Tag-arkiv: sygeplejersker

10. juli 1917. To sønderjyske sygeplejersker gået over grænsen

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis.

Over grænsen

Poul [?] meddeler, at for nogle dage siden er to unge piger gået over grænsen. De kom fra Skærbæk og er et stykke af vejen gået gennem havet langs kysten. Den ene er sygeplejerske (og siges at have jernkorset) har været ved fronten og nu i nogen tid hjemme på grund af nervøsitet; hun tjener nu hos direktør Helle; den anden har også fået tjeneste her i byen.

Den førstnævnte er forlovet med en tysk underofficer, og han havde søndag den 8. juli om aftenen den dristighed at gå over grænsen i fuld uniform med [?]og helt ned til Ribe for at formå kæresten til at vende tilbage, hvad hun dog ikke ville. Han gik så tilbage igen ganske uantastet. Han skulle jo have været sat fast og interneret.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

3. september 1916. Peter Clausen på lazaret i Wiesbaden

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

Vi syntes her i Wiesbaden, at vi var kommet i himmerige, så gode var forholdene. Vi kunne glæde os over en god behandling og forplejning. Det var et godt borgerligt hotel, hvor militæret havde lagt beslag på den midterste etage med plads til 25-30 patienter.

Vi lå i hotellets senge og fik forplejning fra hotellets køkken, hvor fruen var køkkenchef. Vor læge var byens civil-læge, der passede vores og et lignende lazaret i nærheden og så sin praksis. To sygeplejersker, begge døtre af en generaloberst, der havde hele sanitetsvæsenet i 18. armekorps under sig, udgjorde sygepasser-personalet. Det var et par venlige og gode kvinder i 40-års alderen, af hvilke den ene var ugift og uddannet sygeplejerske, mens den anden var gift med en major, der lå ved fronten i Karpaterne.

Navnlig den sidste, den gifte, var en både livlig og rar søster, som vi satte stor pris på. Nå, ja, så var der desuden to mandlige sygepassere, men de var typiske eksempler på et par »Drückebergere«, så de talte ikke med i vort omdømme; der var kun lidt at bestille for dem, og skulle de endelig hjælpe os med et eller andet, så skete det med sure miner.

Men vi ankom altså den middag til »hotellet«, netop som de var færdig med maden, og dog blev der serveret for os med det samme, endskønt vi så farlig ud. Medtagne var vi også, og det må have været synligt, thi generalobersten, altså pigernes far, der netop var på besøg hos sine døtre, bevilligede os et mægtigt glas vin til at styrke os på og kvikke os op med, og vinen var fortræffelig. Vi spiste, og så kom vi i bad, hvorefter vi blev tilset af lægen, og for mit vedkommende blev det en længere omgang med de mange rifter, som jeg havde fået, ja, han måtte i alt anbringe 13 klemmer. –

Både lægen og majorinden mente, at jeg måtte da være kvalificeret til Jernkorset, sådan som jeg var blevet tilredt.

Nu blev jeg så puttet i seng i et par dage, da man fandt ud af, at jeg havde et par streger feber, men kommet oven senge skulle jeg dog holde mig indendørs foreløbig.

Efter et par dages forløb fik jeg et par fingre fri for bind og kunne da selv skrive hjem og fortælle, at hånden var i behold; hidtil havde Lorens besørget det skriftlige for mig.

DSK-årbøger 1970

24. august 1916. Læge på feltlazarettet ved Somme

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret. I juli-august 1916 holdt det til i en kirke i landsbyen Quivières.

Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.

I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.

Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.

Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.

ADCB_B117_såret_sanitet_lazaret
Transport af såret (øvelse)

Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.

Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.

Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.

Operation læge Hans Lorenzen, Bov 91-215
Fra læge Hans Lorenzens fotoalbum

Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.

I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

7. juli 1916. På blindelazaret i Halle an der Saale

Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916.

»Zu den drei Degen« var navnet på frimurerlogen i Halle an der Saale. Selve navnet bragte tankerne hen på fortællinger om det muntre studenterliv, overmodig ungdom, forældede æresbegreber og dueller. — »Oh, alte Burschenherrlichkeit!« Halle var jo den gamle, smukke studenterby.

Det ret imponerende bygningskompleks lå i en lille park med udsigt over floden og til ruinen af den middelalderlige Moritzburg, som lå på en lille ø i Saalefloden. Bygningens stilfulde indre fortalte om et intellektuelt aristokrati. De hvide buster, som fra deres konsoler i salene havde set ned på mange kendte mænd og skønne kvinder, var jo selv repræsentanter for kultur og kunst, for intelligens og traditionel patriotisme. Nu så de ligesom med tomme blikke hen over ofrene på fejlslagne forhåbninger og fejlagtige vurderinger, thi nu var her indrettet lazaret.

I to store sale lå vel ialt henved 300 mand, og i nogle mindre rum var der plads til de hårdest medtagne.

På dette lazaret blev jeg indlagt den 7. juli 1916, sammen med min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt fra Hamborg. Dermed var vi her 14 blinde. Der var Otto Rosstäuscher fra Altenfeldt i Thuringen. Han var glaspuster af profession. Ved bordet ville han gerne fortælle om, at glaspusterne og glasarbejderne spiste hundekød og også hundefedt for at modvirke lungetuberkulose. Fra anden side har jeg fået oplyst, at det faktisk bruges; men det var nu mest for at drille hans landsmand, Robert Laube fra Frauenwald, som altid nedlagde  voldsom protest.

Der var stationsforstanderens søn fra Celle i Hannover. Han målte sine 194 cm. Han var stadig overbevist om, at han nok skulle få synet igen. Ingen havde kunnet nænne at sige ham den brutale  kendsgerning, at han havde mistet begge øjne, men en dag måtte lægerne alligevel til det, fordi han skulle have proteser. Han havde  også mistet den ene hånd.

Så var der den unge skorstensfejer, som til tider havde det mest sprudlende humør, men til andre tider var dybt fortvivlet. Mertenis var 40 år og havde været stenhugger. Han ville ingenting tage sig  for. Hans far og bedstefar havde også været stenhuggere og var døde i 40 års alderen, og det ville han også nok gøre. Det hørte til faget.

Det var en mærkelig følelse igen at være i et civilt samfund, hvor ganske almindelige mennesker kom og gik, snakkede med os, gav os cigarer og blomster og andre ting.

De fleste sygeplejersker var »Røde Kors«-søstre, damer fra byen,  som her tog deres tørn, og de vidste ikke alt det gode, de ville gøre for os.

Det lå i sagens natur, at de fik vor fulde fortrolighed. De læste vor post og skrev vore breve. De fleste af mine breve var jo skrevet på dansk, og de måtte sommetider læse dem to eller tre gange, inden jeg fik helt fat på indholdet, men også det tog de med godt humør. Disse kvinder, der passede og plejede os 14 blinde, har sikkert i  deres gerning haft mange kostelige oplevelser, når disse ganske unge soldater betroede dem deres hjerteanliggender.

Søster Marie Stein fortalte mig somme tider sådanne små træk. — En ung mand havde fået en ny kæreste, og nu skulle hun skrive et afskedsbrev til den første og en glødende varm bekendelse til den nye. Han vævede i det med at diktere, og til sidst sagde han: »Å, søster, De forstår sådan noget bedre end jeg, skriv bare så godt De kan!«

Det gjorde søster, men var så uheldig at få brevene forbyttede. »Det kan nok hænde, at det gav ballade«, lo hun. Jeg stod forresten i  mange år i skriftlig forbindelse med søster Marie, og hun skænkede os et stueur til vort bryllup.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

8. juni 1916. “Du tapre, lille kvinde, søster Agathe!”

Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret.

(… fortsat)

Det var mørkt, da jeg igen kom til bevidsthed, jeg havde det rent elendigt og følte til mit smertende hoved.

Det var en bylt af forbinding. Pludselig stod hele den frygtelige virkelighed klar for mig. For al fremtid ville alt være mørkt omkring mig, og jeg græd.

Der var så stille, jeg kaldte sagte, men ingen svarede. Så søgte jeg efter en klokke. Der var ingen. Man havde åbenbart ikke regnet med, at jeg skulle vågne til liv igen, men jeg lå da i en seng, altså ikke i  kapellet.

Om jeg dog havde en håndgranat at lægge det smertende hoved til hvile på. Det ville være en nem og hurtig løsning. Til tider for jeg i vildelse op af sengen. Jeg var igen ude i frontens helvede.

