Dette brev er det første 19-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – skrev hjem til sin familie, efter han fik sin ilddåb ved frontafsnittet Douaumont i Verdunområdet. I brevet nævner han tre brødre Thorvald, Alfred og Marthinus, som også er indkaldt ved den tyske hær samt svogeren Jacob.

Kære alle sammen!

Klokken er 21, men dog skal jeg se, om jeg kan få lidt skrevet i en fart. Der er ellers et spektakel, så man hverken kan høre eller se. De har nemlig fået udleveret et anker sprit i aften og så går humøret over forstanden straks.

Mange tak for Eders brev , eller rettere sagt dit brev, kære mor. For Agnes’ fra den 27. har jeg ikke modtaget endnu, men måske kommer det endnu. Vaflerne har jeg ikke fået, men de kan endnu komme. Smørret er kommet i går sammen med dit brev fra 22/9. Og i aften kom fra den 2/10. Det glæder mig, at I har det nogenlunde og at Thorvald er kommet hjem igen. Ja, Gud give, at han måtte blive helt forskånet, for at komme ud i det forfærdelige igen.

Jeg er lykkelig tilbage i ro igen og skal være her helt til den 13. Nu har jeg også prøvet noget af det værste man tænke sig, men min kære Gud bønhører mig nok, når jeg beder ham om mod og styrke til at gå det igennem alt sammen.  Forhåbentlig bliver vi ikke længe her, da anstrengelserne, der her må ydes, er umenneskelige. Om vi skal i stilling her ved jeg ikke, men sandsynligvis.

Ja! Gud give vi snart må få fred, men der jo ingen udsigter dertil endnu. Nu er Grækenland vel også kommet med, ser jeg lige i bladet. Blot I må holde ro derhjemme endda. Det glæder mig, at I har bestilt bladet til mig igen, så har man dog en lille anelse om, hvordan det står til i verden.

Fra Marthinus havde jeg brev i aften. Han er da gudskelov også i garnisonen endnu. Blot det må gå vor kære Alfred godt deroppe ved Somme. Nu ved man først, hvad det vil sige, når de siger granatstumperne piber om ørerne. Denne fornemmelse er ikke til at beskrive. Et guds under, at der er nogen, der er kommen godt fra det. Det regner nu hver dag, så det er et forfærdeligt pløre.

Det var dog godt, at Jacob ikke kom med til Somme.  Du kan ikke tænke dig kære søster, hvad det har at sige, at være i en god og udbygget stilling, hvor de kan opholde sig det meste af tiden, hvor ingen djævelske granater kan nå dem. Mens man her må opholde sig fem lange dage og nætter i nogle granathuller, som er forbundet med hinanden gennem en lille åben rende, og så ikke mere end 30-40 meter fra franskmændene, som af og til sender en portion håndgranater over i mod os. Dog håber vi næste gang, at den er lidt bedre udbygget, når vi skal derud igen.

Jeg er egentligt kommet til at skrive langt mere om det alt sammen, end jeg havde i sinde. Men nu behøver I jo da ikke at forestille jer det værre, end jeg har beskrevet det. Det er både godt og ondt at dølge noget.  Jeg holder det jo nok ud lige så godt som de andre. Vi holder jo modet oppe hos hinanden, så godt vi kan.

Jeg har en god ven i Hans Lindholm fra Ballum. Vi holder også godt sammen i tykt og tyndt og hjælper tro hinanden, når det ind i mellem kniber for en af os i en eller anden retning.

Nu håber jeg, at I har det godt derhjemme, I kære alle sammen. I har jo vidst længe ventet efter dette brev, men det har været mig umuligt at skrive før i aften.

Nu må I endelig ikke være alt for kede af det for min skyld. Jeg har det godt og når jeg blot ved, at I har det godt alle sammen derhjemme, er det mig den største trøst. Skriv blot en gang i mellem. Det er jo den eneste glæde, man har, når der er en røst hjemmefra.

Vær så hermed hjerteligt hilset fra eders søn og broder, Johannes.

Har Thorvald modtaget mit fødselsdagbrev, som jeg adresserede til Slesvig? Lidt sandpapir kunne jeg godt bruge igen. Hvor er Christian Petersen kommet hen? Jeg skriver så snart, jeg har blot har tid. Hils alle venner og bekendte.

Du kan læse mere om Johannes Christensens oplevelser i tysk tjeneste i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/