Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Spa, d. 22. septemb. 1916
Min egen kære Inger!
Tak for brevet fra den 19. Det tager kun to dage for brevene at nå hertil. Og så håber jeg da også, at mit brev til Jep Hansen er kommet tidligt nok til den 20. Det kan du da lade mig vide. Du sørger lidt for, hvordan vi skal få kreaturerne passet i vinter. Ja, det er heller ikke så let. Jeg tænkte, at vi kunne beholde russeren, men når han skal bort til 1. oktbr., så er det ikke så let. Jeg vil prøve at skrive til Thaysen, om vi ikke kan få lov at beholde ham. Nej, at leje en karl til røgter, det er vist umuligt. Han er jo ikke til at veje op med penge. Og der er vel heller ingen hjemme, for nu skal de sidste også indkaldes, de uundværlige. Fedder kan vel også vente at komme med, skrev Anna i går, men han har da udsættelse til 15. november. Der er ellers mange faldne og sårede i Modersmålet i denne tid. I går læste jeg, at der skal være mindegudstjeneste for Anton Kjergård fra Rangstrup i Agerskov kirke på søndag. Han var ved samme komp. som jeg. Den dag, jeg tror nok det var den 21. aug. samme dag som jeg første gang var med i kamp, var han og Jens Michelsen fra Klinting løbere. Det vil sige, de skulle bringe meldinger fra bataljonen til kompagniet og omvendt. Det er en slem bestilling, for de skal af sted, hvor meget der så end bliver skudt. Under dette arbejde er Kjergård så faldet om eftermiddagen, og Michelsen, som jeg holdt meget af, blev såret og kom på et lazaret i Vestphalen. Han er kun let såret. Trommehinden er sprunget i det ene øre.
Dagen efter slaget skulle jeg og nogle flere bære en del håndgranater ud i stillingen, og når vi gik tilbage, skulle vi tage de døde med. På den måde fik vi Kjergårds lig bjerget. Det blev bundet i et telt, og så stak vi en stang gennem teltet og to mand bar ham så tilbage. Vi lagde ham oven for skyttegraven et sted, men om dagen kunne vi ikke begrave ham. Hvor han er begravet, ved jeg ikke, for om aftenen måtte vi afsted igen. Gud ske lov, at det er overstået. Jeg tænker ikke gerne på de dage…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.