Tag-arkiv: sårede

9. september 1916 – Johan Wrang: “det værste overstået”

Johan Wrang var søn af bogholder ved Flensborg Avis Jørgen Wrang, og blev ved krigens udbrud indkaldt til Füsilier-Regiment Nr. 86, hvor han gjorde tjeneste hele krigen – fra januar 1915 som løjtnant.

St. Quentin 11/9.16

Kære Doschi!
Hjertelig tak for dit kære brev. Nu er gud ske lov det værste overstået. Den 7.11.16 [sic!] fik jeg fjernet fem granatsplinter fra hovedet. Det var ikke ligefrem dejligt, for operationen blev gennemført ved fuld bevidsthed. Granatsplinten ramte først min huekokarde, ødelagde den og trængte så ind i kraniet. På grund af min sunde og kraftige kropsbygning kom jeg hurtigt over det. Såret i hovedet er dog temmelig stort og modbydeligt, men jeg er allerede fuldkommen feberfri. I dag jeg blevet erklæret rask nok til at blive transporteret og så går det mod Tyskland. Jeg skriver snarest muligt min adresse. Hjertelig hilsner også til dine forældre og på snarligt gensyn Hanni
Jeg vil så hurtigt som muligt ansøge om at blive overført til Flensborg.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

8. september 1916 – Ribe Stiftstidende: Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nordslesvigerne i slaget ved Somme

Krigskorrespondenten, Dr. Adolf Köster giver i Schleswig-Holsteinische Zeitung de slesvigere,  som deltager i slaget ved Somme, følgende vidnesbyrd: De er ikke højrøstede disse mænd fra Slesvig og Aabenraa, fra Husum og de frisiske øer. De trænger sig ikke frem. De gør sig ikke til af deres bedrifter: Hvorledes man faar Jernkorset? Man træder paa befaling frem og modtager det. Saaledes er de, ædruelige og dog følsomme, faamælte men i rette øjeblik fulde af vild kraft. De yder et stort arbejde, er sejge forsvarere. Ingen anden stamme overgaar dem i ilddisciplin – en prægtig race i krigen som i fredstiden.

En elev fra Ribe katedralskole falden

Købmand Jens Jensen, Allégade 4 i Haderslev, tidligere i Hvidding, har fra felten modtaget den sørgelige meddelelse, at hans eneste søn, Andreas, er falden under de sidste dages haarde kampe. Den afdøde blev 26 aar gammel; han var bogholder og havde en meget god plads i Julius Nielsens forretning i Vojens. han blev indkaldt for halvandet aar siden og har deltaget i kampene baade i øst og i vest. Sidste gang var han hjemme i pinsen. Jensen havde faaet en meget god uddannelse, en tid lang var der tale om, at han skulde have været paa officerskole. At han var afholdt af sine kammerater, vidner ogsaa det brev om, i hvilket kompagniet meddeler forældrene det sørgelige budskab. Nogle faa af hans ejendele er blevne sendt hjem. Medens faderen boede i Hvidding, gik Andreas i Ribe katedralskole og tog realeksamen her fra i 1908.

En russisk fange skudt

En russisk krigsfange søgte i mandags at komme over grænsen ved Vejstrup Skov. Da han naaede ind i den Aller kro tilhørende mose, blev han opdaget af de tyske vagtposter; de skød paa ham, og han, der kun var ca. 300 alen fra grænsen, styrtede ramt til jorden, men mens han laa der, skød man paa ham endnu to gange. Saa vidt man ifølge Kolding Avis kunde se fra dansk side, levede russeren endnu, da tre tyske soldater slæbte ham bort.

Faldne

Jens Weggerslev og hustru i Skelle ved Broager har modtaget budskab om, at deres ældste søn Hans er falden i Rusland den 28. august, 20 aar gl.

Bødker J. Petersen i Guderup paa Als er falden. han efterlader hustru og 3 børn.

Købmand Jens Jensen i Haderslev, tidligere i Hvidding, har modtaget meddelelse om, at hans eneste søn Andreas Jensen er falden, 26 aar gl.

For nogen tid siden meddeltes, at landmand Kristian Nicolaisen fra Gasse ved Skærbæk var falden; han blev ramt af et skud i hjertet. En broder laa i nærheden; han kom hurtig til stede, og i hans arme udaandede den haardt saarede.

I tabslisten meddeles, at Anders Bjerrum fra Øster Gasse er død.

Saarede

Forpagter Rasmus Rasmussen fra Slyngsten ved Felsted er saaret.

I tabslisten meddeles, at Ernst Røbbe fra Kristiansdal, Peter Petersen fra Skovbøl i Aabenraa amt, og Johan Iversen fra Kegnæs er haardt saarede; Andreas Nielsen fra Arrild opføres som haardt saaret og savnet.

Nikolaj Kudsk fra Friskmark ved Gram har skrevet hjem, at han er paa et lazaret i Hannover.

I fangenskab

Jørgen Christensen fra Rødekro menes at være i engelsk fangenskab.

Landmand Jacob Dahlmann, søn af gaardejer Mikkel D. i Randerup, er i fransk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Jens Jessen fra Uge og Nicolaj Wrang fra Egen er i fangenskab.

Endvidere meddeles, at Hans Ehlers fra Guderup og Peter Petersen fra Mintebjerg er i fangenskab, og at Christian Christensen fra Vester Nybøl er let saaret og i fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Mathias Møller fra Hellevad, Christen Andresen fra Ullerup og Karl Clausen fra Sønderborg og Peter Frost fra Felsted er savnede.

 

7. september 1916 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

 

Faldne

Frederik Gelinick fra Ustrup ved Haderslev er falden, 28 aar gl.

Gaardejer Hans Stie og hustru i Ullerup ved Toftlund har nu modtaget efterretning om, at deres søn, der har været savnet siden i fjor, er omkommen ved en minesprængning.

Enke Anne M. Sørensen, født Hansen, i Rødding, har modtaget budskab om, at hendes søn Carl er falden.

I tabslisten meddeles, at Knud Møllerskov fra Mølby, August Paulsen fra Egernsund, Anton Søndergaard fra Arrild, Peter Brodersen fra Jordkær og Christian Lorenzen 3. fra Hygum er faldne, at Hans Lorenzen-Jepsen fra Lavensby er død af sygdom og at Christian Hansen 8. fra Neder Jerstal er død af sine saar.

 

Saarede

Følgende er haardt saarede: Alfred Grunert fra Raahede, Vicefeldwebel Jakob Mathiesen fra Tandslet, Rasmus Petersen fra Aabenraa, Niels Hansen fra Sillerup (?) i Sønderborg amt, Christian Klindt fra Porsbüll (Tyrsbøl?) i Aabenraa amt, Daniel Bruhn fra Vojenslund, Marius Schmidt fra Klovtoft og Jens Petersen fra Sønderborg.

 

I fangenskab 

Landstormsmand Nikolaj Schmidts hustru i Løgumkloster har faaet brev fra manden, han er i russisk fangenskab; han havde hidtil været savnet, og nogle kammerater skrev i begyndelsen af juni, at han var falden.

Landmand Jep Petersen fra Søst ved Aabenraa, tømrer Thomas Hansen fra Kelstrup ved Holebøl, landmand Nis Hye fra Bjerndrup Mark(begge er uskadte og ved god sundhed i russisk fangenskab)samt gæstgiver H. Lorenzen i Medelby(engelsk fangenskab).

 

Savnede

Murer Karl Huth fra Aabenraa, Andreas Brink fra Aabenraa og Jes Simonsen fra Styrtom.

 

 

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

6. september 1916 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Peter Philipsen af Rinkenæs er falden i Frankrig.

Bagermester Jakob Autzen fra Brandsbøl paa Als er falden i Bolhynien, 31 aar gl. Han efterlader enke og 3 smaa børn.

Heinrich Paulsen fra Hejsager er falden den 19. august, 29 aar gl. Han efterlader enke og 5 smaa børn.

Enke Inger Marie Skøtt, født Nissen, i Olling ved Hjortvad har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, der skulde have været hendes alderdoms hjælp og støtte, er falden i krigen.

I tabslisten meddeles, at Jes Jørgensen fra Kliplev, Peter Østergaard fra Stursbøl og Søren Sørensen fra Rødding er faldne og at Rasmus Nissen fra Bjolderup er død af sine saar.

Saarede

Christian Lund fra Aabenraa(karl ved Hejmdals trykkeri), er ved Vestfronten bleven saaret i begge ben og i hovedet.

I tabslisten meddeles, at Peter Aarup fra Hammelev, Paul Deichmann fra Sønderborg (for anden gang), Hans Skau fra Traasbøl, Friedrich Hansen fra Styrtum, Heinrich Hansen fra Stenderup i Haderslev amt og Karl Andresen fra Dynt Mark er haardt saarede.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Jensen fra Arnum der tidligere har været meldt savnet, er saaret.

I fangenskab

Michael Hanrath fra Gesing, der antoges at være falden i Frankrig i begyndelsen af august, er i fransk fangenskab. 

5. september 1916 – Ribe Stiftstidende: kaffe-erstatning af hvidtjørn..

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ingen forlængelse af værnepligten

I den sidste meddelelse om, at landstormspligten ikke vilde blive forlænget, stod: “I fald forholdene ikke ændres fra grunden af”. En saadan forandring “fra grunden af” er, efter hvad der meddeles fra kompetent side, ikke indtraadt ved Rumæniens deltagelse i krigen.

