Tag-arkiv: krigsbegejstring

29. april 1918. Konernes krigsbegejstring er for længst forduftet

I  Infanterie-Regiment Nr. 31´s historie skriver forfatteren, tidligere kaptajn Dr. Bernhard Studt, skuffet over den mislykkede tyske storoffensiv i april 1918:

Det var noget kostbart, denne vidunderlige vished om sammenholdet derude. Den, der var udenfor, og også i dag sætter spørgsmålstegn ved denne kendsgerning, bære selv en del af skylden for, at han ikke fandt det virkelige kammeratskab.

Tiden for feltkøkkenet blev altid afventet med særlig længsel, ikke kun fordi maven knurrede og en soldats sindstilstand går gennem maven – det var langt mere! Gennem postsækkene, der fulgte med dem, kom den sidste håndgribelige forbindelse med hjemstavnen.

Tit så jeg de strålende øjne på min trofaste oppasser Wilhelm Diehn, når han om natten kom tilbage fra feltkøkkenet, og medbragte et brev eller en lille pakke: ”Fra min ærede hustru – Hr. Kaptajn!”.

Historien om, at en af vore ordonnanser var blevet såret under afhentning af mad, og herved havde spildt halvdelen af madspandens indhold, kom først senere.

I det nu fjerde krigsår, hvor så meget allerede var blevet til rutine og truede med at blive lullet ind i en hverdagen, behøvede vi desto mere dette bånd til hjemstavnen. Man måtte hele tiden gøre sig det klart, hvad det drejede sig om, og hvorfor vi befandt os herude, kæmpende og blødende.

Men heltekonerne, der manede deres mænd og sønner til at holde ud til en sidste indsats for Konge og Fædreland, blev hele tiden sjældnere. Mangen en soldat sad i april 1918 allerede nedtrykt i sin dækning og læste i lyset af den flakkende stearinlys triste budskaber:

”Alle aviser herhjemme er fulde af meddelelser omgivet af en sort kant. Overalt er der sorg og tårer! Naboen arbejder nu i en ammunitionsfabrik og tjener overmådige penge, mens vi nages af hunger. En anden er det lykkedes at holde sønnen tilbage – hvorfor forsøger ikke også du? Skån dig, bevar dig for os! Vi behøver dig!”

Det lød anderledes end dengang, hvor en bølge af begejstring skyllede mod os derhjemmefra og krævede alt for Fædrelandet!

Regimentshistorien for Infanteri-Regiment Nr. 31

22. september 1916 – Ribe Stiftstidende: kendetegn paa krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kendetegn paa krigsfanger

For at forebygge de mange forefaldende undvigelser af krigsfanger og for at lette flygtninges paagribelse igen skal alle krigsfanger, der er paa arbejdskommando, paa hovedbekædningen have et blikmærke med opgivelse af den kreds, hvor de er paa arbejdskommando. Alle krigsfanger, som intet blikmærke har paa hovedbedækningen, skal behandles som flygtninge og anholdes.

 

Faldne

Frederik Hansen, søn af vognmand A. P. Hansen i Aabenraa, er falden i Frankrig; han efterlader enke og en søn.

Købmand Christian Schmidt i Grønbæk ved Graasten er falden den 27. august, 20 aar gl.

Enke Cathrine Marie Kjer i Snogbæk i Sundeved har modtaget budskab om, at hendes søn Asmus er falden paa Østfronten, 24 aar gl.

En svigersøn af skræddermester Møller i Sønderborg er falden. Laurids Christensen fra Brandsbøl. den faldne efterlader enke og to smaa børn. 

Kommis Iver Lydiksen fra Haderslev,  søn af afdøde degn Lydiksen i Starup, er falden.

Malersvend Chr. Hunnerup i Skærbæk er falden i Frankrig.

I tabslisten meddeles, at Mads Nielsen fra Mjøls, Chr. Østergaard fra Seggelund, Nikolaj Bonde fra Asserballe, Christen Nicolajsen fra Vester Gasse, Thomas Beck fra Stubbom, der tidligere har været meldt savnet, Karl Sørensen 2. fra Hundebøl, Jacob Schultz 4. fra Haderslev, Johan Gregersen fra Brunsnæs, Hjendre Hansen fra Grarup, Christian Høj fra Kær Vestermark, Georg Jeppesen fra Haderslev, Lauritz Petersen fra Hagenbjerg, Andreas Jacobsen fra Arrild Mark, Hans Boysen fra Traasbøl og Theodor Andersen fra Aabenraa er faldne.

Nis Terkelsen i Røllum ved Aabenraa er død paa lazaret.

I tabslisten meddeles, at Thomas Hansen fra Broager og Karl Trygh fra Alnor er døde af deres saar.

Bager Peter Nissen Feddersen i Sønderborg er falden.

Mathias Dinsen, søn af Bertel Dinsen, Skodborghus, er falden, 22 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Hans Busch fra Blans, Christian Schmidt fra Ladegaardsskov og Peter Madsen fra gammel Haderslev er faldne, og at Jens Clausen fra Løjtkirkeby er død af sine saar.

 

Saarede

Postsager, der var adresserede til gaardejer Simon Callø fra Genner ved Aabenraa, er komne tilbage med paaskriften saaret.

Som haardt saarede nævnes i tabslisten, Jes Lorentzen 2. fra Bovrup, Joachim Jørgensen fra Aller, Jacob Cornelsen fra Burkal, Haderslev amt, Anton Sørensen 2. fra Hundebøl, Richard Thiesen fra Iller(for anden gang), Martin Poulsen fra Løjtkirkeby, Christian Jacobsen fra Skovbøl i Aabenraa amt, Hans Matthiesen fra Hagenbjerg og Christian Wildfang fra Bæk.

Saarede er landmand Jørgen Jessen fra Søderup Mark ved Jordkær, Hans Reidhardt, søn af amtstjener Reidhardt i Graasten, Karl Banz fra Haderslev.

 

I fangenskab

Rentier Torp i Haderslev har faaet meddelelse om, at hans søn Georg er i russisk fangenskab.

Niels Hansen i Stepping har meddelelse om, at hans søn er i russisk fangenskab.

 

Savnede

Købmand Andreas Madsen i Genner ved Aabenraa har faaet meddelelse om, at hans søn Andreas er savnet.

Savnede er Peter Frost, ældste søn af landmand P. Frost i Tumbøl ved Felsted, P. Chr. Meinhardt i Rinkenæs, Hans Fromm fra Haderslev. 

Savnede: Jes Maag, søn af Skipper Maag i Løjtkirkeby, Anton Skov, søn af tømrer Chr. Skov i Skovby ved Løjtkirkeby, Jens Nissen og Hans Jørgensen fra Blans, Jens Thomsen fra Blansgaard, gaardejer Christen Friis i Simmersted, Hans Beck, søn af Christian Beck og hustru i Toftlund.

Tabslisten meddeler som savnede: Peter Petersen 2. fra Kegnæs, Otto Aabling fra Skærbæk, Rasmus Hejsel fra Bolderslev, Søren Skøtt fra Skibelund, Markus Drabe fra Bøjskov Skov, Jens Henriksen fra Stenderup Mark i Haderslev amt, Otto Dall fra Felsted, Henrik Bendiksen fra Augustenhof, Hans Hansen fra Holm paa Als, Søren Beier 6. fra Birkelev, Heinrich Bjerum fra Toftlund, Hans Borg fra Skærbæk, Jes Raven fra Oberstedt Feld(Ørsted Mark?) i Haderslev amt, Hans From fra Rødding, Niels Good fra Stevning, Hans Hansen 4. fra Kjocey (?) i Sønderborg amt, Willands Holm fra Brøns, Matthes Nørgaard fra Stenderup i Haderslev amt, Peter Post fra Spandet, gefreiter Peter Quitzau fra Aabenraa og Andreas Madsen fra Genner.

