Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 10. okt. 1916

Kæreste Jørgen!
…Post Gellert kom med penge til mig i dag, eller rettere til dig. Jeg lægger den seddel ved. Jeg kunne slet ikke forstå, hvor de 14 M. kom fra. Men så viste jeg feldweblen sedlen, og så forklarede han, at det var en sum, som beboerne, hvor dit kompagni har været, har måttet betale på grund af opsætsighed eller modstand, eller hvad det nu kunne være. Og de penge bliver så fordelt mellem officerer og mandskab. Officererne fik tit store summer på den måde. Måske ved du slet ikke noget om alt dette, det ser ud, som det er sket den 1. sept., Det må jo være din feldwebel, som har sendt pengene. De 14 M. burde næsten anvendes til noget godt, så at de kunne komme til at gøre gavn herhjemme et eller andet sted. Jeg synes de er kommen på en ikke helt rigtig måde. – Nu rejser Marie Petersen alligevel over til Andreas, så nu står vi og har ingen til at malke. Jeg ved ikke, hvad vi nu skal. Bare du dog kunne komme hjem og hjælpe mig lidt nu snart. Det er næsten ved at blive mig for meget. Hans taler om, at han ved en karl, som vi måske kunne få til at malke og røgte; men nu har jeg lejet en dyr andenkarl, og når- Isak så også biir, så er de da næsten for mange. Det biir jo fire igen. Jeg kan nok mærke, at Hans gerne vil have mange folk, men jeg mener, at jeg er nødt til at holde lidt igen der. Det er jo da os, som skal betale, og så skal vi også regne med kosten nu. Det biir mere og mere besværligt at få noget, der er næsten ingenting at købe i butikkerne mere. I morges rejste russeren. Ham var der nu heller ikke meget ved, og vagtmanden var jeg særlig ked af. Han kom nu i formiddag og lavede en masse vrøvl; men jeg tror nok, han var fuld, og det har han vist været så tit, for han var altid så ubehagelig, når han kom…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 30 sept. 16

Nu er der ro i lejren. Børnene sover, og folkene er også i seng. Og så vil jeg se at få skrevet til dig. Det brev jeg skrev i går, var vist et rigtig kedeligt og dårligt et, med ingen indhold i. Jeg var virkelig helt »skidt tilpas« ved tanken om den feldwebel, som vi nu igen skulle have i kvarter. Han er såmænd ellers så flink, som han kan være. Jeg har ikke talt meget naed ham. Men lidt bøvl er der ved det. Han hedder Dure, og er fra Baden-Baden. I eftermiddag har jeg være cyklende på Christiansfeld for at få lidt kød og flere andre ting, som jeg manglede, en vandkaraffel og en pletmenage og en lille terrin. Vi sørger jo for at have det så praktisk som vi kan. Ellers tager det os for lang tid med opvartningen. Jeg fik da også lidt kød hos slagteren. Fra i morgen af får vi kun 6 pd. ad gangen, men når vi endda kan få det i hver uge, så er det jo endda godt. Det bruger vi jo heller ikke da… I går aftes fæstede jeg en andenkarl for 800 M for et år. Det kan være, det er for meget; men han ville nu ikke for mindre, og jeg var ked af alt det bøvl. Når jeg blev vågen om natten, begyndte jeg med at spekulere på, hvordan vi da skulle få det ordnet til vinter med karlene, og så gik tankerne altimens til dig, og hvordan det skulle gå dig. Og så så det hele så sort og vidtløftig ud, så jeg kunne ikke falde i søvn igen. Nu tog jeg det så lige over tvært og fik den karl fæstet, så er det da til en side. Vi vil ingen russer have så, Isak skal passe koerne, og den nye karl er lejet sådan, at han også skal hjælpe i kostalden ved det, som Isak ikke selv kan overkomme. Karlen hedder Theodor Holm, det er hjulerens søn fra Stubbom. – I dag har Jens Have igen været på session, han blev »k for infanteri«. Så han ventede snart at få ordre igen. Jeg talte med ham, da han kom fra Haderslev, da kom jeg lige fra Feid. Og den 7. okt. skal Hans Krog og Rilve på Frej o.a. til session. Men Fedder har da ikke hørt noget endnu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fredag d. 29 sept. 1916