Hvidtjørnens frugt til kaffe-erstatning

I kredsbladet har Landraaden i Haderslev offentliggjort en opfordring, hvori det hedder bl.a.: I fædrelandets interesser skal hvidtjørnens frugter samles i aar og under regeringens kontrol udnyttes til et kaffe-erstatningsmiddel efter en særlig fremgangsmaade. Med dette formaal for øje har regeringen dannet det almennyttige krigsselskab for kaffe-erstatning i Berlin, W. 66, Wilhelmstrasse 55. Befolkningen, baade børn og voksne, opfordres til at samle hvidtjørnens modne frugt, at brede den ud i et luftet rum i nogle dage, for at de kan tørres, og saa at aflevere dem mod et vederlag af 20 pg. samleløn pr. kilo lufttørret frugt paa det af de lokale politimyndigheder bestemte sted. Der skal kun samles moden frugt. Før den afleveres bør frugten renses for blade, stilke og grene. For Haderslev kreds er indrettet et samlested under ledelse af købmand F. W. Jøhnck i Haderslev.

Faldne

Hans Peter Møller fra Simmerstedholm ved Haderslev er den 23. august falden, 36 aar gl.

En søn af postbud Jep Frank i Jels er falden. Det er den anden søn han har mistet i krigen.

Godske Hansen og hustru i Ørderup ved Toftlund har modtaget efterretning om, at deres yngste søn, Johannes, er falden ved Somme, 20 aar gl. Godske Hansen har endnu fire sønner med i krigen.

Landmand Hans Wiuff i Hygum har modtaget efterretning om, at hans ældste søn Arent Wiuff, der i fjor efteraar indkaldtes som nittenaarig rekrut, er falden den 22. august ved Somme.

I tabslisten meddeles, at Peter Larsen fra Sønderborg, Christian Paulsen 1. fra Bevtoft og Hans Boisen fra Brem er faldne.

Fritz Nielsen, søn af bagermester H.J. Nielsen i Løgumkloster, er død af sine saar.

I tabslisten meddeles, at Martin Lund fra Kolsnap er død af sygdom og at Christian Loholm fra Skrydstrup Mark er død af sine saar.

Pumpemager Schmidt og hustru i Haderslev har modtaget budskab om, at deres ældste søn Jørgen er falden den 26. august.

Enke Dorothea Kjær i Skodborgskov har modtaget meddelelse om, at hendes eneste søn Lassen Kr. Kjær er falden den 19. august, 33 aar gl.

Peter Jensen fra Ustrup og Joachim Hanrath fra Skærbæk er faldne.

I tabslisten meddeles, at Lorenz Horn Johannsen fra Nørre Hostrup er død.

Saarede

Maskinmester Mohrdieck fra Aabenraa(Hejmdals trykkeri), er bleven saaret ved Verdun.

Gaardejer Andreas Kjer fra Grønnebæk ved Jels har modtaget efterretning om, at hans søn har faaet det ene ben afsat ved knæet.

Maskinsmed Martin Rasmussen, søn af gaardejer Jeppe R. i Tornum ved Rødding, ligger paa lazaret i Recklinghausen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Rasmus Borck fra Anslet, Mathias Hansen fra Over Jerstal, Peter Clausen fra Hjartbro, Hans Christensen fra Traasbøl, Andreas Tange fra Arnum og Niels Bakkenbüll fra Vandling er haardt saarede.

Maskinsætter Jørgen Hansen fra Hejmdal i Aabenraa er bleven saaret ved Somme.

Laurits Lausten af Toftlund er bleven saaret ved Somme og kommen paa lazaret. Snedker Lausten selv gør garnisonstjeneste ved Stade i Hannover.

I tabslisten meddeles, at Mathias Weltz fra Grønnebæk, Iver Hansen fra Aarø og Andreas Haugaard fra Øster Løgum er haardt saarede.

Niels Peter Ravn fra Vester-Lindet ligger for tiden paa et lazaret i Schwenzergarten i Thüringen.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Peter Hovid fra Holm i Sønderborg amt er savnet.

Orgelbygger Strauss fra Slotsgade i Aabenraa, Hans Clausen 2. fra Varnæs og Christian Hansen fra Frederikshof i Sønderborg amt savnes.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Nikolaus Schmidt fra Roager er i fangenskab.

Gaardejer Jørgen Jørgensen fra Nørre-Ønlev ved Rødekro er i fransk fangenskab.

Postbud Hansen i Toftlund har modtaget meddelelse fra sin søn om, at han er i engelsk fangenskab. Samtidig meddeler Hansen, at en broder til menighedssøster Marie i Toftlund ligeledes er i engelsk fangenskab.

Kresten Hundebøl fra Fol, der tidligere har kæmpet ved Vestfronten, men som har været savnet i lang tid, har nu skrevet hjem fra Frankrig, at han er i fangenskab og har det godt.

 

 

5. september 1916. Matthias Møller ved Somme: “Mit Hjerte sad helt nede i Bukserne …”

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Omsider blev vi stillet op og videre gik det ad Veje og Chausséer mod Fronten.

Der gik i begge Retninger en næsten uafbrudt Række af Troppedele, Privatbiler med Officerer, Lastbiler, Sanitetsvogne, Trænvogne, Munitionskolonner, Kanoner, Sårede og alt muligt andet.

Chausséen var dækket af en eneste Vælling af pulveriseret Kridt, Sten, Jord og Ler. Ofte måtte vi ud på Marken, for i det hele taget at kunne komme videre.

Hen på Eftermiddagen nåede vi Potte, en lille By ikke langt bag Fronten, der var forladt af Befolkningen.

Her blev vi indkvarteret. Kanontordenen fra Fronten var her så stærk, at det hele kun virkede som en uhørt, uafbrudt Buldren og Bragen. Husene vibrerede og Teglstenene på Tagene klirrede.

Ved Indgangen til Landsbyen lå et Slot, som var taget i Brug som Lasaret. Det var overfyldt. Udenfor på et større Terræn stod Båre ved Båre med Sårede og Døde, hvis Sjæle efter svære Lidelser allerede var nået til en bedre Verden. Man kunde næsten misunde dem for, at de havde overstået det, vi andre måske gik ind til.

Det var et frygteligt Syn, som på mig, der var uerfaren, gjorde et stærkt og nedslående Indtryk.

Jeg traf en Kammerat, som var helt mørk i Ansigtet — han havde været udsat for et Flammekasterangreb. Jeg spurgte, hvordan det var i Kamplinjen. Det rene Helvede, svarede han og gik. Ingen var oplagt til at sige noget.

Jeg må ærligt tilstå, at mit Hjerte længe sad helt nede i Bukserne. 2 Dage før, den 3. Septbr., havde der været Angreb af Franskmændene med Kolonitropper og Englændere på omtrent hele Sommefronten.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

2. september 1916 – Ribe Stiftstidende: Kastanjetræer maa ikke fældes

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Sessionen og embedsmændene

De sessioner, som nu afholdes, omfatter i modsætning til tidligere bestemmelser ogsaa de ved rigs-, stats- og kommunalmyndigheder sysselsatte embedsmænd, som har været opførte som uundværlige. De vedkommer derfor baade lærere, jernbanebetjente og saa videre.

Kastanjetræer maa ikke fældes

I dag udkom en bekendtgørelse af 19. august 1916 om forbud mod at fælde eller fælge voksende ægte kastanjetræer. Tilladelse gives kun til saadanne personer eller firmaer, der bor indenfor 9. Armékorps omraade, og som forpligter sig til at byde de fældede ægte kastanjetræer til købs til Krigslæder-aktieselskabet i Berlin.

Smør fra Frankrig

En krigerkone i Sønderborg, hvis mand staar i Nordfrankrig, har fra ham faaet sendt smør gennem en kammerat. Smørret havde holdt sig frisk og smagte fortrinligt.

Faldne

Anton Christian Kjergaard, søn af Jens K. i Rangstrup ved Agerskov, er falden den 22. august, 24 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Wilhelm Harms fra Haderslev, Jakob Henningsen fra Sottrup og Hans Petersen 1. fra Skodborg er faldne.

Enke Ane Paulsen fra Højer, for tiden paa Traasbøl mejeri i Felsted sogn, meddeler, at hendes søn Anton er død paa et lazaret ved Vestfronten, 22 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Hans Jepsen fra Lavensby er død af sygdom,  at Johannes Nielsen-Hansen fra Hostrupskov er død.

Saarede

Wilhelm Krause fra Rinkenæs er haardt saaret.

Savnede

Claus Schmidt fra Haderslev er savnet.

I fangenskab

Jakob Feddersen fra Gramby, der har været savnet i længere tid, er i fransk fangenskab.

Jørgen Schmidt fra Ulkebøl Skov er ligeledes i fangenskab.

1. september 1916 – Ribe Stiftstidende: Intet maa gaa til spilde

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Intet maa gaa til spilde

Landraaden i Haderslev har udsendt bl.a. følgende: Der maa ikke gaa noget til spilde af dette aars høst! Det er alle landbrugskredses pligt at sørge for, at intet gaar til grunde paa marken. Hvad man ikke kan faa i hus ved de sædvanlige redskaber, maa alle vegne frigives til sankning. Det staar i aar alle de paagældende frit, om de(som i fjor) vil stille kommunen de sankede aks til raadighed mod en passende godtgørelse, eller om de vil udnytte dem selv. I sidste tilfælde skal de blot meddele kommuneforstanderen i deres by, hvor de har samlet(ren kornvægt). Kornet kan enten afleveres til kommissionærerne elle udnyttes til ernæring indenfor vedkommendes egen husholdning. (Malebevis mod formindsket brødkort!) At opfodre det, er naturligvis udelukket. For skolerne viser der sig her paany en særlig lejlighed til at tjene fædrelandet ved at sanke aks.