Omsider kom der én og lukkede døren op. Jo, jeg var i live, og snart stillede min sunde og stærke fysik krav. Jeg var sulten, men kunne  ikke åbne munden så meget, at jeg kunne tygge. Så madede én mig  med en ske. Det var søster Agathe, en fransk sygeplejerske, som var blevet på sit hospital. Hun var den kærligste og mest omsorgsfulde plejerske, jeg kunne ønske mig, og vi blev snart meget gode venner. Det er uden for enhver tvivl, at hun var med til at give mig livsmodet tilbage.

Med den post, jeg fik, kom jo også »Hejmdal«, og hun havde straks lagt mærke til, at den ikke var skrevet på tysk. Men jeg vil hellere gengive, hvad jeg senere skrev om hende i mine optegnelser:

»Du sad ved min seng og talte til mig, milde, opmuntrende ord. Hvilken livets ironi! Min pligt bød mig som fjende at gå ind i dit land. Jeg havde båret våben mod dit folk, men du fulgte kærlighedens  store bud, dit klosterløfte tro: Elsker eders fjender og gør vel imod dem, som gør eder fortræd!

Din hånd var så nænsom, dine ord faldt som mild forårsregn i mit syge sind. Du madede mig i min  hjælpeløshed, som en mor sit barn, du bragte mig blomster fra naturens farverige billedbog, den jeg aldrig mere skulle få lov til at åbne. Hvor underlig er dog ikke skæbnens store puslespil.

På det tyske sprog, der var os begge så væsensfremmed, forstod vi hinanden. Du fortalte mig om dit elskede hjemland, det skønne Lorraine, og jeg dig om mit, det havomskyllede, omstridte Slesvig. To mennesker under livets mest forskellige vilkår. Vi forstod hinanden, som to sjæle modnet under samme skæbne …

Jeg blev ført videre til næste etape, mod hjem og kærlighed, men du blev derude på din udsatte post for at hjælpe andre og give af dit rige sind. En helt på ærens mark, tifold. For dig bøjer jeg mig i  ærbødighed, du tapre, lille kvinde, søster Agathe!«

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1961

8. juni 1916. Medalje til sønderjysk sygeplejerske og andre nyheder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Spredte notitser.

Snedker Peter Johnsen i Skærbæk, som for tiden er hjemme på orlov, er efter ansøgning blevet fritaget for militærtjeneste.

Sygeplejerske frøken Christine Aagaard, forhen i Skærbæk og Broager, har for sin virksomhed som sygeplejerske i flere lazaretter fået Røde Kors-medaljen.

Ny stedfortrædende general.

I spidsen for det stedfortrædende 9. Armékorps træder ifølge ”Kieler Weitung” i stedet for general i artilleriet v. Roehl generalløjtnant v. Falk, hidtil kommandør for 2. infanteridivision i felten.

General Maximilian v. Roehl kom i begyndelsen af august 1914 som efterfølger af den til felten indkaldte general v. Böhm til Altona; han havde den gang siden 1910 boet i Raumburg ved Saale som til disposition stillet general i artilleriet.

Den ny stedfortrædende general for 9. Armékorps (hvorunder Slesvig, Holsten og Lauenborg hører) v. Falk er en søn af den 1900 afdøde kultusminister v. Falk. Han har tidligere været kommandør for 9. infanteribrigade og siden 1912 inspektør for krigsstolene.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Nikolaj Jakobsen fra Sottrup er efter indløbet meddelelse faldet. En yngre halvbror har i forvejen delt samme tunge skæbne.

Herm. Petersen og hustru, Aabenraagade 30 i Flensborg, har modtaget underretning om, at deres søn Otto er faldet under søslaget på Vesterhavet, 21 år gl.

11. maj 1915 – Kresten Andresen: “besøg af sønderjysk pige”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Han blev derfor bragt bagud til lazaret i Noyon.

Noyon den 11. maj 1915

Kære forældre
Jeg har det meget bedre, end jeg på nogen måde skotter om, men det er jo både et onde og et gode. Jeg har fået brevet af den 6. Tak for det. J. Brag var her i forgårs og fortalte mig så meget hjemmefra. Han kom som et frisk pust med så mange lyse beretninger; det kan også gøres behov, for her i lazarettet får vi meldinger med både smør og horn. – Han havde også den store krukke honning med, som jeg er forfærdelig glad for. Her går alt sin daglige gang. I går havde vi besøg af storhertugen af Mecklenburg, som var meget venlig.

Jeg havde om aftenen besøg af en sønderjysk pige – ja, nu er I vel meget spændte. Jeg ved ikke engang, hvad hun hedder [sandsynligvis Kristine Aagaard fra Broager/MBN], men hun er her ved „Røde Kors”. Hun har passet søster Ingeborg, da hun fik den lille Ingrid; måske I så kender hende. Det var meget oplivende. Uheldigvis ligger jeg side om side med en hjemmetysker fra Kliplev, så man kan jo aldrig tale frit. […]

I ser, at det er noget meget dårligt papir, vi her har os, og derfor indser I vel også fuldt ud nødvendigheden af, at I sender mig noget brevpapir i en konvolut. Der må ligge en del nede i højre skab af mit skrivebord.

En ide! Kan jeg ikke rejse hjem og se til Peter Jensens bol? for det er jo kun landmænd, der kan rejse hjem.

Mange hilser fra
jeres hengivne Kresten xlvi

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

1. maj 1915. Fra Marne til Aurillac

Jens Nielsen, Kolstrupvang, Aabenraa, gjorde krigstjeneste i Regiment 86. Han blev taget til fange i forbindelse med Marneslaget i september 1914. Den 1. maj 1915 var han blandt de første fanger i den særlige fangelejr for sønderjyder, Aurillac.

Det var under Marneslaget i 1914. Den 12. September fik vi Ordre til at dække Artilleriet og kom derved i Kamp med Franskmændene Ved Vic-sur-Aisne. Floden var imellem os, og Franskmændene bestrøg en Chaussé med Maskingeværer, saa vi ikke kunde komme tilbage. Vi var saa en Del fra 86. Reg., hvor jeg stod i 3. Komp., og fra 84. Reg., der løb ned til Aisne. I det samme sprængte Tyskerne Broen i Luften, og vi prøvede saa at komme over ved en Sluse. Det lykkedes ogsaa, men midt paa Planken fik jeg et Geværskud i Laaret, kom dog alligevel over, men faldt saa, blev hjulpet op af Peter Goos fra Flensborg. Jeg faldt igen og kunde ikke rejse mig mere. Jeg var falden lige paa en stor Betonplade, og her hlev jeg liggende, godt synlig fra alle Sider, ligesom paa en Præsenterbakke.

Og her laa jeg i seks Døgn uden saa meget som at kunne kravle bare et Par Meter, hele Kroppen var ligesom lammet, og det eneste, jeg kunde bevæge lidt, var  Hovedet. Kuglen var gaaet ind paa Indersiden af Laaret og ud igen paa Ydersiden. Der var ikke meget Hul og der kom kun et Par Draaber Blod, men Laarbenet var slaaet i Stykker.

Og her laa jeg som sagt i seks Døgn uden at faa Mad eller Drikke, midt imellem Franskmændene og Tyskerne. En Gang imellem skød Franskmændene efter mig langt borte fra, men dog uden at ramme. De første Dage var de værste, og Sulten gnavede slemt i mig. Heldigvis regmede det næsten uafbrudt i de seks Dage, for ellers var jeg maaske død af Tørst. Der laa en Roemark kun en 5-6 Meter fra mig, og de første Dage prøvede jeg engang imellem paa at kravle derover, for saa havde min værste Sult jo været stillet. Men nej. det gik ikke, jeg maatte blive paa min Cementplade.

De sidste tre Dage var der ikke meget Liv i mig, jeg døsede Tiden hen, vaagnede engang imellem op, men havde ikke Kraft til nogen Verdens Ting. Seks Dage var gaaet, havde Tyskerne trukket sig tilbage, og der kom nu to franske Officerer roende i en Baad over Aisne og kiggede paa mig. Men de lod mig ligge, tog min Pikkelhue med og roede tilbage igen. Jeg var atter alene paa min Cementplade. Saa kom der to franske Sergenter hen til mig, dog de gik ogsaa igen. Men endelig kom fire franske Menige med en Baare, fik mig læsset op paa Baaren og bar mig til Kroen i Dantréche, hvor der allerede var 50 saarede Tyskere.