 

 

26. marts 1915. Triste forhold i fangelejrene i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Syd for Grænsen under Krigen

Triste Forhold i Fangelejre i Nordslesvig
Det er selvsagt, at det i Alminde­lighed er forbundet med mangehaande Savn at opholde sig som Krigsfange i fremmed Land, men værre bliver For­holdene naturligvis, naar der begynder at blive Knaphed med Levnedsmidler, og Fangernes Antal tilmed er stort. Der er, navnlig fra svejtsiske Officerers Side, fremkommen meget anerkendende Udtalelser efter deres Besøg i forskel­lige Lejre for Krigsfanger i Tyskland.

Og det er kun glædeligt. Saa meget større Grund er der derfor til at hen­lede rette Vedkommendes Opmærk­somhed paa Lejre, hvor Fangerne lider Nød, saaledes at Manglerne eventuelt kan rettes.

Om Forholdene i en saadan Fange­lejr i Nordslesvig, beliggende ved Bajstrup sydfor Tinglev, er der dernede fra tilgaaet os Beretninger, af hvilke vi her anfører følgende:

Lejren, ved Bajstrup bestaar af en meget stor Grund, ind­hegnet med to Pigtraadshegn, det ene indenfor det andet og ca. 2 Meter høje.
I hver Ende af Pladsen er af ru Bræd­der — beklædt med Tagpap baade paa Tag og Vægge — opført en mægtig enetages Barakke, der har Plads til 1000 Mand. Paa hver Side at Ind­gangen ligger en mindre Bygning med Plads for Køkken, Vagtlokaler, Opholds­rum for Vagt og Køkkenpersonale m. v.

Fangerne, hvis Tal paa dette Sted udgør ca. 2000, ligger i Barakkerne paa Træunderlag med lidt Halm over, saa lidt, at de styrter sig som Vilde over de Halmlæs, der kører ind paa Pladsen, for at sikre sig så meget som muligt deraf.

Fangernes Kost

er under de herskende Dyrtidsforhold meget knap. Om Morgenen et Stykke Brød med Kaffe, om Middagen væsent­ligst Roer og Kartofler i en eller anden kogt Form; om Aftenen Grynsuppe. Maden er imidlertid saa utilstrækkelig, at det er en ren Ynk at se f. Eks. Krigsfanger, der har haft Arbejde uden­for Lejren, vende tilbage til denne. De styrter sig som besatte over de Roebunker, som ligger udenfor Lejren i Nærheden af den store Køkkenbygning, og skønt Vagtmandskabet søger at for­hindre det, ser man Fangerne tage Roerne og med Graadighed fortære dem raa.

Penge hjælper intet
Blandt Fangerne, der i denne Lejr gennemgaaende synes ret velklædte og bestaar baade af Russere, Franskmænd, Belgiere og Englændere, er der ikke saa faa, som er vel beslaaet med Penge, og som gerne vilde tilkøbe sig god Mad. Men det er forgæves — de har kun Lov til at købe for en Snes Pfennig om Dagen.

Øjenvidner beretter at have set Rus­sere samle Kartoffelskræl og lignende op af Renestenen og spise det raat!

I Lejren ved Løgumkloster er For­holdene af lignende Art, i enkelte Retninger endnu tristere.

Der er her ikke Tale om nogen An­klage fra en enkelt f. Eks. dansk Side, nej Egnens Befolkning er i sin Helhed ilde berørt deraf. En af Tyskernes Førstemænd her, Kommuneforstander Raben, har i Vidners Nærværelse ud­talt med Harme, at „dette er Forhold, som Tyskland ikke kan være bekendt overfor Udlandet”; og en anden af Eg­nens fremstaaende Tyskere, Førstelærer Petersen i Bajstrup, har indsendt An­dragende til Myndighederne om at søge Fangernes Forplejning forbedret!

I de ca. 4 Uger, Fangerne har haft Ophold her, er der forefaldet flere Til­fælde af Hungertyfus.

Ikke regeringens skyld

Den betaler 1 Mark og 20 Pfennig pr. Fange om Dagen

Regeringen har næppe været vi­dende om, at Forholdene er saa slette, og kan heller næppe gøres direkte an­svarlig derfor, da den betaler 1 M. 20 Pf. for Fangernes Forplejning pr. Dag, heri ganske vist indbefattet Udgiften til Fangeejren eller i alt Fald en Del af dens Opførelse.

Som tidligere omtalt, er det en Enkeltmand, der har taget Driften — og dermed Forplejningen — af samtlige Fangelejre i Nordslesvig i Entreprise; han har derefter igen over­draget Forplejningen paa nye Hænder mod en betydelig mindre Betaling, for­mentlig ca. 80 Pfennig pr. Fange pr. Dag — i Løgumkloster endog kun 50 —55 Pf. pr. Dag.

Naar den sidst­nævnte Entreprenør naturligvis ogsaa vil tjene mest muligt paa Forretningen, kan man sige sig selv, at der ikke bli­ver mange Pfenning tilbage til Proviant og Køkkenbetjening m.v. Og med de dyre Priser paa Levnedsmidler i Øjeblikket vil det ikke være muligt at fremstille tilstrækkeligt nærende Mad i den fornødne Mængde.

Vore Hjemmelsmænd udtaler sluttelig, at de føler sig overbeviste om, at den tyske Regering, som forudsættes at være uvidende om de her nævnte Forhold, sikkert vil skride energisk ind for at skabe mere menneskelige Kaar for deres Fanger naar den forhaabentlig nu faar Kundskab om de virkelige Forhold.

Major v. Bötticher,

der var Chef for 3die Infanteri-Landstorms-bataillon, som havde Grænsevagten her indtil omkring 11. Marts, da Bataillonen blev be­ordret til Mecklenburg, er død dér i Ludwigs-lust den 19 Marts. Major Bötticher, der havde deltaget i Krigen 1870, var Soldat af den gamle Skole. Mens Bataillonen udførte Grænsevagten havde han sit Kvarter paa Gram Slot.

En Dansker falden?
Paa en af de sidste tyske Tabs­lister findes ifølge „Jyllandsposten” Overmaskinmester Christian Hansen af Esbjerg opført som savnet. Udfor hans Navn staar en Stjerne, hvilket betyder, at han rimeligvis er dræbt.

Tyske Ungdomskompagnier

– en Slags Spejderkorps — fra Aaben­raa og Haderslev holdt i Søndags Felt­øvelse ved Hoptrup. „Schleswische Grenzpost” bringer en længere, be­gejstret Omtale af Øvelsen og meddeler med Anerkendelse, at de unge Del­tagere, da de skiltes, tilraabte hinanden: ,Gud straffe England!”

Russiske krigsfanger Løgumkloster
Russiske krigsfanger undersøges ved ankomsten til krigsfangelejren i Løgumkloster 1915 (Museum Sønderjylland)

 

 

15. december 1914. Nyt fra H.C. Brodersen: “Krigsbegejstringen kender ingen Grænser her i Lazarettet”

Vi forlod 86’eren H.C. Brodersen , da han i slutningen af oktober kom på lazaret med gigt i benene. Han har siden ligget på lazaret i Tyskland.

Langensalza, den 15. December 1914. Her har jeg nu ligget i 6 Uger paa Lazarettet, og jeg sporer god Bedring med Benene. Hver Dag faar jeg Svedbade, saa Vandet løber af mig. Det er en haard Omgang og tager paa Fedtet, men saa længe vi faar saa mange “Liebesgaben” holder jeg det vel ud. Krigsbegejstringen kender ingen Grænser her i Lazarettet, hvor ingen mere regner med at skulle ud.

Von Hindenburgs store Sejr ved Tannenberg menes at være absolut afgørende for hele Krigen, og der haabes paa, at den dog alligevel er forbi til Jul.

Andersen, Johannes billede 1
På lazarettet – her er det Johannes Andersen (Museum Sønderjylland)

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

2. november 1914. Patruljevirksomhed

Af Füsilierregiment 86’s historie

På patruljevirksomheden, var det muligt at vise modstanderen vor overlegenhed. Her fik de krigsfrivillige anvist et udstrakt og taknemmeligt felt, hvor de kunne udleve deres krigsbegejstring.

