Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i maj befandt sig i Frankrig.
Vi blev trods beskydningen i vores kvarter, når vi blev beskudt, rømmede vi huset og kom ved afslutningen af beskydningen tilbage igen. I de dage modtog vi igen rideundervisning, og for at muntre folkene op, afholdt bataljonen igen en sportsfest. Det blev vores ulykke. En engelsk flyver har vel bemærket vores aktivitet, den følgende dag bliv vi udsat for en kraftigt artilleribeskydning, der igen kostede mange tab, men underlig nok ikke hos minekasterkompagniet.
Jeg havde nu fået nok og besluttede at holde mig langt væk fra området og husene. Tæt ved vores landsby løb en gammel engelsk skyttegrav, en slags reservestillling. Her lagde vi os hen, og byggede så godt det lod sig gøre små dækningsrum, og levede altså i Guds fri natur. Vi kom ikke til at fortryde det, for nu havde vi faktisk fuldkommen ro, ganske vist måtte de folk, der kom fra deres jordhuller forude, også her kravle i jordhuller. Men vi måtte ikke lide under artilleribeskydning, og da vejret var rigtig godt, kunne man nemt tænke sig en værre kvarter.
Stillingen var og blev ubehagelig. Jeg kan ikke så godt tale med derom, da jeg kun lejlighedsvis var fremme, men ved disse besøg i stillingen kunne jeg dog danne mig et indtryk af, hvad de brave musketieren alt måtte udholde. Hatten af for disse folk, der allerede så længe havde udholdt krigen med alle dens rædsler og alligevel stadig holdt stand, trofaste og standhaftige. Vi fik enkelte nye folk fra hjemstavnen, men de folk duede ikke til noget, de var frække, modvillige og opsætsige, og måtte behandles med den største forsigtighed. Heldigvis havde jeg ikke brug for erstatningsmandskab, og kunne således holde minekasterkompagniet fri for de forbrydergemytter.
(P149, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)