Her laa vi i to Dage. Den anden Dag gik der en Granat ned og tog det ene Hjørne af Huset med sig uden dog at nogen blev saaret. Vi blev saa transporteret til Banegaarden, men jeg kom ikke med den første Transport, hvad der var Held ved, for Toget fik en Fuldtræffer. Omsider blev vi, der var tilovers, læsset op i nogle  aabne Vogne og kørte i samfulde 72 Timer, indtil vi naaede Sct. Brieux ved Atlanterhavet.

Indtil nu var vi ikke blevet tilset hverken af Læger eller Sygeplejersker, og jeg er forresten aldrig blevet behandlet af en Læge. Efter 6 Ugers Forløb var mit Laarben groet sammen igen, altsaa uden Lægebehandling, men rigtignok var det blevet nogle Tommer kortere, end det var før.

Da vii laa paa Banegaarden i Sct. Brieux, kom der en Dame hen og kiggede paa os. Gennem sin Stanglorgnet saa hun længe og vedholdende paa mig, for tilsidst at spytte mig lige ned i Ansigtet. Det var et Udslag af fransk Had til Tyskerne.

I Sct. Brieux laa vi paa en Kaserne, der var indrettet til Lazaret, og her blev vi plejet af spanske Nonner. Her fik vi ogsaa omsider vore tomme Maver og Tarme fyldt igen. Jeg manglede haardt en Skjorte og bad en af Nonnerne skaffe mig en „Chemise“. Da hun ikke kunde faa fat i nogen Mandsskjorte, gav hun mig en af sine egne Særke, og inden vi kom herfra, var denne Nonnesærk gaaet paa Omgang ved alle de 60 saarede Fanger, der laa her, idet enhver, som skulde have sine egen Skjorte vasket, laante Nonnesærken saa længe.

Fra Kasernen blev de, der var bleven saa raske, at de kunde gaa ud, flyttet over i et Tugthus, der laa i Nærheden. Og ved denne Flytning havde jeg forresten en ejendommelig Oplevelse.

For flere Aar tilbage, altsaa længe før Krigen, havde jeg en Nat en Drøm, hvori jeg saa mig selv komme gaaende til en stor skummel Bygning med en lille Trækasse under hver Arm. Jeg huskede tydeligt Bygningens Omrids og kunde ogsaa huske, hvorledes det Værelse i Bygningen saa ud, som jeg kom ind i. Og nu gik Drømmen i Opfyldelse. Jeg havde virkelig en lille Trækasse under hver Arm, hvori jeg havde mine faa og smaa Ejendele, og Bygningen var den samme som jeg saa i Drømme, men særlig kunde jeg genkende det Værelse som jeg blev ført ind i. Det hele gjorde et stærkt Indtryk paa mig.

En Dag i Februar 1915 fik jeg Ordre til at møde i Kontoret. Det var jo ikke gerne noget godt Tegn, naar man fik den Besked, og jeg ransagede min Samvittighed for at hitte ud af, hvad jeg havde forbrudt mig med. Da jeg kommer over i Kontoret, rejser en Herre sig og kommer mig i Møde. Det var en lille mørk Mand, typisk Franskmand, og idet han rækker mig Haanden, siger han paa fejlfrit Dansk:

— Naa, Jens Nielsen, hvorledes har De det?

Dette at han talte dansk, tog saa stærkt paa mig, at jeg blev ligesom forstenet og kunde ikke faa et Ord frem.

Naa, han forestillede sig saa som Professor Verrier, og nu kom Munden paa Gled, og det blev en lang og hyggelig Samtale, vi to havde med hinanden.

Den 1. Maj 1915 drog det første Hold paa en 6-7 Stykker ind i Lejren ved Aurillac, og blandt disse var jeg ogsaa.

DSK-årbøger, 1943.

Verrier 07006F00351

24. januar 1915. Hemming Skov på lazarettet i Alexandrovo

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Lige som 86’eren H.C. Brodersen på vestfronten havde Hemming Skov fået leddegigt af skyttegravslivet, og ligesom Brodersen blev han sendt på lazaret.

Snart dampede vi af fra Lowic, og her forstummede Larmen fra Kanonerne paa Slagmarken (…)

Da vi kom gennem Byen Kutno, kunde jeg regne ud, at det gik mod Thorn; men jeg ønskede at komme længst muligt, og min Skuffelse var stor, da jeg blev sat af i Alexandrowo, et Par Stationer før den tyske Grænse. Paa Banegaarden var alt indrettet med det Formaal for Øje at tage mod lemlæstede og syge Soldater; over alle Sale og Stuer var Gulvene belagt med et blødt Tæppe af Halm. Læger, Sa­nitets-Soldater og Søstre, alle med det Røde Kors-Bind om Armen, var travlt beskæftiget, og Arbejdet syntes at blive udført med febrilsk Travlhed. Der var tilvisse ogsaa nok at gøre. Mit Opholdssted her var foreløbig i en Ventesal, ud for hvis Vinduer det ene Tog efter det andet rullede forbi. Togenes Indhold vekslede med Infanteri og Kavaleri paa Vej til Østfronten. Her blev vi igen „sorteret”, og jeg havnede sammen med en Del andre, som led af samme Skavank, i et Hus i Nærheden.

Vi fik os vasket, underligt, at vi ikke kom i Bad, det trængte vi højligen til. Men det mest mærkelige, der mødte os her, var dog en Seng, man skulle puttes i. En rigtig Seng med Sengeklæder var nu saa fjernt og uvant som noget, og at blive puttet ned i Dunene, var slet ikke uden videre ubeskrivelig dejligt; efter et halvt Aars Frontliv kunde ens Krop ikke saa brat tilpasse sig en saadan Dejlighed, og den første Nat kunde man da heller ikke sove. Af vor Sygevært, en Württemberger, hvis Dia­lekt jeg havde svært ved at forstaa, blev vi bragt til en Læge en Gang daglig de følgende Dage. Lægen tog de af Skyttegravslivet mishandlede Øjne under Behandling, og en Bedring sporedes meget hurtigt.

Skyttegravslivet havde forvoldt mig endnu en Lidelse. Benene i Knæ- og Fodled svulmede op og paaførte mig en Del Smerter. Læ­gen konstaterede „Ledegigt”, og jeg skulde bæres til Banegaarden, hvor der netop i Øjeblikket stod et Lazaret­tog oprangeret.

Min Glæde var stor, jeg havde nu Udsigt til at komme paa Lazaret i Hjemlandet. Og om den Herlighed, der mødte os der, havde Kammeraterne, som havde været saaret og atter var kommet til Fronten, fortalt os. Efter med et „Paa Gensyn” at have taget Afsked med Stuekammeraterne, blev jeg baaret til Lazarettoget ligesom en anden haardt-saaret. Lazarettoget hed „Provinz Pommern”. I hver Vogn var der ti skinnende hvide Senge, og jeg blev straks pak­ket ned i en af dem. En gammel, hvidhaaret Læge og nogle Sygeplejersker kom lidt efter ind for at se til de nye Pa­tienter.

Vi holdt stadig stille paa Banegaarden i Alexandrowo. Først næste Dags Morgen dampede Toget af Sted, og snart efter kom vi over den tyske Grænse. I Thorn, min gamle Garnisonsby, havde vi nogle Timers Ophold, og der blev modtaget Forsyninger af Levnedsmidler til den videre Færd. Der var endnu ingen, som kunde sige os, hvor vi skulde hen, men da det gik i Retningen mod Berlin, var jeg dog klar over, at vi stadig kom min Hjemstavn nær­mere. Da vi naaede Kustrin og svingede til venstre, fik vi imidlertid at vide, at vi skulde til Dresden.

Hans Lorenzen Bov maj 1917 91-216
Lazaret, fotograferet af læge Hans Lorenzen, Bov, maj 1917.

 

23. januar 1915. Hemming Skov på vej væk fra fronten

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten. Vi har fulgt ham her på siden fra august 1914 igennem lange marcher, kolde og våde skyttegrave og sindsoprivende angreb. Men i januar 1915 sagde kroppen stop og han blev syg. Han blev sendt på infirmeriet i Partokko og derfra videre ind i baglandet.

