik ud fra, at Danmark ikke ville lægge nogen hindring i vejen. Fra alarmeringsøjeblikket og til tropperne stod klar på jernbanestationen forløb i alt 1½ time.

s. 392

30. sept. 1916

Sårede og krigslån
Su.
En ung soldat havde været såret og havde ligget på lazaret. Han var nu helbredt og skulle for nylig være afgået til fronten. Et par dage før han skulle afrejse, blev det imidlertid tilkendegivet for sådanne helbredte, at de af dem, der ville rejse hjem og tegne krigslån, kunne foreløbig på orlov på ubestemt tid. Heraf benyttes mange sig til at opnå en ekstraordinær orlov.

2. oktober 1916

Langs grænsen på tysk side.
KK
Ved Skodborghus arbejdes der ivrigt ved kanalbroen og i terrænet vest derfor. Der graves op under kanalbroen, og vest for broen er der bragt nogle ret store metalhylstre, omtrent som spande med en hank på, ligesom der er lagt en rørledning syd for broen ved ”Frihed”. Ledningen fører ud mod kanalen, allerede i vestlig retning, og udmunder i kanalen. En række nummererede pæle er sat til begge sider af Skodborghus bro. Græsset er fjernet fra kanalens bredder og sider.

Vejen ved Hømlund er i dag gennemgravet lige bag ved bommen.
Su.

Brødrene Slot fra Roager er gået over grænsen. De fortæller, at man på lazaretterne nu gør megen anvendelse af elektricitetsbehandlingen, når patienterne er i bedring for derved at få dem hurtigst muligt raske eller i alt fald så raske, at de kan sende til fronten. Eksempelvis fortæller den en af brødrene, at en skolelærer fra Varnæs første gang, han skulle foretage aktiv bevægelse med et såret ben, skulle tvinges til at springe op på og ned af en kasse. Da han erklærede sig ude af stand hertil, tog man ham ud og lagde en stærk elektrisk strøm på benet. Manden døde på stedet!

Fortælleren har selv været udsat for en lignende behandling på en arm; men da han brølede ”som et vildt dyr”, slap han billigere fra det.

Den ene af brødrene har ligget i Galizien , den anden ved Lorettohøjen. Soldaten fra Galizien meddeler, at sydtyskerne ønsker, at krigen må slutte uden hensyn til om de måtte blive tyske efter krigen eller ej! Prøjserne derimod mener, at de fortjener at sejre, men de tvivler om, at de opnår det.

Disciplinen er blevet skærpet meget siden krigens begyndelse, hvilket også er absolut nødvendigt for at undgå optøjer.

Officererne udtaler sig almindeligvis ikke om krigens udfald; men det kan hænde, når soldater er på vagt, at de kan blive vidne til samtaler mellem officerer og høre disse udtale, at det må ende galt tilsidst og at stillingen bliver elendigere for hver dag.

4. oktober 1916

Langs grænsen på tysk side.
Vest for Skodborghus anbringes der nu pigtråd i skjul i lyngen i omegnen af plantagen nord for den såkaldte domænegård. Der er rejst en række pæle af forskellig størrelse, hver anden ca. ½ m høj, og hver anden ca. 1 fod høj.

I Galsted ved Nedre Jersdal ligger 1. ste Landeværnsinfanteribataljon ”Stade” (fra Hannover) som armeringstropper. Der arbejdes på linjen Hyrup – Toftlund med anlæg af skyttegrave, som indrettes med rum, støbt af cement (formentlig opholdsrum for mandskabet).

1 russisk fange til Brørup

(14. august 1916)
Den 14. august 1916 interneredes på sygehuset i Brørup Moisjsja Stjefamovitsch Afdjejevski, 291. reg. 10. komp. Kontorist fra guv. Tjernigov. Efter at være blevet taget til fange den 25. oktober 1914, havde han ophold i forskellige større lejre, indtil han den 17. juni 1915 kom til Rødding, hvor han arbejdede hos godsejer Aalling indtil flugten. Han skrev om det ophold her:
Jeg tilbragte sommeren og vinteren uden at finde så meget som en bog eller en avis, hvoraf jeg kunne hente lidt (åndelig) næring. Jeg søgte at lære navnene at kende på de almindelige redskaber og i øvrigt alt, hvad jeg kunne lære ved samtaler på tysk, og alt skrev jeg ned i en lille bog. Det var tilladt at korrespondere med vore slægtninge, men vi måtte kun skrive 12 linjer og skrive med blyant, og ikke anføre udtalelser mod det tyske rige.
Vi var 20 fanger, der kom til Rødding og vi blev fordelt med 1 og 2 mand til gårdene. Fra 10. kompagni var vi 3.

s. 395 – 400

Mange af mine kammerater kunne ikke eller kun dårligt læse og skrive, og jeg skrev så breve for næsten dem alle. Jeg blev kaldt den tyske feldwebels kammerat. Jeg måtte flere gange skrive for- og efternavn op, også bopæl, affattet på russisk, og disse fortegnelser blev sendt til redaktionen i Berlin. (Han henter [?]formentlig her på det af tyskerne på russisk udgivne fangeblad ”Russisk Vjestnik”. Adskillige flygtninge har forklaret, hvorledes tyskerne gennem dette blad søger at gøre fangerne til revolutionære og utilfredse med Rusland).
I sommer (1916) lærte jeg grænsen godt at kende og erfarede hvorhen og hvorledes jeg skulle flygte gennem det gæstevenlige Danmark. Min kammerat fra guv. Tula blev tilbage i Tyskland. Han græd bitterlig, da jeg vækkede ham til flugten, og hans sidste ord til mig var: ”Gud være med dig og velsigne dig, så alt går godt; gå med fred. Men jeg ”Broder” er bange for at drukne, hvor jeg skal over vandet, thi jeg kan ikke svømme”. Så åbnede jeg døren, hvis hængsler jeg havde løsnet tidligere, og så løb jeg et par kilometer. Et par benklæder havde jeg holdt skjult i min hovedpude, og dem fik jeg på i en fart – man tog nemlig benklæderne fra os om aftenen, når vi blev lukket ind i soverummet. I 2 nætter og 1 dag flygtede jeg gennem små skove og gennem rug – og havremarker. Jeg spejdede forsigtigt omkring, og jeg bad til Gud, at jeg ikke måtte møde fjendtlige vagtposter. Så kom jeg til et vand; jeg klædte mig af, bandt selerne omkring tøjet og listede ned til bredden og kastede det over på den anden bred. Klokken var nu 3 om morgenen. Lige i sidste øjeblik opdagede jeg en vagtpost, jeg bad Gud Herren hjælpe mig og så svømmede jeg ud og et stykke af vejen, for at vagten ikke skulle se mig. Jeg kom lykkeligt over, tog mit tøj, takkede Gud for hans nåde mod mig og gik op på en lille høj, hvor jeg klædte mig på. Jeg var på dansk jord. Da vagten på den anden side så mig klæde mig på, fløjtede han og sagde” Moin” (”morjen” = Guten Morgen), hvad vil skulle sige det samme som farvel. Da jeg forlod højen og kom ud på landevejen, mødte jeg senere en kvinde og sagde til hende: ”Krisskifange”, og hun svarede: ”Kuut! Kom kaffe trinke!”, og efter at jeg var blevet styrket, kom jeg senere til hr. doktoren, som mødte mig som den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene. Her tog man sig af mit helbred, stillede min tørst og sult og meddelte, at jeg om 5-6 dage ville være tilbage i Petrograd. Leve Rusland og de heltemodige allierede. Leve den store monark, fader Tsar! Og hr. kejserlige højhed Nikolaj Aleksandrovitsch. Hurra! hurra! – Min sjæl love Herren og takke ham for hans velgerninger”.

4. oktober 1916
Pigtråd i lyngen
KK.
Vest for Skodborghus anbringes der nu pigtråd skjult i lyngen i omegnen af plantagen. Nord for den såkaldte Domænegård. Samtidig rejses der mindre pæle, hvoraf hver anden er ca. ½ m og hver anden ca. 1/3 m høj. I galsted (ved Neder Jerstal) ligger nu landeværnsinfanteribataljon ”Stade” (Hannover), der benævnes armeringstropper.
Der arbejdes med skyttegravsanlæg på linjen Hyrup – Toftlund, hvorunder der indrettes rum, støbte i cement (kanonpladser, opholdsrum).

6. oktober 1916
sv. En hertil for et par dage siden ankommen mand meddeler, at værftsarbejderne i Kiel får udleveret ¼ pund kød, 30 gram smør, 60 gram margarine og 1500 gram brød ugentlig. Til frokost spiser de næsten altid lidt roer til.
For nogen tid siden blev 3 slesvigske soldater sendt til Rostock, men blev straks returneret til Slesvig, da ingen nordslesvigere måtte opholde sig i Rostock!
Han fortæller endvidere, at der den 16. juni var stærkt røre i Kiel, da det var umuligt at opdrive kartofler i byen og det var småt med brødet. Om morgenen den 16. begyndte arbejderne på Germaniaværftet, hvor der er ca. 10.000 mand, at gøre strejke. De drog op gennem gaderne under råb og spektakel og fik tilslutning af en mængde civile folk, navnlig børn og kvinder. De råbte på brød og slog ruderne ind i bagerbutikkerne og kødudsalg og kastede brød og kød ud på gaden til mængden, som straks stak det til sig. Udsat en belønning for at finde den skyldige rådmand ud og ville tale mængden tilrette, men man råbte til ham: ”Kom her med det tykke svin! Du har nok endnu ikke prøvet at sulte!”. Militæret blev nu udkommanderet, man gik dog ikke (nægtede at gå) løs på mængden. Føreren udtalte derimod, at han stolede på, at mængden ville gå hjem i ro, hvorpå den skiltes og gik hver til sit. I løbet af få dage blev der skaffet kartofler til veje, formentlig eksproprieret i hele Slesvig og Holsten.

Marmelade = smædeviser
Overalt i byen laves der smædeviser om marmeladen.
I august måned fandtes på rådhuset i Hamborg opslået en stor plakat, på hvilken fandtes karikaturtegninger af 1) Den tyske kejser siddende på en kasse marmelade 2) engelske konge siddende på en kasse guld og 3) den russiske kejser siddende på en sæk korn.
Der blev udsat en belønning for at finde den skyldige, dog uden held.
For ca. 14 siden afgik en styrke på 150-200 mand fra Slesvig til Østfronten; iblandt dem sås en soldat med et stift ben, en anden, der manglede de 4 fingre på den ene hånd (de var skudt af) osv. De var alle fuldt krigsmæssigt udrustede, men mærkelig nok afgik de fra kasernen til banegården uden musik og kl. 10 om aftenen.

7. oktober 1916
16.000 mand til Haderslevegnen
Stb.
For ca. 14 dage siden ankom der 16 tog til Haderslev med hver 1.000 mand – i alt 16.000 soldater, der holder øvelser i Hajstrup. Egnen, hvorfra man har hørt kanontordenen ved grænsen.

9. oktober 1916
Jens Schmidt, [?] i Fol, gik sammen med en kammerat over grænsen. De var flygtet fra Slesvig. Han meddeler, at der graves skyttegrave i retningen Skærbæk – Toftlund – Over Jerstal – Hajstrup. – Langs med stationerne på østbanen ligger ophobet store mængder af pigtråd, og 2000 armeringssoldater er for nogen tid siden kommet sydfra til byen Slesvig og derfra gået videre nordpå.
I byen Slesvig er et pionerdepot omtrent tømt for materiel, der sendtes nordpå i dagene omkring 15. – 20. sept. og med så stort hastværk, at der endog måtte indlades tog om søndagen.
Medens der i Slesvig i fjor ved denne tid lå 14 – 15.000 soldater i Slesvig, ligger der nu højst 1500 i alt, og deraf hører de 7-800 til et såkaldt ge[?]kompagni, hvoraf igen en hel mængde aldrig mere bliver krigsduelige.
Forplejningen på kaserne i Slesvig er under al kritik, og jævnlig serveres der kålrabi kogt i vand; brød får soldaterne tåleligt af. Der hersker megen smalhans i byen, og hver dag kommer mange børn til kasernen for at få rester af soldaternes mad. Børnene ser underernærede, blege og gustne ud.

9. oktober 1916
Panser automobiler til Skærbæk
K.K.
Fredag den 6. okt. Ankom til Skærbæk 6 panserautomobiler.
Fra Nielsbygård midtvejs mellem Tobøl og Foldingbro anbringes der nu pigtråd vestpå langs den tyske kanal.
”Årupgård” på tysk side lige over for Kaskovgård bliver nu rømmet af beboerne for at give plads for et kompagni soldater. Således siges det i altfald.

s. 400

Sønderjyske flygtninge
9. oktober 1916
Jens Schmidt fra Fol og smedemester Hunderup fra Københoved lå i garnison i byen Slesvig. Schmidt havde været ved fronten, Hunderup havde været indkaldt til arbejde på Germaniaværftet i Kiel. De besluttede at flygte søndag den 1. oktober. Efter søndagsappellen pakkede de deres civile tøj sammen og gik ved 1½ tiden om eftermiddagen til Skovly, hvorfra de ville tage med toget kl. ca. 3, men de tog fejl af vejen og kom for sent til toget. Så gik de videre til Jydbæk for at nå iltoget derfra kl. 4½ men kom også for sent, hvorefter de opholdt sig der indtil kl. 9 aften, da det næste tog gik nord på. De var i besiddelse af deres civile rejsepas. Efter at være kommet i toget blev de først revideret i Flensborg, næste gang i Vojens og i Sommersted. Herfra gik de videre til Mølby, men da de var blevet revideret her, blev de enige om at søge vestpå og gå over grænsen ved Årupgård i stedet for at tage til Københoved. De kom så igennem Jels og gik syd om Rødding, fulgte banen til Brændstrup, og nåede Skaftkær skov om morgenen kl. 6. Der lå de hele mandagen indtil mørket faldt på. Om aftenen gik de så med Årupgård som mål, men tog fejl af vejen og kom ikke over. De gik så tilbage og skjulte sig (i en halmstak). Torsdag middag gik de gennem plantagen ved Gjelsbro for at orientere sig, og da de ikke rigtig kunne se noget derfra, gik de over mod Knud Hansens gård undere foregivende af at søge efter kreaturer. Her blev de imidlertid anholdt af en vagtpost og førtes fra den ene post til den anden indtil Gjelsbro. Der blev vi forespurgt om vore rejsepas. Hunderup havde sit, mens jeg ikke derimod havde jeg i mit tøj en gammel seddel fra regeringspræsidenten Kassirovski i Slesvig, et afslag på ansøgning om at blive prøjsisk statsborger og meddelelse om, at han var strøget af de prøjsiske militærlister. Denne seddel tog vagten for gode varer, skønt der allerede fra Slesvig var telegraferet ud om vor flugt. Hunderup og Schmidt gik så tilbage til plantagen og ventede til om aftenen for at gå over grænsen; men det var for stærkt måneskin, og de måtte atter gå i skjul i ”halmstakken”, og først næste dags aften, onsdag kl. 9½ lykkedes det dem at komme over ved Årupgård. Da de var kommet over, var de i så godt humør, at de gav den tyske vagtpost et tredobbelt hurra.

