Søren P. Petersen, Rødding, beretter om den nat, han blev blind. Han lå i en sappe ved Loretto.

Natten mellem den 5. og 6. juni stod jeg sammen med en kammerat vagt i en meget udsat sappe. Englænderne kunne beskyde os fra tre sider og fyrede flittigt. Kuglerne peb os om ørerne, somme tider slog de ned foran os, så sandet sprøjtede op i ansigtet på os. Vi plejede ellers at stable nogle sandsække op for at få lidt værn.

Den aften havde vi fået besked om ikke at bygge noget op, da man formodede angreb. Jeg havde lige set på klokken. Om tre minutter ville afløsningen komme. — Da fik jeg pludselig et tungt slag i  ansigtet og tumlede ned i skyttegraven.

Jeg må have mistet bevidstheden et øjeblik, men vågnede ved, at min kammerat stod bøjet over mig. I den tro, at det var angrebet, der havde overrasket os, sagde jeg til ham, at han hellere måtte springe op på skytteafsatsen og se, at vi ikke fik flere håndgranater.

Det viste sig dog senere, at det var et projektil, som havde ramt mit gevær, som lå på skyttegravens kant.

Det havde slået bøssens lås i stykker, og jeg havde fået alle splinter i ansigtet. Jeg kravlede hen i et hjørne og kunne høre blodet løbe ned i sandet. Da jeg følte til ansigtet, fik jeg fat i patronudtrækkeren, som sad fast i panden; jeg trak den ud.

Imens var underofficeren kommet til, han skød en lyskugle op og viklede et par forbindinger om mit hoved. Så kunne jeg rejse mig, og støttet af underofficeren kunne jeg gå ned i vor bunker, hvor jeg blev sat på en skammel.

Imidlertid var en sanitetssoldat kommet til. Han tog den første forbinding af, og jeg hørte en kammerat sige: »Øjnene!«

En anden bemærkede, at han kunne se hjernen. De har åbenbart ikke regnet med, at jeg kunne høre, hvad de sagde, men jeg var straks forberedt på det allerværste.

Fire kammerater bar mig tilbage ad den vej, jeg havde travet så
uendelig mange gange. Jeg hørte maskingeværernes knitren, og af og til peb en kugle forbi. Skulle der endnu være én, som var bestemt for mig? For mig var krigen derude forbi, men hvad ville fremtiden byde på?

Et minde!

Natten mellem 5. og 6. juni 1916, i stillingerne ved Lorettohøjen i Nordfrankrig, blev jeg hårdt såret ved et skud i hovedet, hvorved jeg mistede synet på begge øjne.

I mindet om det skrev jeg tyve år [1936] efter følgende: Det er tyve år siden, jeg sidst så lyset, og det var fra en magnesiumlyskugle, afskudt af en årvågen soldat, der forvoldte ulykken. Med et knald forlod den pistolløbet og fo’r hvislende i en stor bue ud gennem natten, jagende mørket med sine hundreder af normallys, så det forskræmt gemte sig bag pigtrådsforhugningens pæle, dukkede ned i granathuller eller krøb ind mellem græsset, hvor det lå som dybe, mørke skygger, parat  til at springe frem og opsluge alt i det øjeblik, lyset slukkedes.

Men mange øjne under tunge stålhjelme afsøgte spejdende hver kvadrattomme af den strimmel ingenmandsland, der lå mellem skyttegravene, mens skyggerne drejede rundt om deres skjul og strakte sig, som ville de flygte, men ikke turde give slip, og pigtrådens indfiltrede netværk droges hen over grønsværen som et vod, der søger bytte . . .

Og kuglens lys slukkedes, og mørket opslugte alt. — Men den strimmel oplyst jord, som adskilte Europas nationer i årevis, og døden, der lurede i al sin gru, står endnu for mit indre blik, skarpt tegnet som på en fotografisk plade.

Det er tyve år siden, jeg sidst så dagen, en varm dag i Frankrigs skærsommer, som pustede sin lune ånde ned i skyttegravenes labyrinter og svøbte de gråklædte soldater ind i længsel efter hjem, gerning og barnelatter. Solen skinnede på ven og fjende og brunede de skægstubbede kinder. Men højt over vore hoveder hang lærkerne og sendte deres jublende triller ned til den stridende menneskehed, forjættende evig fred. Græs og urter strakte sig, så langt de kunne, for at dække over al denne ødelæggelsens vederstyggelighed og bredte sit grønne, bløde tæppe over de faldnes grave.

Og solen gik til hvile i vest og sendte os sin sidste hilsen på guldbræmmede skyer, og evigheden kom os ganske nær. Ind fra marken og ud fra skyttegravenes kroge kom mørket listende og sænkede sin tavse vinge over den mishandlede jord. Men en  nattergal forsøgte at tolke for os livets store hemmelighed.

Det er tyve år siden, jeg sidst så natten, en lun nat med bløde silhouetter. Højt over vore hoveder vandrede de blinkende stjerner på deres evige baner, ubekymret om menneskeskæbner, men sært dragende sind og tanker. Mine øjne søgte Nordstjernen, og mine tanker vandrede de mange, mange mile mod nord, til den plet på jorden, som jeg elskede, og som var mit hjem, og en bøn for dem, jeg der havde kær, formede sig på mine læber, mens jeg spændt lyttede ud i natten, hvis stilhed uafladelig flængedes af eksplosioner og af hvislende granater, der med døden som last var på vej mod deres fjerne mål. Men geværskuddenes skarpe smæld lød, som var det livstråde, der blev overklippede —

I selvsamme øjeblik lagde en engelsk soldat den kugle i løbet, som i sig bar min skæbne, den ramte mig som et kolbeslag og udslettede mine øjnes lys for stedse.

— Det blev en lang, lang nat. . .

DSK-årbøger, 1960.