Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fredag ri. 8. sept. 1916

Kæreste Jørgen!
Du kan ellers tro, jeg blev glad og taknemlig i går, da jeg fik dine to kort, hvor du skrev, at du var kommen fra skyttegraven og var på vej til et lazaret. Jeg græd af glæde, det havde været en slem spænding at gå i. De beretninger, der stod i Nationaltidende var rigtig til at blive urolige over, og på kortet kunne jeg se, at det var på din egn, det var rigtig galt. Franskmændene har erobret en hel del landsbyer. A, I stakler hvor har det været slemt for jer i de usle skyttegrave. Hvordan mon det er gået Jørgensen fra »Nord«, har han været med? Nu vil jeg gerne høre lidt om, hvordan jeg skal med pakker til dig, lidt smør og lidt kage kan du vist nok have

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa, d. 7. september 1916

Hvor er jeg glad, når jeg vågner om morgenen og så mærker, at jeg er her på hotellet i fred og ro og ikke ude i skyttegravene.

Gud ske Tak og Lov vi så dejlig sov…

Det er først, når man kommer i nød, man forstår, hvor uendelig godt, man har haft det. Jeg tror, når jeg slipper godt fra dette her, hvad jeg håber, at man da vil blive rigtig tilfreds og taknemlig, så længe man lever. Jeg kan slet ikke tænke mig, at denne tunge tid skulle have været forgæves for os… Det var på høje tid, at jeg kom bort fra Somme, for der har nok været kæmpet meget siden den tid, og T. er nok ved at gå tilbage. Alle soldaterne er nu klar over, at vi ikke kan sejre. Nu begynder vognen at hælde, og det varer vel ikke længe, inden den vælter, og så kommer freden…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Spa. ri. 6. september 1916. Onsdag

Min egen kære Inger!
Nu er jeg endelig kommet i ro, og jeg er så glad og taknemlig, at jeg er sluppet ud af farerne. Som du vil have set af mit kort, som jeg skrev i går, er jeg i Belgien. Her er hverken kanontorden eller det mindste at mærke til krigen.

Jeg har i længere tid lidt af diarré, og for nogen tid meldte jeg mig syg og var også fri et par dage. Men da vi så skulle ud i gravene igen, så måtte jeg med, omend det ikke var bedre. Den 30. aug. løste vi af, og den 3. sept. meldte jeg mig syg. Jeg var først hos sanitetsunderofficeren, men han ville ikke vide noget af at sige, at jeg var syg. Han viste mig hen til kompagniføreren, men han sov, og så gik jeg hen til stabslægen. Der tog de temperaturen, men jeg havde ingen feber, og så tænkte jeg, ja, så hjælper det jo ikke noget, så må du jo blive her. Jeg var så træt og mat, så jeg næsten ikke kunne stå op. Lægen var en fornuftig mand. Så snart han så min tunge, tog han en seddel og skrev, at jeg skulle til syge- samlestedet i Pargny, og så kan du tro at jeg var glad. Man kan da vist også være syg, uden at man behøver at have feber. Jeg gik så tilbage og meldte mig hos kompagniføreren, og så havde han ikke noget at sige mere. I en fart fik jeg mine sager pakket sammen og skulle så afsted, men franskmanden skød så voldsomt den gang, så jeg måtte vente lidt. Da blev kompagniet alarmeret, at det straks skulle være færdigt til at rykke ud. Du forstår nok min glæde, at jeg ikke skulle med. Da skydningen var sagtnet lidt, listede jeg af efter Pargny, og jeg var ikke den eneste. Men det varede ikke længe, inden jeg var ene, for der faldt af og til en granat hist og her, og så krøb nogle i skjul, og vi skiltes ad. Jeg gik tværs over markerne, gennem kornmarker, som ikke bliver høstede, for franskmændene kommer stadig nærmere. Omsider nåede jeg en vogn og kom op at køre resten af vejen. I Pargny troede jeg, at jeg skulle blive nogle dage og så igen ud i gravene, men det kom anderledes. Efter at have ventet lidt ved samlestedet, blev vi puttede i en bil og kørt til næste krigslazaret, men der var heldigvis ingen plads. Så kørte de os til St. Quentin til en samleplads der. Der var vi et døgn og havde det meget godt. Den 4. om aftenen blev vi ført til toget og kom ind i 2. klasses vogne, og så kørte vi hele natten, til næste morgen kl. 9. Da var vi her i Spa.