12. oktober 1916    
Fra krigens første dage.
Skib på en mine mellem Højer og Sild
Jens – D. pt. Horsens var her og meddelte mig at agent Østergård sådanne ting, at jeg nødsages til at nære den sørgelige mistanke til Ø., at han forretter tjeneste som prøjsisk privatpoliti. – Han oplyste endvidere, at i tiden omkring 1-10. august 1914 løbet skib med soldater, ammunition og rejsegods på en mine på vejen mellem Højer og Sild. 7 mennesker dræbtes- søfolk og soldater og mange andresåredes; opgivelserne af de såredes antal varierer fra 20-30 til 30-40. Skibet gik til bunds. Ulykken hidrørte fra, at kaptajnen på skibet ville gå ind til Sild uden at afvente minelodsens komme. På Sild stod lods Jepsen og udtalte, at han så skibet komme. Det går galt, hvis kaptajnen bliver ved at gå frem. Få minutter efter skete katastrofen.

s. 402

2 tyske flygtninge om foranstaltningerne i Nordslesvig
12. oktober 1916
2 tyske soldater, der flygtede fra Horslund for 8 dage siden, kom i nat over grænsen. Kapt. Koefoed traf dem tilfældigvis i Sønderportsgade, tog dem med herom; de var meget forkomne, blev af mig sat i pleje hos gæstgiver Poulsen ”Sønderjylland” og kom så her om aftenen, hvor de i overværelse af kapt. K fortalte bl.a.:
Den ene, en brandenburger ved navn Kardatz, havde været ude i tjenesten i snart 5 år og havde sidst været med på Somme fronten og var blevet såret ved knivstik i halsen. Den anden, en sachser ved navn Claus, havde deltaget i kampene på østfronten og var blevet såret i den ene skulder; begge var imidlertid nu raske.
Midt i september måned gaves der på fronterne i Rusland og Frankrig ganske uventet ordre til afgivelse af mandskab til formering af armeringsafdelinger. Ved kompagnierne udtages fortrinsvis folk, der af en eller anden årsag meldte sig frivillig. Mandskabet underkastedes en lægeundersøgelse og sendtes uafholdelig afsted, uden af det meddeltes dem hvorhen. Et par dage senere blev de udladede i terrænet, der begrænses i nord af en af Haderslev Fjord – Skærbæk og mod syd banelinjen Flensborg – Tønder. Mandskabet blev straks under ledelse af pionerer, der allerede var til stede, sat i arbejde med bygning af den feltbefæstede  linje Skærbæk – Haderslev samt feltbaner=telegraf og telefonanlæg, de sidste delvis underjordiske.

s. 403

Skyttegravene gøres så dybe, at en mand med hjelm kan bevæge sig uset fra for terrænet. Udgravningen beklædes med cement såvel i bunden som på siderne, og der dannes et banket som standplads for skytter; skydeskår dannes af opstillede sandsække.
I en afstand af 20-50 m foran skydeskårene lægges 8-10 m brede pigtrådsbælter. Pælene hertil laves i fangelejrene og kommer færdige til arbejdspladserne.
Opholdsrum for det mandskab, der ikke er på ud[?], udgraves i Skyttegravenes bagud vendende væg, og rummet beklædes med cement.
Hvorvidt der anlægges flere rækker skyttegrave kan i øjeblikket ikke konstateres.
Artilleriparker er indrettet bl.a. ved Rødekro og ved Hovslund. Skytser er nærmest 12 cm. Kanoner samt en del morterer af forskelligt kaliber indtil 21 chm. De fornødne ammunitionsdepoter haves for hånden.
Tropperne, der benævnes armeringstropper, er formeret i bataljon, men deres sammendragning i regimenter og divisioner er forberedt. Mandskabet i under armeringsarbejdet iklædt ældre uniformsager, men har fået udleveret feltgrå kapper. Feltgrå uniformer, frakke, benklæder og hjelm er pakket og mærket for hver mand i jernbane (=tremme)vogne, som er samlet i depoter særlig i Flensborg og opstillet således, at et lokomotiv kan forspændes og føre den pågældendes afdelings sager til det sted langs jernbanen, hvor de skal iklædes. Geværer og ammunition står parat i barakker eller andre lokaliteter til udlevering samtidig med iklædningen.
Det påstås, at 4-5 divisioner skal kunne gøres kampberedte i løbet af 10-12 timer og sættes i march mod de truede punkter. Der medgives pr. mand 1½ kg brød, 1 kg konserves, 2 pakker tvebakker a ½ kg.
En feltbageri-park med 23 feltbagerier er anlagt i en lille skov mellem jernbanestationerne Hjortkær og Bollerslev, ca. 8 km s.v. for Åbenrå. Fra hovedbanen er ført en bane ud til feltbagerierne. Fra banen i nærheden af Hjortkær station er der ligeledes anlagt bane mod vest ud i retning af Åbenrå fjord.
Øen Sild er besat med 1. marinedivision, Als med tropper af 2. do. En division af disse tropper er på ca. 8-10.000 mand, og de har et stærkt artilleri.

13. oktober 1916
Tropper på Als

En i dag fra Als ankommet 17årig værnepligtig meddeler, at der på Als kun ligger 700 mand for øjeblikket.

General von Heeringen har i eftermiddag kl. 4 inspiceret grænsen ved Hvidding Station. Det kunne tyde på, at han er udset til at føre kommandoen på fronten her mod nord.

En tysk vagtpost i nærheden af Frederikshøj løb i dag iført mundering over grænsen og ville ikke gå tilbage igen, hvorfor den danske gendarm afvæbnede ham og tog ham med ind i vagtlokalet. Da han derfra ville telefonere til gendarmerikontoret i Kolding og et øjeblik gik ind i det lokale, hvor telefonen var anbragt og ringede op, tog pokker ved den tyske soldat, der løb nordpå alt hvad remmer og tøj kunne holde, og det var senere ikke muligt at finde ham. Han har formentlig kastet uniformen og har et eller andet sted fået fat i civilt tøj og forsvundet videre nordpå.

s. 405

14. oktober 1916
Heste til Somme?
Fra Brøns meddeles, at beboerne har fået ordre til at møde med 80 spand heste, der skulle afgå til Sommefronten. Og samtidig afgik 2 kompagnier pionerer ligeledes til Somme. – Der ligger [?] i Rejsby og Brøns.

15. oktober 1916
Heste til transport af kanoner i Sdr.jylland
K.K.
Bønderne i Skærbæk og omegn og længere nordpå har fået ordre til i dag at møde i Skærbæk med heste til transport af skyts.

16. oktober 1916
Forbud mod udførsel af konserves, fisk og bouillonterninger
Justitsministeriet bekendtgjorde 13. sept. d.å., at udførsel af konserves og pølser, der ikke er indbefattet i landbrugsministeriets bekendtgørelse af 9. oktober 1915. Fisk, der er underkastet anden behandling end tørring, saltning eller røgning (hvis udførsel er forbudt ved tidligere af landbrugsministeriet udstedt be-kendtg.) samt bouillonterninger og lignende – er forbudt fra 25. sept. at regne.
Den 22. sept. 1916 meddeler justitsministeriet, at forbuddet først træder i kraft fra og med den 29. sept.
Den 28. sept. meddeler justitsministeriet, at forbuddet først træder i kraft fra og med den 2. okt.
Den 30. sept. 1916 meddeler justitsministeriet, at forbuddet først træder i kraft fra og med den [?] oktober d.å.
Den 5 okt. 1916 meddeler justitsministeriet, at forbuddet indtil videre ikke træder i kraft.
Den 13. okt. Meddeler justitsministeriet, at forbuddet træder i kraft fra og med den 16. oktober.

s. 406

16. oktober 1916
De hjemløse
De hjemløse i Tønderkreds og Husumkreds og længere sydpå er, som bekendt, indkaldt, medens de endnu ikke er indkaldt i Haderslev og Sønderborgkreds (hvilket nemlig kan tænkes at hidrøre fra et løfte fra den tyske regering til rigsdagsmand H.P. Hanssen, Nørremølle).
I byen Slesvig går ca. 60 hjemløse som indkaldte. De har alle som én nægtet at aflægge faneeden som prøjsiske soldater. Der blev derefter forelagt dem en skrivelse, hvis indhold bl.a. gik ud på, at de erklærede, at de gik med i krigen som frivillige; den opfordredes de til at underskrive, men skønt de blev truet og plaget fra forskellig måde, underskrev de ikke.
I en garnison længere sydpå – meddeleren kan i øjeblikket ikke erindre byens navn – gik der ligeledes 26 hjemløse, som også skulle aflægge eden. Men også de nægtede det. Alligevel skulle de overvære akten i kirken, hvor edsaflæggelsen fandt sted for de øvrige. I kirken blev de stillet for sig selv – senere havde en underofficer haft dem under behandling og havde truet med, bl.a., at de ville blive skudt, dersom de ikke underskrev en dem forelagt erklæring (formentlig også om at de gik frivilligt med i krigen), men truslerne hjalp ikke. Så kom endelig en major og gav dem en lignende men mere virkningsfuld omgang, hvoraf følgen blev, at de 19 af de 26 underskrev den [?]erklæring, medens de 7 vedblivende nægtede at underskrive.
Der blev så telegraferet frem og tilbage mellem myndighederne, og det hedder sig nu, at de 7 vil blive hjemsendt. Men det er dog ikke sket endnu og vil – således mener man – næppe ske.
Det ville være af stor betydning, om forhandlingerne vedrørende hjemløsheds-spørgsmålet kunne fremskyndes således, at spørgsmålets hele og fulde løsning og afgørelse kunne foreligge i nærmeste fremtid, hvorefter de nu indkaldtes hjemløse kan vente at blive hjemsendt.
Endvidere ville det være praktisk, om de hjemløse, der således fik dansk statsborgerret, samtidig kunne få ordre til at melde sig til lægdsrullen i Danmark for på den måde at kunne kommer til Danmark, da de næppe vil opnå at få pas for at rejse dertil.

s 408

19. okt. 1916

Efter Nordsøslaget 31. maj/1. juni indkom til Kiel i beskadiget tilstand bl.a. slagskibene ”Derfflinger”, ”König” og ”Kaiser”.

Panserkrydser – 1913
26.600 T. – 1125 mand
”Derfflinger” var stærkt beskadiget, bl.a. var forstavnen stærkt medtaget og det havde desuden flere skud gennem pansertårnet (mine). Det hed sig på værftet, at skibet havde fået 18 fuldtræffere.

25.800 T. – 1130 mand
1913
”König” var også stærkt medtaget og kommet til Kiel i tildækket stand, for at civilbefolkningen ikke skulle se, hvor frygtelig det var tilredet. ”König” blev repareret på Hovals værft.

24.700 T. – 1088 mand
1911
”Kaiser” havde kun ét skud i forstavnen og blev repareret på det kejserlige værft i Kiel, hvor H. arbejdede.
De tre nævnte skibe kom straks under reparation, og ”König” og ”Kaiser” blev atter færdige i slutningen af juli måned, medens ”Derflinger” endnu ikke var færdig den 1.september.

25.000 T. – 1108 m
1912
Panserkrydseren ”Seydlitz” er ikke gået under, men blev efter hjemkomsten repareret enten i Hamborg eller Wilhelmshafen.
Bygget 1913-14
Det har været nævnt, at et skib gik til bunds i Elbmundingen, da det kom tilbage fra søslaget; det er rigtig nok. Det var panserkrydseren ”Lützow”; men om den er kommet op igen, som rygtet går – og hvornår vides ikke.

s. 409

På det kejserlige værft i Kiel arbejder 18.- 20.000 mand; på Germania værftet 10.-12.000 og på Howaldts Værft 5.-6-000. deraf en del kvinder.
På det kejserlige værft udføres kun reparationer.
På Germania værftet bygges u-både men ikke krydsere eller torpedobåde, der bygges på værfterne i Hamborg og i Wilhelmshafen. I Kiel er der bygget en mængde u-både, hvor mange ved meddeleren ikke.
På værfterne er forplejningen meget dårlig. Hver mand får ugentlig 1500 gr. brød, 120 gr. kød, 30 gr. smør og 60 gr. margarine; men for det meste fik man det ikke. I juni måned var der heller ingen kartofler at få. Befolkningen lider under underernæring og en mængde småbørn dør som følge deraf.
For arbejdet betales der 46 pg. I timen for overarbejde 10 pg. Mer; i almindelighed kunne der tjenes 70-80 mk. Pr. uge; lønningerne udbetales altid i papirpenge.
Indtil juli måned kunne der fås orlov fra søndag aften til mandag aften, men fra juli måned kunne dette ikke opnås for nordslesvigernes vedkommende. Imidlertid rejste mange så uden tilladelse, og det gik næsten altid også godt.
På det kejserlige værft i Kiel arbejdede både folk, der var felt- og garnisonstjenstdygtige, der var afkommanderet fra garnisonerne rundt omkring i landet. Af og til i den senere tid blev der dog afholdt lægeundersøgelser, og mange af arbejderne sendtes til militæret igen og blev erstattet af ”krigsbeskadigede” mænd. Enkelte særlig dygtige folk blev dog stadig reklamerede fri for militærtjenesten af værftsledelsen. De, der kom bort, kom næsten alle til Slesvig eller Flensborg.
Den 2. sept. blev Hundrup med flere nordslesvigere indkaldt til Rostock men derfra sendt til Slesvig til reg. 84, hvor der i forvejen er mange nordslesvigere. Af en militærlæge var de første blevet erklæret garnisonstjenstdygtige, men af en oberst erklæredes de uden videre for felttjensdygtige og blev sendt af sted igen (måske tilbage til Rostock).