Faldne

Peter Feddersen, søn af enke F. i Aabenraa, er 12. august falden ved Østfronten.

Landmand Hans Paulsen paa Nørre Hostrup Mark har modtaget efterretning om, at hans søn Hans er falden paa Vestfronten.

Andreas Jensen og hustru i Sottrupskov har modtaget efterretning om, at deres søn Jens den 18. august er falden i Frankrig, 20 aar gl.

Aftægtsmand Laurids Christensen og hustru i Brandsbøl paa Als har modtaget budskab om, at deres næstældste søn, Laurids, er falden paa den vestlige krigsskueplads, 29 aar gl. Han efterlader sig en ung hustru og to smaa børn.

I tabslisten meddeles, at Iver Christensen fra Horsbyg, Heinrich Gammann fra Nordborg og matros Karl Henningsen fra Nautrupgaard er død.

Landmand Kr. Nicolaisen, søn af Th. Nicolaisen i Vester Gasse ved Skærbæk, er falden i Frankrig. Han var gift og fader til 2 smaa børn.

I tabslisten meddeles, at Peter Jensen fra Skelle, Jes Ravn fra Ørsted, Paul Clausen fra Brekfeld(Bæk Mark?) i Haderslev amt og Christian Brock fra Ulkebøl er faldne og at Hans Mikkelsen fra Rødding er død i fangenskab. 

I tabslisten meddeles, at Christian Paulsen fra Haderslev og Siegfried Ravn fra Stevelt er faldne.

Christian Johansen Due, søn af G. Due i Kær paa Als, er den 8. august død paa feltlazaret, 24 aar gl. 

Saarede

I tabslisten meddeles, at Christen Christensen fra Sottrup og Otto Arlt fra Troldkær er haardt saarede og at Jørgen Hansen fra Ketting og Jørgen Grundahl fra Fjelstrup er saarede.

Landmand Tøge Andresen, søn af gaardejer A. A. i Hjolderup ved Jordkær, er bleven saaret ved Somme.

I tabslisten meddeles, at Niels Petersen fra Løjt Kirkeby, Heinrich Henning fra Haderslev, Johannes Bill fra Aabenraa, Jørgen Kay fra Haderslev, Asmus Hansen fra Holebøl, Hans Jørgensen fra Broager, Paul Lassen fra Barsmark, Peter Lorenzen fra Holm i Haderslev amt, Theodor Ellgaard fra Haderslev og Jakob Petersen fra Ketting er haardt saarede. Knut Bruhn fra Aabenraa og Jes Jessen fra Bjerndrup i Aabenraa amt opføres som saarede.

Niels Jacobsen, søn af gartner Chr. J. i Aabenraa, er den 25. august saaret ved Somme.

Murer Karl Munkelt fra Munkehøj ved Aabenraa er bleven saaret ved Vestfronten.

Frands Petersen fra Spandet er ved Somme bleven haardt saaret og indlagt paa et lazaret.

I tabslisten meddeles, at Harry Janns fra Aabenraa er haardt saaret.

Savnede

Heinrich Brackhage fra Skodsbøl Mark og Andreas Christensen fra Uge er savnet.

I tabslisten meddeles, at Niels Hansen fra Ris, Theodor Schmidt fra Arnitlund, Hans Schmidt fra Sillerup, Hans Uldall fra Mastrup, Andreas Christensen 2. fra Blans, Karl Flade fra Aabenraa, Jep Petersen fra Søst og Waldemar Wind fra Ganderup er savnede.

Peter Jebsen fra Fladsten, der tidligere har været meldt savnet, er vendt tilbage til sin troppeafdeling.

I tabslisten meddeles, at Peter Hansen 1. fra Asserballe, Karl Kreidner fra Aabenraa, Nikolaj Burhøj fra Tandslet, Peter Oggesen fra Aabenraa og Asmus Duus fra Mjøls er savnede.

I fangenskab

Nis Jakobsen, søn af Asmus J. i Jegerup ved Vojens er den 20.juli ved Somme falden i fransk fangenskab.

Heinrich Paulsen fra Haderslev er i fangenskab.

Landmand Th. Hansen fra Kromos paa Rømø har meddelt sin hustru, at han er i fransk fangenskab.

31. august 1916. Såret til ukendelighed: “Det æ da vel Peter?”

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret under vejs til fronten af skud og håndgranater fra en tysk forpost. Han kom atter bag fronten for at blive forbundet.

Næste morgen mødte jeg foran barakken en nabo hjemmefra, og det var Andreas Lorensen fra Avnbøløsten.

Jeg hilste på ham, men han kunne først ikke kende mig. Lidt efter lidt gik det op for ham, hvem han havde foran sig, og så udbrød han: »Det æ vel da Peter? – men hvo hæ di da flejn dæ av!«

Jeg skulle villigt indrømme, at det ikke var et indbydende syn at se på mig. Tilsmurt med ler og blod, tøjet i laser og begge arme i bind, der var gennemvædet af blod, frakkeærmerne forrevne og benklæderne iturevne af kravleturen igennem skoven.

Men det hele var heldigvis ikke så slemt, som det så ud til: Kun overfladiske kødsår.

I Longuyon, hvorfra toget med de letsårede skulle starte, mente lægen ikke, at jeg kunne tåle turen, og han ville indlægge mig på et krigslazaret, men jeg bad så mindeligt om at komme med og mente, at jeg nok skulle klare rejsen, så det endte med, at jeg fik lov.

Nu bagefter skal jeg villigt indrømme, at det ikke var så helt behagelig en rejse at sidde i en 3. klasses kupe på de hårde bænke 24 timer i træk, og dog var det ubehaget værd. Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

DSK-årbøger 1970

30. august 1916. “Vi var desperate af angst!” Thode i stormen på Høje Kukul

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. I slutningen af august kom regimentet til Skovkarpaterne.

Vi skulle storme en russisk skyttegrav på et højt bjerg – Høje Kukul, ca. 2.000 m højt. Russerne lå på toppen af bjerget, og de østrigske tropper, som var i dette afsnit, og som adskillige gange var blevet slået tilbage, lå i en skyttegrav ca. 50 meter nede.

Vi skulle så ved morgengry gå til angreb. Vi lå på bjergskråningen
nedenfor østrigerne, hvorfra vi skulle gå til stormangreb.
.
Der var stor nervøsitet hos os. Den gruppe, jeg hørte til, var ikke fuldkommen, vi var 6 mand og en Gefreiter, som var leder.

Nervøsiteten var så stor, at en af soldaterne skød sig selv i foden. Han var nu også meget urolig og bange.

Vor  korporalskabsfører, Gefreiteren, sagde: “Jeg tror ikke, jeg kommer godt fra dette her”.

Ja, vi var alle bange. Da vi lå der i beredskab, begyndte vort artilleri at indskyde sig. Dog var de første skud alt for korte, og slog ned bag os. Vi kunne se og høre, at de kom os nærmere, og vi var nervøse for, at de næste skud skulle slå ned blandt os. Det skete heldigvis ikke.

Som kom morgenen, vi gik så lydløst, som muligt frem i den østrigske skyttegrav. Jeg stod ved siden af vore kompagnifører, han så på sit ur, og kommanderede: “STORM”. Så stormede vi.

Det gik så hurtigt, og vi var desperate af angst.

Russerne overdængede os med ild. Vores gruppefører var så uheldig at storme lige ind i en russisk maskingeværrede.

Russisk maskingevær
Russisk maskingevær

Da jeg var nået cirka halvvejs til den russiske skyttegrav, faldt jeg om, jeg prøvede hurtigt flere gange at stå op, men kunne ikke.

Mine tanker var straks, at jeg nu havde mistet mit venstre ben. Jeg strøg med venstre hånd ned over benet, og min hånd var fuld af blod, Men i bar nervøsitet prøvede jeg igen at rejse mig, og nu lykkedes det. (Natten før havde jeg drømt, at jeg fik mit ene ben skudt af).

Det hele varede kun kort tid, og vi nåede den russiske skyttegrav.

De russere, der ikke var faldet, flygtede til den venstre side i deres skyttegrav. Nu var vi på toppen, men russerne gav ikke op, og til højre for os kæmpedes der hårdt endnu. Foran os prøvede russerne at gå til modangreb, men opgav dog tilsidst.

Før vi gik til angreb, havde vi fået en ny kompagnifører, der lignede en stor dreng, men al respekt for ham. Da vi havde taget den russiske skyttegrav, og kæmpede videre imod de russiske  modangreb, stod han oprejst i kugleregnen og kommanderede, hvor vi skulle skyde hen. At der ikke skete ham noget, forstår jeg ikke.

Jeg lå på knæ lige foran ham og skød. Hans oppasser stod ved siden af ham, bag mig. Han fik en kugle i brystet, og gav en lille lyd fra sig, og var død på stedet.

Da der nogen tid efter var kommet lidt ro over feltet, bad  kompagniføreren mig om at bringe en lille minekaster tilbage til graven, hvorfra vi var gået frem.

Jeg fik et chok, da jeg så, hvorledes der så ud. Jeg kunne regne ud, hvor det var, jeg var faldet om. På det sted lå vores  korporalskabsfører død med et stort hul i underlivet og benet. Han er sikkert blevet ramt af en håndgranat, og jeg regner med, at noget samtidig har ramt mig på venstre ben og slået det følelsesløst – dog uden at der var efterladt sår.

Nu kunne jeg først se, hvad her var foregået. Der lå en del opsvulmede, døde østrigere og blandt dem vore egne døde kammerater.

