Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69 (RIR69). Han fik sin ilddåb ved Somme
Omsider blev vi stillet op og videre gik det ad Veje og Chausséer mod Fronten.
Der gik i begge Retninger en næsten uafbrudt Række af Troppedele, Privatbiler med Officerer, Lastbiler, Sanitetsvogne, Trænvogne, Munitionskolonner, Kanoner, Sårede og alt muligt andet.
Chausséen var dækket af en eneste Vælling af pulveriseret Kridt, Sten, Jord og Ler. Ofte måtte vi ud på Marken, for i det hele taget at kunne komme videre.
Hen på Eftermiddagen nåede vi Potte, en lille By ikke langt bag Fronten, der var forladt af Befolkningen.
Her blev vi indkvarteret. Kanontordenen fra Fronten var her så stærk, at det hele kun virkede som en uhørt, uafbrudt Buldren og Bragen. Husene vibrerede og Teglstenene på Tagene klirrede.
Ved Indgangen til Landsbyen lå et Slot, som var taget i Brug som Lasaret. Det var overfyldt. Udenfor på et større Terræn stod Båre ved Båre med Sårede og Døde, hvis Sjæle efter svære Lidelser allerede var nået til en bedre Verden. Man kunde næsten misunde dem for, at de havde overstået det, vi andre måske gik ind til.
Det var et frygteligt Syn, som på mig, der var uerfaren, gjorde et stærkt og nedslående Indtryk.
Jeg traf en Kammerat, som var helt mørk i Ansigtet — han havde været udsat for et Flammekasterangreb. Jeg spurgte, hvordan det var i Kamplinjen. Det rene Helvede, svarede han og gik. Ingen var oplagt til at sige noget.
Jeg må ærligt tilstå, at mit Hjerte længe sad helt nede i Bukserne. 2 Dage før, den 3. Septbr., havde der været Angreb af Franskmændene med Kolonitropper og Englændere på omtrent hele Sommefronten.
(fortsættes …)