De hjemløse
20. okt. 1916
R.H. Stebg. Kbhv. 20.10. Såvidt jeg har kunnet erfare har indenrigsministeriet nu til alle ansøgere blandt de hjemløse afsendt en erklæring lydende på, at de har indgivet andragende om indfødsret og at dette vil blive behandlet med velvilje. Dette vil sikkert være nok til foreløbig at holde dem klar af fronten. Samtidig har departementchef Vedel foreslået, at man affattede loven således, at den gælder for alle før 1898 fødte personer med undtagelse af dem, der inden en bestemt tidsfrist f.eks. 6 måneder fra dato har indgivet begæring til et andet lands regering om indfødsret. Dette har ministeriet dog sat sig imod ud fra dem bestemte opfattelse, at man fra tysk side kun vil gå med til en løsning af sagen til bunds. Undtagelserne vil de bestemme. Forhandlingerne mellem København og Berlin siges at være i fuld gang.

s. 411

En pjece
En lille pjece af Knud Barfoed ”Danmark under verdenskrigen” beder jeg Dem lægge mærke til. Den er sikkert kommet temmelig direkte fra det tyske gesandtskab til Rigsdagen og perspektivet er jo ikke nyt; men det har for mig hidtil ikke stået så klart som nu, at ikke alene professor Hollmann men også hans regering står bag ved lokkemaden, der nu vinkes med. Vi kommer ind i en svær tid, ind i kampe, som desværre ikke kan udkæmpes for åbne døre.

Skyttegravsarbejderne m.m.
En tysker fra Haderslev fortæller, om meget store skyttegravsarbejder på Hoptruplinjen. Han har endog set en dobbeltsporet bane bag de meget dybe og bombesikre skyttegrave. Der er vel nok noget om det, i alt fald er der tropper i meget tæt kantonnement …..

s. 412

Homøopaten der flygtede
Homøopatlægen Schiødt, der boede i en villa opført i Hvidding kun få alen fra selve grænseskellet, har været indkaldt og gjort tjeneste ved flyverværnet i en by i Sydtyskland. Han var kommet hjem på orlov der var forlænget til den 20. oktober.

Imidlertid kom der den 17. oktober ordre til, at han skulle give møde igen. Det var han imidlertid ked af, og om eftermiddagen den     oktober tog han sit gode tøj og gik over grænsen, medens soldater, der var i kvarter hos ham, vinkede til ham fra vinduerne!!

Kommet over på den anden side [af] grænsen telefonerede han fra tol[d]stedet efter en bil i Ribe, og ved 6-tiden kunne vagtposterne se ham køre i bil til Ribe! Han havde, meddeles det, nogle dage forinden, taget de sidste af sine i Slesvig indestående penge ud af Skærbæk bank, men den store villa, som var hans ejendom, mister han. Han håber nu, at hans familie snart vil følge hans eksempel.
Lægen, der har haft et stort klientel, men anses for kvaksalver af danske læger, kan ikke praktisere i Danmark, da han ikke har eksamen. Han fortæller fra sit ophold som arbejdssoldat, at kosten er meget slet, og da en tid fik kålrabisuppe til middag 4 gange om ugen. Der kunne endog opstå slagsmål om en kartoffel.

s. 413

4 russere til Brørup

19. august 1916

Lørdag den 19. august interneredes i Brørup 4 russere, som var kommet over grænsen ved Føvling, flygtede fra Skærbæk Mølle i Linstrup sogn. De 4 er 1) Ivan Kasanzjeff, bonde fra guv. Tomsk og landsbyen Nikolafku. 2) Sjemjeu Pjetrovitsch Afanasjevitsch, bonde fra guv. Minsk 3) Pavjel Tsjarikoff, bonde fra guv. Tamboff og 4) Nikandre Smirnoff, bonde fra guv. Tver; han faldt såret i fangenskab.
De medbringer et morsomt fotografi, hvorpå ses en tysk vagtpost stående på trappen til bygningen (hvor der fremgår et skilt med påskriften: ”Gemeindevorsteher”) og de fire fanger samt en kammerat Ivan Pojoff, der flygtede derfra den 2. maj, da de andre frarådede ham det. Nu tog de altså selv mod til sig, ødelagde loftet i det rum, hvor de var anbragt og skyndte sig bort fra den forbandede tyske jord gennem korn og buske, indtil de pludselig opdagede en å. Vagtposten fik øje på dem og skød efter dem en gang, men de svømmede over og nåede dansk grund. De siger, at de danske i Sønderjylland er gode og hensynsfulde mennesker.

1 russer til Taps
den 18. august 1916
Fredag den 18. august 1916 interneredes i Taps Pavjel Vaseljevitsch Pospjeloff, bombarder i 14. sibiriske artilleribrigades 4. batteri. Han er hjemmehørende i guv. Tobolsk i Sibirien og blev taget til fange den 30. maj 1915 og flygtede fra Tyskland den 31. maj 1916. Han fortæller:

s. 414- 417
”Jeg flygtede fra Stargard i (hvor?) og var 2 måneder og 6 dage undervejs altså flygtet omkring 11.-13. juni 1916 (og ikke 31. maj). Flugten var meget vanskelig, dels fordi der næsten ikke fandtes noget at spise undervejs, dels fordi det var så vanskeligt at finde noget, på hvilket jeg kunne sætte over vandløb og over Kielerkanalen. Denne sidste kom jeg over ved at samle nogle planker og binde dem sammen med pigtråd; men det var en vanskelig og farlig måde at komme over, men jeg kom dog over (Det er meget interessant at lægge mærke til, at underfændrikken og kammerater, der flygtede til Brørup, kom over Kielerkanalen på samme måde. Pigtråden ligger ved kanalen til brug mod eventuelle fjendtlige angreb). Sygeplejerske frk. Kirstine Hansen fra Kolding, der selv har bragt det så vidt, at hun kan gøre sig forstålig overfor fangerne på russisk, udtaler, at Popjrloff ved ankomsten så så elendig og medtaget ud, at hun end ikke på tuberkuloseafdelingen i Kolding har set nogen patient med så svagt udseende. Og gang på gang udbrød han: ”Hvor har jeg dog lidt – hvor har jeg dog lidt!”

7 russiske fanger til Ribe
d. 10. august 1916
Søndag den 20. august interneredes på Ribe Sygehus 7 russiske krigsfanger, flygtede fredag aften fra Kastrup ved Gram nemlig: 1) Fjodor Ulikoff; bonde fra guv. Pensa. 11. Sib. Jægerregiment . 40 år 2) Jefim Karmenoff; 167. reg., bonde fra guv. Toboslk; 36 år. 3) Filip Bassaroff, 212.reg. bonde fra guv. Vladimir, 36 år. 4) Dimitri Kolopajeff, 62 da reg. bonde fra guv. Tomsk; 30 år. 5) Ilia Schtelkunoff, 167. reg. Bonde fra guv. Tomsk, 36 år; taget til fange 16. okt. 1914 ved Novolozski ved floden Belize (til venstre for Warschau) og har været i fangelejren Hammerstein, Gustrew og Bellendrup. 6) Alexsji Isajoff, 7. reg. skomager fra guv. Tamboff og byen Tamboff; 27 år. 7) Pjotr Liakoff, 100. reg. bonde fra guv. Tomsk, 33 år.

Ingen af dem vidste navnet på det sted, hvor de er flygtet fra, men en af en tysk underofficer underskrevet kontrolseddel viste, at de kom fra Kastrup ved Gram. Fra landsbyen kunne de se Ribe Domkirkes store tårn. De havde længe tænkt på at flygte og forhørte sig forsigtigt hos forskellige civile arbejdere om den retning, de skulle følge. Først, da de fra flere forskellige sider havde modtaget enslydende forklaringer, stolede de på dem. De var i alt 12, der arbejdede dels hos bønder, dels ved mosekultur. En af dem omtaler en gårdejer Prinz som en alt andet end behagelig arbejdsgiver. Kosten var ikke god<. Om morgenen ½ pd. brød, 1 kop kaffe, senere roer og noget suppe og om aftenen …… Klæderne tages fra fangerne om aftenen. Flere nætter før flugten gav de sig i lag med at løsne mursten under vinduet. Natten mellem fredag og lørdag ødelagde de det sidste stykke af væggen alt medens de hostede en gang imellem for at værten, der sov i et lokale ved siden af, ikke skulle høre dem. Vagten sov også. De var i alt 12, men de 5 af krigsfangerne turde ikke flygte og blev tilbage. De 7 andre [?] ud, og kom iført skjorte eller uldtrøje og benklæder løb de afsted alt, hvad de kunne, anført af de 2 seneste af dem, der kunne læse og skrive. De tyske vagtposter generede dem ikke. De så en gang tæt ved et skilderhus og drejede så af. Efter at være kommet over en bro over en å, mente de, at de skulle være i Danmark efter at have tilbagelagt vejen i løb i ca. 3 timer. Helt sikre var de imidlertid ikke herpå, og Jefim Karmenoff fik da overdraget at gå ind i en nærliggende gård og spørge, men først om aftenen (lørdag) for at de eventuelt kunne undslippe, hvis det skulle vise sig, at de endnu var i Tyskland. Om aftenen gik Jefim altså ind i gården – det var i Obbekær – og fik her bekræftet, at de var i Danmark. Han fik så gårdejeren med ud ved en stak i nærheden, og her kom så efterhånden til bondens store overraskelse den ene efter den anden frem, blev beværtede, overnattede på gården og blev søndag morgen kørt ud til sygehuset i Ribe.

De fem kunne hverken læse eller skrive, de 2 kunne dårligt. Alle kendte dog Tolstojs navn, men derimod ikke navnet på deres egen general. Heller ikke et navn som Hindenburg kendte de. Derimod havde de alle før krigen hørt Danmarks navn. De havde tænkt sig, at de kunne henvende sig til en russisk konsul i Ribe. Da de opfordredes til at stille spørgsmål, spurgte de: Hvor lang er værnepligtstiden i Danmark? Hvor stor løn får en dansk soldat? Hvor stor er en almindelig dansk bondegård? Er der på landet foruden bønder også arbejdsfolk? Hvilke årgange er indkaldt i Rusland?

De meddeler, at den tyske høst kun er middelgod; der er sået for lidt. Tyske vagter havde sagt til dem: ”Germania kaput!” Den tobak, de tidligere i fangelejren gav 10 pfg. for, kostede nu 20 pfg. – I Kastrup havde de gentagne gange modtaget pakker med brød, hvorpå der på russisk var skrevet, at det var fra England! I lejren ved Gabøl havde de set den af andre flygtninge omtalte svejstiske konsul, der pludselig var kommet tilstede og havde inspiceret lejren. Han havde lovet dem brød, hvad de også fik senere.

To af fangerne har deltaget i den japanske krig, og de hævder, at tyskerne er barbarer, medens fanger i Japan i det hele havde det udmærket.

I Tyskland ville de gerne have spillekort, men kunne ingen får,; så lavede de sig nogle af tobakspapir, tegnede selv på dette og fik således kort.

russiske_krigsfanger_s_417
De 7 russere

s. 418+419

26. oktober 1916
K.K. En ung mand, dansk, men i tysk tjeneste og for tiden beskæftiget med at opkøbe roer til myndighederne, så ved Toftlund, så ved Toftlund anlagt 2 rækker skyttegrave, dybe, og vel cementerede. Desuden var der anbragt et batteri kanoner vest for byen og et batteri øst for byen. Både skyttegrave og forhindringer er betydeligt stærkere mod vest, end mod øst.

Den samme unge mand skulle over til forældrenes sølvbryllup – faderen er dansk gendarm østpå i egnen ved Farris – og han gik (i fredags eller lørdags) over sammen med to onkler, hvoraf den ene var hjemme på orlov, ved en vagtposts velvilje over om aftenen og tilbage næste morgen!

Når levnedsmidlerne kontrolleres
26 – 10- 16
I nærheden af grænsen på tysk side, hvor der er største kontrol med forbruget af de forskellige fødemidler på landejendommene, der kontrolleres af landgendarmen i det pågældende distrikt, nærer man mangen velvilje for den pågældende gendarm. Ved den tid, da man kan regne ud, at han kommer på kontrol, har en derboende større gårdejer som regel en rigelig forsyning af forskellige spirituosa, og når gendarmen så viser sig, bliver han inviteret indenfor. Han bliver beværtet god spise og drikke, og måske er tilfældigt en eller flere fra nabolaget kommet tilstede, og efter bordet bænker man sig med toddyen eller hvad det nu er, snakken går, der fortælles mangt og meget fra krigen og drikker tæt til. – Gårdejeren kan i den henseende tåle en hel del – indtil gendarmen har fået sig så mægtig en rus, at han må sove den ud på gården for så at forsvinde næste morgen, og beboerne har så fred for ham en uges tid, i hvilken de bruger af gårdens produkter af korn, smør, mel, æg, høns osv. inden den strenge kontrol. Og finder  der så en dag alligevel en eftertælling sted af hønsene og der findes at mangle nogle, så har – ja, så har Mikkel ræv taget dem!