Første Etape paa Rejsen var Lowic, som jeg naaede til Fods. I Følge med en Del let saarede fulgte jeg nogle Vog­ne, der var læsset med haardtsaarede. I Dagene forud var der kommet en Strøm af saarede og syge til Ambulance­folkene, og disse havde en stor Opgave. Undervejs passe­rede vi en lille By, i hvilken de haardtsaarede blev skilt fra os.

Ankommen til Lowic var man paa det rene med, hvor man var, for overalt vajede Røde Kors-Flag. Men først stimlede vi sammen om Jøderne, som paa Gaden stod og falbød deres varme Te og tørre Boller. Endelig kunde vi faa noget for vore Penge, Vi spiste os godt mætte, før det lykkedes Røde Kors-Søstrene at faa os ved Haanden og bragt i deres Varetægt. Der skulde kæles for os; vi kom jo lige derude fra Fronten. Vi blev ført til en Stab af Læ­ger, af hvilke vi saa blev sorteret. En Seddel uden et Bog­stav, men kun med underlige Tegn, som blev trykket mig i Haanden, sagde mig intet om min nærmest forestaaende Skæbne. Jeg blev ført ind i en stor Sal, hvor der paa ud­bredt Halm laa Hundreder af saarede i lange Rækker. En Sky af Cigaretrøg laa over de lange, velordnede Rækker. Jeg var klar over, at her kun var letsaarede.

Efter et Par Timers Ophold her begyndte en Stabslæge at raabe Navne op. Ogsaa jeg blev raabt op, og vi fik Besked om ikke at forlade denne Sal. Ud paa Natten blev vi ført ud, og efter at være naaet over et bredt Jernbanekompleks, blev vi stillet op langs med et Jernbanetog — saa godt, som saarede og syge nu lod sig stille op. Da jeg lidt efter blev puttet i Toget, opdagede jeg, at Tegnene paa min Seddel betød: Transport i siddende Stilling.

Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915
Ambulance ved Novoalexandrovsk i 1915

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

Hejmdal

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

22. december 1914. Hans Petersen: Jul i Blerancourt.

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86.

22. december 1914.

Dagen efter var jeg ude at se Byen. Det smukkeste, jeg saa, var den skønne, rige Domkirke. Ved Siden af stod et nedskudt Taarn. Man sagde, at det blev ødelagt i 1870-71. Indeni gjorde den af tyske Soldater med Grøntslyngninger pyntede Kirke et ærværdigt og tiltalende Indtryk. Særlig var Væggene rigt behængt med kostbare Malerier, og næsten alle Vinduer var fyldt af Glasmalerier i stærke, rene Farver paa Gulvet laa mange vældige beskrevne Stenplader.

Ved det rige Alter stod to Juletræer med Lys, næsten som om det havde været hjemme; jeg glædede mig allerede til at skulle fejre Jul i denne Kirke.

Om Eftermiddagen, tænk, da traf jeg sammen med Sygeplejersken fra Broager, Frk. Aagaard. Hun boede sammen med en Veninde i en lille hyggelig Stue. Da vi skiltes, tog jeg med Glæde imod Tilbudet om at tilbringe næste Aften hos dem sammen med nogle Kammerater; saa vilde de tænde Juletræet for os. Det kunde jo blive kønt; dog, det skulde komme anderledes.

På skilt over døren: "Weinachten Gott Strafe England".
Tøndringe fra Regiment 86 har pyntet op til jul. På skiltet står: “Gott strafe England.”

 

 

14. oktober 1914. Feltpost fra sønderjyder: Nyt om faldne, sårede, fangne

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Landdagsmand Nis Nissen.

I Gaar fik vi ganske uventet Besøg af Landdagsmand Nis Nissen. han kom lige fra Vestfronten, hvor han tjener som underofficer i Reserve-Feltlasaret Nr. 43.

Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)
Rigsdagsmand H.P. Hanssen (tv) og landdagsmændene Nis Nissen (stående) og H.D. Kloppenborg-Skrumsager (th)

Til Chefen for Feltlasarettet var der Fredag Morgen indløbet et Telegram fra Overkommandoen med Ordre til ar give Nissen Orlov paa ubestemt Tid, for at han kunde deltage i den forestaaende Landdagssamling. Samtidig indlod Hertug Ernst Gynther, der tjener som General ved IX Armékorps, men samtidig havde faaet Orlov for at deltage i Herrehusets Møder, telegrafisk Nissen til at foretage rejsen fra Noyon til Aachen i hertugens Bil. Takket være denne Imødekommenhed fra Hertugens Side, havde Nissen vundet over 4 Dage, idet Rejsen fra Noyon til Aachen under den nuværende Krigstilstand tager fem Dage, naar den skal tilbagelægges pr. Jernbane, mens Hertugens store Landevejsbil gjorde Turen gennem Nordfrankrig og Belgien i 12 Timer. Nissen vandt derved Tid til at aflægge et Besøg herhjemme, før Landdagen træder sammen.

Undervejs benyttede Hertug Ernst Gynther Lejligheden til at udtale sin Glæde over Nordslesvigernes udmærkede Holdning under Krigen. Han havde med megen Tilfredshed taget Notits af de nordslesvigske Troppers Pligttroskab og Mod under Slagene.

Feltlasarettet, som Nissen staar ved, er indrettet efter at optage et Par Hunderede Saarede. men dette Antal er under den sidste Maaneds langvarige og haarde Kampe hyppigt bleven overskredet. Ved Lasarettet arbejder 6 Læger, 1 Apoteker, 2 Inspektører, 9 Sanitetsunderofficerer og 13 Sygeplejere foruden Kuske, Hestepassere og Tjenere, i alt 60 Personer, som danner en sluttet Kolonne under Marchen.

Da tilstrømningen af Saarede til Tider har været meget stor, vilde Arbejdet have været uoverkommeligt for Feltlasarettes faste Personale, hvis ikke et Antal franske katolske Søstre frivillig havde stillet sig til Lasarettes Raadighed som Sygeplejersker. Disse Søstre arbejder overordentligt opofrende og har ydet Lasarettet værdifulde Tjenester. De Saarede er meget taknemmelige for deres kærlige, omsorgsfulde Pleje.

I Belgien optog Lasarettet mest Saarede fra Regimenterne Nr. 84 og 90 og fra Jægerbataillonen i Ratzeborg. Senere fik det Saarede fra mange forskellige tyske regimenter og tillige mange saarede Franskmænd, deriblandt ogsaa Zuaver og Turkos. De Letsaarede sendes hurtigt videre til Lasaretter længere tilbage. Der gaar derfor en stadig Strøm af Saarede ind og ud af Lasarettet. Arbejdet er til Tider anstrengende, men trods al Nød og Lidelse taknemmeligt, fordi det giver Lejlighed til at hjælpe de Lidende, som er rørende taknemmelige for enhver Lindring af deres Lidelser.

Af Nordslesvigere har der ogsaa været mange i Lasarettet. Ingen af dem har dog været særlig haardt saarede og ingen af dem afgaaet ved Døden. Ved fronten træffer man overhovedet allevegne Nordslevigere, fortæller Nis Nissen. “Ofte raaber man under Forbimarchen til mig paa Dansk. Og vi sørger altid sammen, naar Lejligheden bydes.”

I Dag rejser Nis Nissen videre til sit Hjem. Først i næste Uge tager han til Berlin. Efter Landdagens Krigs-Samling, som vist kun vil vare i to Dage, tager han atter til Fronten for at fortsætte sit Arbejde ved Lasarettet.

Af et Feltbrev.

Pakkerne ankom til mig i Aftes i Skyttegraven. Hjertelig Tak for alt! Skraatobakken har jeg foræret bort, større Glæder kan man ikke gøre sine Kammerater, thi skønt vi ikke lider Mangel paa Føde, saa er det dog knapt med Cigarer og Tobak; det er rene Lækkerier for os.

Her i 3. Kompagni er der ogsaa en Købmand Westphal fra Aabenraa. En Enaarig Holst, der var her, er saaret . . . .

Vi har nu været med i syv Fægtninger eller Slag, men jeg er ved godt Mod og er sund og rask.

Den 13. September dannede vi Bagtrop og Sikringsstyrke for Halvdelen af vort Armékorps, der maatte trække sig tilbage for Fjenden, 3 Armékorps – der ogsaa blev saarede og trængte tilbage af Kronprinsen af Bayern – , da vi var for svage. Paa Tilbagetoget sprængte vi to Broer i Luften for at hindre Fjenden i at følge os. Saa gravede vi os ned. Indtil den 20. September laa vi dernæst stille. Da fik vi Hjælp og slog Fjenden tilbage.

