Senest ændret den 4. december 2020 8:42
H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.
I Gaar Morges ankom vi til Odense. Aldrig i vor vildeste Fantasi havde vi kunnet tænke os en Modtagelse, som der blev os til Del. Farten igennem Kanalen er uforglemmelig. Til den yderste Mole var Folk kommet ud for at hilse paa os. Fra Husene vajede Dannebrog, og fra en skyfri Himmel hilste Solen paa os.
„Syng, Sønderjyder, syng,” blev der raabt fra Stranden. Vi satte ind med den eneste Sang, vi syntes kunde passe til Øjeblikket, og som vi mente at kunne udenad. „Der er et yndigt Land,” begyndte det fra mange Struber.
Men det blev vel nok en ynkelig Sang. Al den overstrømmende Glæde over, at vi kunde føle os hjemme, overvældede os i den Grad, at Glædestaarerne løb ned ad Kinderne, hvorfra vi genert søgte at fjerne dem med Trøjeærmet.
Men da endelig Skibet lagde til ved Kajen, og Musikken, Hurraraabene og Jubelen fra en uendelig Menneskemængde bølgede og slog sammen om os, da var det forbi med al Modstand. Glædestaarerne løb i stride Strømme ned ad de indfaldne Kinder, og vi lod dem løbe. I den store Gymnastiksal modtog vi Indkvarteringssedlen for vort Kvarter i de Dage, Odense By festede for os.
I Gaar Aftes var vi til en stor Fest, hvor der i hjertelige og oprigtige Ord blev budt os „Velkommen hjem”. Jo, vi føler, at vi er hjemme.
Vore Venner, Professor Verrier og andre var kommet for at tage imod os, og der lød oprigtig Tak til ham og alle, i der havde været med til at udvirke, at vi Sønderjyder kunde komme lykkeligt hjem.
Vi har sovet i en rigtig Seng, og alene det er en Lykkefølelse, der ikke lader sig beskrive. Dog, i Morgen gaar det hjemad, og det er alligevel det, vi længes mest efter.