IMG_2011_11_30_6942_østfront_døde_skyttegrav

Da jeg afleverede minekasteren bag fronten, stod her nogle tilfangetagne russiske soldater og røg cigaretter. Det var nu lidt underligt at se, men de havde jo haft det lige så ondt som vi. Hvor jeg har været i krigen, har der altid været den regel, at nar fjenden havde kastet våbnene, var vi ikke fjender mere.

Af min gruppe på 7 mand, var der efter slaget 3 tilbage. Så man
kan nok sige, at jeg har været heldig.

De to kammerater, der sammen med mig kom godt fra det, var begge
ældre mænd. Den ene var af polsk afstamning, og den anden var
i civil skomager.

Efter at have afleveret minekasteren, måtte vi tilbage til  kompagniet.

Vejen gik igennem den skyttegrav, vi havde indtaget. Her vil jeg helst ikke fortælle, hvad vi så. Russerne havde ofte i deres skyttegrave temmelig store skydehuller, og det må vore maskingeværskytter have udnyttet. Da mange af russerne nok har forsøgt at flygte gennem disse huller, er de kommet ind i maskingeværilden, og virkningen var grufuld.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

29. august 1916 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

I tabslisten meddeles, at Christian Jensen fra Erlev er falden.

 

Saarede

Enke Marie Christensen i Toftlund har faaet meddelelse om, at hendes søn Poul den 21. august under kampene ved Somme er bleven saaret og kommen paa lazaret. Marie Christensen har to sønner mere med i felten.

 

Savnede

Enke Dorothea Braae i Gestrup ved Toftlund har faaet meddelelse om, at hendes søn Peter har været savnet ved Somme siden den 20. august

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at underofficer Theodor Albertsen fra Ullerup Mark ikke er vendt tilbage til sin troppeafdeling, men fremdeles er savnet.

Gaardejer Anders Christensen og hustru paa Lundsgaard ved Vilsbæk i Holebøl sogn har endnu stadig ingen efterretninger om deres søn Christian, der har været savnet i over 2 aar.

28. august 1916 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Afdøde gæstgiver Johan Johansens enke i Bovrup ved Varnæs har faaet meddelelse om, at hendes søn Hinrich er falden den 20. august ved Vestfronten, 28 aar gl.

Hans Uldals hustru i Mastrup i Hoptrup sogn har modtaget efterretning om, at hendes mand er falden under den sidste tids haarde kampe. Hustruen sidder nu ene tilbage med fire smaa børn.

I tabslisten meddeles, at Ernst Weber fra Graasten og Karl Kanne fra Bodum er faldne.

Arbejdsmand Chr. Rasmussen i Haderslev har faaet budskab om, at hans søn Iver er død 17. august paa et feltlazaret. En ældre, gift søn er falden den 29. februar i aar, mens en tredje søn er bleven hjemsendt som invalid og arbejdsudygtig. En fjerde søn gør endnu tjeneste ved hæren.

I tabslisten meddeles, at Christian Callesen fra Aabenraa er død af sine saar og at Simon Simonsen fra Terp i Haderslev amt er død ved et ulykkestilfælde.

 

Saarede

Kontorist Niels Nissen fra Haderslev(Dannevirkes kontor)er bleven saaret ved Østfronten og ført til et lazaret i Tyskland.

I tabslisten meddeles, at Nis Paulsen fra Tyrstrup er haardt saaret.

 

Savnede

Hans Duus fra Lysabildskov, Johannes Ravn fra Vilstrup og Jørgen Jørgensen fra Dyndved er savnede.

26. august 1916 – Ribe Stiftstidende: tabslisten meddeler….

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Rentier Ditlev Henningsen i Brendstrup ved Brem har modtaget efterretning om, at den ene af hans to sønner er falden. Den unge mand var ugift.

Arbejdsmand Jes Hansen i Rødding, tidligere smed i Hundebøl,  har modtaget meddelelse om, at hans søn, der var saaret er død på et lazaret.

I tabslisten meddeles, at Peter Bramsen fra Sillerup, Hans Schmidt fra Sønderballe og Heinrich Gamman fra Nordborg er døde, at Mathias Bruhn fra Jarup er død af sygdom og at Ludvig Brodersen fra Vilsbæk er omkommen ved et ulykkestilfælde.

Johannes Clausen fra Haderslev, der tidligere har været savnet, er falden.

Landboelsmand Hans Fogh i Bæk ved Nustrup er død i russisk fangenskab den 12. juni.

Saarede

Hans Bruhn fra Bolderslev og Peter Petersen fra Lebøl er haardt saarede.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Peter Fisker fra Jelsskov er i fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Mathias Gormsen fra Mastrup, Jens Brodersen 2. fra Haderslev og Simon Simonsen fra Øster Gasse er savnede.

 

25. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Ventes der flyverangreb over Sønderborg?

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ventes der flyverangreb over Sønderborg?

Dybbølposten meddeler: Ved forestaaende flyverangreb vil der i Sønderborg blive give advarselssignal med brandsirenen, nemlig et langt og to korte stød, gentagne gange. Naar faren er forbi, vil der blive givet beroligelsessignal, et kort og et langt, et kort og et langt, ligeledes gentagne gange. Ved advarselssignaler maa befolkningen i ro forlade gader og pladser og gaa ind i de nærmeste huse. Køretøjer maa køre videre i roligt tempo. Man bør ikke opholde sig inde i husene i nærheden af vinduer eller døre. Ellers er det sikrest i Parterre. Fremfor alt bør man bevare roen.

Faldne

Landpostbud August Frellesen fra Broager den 13. august falden i Rusland, 39 aar gl. Han efterlader hustru og en søn paa 10 aar.

Heinrich Petersen og hustru i Sønderborg har faaet meddelelse om, at deres søn Broder Hansen er død i søslaget ved Skagerak, 22 aar gl.

Mekaniker Christian H. Jensen fra Erlev ved Haderslev er den 6. august falden paa valpladsen, 22 aar gl.

Thomas Ravn og hustru i Stevelt ved Øsby har modtaget budskab om, at deres søn Siegfred er falden den 11. august, 21 aar gl.

Wilhelm Budde og hustru i Bæk ved Nustrup har modtaget meddelelse om, at deres søn Frederik er falden den 8. august, 28 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Simon Skøtt fra Sønder Aalling er falden og Niels Winge fra Haderslev er død af sine saar.

Anne M. Fogt, født Duus, paa Frederikshof paa Als har uventet modtaget budskab om, at hendes mand, Christian Fogt, er falden den 12. juli, 36 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Andreas Krogh fra Lysabild er falden, at Karl Adamsen fra Gabøl er død af sine saar og at Jørgen(ikke Peter)Lorenzen fra Aabenraa er saaret.

Saarede

Landmand P. Lorenzen fra Avnbøl Mark i Sundeved er bleven saaret.

Andr. Kristensen fra Lundsgaard i Sundeved og landmand Christensen fra Lundsgaards Mark er saarede.

I tabslisten meddeles, at Jens Jensen fra Lintrup er haardt saaret.

Gaardejer J. Fromm fra Grarupgaard er indlagt paa et krigslazaret som følge af en gasforgiftning af en granat.

Enkefru Kolmos i Nordborg har faaet meddelelse om, at hendes ældste søn Jens har faaet den ene fod amputeret.

I fangenskab

Fra Niels Hansen Fogd  fra Avnbøl i Sundeved er der kommen brev om, at han er i russisk fangenskab og har det godt. 

Savnede

Hans Schmidt i Over Aastrup har faaet sin søns pakker og breve tilbage med paategnelsen savnet.

I tabslisten meddeles, at Lorens Lassen fra Skovbøl, Maks Heinsen fra Rejsby og Peter Petersen fra Bodsbøl-Ballum er savnede.

24. august 1916. Læge på feltlazarettet ved Somme

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli-august 1916 holdt det til i en kirke i landsbyen Quivières.

Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.

I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.

Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.

Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.

ADCB_B117_såret_sanitet_lazaret
Transport af såret (øvelse)

Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.

Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.

Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Fra læge Hans Lorenzens fotoalbum

Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.

I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

24. august 1916 – Ribe Stiftstidende: rigskødkort og breve til neutrale lande

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Rigskødkortet

Fra den 2. oktober af vil der blive indført en ny for hele Riget ensartet ordning for kødforbruget. Samtidig indføres rigskødkortet. Det vil ifølge Hejmdal blive udstedt af kommunerne men faa gyldighed for hele Riget. Forbruget af vildt, harer, gæs og fjerkræ vil ikke blive afregnet paa rigskødkortet, men ordnet af enkeltstaterne. Rigskødkortet vil foreløbig give adgang til at købe et halvt pund kød ugentlig. Folk som selv slagter eller faar kød ved selv at gaa paa jagt, betragtes som selvforsørgere.. For at opmuntre selvforsørgerne til at holde svin og slagtekvæg  eller vinde jagtbytte vil de faa noget mere kød, idet det første dyr, som en selvforsørger slagter, kun beregnes med 3/5 af slagtevægten, det næste dyr kun med  1/2 af slagtevægten. Paa dette grundlag beregnes der saa ligeledes selvforsørgerne 1/2 pund kød ugentlig. Rigsernæringskontoret haaber, at denne begunstigelse af selvforsørgerne vil give anledning til, at der opdrættes og fedes flere svin.

Brevene til de neutrale lande

Opmærksomheden henledes paany paa bestemmelsen om, at breve over grænsen til de neutrale lande maa indleveres aabne og ikke fylde mere end to sider paa sædvanlig brevark. Endelig er det ønskeligt, at der kun sendes breve over grænsen i tilfælde, hvor det virkelig er nødvendigt.