Faldne.

Købmand Jensen fra Vinum, der i August Maaned faldt i Belgien, var Skytteordonnans. Et Øjenvidne har skrevet hjem, at han saa Jensen blive skudt, netop som han afgav en Melding til Kaptajnen.

Der var en belgiske Soldater, de kæmpede imod. Mange af disse var kravlet op i Træerne i en nærliggende Skov og tilføjede herfra Tyskerne stor Skade, indtil det tyske Artilleri rensede Skoven og Belgierne flygtede.

Andreas Muusmann fra Bredebro, der i de sidste Aar har været bosiddende paa Over-Lert-Mølle, er falden i Belgien. Han blev ramt af en Kugle ved det ene Øje, men kom til Bevidsthed og laa et Par Dage paa et Sygehus i Belgien, en Skole der var omdannet til Sygehus. Flere af Kammeraterne heroppefra talte med ham der, og han var ved fuld Bevidsthed.

Saa blev han flyttet til Køln, men der forværredes hans Tilstand, saa han efter 3 Dage døde stille og roligt, efter at have haft en længere Samtale med Præsten.

Han har to Brødre, som er med i Hæren, den ene i Frankrig og den anden i Rusland.

Saarede.

Postbud Høeg fra Døstrup er bleven saaret i den ene Haand og ligger nu paa Sygehuset i Düsseldorf. Saaret er dog ikke farligt, skriver han, og han haaber at blive helt rask igen.

En Søn af Urmager Boysen i Graasten er som Fanebærer paa Krigsskuepladsen bleven saa haardt saaret i de ene Ben, at dette har maattet amputeres. Den unge Boysen henligger fortiden paa Lasarettet i Altona. Andre, let saarede fra Graasten, opholder sig hjemme og tager ifølge “Fl.Av.” hver Dag til Flensborg for at blive behandlet paa Lasarettet.

Fra Gram Sogn er i den sidste Tid flere Soldater bleven mere eller mindre haardt saarede. Kristian Ebsen fra Friskmark har faaet et Skud i Haanden og er paa et Lasaret i Hamborg. Ferdinand Henrich fra Gramby er saaret i Laaret og er paa et Sygehus i Berlin.

Yngste Søn af Rentier J. Adolphsen paa Sønderbro i Haderslev, Malersvend Jørgen Adolphsen, der sammen med sin Broder Købmand Chr. Adolphsen laa ved Hæren i Frankrig, er kommen saaret til Haderslev, hvor han allerede har ligget nogle Dage paa Lasarettet. Han er iflg. “Dv.” ligesom sin Broder saaret i Foden. Købmand Chr. Adolphsen er flyttet til et Lasaret i Berlin.

Reservist, Fouragehandler Jokum Ravn, er bleven saaret og ligger i et Lasaret i den franske By Noyon.

I Fangenskab.

En Søn af Købmand Hans Ries i Aabenraa, Enaarig-frivillig Hans Ries, der som omtalt for nogen Tid siden blev saaret under en Fægtning i Nordfrankrig, har nu skrevet hjem, at han ligger paa Lasarettet Guébrianti St. Brieue. Han er betydelig bedre, og ventede om 8-14 Dage at kunne forlade Hospitalet.

Kaptajn Pahren, en Søn af Regnskabsraad Pahren i Aabenraa, er iflg. “A.T.” kommen i engelsk Fangenskab i Australien.

En Søn af Fru Bertramsen i Lindegade i Haderslev (tidligere Skodborg Østerkro), der har deltaget i krigen i Frankrig, er bleven taget til fange og sidder nu i fransk Fangenskab i Byen Pau ved den spanske Grænse. Han har skrevet, at han har det godt.

Postbud Christen Andresen fra Visby er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Telegraf-Forarbejder Christian Petersen, Sønderborg, er iflg. “Dbp.” afgaaet ved Døden paa et Lasaret i Vestsalen, efter at være bleven saaret i Frankrig.

Gaardejer Martin Jørgensen i Blaakrog er falden i Frankrig, og der vi i den Anledning blive holdt en Sørgegudstjeneste paa Lørdag i Varnæs Kirke. Dagen er netop den Faldnes og hans Hustrus Bryllupsdag.

Gaardejer Jørg. Henriksens Søn i Bromølle, der før krigen købte Broballe Kro, er iflg. “Dbp.” vendt hjem som saaret fra Krigsskuepladsen i Frankrig. Han opholder sig paa Lasarettet i Sønderborg.

Hans Knudsen, en Søn af Gaardejer J. Knudsen paa Lindtrup Mark, ligger saaret i Frankrig.

Af et Feltbrev fra den 25. September, som en ung gift Alsinger har sendt hjem til Mellemals fra den østlige krigsskueplads, gengiver “Dbp.”:

Vi er i Dag i Kvarter i en russisk By og ligger hos en Vandmøller. Her er rigtignok primitive Tilstande. Vejene er næsten ufremkommelige. Folk bor i Træhuse og Krigen ved de ikke meget om. Vejret har været ret godt, og det har ikke regnet saa meget. Med Sygdom har det heller ikke været slemt, men Vandet er daarligt. Vi kan slet ikke forstaa det russiske Sprog og her bor mange Jøder.

I de store Skove heromkring opholder der sig en Del Kosakker. De ligner mere Sigøjnere end Soldater og lever for det meste af, hvad de frarøver andre Folk. Føden er sommetider sløj for os. Forleden Aften kogte vi os en Høne, men det gaar ikke saa fint til, som naar man kan sidde hjemme ved Bordet. Vi gravede os et Kogehul i Jorden, og Kartofler er der nok af paa Markerne endnu. Forleden Dag talte jeg med Tækker fra Tandslet. Han havde slet ikke hørt fra sin Familie endnu, og det er da mærkeligt nok. Jørgen Jensen fra Hellesvang, har jeg set nogle Gange, men jeg har ikke megen Lejlighed til at tale med ham. Derimod er jeg hver Dag sammen med Andreas Hansen (tidligere Bagersvend i Rymølle).

Naar dog blot krigen maa faa Ende, inden Vinteren bliver for haard. Thi det bliver sikkert meget koldt her.

Forleden modtog “Dbp.” en Hilsen fra Frankrig fra J. Christensen, Nybøl, en Søn af Møller Christensen, tidligere i Stenderup. Den unge Christensen opholder sig for Tiden i Nærheden af Noyon.

13. oktober 1914. “… iført Dameundertøj med de fineste Brüsselkniplinger”

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Nordslesvigske Sygeplejersker i Felten.

De to nordslesvigske Sygeplejersker Frøken Boesen og Frøken Nørregaard er ifølge et i Lørdags indløbet Brev fremdeles paa et Lasaret i Brüssel. De har overtaget Sygeplejen i en Sal med 130 Senge. Fra Salen har det kunnet høre Kanontordenen fra Belejringsarméen ved Antwerpen. Salen er stadig fuld af Saarede. Saasnart nogle af de Saarede er saa vidt helbredte, at de kan sendes videre, faar de andre i Stedet. Pastor Win fra Arrild arbejder ved Sanitetsvæsnet paa samme Lasaret.

Af et feltpostkort.

Ved Aisnefloden, den 20. September.

– – – “Vi er altid i forreste Linje og ser ingen eller kun ødelagte Byer. Efter den sidste haarde kamp gik jeg Dagen efter over Slagmarken for at søge efter en Kammerat som var falden. Da først saa jeg rigtig Krigens Rædsler. Side om Side laa de Døde. Enkelte Steder laa de ovenpaa hinanden. Franskmændene laa hver i sit Hul hele Skyttegraven langs. Ogsaa vore  Kammerater laa nedmejede af Maskingeværerne i fremstormede Skyttelinjer. De laa med to Skridts Afstand. Ja, Krigen er frygtelig, men vi er endnu Optimister, og haaber trods alt, at vi atter vil komme hjem til vore Kære.”

Hjem fra krigen.

Gaardejer Tøge Petersen i Uge er vendt hjem fra Krigsskuepladsen i Frankrig som utjentsdygtig paa Grund af en Hjertefejl. Petersen var Husar og stod ved den Højre Hærfløj.

Ikke savnet.

i Tabslisterne, som blev offentliggjort her i Bladet i Lørdags, stod Reservist Joh. Detlef Kruse fra Løjt opført som savnet. Dette er nok en Fejltagelse. Kruse skriver jævnlig til sit Hjem. Endnu i Søndags Morgen modtog de et Kort fra ham fra St. Trond (Belgien). Han skriver, at han har det godt.