Den ungdommelige forstærkning havde i starten ikke haft det for let. De krigsfrivillige blev på grund af deres mangelfulde militære optræden af deres kammerater opfattet som mindre fuldgyldige soldater, og mangen en foresat var forfærdede over deres umilitæriske optræden. De blev snart kaldt ”krigsuvillige”.

Men kloge kompagniførere forstod snart at skaffe afløb for deres virketrang. De gav dem til opgave at skaffe kendskab til forholdene hos modstanderen og finde ud hans livsvaner, styrke og fordeling af poster, tilstanden af hans skansearbejder og så videre.

Først drog de unge karle af sted under ledelse af ældre, erfarne folk. Snart derpå alene. De flokkedes om patruljeturene, stillede sig selv opgaver, udvidede selvstændigt de stillede opgaver. I begyndelsen noget klodset og usmart, men snart sneg de sig som indianere gennem græs- og roemarker, smuttede om natten ind på teglværket i Ribécourt, krøb op på loftet og iagttog hele dagen, hvad der rørte sig hos fjenden. Ofte måtte de hals over hoved tilbage, mens shrapnells og geværprojektiler peb efter dem; men de overbragte deres fornøjede kompagnifører en hel række meldinger.

 

1. november 1914. Kaserne i stedet for højskole til Peter Østergaard.

Peter Østergaard fra Stursbøl, en bror til Jeppe Østergaard, der faldt 26. oktober 1914, er mødt hos Regiment 84 på kasernen i Slesvig by. Her skal han gennemgå uddannelsen som soldat. Han havde egentlig håbet at skulle på Askov Højskole i Danmark fra 1. november 1914, men sådan kom det ikke til at gå. I et brev nedfældede han sine tanker. Peter Østergaard var privat indkvarteret sammen med flere andre sønderjyder, bl.a. Mikael Steffensen.

— Den 1. November bliver af mange sønderjyder imødeset med længsel, når man har bestemt at rejse nord for de sorthvide pæle, for på en eller anden skole at få et godt ord, for at få nedlagt spiredygtigt frø, der så senere kan vokse frem og bære god frugt. Havde det gået efter ønske, så var vel også jeg gået denne vej nu til November, men det er jo kommen anderledes, Nu går det i den modsatte retning i alle henseender. I stedet for at høre gode foredrag, der kunde bygge op, hører man kun her det, der kan bryde ned. I stedet for at være med til at kæmpe for det, man har kært, må man her kæmpe for …

Når vi om aftenen synger en aftensang og blandt andre også „Altid frejdig”, så kan vi ikke lade være med at sige, at havde vi endda kunnet gøre, som der står i sidste vers, så var livet ikke så svært, døden ikke heller. Men som vor stilling er, bliver det hele jo meningsløst. Dog trøster vi os med andet vers i samme sang.

Vi har en herlig skat i de mange sange, vi kan. Vi sidder til tider næsten hele aftenen og synger. Steffensen synger udmærket, og han lægger så for, og vi andre synger, så godt vi kan. Her kan vi rigtig få luft, for vi behøver ikke at spørge, om den er forbudt eller ej, og vore værtsfolk vil gerne have, at vi synger.

Askov Hoejskole
Peter Østergaard havde ønsket sig at komme på Askov Højskole i vinteren 1914-1915. I stedet kom han i krig.

 

1. oktober 1914. Hemming Skov skifter front og rykker ind i Rusland

Af Allan Otto Wagner

Hemming Skovs regiment 176 skifter front og rejser i to døgn med tog fra Lötzen i Østpreussen til provinsen Schlesien og den russiske by Tschenstochau lige på den modsatte side af grænsen.

Natten til 26. Sept. kom vi til Løetzen (Lötzen) og blev nu læsset på Tog. Dermed var vi klar over, at nu gik det til en anden Front, hvor, lød der intet om, dog, at vi ved Lublindtz Schlesien drejede af, sagde os, at det i hvert Fald ikke gik til Galizien.

Vi kørte over Rastenburg, Korschen, Allenstein, Rotfliess, hvor vi fik Kaffe, og Wartenburg, hvor vi på Banegaarden fik en Ret varm Mad. Ud paa Natten naaede vi vor gamle Garnisionsby Thorn, hvor det paa Banegaarden vrimlede af mennesker, som vilde hilse paa deres ”Hundertsechsundsiebziger” (176).

Under det Kvarters Ophold, vi havde paa Hovedbanegaarden, blev vi meget gæstfrit trakteret med Kaffe, Brød og Rygelse, en og anden hev sig endog af en velhavende og gavmild Lillemor en varm beklædningsgenstand. Der levedes jo endnu en Rusen af krigsbegejstringen.

Men alle disse velmenende Damer (af den mandlige Befolkning var jo kun en forsvindende Part hjemme) krævede meget til Gengæld, idet der formelig raabtes i Kor: ”Haben Sie nicht was von den Russen”. Det havde de fleste; men om deres Godhed ligefrem blev honoreret med en Kosak-Sabel eller en Kikkert eller et par lange pæne Officersstøvler, tror jeg dog næppe, for disse Ting passede jo daarligt til Kvinder.

Toget hastede videre med os igennem Provinserne Posen og Schlesien. En saadan Rejse paa Jernbanen var en herlig Afveksling. Igennem skønne Egne, men især da fordi det flød med Liebesgaben (kærlighedsgaver) paa de Banegaarde, hvor vi havde Ophold, særlig i Schlesien. Ved Preussisch-Herby forlod vi Tyskland, den næste Station var Russisch-Herby, og nu kom vi, denne Gang for Alvor til Rusland.

Fra Grænsen kørte vi endnu en Times Tid i russisk Tog. Jernbanesporet blev senere omlagt, saa tyske Tog kunde køre igennem. Forskellen var ganske vist kun 7 cm men den ene Skinne maatte dog fuldstændig omlægges. Den tredje Gang over Grænsen.

Czenstochau var Maalet med denne Jernbanerejse der havde varet i to Døgn. Efter at alt var læsset af, fik vi anvist Kvarter i en stor Kavalleri-Kaserne. Holm fra 1. Komp. (Rasmus Holm, Gabøl) og jeg var som sædvanlig Naboer med vore Heste. Og husker du, at vi først havde anbragt os paa et Gulv, der formelig svævede, hvorfor vi søgte en anden Plads og fik saa hestene ind paa en stue i Kasernen, hvor der overalt i nederste Etage var ”møbleret” med Heste.

Maaske du ligeledes husker, at vi studerede en Del Tortur-Redskaber i Kasernens Straffeanstalt. Czenstochau er en By med mange kirker. Og Byen, der paa et Par Hundrede Tusinde Indbyggere, er kendt som katolsk Valfartsted til et Kloster, som stammer fra Aaret 1400. I Klostreret findes et Bord af Cyprestræ, som efter Overleveringen skal stamme fra Abraham. Aarligt valfartede Millioner derhen.

1914-09-14 LIR84 Gesamtfront gegen Russland lage am 14.9.1914 - Skizze 5 v2

21. august 1914. Tyskerne i Hvidding flagede for tidligt!

Artikel fra Ribe Stiftstidende, der gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

Da Tyskerne i Sønderjylland flagede for Belforts Erobring

Meddelelsen om, at der i Gaar til Hvidding indløb officiel Telegramordre til stedlige Embedsmænd om at flage, da den franske Fæstning Belfort var faldet, vakte – som naturligt var – stor Opsigt ogsaa her i Ribe. Vi stillede os, som nævnt i Gaarsnummeret, ret tvivlende over for Rigtigheden af Meddelelsen om Belforts Fald, hvorom der endnu ikke i Aftes forelaa Efterretning fra nogen som helst anden Side.

