Tag-arkiv: sessioner

11. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Alle blev taget …”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Fra meget paalidelig Kilde

a. Kysten syd for Hjelsminde har i den sidste Tid ofte været besøgt af tyske Officerer. I sidste Uge var en Stab paa 6 Officerer, som med Kort i Haanden syntes at have Opmærksomheen henvendt paa Brandsø.

b. Ved Gasse Høje er opstillet 4 Kanoner af meget svært Kaliber (38 cm).

c. I April Maaned har der i Haderslev været Session over 17-aarige. Alle blev taget – hovedsagelig til Artilleriet og Rytteriet.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

26. februar 1917. Til sidst slap heldet og madpakkerne op

I. C. Rasmussen, Løgumkloster, havde held til at reklamere sig fri for krigstjeneste mange gange – men til sidst slap heldet op.

Da jeg i tyve års alderen var til session, blev jeg helt kasseret. Jeg fik et såkaldt »kassationsbevis«, et gult papir, hvorpå der stod, at jeg aldrig skulle møde til militærtjeneste, heller ikke i tilfælde af en krig.  Jeg havde en brokskade.

Da krigen brød ud i 1914, var jeg altså godt garderet, og man kunne da heller ikke bruge mig, for jeg led af blæresten. Denne lidelse blev  jeg opereret for i juli 1915, og kom mig godt efter den. I 1916 fik jeg  ordre til at møde til session. Jeg tog mit gule papir med, men fik den  besked, at det gjaldt ikke mere. Tyskerne regnede som bekendt ikke  med papirslapper —- heller ikke deres egne.

Ved undersøgelsen så lægen nok de ar, jeg havde på bugen. Han  spurgte mig, om jeg kunne gå. Det kunne jeg ikke nægte, da jeg jo kom gående, og jeg svarede derfor: »Ja, det kan jeg«. — Jeg blev »Kv.«

Et stykke tid derefter fik jeg den røde seddel med ordre til at møde på Junkerhulvej-kasernen i Flensborg.

Nu havde jeg jo hørt af andre, hvorledes de reklamerede og ikke blev indkaldt. Det gjorde jeg også. Jeg havde solgt en del motorer og  andre maskiner til landbruget og forklarede, at jeg måtte blive hjemme for at holde disse i gang. Møde måtte jeg jo alligevel, men mit navn blev ikke råbt op. Jeg kunne gå op i skrivestuen og få den  røde seddel påtegnet og kunne rejse hjem igen. På skrivestuen  spurgte man, om jeg ikke havde smør at sælge, det havde jeg ikke, men jeg havde en god madpakke med; det skulle vi jo have. Den gav jeg dem, og så kunne jeg rejse hjem igen.

Dette gentog sig fem gange, og til sidst blev jeg så kendt på skrivestuen, at jeg gik derop straks om morgenen og spurgte, om jeg kom hjem igen. Jeg måtte dog stille nede i gården og kom senere op  og afleverede min madpakke. Feldwebelen var endda så fornuftig, at han sagde, jeg skulle beholde den, da jeg var fra en by, og der havde man det knapt. På landet havde man nok af gode sager. De fik nu  pakken alligevel.

Den femte gang, da jeg om morgenen var oppe og spurgte, hvordan det ville gå denne gang, sagde feldwebelen, at nu kunne jeg få den  røde seddel med hjem, og så stille igen om fjorten dage. Hertil  svarede jeg, at jeg ikke ville være postbud for ham. Han syntes også, at det var lidt hårdt, men han forklarede, at det nyttede ikke at  reklamere igen. Man havde nemlig fået en ordre gående ud på, at nu  skulle alle ind, »også når det går ud over virksomhederne«. Han  kunne dog forstå, at det var noget andet med mig, hvor så mange  virksomheder ville gå i stå, og han rådede mig til at gå ind til hans  kaptajn og tale med ham, skønt han troede ikke, at jeg ville opnå noget, og det gjorde jeg heller ikke.

Da jeg kom ud igen, spurgte feldwebelen, hvordan det var gået. Jeg sagde, at det gik dårligt. » Ja«, sagde han, »jeg var bange for det«. Så sagde jeg til feldwebelen, at hvis jeg virkelig skulle indkaldes, så  kunne han nok sørge for, at jeg kom til en ordentlig troppedel, ikke noget med heste, og heller ikke infanteri, og det lovede han mig.

De mange gange, jeg stillede nede i gården eller i et eksercerskur, forefaldt jo et og andet. Den ene gang blev et navn råbt op, og der blev svaret: »Han er død«. — »Hvad?« råbte sergenten, og det blev  gentaget, at manden var død, så blev han slettet i listen, og så var han død.