Besøget i Hvidevareforretningen.

Soldaterne fra Bataillonen i Haderslev har ifølge “Schl.Gr.” i et fransk Købmandshus, en Hvidevareforretning, forsynet sig med Dameundertøj. Soldaterne havde som Følge af uafbrudt Kamp og Marchturer ikke haft Tid og Lejlighed til at skifte eller vaske deres Undertøj. Da de saa traf dette Hvidevarehus, skiftede de resolut Undertøj. Der var kun Dameundertøj paa Lager, men man tog til Takke med, hvad der var. “Vi drog atter ud til Kamp, iført Dameundertøj med de fineste Brüsselkniplinger”, skriver en Soldat. En anden Soldat har skrevet, at han haaber at kunne tage de fine Ting med ægte Brüsselkniplinger med hjem til sin Hustru som Krigserindring.

Faldne og Saarede.

Møller Jørgen Thomsen i Ullerup, der under et Slag paa Krigsskuepladsen er bleven let saaret i den ene Arm, skal have faaet orlov for nogen Tid. Konen ventede ham hjem i Søndags Aftes.

En Søn af Smedemester Brandt i Anslet er ifølge “S.Gr.” bleven saaret paa den vestlige Krigsskueplads. Postsager til ham er komne tilbage den den Besked, at han er saaret. Mærkværdigvis er der paa samme Tidspunkt indtruffet Postsager fra Brandt.

Hans Bilsenack, en Søn af Enke Bilsenack i Haderslev, er bleven haardt saaret af et Skud i Underlivet. Han ligger på et tysk Feltlasaret i Frankrig.

En Søn af Kommuneforstander Hans Melchertsen i Genner er ifølge “A.T.” falden i Frankrig.

I Lørdags Aftes indløb der ifølge “Dbp.” Telegram fra Düsseldorf om, at Købmand H. Hollensen fra Sønderborg var bleven forholdsvis let saaaret i venstre Overarm af et Geværskud. Hollesen, der kun har deltaget i de tysk-franske Kampe en Uges Tid, er under Vejs hjem.

Hans Nissen Hansen fra Brandsbøl og Otte Petersen fra Hagenbjerg er blevne saarede paa den østlige Krigsskueplads., Hans Lorensen og Jørgen Valentim fra Hagenbjerg paa den vestlige Krigsskueplads. Desuden savnes ifølge “S.Ztg.” Jørgen Jepsen fra Brandsbøl.

Udveksling af Fanger over Danmark.

En engelsk Sanitetskolonne paa 157 Mand passerede, efter hvad “Ribe Stitstid.” erfarer, forleden Vamdrup paa Vej til København for derfra at sendes tilbage til England, hvorfra et lignende Antal tyske Sanitetstropper sendes tilbage til Tyskland.

Nordslesvig, Tirsdag.

Jernkorset. Følgende har faaet Jernkorset:

Dr. med. H. Lausten Thomsen fra Skærbæk for udvist Mod som Læge under Krigen i Frankrig.

Kommis Niels Petersen fra Nybøl (Kommis hos Andersen og Christiansen i Aabenraa).

Boghandler Oskar Hollesen, Flensborg, og Niese fra Flensborg, Søn af Konsistorialraad Niese.

Overløjtnant Schwerdtseger fra Sønderborg.

22. september 1914. Overpræsidenten fyret. Sygeplejersker fra Sønderjylland.

Ribe Stiftstidende skriver

Overpræsidentskiftet

Den nu fremkomne meddelelse om overpræsident von Bülows definitive tilbagetræden og remplacering med den alelrede under hr. v. Bülows orlov fungerende hr. v. Moltke, kommenteres i ”Berliner Tageblatt” bl.a. på følgende måde:

”Netop ved den danske grænse er der begået mange fejl. Man må nære den tillid til den nye overpræsident i Slesvig, at han med held må arbejde hen på en udjævning af de naturlige modsætninger i vort nordgrænseland.”

Nordslesvigske Sygeplejersker på krigsskuepladsen

En nordslesvigsk landeværnsmand, som er kommet syg hjem fra lazarettet i Brüssel, fortæller ifølge Hejmdal, at han dér traf frk. Kirstine Boesen fra Skærbæk (i sin tid meget omtalt i anledning af den af hende påbegyndte gymnastikundervisning) og en anden dansk sygeplejerske fra Nordslesvig.

De to unge piger havde begge meldt sig som frivillige ved 9de armékorps, hvor der står mange nordslesvigere.

21. September 1914. Feltpost fra fronten. Frivillige sygeplejersker.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Udpluk af Feltbreve fra Nordslesvigere.

Dr. Lausten Thomsen, Skærbæk, som deltager i Krigen, har efter hvad der meddeles os af en Landeværnsmand som tjener i samme Bataillon, vist sig overordentlig modig under et Slag i Belgien, idet han uden at ænse Kuglerne, stadig gik og forbandt de Saarede, mellem hvilke der ogsaa var mange Nordslesvigere, ude i Ildlinjen. Hans modige og opofrende Færd vakte almindelig Opmærksomhed og blev efter Slaget meget rosende omtalt.

Af et Par Feltpostkort, som er stillet til vor Raadighed, ser vi, at Brevskriverne den 10. September har truffet følgende Nordslesvigere i Frankrig: Gdr. Johan Dau (før Sandbjerg), Hans Lassen, Sdr. Hostrup, Brødrene Duus fra Hoptrupskov, som alle var sunde og raske.

Der kæmpes for Tiden især ved Vestfronten under Forhold, som giver mange Forstyrrelser i Efterretningsvæsnet. Mange sidder bekymrede herhjemme, fordi Efterretninger fra Sønner og nære Paarørende udebliver. I Fronten søger Nordslesvigerne imidlertid sammen, naar Lejlighed bydes. I Breve til Hjemmet nævner de hyppigt, at de har talt med denne eller hin Bekendt. Vi anmoder paany vores Læsere om at lade saadanne Meddelser gaa videre her til Bladet, da de kan bringe Trøst til mange hjem.

Sygeplejerskerne Frøken Boesen, Frøken Nørgaard, Frøken Danielsen og Frøken Sørensen fra Nordslesvig har meldt sig frivilligt til det Røde Kors. De to førstnævnte var i sidste Uge ansat ved Garnisonslasarettet i Brüssel. De følger Hærafdelinger, ved hvilke der er særlig mange dansktalene Nordslesvigere.

Et Antal unge danske Piger har endvidere meldt sig til Tjeneste og deltager for Tiden i Sygeplejerkursus, som afholdes af Organisationer under det Røde Kors, til hvis Raadighed de har stillet sig. De vil møde, saa snart det bliver Brug for dem.

Vi meddelte forleden, at Gaardejer Nis Branderup, Lunderup Mark, den 6. September var bleven haardt saaret af den franske Granat, der dræbte Gaardejer Søren Andresen, Øster Terp, paa Stedet.

Nis Branderup blev ført til Reservelasarettet paa Hornegg Slot ved Gundelstein i Württemberg, hvor man ifølge et Saar til han Hjelm indløbet Telegram den 19. September er død af sine Saar. Han efterlader sig en Enke og to smaa Børn.

Nis Branderup var en dygtig ung Mand med Hjertet paa det rette Sted. Budskabet om hans Død vil blive modtaget med megen Vedmod og vække megen Deltagelse med hans Efterladte.

Sejrrig Fremgang for de tyske Tropper. Berlin, Mandag Morgen.

Paa den højre Fløj har de engelske Troppe standset ethvert Angreb. De tyske Tropper har i Offensiven gjort betydelige Fremskridt paa en Række Punkter.

I Centrum ligger Reims i Franskmændenes Kampfront, som herfra har aabnet Kampfront, som herfra har aabnet Ilden imod befæstede tyske Stillinger. Tyskerne var nødsaget til at besvare Ilden og beskyde Byen Reims, dog har den tyske Hærledelse anordnet, at Katedralen skal skaanes.

Den venstre tyske Fløj er gentagende bleven angrebet af Franskmændene, saaledes ogsaa den godt befæstede Stilling ved Donon. Alle Angreb er dog bleven afslaaet.

De tyske Troppers Position er siden i Gaar betydelig gunstigere.

Paa den østlige Krigsskueplads har intet forandret sig.