 

Faldne

Murer Jes Jørgensen fra Styrtom ved Aabenraa er falden, 25 aar gl. ved Somme

Enke Anne Røhlk i Kliplev har modtaget meddelelse om, at hendes søn Johan er falden den 9. juli ved Somme, 34 aar gl.

Sømand Ernst Weber af Graasten er falden den 5. august ved Somme, 25 aar gl.

Julius Braasch, søn af gæstgiver B. i Sønderborg, er falden den 6. august.

Chr. Brock fra Ulkebøl er falden den 8. august, 29 aar gl.

Karl Theodor Andersen, søn af lærer A. i Fynshav paa Als, er falden den 9. august.

Samtidig med ham faldt hans ven Richard Klimm, søn af fisker K. i Notmarkskov.

I tabslisten meddeles, at Johannes Tegen fra Aabenraa er falden.

Arbejdsmand Josef Jørgensen fra Graasten herregaard er død paa et feltlazaret. Han efterlader hustru og 8 børn.

Parcelist Th. Brock paa Skelle Mark ved Broager har faaet meddelelse om, at hans søn Thomas er død af sine saar.

I tabslisten meddeles, at Peter Sindberg fra Kær er død af sine saar. 

 

Saarede

August Boss, søn af købmand Th. Boss i Haderslev, er bleven haardt saaret ved Somme.

Fabrikant Andersen fra Gram er bleven syg og ligger for tiden paa et lazaret i Hagenov.

 

Savnede

Frederik Meyer fra Gramgaard har været savnet i den sidste tid.

22. august 1916 – Ribe Stiftstidende: aflevering af brødkorn

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Aflevering af brødkorn

Hejmdal bringer følgende officielle meddelelse; Den ofte fremsatte anskuelse, at beholdningerne af brødkorn af den gamle høst var saa rigelige, at afleveringen af den nye høst ikke behøvede at fremskyndes, er helt igennem fejlagtig. Rigs-kornkontoret behøver tværtimod paatrængende en øjeblikkelig aflevering af rug og hvede af den nye høst.

Faldne

Barber Johan Wilde i Aabenraa er falden.

Peter Brodersen og hustru i Jordkær har modtaget efterretning om, at deres søn Peter er falden i Frankrig den 6. august, 20 aar gl.

Handelsmand J. Wilke og hustru i Nordborg har faaet meddelelse om, at deres ældste søn Eduard er falden.

Hans Tandrups familie i Grønnebæk ved Jels har faaet meddelelse om, at deres søn er falden. Hans fader, gaardejer Hans Tandrup, som er oppe i fyrrerne, er ogsaa soldat og har i lang tid ligget i et lazaret.

En af Gramegnens dygtige unge bønder, Johannes Ravn fra Asdalgaard ved Tiset, der var savnet, er falden.

I tabslisten meddeles, at Niels Degn fra Mastrup er falden.

Søren Schwartz og hustru i Egernsund ved Graasten har modtaget efterretning om, at deres søn Lorenz er død paa et lazaret i Frankrig, 21 aar gl.

Werner v. Uslar, søn af tidligere Landraad v. Uslar i Aabenraa, er den 12. august falden ved Vestfronten.

Mølleejer Lauritz Petersen fra Rymølle ved Egen er den 9. august falden ved Vestfronten. Han efterlader enke og 5 børn og blev 36, 5 aar gl.

Købmand Th. Paulsen og hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at deres ældste søn Christian er falden den 11. august, 20 aar gl.

M. Hanrath, søn af fiskehandler H. i Skærbæk, er falden under de sidste kampe.

I den sidste tabsliste meddeles, at Christian Christiansen fra Søgaard, Bertel Damm fra Bæk, Martin Nissum fra Arnum, Peter Mathiesen fra Blans, Hans Wilkenschildt fra Mølby og Anton Brodersen fra Vandling er faldne.

I tabslisten meddeles, at Jørgen Jørgensen fra Varnæs er død af sine saar og Jes Christensen fra Bolderslev er død som følge af sygdom samt at Johannes Gramm fra Brundelund er druknet ved badning.

Saarede

Gaardejer Rasmus Sandvei fra Øster Lindet er paa Vestfronten blevet saaret af en shrapnell og har faaet syv saar.

I tabslisten meddeles, at Nis Roos fra Brendstrup, Nis Nissen fra Brandsbøl og Nis Niessen fra Bollerup i Aabenraa kreds er haardt saarede.

Landstormsmand M. Fredsted fra Bjerndrup ved Stepping er bleven indlagt i et reservelazaret i Stade i Hannover.

I tabslisten meddeles, at Jens Laumann fra Kvistrup, Jakob Olsen fra Tyrsbøl, Johannes Nielsen Hansen fra Hostrupskov, Hans Sørensen fra Moltrup og gefreiter Heinrich Auerbach fra Graasten er haardt saarede.

Desuden meddeles, at Andreas Johnsen fra Skærbæk er bleven saaret den 2. oktober 1914.

Johan Kaadtmann, yngste søn af paraplymager Kaadtmann i Haderslev, er bleven haardt saaret og savnes.

I fangenskab

Wilhelm Rath ved Rødding befinder sig i russisk fangenskab og er tillige saaret.

 

19. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Pour Le Merite-ordenen til en sønderjyde

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kaptajnløjtnant Max Valentiner,

søn af provst Valentiner i Sønderborg, der er kommandør paa en undervandsubaad i Middelhavet, har faaet ordenen Pour Le Merite.

Gaardejer Peter Fink i Stubbom

er efter længere tids svagelighed afgaaet ved døden. Budskabet kommer ikke overraskende, skriver Hejmdal, men det vil vække dyb vemod blandt de mange,  der staar ham og hans hjem nær. Peter Fink var ikke særlig fremtrædende i vort offentlige liv, men han var en meget varmtfølende mand, for hvem det var en hjertesag at  være med i arbejdet for kristenlivets vækst, og for vort folkelivs røgt og pleje, en kraftig udpræget karakter, som altid var rede til at træde i skranken for, hvad han holdt for ret og rigtigt. I sin ungdom var Peter Fink optant, men først i halvfemserne blev han naturaliseret. Seks af hans sønner og en svigersøn har deltaget i krigen. Deraf er hans yngste søn faldet i Karpatherne, en anden søn, som har deltaget i kampene paa Vestfronten, er bleven hjemsendt med en svær nyrelidelse, en tredje søn blev saaret foran Verdun, men er atter ved fronten.

Det nye krigslaan og præsterne

Konsistoriet i Kiel anmoder igen præsterne om af alle deres kræfter at bidrage til at fremme det nye krigslaan og saa vidt muligt hjælpe ved ordningen af hvervearbejdet.

Faldne

Hans Richard Hoeck Roager, søn af lærer R. Roager i Starup ved Haderslev, er falden, 22 aar gl.

Enke Henriette Lund i Bæk ved Vonsbæk har faaet meddelelse om, at hendes yngste søn, Anton, er falden 22 aar gl. Hendes anden søn, Hans, har været savnet siden den 20. juli.

I tabslisten meddeles, at Rolf Bentzen fra Haderslev, Adolf Beck fra Aller og Hans Top fra Rødding er faldne.

Gaardejer Lorentzen paa Bokholm ved Halk har faaet meddelelse om, at hans søn er død i et lazaret.

Gaardejer H. Grau fra Oksbøl paa Als, der har indkaldt siden krigens begyndelse, er død af sygdom i sit hjem.

Saarede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Jessen fra Birkelev, Hans Skovrup fra Højrup, Peter Faaborg fra Barsmark, Chresten Petersen fra Hagenbjerg, Peter Mathiesen fra Stevning, Johannes Bruhn fra Hejsager, gefreiter Peter Dallmann fra Haderslev og Ingvart Bruun fra Hejsager er haardt saarede.

Desuden meddeles, at Jesper Hinnigsen fra Hygum Mark er bleven saaret den 18. november 1914, og Christen Jacobsen fra Fol og Lorenz Bentzer fra Søgaard er saarede.

I fangenskab

Thomas Wind fra Endrupskov ved Gram er i fransk fangenskab.

Savnede

I tabslisten meddeles, at Jens Jessen fra Uge, Karl Hünkemeier fra Rødding, Nikolaj Wrang fra Egen, Chresten Schmidt fra Roager, Hans Ehlers fra Guderup, Jakob Bendiksen fra Kegnæs, Jørgen Jæger fra Augsutenborg, Diedrich Duus fra Aabenraa, Klaus Kruse fra Sønderborg, Peter Petersen fra Mintebjerg, Christian Christensen fra Vester Nybøl i Haderslev amt, Christian Schultz fra Sommersted Holm og Peter Wraa fra Kestrup er savnede.

Landmand Tiedemand fra Porsplet ved Toftlund er bleven erklæret for uduelig og derefter bleven hjemsendt.

 

18. august 1916 – Ribe Stiftstidende: faldne og saarede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

 

Faldne

Christian Mathiesen, søn af gaardejer Hans Mathiesen i Østerby, er falden den 24. juli, 22 aar gl.

Gaardejer Erik Eriksen og hustru i Hoptrup har faaet budskab om, at deres eneste søn Knud Eriksen, er falden i de sidste haarde kampe. I Knud Eriksen, der havde faaet Jernkorset, har vi atter mistet en af vore bedste unge mænd i Hoptrup.

Seminarist Peder R. Jensen, søn af Lars R. Jensen i Over Jerstal, er den 3. august falden paa valpladsen, kun 20 aar gl.

Simon Simonsen fra Brøstrup ved Rødding er falden, 27 aar gl.

Under de sidste kampe er ogsaa landmand A. Bjerrum fra Øster Gasse ved Skærbæk falden.