26.-10-16

Over grænsen
I morges gik en tysk vagtpost over grænsen ved Varminglund efter at have kastet sit militærtøj. – Det hedder sig, at andre arbejdssoldater er gået over ved [?]by ligeledes i morges.

s. 419 – 421

26.- 10- 16
En russisk underfændriks oplevelser som tysk fange

2 russere til Brørup

21.-22. august 1916

(Desværre ikke fotograferet)

Den 21. august 1916 interneredes i Brørup underfændrik i 105. Orenburgske infanteriregiment Viktor Tidyivitsch Abramtschik, jernbaneassistent og født i byen Padoschkovitsch i guv. Vilna.
Han er flygtet sammen med en kosak, som dog næppe er nået over grænsen, og en menig, Pjotr Gjerchelmoff af 14. sibiriske jægerreg., 2. komp., han er hjemmehørende i Guv. Jenisej i Sibirien.

Viktor Abramtschik fortæller:

Da jeg stod i regimentet ved krigens udbrud, kom jeg snart til fronten. Allerede i begyndelsen af krigen erhvervede jeg med Georgskorset af 4. og 3. grad og med Georgsmedaljen af 4. grad.

Den 1. oktober 1914 blev jeg såret og var derefter ca. 2½ måned i Moskva. Efter at være blevet rask, kom jeg tilbage til mit regiment ved fronten; men den 28. januar 1915 blev jeg atter såret og dagen efter faldt jeg i fjendens hænder.

Jeg havde tilbragt 7 måneder i fangenskabet, da jeg forsøgte at flygte, men flugten mislykkedes, og man fik fat i mig. Man tog alle mine papirer fra mig, forseglede dem og mistænkte mig for spioneri, slog mig med geværkolber – jeg fik ikke mindre en et par hundrede slag – og meddelte mig, at jeg skulle skydes. De ragede den venstre del af mit overskæg bort og håret fra midten af hovedet fra panden til nakken. Man viste mig senere frem for det civile publikum, og på dette spørgsmål om, hvor vagten førte mig hen, svaredes der, at jeg skulle til Parchim for at skydes. Hele mit legeme var plettet af blod efter de slag, der var tilføjet mig.
Da man havde undersøgt mine papirer og ikke fundet noget deri, der kunne henregnes under spionage, straffede man mig – uden hensyn til min militære stilling som underfændrik – med arrest. Jeg sad i mørk arrest i 14 døgn og fik kun (varm) mad hver 4. dag; ved den lejlighed blev døren åbnet, så lyset kunne falde ind på mig, og om natten fik jeg [tomt felt]. Den dag kaldte jeg ”den gode dag”.

I arresten hensad jeg kun iført min skjorte; underbenklæder og benklæder var taget fra mig, og hvor jeg blev ført ud i gården, gav man mig et tæppe til at hylde mig ind i. Vagten lo af mig og sagde: ”Her går et russisk kvindfolk!”. Og jeg svarede: ”Det er en ækel tysk kultur, hvis lige kun findes i en flok svin!”. Hvad der indbragte mig en mængde skældsord og slag.

Jeg spekulerede på, hvorledes jeg kunne underrette mine forældre om mine lidelser, og jeg skilte et brevkort ad, skrev indeni og klæbede det sammen igen. Ovenpå skrev jeg så til mine forældre på en sådan måde, at jeg mente, de måtte kunne finde skriften indeni.

Mit brevkort blev underkastet en skarp undersøgelse og man opdagede min list. Jeg blev igen pint.

Jeg kunne ikke holde dette ud, blev bragt på lazaret og var der i ca. 2½ måned, hvorefter jeg blev ført direkte i arrest, hvor jeg skulle være i 14 dage. Men denne gang indgav jeg klage, der blev taget for gyldig, og jeg fik officersarrest.

Da jeg havde afsonet den og var kommet mig noget, tænkte jeg igen på at flygte og iværksætte den hurtigst muligt.

Jeg var klar over, at min flugt ville blive meget vanskelig, da jeg befandt mig mere end 300 km fra grænsen og trods at umage hverken kunne få fat i kort eller kompas. Jeg måtte nøjes med at lade mig lede af mine geografiske kundskaber og søge at hjælpe mig med himlens stjerner og andre midler. Vi arbejdede i landsbyen Koltschin (?Kolbeschen er en landsby i Sachsen ) i nærheden af Hagenow i Mecklenborg Schwerin. Derfra tog jeg 2 mand med mig. Vi kunne kun gå om natten; om dagen holdt vi os i skjult i kornet eller skovene.

s. 422- 425

Da min flugt varede i 4-5 dage, er jeg ikke i stand til at skildre mine oplevelser i detaljer. Jeg kan kun sige, at jeg måtte døje megen sult og kulde og mangen gang var lige på nippet til at falde i tyskernes hænder.

En af de mest spændende og vanskelige situationer var, da vi skulle passere Kielerkanalen. På det 22. døgn gik vi gennem byen Kiel, nok klokken 3 om morgenen kom vi til broen over kanalen. Der traf vi uventet på 2 vagtposter. Jeg hilste på dem og gik så til broen.

Vagterne råbte ”Halt!” og jeg gjorde øjeblikkelig omkring, og idet jeg henvendte mig til posten, sagde jeg:” Det er måske forbudt at gå over broen?”. Han svarede ”Ja” og begyndte at spørge mig ud om hvorhen jeg agtede mig, og samtidig tog han mig nærmere i øjesyn. Jeg svarede, idet jeg på må og få slyngede et navn ud, at jeg skulle til Eisendorff (en landsby i Østprøjsen!) og arbejde. De så endnu mere på mig og gav sig så til at udspørge mine kammerater. Nu begyndte jeg at ængstes for, at flugten skulle ende, thi mine kammerater forstod ikke et ord tysk.

Jeg gav mig nu til at svare på deres vegne og sagde, at det var mine arbejdsfolk. ”Vær så venlig”, sagde jeg, ”at sige mig, om færdsel over broen er forbudt om natten – måske også om dagen?” Vagten svarede, at færdsel ikke var forbudt fra kl. 5 morgen til kl. 10 aften. Jeg takkede for oplysningerne og ville nu gå, men vagten standsede mig med ordren:” De må blive her, da jeg ikke ved, hvem De er!”.

For ikke at vise ham, hvor urolig jeg var, sagde jeg så smilende, det var mig muligt, at jeg ville gå tilbage til landsbyen og sove lidt endnu og så komme tilbage kl. 5. De to vagtposter rådslog nu med hinanden og – lod os gå. De blev stående. Det kan nok være, at vi efterhånden fik fart på. Jeg vendte mig lejlighedsvis om og så efter dem, men Gud være lovet, vi kom lykkeligt bort.

Nu spekulerede jeg over, hvorledes vi skulle komme over kanalen, der er bred og dyb og tilmed oplyst med elektrisk lys på hele den ene side, medens orlogsfartøjer farter frem og tilbage. Jeg så også et sted her en mængde flyvemaskiner.

Da vi var gået et stykke langs kanalen fandt vi nogle markled. Vi fik fat i fire sådanne, desuden fandt vi nogle stænger, et gangbrædt og et mindre bundt pigtråd. Med dette bandt vi markleddene, bræt og stænger sammen og satte flåden i vandet, men da vi kom ud på den, sank den, og vi måtte hurtigt op igen. Så fik vi fat i nogle flere markled, bandt dem til og gik så ud igen.

Denne gang holdt flåden og i løbet af en halv times tid nåede vi over på den anden side, hvor jeg ikke uden stolthed sagde til mine kammerater:” Nu kan tyskerne se, hvad russere kan sejle over Kielerkanalen med”.

s. 424

I den følgende tid opleve vi mangt og meget, men der er ikke tid for mig at gå i enkeltheder. Vi gik hele tiden sammen alle tre, og først i de det 43. døgn traf vi på soldater – ca. 10 km fra grænsen – der ville holde på os og derved skille os.

Jeg slap over grænsen natten mellem den 20. og 21. august, og min kammerat (nr. 2) kom dagen efter. En tysk vagtpost opdagede dem og råbte Halt! Og de løb så i hver sin retning. Hvad den tredje angår ved jeg intet.

Men nu: Leve Danmark! Leve Rusland og alle dets allierede og ned med alle fjender, der revnefærdige af stolthed har brugt deres militarisme til at dræbe millioner af mennesker!”

Så vidt underfændrik Abramtschik.

Han blev truffet i Tirslund Plantage og gjorde et tilforladeligt og meget beskedent indtryk.

I øvrigt oplyste han, at de franske fanger i Parchimlejren modtog så mange pakker med brød, at de ligefrem solgte deraf til serbere og russere. Abramtschik fik på slutningen af sit ophold der pakker med brød fra en engelsk dame. Han skrev til hende, men hørte aldrig fra hende siden.

Medens han sad i arrest i Parchim, fik lejren besøg af den russiske søster Kanyn-Bech, og han talte med hende.

Kammeraten Gjerchelmoff havde ved grænsen set en vagtpost.

Næste nat vadede han over et vandløb, vandet gik ham til halsen og svømme kunne han ikke.

De sidste dage før de nåede grænsen havde de alle tre taget deres støvler og strømper af, fordi de fandt, at deres tyske støvler gjorde for megen støj, hvor de gik.

Efter søslaget i Nordsøen 31. maj
Fra værfterne i Kiel

Se Pag 408

27.10.1916
En mand H, der har arbejdet på           værftet i Kiel meddeler (til Su) følgende:

På intet af de tre store værfter i Kiel er der under krigen bygget noget ovenvands krigsskib (?). De har udelukkende beskæftiget sig med reparationer. Germaniaværftet har dog bygget ubåde, og både handlesbåden ”Deutschland” og handelsubåden ”Bremen” er bygget der.

Da tyskerne i sin tid omtalte, at ”ubåden Bremen” var undervejs til Amerika, lå den anden ved bolværket i Kiel.

”Bajern” er navnet på et af de tyske slagskibe; det er armeret med 38 ctm. kanoner. Der har været foretaget skydning med dette skyts, men med det resultat, at skibskolossen hver gang led så stor skade deraf, at den måtte ind til Kiel til reparation i de sidste måneder.

s. 426

”Derfflinger” kom efter Nordsøslaget ind til Kiel i meget medtagen tilstand og var endnu ikke repareret færdig den 2. sept. Den havde haft 18 fuldtræffere. Pansertårnene var sprængt i stykker på flere steder og endog selve kanonerne var sprængt på langs. – En fuldtræffer i forstavnen havde lavet et hul på 2-3 m i diameter.

”König” var stærkt medtaget, dog ikke så meget som ”Derflinger”, og blev repareret på Howaldts værft.

”Seydlitz” var endnu værre medtaget end ”Derflinger”. Den blev repareret i Wilhelmshafen. Da den kom ind i sluserne, var kun forstavnen over vandet, og en del af mandskabet sad flere dage nede i skibet og kunne ikke komme op. Man pumpede både luft og mad ned til dem. Flere døde.

”Kaiser” havde også fået en del skade, men ikke nær så¨meget som de ovenfor nævnte.

”Stralsund”, en mindre krydser på 4500 tons og 373 mand, blev meget stærkt medtaget i den russiske træfning. Den blev fuldstændig ombygget på kais.værft i Kiel og forsynet med større – vistnok med 15 ctm. kanoner.

De fleste slagskibe får nu 30 ctm kanoner (?).

En del skibe er lavet om under krigen og har fået sværere kanoner, alt træværk er bleven fjernet og erstattet med metal.

s. 427

En del gamle udrangerede skibe er blevet istandsat og har fået sværere kanoner. De skal formentlig anvendes som vagtskibe. Et sådant er f.eks. ”Lothringen” i Østersøen.

Andre skibe, der har ligget til reparation er ”Brurussia” [Borussia?] og ”Bremse [?]”

På Kais. Werft i Kiel bygges flyvemaskiner, men intet steds i Kiel bygges luftskibe og der findes heller ingen luftskibshaller. På Kais. Werft lå der en nybygning, som man skulle til at tage fat på, hvor reparationerne fra Vesterhavsslaget færdigt.

Den almindeligste mening blandt mandskaberne var (i august), at tyskerne i Nordsøslaget har fået en meget alvorlig bekomst, og at de før eller senere ville komme til at gå til bunds med deres skibe.

Optøjer i Hamborg i juni el. juli

Sidst i juni eller begyndelsen af juli var der optøjer i Hamborg (se tidligere optøjer i Kiel). Mængden drog gennem gaderne, slog alle ruderne ud i kødudsalg og slagterbutikker, smed varerne ud på gaden, væltede en vogn med smørdritler, slog dritlerne i stykker og delte smørret ud til mængden. 5 personer greb en politibetjent, der ville hindre udskejelserne, bandt ham til en lygtepæl og – ladede deres vand på ham!

s. 428

Mislykket flugt

27. oktober 1916

Sw. Tirsdag den 24. forsøgte en tysk soldat fra Branderup at flygte; der blev skudt på ham og han blev ramt i armen. Han blev fanget og ført til Flensborg.

Hannoveraneren der ikke kunne komme hjem til høsten
S.u. En hannoveraner på sydøstfronten søgte om orlov. Ansøgningen blev afslået. Han ansøgte på ny for at komme hjem til høsten, men fik atter afslag. Så skrev han hjem til sin familie, at nu kunne de redde, hvad de formåede. Resten kunne de lade rådne. Og så måtte de ikke så mere rug i efteråret end der var nødvendigt til at bruge for dem selv.

En aftenbøn
Su. En bajrer på samme front bad hver aften i sin aftenbøn, at høsten måtte mislykkes for at krigen af den grund kunne sluttes.