Og Meddelelsens Paalidelighed fik i Aftenens Løb Banesaar, da der indløb officiel Meddelelse fra Paris om, at Franskmændene havde generobret Mühlhausen i Elsass, der ligger 43-44 Kilometer øst-nordøst for den franske Fæstning. Belforts Erobring af Tyskere og Mühlhausens Erobring af Franskmændene paa samme Tid er en ganske Umulig Konstellation.

Den tyske Telegramordre og Meddelelsen i Telegrammet om Belforts Fald er imidlertid en Kendsgerning saavelsom Flagningen i Hvidding, om hvilken vi selv overbeviste os i Aftes.

Det er vanskeligt at tro, at der skulle foreligge et officielt forsøg paa at bringe en falsk Meddelelse af denne Art til Befolkningens Kundskab. Man kan derimod tænke sig, at der foreligger en Telegraferingsfejl, og at Meddelelsen om, at ”Belfort er faldet” i Telegrafen er blevet en Misforståelse af at belgiske Forter er faldet. Vi tør ikke paastaa, at denne Forklaring netop er den rigtige, men der er i al fald nogen Sandsynlighed for, at den kan være sket.

Men hvorom alting er, Flagene hejstes efter Ordre, og man fejrede i Gaar i Hvidding den franske Fæstnings Fald. Det er imidlertid ikke alene i Hvidding, at man paa telegrafisk Ordre har hejst Flagene for at fejre Belforts Fald. Det samme skete i Skærbæk og Tønder, og sidstnævnte Sted udkom i Gaar Eftermiddags Løbesedler med den store Nyhed.

I Skærbæk strøg man Flagene igen om Aftenen ved 7-Tiden.

20. august 1914. Slaget ved Gumbinnen: “Rette sich, wer kann!”

Hemming Skov fra Københoved, I. Batl. Inf.-Reg 176 med kaserne i Thorn, deltog i slaget ved Gumbinnen

Pludselig forlod vi Gosslarshausen, og efter at have passeret Kauernik og Neumark blev vi i Bischofswerder læsset på et tog og kom nu til Insterburg. Vi kørte over Dt.-Eylau, Osterode og Allenstein og blev over alt hilst af en krigsbegejstret folkemængde.

Russerne var med Vilna-arméen (General Rennenkampff) brudt ind over den østpreussiske grænse mod Insterburg og deres foreløbige mål var Danzig. Vi stødte sammen ved Gumbinnen, hvor vi den 20. august fik vor ilddåb.

Aftenen før fik vort kompagni post. Til mig var der intet, og jeg har vist, grundet herpå, set lidt modfalden ud, for min Hauptmann lagde hånden på min skulder og trøstede mig næsten kammeratligt med, at det kom nok næste gang. Dagen efter faldt vor Hauptmann (Bodemann).

Endnu før kompagniet havde formeret skyttekæde, modtog det de første artillerisalver, og efter kammeraternes udsagn tændte vor Hauptmann sig en cigar og opmuntrede sine folk med at sige, at det var sandbomber, der kom. Et øjeblik efter faldt han, ramt af et shrapnelskud, og kompagniet var lidt efter uden officerer, idet den ene løjtnant faldt og den anden blev såret. (…)

… de fleste af ens kammerater fra de to år i kasernen fandt døden den dag. Vort kompagni blev på denne ene dag halveret fra 250 mand ned til 130 mand, og det varede tilmed et par dage, før disse blev samlet.

Den taktik, der her blev brugt, var som til den fredeligste manøvre; det gik fremad i “Sprung auf, marsch, marsch”, indtil russernes stilling var nået, men efterhånden, som der under en så idiotisk måde at arbejde sig frem på tyndedes ud i rækkerne og blandt førerne, var der til sidst blevet råbt: “Rette sich, wer kann!”

DSK årbøger, 1945, s. 71ff.
1914-08-17 østfront kort

15. august 1914. Regiment 86 marcherer fra Liege

Af Regiment 86’s officielle historie:

Den følgende morgen [15. august] marcherede regimentet allerede kl. 4,30 igen til den store eksercerplads [i Liege], hvor hele divisionen samledes.

Derfor nævnes nu de større enheder, som regimentet sorterede under samt deres kommandører.

86’erne under kommando af oberst von Obernitz dannede sammen med infanteriregiment 84 den 35. infanteribrigade under kommando af generalmajor Hunäus.

Denne brigade hørte til den 18. infanteridivision, hvis kommandør var generalløjtnant von Kluge, denne hørte igen til 9. armékorps, som stod under kommando af general von Quast.

Det 9. armékorps var en del af 1. armé, der under kommando af general von Kluck var opmarcheret på den tyske hærs den højre fløj.

I stadig højere grad blev den enkelte soldat gennemsyret af den bestyrkende følelse af at være en del af en organisme, der var besjælet af én vilje.

Voelkerkrieg tyske soldater Liege august 1914
Tyske tropper marcherer i Liège august 1914.

Klokken 9 om morgenen tiltrådte divisionen og med den også regimentet marchen for fuld musik i nordvestlig retning.

Snart bliver stednavnene germanske, slesvig-holstensk plattysk og flamsk ligner hinanden meget. De stammebeslægtede flamlændere er venlige og imødekommende, landsbyerne er ubeskadigede, friskare-krigen er holdt op.

Marchen gik over Milmort, Xhendremael til Koninxheim, sydvest for Tongern, her går man i bivuak, dog ikke uden at en sikring bliver skudt frem mod Tongern.

Füsilier-Regiment 86 “Königin” i Verdenskrigen

9. august 1914. 84’erne i Aachen

1914-08-09 Aachen 6a49-238

En 84’er fortæller om ankomsten til Aachen – og det korte ophold dér, inden den videre færd mod fronten

Den gamle Kejserstad var Hoved-Etappestation. Det vrimlede med Militær. Mest fremmed.

I Aachen blev vi forenet med Regimentets to øvrige Batailloner, 1. og 3., som havde Garnison i Slesvig. Brigade og Division blev formeret, hvorefter vi gik op i v. Klucks Armé, og med den begyndte vi en Dags Tid senere som den tyske Hærs yderste højre Fløj Fremmarchen gennem Belgien og Nordfrankrig.

Her i Aachen begyndte vi at faa Krigen nærmere ind paa Livet. Vi saa de første Saarede, der kom tilbage fra de allerede da igangværende Kampe i Belgien. De tilhørte Regimenter, som havde deres Garnison i Aachen, og de var endnu i deres blaa Fredsuniformer. De var bleven kastet ind over den tysk-belgiske Grænse paa et meget tidligt Tidspunkt og saa hurtigt, at de maatte afsted som de gik og stod, uden at faa Tid til at iklæde sig den graa Feltuniform.

I det Fjerne skimtede vi Højdedragene ind imod den belgiske Grænse, hvor det hed sig, at de første Fægtninger havde fundet Sted. Langt borte tordnede Kanonerne paa de belgiske Slagmarker. Nu var det Krig for Alvor. Vi marcherede lige ind i den.

Hvem der fra en Flyvemaskine kunde have observeret Regimenterne, som i disse Augustdage fra Aachen sattes i March vestpaa, vilde utvivlsomt være blevet Vidne til et imponerende Skue. Alle Veje var fyldte med Militær. Regiment efter Regiment. Foran os, bag os, ved Siderne, overalt myldrede de lange, lange Kolonner ustandseligt frem mod den belgiske Grænse. Deri var ikke Plads til andet end tysk Militær.

 

8. august 1914. Afgang fra Haderslev

En anonym 84’er fortæller om afgangen fra Haderslev:

Vi var i Garnisonen i Haderslev i fire Dage. Den 8. August om Formiddagen stod Bataillonen, 1000 Mand ialt, opmarcheret paa Kasernepladsen i fuld Krigsudrustning, med Bagage, Feltkøkkener, Patronvogne og hvad der nu alt hørte til, med Bataillonsmusikken paa Fløjen, rede til at rykke i Felten.

Nu var jeg klar over, at der ikke var Haab om nogen fredelig Løsning mere.