I tabslisten meddeles, at Nis Lund fra Hoptrup, Arthur Bruhn fra Gøtterup, Peter Schmidt fra Hyrup, Ejnar Juhl fra Langetved, Jørgen Ebsen fra Dybbøl og Jes Jørgensen fra Fredsted er faldne og Jørgen Petersen fra Avnbøl og Alfred Petersen 1. fra Kærbølling er døde af deres saar.

Saarede

Gunde Wind fra Hjerting, Andreas Jacobsen fra Skovby, Johan Lauritzen fra Varnæs, Ernst Heide fra Frørup Mark, Thomas Brock fra Skelle og Hans Bladt fra Asserballskov er haardt saarede.

 

17. august 1916. Knugede forældre: “Krigens hårde kår havde lært dem at græde i enrum”

Søren P. Petersen, Rødding, blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Han kom på et blindelazaret i Halle an der Saale.

(… fortsat)

Det var nu mere end to måneder siden, jeg var blevet såret, og i al den tid var jeg hverken blevet klippet eller barberet. Rigtignok var mit hoved næsten helt indviklet i forbindingen. Kun næsespidsen, munden og hagepartiet var frit, men her strittede efterhånden et yppigt rødt fuldskæg frem, og håret hang mig helt ned ad nakken.

Den stærke skægvækst og særlig øjenbrynene, der havde været afbarberede, forvoldte til tider en ulidelig kløe under forbindingen. Også hårbunden, som i al den tid ikke havde været vasket og tilmed efterhånden var fuld af indtørret salve, kløede, så jeg somme tider troede, at jeg var smækfuld af lus.

En dag fik jeg så lov til at blive klippet og barberet og få hovedet vasket. Det føltes som en uhyre lettelse, da jeg nu tilmed fik en mindre forbinding; men hverken søster eller nogen af de andre kunne kende mig efter denne omgang.

Der var et spørgsmål, som stadig beskæftigede mine tanker. Hvordan ville min kæreste tage disse for mig så forandrede kår? Jo, hun havde fortsat med at skrive breve, og der kunne ikke være tale om at svigte et givet løfte, mens jeg på den anden side hverken  kunne eller ville forlange, at hun skulle knytte sin skæbne til min.

For at få dette klaret, måtte jeg hjem. Så bad jeg da om orlov samtidig med, at jeg ansøgte om at blive flyttet til et lazaret nærmere hjemad, måske Haderslev eller Flensborg.

Jeg fik 14 dages orlov under den betingelse, at jeg lod mig tilse af  min læge derhjemme. I midten af august rejste jeg. En sanitetssoldat  bragte mig til banegården og hjalp mig ind i toget til Hamborg.

Her blev jeg modtaget af »Røde Kors«, som var blevet underrettet  om min ankomst, og efter at have fået en kop kaffe, blev jeg fulgt ind i toget, som gik til Flensborg.

Her blev jeg modtaget af mine forældre. Det blev et bevæget gensyn efter to års forløb, knuget som de var af sorg og bekymring over den skæbne, der havde ramt mig, og hjemme lå min ældste bror,  dødsmærket efter krigens strabadser.

Alligevel var de udadtil fattede, krigens hårde kår havde lært dem at græde i enrum.

DSK-årbøger 1961

16. august 1916 – Ribe Stiftstidende: faldne, saarede, i fangenskab og savnede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne

Hans Maag, en søn af gaardejer M. Maag i Barsmark ved Løjt Kirkeby, er falden ved Somme.

Andreas Jessen fra Hønkys ved Rødekro er den 14. juli falden i Frankrig, 38 aar gammel. Han efterlader sig enke og en datter.

Christian Paulsen fra Bevtoft er den 30. juli falden i Frankrig, 24 aar gl. Han efterlader sig hustru og en lille datter.

Forsøgsassistent P. Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn er falden den 3. august, 29 aar gl. Hans ældre broder, Jeppe faldt for længere tid siden.

Jes Iversen Ravn, en søn af J. Ravn i Ørsted ved Sommersted, er falden 21 aar gl.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christen Christensen fra Kær paa Als, og Peter Ohlsen fra Kværs er faldne.

Søren Krab, en søn af Grejs Krab i Maugstrup, er den 9. august død paa et lazaret i Aachen, 22 aar gl.

Julius Weiss, en søn af Claus W. i Haderslev, er falden den 6. august, 20 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Karl Møller fra Holm, Friedrich Kraft fra Branderup, og Bille Skov fra Fol er faldne, at Nikolaj Lausen fra Tandselle(ikke Tandslet)er død, og at Peter Hansen fra Dybbøl er død ved et ulykkestilfælde.

Saarede

Læderhandler Chr. Banz i Haderslev, har faaet meddelelse om, at hans 20 aar gamle søn, Karl Banz, er bleven haardt saaret og ligger i et lazaret i Wolfenbüttel.

Heinrich Jokumsen fra Kastrup er under kampene i Frankrig bleven saaret i begge arme og ligger paa et feltlazaret bag ved fronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Rasmus Nielsen fra Kolstrup ved Aabenraa og Hugo Belom fra Sønderborg er haardt saarede.

Gæstgiver Bondes søn fra Sebbelev paa Als er ikke falden, men saaret.

I fangenskab

Enke Simonsen fra Styrtom ved Aabenraa har fra sin søn, landmand Jep Simonsen, modtaget meddelelse om, at han er i fransk fangenskab.

landmand Jørgen Jørgensen og hustru i Dybbøl har faaet underretning om, at deres eneste søn den 27. juli er bleven saaret.

I tabslisten meddeles, at Nikolaus Schmidt fra Roager er haardt saaret.

Gæstgiver Jacob Lorenzen i Ensted har modtaget meddelelse om, at hans søn Christian ligger syg af tyfus paa et lazaret bag ved fronten.

Peter Christensen fra Kastrup ved Gram, der er med ved Østfronten, ligger paa et feltlazaret bag ved fronten.

Savnede

Løjtnant Nikolaus Riis fra Skovby ved Løjt Kirkeby savnes. Man haaber, at han er i engelsk fangenskab.

Landmand Jep Petersen fra Søft Mark ved Rødekro er meldt savnet.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jens Jensen fra Arnum er savnet.

 

15. august 1916 – Ribe Stiftstidende: faldne, saarede og savnede

Faldne

Margrethe Andresen i Broager meddeler, at hendes søn Peter Jørgensen er falden den 2. juli.

Gæstgiver Bondes søn fra Sebbelev paa Als er falden.

Andreas Jessen og hustru i Haderslev har modtaget meddelelse om, at deres eneste søn, Christian, er falden, 28 aar gl.

Chr. Brauer fra Haderslev er falden den 2. august, 36 aar gl. Han efterlader hustru og 3 uforsørgede børn.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Thygesen fra Gammel Haderslev og Hans Eriksen fra Egen er falden.

Christian Frederik Callesen af Skovby ved Løjtkirkeby er den 4. august død paa et feltlazaret i Frankrig. Den faldne, der for et aars tid siden blev krigsviet, efterlader sig enke og en lille datter.

Hans Detlef Krogh, søn af Lorens Krog i Bøjskov Skov i Sundeved, er den 28. juli død paa et lazaret, 19,5 aar gl.

Købmand Hendre Hansen fra Nordborg er død af sine saar ved Somme. Hans hustru og tre smaa børn staar nu ene tilbage uden forsørger.

Christian Tank fra Lundsbæk ved Store Nustrup er død paa fæstningslazarettet i Køln, 26 aar gl.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Mathias Kjær fra Københoved og Jørgen Schmidt fra Egernsund er døde af deres saar.

Saarede

Gaardejer Morthost fra Øster Løgum er for nogen tid siden under kampene ved Østfronten bleven saaret af et geværskud i højre laar.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Hans Schøning fra Skudstrup Mark, Hans Schmidt 11, fra Ris, Hans Frost fra Sønderborg, Iver Christensen fra Horsbyg, Hans Schmidt fra Sønderballe, og Hans Lowerenz fra Uge er haardt saarede.

Savnede 

Johannes Ravn fra Asdalgaard ved Tiset, der har været med ved Somme, er savnet siden den 1. august.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Hundebøl fra Fol, Peter Christensen fra Fjelstrup, Hans Damm fra Bovrup, Johannes Clausen fra Haderslev, Jens Andersen fra Frørup, Jørgen Grundahl fra Fjelstrup og Lauritz Nielsen fra Fol er savnede.

10. august 1916 – Ribe Stiftstidende: faldne, saarede, savnede og i fangenskab

Faldne

Anton Grau, søn af arbejdsmand P. Grau i Haderslev, der er overmatros på hjælpekrydseren Kreis, er falden.

Jørgen Søndergaard og hustru i Arrild har modtaget efterretning om, at deres søn Anton er falden den 19. juli, 21,5 aar gl.

Chr. Loholm, eneste søn af H. Loholm paa Skrydstrup Mark, er 30. juli død paa et feltlazaret, 23 aar gl.

Ernst Heide fra Mølby ved Sommersted er 25. juli død paa et lazaret i Magdeburg, 28 aar gl.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Niels Peter Mejland fra Haderslev og Hans Kjer fra Branderup er døde.

Fritz Kanne og hustru i Bodum ved Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Carl er falden i Frankrig, 25 aar gl. hans broder Frederik faldt for et aar siden i Rusland.

Kreaturhandler Thomas Bertelsen fra Broager er falden paa den vestlige krigskueplads.

Malermester Nissen fra Skelle ved Broager er ligeledes falden.

Georg Jeppesen fra Haderslev er den 29. juli falden, næppe 20 aar gl.

Seminarist Andreas Andresen fra Haderslev er falden ved en minesprængning.