29. oktober 1916

Flytning med kort varsel

H.Stvbg. Beboerne i grænseegnene syd for grænsen har for ganske nylig fået at vide, at de må være forberedt på at flytte syd på med kort varsel. Det meddelte de tillidsmænd, som har været kaldt sammen for at modtage bl.a. denne meddelelse, at de godt måtte meddele den videre i deres hjemegn.
H.stvbg. Der er kommet rytteri til Østerlinnet.

s. 429

2 russere til Brørup

25. august 1916
Fredag den 5. august interneredes i Brørup 2 russere. 1) Jefim Bernikoff, bonde, og 2)  Andrej Zitgærne. Bonde. Den ene arbejdede hos gårdejer Johannes Sierrish i Dover i Lintrup sogn og den anden hos gårdejer Chr. Gammelgaard.

2 russere til Varde

Den 25. august 1916

I Thorstrup sogn nord for Varde blev en russer truffet den 25. august og interneredes dagen efter på Varde Sygehus. Det var menig af 267. infanterireg. Pjotr Trokofjeff Andrjejeff, bonde fra guv. Novgorod. Han så meget medtaget ud efter flugten.

Han fortæller, at han har været 5 uger undervejs fra landsbyen Witenza i Mecklenborg, hvor han var på arbejde.

I dec. 1914 blev han taget til fange ca. 50 km vest for Warschau, kom til lejren i Parchim og derefter ud på arbejde. Han bemægtigede sig et kort, der hang på væggen (?hvor) og en økse, og en nat slog han hul i væggen i den bygning, hvor han og 11 andre sov. Kun 4 foruden ham flygtede.

De havde skjult et sæt tøj og et par støvler i ”sengen”, og desuden medførte han to æsker tændstikker.

Da de var kommet ud, gik de hen til et hus i nærheden, hvor de vidste, der var brødbagen. Andrjejeff bandt et tørklæde om hånden, trykkede en rude ud, kravlede ind og bemægtigede sig 12 store brød. Nogle dage var alle 5 kammerater sammen, men de tre var ikke synderligt modige og turde f.eks. ikke nærme sig gårdene og drikke af mælken, der i spande henstod ved vejene for at hentes af mejerivognen, og det endte da også med, at de tre gik hver for sig eller vendte om.

Andrjejeff og hans kammerat fortsatte så alene to. De passerede Lybæk på afstand og nåede over Kielerkanalen og Ejderen sammen.

De passerede Kielerkanalen ad den store jernbanebro, idet de tog støvlerne af og lykkeligt kom forbi vagterne.

Over Ejderen kom de i en båd, som de fandt. Andrjejeff var vant til at ro, men kammeraten pjaskede så højt, hver gang han satte åren i vandet, at A. måtte ro alene.

Nord for Ejderen kom de to kammerater fra hinanden og Andrjejeff fortsatte flugten alene nordpå efter kortet. Da han kom i nærheden af Flensborg, tænkte han på at tage til Danmark i en båd, men han opgav det. En nat faldt han over noget pigtråd og forstuvede den ene fod. De næste 24 timer kunne han ikke røre sig.

Imidlertid måtte han jo afsted og gik så godt han kunne. Han var ikke klar over, hvor og hvornår han passerede grænsen, men han mener sidste gang at have set tyske soldater i nærheden af nogle moser. I mørket havde han en nat tabt sit kort, der havde været ham til så megen nytte. Han havde ventet at se danske soldater og tydelig afmærkning af grænsen. Imidlertid læste han i Tyskland på vejviserne og orienterede sig på denne måde. Han spurgte så en dag en ældre mand, om han var i Tyskland eller Danmark.

russiske_krigsfanger_s430
Pjotr Prokojeff Andrjejeff. Varde d. 26.aug 1916

[Her har tilsyneladende også været indsat et foto, som dog mangler. Der er ingen tekst ved billedet.]

s. 431

Svaret lød, at han befandt sig i Tyskland. Imidlertid smertede hans fod nu så stærkt, at nogen tid efter atter henvendte sig til en mand på landevejen, fortalte ham, at han var russisk krigsfange og spurgte, hvor han var. A. forstod ikke, hvad manden sagde, men denne gik hen til en butik og købte gode brød til ham, og han så da danske penge.

Alligevel følte han sig ikke sikker. Han nåede så et hus, hvor en tysktalende dame forklarede, at han var i Danmark. Han fik noget at spise og drikke, blev vasket og lagt til sengs, men sov ikke, da han stadig ikke var sikker på, at han var kommet ud af Tyskland.

Han var kommet til Thorsted ved Varde, og næste morgen blev han kørt til sygehuset i Varde, og så følte han sig endelig beroliget. 5 uger havde han været undervejs og havde i den tid levet væsentligst af kartofler, som han ristede – han havde jo tændstikkerne, som han omgikkes yderst varsomt med.

Østrigske skildvagter i lejren i Parchim havde udtalt, at de hadede tyskerne. Han og hans kammerater var ret godt underrettede om krigens forløb, takket været hemmelige breve i pakkerne fra Rusland. På den måde erfarede fangerne også, at enhver der flygtede hjem til Rusland, fik Georgskorset og indtil 500 rubler i belønning. I lang tid havde børn og civilister råbt efter fangerne ”Rusland kaput!” Det var dog nyligt blevet forbudt.

s. 432

2 russere til Brørup
26. aug. 1916
Lørdag den 26. august interneredes atter 2 russere i Brørup: 1) Fjodor Golowanko, 37 infanteriregiment og Fjodor Kamaro, 129. inf.reg., henholdsvis 27 og 23 år gl.

2 russere til Taps
25. aug. 1916
Fredag den 25. aug. 1916 interneredes i Taps 2 russere, der var flygtet fra Højrup: 1)Simion Moroff fra guv. Rjesan og Filip Bjeloff fra guv. Kasan.

2 russere til Taps
Den 26. aug. 1916
Lørdag den 26. aug. Interneredes i Taps 2 russere, der var flygtet fra Stubbom. 1) Wladimir Cusoeff fra guv. Orel og Ignatz Taschkinoff fra guv. Ufa.

12 russere til Taps
27. aug. 1916
Søndag den 27. aug. 1916 interneredes i Taps ikke færre end 3 hold russere. Sygeplejersken siger, at ”der var en jubel i karantænen om søndagen, hver gang der kom et nyt hold”.

Det første hold bestod af 3 muhamedanere, der var flygtet fra Moldrup: 1) Schagalische Scheimordanoff fra guv. Samara. 2) Mobirschau Chusmodinoff fra guv. Kasan og 3) Baigasch Baigitjelt fra guv. Ufa – alle tre tartarer.

Det andet hold bestod af 7 russere, der var flygtet fra             : 1) Ivan Starmonoff fra guv. Vldimir, 2) Jakoff Smjernoff fra guv. Ufa. 3) Gavril Scnijonoff fra guv. Vitelsk, 4) Stjefan Kosakoff, guv. Vladimir, 5) Vasilii Ribatin fra guv. Niji Novgorod, 6) Nasar Chrjenoff, guv. Smolensk, og 7) Stjefan Artjuchen, guv. Tamborsk – alle 7 bønder.

Det tredje hold bestod af 2 russere 1) Pjotr Lagusi fra guv. Minsk og Makar Novikoff fra guv. Moskva, flygtede i 5 døgn fra Sønderballe.

2. hold fortæller, at deres flugt var meget vanskelig, dels fordi deres klæder var taget fra dem og dels fordi de boede forskellige steder. De havde imidlertid aftalt, hvornår de skulle flygte og hvor længe og hvor, de skulle vente på hinanden. De slap alle heldigt ud fra deres soverum om natten og i slud og regn flygtede de over sumpe og pigtrådshegn. Da vi kom til Danmark, indbød en bonde os, og da han så, at vi var medtagne og svage gav han os en flaske cognac. Vi er kun ked af, at vi ikke kunne hans navn, da vi jo nu ikke er i stand til at bringe ham vor tak. Vi var alle meget, meget snavsede.

s. 433

2 russere til Ribe

28. aug. 1916

Mandag den 28. aug. Interneredes på Ribe Sygehus 2 russere: 1) Andrei Ilitsche Starmonoff, guv. Tomsk, 14. inf.reg. 2 bat., bonde og 2) Pjotr Timofjtsch Gmir, guv. Minsk, 103. reg., 4. bataljon, bonde.

De er flygtet fra gårdejer Mathias Hansen i Bovlund, hvor de havde arbejdet i et årstid og havde det godt. De roser deres husbond meget.

I september 1915 blev han indkaldt, sendt til fronten og kom i fransk fangenskab. Hans hustru har, fortæller de, flere gange været over grænsen til Danmark for at skrive til ham derfra. I vinter foretog de to russere flugtforsøg. De kom ud om aftenen ved 11-tiden og nåede omtrent til Toftlund, men da det på den tid var streng kulde, indså de, at de ikke kunne nå at komme over grænsen og vendte samme nat tilbage. Denne lille udflugt, som ingen opdagede, varede fra kl. 11 aften til kl. 5 morgen.

Denne sidste gang foregik flugten således:

En dansk arbejder havde vist dem et kort. Af dette havde de senere udskåret et ganske lille stykke, 4 cm langt og 2 cm højt (i egnen mellem Branderup og Danmark). Og den danske arbejder havde givet dem detaljerede oplysninger om vejen, de skulle følge.

Kl. 9 om aftenen plejede de og deres kammerater at spise til aften og kl. 10 blev de låst inde. Skildvagten spiste til aften også ved 9-tiden men i den anden bygning, 15 skridt borte.

Dette øjeblik benyttede de til at flygte og skyndte sig af sted over grøfter og mosedrag og standsede først kl. 5 om morgenen, da de valgte sig et sted i en havremark, hvor de lå skjult dagen over.

Næste nat gik de videre. Det regnede stærkt, men de fandt retningen, idet de passede på altid at have vinden fra samme side. Ved grænsen så de en vagthytte, men vagtposten så de ikke. I mørket faldt de over pigtråd; det hørte vagten og gik ud og så efter, han opdagede dem imidlertid ikke, og de slap over.

De var så godt orienterede, at de vidste, at vagterne ved grænsen om natten stod kun med 100 skridts afstand, og at de var i Danmark, da de så rød- og hvidstribede flagstænger. De kom spadserende ind gennem Ribes gader.

s. 435

De havde hver et i Tyskland købt ur. Sådan et måtte man have dér, forklarede de, fordi mange i Tyskland arbejdede, spiste og sov på klokkeslæt i modsætning til Rusland, hvor bønderne ikke behøver ure, da de arbejder, spiser og sover, når de finder det for godt.

Skamaroff [er tidligere kaldt Starmonoff ]kunne nogle danske ord som f.eks. god morgen, farvel, mellemmad, rug. –A. Skamoroff medbragte en ikon, der så ud som en gammeldags altertavle en miniature med 2 fløje, ca. 15 cm høj og lidt bredere. Den var af metal og prydet med helgenbilleder. De fortalte, at i de russiske baiden [bonde?]huse findes sådanne store ikoner næsten som store malerier.

I øvrigt sagde de, at de russiske bønder endnu er meget lidt oplyste og derfor nødig ville til byerne. I Rusland deles jorden mellem bøndernes sønner, hver få lige meget, og deraf kom det, at så mange af dem var fattige.

Om høsten i år, 1916, udtalte de, at den tegnede jævnt godt, men frugt var der intet af.

Syd for grænsen

27. oktober 1916
Søren Ratzen fra Rangstrup meddeler, at der er bygget skyttegrave norden om Nedre Jerstal, sønden om Bevtoft tilbage til sønden om Hyrup og derfra norden om Toftlund. Der ligger i egnen ved Nedre Jersdal og andre steder en mængde tropper. I Toftlund er det en ynk at se , hvorledes soldaterne løber omkring i husene for at redde lidt mad at stille sulten med. –

1. nov. 1916
I dag har to tyske officerer, hvoraf den ene er en artilleriofficer, været beskæftiget med at opmåle broen over kanalen, der er tysk, og at tage broen over åen (der er dansk) i øjesyn. Man mener på tysk side, at der skal en stærkere bro over kanalen, da [så?] den minerede bro atter kan bære artilleri.

2 flyvere sås i aftes ved …. tiden syd for mergellejet ved Klaaby, hvor de kredsede i nogle minutter for derefter at forsvinde i sydlig retning. De havde lanterner på og samtidig sås stærke lyskastere i syd og øst.

Over grænsen

5. nov. 1916

Søndag morgen kom 3 brødre Schmidt fra Fol over. Anders Schmidt, 28 år, indkaldtes 17/11 14, lå 14 dage i garnison i Slesvig, var derefter i Lockstedt-lejren i 6 uger og senere i Segeberg i 13 måneder; herfra blev han sendt hjem på frihedspas, for at passe gårdens drift. Nu ventede han at blive indkaldt.

Broderen  Anton Schmidt, 21 år (?) indkaldtes 20/1 16 som artillerist i Itzeho (feltartillerist) men blev 24/3 16 sendt hjem som uduelig på grund af en benskade. Nu var han imidlertid blevet indkaldt til at møde i Flensborg tirsdag den 7. nov. d. å.

Skove og plantager ryddes

Den 5. nov. 1916

Begge meddelte, at forholdene [?]var sløje. Hans Jørgensen, p.t. Ribe, som var med dem, oplyste, at både Bevtoft Plantage og Linnet skov er ryddet.

Forholdet mellem bayrere og prøjsere er til tider meget spændt, og der har været tilfælde, hvor bayrerne endog har ”behandlet” prøjserne med håndgranater, således at der af overkommandoen blev givet ordre til at udtage hver 10. mand af det pågældende regiment; de skulle til straf skydes. Meddeleren heraf tilføjer, at det gik dog ikke så vidt, da kongen af Bayern truede med at trække sine tropper hjem (?).