 …Nu fåi’ vi nok indkvartering, en vicefeldwebel. Han kommer i eftermiddag. Vi biir nødt til at sætte en seng ind i den store stue, og så kommer han til at tage det som det er. Gæstekammeret er helt ubeboeligt, og gulvet i stuen er jo også meget dårligt. Jeg har været hos Eickemejer for at blive fri for ham, men E. er ikke sådan at komme afsted med. Men han lovede da, at om en måned skulle vi blive fri, så skal han flytte op til præstens. Jeg er så ked af det, jeg synes næsten, jeg har nok i vort daglige arbejde. Det er nok en professor, vi får, men derfor kan han vel være flink nok. Jeg vil ikke holde mere snak med ham end nødvendigt, Bachmann sinkede mig tit så meget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa d. 28. sept. 1916

Kære, kære Inger!
… Nu må du gerne få en ansøgning skrevet, og den kan stiles til lægen her på station Europa. An den Hern Artzt, Station Europa. Ikke til cheflægen, for det tager kun længere tid. Så sender han den først herhen, og så skal den igen tilbage til cheflægen. Jeg får imidlertid ikke orlov her fra Spa, men så sendes ansøgningen med til Beverloo, og derfra giver det så nok orlov. Det vil vi håbe. Der er jo grunde nok. For det første med hvedesåning og tærskning samt kartoffel og roeoptagning, samt ordning af pengesager ved november. Nå, nu kan du jo høre, hvad Møller mener, hvis du får ham til at skrive ansøgningen. Hvis Thaysen og landråden så vil anbefale den, så går det nok. Du kan godt andrage på 5-6 uger, de skal nok selv skære af, hvis de synes pølsen er for lang…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag, d. 26 sept. 1916

Kæreste Jørgen!
Til min store overraskelse var der brev fra dig i aften igen. Det er fra den 22 sept., så det har måske ligget over her på posthuset. I går var der nemlig ingen fra dig. Du fortæller der om Kjergårds død, og jeg kan godt forstå, at det har været meget svært for dig. Alene det, at du først fortæller mig det nu, en hel måned efter. Det går os vist tit sådan, at det, der har været allersværest for en, det holder man ikke af at tale om. Det er ligesom, man helst vil gemme det længst inde. Det er først nu bagefter, og lidt på lang, at jeg rigtig kan forstå, hvor stor fare du har været i, og hvor meget vi har at takke for. Det er jo næsten sådan, at jeg kan blive helt forfærdet og bange, når jeg rigtig tænker til bunds i det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 22. septemb. 1916

Min egen kære Inger!
Tak for brevet fra den 19. Det tager kun to dage for brevene at nå hertil. Og så håber jeg da også, at mit brev til Jep Hansen er kommet tidligt nok til den 20. Det kan du da lade mig vide. Du sørger lidt for, hvordan vi skal få kreaturerne passet i vinter. Ja, det er heller ikke så let. Jeg tænkte, at vi kunne beholde russeren, men når han skal bort til 1. oktbr., så er det ikke så let. Jeg vil prøve at skrive til Thaysen, om vi ikke kan få lov at beholde ham. Nej, at leje en karl til røgter, det er vist umuligt. Han er jo ikke til at veje op med penge. Og der er vel heller ingen hjemme, for nu skal de sidste også indkaldes, de uundværlige. Fedder kan vel også vente at komme med, skrev Anna i går, men han har da udsættelse til 15. november. Der er ellers mange faldne og sårede i Modersmålet i denne tid. I går læste jeg, at der skal være mindegudstjeneste for Anton Kjergård fra Rangstrup i Agerskov kirke på søndag. Han var ved samme komp. som jeg. Den dag, jeg tror nok det var den 21. aug. samme dag som jeg første gang var med i kamp, var han og Jens Michelsen fra Klinting løbere. Det vil sige, de skulle bringe meldinger fra bataljonen til kompagniet og omvendt. Det er en slem bestilling, for de skal af sted, hvor meget der så end bliver skudt. Under dette arbejde er Kjergård så faldet om eftermiddagen, og Michelsen, som jeg holdt meget af, blev såret og kom på et lazaret i Vestphalen. Han er kun let såret. Trommehinden er sprunget i det ene øre.

Dagen efter slaget skulle jeg og nogle flere bære en del håndgranater ud i stillingen, og når vi gik tilbage, skulle vi tage de døde med. På den måde fik vi Kjergårds lig bjerget. Det blev bundet i et telt, og så stak vi en stang gennem teltet og to mand bar ham så tilbage. Vi lagde ham oven for skyttegraven et sted, men om dagen kunne vi ikke begrave ham. Hvor han er begravet, ved jeg ikke, for om aftenen måtte vi afsted igen. Gud ske lov, at det er overstået. Jeg tænker ikke gerne på de dage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 19 sept. 1916

Min egen kære Jørgen!
… Det dårlige høstvejr tror jeg slet ikke, folk tager sig så nær, ikke i den grad som før. Så jamrede man anderledes, når det så besværligt ud. I går, mandag, var det et rigtig dårligt vejr med regn her, så da kunne der ikke køres ind. Men nu har de begyndt straks i middags at køre havre ind fra Kragelund, og så er det nok meningen, at de vil blive ved til sent i aften. Så de skal have melmad midt på eftermiddagen. Det var rigtig godt, at vi fik så meget ind søndag eftermiddag, som vi gjorde. Der siges ellers, at kornet giver dårligt af sig i år, negene er så lette. Høsten er ikke så god her på egnen, som det så ud til en gang. Om det så er kartoflerne, er der for lidt ved dem, og de samme er små. Det er vel også den våde sommer med så lidt sol.

Jeg var i Haderslev i går eftermiddag. Børnenes fodtøj var helt gået i stykker for os, både træsko og støvler. Jeg får træsko til dem hos Grøn i Vestergade, han har dem altid i alle størrelser, og det er gode træsko. Her i byen er de næsten ikke at få, og dem de har er dårlige. Jeg traf Jens Dinsen derude. Han har tre ugers orlov, og nu prøver han på at få 8 dage til, så de måske kunne få tærsket. Jeg skulle hilse dig fra ham. Hans Jacob Krog er på vej til Frankrig nu, men de vidste jo ikke bestemt hvorhen. Men i denne tid går de vist det samme sted hen alle. O, hvor er det godt, at du kom derfra dengang… Jeg var ude på kredshuset og spørge efter, om vi kunne få en russer til vinter, for Jacob biir ikke længere end til 1. okt. Jeg spurgte Thaysen ad en dag, men da vidste han slet ingen besked, og så syntes jeg, det var bedst at gå derud selv. Men bestemt fik jeg det ikke at vide, om vi kan få en til vinter. Jeg ved ikke, hvad vi skal med en røgter ellers. Sidste år gik det nu så meget godt med Daniel. Det er nok ikke let at komme til at fæste en her fra egnen til at passe kreaturerne. De er da så højt oppe i løn. Nå, jeg skulle da ellers ikke bebyrde dig med alt dette, for du kan ikke hjælpe mig alligevel; men det trykker mig lidt. Man er ikke vant til at have med sådant at gøre, og nu har alle folk så travlt, så jeg ser slet ikke til hverken Jens eller nogen, som jeg kan tale med det om…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 17.9. søndag form. 1916

… Nu må du ikke blive ved at sørge for, at jeg skal komme for hurtigt bort. Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er, kan du nok forstå. Kuren her plejer at vare 6 uger, før er der endnu ingen kommen bort, og så bliver de alle sendt til Beverloo, hvor de efter et par dages forløb får orlov i 8-10 dage. Jeg ville ikke have fortalt dig det, for hvis det skulle slå fejl for mig, da jeg er deroppe fra den urolige egn, så giver det jo en skuffelse…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.