Mens jeg stod her paa min Plads i Kompagniet, en graa Soldat blandt tusind andre graa Soldater, var jeg ikke fri for noget i Retning af en Smule Beklemmelse. En stille Tanke gled hjemover. Hvornaar fik man dem mon nu at se igen?

(… fortsættes under billedet)

Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914
Et unavngivet sønderjysk ægtepar tager afsked august 1914

Igen — ja, fik man mon overhovedet — Jeg kunde nemt have faaet dem at se endnu engang i de Dage, vi gik i Haderslev. De var slet ikke langt derfra. Havde maaske ovenikøbet været i Byen i de Dage. Men jeg vilde ikke se dem. Afskeden var overstaaet, og jeg syntes, det var bedst saadan for alle parter. Derfor havde jeg ikke meddelt min Kone noget som helst om, hvor vi var eller hvornaar vi rykkede ud. Hun anede ikke, at jeg have været i Haderslev i de fire Dage.

Nu — nu, hvor vi om faa Minutter forlod Nordslesvig for at rykke ud i den store Krig. Nu, mens vi stod og ventede uvirksomme paa Falderebet og Tankerne tog frit Løb, nu var jeg næsten lige ved at fortryde, at jeg ikke alligevel havde skrevet hjem; at jeg ikke havde faaet dem at se endnu engang.

Bataillonskommandøren, den nok som bekendte Major Meibauer, hjalp mig over det døde Punkt. Han kom sprængende paa sin Ganger midt ind i Karréen, med dragen Kaarde og med Kindremmen spændt ned, og holdt en Donnertale til os om, hvorledes vi havde at forholde os som tapre prøjsiske Soldater, om Pligt og Troskab og om, hvad Fædrelandet ventede af os, om hvad vi skyldte Regimentet og dets glorværdige Traditioner og meget andet af samme Slags. Med Bestemthed husker jeg ikke andet end de Ord, hvormed han indledede sin Tale: Wiedermal ruft der deutsche Kaiser sein Volk zu den Waffen.- –

Derefter satte Bataillonen sig i March, og med klingende Spil gik det over Gammelting, gennem Nørregade, Gravene, Storegade til Banegaarden; ved Middagstid rullede et langt Tog bort med os, sydpaa. Hen paa Eftermiddagen naaede vi Flensburger Weiche; her var et større Ophold, mens vi fik tildelt Forplejning.

”Chr.” i Almanak for Nordslesvig, 69. årgang, 1935.

8. august 1914. Regiment 84 forlader Haderslev

Regiment 84 “von Manstein”, hvis II Bataljon havde hjemsted på Haderslev kaserne, skulle den 8. august sendes sydpå til opsamlingspladsen i Aachen. Særligt mange sønderjyder tjente i dette og Regiment 86 “Königin”. M. Pohl beretter om afgangen fra Haderslev:

”Morgenen den 8. august var kommet. II. Bataljon var trådt an i den forreste kasernegård. Mange, mange mennesker stod ved hækken. Hr. bataljons-kommandøren, Major Maibauer, holdt en kort tale, så rykkede vi med klingende musik af til banegården.

Gaden var fuld af mennesker, men kun enkelte hurraer og blomster blev os til del. Det danske element var mærkbart. Jeg husker altid denne afmarch i Haderslev, som et dystert og tungt optog. Såvidt som at vi soldater ikke selv havde den nødvendige humor, var det af de udenforstående kun vores få venner, som forsøgte at give os en glædelig afsked.

Det gik over “Skulderbladet”, enhver 84´er et velkendt forfriskelsessted, gennem de ofte betrådte gader og stræder. Her og der trykkede vel en bekendt os hånden, men en sejrsglad, begejstret stemning ville ikke komme. Man var vel for tæt på den danske grænse. Der var blevet mumlet meget om et engelsk angreb gennem Danmark.

Uvisheden og bekymringerne for egen fremtid trykkede åbenbart også humøret hos de tysksindede. En gammel profeti, om at et stort slag i Slesvig skulle ende en stor krig, fik igen liv blandt landbefolkningen.

På Banegården begyndte indladningen af bataljonen med det samme og så kom hornsignalet for påstigning. Vores Feldwebel Krohn med sit soldatervæsen og dog så godmodige hjerte gik endnu engang langs med toget. Vores Kaptajn Klapp så endnu en gang efter, hvordan hver enkelt mand var anbragt, så bar toget os mod den ukendte fremtid. Fra tusinde mandestruber steg brusende den gamle sang: “Kære fædreland vær kun rolig, fast og tro står vagten ved Rhinen”.

Toget rullede langsomt på strækningen Haderslev-Vojens. Jeg var sammen med mit korporalskab i een vogn, som ved hjælp af de opstillede bænke hurtig blev forandret fra kvægvogn til passagervogn. Allerførst var stemningen trykket. Så trængte den gamle soldater-fanden-i-voldskhed frem. Vi sang, vi vinkede til pigerne, som sammen med mange andre mennesker stod langs banelinjen, og var gode ting. Hin første, store dages offervilje, som forplejede os mod vores vilje, hver gang toget gjorde holdt, gjorde sit til at holde os ved godt mod.

Jeg husker ikke misstemning hos en eneste mand i de 2½ dag rejsen varede trods den ubekvemme jernbanevogn. Selv den simpleste bar den høje vished om pligten, og det som gjorde os så fornøjede, selvom vi kørte mod det uvisse, var anelsen om pligtens skønhed. Jeg har ofte senere ved fronten haft lejlighed til at se, hvordan man selv blandt vores dansktalende og -tænkende kammerater i augustdagene virkelig gerne kørte i kamp “for det store Fædreland”.

Endnu en ting havde jeg lejlighed til at se på den 2½ dag lange rejse til grænsen. Fra min tjenestetid vidste jeg, at soldaten altid “finder” det, som han mangler. Dette synes ikke længere at være tilfældet. Alt småligt, umandigt forsvandt simpelthen, selv, nej netop hos den simple mand. Det synes simpelthen ikke længere at eksistere.

Således kørte vi langs Slesvigs østkyst. Vi tog afsked med Flensborg og med det henslumrede Slesvig ved Slien; Rendsborg, Neumünster lagde vi bag os. Jo længere mod syd vi kom, desto større var massernes jubel og begejstring på banegårdene. Overalt var familie og bekendte, som var kommet for at ønske en eller anden i blandt os et lev vel. Da det blev nat, havde vi forladt vor hjemstavn, det havombruste Slesvig-Holsten.”

Uddrag og oversættelse af M. Pohl: “Turen til Grænsen” i Geschichte des Infanterie-Regiments von Manstein (Schleswigsches) Nr. 84 1914-1918, bd. 1.

4. august 1914. England erklærer krig – reaktioner i Avnbøl

Nerverne var på højkant og stemningen kunne skifte på et splitsekund i de første augustdage. Snedkermester Jørgen Petersen, Avnbøl, oplevede den blandede stemning og de hastige stemningsskifter blandt sine naboer i den lille stationsby midt på Sundeved.

“Den 31. juli om aftenen var der berammet festligheder i Avnbøl kro. Stemningen var naturligvis trykket. (…).

Hen på aftenen kom naturligvis den nye gendarm Pein fra Ullerup. Han var ovenud fuld af krigsgalskab, og kunne næppe afvente tiden til at få lov til at slå løs. Et selskab af dem, der ellers gik for at være danske, men som hurtigt blottede sig ved at falde fra straks der var udsigt til tysk sejr, og som altid brugte ordet ‘vi’, når talen var om tyskerne, søgte at overbyde ham i krigshumør: Denne gang skulle franskmændene ikke slippe med 5,  men måtte betale 50 milliarder. [Efter den fransk-tyske krig i 1870/71 blev Frankrig afkrævet en rekordhøj krigsskadeserstatning, RR].

En aktiv landstormsmand havde stor lyst til at være med og ‘knalde russere ned’, sagde han, ‘men de var vel så dumme, at de ikke forstod at falde om, når de blev skudt!’