Grænsebroerne

Om eftermiddagen blev broen ved ”Frihed” lige syd for Skibelund Krat inspiceret af tyske officerer. På den tyske del af broen, hvor dækket er fjernet, blev der langt planker, og officererne gik da over på den danske del af broen for derfra at se på den tyske del og undersøge den nærmere.

Syd for grænsen

Batterier i Rugbjerg Plantage

Linnet Skov fældes

En mand. C., der er gået over i nat, meddeler, at der i Rugbjerg Plantage s.ø. for Rangstrup er indbygget batterier på 75 m.m. kanoner, der findes også sværere kalibre samt barakker til ophold for mandskabet.

Linnet Skov, ca. 6 km v. for Toftlund, fældes. Skoven består af mange gamle bøgetræer og er statsejendom. Den er ca. 3 km i N-S og 2 km i Ø. – V.

s .438

1 Russer til Århus 28. aug. 1916

Den 27. eller 28. aug. 1916 blev der på Mølleengen ved Århus truffet en russer, som blev interneret på Marselisborg Sygehus. Han hed Ljevantin Filipoff og var fra guv. Petrograd, 39 år gl. og analfabet. Han var taget til fange ved Warschau og havde været et årstid i fangenskab og var nu meget medtaget af flugten. Undervejs stødte han og en kammerat på en tysk vagtpost og kom fra hinanden uden at han ved, om kammeraten er levende eller død. Siden han skiltes fra kammeraten, havde han flygtet i 7 døgn. (Nærmere af bladene).

1 russer til Brørup
31. aug. 1916

Den 31. aug. 1916 interneredes i Brørup 1 russer Fjodor Gavriloff, korporal i 226. reg. 10. komp. Bonde fra guv. Woronesch.

Af hans beretning anføres her nogle enkeltheder: jeg blev taget til fange 26. januar 1915 ved de masuriske sumpe, hvor vi kom i den mest fortvivlede stilling. Jeg havde 15 mand under mig, af hvilke de 8 blev ukampdygtige og de 7 andre havde ikke en patron tilbage; vi var nødt til at overgive os.-

I 7 måneder opholdt jeg mig i forskellige lejre, i hvilken tid jeg fra ”kulturfolket”s side var vidne til mange forhånelser mod os russere – jeg måtte, om det end pinte mig helt ind i sjælen, finde mig deri.

Så blev en del af os valgt ud til at arbejde i provinsen Slesvig, i landsbyerne i Husumkredsen. Jeg arbejdede fra 30. august 1915 til den 21. aug. 1916, da jeg fik en pakke fra Rusland.

Så flygtede jeg sammen med en kammerat, og i begyndelsen gik alt godt, men i Døstrup begyndte de at skyde på [os], og da vi flygtede stødte jeg min fod og måtte blive liggende i mit skjul, medens min kammerat gik videre.

I 3 døgn gik jeg således alene uden at få andet at spise end roer. Den 30. august om aftenen kom jeg til grænsen, hvor jeg måtte svømme over to vandløb, som jeg godt kendte fra kortet, som jeg havde studeret meget nøje. Da jeg var kommet over grænsen, gik jeg lige ind i det første hus, hvor de tog godt imod mig.

”For alt dette ved jeg ikke, hvorledes jeg skal takke det gæstfrie danske folk.”

Syd for grænsen
R.K.
Meddelelsen om, at der er givet varsel om at det muligt kan blive nødvendigt med meget kort varsel at rømme distriktet nord for Knivsbjerg – Hovslund. Linjen stadfæster sig, og man ved, at der på landrådskontoret i Haderslev i Haderslev ligger fortegnelse på over 2000 bosiddende familier, som i så tilfælde skal føres til Mecklenborg. Denne gang er det dog ikke Esbjerg der spøger, men en landgang i Århus, som man nok mener at møde så langt nordpå, som tiden tillader.

Stillingen udbedres med stor iver. Arbejdes ledes af pionerer, men arbejderne er mest militære straffefanger, som gør et yderst elendigt indtryk.

Der er fra Hovslund station anlagt normalt spor mod øst og vest til standpladser for 38 ctm. skyts. Fagmænd siger, at der er mellem 50 og 60 stkr. Svært skyts, alle marineskyts og betjeningen er udelukkende marinere. Den øvrige del af linjen har en smalsporet feltbane, som transporterer mængder af tømmer. Flere vognladninger af jernplader med skarpe spidser i vinkel, øjensynlig palisadespidser henstod i Rødekro og Hovslund stationer. Man siger, at der ligger 200.000 mand nord for Kielerkanalen, hvoraf 70.000 nærmest nævnte linje.

H.P. har været meget bekymret for den nærmeste fremtid.

Flådestaben havde forelagt udformede planer for en meget stærkt udvidet undervandskrig , og der var sikkert flertal i udvalget for at gennemføre den; men der var for en ca 8 dage siden noget lysere udsigter, idet den fremrykkende årstid havde skabt nogen betænkelighed og der var mulighed for en udsættelse til tidlig i foråret 1917.

s. 440

12. november 1916
NB
R.H. Henimod slutningen af den tyske rigsdags slutning den     november så stillingen i det hele tilsyneladende lysere ud, idet overkommandoen på grund af den fremrykkede årstid mente at burde henstille, at den udvidede ubådskrig, for hvilken planen tidligere er forelagt udvalget, udsættes indtil tidlig på foråret.

Da rigsdagen sluttede, havde situationen imidlertid forandret sig, muligvis på grund af standsning af fremgangen i Rumænien.

Allerede på et tidligere tidspunkt har kejseren og rigskansleren opgivet ævret og henvendt sig til feltmarskal Hindenburg om at overtage ledelsen over alle fronter. Hindenburg er gået ind herpå under den udtrykkelige betingelse, at man befæstede både mod Danmark og mod Holland.

H.P. mener, at det vil være afhængig af centralmagternes held i Rumænien, om krigen udvides går det centralmagterne så meget imod, at det bærer henimod et sammenbrud, vil Hindenburgs plan gå ud på at få krig også med alle neutrale stater, altså med Danmark, Holland, Spanien, Amerika, Schweitz, Norge og Sverige – en desparationskrig således, at skal vi til bunds så skal så mange som muligt med. H.P. tilføjede, at han var bekymret for de mange i Jylland værende desertørers skæbne.

s. 442
13. nov. 1916

Befæstningslinjen Syd for Grænsen

Gårdbestyrer Søren Anton Hansen, der i 2 år har bestyret en gård i Rugbjerg, kom med pas tilbage hertil i går morges og beretter følgende:
Ca. 3 km syd for Hoptrup, vest for landevejen, ligger en gård ved navn ”Hovgaaard”; den ligger ca 150 meter fra landevejen, og imellem gården og landevejen er anbragt 4 stkr. 15 ctm kanoner.

Fra det sted, hvor vejen fra Skovby skiller og går eftyer Vedsted og Vejbøl, er der en sandbakke, bevokset med lyng og gyvel. Der er der anbragt 4 stkr. 9 cm kanoner.

Vest for vejen efter Vejbøl ligger en ejendom ca. 30 meter syd for denne er anbragt 1 stk. 9 ctm kanon.

Syd for ”Pothøj”, der ligger syd for ”Lille Vejbøl” er en batteristilling med 5 stkr. 9 ctm kanoner, men da de ligger langt fra vejen, kan jeg ikke nærmere betegne deres beliggenhed.

Nord og vest for Obkær ligger en mose, og ca. 2 km øst for Obkær er en lavning i terrænnet i retning efter Immervad; ca. 10 meter fra det sted, hvor lavningen går fra mosen, er anbragt den første kanon i et batteri på 5 stkr. 9 ctm kanoner. Mellem 1. og 2. kanon er der ca. 15 meter; mellem 2. og 3. ca 20 meter; mellem 3. og 4. ca 30 meter, og den 5. kanon ligger 30-40 meter længere ø.s.ø derfor i det nordvestlige hjørne af en gård.

s. 443

Alle de angivne steder er kanonerne nedgravet 1 m 80 ctm og står på cementbeton og tildækket af grene og løv så at de vanskeligt ses. Alle kanonerne er malet grågrønne.

Skyttegravslinjen går lidt syd for Hoptrup – tæt syd om Lille Vejbøl – ca 1½ km syd om Over Jerstal – igennem Neder Jerstal – ca 1½ km syd om Bevtoft og derfra er den i vestlig retning.

Foran skyttegravene er der en pigtrådsforhindring ca 1 meter høj og 6-7 meter bred og som pæle benyttes spidse jernpæle, hvor de fleste er ca 1 meter højt over jordoverfalden, andre kun ½ m høje – alle støbt i cement. Mange steder er der dobbelt pigtrådsforhindring, og der er da indtil 90 meter mellem dem.

Der er 2 rækker skyttegrave, der på hver 50 meter er forbundet med løbegrav. Både skyttegrave og løbegrave er i færdig stand 1 m 8 ctm dybe og går alle i zig-zag.

Fra Vedsted til Hoptrup er der et vandløb, som løber forbi en vandmølle ”Østergaard Mølle”, og ved denne mølle laves der en dæmning, så at man kan [sætte?] vandet helt op til Vedsted. (dette har jeg hørt en feldwebel løjtnant og en feldwebel tale om; selv har jeg ikke set det.)

Lige tæt ind mod Obkær Gårde er der bygget 2 barakker, hver 90 meter lang, og et stort feltkøkken. Barakkerne ligger i retning S – N.; køkkenet ligger ved nordenden, og syd for barakerne ligger en slags skur i retningen Ø – V. , lavet af jernplader, der danner en lang overdækket gang, som om halve rør var stillet i forlængelse af hverandre indtil en samlet længde af 15-20 meter.

sikringsstilling_nord_s444

Disse barakker er formentlig til marineartillerister; jeg så i al fald ingen andre soldater der.

Endvidere har jeg set, at man har påbegyndt bygning af lignende barakker i Damgaard ved Hovslund station og i nærheden af Galsted st.

Fra Hovslund station kører bønderne hver dag med 25-30 spand heste og kan langt fra følge med. På stationspladsen er opstablet pæle, pigtråd og meget for mig ukendt krigsmateriel, samt bygget barak til opbevaring af cement. Jeg antager,at det samme er tilfældet for Over Jerstal og Galsted st.

Der bygget en bane, der skal forbinde småbanerne Åbenrå – Løgumkloster med Haderslev – Over Jerstal; den går fra Åbenrå – Løgumklosterbanen ca. 1 km. S.Ø. for Hovslund, godt en 100 m. Ø. for Immervad og støder til Haderslev-Over Jerstal banen ved Vedsted. Til arbejdets udførelse bruges armeringssoldater og straffesoldater; de får alt for lidt at spise. En feldwebelløjtnant havde skudt to ræve og to grævlinge som armeringssoldaterne spiste med begærlighed. Og en dag da en bonde kørte til Hovslund St. med kartofler, kørte han ind mellem en afdeling straffesoldater, der hver tog en håndfuld kartofler og spiste dem, som havde det været æbler.

s. 446

3 russere til Assens

2. september 1916

Korporal Ivan Nikiforoff Gorschkoff af 331. inf.reg. guv. Orenburg; 2) menig Maksim Ivanoff Schevtschenko af 16. jægerreg. Guv. Cherson, og 3) underkorporal Ivan Jukovljevitsch Fisjenkoff af 16. jægerreg. Guv. Kursk.

Korporal Ivan Gorschkoff fortæller:

Vi blev taget til fange i Karpatherne i østrigsk Galazien på den østrigske front i oktober 1914. Indtil den 14. juni 1915 var vi i østrigsk fangenskab i lejren i Miliwitz (?), hvor vi ikke havde det videre godt. Hver dag blev vi barberede og sultne drevet ud på arbejde. Når det regnede og sneede og nogle – sultne og barberede som de var – ikke ville gå på arbejde, blev de hængt op på en pæl i 2 timer.

Vi sov i barakker på halm og var 600 i hver barak, hvis gulv ikke var brolagt, men meget snavset. Vi fik også dårlig kost, til tider stinkende fisk, kort sagt, vi levede dårligt. En fangen soldat kan vel ikke vente sig meget, især vi russere, hvem tyskerne betragter som ukultiverede og udannede, og det er vel til dels også¨sandt; men vi er jo dog også mennesker, der tror på Jesus Kristus. Alligevel – tyskerne syntes at regne os nærmere for dyr.

Den 14. juni 1915 kom vi til lejren Parchim i Mecklenborg, hvor vi fik det endnu dårligere. Vi fik en rædsom dårlig kost og man jagede os til tider i trav hen over lejrpladsen, hidsede hunde på os og slog os med stokke for rene bagateller.

s.447

Heldigvis varede disse lidelser ikke længe. Den 30. juli 1915 blev vi udtaget til arbejde på øen Als. Der havde vi det bedre end i lejren, fik god kost – alle var dog ikke lige heldige -, men der var dog kun få onde bønder. Vi blev behandlet samvittigshedfuldt af bønderne, men øvrigheden forbød civile at tale med os.

Nu har bønderne på Als det også dårligt og får kun små portioner brød og kød.

Natten til den 2. sept. 1916 kl. 1 i hast vi jernstængerne for vinduerne i stykker og flygtede, fandt en lille fiskerbåd, som vi slæbte fra stranden ud i havet – vi måtte slæbe den et par kilometer – og kl. 4 stak vi til søs. Kl. 9 morgen nåede vi det kære Danmarks frie kyst, som vi længe havde længtes efter.

s. 448- 452

Brev
Delvist optaget i Ribe Stift Tidende 30. nov. 1916
                    

                                                                                              Fangjang Priok, d. 18-6-16

Kære onkel og tante etc!