Bertel Dam fra Jels, der ved krigens udbrud var kusk paa Gramgaard, er falden ved Somme.

Købmand Jes Beier fra Brøns er ligeledes faldet.

I de sidste prøjsiske tabslister meddeles, at Hans Hinrichsen fra Bro, Andreas Jessen fra Hønkys og Peter Jørgensen fra Broager er faldne.

I marinens sidste tabsliste meddeles, at Jørgen Paulsen fra Skodsbøl Mark og Johan Petersen fra Ørby er død.  

Jacob Møller hos smed Sønnichsen i Skovby ved Løjt Kirkeby er falden ved Verdun.

Tidligere gæstgiver Henrik Jensen og hustru i Avnbøl har faaet meddelelse om, at deres ældste søn, Peter, er falden, 22 aar gl.

Parcellist Peter Skovmand fra Asserballe Station er falden, 33 aar gl. og ugift.

Den ældste søn af barber Sørensen i Haderslev er død paa en marinetur. Han efterlader hustru og tre børn.

Paul Clausen fra Stepping Mark er den 29. juli falden paa slagmarken, 33 aar gl. Han efterlader enke og 7 smaa børn.

Skræddermester Carl Sørensen fra Gustenborg ved Brendstrup er falden ved Somme. Den afdødes eneste broder Anton Sørensen blev saaret kort før broderen faldt. De er begge ugifte.

Peter Bramsen fra Feldum i Vonsbæk sogn er den 29. juli død paa et lazaret i Frankrig. Han efterlader hustru og børn. 

Saarede

En søn af skomager Hansen i Felsted er bleven saaret ved Somme.

Chr. Jespersen, søn af gaardejer J. Jespersen i Lilholt ved Vojens, er den 26. juli bleven saaret.

Anton Sørensen, søn af enke Anna Sørensen i Gram, er bleven saaret og indlagt paa et lazaret. Samme dag faldt hans broder Carl

I fangenskab

Der er indgaaet efterretning fra Andreas Andersen, søn af gaardejer Th. A. i Snogbæk i Sundeved, at han er i russisk fangenskab. Sammen med ham er af nordslesvigere: R. Berg fra Stevning paa Als, Asmussen fra Broager og Chr. Hansen fra Stepping. Andreas Andersen skriver, at de kan faa madvarer at købe, naar de blot har penge.

Mathæus Andersen, søn af gaardejer P. Andersen i Vester Lindet ved Gram og gaardejer P. L. Rosenberg fra Bollum ved Brede er i fransk fangenskab.

Savnede

Efter kampene ved Somme er landmand og handelsmand Jes Jørgensen fra Styrtom ved Aabenraa, Jakob Dahlmann, søn af gaardejer R. Dahlmann i Randerup, meldt savnet.

 

5. august 1916. Kresten Andresen: “Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 5. august 1916

Kære forældre!
Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni i går aftes. Jeg kunde slet ingen af de gamle venner finde; omsider fandt jeg en Schultz nede fra Haderslev amt. Peter Østergård fra Stursbøl er falden, hvor er det dog sørgeligt. Jeg syntes, jeg kunne tænke mig andre falde; men Peter Østergård, denne gode, rare ven, at han skulde falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre. Rasmus Nissen er hårdt såret i begge ben. Hans Skau har fået begge lår brækket og brystet kvæstet. Jens Christensen fra Lundsgårdsmark såret. Johs. Hansen, Linstrup hårdt såret, Jørgen Lenger fra Smedeby såret, Asmus Jessen fra Årup såret. 

Der var ingen tilbage mere, og Iskov, Laursen, Nørregård, Karl Hansen – alle er væk, så nu er jeg næsten alene her. Hvor længe skal dog dette blive ved?

Her har vi det nu roligt, og jeg tvivler om, at vi foreløbig kommer ud igen. Løjtnanten vil have Iskov og Laursen for en krigsret, da han hævder, at de har fjernet sig fra fronten uden grund og sneget sig med til Tyskland.

Jeg har det for tiden godt. Tak for dåsen med stegefedt, som jeg har fået i dag. Den har kun været fem dage undervejs, så postvæsenet funktionerer jo godt. I går fik jeg en pakke med kiks og honningkager, men dem har jeg vel skrevet om i går, ellers skal I have tak for dem.

Jeg er fremdeles ved godt mod og tror fuldt og fast, at jeg snart er helt borte fra denne egn. Men ingen ved jo, hvad der forestår, og det er også godt. Vær bare rolige og tro, at alt bliver ledet til det bedste.

Og så vil jeg slutte med mange kærlige hilsner til eder alle

eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

5. august 1916 – Ribe Stiftstidende: faldne, saarede, savnede

Faldne

En søn af enke Gregersen i Brunsnæs ved Broager er død paa lazaret ved Vestfronten. Han efterlader sig hustru og 4 børn. To brødre til ham er allerede faldne i forvejen, og en tredje broder ligger saaret paa et lazaret.

Enke Anna Sørensen i Gram har modtaget efterretning om,  at hendes søn Carl er falden den 25. juli i Frankrig.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Johan Røhlk fra Kliplev, Bendiks Lassen fra Tumbøl, Richard Hansen fra Egernsund, Peter Krogh fra Broager og Thomas Rossen fra Hostrupskov er faldne.

Købmand Heinrich Janns og hustru i Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Georg den 30. juli er død paa feltlazaret.

Christian Hansen og hustru i Varnæs har modtaget budskab om, at deres søn Peter er død paa et krigslazaret den 30. juli, 25 aar gl. For næppe to maaneder siden mistede de en anden søn.

Karl Adamsen, søn af Peter Adamsen i Nustrup, er den 24. juli død paa et feltlazaret, 21 aar gl.

 

Saarede

Som saarede meldes; Christian Petersen, søn af gaardejer H. P. Petersen i Snogbæk i Sundeved, Jens Andersen, søn af gaardejer Johan Andersen i Snogbæk, gaardejer Valdemar Ludvigsen fra Nybøl i Sundeved, Christian Christensen, søn af landmand B. Christensen i Bøffelkobbel i Sundeved, købmand Hjendre Hansen i Nordborg, yngste søn af rentier Jensen i Sønder Ottinggade i Haderslev, gaardejer Thomas Hjorth fra Hjerndrup, Karl Hansen fra Skærbæk og landmand Kristian Thomsen fra Roost, søn af afdøde gaardejer H. Jessen Thomsen dersteds.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Nis Nielsen fra Kegnæs er saaret.

Hans Jensen fra Nybøl Mark og Jens Byllemos fra Smøl er haardt saarede.

Savnede

Slagtermester Ehlers og hustru i Nordborg har modtaget efterretning om, at deres søn, der var reserveløjtnant, er savnet. Der er dog haab om, at han er i engelsk fangenskab.

Peter Fisker fra Jels Skov er savnet.

I fangenskab

Jens P. Christensens enke i Tumbøl ved Felsted har modtaget efterretning om,  at hendes søn Christian er i fransk fangenskab.

 

3. august 1916 – Ribe Stiftstidende: Russisk fange skudt

Skudt russisk krigsfange

I mandags skulde en russisk krigsfange transporteres fra Klovtoft til Aabenraa. I nærheden af skyttehuset i Aabenraa løb han fra soldaten, der ledsagede ham. Han løb ind  i skoven og blev trods gentagne tilraab ikke staaende, men skjulte sig bag træstammerne. Et af soldaten afgivne skud ramte ifølge Hejmdal fangen i hovedet og dræbte ham paa stedet.

Faldne

Skatteopkræver Peter Larsen fra Sønderborg er falden den 20. juli.

Peter Chr. Nissen fra Tyrstrup er falden den 16. juli, 39 aar gammel. Han efterlader sig hustru og 3 børn.

Hjuler Christian P. Schultz fra Gram er den 16. juli faldet ved Riga, 37 aar gl. Han efterlader hustru og en søn.

Landmand Gildhof i Terp ved Rødding har fra kompagniet, hvor hans søn laa, faaet pakker og breve tilbage med paaskriften “falden”.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Andreas Andresen fra Haderslev og Ernst Møller fra Aabenraa er faldne.

Enke Anna Schmidt, født Nissen, har modtaget efterretning om, at hendes søn Hans den 15. juli er død paa et lazaret, 22 aar gl.

Enke Margrethe Clausen i Vilsbæk ved Holebøl har modtaget efterretning om, at hendes plejesøn, Peter Ohlsen, er falden ved Arras den 17, juli, 28 aar gl.

Enke Nielsine Winkelschildt i Mølby ved Sommersted, har modtaget meddelelse om, at hendes søn Hans er falden den 11. juli, 21 aar gl. Fru Winkelschildt mistede i de første krigsmaaneder sin mand, der døde som følge af et hjerneslag. Hendes ældste søn har været savnet siden november 1914.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Thomas Holm fra Haderslev er falden.

Paul Wegener og hustru i Vandling, har modtaget budskab om, at deres søn  Christian den 29. juli er død paa et krigslazaret, 23 aar gl.

 

Saarede

Vognmand Rudolf Brink, søn af vognmand Brink i Aabenraa, er ved Somme bleven saaret og derefter bragt til et lazaret i Tyskland.

Enke Marie Festersen i Hostrupskov ved Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes søn Fester er bleven saaret ved Somme og er paa feltlazaret.

Frederik Hansen fra Høkkelbjerg ved Aabenraa er bleven saaret ved Somme og befinder sig i et sydtysk lazaret.

Hans Christensen, søn af gæstgiver og gaardejer Jørgen C. i Traasbøl i Felsted sogn, er ved Vestfronten bleven temmelig haardt saaret.