En anden gang fik sergenten et telegram, medens han råbte op. Han  så i det og gik så videre i listen. Lidt efter kom der en ung mand  styrtende. Han var blå i hovedet af anstrengelse. Det var ham, der  havde sendt telegrammet. Han var kommet for sent. »Ja«, sagde  sergenten, »det er slemt, nu har vi udtaget dem, vi skal bruge, og De  kommer ikke med, men må rejse hjem igen«.

Den sjette gang, jeg måtte møde, havde jeg igen reklameret meget  kraftigt, skønt jeg vidste, det ikke ville hjælpe. Da jeg som sædvanlig  forhørte mig på skrivestuen om morgenen, sagde man, at jeg i dag  ville blive indkaldt. Jeg skulle være sømand.

Det var nu ikke det, jeg havde tænkt mig, og det var også kun delvis  rigtigt. Jeg skulle til marine-infanteriet i Gestemünde. Vi var ca. 20 mand, og det var en overmath, som hentede os. Jeg ville ikke have min kone med til Flensborg, da jeg havde set, hvor tung afskeden var for så mange.

Vi marcherede til banegården. En del fik lejlighed til at tage afsked  med slægt og venner, og omsider kørte vi. Jeg havde skrevet et  brevkort hjem, hvorpå der stod: Så tog de djævle mig alligevel, men  jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme fra dem igen.

Det fik jeg  puttet i en brevkasse. Min kone fik det, men ordet »djævle« havde  censuren strøget.

DSK-årbøger 1958

6. oktober 1916 – Ribe Stiftstidende: hvad man spiser til brød..

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Æg

skal nu haves paa kort. Der kan foreløbig faas udleveret i tiden fra 1. til 21. oktober i alt to æg for hver person.

Sessionerne i Aabenraa

Den 3. session i aar i Aabenraa udskrivningsdistrikt finder sted den 12., 13., 14.  og 16. oktober om formiddagen kl. 8 i teatret i Aabenraa.

Hvad man spiser til brød i Flensborg

I Flensburger Norddeutsche Zeitung skrives bl.a.: Mangen en spørger: hvad skal man spise til brød? til ære for alle flensborgere antager bladet, at man har vænnet sig af med at spise smør paa brød og i stedet for anvender den smule fedt og smør, der kan faas, i køkkenet. Pølse og kød paa brød er ogsaa dyre og sjældne. Ja endog marmelade bliver knap. Bladet foreslaar til afveksling et raad, der er godt i krigstid og ligeledes har staaet sin prøve i fredstid, nemlig: man taget et stykke tørt brød i den ene og et æble i den anden haand, og saa tager man en mundfuld brød og dertil en mundfuld æble. Derefter tygger man det grundigt. Det smager ikke blot udmærket, men bekommer én ogsaa særdeles godt. Ingen vil savne smørret, og der er den fordel derved, at man godt kan spise sure æbler til brødet. Naar man tygger det godt, mærkes styren ikke saa meget. Man kan ogsaa tage andre frugter end æbler. Det er endog sundere med raa frugt end med marmelade.

 

Faldne

I tabslisten meddeles, at Mathias Hansen fra Sønder-Hostrup, Johan Hansen fra Rendbjerg, Behrend Petersen fra Sønderhav, Hans Skelgaard fra Sottrupskov, Christian Thomsen fra Hong Kong, Thomas Bertelsen fra Bjerndrup i Aabenraa amt, Jes Budde fra Hørlyk, Jens Thuesen fra Stevelt, Hans Clausen fra Hjerndrup og Hans Jacobsen fra lille Mommark er faldne.

Johannes Dominikussen fra Nordborg er den 21. september død paa et feltlazaret i Frankrig, 38 aar gl.

Jens Sørensen fra Gøtterup, der tidligere har været meldt savnet, er død.

 

Saarede

I tabslisten meddeles, at Christian Jessen fra Skovbølgaard er haardt saaret og savnet.

I de sidste tabslister meddeles, at Mathias Lorentzen fra Store Nustrup, Andreas Jessen fra Skovbøl i Aabenraa amt, Eduard Ludvig i Haderslev, Klaus Brodersen fra Grønnebæk, Simon Callø fra Hoptrup, og Mathias Petersen fra Nybøl i Sundeved er haardt saarede.

Henry Rasmussen fra Sønderborg opføres som saaret og Jørgen Hansen fra Lambjerglund opføres som saaret den 5. oktober 1914.

Fangevogter W. Lorenzen i Nordborg har hørt fra deres søn , at han er sund og ved godt mod; han er altsaa ikke saaret.