Nu lige kom der en norsk damper ind her i havnen og af glæde over at se flaget, det var jo som det bragte en hilsen hjemmefra, roede et par mand herfra derover og de havde fire raske gutter fra nordmanden med herover. Jeg har nu talt noget med dem, de sejler herfra og hjemefter om 8 dage og kan vel være der hen i august. De har lovet at tage brevet med til Norge, så jeg vil skynde mig at skrive, da jeg i morgen skal på rekreationsrejse ind i bjergene i 14 dage. Da de tager brevet med til Norge, må det jo undgå censur, etc. Jeg kan jo så nok skrive lidt mere end vi må, men I må så ikke sende brevet hjem eller skrive for meget derom. Jeg har tit skrevet til Eder og håber, I har fået en del deraf og da I har fået adr. til hr. Bendixen håber jeg snart at høre fra Eder.

Søndag den 9. januar gik vi jo fra Wilhelmshafen op langs Jylland vestkyst ind mellem Island og Færøerne, her brød vi først den engelske blokade, ikke med magt men ved list, og dertil hjalp jo svært det forfærdelige vejr vi havde helt til vi kom ud for Nordafrika, hvor det blev roligere. Det var nu også forfærdeligt vejr, skønt de fleste er søfolk, syntes de ikke, de havde oplevet noget så slemt, men det er måske blevet vor redning, vi blev slet ikke tiltalt af engelske krigsskibe og vi måtte ikke overgive os, så havde vi selv sprængt det i luften. Kommandobro og redningsbåde blev slået itu af søerne og meget andet. Jeg har været både matros, koksmat, maskinpasser og stuart, og jeg har døjet meget ondt, men det vil jeg ikke tænke på nu jeg har det så godt.

Vi havde kanoner, alumition [ammunition?] og levnedsmidler til kolonien DOA [Tysk Østafrika, Deutsch Ost Afrika, RR] , og det var nok på høje tid vi kom, der sagdes, de havde kun 80 patroner tilbage ved fronten, og de skylder os da også for, at vi har reddet kolonien. Skibet er damper ”Marie af Stettin”, men vi har haft mange andre mærker, snart har vi været krigsskib med kanoner og båret uniform, snart civil, det er næsten det værste.

Vi sejlede om sydspidsen af Afrika og den 17. marts brød vi den engelske blokade på østkysten

Og vi havde held med os to timer før havde der ligget en stor engelsk krydser, hvor vi gik igennem, den var gået nordpå, det var da også først bestemmelsen, at vi ville til en havn længere nordpå, havde vi gjort det var vi løbet lige i armene på krydseren, der var gået ind der.
Vi gik nu ind i Sondi-bugt og fik os så godt dækkede bag urskovene, at englænderne først opdagede os den 11. april 1916, men da havde vi hele ladningen ud og havde sat skibet på grund og var ved at gøre i stand til afrejse, men da mødte englænderne med 3 krigsskibe, og nu kan det nok være det haglede med granater; de afgav over 1000 skud, og vi fik over 100 træffere, så skibet var slemt gennemhullet, og granatstumper og dele af skibet fløj os om ørerne, og da kapt[ajnen] indså, at vi ikke kunne udrette mere, kommanderede han ”redde sig i land, hvem der kan”. Vi sprang så over bord og hjalp hinanden i land. Bådene var skudt i stykker, dels brændt og der var også ild i skibet.

Jeg var sammen med to andre; vi arbejdede os igennem urskoven, så godt det lod sig gøre; men det hele var så sammenfiltret, at vi næsten ikke kunne komme frem. Her var vi heller ikke helt sikre, da de også skød derind, men kl. 11 havde vi alle fundet hinanden, og da hørte bombardementet op, det begyndte kl. 7, og vi var alle uskadte; kun en neger var dræbt og 1. maskinm[ester] traf en granatstump på et stort pengestykke som det skamferede slemt.

Vi blev også beskudt af tyskerne da vi sejlede ind, de troede det var en forklædt englænder; men de gjorde os ingen skade.
Vi blev så overvist til kolonitropperne men arbejdede på skibet, først om natten, senere næsten både nat og dag. Skibet så forfærdeligt ud. Ilden var gået ud og havde ikke skadet stort, men hele plader var revnede og hejsemaskiner etc. i hundrede stykker, men selve maskinen var uskadt og hullerne under vandet fik vi tættet, så vi kunne holde os flot ved pumperne og natten mellem lørdag og påskedag gik vi ud på vej hertil, hvor vi vil reparere. Vi gik lige forbi engelske krydsere, og der har været mange spændende øjeblikke, men på en vidunderlig måde er vi sluppet godt fra det.

Vi er en gang mere blevet bombarderet, men jeg skal jo også have lidt at fortælle når, som vi håber, jeg kommer hjem. Den 14. maj kom vi hertil og er jo nu i den sikre havn, hvor vi håber at blive til krigen får ende, der er nemlig hver dag eng. krigsskibe og ser efter, om vi er her endnu.

Vi bliver kaldt ”Den flyvende Hollænder”, da de synes, det er umuligt vi kunne nå hertil, et par timer før vi passerede Sunda-Strædet var en hollandsk damper der anholdt af engelske, imedens vi slap godt igennem. Alle beundrede os og tyskerne her gør stor stads af os.

Jeg har det meget godt.

Skriv nu snart og vær hjertelig hilset alle sammen fra Eders Nis Jacobsen.

Brevet, der er adresseret til direktør I.C. Jakobsen, Århus, er ankommet til Bergen og afsendt derfra den 28. sept. 1916.

Nis Jacobsens adresse på Java er:
Hr. A. Bendixen, Matraman 20
Meester Cornelis
Batavia, Java
Ned. Ost. India

En mængde soldater, navnlig armeringssoldater lider meget under manglen af fødemidler og løber omkring og beder om kost.
Onsdag den 6. ds. Menes to kriminalbetjente at have været i Ribe – i hvilken hensigt vides ikke.

Amtsforstander Erichsen i Skærbæk får en mængde penge ind, der skal gå til Røde Kors; han indkasserer en stor mængde ved at skrive ansøgninger for folk.

Fru Lauridsen i Brøns ikke blot smugler varer ud, men hun rejser også til Ribe for at snuse adresser op for flygtninge.

s. 453
Løst ark indsat i lommebogen:

Engelsk torpedojager ud for Horns Rev 13. og 14. dec.

Der meldes 16. dec. Til mig privat, at der den 13. december passerede 5 engelske torpedojagere Horns Rev for sydgående, og den 14. december passerede ligeledes (5?).

Syd for grænsen 10. december 1916

P. Sk. K. Nogle af de hjemløse, særlig dem, der ligger i Rendsborg by har underskrevet den erklæring, hvortil de blev truet, er sendt til fronten. – De, der ikke har underskrevet erklæringen, venter at komme hjem.

Da nogle af dem, der ikke havde underskrevet erklæringen, udbad sig orlov, forlangtes det af dem, at de skulle underskrive erklæringen; nogle af dem gjorde det for at komme hjem på orlov.
En stor skibskanon er anbragt i Medolden skov syd for Skærbæk. Ved selve Skærbæk er der ingen skyttegrave, men der er sat pæle til pigtrådshegn. For at komme uden for byen ad landevejen kræves en af militærmyndighederne udstedt tilladelse; derimod kan man komme med toget nu; der er iagttagelse af de sædvanlige pasbestemmelser.

s. 453

Følgende er noteret under det løse ark, der er indsat i lommebogen på side 453:

27. december 1916

Fra nordslesvigske grænsedistrikter

En rig mand, der kunne risikere at skulle møde til session nu i januar måned (Haderslev 4. januar) mente man, men der var endnu intet bekendtgjort derom heller ikke ved opslag) kom over grænsen den 25. dec.

Han meddeler, at der i Branderup (s.f. Toftlund) lå 4. komp. Af Ersatz Landsturms infanteri bataljon, I Breslau, og at bataljonstaben ligger i Døstrup.

Ved Toftlund kirke bygges store barakker, ligeså i selve Toftlund. En af barakkerne var ganske fyldt af sække med cement, antagelig omkring et par tusind sække.

Ved Gasse og Hønning ved Svinhøj n.f. Hønning er anbragt skibskanoner. –  Ved Spandet skole er opstillet en kanon.
Baner bygges fra Skærbæk – Ø. Gasse – Arrild – Branderup, der dog endnu er afstukket, og fra Branderup til Øster Terp, hvor banedæmningen er lagt, medens der endnu ikke er lagt skinner. – Der skal også bygges bane fra Toftlund til Allerup, og en bane fra Østergaard men hvortil vidste meddeleren ikke.
I Toftlund ligger jernbanemilitær.

Banerne bygges af fæstningsfanger (soldater), der får en meget hård behandling og en slet forplejning. -De er under kontrol af [militær?]
I Branderup havde købmanden intet at handle med ud over lidt byggryn, majsmel, cigarer, tobak og krydderier; alle de varer, der kommer ind under fødemidler, forhandles fra kredsfordelingsstedet i Haderslev.

I Branderup lå artillerister, der tidligere havde været kavalerister, men nu havde fået artilleristuddannelse.

Der er lagt felttelefon overalt, langs med grøfter og over markerne. De er lagt løst ned.

Hunde og katte slagtes.
I Arrild slagtede armeringssoldater både hunde og katte og spiste [dem?], og på vagten i Branderup blev der slagtet en hund og kødet saltet og sendt bort (hjem).

Hungersnøden i Tyskland

En søn af professor Keller i Brejning er gift og bosat i Dresden og har meddelt, at hans to småbørn er blevet syge af mangel på ernæring – og at sygdommen er gået over til sindssyge (meddelt af biskop Koch).

s. 455

7. december 1916
Da konen ville over grænsen for at besøge manden.
En syd for grænsen boende kone ville den 7. dec. om aftenen søge at slippe over grænsen ved Gjelsbro for at besøge sin mand, der i eftersommeren under en orlov fra fronten efter opholdet i hjemmet foretrak at gå over den danske grænse. Hun kom til Årupgård, hvor der samtidigt var en dansk mand, der også skulle hjælpes over. Manden kom let gennem åen, men konen skulle ikke gerne blive våd, hvorfor man forsøgte at få hende over tæt ved vagtposten, som står ved grænseskellet ved landevejen. Han var også villig til ikke at se til den anden side, men man havde ikke regnet med, at der på broen over Gjelså også stod en post, og han var mindre tilbøjelig. Han fratog konen hendes ausweiss og nægtede at lade hende passere. Konen gik så ned i kroen og klagede sin nød. Nå – åh, mente en pige dér, det får vi nok ordnet og begav sig ud på broen til vagtposten og gav sig i snak med ham, fik konens pas fra ham og fik senere givet hende det. Flirten med vagtposten fortsætter, og det lykkedes at få ham, som troede, at konen var gået tilbage, med ind i køreporten, hvor den mod broen vendende port var lukket, så at passagen skjultes. Konen, som imidlertid stod parat til at passe det gunstige øjeblik, begav sig nu over den ubevogtede bro og videre ad vejen over grænsen til Danmark, hvorfra hun vendte tilbage nogle dage senere, da en mere venligsindet vagtpost ikke opdagede hendes passage.

Bilag tilhørende bind II

krigsfangelejr_ved_gaboel_bii_bilag
Krigsfangelejr ved Gabøl
[Her er indsat en korttegning, formentlig over en fangelejr, idet der er indtegnet barakker og wc. Der er tilsyneladende skrevet forklaring på russisk (?) og på dansk, hvad det forestiller. Det fremgår desuden af tegningen, at lejren er beliggende i nærheden af vejen til Gabøl.] [Her er indsat et brev som er underskrevet af Willemoës]

Hr. dep. Vedel
Da der allerede nu er sket indkaldelse af hjemløse i Tønderkreds og lignende ventes i Haderslev, er der fra flere sider sket henvendelse til mig gennem mundtlig bud om             at      oplyst, hvem af andragerne der kan vente at få hurtig dansk indfødsret. Samtidig vil jeg gerne have meddelt, hvorvidt der er indgået andragender fra ra…bestyrer Jørgen Møller i Skærbæk? Der næres nemlig vegne – i dette tilfælde dog ????? ikke ligesindet – ???? om, at alle andragender alle er nået

Her er indsat et foto af en ikke navngivet mand.

bind_ii_bilag_unavngiven_mand
Unavngiven mand

Her er indsat et brev fra Willemoës til lederen af krigsfangelejren.
Für den leiter des Krigsgefangenlager in ……. [prikker – ikke udfyldt] Als es mir berichtet worden ist, dass der Behandlung der Kriegsgefangenen im Lager in Streit mit den Bestimmungen ist, welche von der deutschen obersten Leitung festgesetzt sind, nicht allein was den Bestandteilen der Lebensmittel und die grösse der Rationen betrifft, sondern auch mit Bezug auf die hygiejnischen Verhältnisse und die Strafe, welche gegen den Kriegsgefangenen, die sie versündet haben, gebraucht werden, hinstelle ich den Herrn Kommandanten Sorge dafür zutragen, dass die betreffenden Verhältnisse eine bedeutende Besserung erleiden, sonst sehe ich mich dazu gezwungen den Klagen die ich erhalten habe, zu veröffentlichen.
Ich denke, dass Sie verstehen, dass dies einsbechenten [?] mit Repressalien von den Allierten gegen deutschen Kriegsgefangenen sein möchte.

Ribe (Dänemark) …..
C. Willemöes
Redakteur

Må afskrives nøjagtigt

An Herrn Kommandanten für das Kriegsgefangenenlager in …….
Als ich erfahren habe, dass trotz der von hier aus gemachten Hinstellung wegen eine bessere Verpflegung von den Kriegsgefangenen im Lager noch viel Elend zwischen  ihnen in Folge schlechter und ungenügender Ernährung herscht, mache ich Ihnen darauf aufmerksam, dass Aufmerksamkeit der Alliierten auf diesem Lager gerichtet sein werden, falss ich nicht die Mittheilung erhalte, dass eine Besserung in den Verhältnischen der Kriegsgefangenen sofort eingetroffen ist, sowohl im Bezug auf die Lebensmittel als die barbarischen Strafmittel Sie verwenden, zwischen welchen den brutalen Festsorren am Strafpfahle. Sie verstehen wahrscheinlich, dass Sie den deutschen Kriegsgefangenen im Lager der Allierten für Repressalien aussitzen, wenn Sie nicht den Kriegsgefangenen im Ihrem Lager einen viel mehr humane behandlung geben.

