Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fredag d. 29 sept. 1916

 …Nu fåi’ vi nok indkvartering, en vicefeldwebel. Han kommer i eftermiddag. Vi biir nødt til at sætte en seng ind i den store stue, og så kommer han til at tage det som det er. Gæstekammeret er helt ubeboeligt, og gulvet i stuen er jo også meget dårligt. Jeg har været hos Eickemejer for at blive fri for ham, men E. er ikke sådan at komme afsted med. Men han lovede da, at om en måned skulle vi blive fri, så skal han flytte op til præstens. Jeg er så ked af det, jeg synes næsten, jeg har nok i vort daglige arbejde. Det er nok en professor, vi får, men derfor kan han vel være flink nok. Jeg vil ikke holde mere snak med ham end nødvendigt, Bachmann sinkede mig tit så meget…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.