Det er en dejlig belgisk stad, med elektriske sporvogne og store hoteller. Jeg bor også på et hotel og har det meget godt. Der er kun 7-8 km. til den tyske grænse. Nu får jeg nok lov til at blive her i 4 uger og måske længere. Det er ikke værd at søge om at få mig hjem, så længe jeg er her, for her får ingen orlov, da vi er mistænkte for at lide af blodgang eller sådant. Tarmkatar kaldte lægen det. Selvfølgelig ville jeg gerne hjem til jer, min kære, men det må hellere vente, til jeg er udskrevet her, for her lider jeg ingen nød, tværtimod. Jeg tror, at Vorherre har hørt vore bønner. Derfor har han ført mig hertil. Det skal vi aldrig glemme, kære Inger. Du skal ingenting sende mig, inden jeg skriver derom. Du vil nok meddele familien min adresse.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 5. sept. 1916

I går fik jeg to kort fra dig, begge to fra skyttegraven. Bare det dog ikke har været slemme dage for dig. Jeg synes, beretningerne i aviserne skriver så meget om heftig artillerikamp syd for Somme, og i dag står det i Nationaltidende om, at det har været så galt ved Clery og le Forest. Franskmændene har taget 2000 fanger og 12 kanoner. Nu længes jeg meget efter at høre fra dig, om I også har mærket noget til uroen, der hvor du er. Disse byer, jeg der nævnte, ligger nok nord for Estrées, kan jeg se på kortet. Bare du dog snart kunne komme tilbage i reserve, helst helt langt tilbage, ligesom da I var i Le Nouvion, så fik du måske også orlov. Det kunne være godt for dig at komme hjem i ro …

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag d. 4. sept. 1916

Min kære Jørgen! Tak for de to brevkort, jeg fik i dag, fra den 31. aug. og 1 sept. Det lettede, da jeg læste, at du var kommet godt over det, som der stod om i avisen for den 1. sept. Jeg regner jo ud på det hver dag, hvordan mon du nu kan have det, så jeg syntes jo nok, at du kunne være i skyttegraven ved den tid. Men hvor må det være slemt for dig, når I biir kommanderet ud. Hvornår kan det dog få ende, al den elendighed, det er så svært at tænke på vinteren, og nu vænner man sig næsten til den tanke, at det skal vare ved i vinter også… Jeg har talt både med Stine og Fedder og sagt dem tak for pakkerne, de er jo glade ved at høre, at du får dem. Fedder spørger hver dag post Gellert, om der er brev fra dig, og når der så er et, ringer han straks op, og hører hvad du har skrevet. De tager så hjertelig del med os, og det liver også meget op på mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Skyttegraven d. 2. sept. 1916

Mange tak for brevet fra den 28., jeg fik det nu imorges. Du vil gerne vide, hvordan vi lever herude i graven. Om natten er vi næsten aldrig hjemme, men så sover vi lidt om dagen, hvis vi da kan, for graven her bliver også beskudt, og vi har slet ingen dækning. Du kan tænke dig en almindelig drængrøft lidt bredere og lidt dybere, hvor der hist og her er lagt brædder og lidt jord ovenpå, og så ligger vi der på bunden og sover på fjæle eller et par planker. Vi trækker mantelen på og feltlærredet over os, og så sover vi. Varm mad får vi kun en gang om dagen og kaffe ligeledes kun en gang, feltflasken fuld, den skal så slå til til en hel dag. Det er det værste med tørsten. Det hjælper, at det ikke er så varmt. Jeg tænker, at vi snart kommer herfra, for her kan man ikke være længe ad gangen. I går aftes havde vi igen en lille kamp. Franskmanden skulle kastes ud af et lille gravstykke, han havde taget for et par dage siden. Kampen varede ikke længe og var heller ikke hård. Det var værre første gang. Jeg slap godt derfra og har ikke glemt at takke derfor. Jeg har heller ingen fortræd gjort nogen, jeg dæklær mig så godt jeg kan…

Nu får jeg alle dine pakker og har fuldt op af alle slags. Jeg spiser ikke så meget, da maven er i uorden endnu, en sygdom vi alle har lidt af. Vi er magre og ser dårlige ud allesammen. Nogle stakkels lidende mennesker. Det skal du ikke være ked af, kære Inger, for kunne man komme på et lazaret, så! Men det går vel ikke så let ….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig 1. sept. 1916

Min kære trofaste hustru!
… I går aftes blev vi alarmeret kl. 7, og så måtte vi afsted gennem løbegraven, nogle steder stod støvlerne fulde af vand. Vi kom ikke med i kamp, gudskelov, men så lå vi hele natten på den bare jord i skyttegraven, kun med det tøj vi havde på. Kan det gå godt, så er der mere, som kan gå godt. Om dagen kan vi slet ikke vise os udenfor, for flyverne kredser hele tiden over graven, de tyske ser vi ikke herude…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Tirsdag d. 29 aug. 1916

Min egen kære Jørgen!
… Der må da også komme små pakker til dig nu. Jeg sendte skinke dagen før, Jørgensen rejste (d. 21). Det må snart være der, hvis der ellers ikke er andre undervejs, som er bleven i lyst for en bid stegt skinke, for den slags er der sagtens smalhans med længere sydpå. Jeg har solgt en flæskeside i aften, 17 pd. til 2 M. pr pd. Det er Sine Skrøder, som fik den til sin søster i Hamborg. De sulter jo deroppe, kan hverken få kød, flæsk eller smør, så det var jo en hel ynk, hvad de skrev om det. Vort fede flæsk er blevet drøj for os, svinene var gode sidste år. Sine har selv været her i aften efter flæsket, hun er jo morsom at høre på, som hun kan fortælle…

Nu er det da begyndt med godt vejr igen, så i dag har maskinerne været i gang igen. Hans er ved at høste byg herude i Røn- kjær, og så kommer turen nok til havren i Kragelund og Nørretoft. Det vil blive et travlt efterår i år, da det hele biir så sent. Jeg vil også til at reklamere på kraft for at få dig hjem, for der er såmænd nok at gøre…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 29. aug. 1916

… Med hensyn til kammeraterne, da har jeg næsten ingen. Der er jo nok nogle som jeg omgås, men det er ikke sådan her som i garnisonen. Jeg er heller ikke rigtig kendt med dem endnu, der skiftes så ofte. Jeg var godt kendt med dem, jeg omtalte, da vi var i Le Nouvion, men vi er fuldstændig skilt ad, og jeg har været i tre grupper siden. Efter det sidste slag, har vi igen fået forstærkning. Det er helt unge mennesker, dem vil det vist knibe for. Så længe vi er her i Pargny, er jeg sammen med Jørgensen hver dag. Han er en god kammerat, men han er jo ved et andet kompagni. Der er Hække fra Frørup og Kaufmann fra Hjerndrup også. De er også meget kede af krigen, skønt de har da lidt at slås for, skulle man synes. Med renligheden går det ellers godt nok, jeg mærker ikke til utøj. I dag har jeg »Bettruhe«, det er maven som er i uorden, det lider vi næsten alle af.

Det er næsten ikke til at holde ud at ligge derinde i teltet om dagen, for det er varmt og så de forskrækkelige fluer, de er også en følge af krigen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Mandag aften d. 28.8.16

Min kære Jørgen!
Tak for dit brev fra den 23. Jeg fik det i går formiddag, og egentlig skulle jeg have svaret på det med det samme, men vi var jo til fødselsdag i Hauge i går, og så har jeg nu ventet med at skrive til i aften. Nu er der lidt mere ro. Ja, børnene er da ellers ikke i seng endnu, de leger lidt inde i deres lille kammer med dukkerne. Det er jo så vådt ude igen. Her har det regnet af og til i de sidste tre dage, det er ikke godt for kornet. Der er vel ikke høstet så meget rundt omkring, men det, der står på roden, vil vist lægge sig, for bygerne er temmelig slemme. Det var en hel oplevelse for dig med den franskmand, lidt afveksling. Ja, de vil også gerne i fangenskab, kan man forstå, så er livet jo da reddet. Jeg ville ikke ha’ været ked af det, hvis det havde været omvendt, og det kan jeg forstå, du har også tænkt, for det andet er jo forfærdeligt, kan jeg tænke mig. Du skriver jo ikke så meget om det… I eftermiddag har vi været lidt til fødselsdag hos Marie Gellert. Jeg tog en kage med derhen, for det er knap nu med sukker og med mel. Her i byen er stor opstandelse over, at de i denne måned kun har fået 1/4 pd. sukker til mands, og i andre kommuner får de mere. Der har været en »deputation« hos Eickemejer, og han sendte dem så til landråden. Det er såmænd heller ingen skade til, at de klager. Line Zilke førte nok ordet, hun har det jo i sin magt, især når hun biir lidt gal i hovedet!…

På lørdag skal der være sørgegudstjeneste i Hoptrup kirke over Knud Eriksen. Jeg skal jo vist også med, eller mon jeg kunne blive hjemme? I dag står der i avisen om to ny krigserklæringer, fra Rumænien og Italien til Østrig og Tyskland. Man tager det med ro nu, for det er ikke noget nyt længere, og man har jo heller ikke meget håb om, at det vil give forandring. Det har vi troet så tit, når der kom flere med i det. Nej, jeg tror ikke mere på, at menneskemagt kan hidføre en afslutning, det er forvirringen blevet for stor til…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 27. aug. 1916, søndag

Min kære gode hustru!
… Du skriver om, hvor jeg ligger om natten. Ja, det er helt forskelligt, her hvor jeg f.t. er, i Pargny, ligger jeg på jorden i træuld. Det kan sagtens gå an, men ude i stillingen ligger vi for det meste på brædder, og man er glad, når man bare må være der. Ved den fægtning vi havde, mistede vort kompagni henimod halvdelen af mandskabet, deriblandt var de fleste sårede. Det er i nærheden af Estrées, jeg har været. Er H. Fink kommet til Galizien? Du skal ikke bryde dig om, at du ikke kender så meget til gårdens drift, for det skal nok gå, du har nok at sørge for endda.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.