Ribe…………
C. Willemöes
Redacteur

Fredag den 30. oktober 1915 ankom til Ribe en soldat ”Handelsmand” Camille Roessler fra Strassburg. Han var gået over grænsen mod øst i en påklædning, der var halvt civil, halvt uniform. Det civile tøj havde han fået hos sønderjyder. Han ville til det franske konsulat i Esbjerg, gik gennem Ribe sydpå og fik sig en ordentlig forskrækkelse, da man oplyste ham om, at han ville være kommet tilbage til Tyskland, dersom han havde fortsat sin vej. Han kom til Ribe ved 3-tiden om morgenen, havde ca. 100 mark hos sig, blev vist hen på jernbanestationen af en politibetjent, og kl. 4:40 morgen kørte han til Esbjerg for at henvende sig til ”Det franske Konsulat”. Således var den ”officielle forklaring”. Han kom imidlertid til købmd. Wulff Petersen i Jerne, hvis adresse han havde med fra Sønderjylland fra fru W.P’s slægt dernede. Hos WP kom han samme morgen og blev der indtil april 1916, da han – som i virkeligheden var udlært possementmager – fik arbejde hos sadelmager Hansen, Esbjerg, her var han en måneds tid og fik så arbejde i København indtil han kom til Tølløse. Og så kender pastor Hammer resten bedre end jeg, da Camille R. blev gift med en ung pige hos pastor Hammer.
Camille Roessler var som Elsass-Lothringer tysk soldat, men fransk i sind og skind. Han deltog i felttoget i Belgien og kom derefter på rekreation i Sønderjylland, hvor han blev hjulpet til at slippe herop.

16. september 1916
2 russere i Ribe
Den 16. september 1916 interneredes i Ribe 2 russiske krigsfanger: 1) Filip Goljeff, bonde fra guverm. Charkov, 2det russiske jægerregiment; og 2) Stepan Saviz, mejerist fra guv. Tomsk. De var begge beskæftigede med digearbejde ca. 15 km fra Garding (landsby Sankt Peter nær Husum). Der sov 15 russere i den samme bygning, men kun Goljeff og Saviz ville flygte. En tysk skildvagt, en polsk, havde ganske vist talt om, at han ville med, men det blev ikke til alvor. De fik låsen på døren brudt op og flygtede om natten. I 15 døgn vandrede de, inden de nåede hertil, og levede af roer og æbler, som de plukkede i haverne. Om dagen skjulte de sig omhyggeligt og er aldrig blevet opdaget af nogen. Svømme kunne de begge, og de må 4 gange under deres flugt svømme over tre åer og vade adskillige gange. Uden at være i besiddelse af kort eller kompas fulgte de retningen af chausseen og jernbanen langs Sønderjyllands vestkyst, men gik selvfølgelig altid ind over markerne. På vejen passerede de tæt forbi luftskibshallerne ved Tønder, hvor de så en vagt. De kom uantastede til grænsen og over denne, mens skildvagten stod i sit hus i ly for regnen.
På spørgsmålet, hvorledes de kunne vide, at de bestandig gik mod nord, svarede russerne, at de gik efter stjernerne; når himlen var overtrukken eller det regnede, følte de på træstolper eller træstammer, idet de påstår, at enhver russer ved, at træ er blødere på nordsiden og hårdere på nordsiden. De vidste desuden også, at mos kun vokser på sydsiden af diger og gærder.
Filip Goljeff har tidligere arbejdet i egnen ved Tønning. Derfra flygtede han sammen med en anden kammerat i juni måned og nåede i løbet af 16 dage helt op til grænsen, hvor de imidlertid blev pågrebet og anbragt i en bygning op ad den, hvorfra de kunne se Ribe Domkirke. De førtes så til en lejr mellem Flensborg og Tinglev, så vidt kan forstås en lejr i nærheden af Tinglev, hvor de måtte udstå 14 dages mørk arrest og 1½ måned i almindelig arrest. Alle fanger i den pågældende lejr er for pågrebne flygtninge. I det rum, hvor Goljeff var anbragt i mørk arrest, var der foruden ham 64 andre! Han fortalte, at der hver dag førtes nye pågrebne flygtninge til lejren, og han antog, at der i alt var ca. 1000, deriblandt også ca. 12 franskmænd og lige så mange englændere. Goljeff fik i lejren et nummer, der var højere end 2000. Da han slap ud af lejren, erfarede han, at han kunne regne ud, at der blev pågrebet ca. 600 pr. måned! Franskmændene og englænderne sidder ikke i mørk arrest, men får i stedet for hver dag et par timers pælestraf. Når russerne ikke straffes med pælen, skyldes det formentlig, at russiske søstre under besøg i fangelejre har udvirket, at denne straf ikke øves overfor russiske fanger. Derimod, således hævder Goljeff, anvendes den stadig i denne straffelejr på engelske og franske fanger.
Heller ikke ved sit første flugtforsøg havde Goljeff noget kort, men ved samtaler med fanger, som efter udstået straf var vendt tilbage til opholdslejren, fik han ret gode oplysninger; men navnlig var opholdet i straffelejren belærende. De pågrebne flygtninge spurgte her andre grundigt ud. Meget ofte – oplyser Goljeff – er fangerne blevet pågrebet, fordi de for tidligt spurgte, om de var nået ind i Danmark.

Her er en beretning og en tegning fra en desertering over grænsen!

Notat dateret 18/8 1916:

Søndag den 6. august [1916] går to slesvigske værnepligtige over grænsen ved Kalvslund. De stod begge umiddelbart foran indkaldelse.

De begav sig om aftenen fra Hjartvad op mod det vest derfor liggende krat.

[tegning – se nedenfor]

desertoerberetning_bilag_bind_ii

Medførende? 1 flaske Akvavit og glas; de skænkede et par dramme på de poster, de passerede, gjorde et længere ophold hos posten i grænseskellet og gav ham flaskens restindhold. Den danske akvavit smagte samme grænsepost så godt, at han på forslag fra slesvigerne tillod dem at gå over grænsen for i Kalvslund Kro at hente en ny flaske akvavit. De gik vel over grænsen, men glemte at komme igen.

Den næste eftermiddag sås de to overløbere liggende i grænsehegnet nord for vejen, der fører forbi det tyske toldsted, ivrigt parlamenterende med den stående tyske post for at opnå hans hjælp til at få deres ejendele praktiseret over den danske grænse.

Brev
Hømlund, 2. dec. 1916
Andreas Andresen fra Løjtkirkeby der den 23. maj 1916 forsøgte at undvige fra Tyskland afrejste fra Aabenraa med Spandet som bestemmelsessted, men nåede ikke længere end til Arnum, da det var et aftentog som ikke kørte længere den dag. Han besluttede, da han ingen logi kunne få i Arnum, at tilbagelægge resten af vejen til fods, men da han ikke var kendt på egnen tog han fejl af vejen og gik efter Thiset i stedet for Spandet. Cirka midt imellem Arnum og Thiset blev han anråbt af en tysk vagtpost, men da han ikke standsede skød vagtposten og ramte ham i højre ben over knæet. Klokken var 11:30 aften her blev han liggende 2 timer inden vognen ankom, som skulle bringe ham til Gram Sygehus.
Ved ankomsten til sygehuset nægtede den derværende læge at forbinde ham, da den sårede var under militærbevogtning, men da militærlægen ikke var til stede, måtte der først gå bud til kaptajnen, som kom og ordrede sygehuslægen til at forbinde ham, og som først fandt sted hen på eftermiddagen efter at have ligget i cirka 16 timer uden anden forbinding end et lommetørklæde. Efter forbindingen blev han hensat i en fangecelle under militærbevogtning og hvor der ikke fandtes andre bekvemmeligheder end en madras. Den 1. juni indtrådte der sårfeber og blodforgiftning, som medførte at han måtte opereres 2 gange, først da, blev vagten fjernet og den sårede kom i seng og fik en behandling, som han ikke kan klage over. Den 12. november 1916 blev han, af en gendarm afhentet på sygehuset i Gram, for under bevogtning og med håndjern på at blive ført til Flensborg, hvor han formodentlig skal afsone den ham idømte straf 10 md. arrest.

N. Christensen
Sergent.

Til 2. officerskreds
Indberetning
1.    En gårdejer fra Fohl [Fole] i Nordslesvig er den 23/9 – 1915 ankommen til Danmark på følgende måde:
Han kørte først til kommuneforstanderen i Harreby og fik udbetalt indkvarteringspenge for soldaterne, derefter kørte han til grænsen ved Karkovgaard for at se på nogle kreaturer, men da man havde set, hvad han ville, kørte han lige gennem åen ind i Danmark, mens de tyske vagtposter så efter ham med forbavsede øjne.
2.    En landmand fra Harreby mark, hvis jorder stødte lige ind til grænsen, trak en morgenstund sidst i september 1915 lige forbi vagtposterne med sine køer hen på marken og forsvandt så med det samme over grænsen til Danmark.

3.    Omkring slutningen af september måned 1915 ville en ung mand fra Harreby samt en mand fra Løgumklosteregnen snige sig over grænsen ved Obbekjær, hvilket var meget besværligt, da de måtte krybe på alle fire, at det var meget mørkt; på en gang tændtes der en blændlygte, og de befandt sig lige ved en tysk vagtpost, feberen kom over dem, og de måtte krybe tilbage.
Endskønt den ene var kendt på egnen, gik de vild, men uden selv at vide det, var de kommet forbi vagtposterne ved Fæsted Hede og havnede omsider i Danmark.

4.    En landmand fra Fæsted er i slutningen af september måned 1915 kommet ind over grænsen på følgende måde:
Han fik lov af vagtposterne til at pløje for en mand, som boede lige ved grænsen, ankommende dertil sagde han til manden: ”Tag tømmerne et øjeblik!” Og med det samme forsvandt han over grænsen til stor forbavselse for 2 tyske vagtposter, som opholdt sig i nærheden.

Kjær
Oversergent

Her er indsat en smal håndskrevet lap, hvor en del af teksten i begge sider mangler – ikke afskrevet
Her er indsat 2 tegninger og et foto/postkort, hvorpå der på bagsiden står: ”L 24 [??] fotograferet fra Ribe Sygehus om formiddagen”

Notat af Buch:

5.    Underofficer Kreds
Tobøl, novbr. 1916.
Om, hvad der er forefalden i 5. U. Kreds fra krigens gældende fra 1.august 1914.

Udvandring fra Nord Slesvig af unge civile mænd af alle aldre, her ind i Nørre Jylland, efter som tiden går, kommer der også militær herover, -I efteråret kommer der mange Nordslesvigere i sept. og okt. måned cirka 10 over Kalvslund, det samme antal over Villebøl, efter som det tyske mandskab forstærkes, går der mange gennem Kongeåen – selv koner med børn vover livet, for at gå fri for det tyske herredømme og komme sammen med deres mand.
I dec. måned går 4 russere over Kongeåen, som var flygtede fra en fangelejr.
Januar 1915 kommer en franskmand og en russer, og som krigen forlænges og forværres kommer der stadig civile for at undgå indkaldelse, flere er jo indkaldt, men deserterer.
En nat i februar måned kom der 8 ind mellem Villebøl og Kalvslund mest soldater, som var hjemme på orlov. lå uniformen og flygtede herover. – I løbet af sommeren 10 á 12 mand i måneden? Måske flere? I okt. måned kom en polak herind med hele sin uniform, 1 tysk dagbog fandtes på landevejen, hvori man læste det var post 3, – Fik underretning om, at uniformen hængte i et granhegn, som senere blev indsamlet, – To polakker blev antruffen her og sendt til Ribe, der havde været fanget i Tyskland siden dec. f.Aa ,den ene var underofficer, i Ribe blev de interneret for senere at blive videresendt. I de samme dage kom 1 russer ind over Kongeåen, og var nået til Holsted, hvor han blev interneret nogle dage. Han var postassistent fra Petrograd.
De fleste, som nu kommer, har været med ved fronten, en Eliasen [?] kom ind ved Veilbygaard, alle er de kede af krigslivet, de kan ikke fortælle, hvor strengt de har det.
For den mindste forseelse, streng straf, ja kan have døden til følge og som de fortæller, deres hustruer må ikke skrive til deres mænd, at der er manglen på brød m.m. alt er jo endnu på streng censur, – så selv den rene sandhed, kan de blive strengt straffet for, når det berører deres hær og flåde, eller militæret i det hele taget.

Der er kommet en mand, som er antaget her i Tobøl Brugsforening, han har været med fra krigens begyndelse, sidst mod russerne, hvor han fortæller, at det kneb hårdt for befalingsmændene, at få mandskabet til at storme, den ene afdeling blev skudt ned efter den anden, og at der var opstillet maskinskyts bag ved dem, hvis de nægtede at gå på, blev de skudt bagfra af 200 mand, som hvert kompagni bestod af, kom 13 tilbage deriblandt han som såret, har fået 1 finger skudt bort og et granatsår i ryggen, han kom så på sygehus, senere fik han lidt orlov for at restituere, før været købmand i Arnum, flygtede så med sin hustru herover, efterlod sin handel og cirka 25.000 mrk. til tyskerne, men som han sagde, hellere arm end [se] [mere] af den skrækkelige elendighed, mange med ham lide store tab, men man forstår så godt, der hænges ved livet så længe som muligt, – fortsættes i det følgende blad.

(sign.) Buch

HER SLUTTER 2. BIND AF WILLEMOËS’ NOTESBØGER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918