De ældste årgange af de aktive værnepligtige fik først ordre til at møde, og da han uventet den følgende dag modtog en sådan om at møde ved kasernen i Sønderborg, græd han som et barn. Jeg harmedes over dem, og gik bort. (…).

Onsdag den 4. august gik jeg hen på stationen i et ærinde. Da formiddagstoget holdt, sprang togføreren af og råbte, at der var opslået i Flensborg, at England havde erklæret ‘os’ krig.

Stationsforstanderen og flere folk som var ved at blive gode tyske patrioter, blev som lammede af skræk. Inde i mig jublede det. Jeg følte nu, at Fenrisulven havde fået lænken lagt om sin hals.”

Petersen, Jørgen, Avnbøl 01985H
Jørgen Petersen, Avnbøl

(Jørgen Petersen i: Da den store Verdensbrand antændtes, 1924, s. 45f)

4. august 1914. Reservisterne strømmer ind

Det tyske militærmaskineri gik sin gang. Reservisterne strømmede til deres regimenter, som en ukendt landmand fra Haderslev-egnen under mærket “Chr.” berettede i “Almanak for Nordslesvig 1935”

Den 4. August forlod jeg Kone og Børn og mødte sammen med mange andre Reservister paa Kasernen i Haderslev, hvor jeg blev tildelt 84ernes 6. Kompagni. … Størstedelen af Reservisterne fra Haderslev Amt mødte ved 84ernes 2. Batl., saa der var mange dansksindede ved de fire Kompagnier, 5., 6., 7. og 8.

Der var stort Rykind paa Kasernen i de første Augustdage. Hver Dag kom der nye Hold til Indklædning. Vi Reservister blev blandet med det aktive Mandskab, indtil Kompagnierne var krigsstærke, det vil sige forøget fra 125 til 250 Mand.

Vi blev i Garnisonen i nogle Dage, og Tiden gik med Eksercits, Udmarcher i Omegnen, lidt Felttjenstøvelse og Skydning. Alt foregik i Grunden, som naar man i Fredstid var indkaldt til Efteraarsmanøvre.

Og jeg havde i Virkeligheden hele Tiden, lige siden jeg forlod mit Hjem, haft den Forestilling, at det kun var en Manøvre, vi skulde deltage i, eller en Prøvemobilisering. Det faldt mig endnu i disse Dage paa Kasernen i Haderslev ikke ind, at det var noget saa ubegribeligt som en rigtig Krig, vi skulde ud i. Jeg troede til det sidste, at Uvejret vilde drive over og det værste blive undgaaet.

Men jeg blev jo forholdsvis hurtigt belært om noget andet. Alvoren begyndte at gaa op for mig den Dag, vi fik udleveret skarpslebne Sidegeværer. Et uhyggeligt Instrument, der fremkaldte uhyggelige Tanker.

(Almanak for Nordslesvig, 69. årgang, 1935, s. 62-3).

2. august 1914. “Det hele udspinder fra en bagatel, som ingen er interesseret i.”

“Kære Lillesøster

Du længes vist efter at høre lidt fra os herhjemme. Der er jo også en hel del at melde, så jeg forskrækker dig vel ikke, når jeg går lige løs på tingene.

Det tegner til at blive alvor nu med krigen. Der er allerede indkaldt. I dag har vi første mobildag her i Tyskland. Jeg skal stille på 3. dag, altså tirsdag. Nikolaj skal stille straks og er allerede rejst i dag. Christine og han var lige hjemme et smut i går. De var ikke videre fornøjede. Nis har vi ikke hørt fra. Han er vel sagtens også i gang. Jeg skal også have skrevet til ham i dag, om det kan lade sig gøre.

Man ved jo næsten ikke, hvorhen man skal skrive. Til dig kan vi ikke skrive sådan uden videre. I går kunne man kun skrive åbne breve og postkort. I dag er det efter forlydende helt forbudt.

Da Anna Buhrkal er cyklet til Danmark i dag, fik jeg hende til at skrive et kort til dig derovre. Nu kommer imidlertid tante Jette herover med lille Hans. Hun mener at være i stand til at få dette brev over grænsen. (…).

Grænsen er delvist spærret. Danske undersåtter flygter, udvises, indespærres osv. Unge mænd indkaldes. Dags morgen rejste allerede ca. 30 her fra byen. Det er næsten udelukkende gifte mænd som Mathias Mygind, Anders Højer og så fremdeles. Du kan vel omtrent tænke dig, hvordan kvinder og børn forholder sig.

Man skulle næsten ikke holde sådan noget for muligt i vor oplyste tid. Jeg forstår ikke, at nogen kan påtage sig ansvaret derfor.

Det hele udspinder fra en bagatel, som ingen er interesseret i. Og vi må hjælpe et folk som vi … Nå, breve kan vel brydes i sådanne tider.”

9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.

31. juli 1914. På cykel rundt med mobiliseringsordren

H.C. Brodersen var postbud i Nordborg. Det var hans opgave at cykle ud med mobiliseringsordren, da den tikkede ind på postkontoret.

Saa var den Dags Arbejde overstaaet. Jeg havde lige afleveret mine Sager til Postassistenten, der kvitterede for Afregningens Rigtighed, da Telegrafen paa hans Skrivebord gav sig til at tikke. „Mobilmachung !”

Det lød som en Hvisken, da han ligesom for sig selv gentog, hvad han aflæste paa Telegrafens Papirstrimmel. Han sprang op fra sin Stol, og med et Smæld lukkede han Lemmen ud til det ventende Publikum.

„Mobilmachung!” raabte han ud over Lokalet. Vi trængte sammen om Assistenten og Postmesteren, der nu ogsaa var kommet tilstede.

 „Ja, mine Herrer, saa gaar det løs,” sagde Postmesteren, og det lød, som om han følte en Lettelse for den knugende og trykkende Uvished, vi alle nu i de sidste 8 Dage havde følt med Hensyn til de diplomatiske Forviklinger, der var opstaaet.

Et Øjeblik efter var vi alle — 9 Mand stærk — i fuld Virksomhed, og det blev ikke Fyraften denne Gang, thi enhver af os skulde i sit Distrikt udbringe Mobiliseringsordren til de forskellige Kommuneforstandere.

 „Hvorhen i den Fart, Postbud?” raabte Præsten i Oksbøl, da jeg rundede Hjørnet af hans Have, der laa ud til Vejen.

 „Mobil, Hr. Pastor,” raabte jeg tilbage over Skuldrene, medens jeg dog bremsede op og kom tilbage til Præsten, der stod lænet op til sin Havelaage og røg sin Aftenpibe.

Han havde næsten hver Dag i de sidste 4 Uger, siden Revolverskudene faldt dernede i Serajevo, spurgt mig, hvad jeg mente om den politiske Situation, og da han nu fik at vide, at der i Henhold til „allerhochste Erlass”, var anordnet Mobilisering, mente han, at det havde Kejseren ikke villet.

„Gud beskærme Kongen og vort kære Fædreland,” bad han og tilføjede, „den Krig er os paatvunget!”

Det havde jeg ingen Mening om, og uden at indlade mig paa yderligere Diskussion herom, sprang jeg atter paa Cyklen for at bringe min daarlige Nyhed videre. Hos Kommuneforstanderen i den næste By blev jeg modtaget med Ordene:

„Det kun’ æ minsæl nok tænk’ the di it kun sty’ sæ.”

Jeg, der svedte, saa Vandet drev af mig, blev budt indenfor.

„Faa en Taar Øl,” sagde Kommuneforstanderen, „og tag den med Ro. Det hele bliver ikke saa slemt, og til Jul er det overstaaet, og I er hjemme igen.”

 Jeg overhørte imidlertid hans gode Raad om at tage Sagen med Ro, thi da jeg sveddryppende og udaset kom tilbage til Posthuset, var det med en knækket Styrestang paa Cyklen.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

31. juli 1914. Soldaterbrev fra Jeppe Østergård

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931.