Ungkarl Chr. Feddersen fra Terp ved Rødding er bleven saaret paa Vestfronten.

Landmand Chr. Rygaard fra Terp er bleven saaret.

Gaardejer Hans Nørgaard fra Terp er bleven saaret paa Vestfronten er paa lazaret i Aachen.

Jakob Iskov fra Brendstrup er ved Vestfronten bleven saaret i venstre arm og er undervejs til et lazaret.

Landmand Jørgen Andresen fra Strandelhjørn ved Bevtoft er bleven saaret og befinder sig paa et lazaret i Freiburg i Bayern.

I fangenskab

Handelsbetjent Peter Fisker, søn af landmand L. Fisker i Jels Skov, er i fransk fangenskab

Enke efter landmand Frandsen paa Hygum Mark har modtaget efterretning om, at hendes søn Peter er i russisk fangenskab.

Savnede

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Nørr fra Kegnæs er savnet.

 

2. august 1916. Kvinde strandet i Danmark

Hun kan ikke komme hjem igen

En haandværkers kone i Roager rejste for fire uger siden til Jylland for at deltage i bryllup hos slægtninge; men det har hidtil ikke været muligt at komme hjem igen, af hvilken grund er ukendt.

Fangevogter hjemme

Gaardejer Niels Eskildsen fra Døstrup er kommen hjem og bleven fangevogter over de russiske fanger, der er i arbejde hos landmændene der i byen.

Faldne

Gæstgiver og købmand Hans Top fra Agerskov er den 21. juli falden ved Somme. Han var for 5 uger siden hjemme paa orlov og havde, da han faldt, kun været godt 14 dage i skyttegravene. Den faldne, der var en mand midt i trediverne, efterlader sig hustru og 4 børn.

J. Embcke og hustru i Vojens har modtaget meddelelse om,  at deres yngste søn, Wilhelm, er falden den 22. juli, 21 aar gl.

Jørgen Mathiesen Schmidt  fra Dynt ved Broager er den 15. juli død paa et lazaret i Berlin efter at have været haardt saaret ved Vestfronten den 11. juli. Han efterlader sig enke og flere børn.

I forgaars modtog Hans Hedelund og hustru i Toftlund det tunge budskab, at deres søn, Johannes Gram, er druknet ved badning i Schwedt a. d. Oder i provins Brandenburg. Han blev saaret i fjor og var nu omtrent helbredt. Den forulykkede, der havde været med i flere haarde slag, var indehaver af jernkorset.

Saarede

Gaardejer Skov ved Lillehave ved Aabenraa er ved Somme bleven haardt saaret og ført til et lazaret øst for Køln.

Kresten Petersen fra Avnbøl  i Sundeved er bleven haardt saaret ved Somme og ført til Bremen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Christian Enemark fra Randerup er let saaret, men bliver ved sin troppeafdeling.

Savnede

Smedemester Hans Christensen i Langetved ved Gram, der i fjor efteraar blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er forsvunden ved Somme.

Gefr. Erich Skøtt fra Haderslev er savnet

31. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: danske tjenestefolk i Nordslesvig

Myndighederne og tjenestefolkene

Som følge af den høje løn, der varierer fra 40 kr. til 75 kr. om maaneden alt efter vedkommendes kvalifikationer, har en del danske tjenestefolk, navnlig karle, i det forløbne aar taget tjeneste i Nordslesvig og har derved ydet en betydelig støtte ved driften af landejendomme, hvor det ellers kniber med at faa denne besørget.

Imidlertid er der et forhold, der truer med at berøve den nordslesvigske befolkning denne gode hjælp, og det er myndighedernes færd over for de danske tjenestefolk, idet man nægter dem tilladelse til under deres ophold i Nordslesvig at tage paa besøg hos deres slægtninge i Danmark. De kan godt nok faa pas til at komme til Danmark, men det betydes dem saa samtidig, at de ikke ville kunne faa tilladelse til at vende tilbage til deres plads igen….

Hjempermitteret

Landmand Scheel i Stenderup ved Toftlund, der for kort tid siden mistede sin hustru efter det tiende barn, er nu bleven fri for militærtjeneste og kommen hjem til sin store børneflok.

En ny session

Generalkommandoen har efter forlydende anordnet en ny session for alle de ikke-uddannede værnepligtige, der endnu ikke er bleven indkaldte, men ved sidste mønstring er bleven betegnede med bogstaverne “gv” og “av” og som er født 1876 og senere, desuden for dem, der for tiden ikke er duelige til garnisons og arbejdstjeneste. Der meddeles ikke, naar den session skal finde sted.

Faldne

Værkmester Richard Hansen,  broder til maskinbygger H. i Egernsund ved Graasten, er falden.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at August Dethleffsen fra Neder Aastrup og Hans Jensen fra Bolderslev er falden.

Meddelelsen om at en søn af landmand Clausen ved Sønderskoven ved Aabenraa er falden, er ikke rigtig; han er udenfor livsfare.

Maler Jakob Lorenzen, søn af bagermester Lorenzen i Genner ved Aabenraa, er død paa et lazaret i Berlin.

Gaardejer Hans Bladt og hustru i Felsted sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Nis, er falden den 8. juli, 27 aar gl.

Gaardejer Jørgen Mortensen fra Arnitlund i Bedsted sogn ved Flensborg er falden den 18. juli, 37 aar gl. Han efterlader sig hustru og en søn tilligemed sine gamle forældre.

Tidligere degn og lærer Sørensen i Øsby, nu i Haderslev, har mistet sin næstældste søn, Marius, der er falden den 14. juli, 31 aar gl.

Købmand Rolf Ulrik Andreas Bentzen i Haderslev er falden den 20.juli, næppe 25 aar gl.

Smedemester Hans Schmidt og hustru i Hyrup ved Toftlund har modtaget budskab om, at deres søn Peter er falden ved Somme.

Peter Boysen fra Laasled ved Gram er ved Somme falden den 22. juli, Han efterlader enke og et lille barn.

Saarede

Hans Bruhn, søn af slagtermester Bruhn i Bolderslev, er bleven haardt saaret ved Vestfronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup og Karl Adamsen fra Gabøl er haardt saarede.

Endvidere meddeles, at Martin Jørgensen fra Hvinderup er bleven saaret den 19. september 1914.

Landmand Iver Christensen i Barlund ved Rødekro er bleven haardt saaret paa Vestfronten.

Murermester Mathias Hansen fra Over Jerstal er ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Bagermester Hans Sørensen i Haderslev er bleven haardt saaret og ført til et reservelazaret i Tyskland.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Nikolaj Nielsen 1. fra Ringsbjerg i Aabenraa amt er haardt saaret

Savnede

 og Niels Fogd fra Sønderborg er savnet.

 

31. juli 1916. Kresten Andresen: “Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 31. juli 1916

Kære forældre!
Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje. Det er en forfærdelig kendsgerning. At man dog skal ligge her hele sin bedste ungdomstid. Når krigen engang om et par år hører op og man endnu er i live, vil man være en olding. Nu ligger jeg i niende døgn under åben himmel. Vi kan være glade for, at der er så tørt vejr. Vi rykker hvede op og tørrer den i solen, så ligger man da i hvert fald ikke på den bare jord.

Hvor krigen dog er en elendighed. Nørregård er såret, Karl Hansen er såret, Laursen og Iskov sporløst forsvundne. I aften går det atter ud i forreste stilling, men nu er der roligere end for en uge siden. Vi ligger skråt for Poziéres, som gik tabt, kort før vi kom. Den skulde vi have stormet sidste mandag; men det blev ikke til noget. Regimentet har lidt meget. Et komp. har tabt over halvandet hundrede mand, og mange andre er oppe på over hundrede. Vi er sluppen temmelig heldigt hidtil, men vi ved jo ikke, hvad fremtiden vil bringe.

Aldrig har jeg været vidne til en sådan artilleriild som her. Det er mest om natten. Det er en musik, der vist længe vil tone i éns øren. Navnlig brølene fra de svære engelske 38 cm granater gør et i den grad uhyggeligt indtryk på én, at man tænker, man har et fabelagtigt uhyre for sig.

Hvornår er dog krigen forbi? Nogle engelske fanger, som kom forbi i går, mente, at det gav våbenstilstand i morgen, men det har de vist ment ironisk. De englændere, jeg har set her, er alle flotte, unge mænd, let klædt på og smidige; de slæber nok ikke rundt med en sådan oppakning som vi. Når vi har den såkaldte stormoppakning med alt, hvad der bimler og bamler, så kan man næsten ikke røre sig. Men under en eventuel storm skal det være det første, der kommer væk, så man da kan bevæge sig frit. 

07006F00136_engelske_krigsfanger_Bapaume

I skriver hele tiden om, hvordan det går med officerskursuset, som blev stillet mig i udsigt. Men det bliver selvfølgelig ikke til noget, så længe der er så urolige tider; tilmed er min kaptajn bleven såret, så det går måske helt i glemme.

Jeg har i dag fået brev fra Jens skrevet d. 26. Han lader ikke til at vide noget om, at jeg er kommet herned. Men I har vel slet ingen fået af de breve, jeg har sendt.

Det glæder mig, at det går så godt frem med Johannes helbred. Jeg træffer næsten daglig Lønholm, mejeristen fra Blans; men det er næsten også den eneste bekendt, jeg træffer. Han er ved fjerde komp.

Nu mange kærlige hilsner til eder alle fra eders hengivne søn
Kresten

NB. Jeg går i stilling i tre dage. Formodentlig bliver der i den tid ingen lejlighed til at blive post løs. Lad det ikke forurolige jer. 

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve