Tag-arkiv: kartoffelferie

19. september 1916 – Ribe Stiftstidende: de hjemløse indkaldes

Senest ændret den 5. marts 2020 9:43

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

 De hjemløse indkaldes

Efter hvad vi erfare er de krigstjenstduelige hjemløse i Tønder kreds nu indkaldt til at møde førstkommende torsdag i Flensborg. Ogsaa i Flensborg kreds er indkaldelsen sket.  Det drejer sig ved denne indkaldelse ikke blot om dansksindede hjemløse; i Hamborg indkaldes saaledes baade norske og svenske. 

 

Kartoffelferie

Det prøjsiske kultusministerium har henvist til, at bjergningen af høsten i aar er af største vigtighed, og at børn kan faa ferie ikke blot til høsten i almindelighed, men ogsaa til kartoffelhøsten. Heller ikke de højere skoler skal unddrage sig denne pligt, hvor den synes paatrængende. Der er blevet indrømmet skolernes ledere ret til efter deres skøn at bevilge børnene orlov i indtil fire uger.

 

Faldne

Christian Fries, søn af Jacob F. paa Nybøl Mark ved Jordkær, er falden 8. september, 31 aar gl.

Christian Skelgaard, søn af Jørgen Skelgaard i Sottrupskov, er falden 5.september, 22 aar gl.

Adolf Hansen Beck fra Aller er falden 27 aar gl.

Niels Petersen fra Branderup og Claus Lund fra Højrup ved Arnum er faldne. Begge var gifte.

I tabslisten meddeles, at Johannes Hansen fra Ørderup er falden.

 

Saarede

Landmand Hans Petersen paa Lunderup Mark ved Rødekro er saaret.

 

I fangenskab

Købmand Christian Lehmann, søn af skibsmægler J. L. i Aabenraa har skrevet hjem til sin hustru, at han er saaret og i engelsk fangenskab.

 

Savnede

Savnede er en søn Hans af skomagermester Peter Bennick paa Nørretorv i Aabenraa, Hans Lautrup, søn af mølleejer Lautrup paa Loksmøllen, Hans Hansen, søn af gartneriejer Hansen i Hostrupskov ved Aabenraa, en søn af Johannes Christiansen i Toftlund og Rossen fra Rurup.