Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.
Den 31. juli 1916
Kære forældre!
Nu er det sidste dag i det andet krigsår, og i morgen begynder vi på det tredje. Det er en forfærdelig kendsgerning. At man dog skal ligge her hele sin bedste ungdomstid. Når krigen engang om et par år hører op og man endnu er i live, vil man være en olding. Nu ligger jeg i niende døgn under åben himmel. Vi kan være glade for, at der er så tørt vejr. Vi rykker hvede op og tørrer den i solen, så ligger man da i hvert fald ikke på den bare jord.
Hvor krigen dog er en elendighed. Nørregård er såret, Karl Hansen er såret, Laursen og Iskov sporløst forsvundne. I aften går det atter ud i forreste stilling, men nu er der roligere end for en uge siden. Vi ligger skråt for Poziéres, som gik tabt, kort før vi kom. Den skulde vi have stormet sidste mandag; men det blev ikke til noget. Regimentet har lidt meget. Et komp. har tabt over halvandet hundrede mand, og mange andre er oppe på over hundrede. Vi er sluppen temmelig heldigt hidtil, men vi ved jo ikke, hvad fremtiden vil bringe.
Aldrig har jeg været vidne til en sådan artilleriild som her. Det er mest om natten. Det er en musik, der vist længe vil tone i éns øren. Navnlig brølene fra de svære engelske 38 cm granater gør et i den grad uhyggeligt indtryk på én, at man tænker, man har et fabelagtigt uhyre for sig.
Hvornår er dog krigen forbi? Nogle engelske fanger, som kom forbi i går, mente, at det gav våbenstilstand i morgen, men det har de vist ment ironisk. De englændere, jeg har set her, er alle flotte, unge mænd, let klædt på og smidige; de slæber nok ikke rundt med en sådan oppakning som vi. Når vi har den såkaldte stormoppakning med alt, hvad der bimler og bamler, så kan man næsten ikke røre sig. Men under en eventuel storm skal det være det første, der kommer væk, så man da kan bevæge sig frit.
I skriver hele tiden om, hvordan det går med officerskursuset, som blev stillet mig i udsigt. Men det bliver selvfølgelig ikke til noget, så længe der er så urolige tider; tilmed er min kaptajn bleven såret, så det går måske helt i glemme.
Jeg har i dag fået brev fra Jens skrevet d. 26. Han lader ikke til at vide noget om, at jeg er kommet herned. Men I har vel slet ingen fået af de breve, jeg har sendt.
Det glæder mig, at det går så godt frem med Johannes helbred. Jeg træffer næsten daglig Lønholm, mejeristen fra Blans; men det er næsten også den eneste bekendt, jeg træffer. Han er ved fjerde komp.
Nu mange kærlige hilsner til eder alle fra eders hengivne søn
Kresten
NB. Jeg går i stilling i tre dage. Formodentlig bliver der i den tid ingen lejlighed til at blive post løs. Lad det ikke forurolige jer.
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.