31—7—1914.

Hvor to eller flere er samlet er krigen det eneste samtaleæmne såvel i byen som på kasernen. Alle lever i forventning om, hvad der vil ske. I byen råder en stærk krigsbegejstring, en stemning, der gir sig mangfoldige udslag. To nætter i træk ved midnatstid drager gennem gaderne vældige skarer såvel damer som herrer, syngende patriotiske sange og råbende hurra for hæren, kejseren og forbundsfællen. En krigserklæring vil blive modtaget med ildhu. —

Forlængst er alle troppeøvelsespladser rømmede, alle mandskaber, som var på orlov, indkaldte. En vagtkommando, som iaftes kom tilbage fra Graudenz, fortæller, at dær er de blanke våben slebne, patroner uddelte, alting færdig til udrykning. Vi er også inddelte til en mængde forskellige poster, og jeg skal til Bagpommern og hente heste.

Men det er alt kun den første dag. Senere skal vi nok alle komme med i første linje.

Hvad et væbnet sammenstød vil bringe af nød og elendighed, det går man helst let henover, da det kun gør ondt værre at tænke derpå. Endnu er krigen vel ikke uundgåelig, men udsigterne synes at blive ringere. Afgørelsen må falde i denne uge. Glider tiden endnu længere ud, er der tid til forhandling, og England er jo utrættelig i sine fredsbestræbelser.

Iaftes modtog jeg de kærkomne breve fra jer. Her er næppe muligt at samle sig til at skrive noget fornuftigt, men lad da alt være gemt i det ene ord tak. Det er godt at vide, at kærlige tanker krydser hinanden og forkorter den udvortes 1000 km store afstand.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 38)

30. juli 1914. Jeppe Østergård: “Aldrig har det været så kritisk som nu”

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931.

30—7—1914.

I formiddag har vi ingen tjæneste. Alle på stuen skriver breve hjem, og jeg blir også smittet af manien. Stort nyt er der naturligvis ikke at berette.

Byen var iaftes i vildt oprør, og begejstringen gik højt, da regimentet med fuld musik i spidsen drog gennem byen fra banegården til kasernen. I løbet af natten er to kompagnier rykket ud krigsmæssigt udrustet for at besætte Weichselbroen ved Dirschau. Forøvrigt arbejdes i det stille. Krigssager blir tilpasset og udleveret fra oplagsrummene.

Den almindelige mening er den, at vi i morgen rykker ud og går til grænsen. Hvordan det så videre vil gå, må afventes. Aviser har jeg idag endnu ikke læst, men jeg tvivler stærkt på et tilbage. Dag for dag har tingene tilspidset sig, overalt arbejdes der på mobiliseringen. Aldrig har det været så kritisk som nu.

Mine tanker ved alt dette tør jeg ikke betro papiret, da brevhemmeligheden i denne tid langtfra er sikret. Dog kan I så omtrent tænke jer min stilling. Men der er intet valg, og vi går med så friske og frejdige som nogen. Meget værre er det for dem, der må forlade familie, bedrift og alt. Jeg er løs og ledig, har ingen forpligtelser, kan udmærket undværes o. s. v.

Det er morsomt at lægge mærke til, hvordan de forskellige tar imod efterretningerne. Gennemgående er den ældre årgang mere rolig og mandskaberne i besiddelse af mere galgenhumør.

Rekrutterne føler stærkere de bånd, som binder dem til hjemmet og alle de kære. Af skrålhalsene er mange bleven underlig tavse — en stadfæstelse af gammel erfaring.

— Jeg er meget spændt på, hvad dagen endnu vil bringe. I morgen skal I atter høre mere.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 38-39)

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914

30. juli 1914. Modersmaalet: Spændingen i Europa

Haderslev-avisen Modersmaalet kommenterer i sin rubrik “Politisk Rundskue” begivenhederne i Europa.

Spændingen i Europa.

Hvor man hører fra, meldes det, at Spændingen og Nervøsiteten er stor, saa stor, at ingen kan mindes noget lignende; thi den hersker i enhver nok saa lille By hele Europa over, eftersom alle Europas Lande, naar det gaar galt, kan blive indviklede i den Krig, som nu er begyndt mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

I ethvert af de store Lande, der enten høre til Tremagtsforstaaelsen eller Treforbundet, findes der to Partier, et Krigsparti, som absolut vil have Krig, og et Fredsparti, der ikke vil have Freden krænket. Disse Partier fører aabenlyst, men især bag Kulisserne, en voldsom Kamp, og Fred eller Krig afhænger af, hvem der vinder Overhaand. Afgørelsen kan trække ud, og den kan ogsaa komme pludselig. En almindelig europæisk Krig staar paa Dørtærskelen – et Ord, som anvendes ofte i disse Dage.

Krigsbegejstringen for ikke at sige Krigsgalskaben er størst i de af Slaver og Tyskere beboede og beherskede Lande; thi det længe ulmende Had mellem de to Folk, Slaver og Germaner, synes nu, da Tiden er til det store Opgør, at ville bryde ud i lys Lue.

Heldigvis synes Flertallet af de ledende Mænd i alle Stater og særlig de, som det mest kommer an paa, endnu at ville dæmme op for den Kæmpekrig, hvis Udfald og Følger vil være uberegnelige.

Naar man læser tyske Blade, vil man lægge Mærke til, at der i meget store Dele af det tyske Folk er en udpræget Krigslyst. Begejstringen for Østerrig-Ungarn er meget stor, og hele skylden væltes over paa Serbien.

Det skal ikke nægtes, at Serbien har en meget stor Part af Skylden, og særlig maa det stygge Dobbeltmord paa det østerrigske Kronprinsepar den 28. Juni fordømmes paa det skarpeste; men Østerrig og Ungarn har i mange Aar undertrykt og forulempet Serbien paa alle mulige Maader, saa det er forstaaeligt, at Serberne til Gengæld tirrer deres store Nabofolk, hvor de kan, og at serbiske Fædrelandsvenner nu efter Sejren over Tyrker og Bulgarer gør sig Haab om at samle alle serbisktalende Folk – ogsaa de, som er under Østerrig-Ungarn, som til Eksempel Bosnien og Herzegovina – til et stort serbisk Rige.

Men sligt kan en Regering som den østerrig-ungarnske selvfølgelig ikke billige og bør, før det bliver for sent, skride ind derimod. Nu maa man altsaa i Wien have indset, at det var paa højeste Tid, og ved Mordet paa Tronfølgerpaaret brast Taalmodigheden. Serbien skal straffes.

At man paa ledende Steder i Tyskland er ked af de stærke Tilkendegivelser for Krigen, fremgaar af en officiøs Artikel i ”Hamburger Correspondent” i Gaar under Overskriften ”Spænding og Bekymring”. Det hedder her til Slutning: ”I det tyske Folk har den Bekymring og den Spænding, som er bleven paalagt det, heldigvis ikke fostret nogen som helst Modløshed. Langtfra at ønske Krigen er Tyskland besluttet paa fuldt at staa paa sin Forbundsfælles Side. De i de sidste Dage fra forskellige tyske Byer meldte Tilkendgivelser lader ingen Tvivl tilbage; men nye Tilkendegivelser behøves ikke. Ja, den kan skade, da de let kan udarte og blive en Brod mod andre Magter.

Det er derfor absolut i sin Orden, at der nu i Berlin er udstedt Forbud herimod. Lad Diplomaterne have Ordet. De har givet os tydelige Beviser for, at de forstaar Folkets Sprog. I Kabinetterne er man ligesom i Fædrelandets videste Kredse gennemtrængte af, at den svære Krise ikke maa endes med en raadden Fred.”