Det største Krigslaan i Verden. Berlin, Mandag Morgen.

Krigslaanets Resultat overstiger alle Forventninger. Indtil Søndag Aften var der talt 1,26 Milliarder Mark Statkammeranvisninger og 2,04 Milliarder Krigslaan, tilsammen 4,2 Milliarder Mark.

Efter dette Resultat er det det største Krigslaan, Verden har kendt. Fremragende tyske Finansmænd regnede med 2,5 Milliarder. Da Rigsbank og Rigskassen i Øjeblikket kun har Brugt for 1 Milliard, er Laanet altsaa overtegnet med 300 Procent. Det var Regeringens Plan kun at udskrive en Del af de af Rigsdagem bevilgede Milliarder. Imidlertid har denne Udskrivning næsten dækket hele Behovet. Tages derhos Guldreserven i Juliustaarnet paa 240 Mill. Mark i Betragtning, som tillader Udskrivelsen af Veksler for Riget paa 720 Millioner Mark, er det samlede Behov på 5000 Millioner Mark altsaa sikret ved den første Del af Laanet.

En Skole som Lasaret. Berlin, 20. September.

En Skole paa Landet er for nylig lavet om til en Anstalt, der kan staa som et ligefremt Ideal af et Lasaret. Overalt er der Masser af Plads, Lys og Luft, 3 Faktorer der i sanitær Henseende er af stor Betydning

Ubegrundede Fredsmeldinger. Berlin, 21. September.

Engelsk-amerikanske Kilder paastaar at Tyskland skulde være rede til at forhandle om Freden. Rigskansleren skriver imidlertid under 8. September til en Rigsdagsmand: “Under alle Omstændigheder maa vi holde ud, indtil Tysklands Fremtid er fuldstændigt sikret.”

Generalstabschef v. Molkte skrev den 7. September til samme Adresse: “Efter Krigens Afslutning maa vort Fædreland modtage en Fred, der svarer til de eksempelløse Ofre, som hele Folket har paataget sig med en sjælden Endrægtighed, en Fred, som ingen Fjende i overskuelig Fremtid kan formørke.”

Et Blad forbudt. Det socialdemokratiske “Volksblatt” i Bochum er blevet forbudt, fordi det havde meddelt Ting, som ikke maatte offentliggøres. Redaktør Pierenkämpfer blev arresteret.

Søndagsbladet. Det har i den sidste Tid ikke været os muligt at levere Abonnenterne “Søndagsbladet”, da dette som Følge af Krigstilstanden ikke har kunnet faaes over Grænsen.

Imidlertid vil Bladet fra 1. Oktbr. af indtil videre udgive sit eget Søndagsblad. Vi har sikret os den nødvendige Støtte til planens Gennemførelse og venter derfor atter at kunne byde vore Abonnenter et baade godt og underholdende Søndagsblad fra 1. Oktober af.

Løjt, Mandag.

Atter Ildebrand. I Nat ved 2 Tiden nedbrændte Enkefru Riss´s Gaard i Skovby. Der indebrændte en Del Hvede og Rug. Ilden menes at være paasat.

Fra anden Side meddeles: Ved Branden sidste Nat nedbrændte Enkefru Ris´s Gaard til Grunden. Ilden opstod ved 1 Tiden, og i et Øjeblik var de sammenbyggede Staldbygninger og Beboelseshuset omspændt af Luerne. Der brændte en Del Indbo, en stor Indavling og nogle Landbrugsmaskiner. Ilden, der opstod i den ene af Ladebygningerne, menes at være paasat.

Rinkenæs, Mandag.

Høsten her i Sognet er for de allerfleste Vedkommende for længst tilendebragt, begunstiget af det dejligste Sommervejr. Hos Forpagter Brix paa Benningsgaard staar det ifølge “Fl.Av.” dog endnu en Del Korn paa Marken.

Børnenes Skolegang foregaar nu iflg. “Fl.Av.” atter trods Krigen paa vanlig Vis. Degnen er i Felten, men Præsten medvirker nu ved Undervisningen.

Bov Sogn, Mandag.

Ildløs. – Brændte Kreaturer. (Fl.Av.) I Torsdags Aftes Kl. 9 ½ udbrød der Ild i en Rentegaard paa Ejlbæk Mark, tilhørende Fr. Mekzdorfs. Ilden opdagedes saa sent, at hele Besætningen, 7 Køer, 1 Stykke Ungkvæg samt 4 Grisesøer, fantes kvalte af Røgen og brændte. Derimod bjærgedes en stor del af Indboet, da Huset var trækket med Paptag. Ligeledes stod der i Nærheden to Havrelæs, der nok var lidt i Fare, men i den øjede Regn modstod Ilden. Hestene var heldigvid endnu ikke tagne paa Stald. Ilden formodes at være opstaaet ved Selvantændelse i Kløverhavren.

16. September 1914. Nyt fra Hejmdal

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Høstberetninger. Haderslev Næs. Flovt, den 13. September.

Under mindre lyse Udsigter begyndte dette Aars Høst. Indkaldelserne til Hæren tyndede slemt ud i den vanlige Arbejdskraft. I mange Hjem manglede Lederen af Bedriften.

Høsten er nu tilendebragt og overalt kommen godt i Hus. Det gode Vejr og den gode Vilje hos alle, Smaa og Store, til at tage fat, har været gode Forbundsfæller i denne kritiske Tid. Nu summer Damptærskeværkerne, og gensidig Hjælpsomhed viser sig ogsaa her. Kommer Udbyttet tilnærmelsesvis ikke op med de to forgaaende Aar, er Priserne til gengæld bedre.

Med Hensyn til Høhøsten kan der noteres en nogenlunde god Middelhøst. Høet blev godt bjærget, og Kvaliteten er god.

For Vintersædens Vedkommende havde Rugen, der i Forvejen var godt groet, en heldig Blomstringstid, saa den folder godt og giver et udmærket Brødkorn. Ogsaa Hveden lovede i Forsommeren en meget rig Høst. Stærke Regnskyl i Juli Maaned voldte imidlertid, at den mange Steder gik i Leje. Dette i Forbindelse med den derpaa følgende tropiske Varme hæmmede Kærneudviklingen, saa den folder mindre godt. Gennemsnitsudbyttet vil nærmest komme til at variere fra 30-35 Sække pr. Hektar.

Vaarsæden var noget uensartet efter de forskellige Jorders Renhed, Kultur og Gødningskraft. Var Larveangrebene i indeværende Sommer næppe saa slemme, saa var Ukrudtet des mere iøjnefaldende. Baade Byg og Havre vil dog nok kunne naa op til en Middelhøst.

Kartofler og Roer lover godt, og naar der snart kommer Regn vil de sidste blive meget gode.

Martin Simonsen

Mund- og Klovsygen synes ikke at brede sig i Provinsen. i Nordslesvig er der Smitte i 33 Gaarde i Aabenraa; i 4 Gaarde i Haderslev Kreds og i en Gaard i Tønder.

I Holsten findes Sygdommen i 4 Gaarde i Segeberg Kreds, 2 Gaarde i Pinnenberg Kreds, 2 i Pløn Kreds og 8 i Rendsborg Kreds.

Løjtkirkeby, Onsdag.

Til Soldaterne. Der udfoldes her i Sognet en stor Virksomhed for at samle forskellige Ting til at sende Soldaterne i Felten. I forrige Uge afgik en Sending paa 600 Pund, bestaaende af Frugt, Saft og andre Nærings- og Nydelsesmidler. Ligeledes bliver der af unge Piger strikket og syet forskellige Genstande, som vil være kærkomne Gaver til Soldaterne.

Vedsted Sogn, Onsdag.

Til Soldaterne af 2. Batalillon 84. Regiment i Haderslev er der af unge Piger blevet samlet over 1000 Mark her i Sognet. For Pengene er der blevet strikket Strømper, Muffedisser osv. Der er ifølge “S.Br.” endvidere sendt Linned til det Røde Kors.

Dybbøl Sogn, Onsdag.

Til stedfortrædende kommuneforstander i Staugaard er udnævnt Gæstgiver Jørgen Petersen i Bøgely.

Sønderborg, Onsdag.

Falden. Blandt de Faldne er ogsaa Overlærer Reserveløjtnant Driver herfra Byen.

Rødding, Onsdag.

Til Røde Kors. En af Sygeplejerskerne i “Sygeplejeforeningen for Frøs og Kalvslund Herreder”, Ingeborg Danielsen, har meldt sig frivilligt til Røde Kors. Hendes Tilbud blev ogsaa modtaget, men hun er endnu ikke indkaldt, saa der maa sandsynligvis endnu ingen Trang være for flere Sygeplejersker.

Vedsted, Onsdag.

Falden. /Dbp.) I Lørdags Eftermiddag indløb der Telegram om, at Gaardejer Søren Andresen fra Øster Terp er falden i Krigen. Den Afdøde, en ung og dygtig Nordslesviger, købte for et Aars Tid siden sin Ejendom af Nordslesvigsk Kreditforening og havde allerede faaet den sat godt i Stand. Hans Barndomshjem var i Sejerslev ude paa Vestkysten.

Arrild, Onsdag.

Pastor Wind her i Sognet har meldt sig som Krigsfrivillig ved Sygepasserafdelingen og er for Tiden under Uddannelse i Flensborg.

17. august 1914. Præsten i Højrup har meldt sig til hæren

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tysk Præst og Hustru drager til Hæren

Pastor Fischer i Højrup ved Grænsen, (tysk, men afholdt Embedsmand), søn af afdøde Vejinspektør Fischer i Gram, holdt i Gaar Afskedsprædiken i Højrup Kirke. Han har været Præst for Højrup Menighed i ca. 16 Aar, men nedlægger nu Embedet og rejser til Hæren som Feltpræst og hans Hustru for at gøre Tjeneste ved Lazaretterne.

Flensborg Avis’ Udgivelse indstillet

Flensborg Avis, af hvilket vi intet Nummer har set siden den 1. August og af hvilket der intet Nummer udkom i hele sidste Uge, er blevet forbudt og har derfor maattet indstille Udgivelsen fra den nævnte Dag. Bladet er, siden dets Redaktører fængsledes ved Krigens Udbrud, blevet redigeret af Ejerinden, Enkefru Marie Jessen.

Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.
Pastor Carl Otto Ludwig Fischer, Højrup, meldte sig frivilligt og blev feltpræst i Füsilierregiment 86.

8. august 1914. Hejmdal. Fra hjemmefrontens dagligdag

Aabenraa-avisen Hejmdal bringer nyt fra krigens påvirkning af civilsamfundet:

Ny Lov om Understøttelse af de indkaldte Mandskabers Familie

Rigsdagen har vedtaget nogle Ændringer i Loven af 28. Februar 1888*) angaaende Understøttelse af de i Tjenesten indtraadte Mandskaber:

§ 1.

I Loven angaaende Understøttelse af de i Tjenesten indtraadte Mandskaber af 28. Februar 1888 faar:

§ 1.2 Sætning følgende Ordlyd: Den samme gælder med Hensyn til de Mandskabers Familier, som har faaet Orlov og er stillet til Disposition for Troppe- (Marine-) Afdelinger, de Mandskaber, som har overskredet den værnepligtige Alder og er traadt frivillig i Tjeneste ligeosm det underordnede Personale ved den Frivillige Sygepleje.

§ 2 Afsn. 1 følgende Tilføjelse: hans uægte Børn, for saa vidt han som Fader har efterkommet sine Forpligtigelser til at underholde dem.

§ 2 Afsn. 3 følgende Ordlyd: Fjernere Slægtninge og skilte Hustruer har ikke Krav paa Understøttelse.

§ 5 Afsn. 1 følgende Ordlys: Understøttelsen skal mindst være a) for Hustruen i Maj, Juni , Juli, August, september og oktober 9 Mk. maanedlig, i de øvrige Maaneder 12 Mk. b) for hver Barn under 15 Aar samt for hver af de under § 2b og c nævnte Personer 6 Mk maanedligt

§ 2

Denne Lov træder i Kraft samtidig med, at den forkyndes

I Begrundelsen til Ændringsforslaget hedder det: Loven angaaende Understøttelse af de i Tjenesten indtraadte Mandskabers Familier af 28. Febr. 1888, stiller for Familier af Reserve-, Landeværns- Udfyldningsreserve-, Søværns- og Landstorms Mandskaber en Understøttelse i Udsigt, i Tilfælde af Trang, saa snart Mandskaberne er traadt i Tjenesten ved Mobiliseringen. Ved Fastsættelsen af denne Understøttelse er Loven gaaet ud fra, at det ikke drejer sig om at fordele Bidrag, som fuldstændig skal sikre vedkommende Personers Underhold, men at fastsætte de Mindstebidrag, som der ikke maa gaaes under, saa snart der overhovedet skal tilkendes en Understøttelse. Forpligtigelsen til at yde, hvad der trænges til ud over disse Bidrag, bestaar ved Siden af. Paa Grund af de siden Lovens Ikrafttræden indtraadte forandrede økonomiske Forhold, synes en Forhøjelse af Bidraget at være nødvendig.

Levnedsmidler til den tyske Hovedstad, Berlin Torsdag

I Byraadsmødet i Dag vedtoges det enstemmigt at bevilge et Laan til et Beløb af 6 Millioner Mark til Indkøb af Levnedsmidler

Forsyningen med Levnedsmidler for større Byer i Tyskland, Berlin, Torsdag

Fra den 7. Mobiliseringsdag, den 8. August inkl., vil der daglig staa Tog til Disposition i Militærkøreplanen til de større Byers Forsyning med Levnedsmidler. Togforbindelsen vil af Linjekommandanturen blive bekendtgjort i Pressen, og opslaaet paa Banegaardene. […]

Frivillige Sygeplejersker

Der har allerede meldt sig flere unge Piger som frivillige Sygeplejersker, deriblandt også adskillige danske. Der ventes dog, at der vil melde sig flere endnu.

Krigs-Laanekasse

Paa Grundlag af en af Rigsdagens vedtaget Laanekasselov er der i Onsdags bleven aabnet en Del Laanekasser i Berlin for at støtte Kreditten under Krigen. Disse Kasser yder Laan mod Pant. Rentefoden er 6½ Procent. Krigsbanken tager ½ Procent mere – 7 Procent – for Lombardlaan.

Der ydes Laan paa Værdipapirer, på Aktier og paa Varer, som Rigsbanken har erklæret for egnede til Pant.

Veksler, Hypoteker, Sparekasse- og Bankbøger kan ikke bruges som Pant.

Saadanne Laanekasser indrettes hvor det synes paakrævet, alle Vegne hvor der findes Rigsbankfilialer.

Laan ydes kun til et Beløb af mindst 100 Mark og i Reglen ikke for et længere Tidsrum end 3, undtageligvis 6 Maaneder.

5. august 1914. Opråb: Frivillige sygeplejersker og bidrag til Liebesgaben!

Kredsbladet for Aabenraa opfordrer befolkningen til at støtte hæren i kampen for Fædrelandet:

Opråb

Efter lang ventetid er den skæbnesvangre time for Tyskland faldet. Vi ser vor sønner og brødre gå mod fjenden. Vi, der ikke skal forsvare Fædrelandet imod fjenden med våben i hånd, er taknemmelige for det store offer, der gøres for Fædrelandet. Uendeligt store er de afsavn og lidelser, som den modige går imod. Lad os gøre alt for at pleje de syge og sårede og syge samt afbøde og afhjælpe troppernes strabadser.

Fædrelands Foreningerne har sørget for at organisere arbejdet, således at det sker planmæssigt indsamling af gaver. Vi har i første omgang brug for pengebeløb for at kunne gennemføre vores gerning. Senere vil det blive nødvendigt at indsamle linned og levnedsmidler. Donationer afleveres til kommunens myndigheder. Magistraten for Aabenraa vil videre offentliggøre navnene på indkomne donationer.

Frivillige sygeplejersker

Kredsbladet for Aabenraa søger sygeplejersker til pleje af syge og sårede soldater:

Krigens udbrud betyder, at der også vil blive brug for fruer og frøkener som barmhjertige  samaritter i forbindelse med pleje af sårede og syge soldater. Der mangler især hjælp til de uddannede sygeplejersker. Vi beder derfor alle fruer og frøkener over 18 år, som er forberedt og føler sig i stand til at tage del i den frivillige sygepleje, at melde sig.

I skal hjælpe på kredssygehuse, på et militærlazaret og støtte søsterordenen.

Den nødvendige uddannelse vil ske på det lokale sygehus, hvor man kan melde sig om formiddagen mellem kl. 11-12.

Kreissblatt des Kreises Apenrade