– Krigslystens Udslag er altsaa kommen visse Folk i Berlin paa tværs; de ønsker ikke saa megen Rabalder.

svendsen 001a
Redaktør Nicolai Svendsen

Udenrigsrubrikken “Politisk Rundskue” var redigeret af Nicolai Svendsen

29. juli 1914. Soldaterbrev fra Jeppe Østergård: “Lavinen er begyndt at rulle …”

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931. Den 29. juli var han netop kommet tilbage til Gdansk, efter at regimentet i nogen tid havde ligget i sommerlejr ved Arys, i dag Orzysz, Polen.

29—7—1914.

Ankom i aftes som fourer en dag før kompagniet til Danzig.

Her føler man sig mere vel, næsten en smule hjemlig.

For tiden er udsigterne ret kritiske. Det store spørgsmålstegn er Rusland, men netop nu udspredes på gaden flyveblade, at Rusland mobiliserer. I den tyske militærforvaltning bevares udadtil en overlegen ro, omend der på de ledende steder arbejdes med højtryk.

Forøvrigt tvivler ikke en eneste om, at den tyske mobilisering vil kunne gennemføres programmæssigt. Overalt på rejsen blev vi modtaget med begejstring, og også i Danzig er alle stemte for krigen. Man forsætter sig i en patriotisk rus.

Musikkapeller må stadig spille nationale melodier. Der udbringes hurraer for hæren, kejseren o. a., og vé den som ikke gøer med.

Overalt har man fornemmelsen: der må ske noget, spændingen må udløses. Englands velvillige mægling strander rimeligvis på Østrigs trang til handling. Lavinen har begyndt at rulle. Vil den standse eller rive alt med? Man hører almindeligt den vending: hellere nu end senere, den rådne fred er utålelig.

Jeg for mit vedkommende siger med: hellere nu end senere. På en varig europæisk fred kan dog ingen for alvor tro. Kendsgærningerne taler dog et ganske andet sprog. — Imorgen skal I atter hør nærmere.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 37-38)

Våbensøstre 6a49-328
Idealiseret fremstilling af våbensøstrene Tyskland og Østrig

27. juli 1914. “Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland”

Flensborg Avis analyserer den højspændte situation i et ekstranummer:

Ved Verdenskrigens Rand

I Lørdags afbrødes den diplomatiske Forbindelse mellem Østerrig-Ungarn og Serbien. Efter den Tid er der udspredt Masser af Ekstrablade trindt omkring i Europa; men der er ikke sket noget afgørende, og Meddelelse om nogen større Kamp foreligger endnu ikke.

Med langt større Spænding end selve Udviklingen ved den østerrigsk-serbiske Grænse følger Europa Forholdet mellem Stormagterne.

Endnu synes intet afgjort med Hensyn til, hvorledes Rusland vil stille sig. Der meddeleles Udtalelser om, at Frankrig vil slutte sig trofast til Rusland, og at Tyskland og Italien vil staa Last og Brast med Østerrig-Ungarn, Udtalelser, der paa nærværende Tidspunkt er en Selvfølge.

Kejser Wilhelm er nogle Dage før Tiden vendt hjem fra Norge. Præsident Pointcaré har derimod ikke opgivet sit besøg i København.

(…)

Fra Wien telegraferes:

(…) Det var et højst dramatisk Øjeblik, da Udenrigsministeriets Pressekonsulent kalde de 40 Journalister ind til sig, som i Timevis havde ventet i Paladset Gange. Pressekonsulenten var synlig bevæget, da han meddelte, at den diplomatiske Forbindelse med Serbien var afbrudt.

Meddelelsen modtoges med stormende Bravoraab, og alle styrtede derefter til Udgangen og raabte mod Menneskemængden foran Slottet: “Krig! Krig!”

Stormende Hurraraab var Folkets Svar. I næste Nu var den indre slotsplads opfyldt af Mennesker, og man afsang den østerrigske Nationalsang.

Hvad siger Tyskland?

Det officiøse “Wolffs Bureau meddelelser: (…) Den tyske Regering har overalt paa samme Maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret.

Dens Bestræbelser gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.

Den russiske Presse

(…) Novolje Vremja skriver i en ledende Artikel: Østerrig-Ungarn alene vover ikke at gøre sig skyldig i nogen Krænkelse af den internationale Ret.

Et Ord af den tyske Kejser er tilstrækkeligt til, at Østerrig-Ungarn tager sin Verbalnote tilbage. Kejseren ved, at Rusland ikke kan forblive ligegyldig, men er tvunget til ved den fulde Vægt af sin Militærmagt at understøtte Serbien.

Østerrigs Overfald paa Serbien betyder krig med Rusland. En østerrigsk-russisk Krig fremkalder Tysklands Medvirkning, et russisk-tysk Sammenstød drager Frankrig med ind, maaske ogsaa England.

Det moralske Ansvar for det truende Sammenbrud af den europæiske Civilisation falder paa Tyskland og dets Leder. En fredelig Udgang er kun mulig, hvis Tyskland ikke er fast besluttet paa nu at føre Krig mod Frankrig og Rusland.

1914-07-17 Peter SimonsenRedaktør Peter Simonsen var ansvarlig for Flensborg Avis’ udenrigsrubrik.

27. juli 1914. Mobilisering i Serbien og Østrig-Ungarn! Begejstring i Tyskland!

Haderslev-avisen Modersmaalet følger den spændte udvikling i Sydøsteuropa.

Krigen mellem Østerrig-Ungarn og Serbien.

Som meddelt i de i Gaar Formiddags til Bladets Læsere i Byen og Landet udsendte Løbesedler, er den diplomatiske Forbindelse mellem Serbien og Østerrig-Ungarn bleven afbrudt Lørdag Aften. Serbien havde allerede om Eftermiddagen Klokken 3 anordnet Mobilisering, og Østerrig-Ungarn lader delvis mobilisere…

Begejstring i Tyskland.

Da Ekstrabladene om Serbiens utilstrækkelige Svar uddeltes i Berlin Lørdag Aften, udbrød Mængden i høje Leveraab for Østerrig-Ungarn. Henved 2000 Personer drog hen foran det østerrig-ungarnske Gesandtskab, raabte Hurra og sang ”Deutschland, Deutschland, über alles” og andre tyske Nationalsange. Gesandten traadte frem og takkede. Ogsaa i Hamborg kom Begejstringen for Østerig-Ungarn til Orde i Tale og Sang.

Gott mit uns_2

Serbiens Naboer vil holde sig neutrale.                                      

Fra Belgrad meddeles, at Regeringerne i Bulgarien og Grækenland vil holde sig strengt neutrale.

Om Krigsbegejstringen i Belgrad.

Meddeles fra Berlin: Til Lørdag Middag var der Stemning i Regering, Militær og Befolkning for at svare imødekommende paa Østerrig-Ungarns Note. Klokken 2 Lørdag Eftermiddag ankom en hemmelig Depeche fra St. Petersborg, og da den var bleven læst, udbrød en vild Begejstring for Krigen. Det hed sig, at Rusland havde stillet sig fuldtud paa Serbiens Side.

De tyske Gesandter beroliger.

De tyske gesandter i Paris, Petersborg og London har haft Samtaler med de paagældende Landes Udenrigsministre. De har udtalt sig meget beroligende og opfordret til at tage Sagen med Ro.

Italien og Østerrig-Ungarn.

Den italienske Regering har meddelt den østerrig-ungarnske Regering, at Italien i Tilfælde af en bevæbnet Strid mellem Østerrig-Ungarn og Serbien vilde indtage en venskabelig Holdning, svarende til Forbundstraktaten.

En tysk officiøs Udtalelse.

Det officiøse tyske Wolffs Bureau meddeler: Den tyske Regering har ikke i Paris ført noget andet Sprog, end hos alle øvrige regeringer. Den tyske Regering har overalt paa samme maade hævdet det Standpunkt, at den betragter Konflikten mellem Østerrig-Ungarn og Serbien som et Anliggende, der alene angaar disse to Stater og derfor maa forblive lokaliseret. Dens Bestræbelse gaar ud paa, at ogsaa de øvrige Magter skal gøre dette Standpunkt til deres, for at Freden i Europa kan blive bevaret.